Beast

Jeg læser en del eventyrbøger for tiden – både klassiske men også moderne versioner – så da jeg faldt over ‘Beast’ hos Ereolen Global, kunne jeg ikke nære mig og lånte den med det samme. Jeg vidste ikke så meget om bogen inden – udover at det vist nok skulle være en fortolkning af ‘The Beauty and the Beast’.

Bogen er skrevet af Brie Spangler og handler om teenageren Dylan, som har svært ved at passe ind i skolens sociale liv. Han er høj og muskuløs – og meget behåret. Hans udseende får folk til at kigge underligt efter ham, og han har kun én ven – den evigt populære og pigeglade JP. En dag falder Dylan ud fra et tag og brækker benet, så han nu fremstår endnu mere akavet. De voksne mistænker faldet for at være et selvmordsforsøg, så han bliver tvangsindlagt til at deltage i en terapigruppe for folk, der skader sig selv med vilje. Her møder han Jamie – og så forandrer alt sig. For Jamie er virkelig smuk, og Dylan forelsker sig straks i hende. Og miraklet sker – Jamie virker også interesseret i ham! Snart svæver Dylan rundt på en rus af lykke, men nogle få ord får alvorlige konsekvenser for ham og Jamie.

Der er både fordele og ulemper ved ikke at vide noget om denne bog på forhånd. En af fordelene er, at hvis du ikke har læst teaserteksten på Goodreads, så bliver du ret overrasket undervejs – på den fede måde vel at mærke. Der var i hvert fald en ting, jeg ikke lige havde set komme, men som gør historien noget mere interessant end den gennemsnitlige ungdomsbog. Klart det, der gør bogen værd at læse – og af samme grund vil jeg ikke komme ind på det her.

Ulempen er til gengæld, at jeg i et godt stykke tid blev mere og mere irriteret over, at jeg ikke syntes, at bogen fungerede som en fortolkning af ‘The Beauty and the Beast’, for jeg synes ærlig talt ikke, at ‘Beast’ har særlig meget med eventyret at gøre. Hvis du kan glemme sammenligningen mellem de to historier, så er ‘Beast’ så meget bedre.

Men som sagt – jeg synes, at ‘Beast’ er en ganske god ungdomsbog. Der er mange af de klassiske problematikker – længslen efter at passe ind, at være populær, at forelske sig, at blive hørt – og de er behandlet på en rigtig fin måde i bogen. Selvom jeg sympatiserer med Dylan, så er det også tydeligt, at han ind imellem opfører sig som et fjols, og det gør ham dejlig menneskelig. JP’s udvikling er også ret interessant, og i det hele taget er samspillet mellem Dylan, Jamie og JP med til at skabe en lang række interessante scener i bogen. Min eneste anke er det tidspunkt, hvor JP og Jamie rotter sig sammen – det syntes jeg var ret utroværdigt.

‘Beast’ var en positiv overraskelse og en af de bedste ungdomsbøger, jeg har læst i år.

Jeg, Adrian Mayfield

Dette er et eksempel på en af de bøger, der har stået på min bogreol i over ti år, før jeg endelig fik den læst. Jeg havde ikke særlig store forventninger til den, hvilket sandsynligvis er den primære årsag til, at jeg ikke har fået den læst før nu. Men så er det jo godt, jeg har en bogudfordring, hvor jeg skal have ryddet ud i de ulæste bøger på bogreolerne!

‘Jeg, Adrian Mayfield’ er skrevet af Floortje Zwigtman og foregår i slutningen af 1800-tallet i London. Hovedpersonen er den 16-årige Adrian, der arbejder hos en skrædder – et arbejde, han er træt af på grund af den irriterende chef. Da han en dag møder en kunde, som lægger an på ham, bliver han først skræmt – og derefter nysgerrig. Han opdager, hvor tiltrækkende andre mænd finder ham, og han indser, hvordan han kan tjene penge på det. Snart har Adrian droppet jobbet hos skrædderen til fordel for et liv som trækkerdreng i et kunstnermiljø, hvor kærlighed kan købes, og hvor luksus og armod er i konstant kamp mod hinanden.

Dette var en ret interessant historie om en ung homoseksuel dreng, som lærer sig selv og andre at kende gennem flirten og seksuelle eksperimenter. Det er også historien om at prøve at leve et værdigt liv i et samfund, hvor man må skjule sider af sig selv, fordi homoseksualitet er forbudt. Og så er det også fortællingen om at opdage kærlighed og forelske sig hovedkulds i en, der er uopnåelig.

‘Jeg, Adrian Mayfield’ var – heldigvis – mere spændende og fascinerende, end jeg forventede. Adrian er en hovedperson, der trods hans ret afslappede holdning til lov og ret og generelle velvillighed i forhold til at narre penge fra folk, er let at holde af. Han tumler med en lang række problemer, og selvom han til tider har det overraskende let, så fornemmer man, at der ikke er langt fra succes til fiasko.

Der var en periode i bogen, hvor jeg begyndte at kede mig, da jeg syntes, at historien stod i stampe. Samtidig blev Adrian ind imellem lige lovlig filosofisk og livsklog i forhold til sin alder og sin stand, og det irriterede mig. Til gengæld var det fint, at han hurtigt opførte sig bedrevidende og smykkede sig i lånte fjer for at passe ind i kunstnermiljøet – det virkede ganske troværdigt.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på ‘Dandy’ flere gange undervejs, ligesom jeg også smilede, da en af personerne i bogen refererer til ‘klassikeren ‘Dorian Gray’. Der var lidt af den samme dekadente stemning i ‘Jeg, Adrian Mayfield’. Bogen er måske ikke særlig nyskabende i forhold til fortællestil og problematikker, men det var nu en interessant læseoplevelse og gerne en bog, jeg anbefaler.

Under en strålende sol

Jeg læste ‘Drageløberen’ af Khaled Hosseini for nogle år siden – en velskrevet og barsk fortælling, som samtidig gav et interessant indblik i nogle af de samfundsproblemer, som Mellemøsten er præget af. Jeg var derfor heller ikke i tvivl om, at jeg skulle læse ‘Under en strålende sol’ på et tidspunkt, men der gik alligevel et stykke tid, før jeg endelig fik læst den.

‘Under en strålende sol’ foregår i Afghanistan, hvor man følger to kvinder – Mariam og Laila. Selvom de langt fra er jævnaldrende, så flettes deres skæbner sammen i en mistrøstig og til tider tragisk fortælling om et samfund, der gennemgår store omvæltninger på grund af skiftende regeringer. Og det er ikke ligefrem omvæltninger, der er til kvindernes fordel, hvilket Mariam og Laila i den grad får at mærke. Alligevel er der små spirer af håb og sammenhold, og de to kvinder formår gang på gang at rejse sig og møde nye udfordringer med åben pande.

‘Under en strålende sol’ er endnu en spændende og velskrevet fortælling af Khaled Hosseini. Han får skabt to stærke – men også ret forskellige – kvinder, som bliver nødt til at samarbejde og tåle hinanden, og det lykkes ham også at skrive en ualmindelig modbydelig og samtidig troværdig skurk (her kunne Brent Weeks godt lære noget…). Gang på gang sidder man og bider negle, fordi der foregår så mange grumme ting i bogen, og alligevel sidder man og tænker, at nu – NU – må det da gå godt!

Der er enkelte steder, hvor jeg synes, at forfatteren har valgt en lidt for let – eller nærmere lidt for oplagt – vinkel på historien, og det er lidt synd, for det gør den relativ forudsigelig. Bogen er dog stadig spændende, og det er især Mariam og Lailas scener sammen, der er med til at fastholde spændingen i historien.

Bogen giver – ligesom ‘Drageløberen’ også et indblik i landets historie, og der var i hvert fald et par ting, som jeg ikke vidste om Afghanistan i forvejen – for eksempel hvordan kvindernes plads i samfundet var markant anderledes, da landet en overgang var præget af kommunismen.

‘Under en strålende sol’ er en fantastisk og tankevækkende fortælling. Den er barsk, grusom og kærlig på samme tid, og selvom der ind imellem går lidt Hollywood i den, så er den absolut anbefalelsesværdig.

The Handmaid’s Tale

‘The Handmaid’s Tale’ er en bog, jeg længe har ønsket at læse. Ikke blot er der tale om en ny-klassiker – det er også en bog, der ofte refereres til, og det har pirret min nysgerrighed. Bogen står samtidig på BBC’s Big Read liste, hvorfra jeg skal læse mindst otte bøger i år, så jeg kunne lige så godt slå flere fluer med ét smæk og læse bogen.

‘The Handmaid’s Tale’ er skrevet af Margaret Atwood og foregår i en nær-fremtidsverden, hvor samfundet har ændret sig drastisk efter et terrorangreb. Fattige kvinder er nu tjenestefolk hos de rige familier, og af tjenestepigernes opgaver er at agere rugemødre for de rige familier, der ikke selv kan få børn. I bogen følger man Offred – en kvinde, der skal agere rugemor og derfor skal have sex med herren i huset en gang om måneden. Det giver visse komplikationer – blandt andet fordi Offred stadig ikke er blevet gravid, og hun frygter, at hun bliver stemplet som ufrugtbar og dermed degraderet til at udføre samfundets laveste opgaver.

Hvis du er typen, der foretrækker at læse bøger, hvor rammerne er klare fra start, så er denne bog nok ikke noget for dig. Den er mildest talt meget nærig mht. at fortælle om den verden, den foregår i, og havde jeg ikke læst flere foromtaler inden, så havde jeg nok følt det som om, at jeg vaklede i blinde i de første kapitler i denne bog. Det ærgrede mig lidt, for det var lidt forvirrende i starten, men på den anden side kunne jeg godt lide at ‘gå på opdagelse’ i bogen for at finde ud af mere om den verden, den foregik i.

Jeg havde gerne set, at verdenen var uddybet lidt mere i denne bog. Dels fordi jeg gerne vil forstå hvordan og hvorfor samfundet pludselig har ændret sig så radikalt, og dels fordi jeg et eller andet sted har lidt svært ved at acceptere præmissen for bogen. På den ene synes jeg ikke, at samfundet er beskrevet nær så outreret, som jeg havde forestillet mig (hvis vi ser bort fra ritualerne i bogen – de er pænt mærkelige!), og på den anden side undrer jeg mig over, at der er en selvfølgelighed over handlingerne i bogen, som undrer mig, når samfundsændringerne blot er få år tilbage (10 år – måske mindre?).

Da jeg læste bogen, kom jeg flere gange til at tænke på ‘Fahrenheit 451’ – både mht. skrivestilen og mht. de følelser, bogen vakte i mig – eller måske ikke vakte i mig. Begge bøger beskriver en dyster nær-fremtid, hvor der er sket radikale ændringer, og hvor samfundet er en truende og overvågende instans, der ikke vil borgeren (=individet) det godt. Eftersom jeg godt kan lide dystopiske bøger, burde jeg holde af dem begge, men desværre krøb ingen af dem aldrig helt ind under huden på mig. Det ærgrede mig især i forbindelse med ‘The Handmaid’s Tale’, for selvom jeg helt klart kunne se en række kvaliteter i bogen, så kom fortællingen til at fremstå for distanceret og utopisk for mig.

Men når det så er sagt, så er det en velskrevet og nærmest underspillet fortælling om en kvindes skæbne, hvor man får glimt af hendes fortid og de tanker, hun gør sig om sin fremtid. Det er en bog, der handler om håb, frygt, afsavn og uvished på samme tid, men også en bog, som måske ikke er så langt fra virkeligheden, som man skulle tro ved første øjekast.

‘The Handmaid’s Tale’ er en interessant bog, og selvom den ikke rørte mig nær så meget, som jeg havde håbet, så ved jeg samtidig, at det er en bog, jeg gerne vil læse igen og måske opdage nye sider ved.

Kunsten at være kvinde

En dag, hvor jeg tømte postkassen, stod jeg pludselig med denne bog i hånden, som Gyldendal havde valgt at sende til mig. Uden advarsel. Det kunne jeg ellers godt have brugt, for alene titlen fik mig til at udbryde “åhnej!”, da jeg frygtede, at det var endnu en (tåbelig) håndbog i, hvordan kvinder er. Underforstået – hvordan rigtige kvinder er. Det viste sig dog, at bogen havde et lidt andet fokus, så jeg valgte at tage ja-hatten på og læse bogen.

‘Kunsten at være kvinde’ er skrevet af journalisten Caitlin Moran og er en blanding af tilbageblik fra hendes eget liv kombineret med klumme-agtige passager, hvor hun udtrykker sin holdning til de udfordringer og faldgruber, som Caitlin mener, at kvinder i dag tumler med. Emnerne går lige fra kvinders udseende og kampen om at holde sig ung til bryllupper, moderrollen og Katie Price.

Bogen er flere steder blevet markedsført som en humoristisk, feministisk bog, der er et tiltrængt bidrag til kønsdebatten. Det kan jeg dog på ingen måde se. Jeg synes ikke, der er noget nyt i den, for meget af det har jeg set før – og endda bedre skrevet.

Først og fremmest havde jeg ofte meget svært ved at identificere mig med forfatteren. Når hun for eksempel harmdirrende ytrede, at bryllupper var latterlige, fordi folk brugte alt for mange penge på dem, sad jeg og tænkte, at det jo sådan set ikke var brylluppernes skyld – man kan jo sagtens holde et bryllup til en fornuftig pris, og jeg kender ingen, der på noget tidspunkt har følt sig presset til at bruge over 100.000 kr på den store kærlighedsfest. Det er muligt, at der er helt andre normer angående bryllupper i England, men her i Danmark har jeg aldrig stødt på det problem.

Dernæst havde hun en frygtelig vane med at udstille sig selv på en måde, der fik mig til at tænke på de tåkrummende chick lit-bøger, hvor kvinderne gerne fremstilles som smådumme, pinlige og uheldige. Lad dog være! Jeg holder ikke mere af dig, bare fordi du fremstiller dig selv som kikset teenager, og det bliver ikke lettere for mig at identificere mig med dig! Især passagerne fra ungdommen, hvor hun malende beskrev sin kønsbehåring, var lige ved at få mig til at lægge bogen fra mig. Det kan godt være, jeg er lidt gammeldags på det punkt, men jeg har virkelig ikke lyst til at læse detaljerede beskrivelser af andre folks kønsbehåring eller menstruation for den sags skyld. Slet ikke når de opfordrer én til at smage på menstruationsblodet. Det er ikke feminisme. Det er bare selviscenesættende bullshit. 

Jeg havde et meget ambivalent forhold til de selvbiografiske passager. På den ene side var jeg ikke så vild med dem. Jeg læser sjældent biografier, og jeg synes ikke, at forfatteren er en så interessant person, at jeg ville læse en biografi om hende. På den anden side var det meste af den resterende tekst så dameblads-klummeagtig, at jeg ind imellem skar tænder af irritation. Jeg er bare ikke til den skrivestil. Det bliver så let og uforpligtende.

Bogen er som sagt beskrevet som humoristisk, men meget af tiden er tonen anstrengt – nærmest skinger – og beskrivelsen af Caitlins barndom er både trist og ubehagelig. Det bliver dog bedre hen imod slutningen af bogen, og det virker, som om forfatteren også modnes holdningsmæssigt, jo tættere på slutningen hun kommer.

Jeg savner en bredere forståelse – og anerkendelse – af kønnene i bogen, og jeg savner løsningsforslag. Hvordan skal vi komme videre herfra? Hvordan skal vi opnå ligestilling? Eller endnu bedre – ligeværd? Her bruger forfatteren mere tid på at beskrive sin egen lommefilosofi end at komme med konkrete løsninger.

Vil du gerne læse noget feministisk litteratur, så vil jeg foreslå dig at finde frem til bøger, der har mere på hjerte end denne udgivelse. Selvom den ind imellem har sine lyse øjeblikke, så er der lidt for langt mellem snapsene, og jeg synes ærlig talt, at den feministiske sag fortjener bøger, der inspirerer og sætter tankerne i gang. Vil du læse noget mere feministisk litteratur, så lån ‘Egalias døtre’ af Gerd Brandenberg på biblioteket eller smut forbi boghandlen for at købe ‘Fisseflokken’. De er ganske glimrende, og du kan jo altid udbygge det ved at læse bøger om kønsteorier – der er mange spændende (og rabiate :)) bud blandt kønsteoretikerne. 

Creme fraiche

Denne måneds bogudfordring fra Bogklubben var at læse en bog fra samme år, som man er født, og derfor skulle jeg finde en bog fra 1978. Jeg måtte desværre indse, at det var ret begrænset, hvad jeg havde lyst til at læse blandt de titler, jeg fandt frem, og jeg var da stærkt fristet til at gå efter det sikre hit – en digtsamling af Michael Strunge. Jeg tænkte dog, at det kunne være spændende at kaste sig over noget, jeg ikke kendte i forvejen, og derfor valgte jeg Suzanne Brøggers ‘Creme fraiche’.

I den delvist selvbiografiske bog følger vi jeg-fortælleren, der beskriver sine unge år, som både indeholder kærlighed, sex, rejser, familieøjeblikke og mange små og underfundige passager. Det er en bog, hvor kønnet – eller rettere det kvindelige køn – er i centrum, og hvor jeg-personen eksperimenterer og provokerer.

Jeg må indrømme, at var dette ikke en udfordrings-bog, så havde jeg droppet den undervejs. Der er lidt for mange beskrivelser af intime detaljer hvad angårpersonernes kroppe og deres sexliv, og det er ærlig talt ikke mig. Jeg overvejede, om den åbenhed var særlig for kvindelitteraturen for den periode, men jeg læste et sted, at bogen vakte megen opsigt, da den kom frem, så det har åbenbart ikke været et kendetegn. Det kunne ellers fint ligge i tråd med den frigjorte 70’er-stil, hvor man ikke skulle skamme sig over sin krop, og hvor frihed og lighed blev lovprist. Men som sagt – jeg er sådan set ligeglad med, hvem og hvor mange hovedpersonen dyrker sex med – jeg gider bare ikke læse så mange detaljer om det. Det virker mere som om, der er et ønske om at provokere (og det lykkedes) end om at beskrive den nye seksuelle bevidsthed hos kvindekønnet.

Men når nu jeg havde pålagt mig selv at læse bogen til ende – for når det er en bogudfordringsbog, så opgiver jeg ikke – så endte jeg alligevel med at finde passager, som interesserede mig. Der var for eksempel historierne om jeg-personens far, som var tankevækkende og spændende, og det var også mest den første halvdel, som var lidt for seksualiseret – anden halvdel var langt mere tiltalende.

Jeg har en klar fordom om, at denne bog nok primært vil tiltale kvinder i alderen +45 år, men hvis du er yngre end det og nød at læse bogen, så skriv gerne en kommentar om, hvad der tiltalte dig ved bogen.

Saga

‘Saga’ er den tredje og sidste del i trilogien om Valhal af Johanne Hildebrandt. Jeg læste de to første bøger i det tidlige efterår og blev helt opslugt af den første bog, mens nummer to efterlod mig med et mere lunkent indtryk.

Jeg vil ikke fortælle så meget om handlingen, da det kan forstyrre læseoplevelsen af de to første bøger. Bogen trækker på mange af de personer, der er introduceret i de to første bøger, og ligesom mellem de to første bøger er vi atter rykket en generation frem, og derfor er det Saga, Frejas barnebarn, vi primært følger i bogen.

Der er knapt så mange knive i ryggen og overraskende intriger i denne bog i forhold til den foregående, og det synes jeg er et klogt valg, for det blev jeg en smule træt af, da jeg læste ‘Idun’, hvor der var mange skurke og få helte. Historien er medrivende, spændende og tankevækkende, og selvom ikke alt går, som jeg håbede, så er det alligevel en god og værdig afslutning på trilogien.

Samlet set er det bestemt en serie, jeg vil anbefale – i hvert fald hvis du har lyst til at læse en sagnhistorie med masser af dramatik, action, intriger, kærlighed og bedrag, og hvor sproget er så svulstigt og direkte, at du bliver blæst omkuld. Jeg overvejer kraftigt at kaste mig over en anden bog af samme forfatter, for hun imponerede mig med denne serie, og jeg er spændt på, hvad hun ellers kan skrive.

Idun

‘Idun’ af Johanne Hildebrandt er anden del i trilogien om Valhal og dermed efterfølgeren til ‘Freja’, som jeg læste med stor fornøjelse.

Der er gået en række år siden slutningen af den første bog, men de fleste personer går igen i handlingen. Meget af historien drejer sig stadig om Freja, men der kommer også langt mere fokus på søsteren Gjefyn samt pigen, der lægger navn til bogen, Idun. Truslerne mod Vanaheim vokser sig større, og handlingen er præget af frygt, sorg, tab og fortvivlelse. Vanviddet spreder sig, og det ser håbløst ud – og så kan jeg ikke røbe mere uden at afsløre for meget for dem, der ikke har læst den første bog i serien.

Problemerne er langt større og mere omfattende i denne bog, og det får den både til at virke mere nuanceret – men også knapt så fængende. Jeg blev flere gange småfrustreret over personernes handlinger og valg, men jeg tager også hatten af for, at forfatteren ikke skåner sine personer og udsætter dem for lidt af hvert. Der er ingen garantier for lykkelige slutninger, og jeg er spændt på, hvordan den tredje bog vil ende. Som den svære bog, en to’er altid er, er den nu udmærket.

Nu er der bare det problem, at jeg ikke har den tredje bog i serien – endnu – så den må jeg få købt ved lejlighed. Indtil da har jeg så kastet mig over en anden bog, som jeg er næsten færdig med (jeg har nemlig lige været på miniferie), så senere om ugen kan jeg forhåbentlig fortælle om den.

Freja

‘Freja’ er skrevet af Johanne Hildebrandt og er første bog i trilogien om Valhal. Handlingen foregår i bronzealderen og tager udgangspunkt i mødet mellem det kvindedominerede Vanaheim og deres fjende, hvis kultur viser sig at være mandsdomineret og meget ulig det samfund, som hovedpersonerne kommer fra. Hovedpersonen, den smukke unge kvinde Freja, er Månegudindens præstinde og datter af dronningen af Vanaheim. Da fjenden rykker nærmere, drager Freja af sted med en lille gruppe for at finde en fredelig løsning, men sådan går det selvfølgelig ikke, og pludselig blusser konflikten for alvor op! 

Bogens sprog er svulstigt og fyldt med kraftfulde tillægsord, og det er så overvældende, at jeg blev draget mod teksten som en bi mod en sukkerknald. Det føltes forbudt og syndigt, og selvom det var tæt på at være for meget, så var det også befriende at læse en bog, hvor billedsproget var så vulgært voldsomt!

Der er meget stærke kvindefigurer med, og jeg tror faktisk, at det kan virke provokerende for en del mennesker – både mænd og kvinder – men jeg kunne ret godt lide de samfundsbeskrivelser, som bogen indeholdt, for der bliver vendt op og ned på nogle ’selvfølgeligheder’. Kønskonflikterne er ret skarpt tegnet op, hvilket jeg ikke er så vild med, men jeg synes, at forfatteren slipper nogenlunde af sted med det.

Stilmæssigt minder den en del om ‘Vølvens datter’ af Saga Borg – en bog, jeg holdt meget af, da jeg læste den i sin tid (at seriens kvalitet så faldt virkelig drastisk efter den første bog er en anden sag). Der er masser af intriger, drama, erotik og ondskab! Jeg synes dog, at ‘Freja’ er en bedre bog, og jeg har allerede kastet mig over den næste bog i serien.

Heksenes forsvarere

Jeg har længe ønsket at læse ‘Heksenes forsvarere’ af Jan Guillou, og på ferien var tiden endelig kommet. Guillou har lavet en historisk reportage om hekseforfølgelsen i Sverige, hvordan den starter og udvikler sig, og hvordan den bliver bekæmpet af skeptikere. Der er et par artige overraskelser imellem – for eksempel hvor dominerende barnevidner var i den svenske heksejagt – ligesom hvor lidt opmærksom, at adelen var på problemet. Det var først og fremmest borgerklassen, der angav hinanden, ligesom det kun var dem, der blev dømt.

Bogen belyser også heksejagten i de andre europæiske lande – herunder Danmark – og det er ret interessant og tankevækkende at læse, hvor forskelligt det har udartet sig i de forskellige lande. I et land var det for eksempel primært mænd, der blev dømt for at være hekse, mens antallet af sager om sodomi var langt større end heksesager i et andet land.

I slutningen af bogen drager Guillou parallel til den jagt på pædofile, der brød ud i 1990’erne, hvor en del mænd i for eksempel børnehaver blev mistænkt for pædofili, og hvor psykologers ledende spørgsmål førte til, at børn pludselig anklagede de mandlige pædagoger for overgreb. I Sverige var der en række sager, hvor flere blev uskyldigt dømt – og siden frikendt, da sagerne ikke holdt vand.

Bogen er ganske interessant at læse, og indholdet er også vedkommende for det moderne menneske, for tilsyneladende er mennesket ikke særlig god til at lære af historien, når det samme panik-mønster kan gentage sig. Det er også voldsomt at læse, hvordan barnevidnerne har opført sig i datidens heksesager, for det rokker unægtelig ved det uskyldige og barmhjertige billede af børn, som ellers er fremherskende i dag.

Helt sikkert en bog, jeg vil anbefale – også selvom man får sine fordomme udfordret, eller måske nærmere derfor!