Lips Touch

lips touch

Jeg er normalt ikke så meget til novellesamlinger, men jeg blev alligevel fristet, da jeg så, at Laini Taylor havde udgivet novellesamlingen ‘Lips Touch’. Da Nikoline fra Windblown Pages samtidig også skrev en meget positiv anmeldelse af bogen, var der ikke flere undskyldninger – bogen blev bestilt!

‘Lips Touch’ består af tre noveller – ‘Goblin Fruit’, ‘Spicy Little Curses’ samt ‘Hatchling’. Alle har de kys til fælles – eller måske rettere skæbnekys, for det er kys, der er i den grad ændrer skæbner, når de gives. I ‘Goblin Fruit’ er det for eksempel gobliner, der frister unge piger med magisk frugt for at pigerne skal sælge deres sjæle, og her er et kys skæbnesvangert.

De tre noveller er ret forskellige men har dog alle et strejf af folkeeventyr over sig – ikke mindst fordi flere af dem er ret dystre. Især den første fortælling – Goblin Fruit’ er smukt fortalt, og selvom den er ret forudsigelig (hvilket er forventeligt, når den emmer af folkeeventyr), så er det samtidig også den af fortællingerne, jeg bedst kan lide. Den er ret kort og har samtidig en bittersød og underspillet stemning, som gør novellen ret følelsesladet.

Den anden fortælling, ‘Spicy Little Curses’ var også interessant, selvom jeg havde en følelse af at have læst den før – og det har jeg måske også, for den kunne sagtens være bygget på et gammelt eventyr? Jeg synes, slutningen på novellen er lidt letkøbt, men alt i alt var den ganske fin.

Den sidste novelle, ‘Hatchling’, var bogens længste historie på over 130 sider. Den var samtidig også så lang, at den for mig diskvalificerer sig til at være en novelle og nærmere er en kort bog. Desværre kunne denne historie ikke rigtig fange min interesse. Man skulle et godt stykke ind i historien, før trådene i den begyndte at flette sig sammen til en samlet fortælling om kærlighed, og selvom jeg rigtig godt kunne lide slutningen – og moralen – i denne historie, så betød den træge start desværre, at jeg aldrig følte nogen forbindelse til denne novelle.

Sproget i novellerne er skønt! Poetisk, drømmende og lokkende men også melankolsk og eftertænksomt. Historierne er suppleret af en række smukke og fantasifulde tegningerne, der giver et hint om, hvad novellerne handler om. Der er samtidig noget nostalgisk over stregen, men det skyldes nok, at den tegnestil har været ret populær i rollespilsmiljøet, som jeg tidligere var en del af.

En ganske god novellesamling til dig, der holder af eventyr og fortællinger om kærlighed.

lips-touch-tegning

The Geek’s Guide to Unrequited Love

Ind imellem får jeg lyst til en letlæselig og hyggelig bog. Det sker ofte, når jeg lige har tygget mig igennem et digert værk, så det var ikke så underligt, at denne lyst opstod, da jeg var færdig med ’Anna Karenina’. Jeg faldt over ’Geek’s Guide to Unrequied Love’Ereolen Global og lånte den, selvom jeg havde en fordom om, at den nok var lidt for light og lidt forudsigelig. Men hey – man har jo lov at blive overrasket.

Bogen er skrevet af Sarvenaz Tash og handler teenageren Graham, der har planer om at tage til Comic Con sammen med sine to bedste venner og mednørder, Roxana og Casey. Graham har tænkt sig, at denne con skal være noget helt særlig – ikke blot håber han på at komme til en meget eksklusiv paneldebat med sin yndlingsforfatter – han har også planer om at erklære sin kærlighed til Roxana, som han har været hemmeligt forelsket i gennem lang tid. Det er dog ikke så lige til, når man er en genert nørd, men Graham har lagt en vild og ambitiøs plan, der dog bliver truet, da en anden begynder at interessere sig for Roxana….

Lad mig starte med min egen fordom – om bogen var forudsigelig. Det var den faktisk ikke – eller i hvert fald ikke i lige så udtalt grad, som jeg havde frygtet. Den første halvdel af bogen var so-so. Jeg hyggede mig med at læse om dagene på Comic Con, men der var ikke så meget kød på historien på dette tidspunkt. Det ændrede sig dog, da følelserne for alvor kom i spil i anden halvdel, og jeg må indrømme, at mine øjenkroge blev lidt fugtige på et tidspunkt. Åh, den teenagekærlighed! Det var altså rørende.

Der er ikke gjort så meget ud af personbeskrivelserne i bogen, men det er der strengt taget heller ikke brug for i en kort og simpel bog som denne, hvor handlingsforløbet strækker sig over få dage. Hovedpersonen er en sympatisk og betænksom fyr, som forelsker sig i sin bedste (pige-)ven. Det er et klassisk oplæg til et kærlighedsdrama, det naturligvis intensiveres, da den mulige romance bliver truet af, at der pludselig dukker en anden sød nørdfyr op, som virker interesseret i Roxana. Hovedpersonens kvaler er så letgenkendelige, uanset om man er nørd eller ej, og forfatteren formår virkelig at få beskrevet de der tåkrummende øjeblikke, hvor man er lige ved at erklære sin kærlighed, men så kommer der et eller andet tåbeligt i vejen. Eller de der mærkelige krumspring man foretager sig for at skabe den helt perfekte scene til sin kærlighedserklæring. Mega flashback til teenagetiden.

Du behøver ikke at være nørd for at sætte pris på denne bog, men det hjælper helt klart. Jeg er sikker på, at problemstillingerne mht. usikker kærlighed gælder for både nørder og ikke-nørder, men eftersom hovedpersonerne fangirler over en del tegneserier med mere, og da bogen primært foregår på Comic Con, så er der ret mange nørd-referencer.

’Geek’s Guide to Unrequited Love’ er ikke en stor bog, men det er hyggelig og rørende læsning om den første teenagekærlighed. Og da jeg selv scorede mig en nørd, som jeg senere hen blev gift med, så ved jeg, hvor dejlige de kan være 🙂

Anna Karenina

Anna Karenina

Et af mine sommerferieprojekter var at gå i gang med en rigtig mursten af en klassiker – nemlig ‘Anna Karenina’ af Lev Tolstoj. Det er en bog, der har stået på min to-read-liste en række år efterhånden, men bogens tykkelse er ret intimiderende, og så var jeg meget i tvivl om, hvorvidt det var en bog for mig. Men men – nu skulle det være, så jeg gik i gang med den knapt 950 sider tykke bog.

‘Anna Karenina’ er historien om Anna, der lever i et ulykkeligt ægteskab, men forelsker sig hovedkulds i den unge officer Vronskij. Deres åbenlyse forelskelse vækker forargelse og vrede, for det er en kærlighed, der fører til en dramatisk syndflod af følelser og konflikter – ikke blot for det forelskede par men også for deres nærmeste omgangskreds. Annas ægtemand Karenin forsøger at få styr på sin kone og dermed også sit ægteskab, men Anna er vilter og emotionel, og affæren truer med at splitte både familier og venskaber.

Jeg havde forventet en storslået – og måske også lidt forudsigelig – kærlighedshistorie, da jeg gik i gang med ‘Anna Karenina’. Historien er helt sikkert storslået, men den er heldigvis ikke nær så forudsigelig, som jeg frygtede. Samtidig blev jeg positivt overrasket over, at selvom bogens titel er ‘Anna Karenina’, så er der adskillelige sidehistorier, der fylder en hel del og er mindst lige så interessante. Jeg tror, jeg havde kedet mig, hvis hele bogen kun skulle handle om Annas og Vronskijs kærlighedshistorie (selvom den nu er både spændende og medrivende), men deres historie suppleres og perspektiveres ganske fint gennem sidehistorierne.

Dette er i sandhed en bog om kærlighed. Den altopslugende, frådende og destruktive kærlighed, som kan vælte konger og lægge lande øde. Jeg er normalt ikke til kærlighedshistorier, men denne her er simpelthen så velskrevet og troværdig, at jeg gang på gang måtte tage mig selv i at måbe over, hvor godt scenerne var skruet sammen. Forfatteren formår i den grad at beskrive en kærlighed, der får en til at sukke og vride sig i smerte på samme tid, for den er lidenskabelig, bittersød og dødsensfarlig. Der er noget eviggyldigt, ægte og skræmmende ved historien selv her ca. 150 år senere, for selvom rammen for fortællingen er Rusland i 1870’erne, så er det en udødelig historie om kærlighed og alle dens torne.

Bevares, der var tidspunkter, hvor jeg kedede mig. Jeg kunne grundlæggende godt lide de mere filosofiske og moralske diskussioner, som flere af hovedpersonerne kastede sig ud i undervejs, men der var også tidspunkter, hvor jeg følte, at fortællingen røg ud af en tangent.

Jeg kan varmt anbefale bogen – også selvom den har et par ‘knaster’ og er meget tyk. Jeg er meget imponeret over den troværdige og meget medrivende kærlighedshistorie, hvor jeg i den grad følte, at her var tale om mennesker af kød og blod, der virkelig følte.

Denne skønne læseoplevelse kan muligvis blive springbrættet til at få læst ‘Krig og fred’ til næste år… selvom den er på ca. 1500 sider (argh!!).

An Ember in the Ashes

‘An Ember in the Ashes’ har længe været en af favoritterne blandt en del af de vloggers, jeg følger, så da jeg fandt ud af, at jeg kunne låne den via Ereolen Global, besluttede jeg mig for at downloade den og have den som reservebog på ferien i Frankrig. I stedet endte jeg med, at den udkonkurrerede en af de papirbøger, jeg havde planlagt at læse på rejsen!

Bogen er skrevet af Sabaa Tahir og er første bog i en serie. Jeg ved ikke, om det bliver en trilogi, men eftersom de fleste fantasyforfattere ikke kan skrive andet nu til dags, så er det et meget godt bud.

‘An Ember in the Ashes’ har to teenagere som hovedpersoner – slaven Laia og soldaten Elisa. De befinder sig i hver sin ende af hierarkiet i imperiet, og alligevel har de meget til fælles. Begge drømmer de om en bedre verden – en fri verden, hvor man ikke skal leve i frygt, og hvor samfundet ikke lægger så mange begrænsninger på borgerne. Laia føler sig nødsaget til at kontakte modstandsbevægelsen, da hendes bror bliver arresteret. De indgår en aftale om, at hun vil spionere for modstandsbevægelsen, og så vil de sørge for at befri hendes bror fra fængslet. Men Laias opgave viser sig at være dødsensfarlig, for der holdes skarpt øje med hende, og ét fejltrin vil betyde døden. Samtidig er Elias næsten færdig med sin uddannelse som soldat. I al hemmelighed har han dog planlagt at stikke af, men komplikationer opstår, og han står pludselig i en situation, hvor han måske kan få sin frihed på anden vis.

Denne bog var en virkelig positiv overraskelse. Jeg frygtede lidt, at den blot være endnu en oprørsbog i stil med mange af de andre ungdomsbøger om kampen-mod-det-undertrykkende-samfund, der er kommet de senere år, men jeg synes, at ‘An Ember in the Ashes’ formår at have sin egen stil.

Dette er en brutal bog. Jeg tænkte flere gange på ‘The Hunger Games’, mens jeg læste den. Ikke fordi de to bøgers handlingsforløb matcher, men fordi der er visse fælles træk såsom en ret barsk handling, hvor folk dør og oprøret mod en statsmagt, der er undertrykkende og voldelig.

Det fungerede rigtig fint med to hovedpersoner, som man skifter til at opleve historien igennem. Der var et par gange, hvor Laia var lige lovlig naiv, eller hvor Elias simpelthen ikke tænker sig om, og her var det som læser ofte let at gætte, hvad der så ville ske. Alligevel formåede bogen flere gange at overraske, og spændingen steg næsten hele vejen gennem fortællingen, hvor jeg sad og spekulerede på, hvad forfatteren mon havde i ærmet. Slutningen var ikke så overraskende, men havde dog et par twists, som jeg fandt ganske interessante.

Kærlighedsdelen i bogen var… kompliceret. Jeg frygtede et trekantsdrama, men forfatteren havde valgt en noget mere indviklet historie, hvor Amors pile i den grad fløj gennem luften hele tiden! Jeg vil ikke afsløre mere her, men er du til kærlighedshistorier og komplikationer, så burde du kunne få din lyst styret med denne bog.

Som jeg startede med at skrive, så udkonkurrerede denne e-bog helt en af de papirbøger, jeg havde slæbt med på ferien, som jeg slet ikke nåede, fordi jeg havde travlt med at læse ‘An Ember in the Ashes’. Det var en spændende og medrivende fortælling, og jeg skal helt sikkert læse fortsættelsen.

Er du til bøger om undertrykkelse, uretfærdighed, oprør, loyalitet og kærlighed, så er denne bog noget for dig.

I Capture the Castle

I capture the castle

Nu nåede jeg endelig til denne bog, som jeg egentlig havde håbet på at nå i løbet af foråret.

‘I Capture the Castle’ er skrevet af Dodie Smith og handler om teenageren Cassandra, der bor på et gammelt, nedslidt slot sammen med sin familie. Der er intet pompøst ved slottet, der har mistet al glans og vælde. Cassandras far er en kendt forfatter – eller rettere sagt var en kendt forfatter, for det er efterhånden længe siden, han har udgivet noget, og resten af familien er meget bekymret for, om han overhovedet kommer i gang med at skrive igen. Det er et problem, der vokser og vokser, eftersom familien ikke har nogen penge og derfor må leve yderst sparsommeligt. Da de to brødre, Simon og Neil, en dag ankommer til slottet, er det samtidig starten på en begivenhedsrig tid for familiens medlemmer.

Bogen er en dannelsesrejse – ikke blot for hovedpersonen Cassandra men også for mange af de andre personer i historien. I løbet af fortællingen ser man som læser, hvordan Cassandra modnes og går fra barn til voksen. Cassandra fylder – desværre – meget i historien, og det er med en streg under ‘desværre’, for jeg brød mig ikke synderlig om hende. I starten virker hun langt yngre end sine 17 år, da hun fremtræder meget naiv, men derefter får hun en række fikse ideer, som får hende til at virke bedrevidende og irriterende frem for omsorgsfuld og handlekraftig.

Historien er lidt pudsigt sat sammen. I starten er der megen fokus på familiens fattige kår, og det virker nærmest, som om de bor i en sønderbombet by under krigen. Det bliver så ekstremt, at skiftet – da det begynder at gå bedre – kommer til at virke meget underligt, eftersom der ikke går lang tid, før Cassandra tilsyneladende har glemt alt om den tid. Det gør mig ikke voldsomt meget, for jeg har ikke behov for, at hun svælger mere i den ekstreme fattigdom, men skiftet virker mærkeligt.

Der er passager undervejs, som jeg nød at læse – som har den sommerlige og drømmende stemning, jeg håbede på at finde i bogen. Desværre fylder de ikke så meget i bogen, som jeg havde forventet, og i stedet fik jeg en historie, der starter med at handle om en meget fattig behome-agtig familie til at handle om langtrukne kærlighedsforviklinger. Ikke lige hvad jeg forventede eller havde lyst til at læse.

Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe

Denne bog købte jeg på et tidspunkt efter at have læst masser af rosende anmeldelser af den, for den lød som en rigtig interessant ungdomsbog.

‘Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe’ er skrevet af Benjamin Alire Sáenz og handler om teenageren Ari og vennen Dante. De to er meget forskellige men har alligevel opbygget et tæt venskab. Deres venskab kommer dog på en prøve – ikke så meget fordi, at Dante forelsker sig i Ari, men mere fordi Dantes seksualitet ikke tolereres af alle. Det bliver en rejse i at lære sig selv at kende og finde ud af, hvad og hvem man vil kæmpe for.

Jeg kunne rigtig godt lide temaet for denne historie. Venskabet mellem de to – meget forskellige – unge fyre og den udvikling, de gennemgår. Det var rigtig fint, selvom det også var rimelig forudsigeligt. Og de to knægte er også lette at holde af, selvom den ene er lidt knudret og usikker. Eller måske netop derfor? I hvert fald udgjorde de et godt team.

Der var til gengæld to ting, der ødelagde fornøjelsen ved bogen. For det første var der skrivestilen. Jeg syntes, den var dræbende kedsommelig. Den vakte ingen følelser hos mig, og den virkede flad og unuanceret. Dernæst var der hele ‘nævn ikke broderen’-plottet, som bare var ligegyldigt og trukket i langdrag. Det var en darling, forfatteren skulle have dræbt med det samme.

Så… alt i alt var denne bog desværre en noget skuffende oplevelse. Min sindstilstand efter at have læst bogen afspejles meget fint i min kats ansigtsudtryk på billedet – jeg var skuffet og følte mig snydt for den gode oplevelse, andre havde fået. Men sådan er det med bøger – folk oplever dem forskelligt, og denne bogs skrivestil var bare ikke min kop te.

A Court of Thorns and Roses

acotarLæste du mit indlæg om Ereolen Global, hvor jeg fortalte, at man kan låne en lang række engelske e-bøger ganske gratis via de danske biblioteker? Jeg har udnyttet denne mulighed for at læse første bog i trilogier, hvor jeg har været i tvivl om, hvorvidt serierne var noget for mig eller ej. Så er det jo fint, det er muligt at låne den første bog i serien og ikke er tvunget til at købe en bog, man risikerer ikke at kunne lide. I januar fik jeg derfor læst ‘Miss Peregrine’s Home of Peculiar Children’ samt denne bog – ‘A Court of Thorns and Roses’. Sidstnævnte er skrevet af Sarah J. Maas og har fået rigtig positive anmeldelser. Alligevel sagde min sjette sans mig, at den nok ikke var noget for mig, men ja – jeg endte med at låne den, for det kunne jo være, at den ville overraske mig positivt ligesom blandt andet ‘Daughter of Smoke & Bone’ gjorde det.

‘A Court of Thorns and Roses’ er en nyfortolkning af klassikeren ‘Skønheden og Ydyret’. I denne version er skønheden den unge kvinde Feyre, der lever sammen med sine to ældre søstre og faderen. Familien er meget fattig, da de mistede deres formue for nogle år siden, hvor faderen også mistede førligheden. Feyre forsøger derfor at holde familien i live ved at gå på jagt. En dag skyder hun en kæmpeulv, der netop har dræbt den hjort, hun havde udset sig som bytte. Desværre viser det sig, at ulven var en fe i forklædning. En repræsentant for feerne dukker op og giver hende valget mellem at blive dræbt eller at tage med til feernes rige for at leve der resten af livet. Hun bliver til gengæld lovet, at der vil blive sørget for hendes familie, og Feyre vælger derfor at tage med til en verden, der i den grad overrasker hende…

Det er ret tydeligt, at ‘A Court of Thorns and Roses’ er en fortolkning af det klassiske eventyr, men forfatteren har også valgt at krydre historien med en række andre elementer fra eventyrverdenen. Det er en god idé – så det ikke føles som et komplet rip-off – men det gør desværre også historien lige lovlig lang, ligesom fremdriften i historien til tider også er lige lovlig langsom.

Dette er en ungdomsroman, som er skrevet til de ældste teenagere – i hvert fald er tonen i bogen noget mere… kælen… end i de fleste andre udenlandske ungdomsromaner. Imidlertid bliver hovedpersonerne ind imellem så lystne, at jeg har svært ved at forestille en 19-årig kvinde opføre sig på den måde – det ville (i danske øjne) snarere være en teenager, der er noget yngre (eller også har jeg bare generelt en fordom om, at danske unge er noget mere erfarne som 19-årige, mens det næppe kan siges om amerikanske unge i den alder). Det er på den ene side forfriskende med en ungdomsbog, der godt tør have nogle ret passionerede scener. Omvendt havde jeg dog også et par tidspunkter, hvor jeg var lige ved at udbryde “Get a room!”, fordi det blev lige lovlig anstrengende.

Jeg havde et problem med hovedpersonen, Feyre. I princippet er hun en gæv og handlekraftig ung kvinde, der tager ansvar og forsøger at beskytte sin familie. Alligevel opfører hun sig ind imellem komplet idiotisk, da hun gang på gang går imod de ordrer/råd, hun har fået og kaster sig ud i dumdristige eventyr og missioner – stik imod hendes eget bedste. Hun er fuldstændig i sine følelsers vold, og sådan noget kan jeg ikke snuppe ved en hovedperson – slet ikke, når det flere gange fører til, at hun skal reddes af de mandlige hovedpersoner. Så meget for den selvstændige kvinderolle… Det minder mig alt for meget om den kvindelige hovedperson i ‘The Iron King’, og det er ikke en sammenligning, nogen hovedperson skal ønske sig.

Jeg kan sagtens se, hvad der får andre til at elske denne bog, og forfatteren har da også skruet en historie sammen, der – trods det, at den er lidt for lang og lidt for træg til tider – stadig er skrevet, så den er forholdsvis hurtig og let at læse. Men der er lidt for meget traditionel prinsessefortælling over det. Hvorfor bliver piger i ungdomsbøger lykkelige af superhotte kærester, smukke kjoler og uanede mængder af penge, og hvorfor er det så vigtigt, om de selv er smukke? Jeg undres…

Rosens hævn

For nylig faldt jeg over denne historisk-inspirerede bog hos Ereolen.dk, og den lød tilpas spændende til, at jeg valgte at låne den som lydbog, så jeg kunne høre den på mine togture.

‘Rosens hævn’ er skrevet af Nicole Galland og handler om kejseren, der leder efter en passende brud. Hans troubadour – den sjove, kække og meget charmerende Jouglet – foreslår den unge kvinde Lienor. Der er dog bare det problem, at Lienor ikke kommer fra en rig adelsfamilie, så Jouglet sørger for, at Lienors bror, Willem, bliver kaldt til hoffet. Her er det nemlig troubadourens plan, at Willem skal imponere kejseren så meget, at kejseren bliver overbevist om, at et ægteskab med Lienor vil være en fremragende idé.

Men der er folk i hoffet, der har helt andre planer, og snart begynder rænkespillet. Willem, der blot er en naiv ung mand, bliver snart fanget i et net af forviklinger, og det bliver ikke lettere af, at han også er ved at forelske sig… i den forkerte…

‘Rosens hævn’ er en underholdende og ligetil fortælling om kærlighed og intriger. Selvom der bestemt er dramatiske scener, så blev jeg aldrig rigtig bekymret for, at det ville gå grueligt galt, for der var noget letbenet og forudsigeligt over fortællingen. Det gjorde ikke bogen dårlig – det var faktisk en ganske hyggelig læseoplevelse – men den kom aldrig helt derop, hvor jeg for alvor blev grebet af historien.

Mange af personerne er lette at holde af eller i det mindste at forstå, men Willem irriterede mig dog en del. Han er så tindrende naiv og endimensionel, at jeg ærlig talt var temmelig træt af ham til sidst.

‘Rosens hævn’ er for dig, der gerne vil have et historisk drama med masser af kærlighed og intriger. Selvom historien er letbenet og forudsigelig, så har den lidt mere at byde på end for eksempel ‘Dronningens dame’, der stilmæssigt minder lidt om den.

Blankets

Dette er muligvis den tykkeste tegneserie, jeg har læst – den er nemlig på knapt 600 sider! Til gengæld er den forholdsvis hurtig at læse, da der ikke er så megen tekst i den, men sørg nu alligevel at have god tid, når du vil læse den, for det er en af den slags historier, der skal have tid til at bundfælde sig.

‘Blankets’ er en graphic novel lavet af Craig Thompson, og den bygger på hans barn- og ungdom. Her følger man Craig og hans udvikling som den usikre, misforståede teenager, der møder en sød pige, som han forelsker sig i. Deres spirende kærlighed, som udfordres af familiens stærke kristne tro, suppleres også af en lang række flashbacks til hans barndom, hvor han legede meget sammen med sin yngre bror.

‘Blankets’ er en smuk og stilfærdig tegnet historie om den usikkerhed og skrøbelighed, som teenagelivet ofte præges af. Det er så let at genkende den lidt kejtede usikkerhed, som Craig udstråler, og han er meget let at holde af som hovedperson. Hans forelskelse i pigen Raina er sød, uskyldig og så forsigtig, at man som læser føler, at man ikke må trække vejret, mens man læser, i frygt for at blæse det spinkle slot af håb og drømme, som de to bygger sammen.

Det er en smuk historie – men den gør også ondt, for Craig har det ikke let, og det er også udfordrende at forelske sig i en pige, der bor så langt væk. Man kan ikke se hende lige så tit, som man gerne vil, og måske glemmer hun én?

Jeg nød at læse bogen, men den krøb ikke helt ind under huden på mig, som jeg havde forventet. Visse steder var historien lige en kende for langsom til mig, andre steder – primært slutningen – var lige lovlig hastigt fortalt. Men det er en smuk tegnet og rigtig fint fortalt historie om den første kærlighed og om at gå fra barn til voksen. Det er helt sikkert en bog, jeg finder frem på et senere tidspunkt og læser igen.

Jeg, Adrian Mayfield

Dette er et eksempel på en af de bøger, der har stået på min bogreol i over ti år, før jeg endelig fik den læst. Jeg havde ikke særlig store forventninger til den, hvilket sandsynligvis er den primære årsag til, at jeg ikke har fået den læst før nu. Men så er det jo godt, jeg har en bogudfordring, hvor jeg skal have ryddet ud i de ulæste bøger på bogreolerne!

‘Jeg, Adrian Mayfield’ er skrevet af Floortje Zwigtman og foregår i slutningen af 1800-tallet i London. Hovedpersonen er den 16-årige Adrian, der arbejder hos en skrædder – et arbejde, han er træt af på grund af den irriterende chef. Da han en dag møder en kunde, som lægger an på ham, bliver han først skræmt – og derefter nysgerrig. Han opdager, hvor tiltrækkende andre mænd finder ham, og han indser, hvordan han kan tjene penge på det. Snart har Adrian droppet jobbet hos skrædderen til fordel for et liv som trækkerdreng i et kunstnermiljø, hvor kærlighed kan købes, og hvor luksus og armod er i konstant kamp mod hinanden.

Dette var en ret interessant historie om en ung homoseksuel dreng, som lærer sig selv og andre at kende gennem flirten og seksuelle eksperimenter. Det er også historien om at prøve at leve et værdigt liv i et samfund, hvor man må skjule sider af sig selv, fordi homoseksualitet er forbudt. Og så er det også fortællingen om at opdage kærlighed og forelske sig hovedkulds i en, der er uopnåelig.

‘Jeg, Adrian Mayfield’ var – heldigvis – mere spændende og fascinerende, end jeg forventede. Adrian er en hovedperson, der trods hans ret afslappede holdning til lov og ret og generelle velvillighed i forhold til at narre penge fra folk, er let at holde af. Han tumler med en lang række problemer, og selvom han til tider har det overraskende let, så fornemmer man, at der ikke er langt fra succes til fiasko.

Der var en periode i bogen, hvor jeg begyndte at kede mig, da jeg syntes, at historien stod i stampe. Samtidig blev Adrian ind imellem lige lovlig filosofisk og livsklog i forhold til sin alder og sin stand, og det irriterede mig. Til gengæld var det fint, at han hurtigt opførte sig bedrevidende og smykkede sig i lånte fjer for at passe ind i kunstnermiljøet – det virkede ganske troværdigt.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på ‘Dandy’ flere gange undervejs, ligesom jeg også smilede, da en af personerne i bogen refererer til ‘klassikeren ‘Dorian Gray’. Der var lidt af den samme dekadente stemning i ‘Jeg, Adrian Mayfield’. Bogen er måske ikke særlig nyskabende i forhold til fortællestil og problematikker, men det var nu en interessant læseoplevelse og gerne en bog, jeg anbefaler.