22.11.63

Jeg havde ønsket mig en række King-bøger til min fødselsdag, og jeg var så heldig at få to af dem: ‘Joyland’ og ‘22.11.63’. Sidstnævnte er en solid moppedreng på ca. 850 sider, men Stephen King er jo blandt andet kendt for at skrive tykke bøger, så det var ikke en overraskelse for mig.

‘22.11.63’ kaster sig over et interessant tankeeksperiment – hvad ville der ske, hvis du kunne tage tilbage i tiden og ændre fortiden? Hvilke konsekvenser ville der være i forhold til nutiden? Ville det overhovedet være muligt? Og hvis det var – hvad ville du så vælge at ændre?

I ‘22.11.63’ bliver den helt almindelige mand, 35-årige Jake Epping, pludselig tilbudt muligheden for at benytte en tidstunnel og tage tilbage til en bestemt dag i 1958. Hans ven Al har fundet tidstunnelen og benyttet den et utal af gange, og Al forklarer Jake, at hans oprindelige plan var at tage tilbage i tiden for at forhindre mordet på J. F. Kennedy. Al er overbevist om, at hvis Kennedy overlever mordattentatet den 22. november 1963, vil han føre en helt anden politik og dermed forhindre, at tusindvis af mennesker dør i krig i de efterfølgende år. Al kan dog ikke længere gennemføre planen, da han er dødsyg af kræft, men han overtaler Jake til at gøre forsøget.

Jake ender med at rejse tilbage til 1958 og indleder et helt normalt liv – men under en falsk identitet, for de færreste vil næppe kunne forstå, at han kommer fra fremtiden. Han bruger noget tid på at falde til og vænne sig til, at tiden og ikke mindst menneskene er meget anderledes i forhold til nutiden. Men måske falder han lidt for godt til… for pludselig forelsker han sig i skolebibliotekaren Sadie, og det bliver svært at finde ud af, hvad han skal gøre. Skal han fortsat forsøge at hindre mordet på Kennedy? Kan han gøre det på en anden – og mindre risikofyldt måde end først planlagt – eller skal han droppe det og blot leve lykkeligt sammen med Sadie? Jake skal tage en lang række vigtige valg, og det hjælper ikke ligefrem på det, at fortiden kæmper imod, for fortiden vil IKKE ændres, og jo større ændring, Jake vil foretage, jo mere kæmper fortiden imod.

Jeg elsker historier om tidsrejser, for jeg synes, at konceptet er fascinerende. Den tekniske/praktiske del kan altid være udgangspunkt for en god diskussion (især eftersom jeg har en del teknisk interesserede venner), men jeg synes, at diskussionen om, hvad man skal ændre – og hvorfor – er langt mere interessant. For hvad vil du egentlig ændre, hvis du kunne? Og hvilke konsekvenser ville det have? Ville verden – eller i hvert fald din verden – blive bedre af den grund?

Tidsrejse-fortællinger er sjældent positive, for i mange bøger er pointen netop, at du ikke bør ændre på fortiden – du risikerer at gøre tingene meget værre. Hvorvidt det også er tilfældet i denne bog, vil jeg ikke komme ind på, men jeg synes, at Kings udlægning, hvor fortiden gør modstand mod ændringerne, er spændende og et glimrende udgangspunkt for at putte en masse action og plottwists ind i historien.

Det er egentlig ikke så overraskende, at King har valgt J. F. Kennedy-mordet som den begivenhed, der skal ændres. Det er en af de mest chokerende begivenheder for amerikanerne i det 20. århundrede, og mordet har altid været omgæret af mystik. Var det virkelig Lee Harvey Oswald, der gjorde det, eller var han blot syndebuk? Kunne én enkelt mand dræbe verdens mægtigste mand? Var det ikke mere sandsynligt, at det var Rusland eller ligefrem CIA, der stod bag? Konspirationsteoretikerne har stået i kø for at give deres bud på mordgåden lige siden 1963, og det er da også en af hovedpersonens bekymringer i bogen – hvad skal han gøre, hvis det viser sig, at Lee Harvey Oswald ikke var alene om det – eller endnu værre, hvad hvis det ikke var ham, der dræbte J. F. Kennedy?

Stephen King har skrevet en ualmindelig spændende og medrivende historie. Den har en fin balance mellem dagligdagsscenerne og de langt mere actionpacked sekvenser, hvor hovedpersonen i den grad bliver sat på prøve. Historien er krydret med en sød, uskyldig og hjertevarm kærlighedshistorie, som får én til at smile og drømme sig tilbage til en tid, hvor alt (ok, næsten alt) var langt mere simpelt og naivt.

Bogen er stemningsmættet og med så mange detaljer, at jeg nærmest kunne smage milkshaken, Jake drak, og dufte den nye bil, han kørte i. Det er en bog, der i den grad beviser, at Stephen King stadig kan skrive røven ud af bukserne – og forhåbentlig også gør det mange år endnu. ‘22.11.63’ er absolut en af de bedste King-bøger, jeg har læst gennem de senere år, og jeg vil varmt anbefale den.

Julie

Jeg har ikke fået lyttet til så mange lydbøger på det seneste, da sommerferien mest er gået med helt almindelige (papir-)bøger, men jeg har da nået denne lydbog, som jeg blev anbefalet for et par år siden.

‘Julie’ af Anne Fortier handler om den unge amerikanske kvinde, Julie Jacobs, der arver nøglen til en bankboks i italienske Siena efter sin tante. Med nøglen følger der også et brev, der fortæller, at bankboksen rummer en værdifuld familiehemmelighed. Julie tager straks til Italien for at blive klogere på sin fortid og ikke mindst finde forklaringen på, hvad der skjuler sig i bankboksen. Snart finder hun ud af, at hun måske er i familie med den kvinde, som inspirerede Shakespeare til at skrive tragedien ‘Romeo & Julie’, og Julies efterforskning bliver pludselig meget kompliceret.

Bogen er af flere blevet sammenlignet med Dan Browns konspirationsbøger, hvilket jeg til dels godt kan forstå, for bogen lægger sig fint i slipstrømmen af hvad-nu-hvis og virkeligheden-er-en-ganske-anden-bøger, som var så populære i årene efter, at ‘Da Vinci Mysteriet’ blev udgivet. ‘Julie’ er dog ikke på samme måde bygget op omkring konspirationsteorier, religiøse fanatikere eller blodige drab, men forfatteren leger rigtig meget med, at ting ikke altid er, som de ser ud – måske endda lige lovlig meget, for det bliver lidt trættende i længden, at Julie hele tiden må revurdere, hvem hun kan stole på.

Historien er bygget op omkring to handlingsforløb – det nutidige med Julie, der efterforsker sin slægts historie, mens hun bliver mere og mere involveret i intrigerne i Italien, og datidens kærlighedshistorie mellem Romeo g Giulietta – den historie, der var baggrunden for Shakespeares udødelige tragedie. Det er helt klart den historiske del, der er mest interessant. Ikke alene giver den en mere nuanceret fremstilling af kærligheden mellem de to mennesker, men historien er også langt mere barsk end den udgave, som Shakespeare skrev.

Den nutidige del svinger til gengæld i kvalitet. Ind imellem er den spændende og medrivende, men jo længere jeg nåede, jo mere irriteret blev jeg på historien. Julies søster, Janet, er så irriterende og egoistisk, at det gør hende komplet utroværdig, og selvom dette ændrer sig noget undervejs, så blev konflikten mellem de to søstre meget forceret og anstrengt. Præmissen for historien – at Julie faktisk er beslægtet med den oprindelige Giulietta – er måske lidt søgt, men kunne fungere, hvis det ikke er fordi, at der også skal presses en (nutidig) kærlighedshistorie ned over Julies efterforskning, for hvad er en Julie uden en Romeo?

Det bliver lige lovlig forudsigeligt til min smag, og slutningen var noget vammel at komme igennem. Det er ærgerligt, for oplægget var sådan set udmærket, og den historiske del fungerede strålende. Men det havde nu været et interessant – og modigt – valg, hvis Julie for en gangs skyld kunne klare sig uden Romeo. Vi er trods alt i det 21. århundrede 😉

Odins labyrint

De seneste måneder er jeg stødt på flere begejstrede udtalelser om denne bog, så til sidst kunne jeg ikke styre min nysgerrighed og reserverede den på biblioteket.

‘Odins labyrint’ er skrevet af Mads Peder Nordbo og handler om den unge Mathias, der studerer sproghistorie og runer. Han inviteres til London af den meget gamle og småmystiske Whitmore for at undersøge en række detaljer ved runernes historie. Mathias tror først, at Whitmore kender til hans interesse for runer via de opgaver, som Mathias tidligere har skrevet om emnet, men det viser sig snart, at Whitmore også har andre grunde til at interessere sig for Mathias. Snart er Mathias dybt begravet i udforskningen af runernes oprindelse, og han begynder at forstå, at han ligger inde med viden, der kan ændre på den vestlige verdens opfattelse af kristendommen.

Der er flere, der har sammenlignet denne bog med Dan Browns ‘Da Vinci mysteriet’, men den sammenligning er jeg ikke helt enig i af flere grunde. Der er godt nok visse lighedstræk mht. religiøse konspirationsteorier og en vis interesse for at bevare en række hemmeligheder, men ‘Odins labyrint’ er slet ikke lige så højdramatisk, ligesom forfatteren (heldigvis) heller ikke forfalder til den irriterende vane med at lave konstante cliffhangers, som Dan Brown i den grad misbruger.

Det er rigtig interessant at læse en historie, der i den grad fordyber sig i runerne og den nordiske mytologis oprindelse, men det bliver ind imellem også ret nørdet, så det skal du være forberedt på, hvis du ønsker at læse den. Jeg kan godt lide, når skønlitteratur trækker på historisk data, men der må heller ikke gå for meget fodnoter i det, og her formår forfatteren langt hen ad vejen at holde det på et acceptabelt niveau.

Jeg er til gengæld ærgerlig over, at der både skal være en masse mystik om runerne OG om Mathias’ familieforhold. Jeg synes desværre, at de to forløb ender med at overskygge hinanden, så jeg ikke får fuldt udbytte af hverken den ene eller den anden. Så havde jeg hellere set, at forfatteren enten undlod hele fortællingen om Mathias’ herkomst, eller at denne del var den bærende, og at runefortællingen i højere grad blot var en undskyldning for at fortælle om familieforholdene.

Derudover er Whitmores insisteren på at dele videndelingen med Mathias op i bitte små bidder ret irriterende. Måske skyldes det, at jeg har spillet en del bordrollespil, hvor historierne ind imellem har været opbygget omkring én rød tråd, som spillerne partout skal følge, og hvor man som deltager føler, at man ikke har nogen indflydelse på historien. Whitmores opførsel giver følelsen af, at ‘nu skal jeg som læser lige holdes lidt hen, så spændingen kan forblive høj’, og det virker både ulogisk og utroværdigt. Det er en ret usædvanlig og meget mærkelig adfærd, som gør, at jeg opfatter Whitmore som en meget konstrueret person.

Der er ellers en del interessante personer med historien – personer, som har nuancer og ikke nødvendigvis er sort/hvide-karakterer. Det er rart – og i øvrigt endnu en ting, som adskiller bogen fra Dan Browns bøger. 

Der er lidt for meget (rodet) skattejagt over det, og jeg savner som sagt en mere enkel og troværdig opbygning. Men der er potentiale i materialet, så jeg er spændt på at se, hvad forfatteren kan finde på at skrive om næste gang.

Før jeg lukker øjnene

Da jeg faldt over denne bog på netlydbog.dk, lånte jeg den straks, for det var en kærkommen lejlighed til at høre en af de bøger fra min frygtelig lange liste over bøger, jeg gerne vil læse.

‘Før jeg lukker øjnene’ er skrevet af S. J. Watson og handler om Christine, der har mistet sin hukommelse. Hver morgen vågner hun op og kan ikke huske, hvem hun er, hvor hun er og hvem manden i sengen er. Hver morgen må han så forklare hende, at han er hendes ægtemand, at hun hedder Christine, og at hun har haft hukommelsestab i mange år. Det er en skæbne, som de færreste ønsker sig, og Christine er da også dybt frustreret. I al hemmelighed mødes hun løbende med en psykiater, der gerne vil hjælpe hende til at genvinde evnen til at huske, og han opfordrer hende til at skrive dagbog, så hun ikke skal starte på bar bund hver morgen. Stille og roligt er det med til at opbygge Christines selvtillid, og hun begynder at opdage forskellige detaljer i de ting, som folk fortæller hende, der ikke stemmer overens med oplysninger, som de gav få dage forinden. Noget er galt, og Christine arbejder stædigt på at finde ud af, hvad det er… 

Bogen er skrevet, som om det er Christines dagbog, læseren følger, men en del passager er ikke særlig dagbogsagtige, og forfatteren kunne sagtens have udnyttet denne form langt bedre.

Historien er spændende og skaber allerede fra start en fin, paranoid stemning. Desværre bliver det også hurtigt tydeligt, hvor fortællingen vil bevæge sig hen, og det er ærgerligt, for noget af fornøjelsen ved at læse spændings- og krimibøger er at sidde og gætte med på, hvad der mon er sket, og hvem der er den skyldige. Men den er velskrevet og giver én lyst til at læse videre – også selvom der er enkelte steder, hvor den bliver lidt langtrukken, fordi den står i stampe.

Det er ikke et stort værk, men den har en fin underholdningsværdi, og jeg kan godt lide konceptet med hukommelsestab. Den er dog på ingen måde plotmæssigt i nærheden af historien fra Memento, hvor du virkelig blev revet rundt og havde svært ved at regne ud, hvad der nu ville ske.

De fede år

En bog, der blandt andet bliver solgt på, at den er forbudt i oprindelseslandet Kina, er en bog, som pirrer min nysgerrighed, så da jeg faldt over denne bog på biblioteket, blev den tilføjet bogstablen, inden jeg trissede hen mod udgangen.

‘De fede år’ af Chan Koonchung foregår i Beijing i nær fremtid. Her er landet pludselig grebet en optimisme og munterhed, og velstanden stiger, mens resten af verden er ramt af økonomisk krise. Samtidig er en måned forsvundet fra alle officielle registre, men ingen lader til at bemærke det – bortset fra en lille flok mennesker, som begynder at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor en måned er forsvundet, og hvad mon det er, som regeringen forsøger at skjule? Har den pludselige succes noget at gøre med den forsvundne måned, og hvad er det helt præcis, der gør, at alle pludselig er så lykkelige og positive?
 Selvom bogen er fiktion, så ligger den på flere punkter ret tæt på virkeligheden, hvor Kina netop har oplevet en voldsom vækst de senere år og har givet kineserne en langt større velstand. Den underliggende samfundskritik er interessant, for selvom det ikke er en dyster bog som George Orwells ‘1984’, så er det stadig tydeligt, at det er et samfund, hvor du ikke skal skille dig alt for meget ud eller stille spørgsmål ved det styrende system. Men i stedet for et overvågningssamfund, hvor du bliver kontrolleret og mistænkt så er Kinas befolkning blevet passiviseret med guld og lykke. Hvorfor gøre oprør, hvis du er mæt og har råd til det nyeste fladskærms-tv?
I virkelighedens Kina forsøger regeringen også at slette befolkningen hukommelse for de tragiske begivenheder, der har været i landets historie – for eksempel massakren i 1989 på Den Himmelske Freds Plads – og selvom det selvfølgelig er bekvemt at lukke øjnene og glemme alle ubehageligheder, så er det ikke ligefrem den bedste måde at udvikle et land på. Jeg kan anbefale Informations interview med forfatteren, hvor han fortæller mere om nutidens Kina.

Bogens historie er ret simpel, og derfor bliver fortællingen også lige lovlig lang, da det er de samme emner, der bliver vendt og drejet. Især slutningen bliver lidt for opremsende, men det ødelægger ikke pointen med, at selve emnet er interessant og yderst aktuelt. Læs den hvis du er til politiske konspirationer og modstandskamp i en moderne verden.

Paranoia

Nu har jeg ellers flere gange hævdet, at jeg ikke synes, at krimier egner sig særlig godt til lydbogsmediet, men jeg kunne alligevel ikke nære mig, da jeg stødte på ‘Paranoia’ af Gretelise Holm, da jeg surfede på netlydbog.dk

Bogen er den første bog i krimiserien med journalisten Karin Sommer som hovedperson. Karin Sommer har rundet de 50 år og tumler lidt med en fortid, hvor hun i en periode havde psykiske problemer. Dette bliver pludselig uhyggelig aktuelt, da hun først finder sin kat dræbt foran døren til sin lejlighed og siden flere gange oplever, at en fremmed bryder ind hos hende om natten og terroriserer hende. Langsomt begynder omverdenens sympati for hende at vende til mistro, og hun bliver indlagt til behandling. Men Karin Sommer er overbevist om, at det er en konspiration, og sammen med en ung kvindelig advokat forsøger hun at komme til bunds i sagen. Hvem er det, der forsøger at stoppe hende – og fra hvad?

Bogen skildrer intriger og problemer i en mindre provinsby, og det gør den ganske fint. Settingen er troværdig og nede på jorden, og persongalleriet virker også ret realistiske. Karin Sommer er en anderledes men god hovedperson, og jeg synes, det er forfriskende med en kvindelig hovedperson, der har rundet de halvtreds år. Hun har ben i næsen og bliver på intet tidspunkt ynkelig, hysterisk eller anden måde irriterende, selvom hun mildest talt står i problemer til halsen.

Som læser begynder du også at overveje, om Karin egentlig er begyndt at se syner, fordi alle beviser peger på, at hun selv finder på indbruddene, og bogen har en udmærket spændingskurve. Det bliver aldrig rigtig farligt – der er langt til dramatikken i Stieg Larsson og Dan Brown – men nu er bogens udgangspunkt også langt mere jordnært, så det er sådan set i orden. Jeg havde dog håbet, at der gik endnu længere tid, før jeg regnede ud, hvordan tingene hang sammen. Men afslutningen er smuk, elegant og meget oplagt. Ros til forfatteren for at turde.

Jeg har set bogen/serien omtalt som femikrimi, og skal jeg være helt ærlig, så synes jeg, at denne bog er langt bedre end de bøger, som normalt hører under denne kategori. Godt nok har hun en affære med en langt yngre mand og bliver på den måde bekræftet i sin kvindelighed, men ellers er hendes køn ikke særlig dominerende i bogen, og det kan jeg godt lide. Jeg er vitterlig ikke til kønsklicheer.

Det er en udmærket krimi, og er du til hovedpersoner, der ikke nødvendigvis er hårdtarbejdende, skilsmisseramte mandlige politiagenter på ca. 40 år, så overvej at læse denne bog. Jeg skal i hvert fald have fat i den næste bog i serien.

Fægtemesteren

På min lille tur til Paris havde jeg medbragt et par paperbacks, og denne her nåede jeg at sluge på flyveturen + ventetiden ved bagagebåndet – jojo, det er om at udnytte tiden fornuftigt!

‘Fægtemesteren’ er skrevet af Arturo Pérez-Reverte og foregår i Madrid i 1868. Vi følger den noble og agtede fægtemester, Jaime Astarloa, der underviser de rige mænd og deres knægte i fægtekunsten. hun bliver rystet i sin grundvold, da han en dag opsøges af en ung, smuk kvinde, som ønsker at lære et bestemt fægteangreb, som han har opfundet. I første omgang afslår han, men hun giver ikke op, og til sidst giver han efter. Undervisningen af kvinden – og ikke mindst kvinden i sig selv – fascinerer ham, selvom han ikke kan lade være med at undre sig over, at hun har opsøgt ham med et så specifikt ønske. Da en af hans andre elever kort tid efter findes dræbt af netop det føromtalte fægteangreb, får fægtemesteren en mistanke om, at han er blevet brugt i en konflikt, som kun de færreste kender til.

Det er en udmærket krimi med et meget lille persongalleri, hvor fægtemesteren bærer meget af historien. Alligevel er den spækket med handling og beskriver samtidig fint, hvordan klassiske dyder snart vil forsvinde, og hvor ære og moral stille og roligt glider bort i glemslens tåger. Fægtemesteren står her som den faste klippe og den, som stædigt holder fast i de gamle traditioner og dyder, mens han ser, hvordan verden omkring ham forandrer sig. En verden, der byder på intriger og højforræderi, som han nødtvungent involveres i.

Jeg må indrømme, at hvor krimidelen ikke interesserede mig synderligt, så var det historiske aspekt og hele miljøbeskrivelsen det, der fangede min opmærksomhed og gjorde flyveturen til en lille tidsrejse. En fin lille bog, som du kan sluge på få timer.