Krig og fred

Sommerens store læseprojekt var for mit vedkommende klassikeren ‘Krig og fred’ af Lev Tolstoj. Det er sandsynligvis den tykkeste bog, jeg nogensinde har læst – ja, den er faktisk så tyk, at den er delt op i to bind. Jeg havde håbet på at læse den på et par uger, da jeg startede på den i løbet af min sommerferie, men så kom der lidt forskellige ting i vejen, så det trak ud.

‘Krig og fred’ foregår i starten af 1800-tallet, hvor man følger en række russiske familier i de højere klasser i den periode, hvor Rusland deltog i Napoleonskrigene. Romanen er en blanding af de intriger og konflikter, der ind imellem opstår i familier, iblandet scener fra krigen, hvor flere af familiemedlemmerne deltager.

Jeg må desværre indrømme, at ‘Krig og fred’ var noget drøj at komme igennem, for den fangede mig ikke rigtig. Jeg savnede den elegante fortællestil, som gjorde ‘Anna Karenina’ til en dejlig læseoplevelse, og så var ‘Krig og fred’ virkelig langtrukken i det hele taget. Bevares – ‘Anna Karenina’ var til tider også noget lang i spyttet, men den formåede alligevel at holde mig interesseret hele vejen igennem.

Den første halvdel af bogen var egentlig udmærket, mens jeg nærmest måtte kæmpe mig igennem anden halvdel. Det var mest af alt ren stædighed, der fik mig til at gennemføre læsningen, for jeg kedede mig bravt de sidste mange hundrede sider.

Bogen indeholder en del passager på fransk, som så er oversat til dansk lige bagefter. Det var især starten af bogen, der bar præg af dette, og det irriterede mig voldsomt. Jeg ved godt, at sådan er bogen skrevet (mange russiske adelsfolk var så vant til at tale fransk, at de dårligt kunne tale russisk), men det var virkelig forstyrrende at få delt historien så meget op i bidder.

Jeg er et eller andet sted glad for, at jeg har læst ‘Krig og fred’, selvom det ikke var en særlig god læseoplevelse. Jeg overvejer, om jeg på et tidspunkt skal supplere oplevelsen med at se en af filmatiseringerne, men det har jeg ikke taget stilling til endnu.

Blood of Tyrants + League of Dragons

Jeg er nu nået til afslutningen på ‘Temeraire’-serien af Naomi Novik nemlig ottende og niende bog i serien – dvs. ‘Blood of Tyrants’ og ‘League of Dragons’. En spændende serie, der kombinerer virkelige hændelser (Napoleonkrigen) med drager! Kæk og lidt uventet kombination men ikke desto mindre en velfungerende blanding.

Jeg har anmeldt resten af serien (se links nedenunder dette indlæg), og jeg vil derfor ikke komme ind på handlingsforløbet i de to bøger men komme med et par kommentarer om, hvad jeg synes om de to sidste bøger samt serien som helhed.

Lad mig starte med at sige, at de to sidste bøger var udmærkede men dog ikke helt på højde med mange af de øvrige bøger i serien. Min klare favorit er første bog – ‘His Majesty’s Dragon’ – mens jeg var noget forbeholden over for anden bog, ‘Throne of Jade’, og sjette bog, ‘Tongues of Serpents’. Jeg syntes desværre, at sidste bog i serien var lige så… hrm… svag… som de to nævnte bøger. Ikke fordi den var dårlig, eller at jeg syntes, at slutningen var forfærdelig – jeg syntes bare, at den led af en vis metaltræthed. Selvom forfatteren prøvede at spice historien lidt op, så føltes det som mere af det samme. Det er selvfølgelig også svært at blive ved med at bevare spændingen i en serie på ni bøger, men et eller andet sted ærgrede jeg mig over, at den ikke sluttede lidt før – evt. omkring den syvende bog.

De to sidste bøger sørger for at samle op på serien som helhed, for der er flere begivenheder, der refererer tilbage til hændelser fra de tidligere bøger. Det er ganske fint men dog også lidt frustrerende, når nu jeg har læst bøgerne over en længere periode og derfor ikke kan huske alle detaljer længere. Derfor – har du muligheden, så sørg for at læse bøgerne inden for en relativ kort periode.

Som helhed er det dog en dejlig serie – især hvis du kan lide drager ligesom jeg. Dragerne er selvstændige, intelligente og følsomme væsner, og deres bånd til menneskene kan sagtens sammenlignes med det, der er mellem drager og mennesker i Anne McCaffreys Pern-serie. Bevares – der er tidspunkter, hvor dragerne enten bliver ret barnlige eller så gammelkloge, at man stejler lidt (jeg gjorde i hvert fald et par gange), men jeg synes, at Novik har været god til at lave et bredt, detaljeret og spændende udvalg af drage-personligheder i serien. De kommer lidt til at overskygge menneskene, selvom der nu også er en del interessante personligheder blandt dem (også kvinder heldigvis – trods den tidsperiode, den skal forestille at foregå i).

Blå stjerne

Jeg læste for nylig fjerde bog i ‘Det Store Århundrede’-serien, nemlig ‘Ikke at ville se’, der er skrevet af Jan Guillou. Og da jeg havde læst den færdig, gik jeg straks i gang med den femte bog, ‘Blå Stjerne’.

Det giver fin mening at læse de to bøger lige efter hinanden, for de foregår på cirka samme tid – bare set gennem to forskellige hovedpersoner. Hvor hovedpersonen i ‘Ikke at ville se’ var familien Lauritzens overhoved, Lauritz, er hovedpersonen i ‘Blå stjerne’ hans datter, Johanne.

Johanne arbejder som kurér for den norske modstandsbevægelse. Det går overraskende godt, indtil broderen Harald, der er i gang med at gøre karriere i den tyske hær, gør hende opmærksom på, at hun bør stoppe det foretagende øjeblikkeligt, eftersom nazisterne er begyndt at fatte mistanke til hendes mange besøg i Norge. Hun beslutter sig derfor for at blive en del af en sabotagegruppe. Det er dog kun for en periode, og efter en voldsom aktion bliver hun i stedet spion. Her skal hun bruge sine kvindelige ynder til at lokke brugbare informationer ud af tyske officerer, og med hendes kønne og charmerende udseende er det noget, hun er ganske dygtig til.

Det er interessant, at forfatteren har valgt at belyse samme tid som i fjerde bog – bare fra en anden hovedperson. Det giver dog god mening, eftersom Johannes vinkel er meget anderledes end Lauritz’ – og ikke kun fordi hun i modsætning til Lauritz ikke holder med tyskerne. Det gør dog også, at Johannes historie på visse områder er mere klassisk, da bøger om 2. Verdenskrig næsten altid fortælles ud fra ikke-nazisternes synspunkt.

Jeg synes, det er spændende at læse om en kvindelig modstandskæmper, for det er ikke just kvinderne, der fylder mest i historierne om modstandskampen. Johanne er naturligvis – som resten af Lauritzen-familien – utrolig dygtig til sit arbejde og bliver flere gange forfremmet. Der er ganske vist mænd i modstandsbevægelsen, der synes, det er noget underligt med en kvinde, der stiger i graderne, men dem om det – hun bliver heldigvis støttet af sin chef.

Der, hvor jeg synes, det kammer over, er da hun bliver spion og skal forføre tyskere. Jeg kan huske, jeg på et tidspunkt stødte på en anmeldelse af bogen, hvor anmelderen kritiserede bogen for, at det var meget tydeligt, at den var skrevet af en mandlig forfatter. Det slog jeg i første omgang hen, men da jeg selv læste bogen for nylig, forstod jeg kritikken. Der er et eller andet ved måden, forfatteren beskriver Johannes job som forfører, der virker utroværdigt. Én ting er, at hun får det som opgave – det er jeg principielt set ikke overrasket over – men det er fortalt på en utrolig banal og nærmest romantiseret måde. Hvis man er en del af modstandsbevægelsen, så vil man – i min optik – have langt større traumer og moralske kvababbelser med at sprede ben for fjenden. Og her fejler forfatteren stort. Den del burde gøre ondt at læse. Den burde give mig kvalme. I stedet får jeg mest en hyggesnak om, at hun bliver udstyret med et ‘tjeneste-pessar’ (bvadr), og så hvordan hun bliver forkælet af sin tyske bejler.

Mænd og kvinder beskrives i det hele taget ret stereotypt i denne bog – de fleste af mændene er simple, liderlige og lettere mandschauvinistiske, mens kvinderne er smukke og charmerende. Suk. Heldigvis er der enkelte lyspunkter såsom Johannes chef.

Jeg må desværre indrømme, at denne dårlige læseoplevelse var den sidste dråbe i vandglasset – nu orker jeg simpelthen ikke at læse mere af den serie. Jeg har længe båret over med det meget naive skrivestil med de åh-så-gode og dygtige Lauritzen-familiemedlemmer, men nu gider jeg ikke mere. Der mangler saft og kraft, og skrivestilen er ganske enkelt for banal og kedelig til mig.

Ikke at ville se

Jeg er nu nået til fjerde bog i serien ‘Det Store Århundrede’ af Jan Guillou. Jeg har tidligere anmeldt ‘Brobyggerne’, ‘Dandy’ og ‘Mellem rødt og sort’.

I ‘Ikke at ville se’ er vi nået til 2. Verdenskrig. Det er en krig, der skaber en del splid i familien Lauritzen. Lauritz og Oscar håber på, at Tyskland vinder, da alternativet ellers ville være, at England eller muligvis Rusland pludselig vil dominere Europa. Lauritz er dog noget splittet over, at hans ældste søn, Harald, gør karriere i SS, og samtidig er Lauritz’ døtre i det skjulte ved at involvere sig i modstandskampen. Krigen bliver derfor et samtaleemne, der helst skal undgås ved de idylliske familiemiddage, og selvom Lauritz gør alt for at undgå at se virkeligheden i øjnene, så begynder krigens realiteter at presse sig på.

Bogen er vanen tro letlæselig men også ret triviel litteratur. Personerne i bogen er ret karikerede, og det virker meget kunstigt, at familien både rummer folk, der gør karriere i henholdsvis SS-tropperne, den svenske efterretningstjeneste samt blandt modstandsfolkene. Det virker simpelthen for konstrueret, og det gør desværre også, at historien virker ret søgt. Samtidig mangler overklassefamilien intet – og jeg mener intet – i denne bog, og det føles derfor nærmest vulgært at læse om deres festmiddage, hvor de svælger i mad og vin, når man ved, hvor svært det var at skaffe mange fødevarer på det tidspunkt.

Men der er dog én ting, der trækker op ved denne bog, og det er Lauritz’ naive – tenderende til stædige – tro på, at det er bedst, at Tyskland vinder krigen. Hans konstante forsvar af tyskerne og benægtelse af de forbrydelser, som løbende kommer frem, er en forfriskende måde at fortælle om 2. Verdenskrig på. Det er sjældent, jeg støder på denne vinkel, da de fleste forfattere hellere vil fortælle om heltene – dvs. modstandsfolkene. Så selvom jeg ikke sympatiserer med Lauritz’ indstilling, så er det ret interessant at følge hans fornægtende tilgang til begivenhederne.

‘Ikke at ville se’ er ikke en stor bog, men det var som sagt en interessant læseoplevelse på grund af den vinkel, forfatteren havde valgt – også selvom det blev lidt ensformigt, at hele historien var centreret omkring Lauritz. Jeg syntes desværre ikke, at bogen var lige så medrivende som de foregående, og sproget virkede også lidt tungt og klodset til tider.

Jeg er pt. i gang med at læse femte bog, ‘Blå Stjerne’, så den bringer jeg også snart en anmeldelse af.

Tongue of Serpents + Crucible of Gold

‘Tongue of Serpents’ og ‘Crucible of Gold’ er henholdsvis bog 6 og 7 i ‘Temeraire’-serien af Naomi Novik. Jeg har tidligere anmeldt ‘His Majesty’s Dragon’, ‘Throne of Jade’ og ‘Black Powder War’ samt ‘Empire of Ivory’ og ‘Victory of Eagles’.

Jeg vil ikke bringe et resumé af de to bøger, da det vil afsløre for meget af handlingen i de tidligere bøger, men jeg vil kommentere et par ting, der fungerede – og ikke fungerede – ved de to bøger.

I disse to bøger udvides dragegalleriet atter en gang, hvilket tilføjer nogle ret interessante personligheder og problematikker til fortællingen. Dragerne er lige så forskellige som menneskene, og jeg synes, at forfatteren i det hele taget er god til at holde fast i den måde, dragerne som race fremstilles på.

‘Tongue of Serpents’ lider dog lidt under samme problem som ‘Throne of Jade’ – der bruges al, al for lang tid på en utrolig lang rejse, hvor der ikke sker særlig meget, der er med til at berige historien med noget som helst. Det kræver lidt tålmodighed og overbærenhed at komme igennem bogen, men så bliver man også belønnet med en slutning, der har et par twists.

I ‘Crucible of Gold’ er forfatteren tilbage i gode, solide stil med en historie, der har langt mere kød på, og hvor der er langt større fremdrift.

Jeg mangler at læse to bøger i serien, og dem har jeg også tænkt mig at læse i rap, ligesom jeg har gjort det med ovenstående bøger. Jeg må dog vente lidt endnu, for niende og sidste bog i serien udgives først til næste år. Behøver jeg at sige, at jeg er meget spændt på, hvad serien ender med?

Empire of Ivory og Victory of Eagles

temeraire

‘Empire of Ivory’ og ‘Victory of Eagles’ er henholdsvis bog 4 og 5 i ‘Temeraire’-serien af Naomi Novik. Jeg har tidligere anmeldt ‘His Majesty’s Dragon’, ‘Throne of Jade’ og ‘Black Powder War’.

Jeg vil ikke bringe et resumé af de to bøger, da det vil afsløre for meget af handlingen i de tidligere bøger, men jeg vil fremhæve de ting, jeg synes gør disse to bøger interessante.

I ‘Empire of Ivory’ bliver dragegalleriet udvidet med flere interessante drager – blandt andet en ung hundrage, som virkelig har attitude og selvtillid. Hun er også provokerende barnlig til tider og kan i den grad provokere alt og alle – inklusiv Temeraire. Det er virkelig underholdende, og selvom hun kan være øretæveindbydende, så kan jeg ikke lade være med at holde af hende. ‘Empire of Ivory’ indeholder en del dramatiske scener – scener hvor hovedpersonerne i den grad er i fare, og hvor det også er tydeligt, at englænderne ikke altid er de mest noble og forstående i forhold til andre folkeslag. I sidste ende fører det også til en afslutning, der i den grad er noget af en cliffhanger og resulterer i en meget interessant drejning af historien.

‘Victory of Eagles’ følger lige i hælene på ‘Empire of Ivory’, og her oplever man konsekvenserne af den forrige bogs slutning. Det er en ret alvorlig bog, men der er heldigvis også scener med et glimt i øjet. Denne bog indeholder også langt færre militære fagudtryk (eller også er jeg bare blevet langt bedre til at gennemskue dem efter at have læst de foregående bøger), og handlingen flyder i det hele taget rigtig godt.

Jeg er positivt overrasket over, hvordan forfatteren formår at forny sig og bringe historien videre, så hovedpersonerne i bogstaveligste forstand hele tiden drager på nye eventyr. Som regel argumenteres der også godt i bøgerne for, hvorfor hovedpersonerne skal påtage sig nye opgaver, så det ikke bare virker som et smart trick fra forfatterens side, og det kan jeg godt lide.

Jeg har de to næste bøger i serien stående, og jeg satser på at læse dem senere i år.

 

Lavendelhaven

Denne bog var et lidt usædvanligt valg for mig. Både forsiden og beskrivelsen antydede, at det var en kærlighedshistorie – og måske en ret traditionel slags – og det er jo ikke ligefrem den genre, jeg læser mest i, men det er sundt at udfordre sig selv, så det gjorde jeg.

‘Lavendelhaven’ er skrevet af Lucinda Riley og foregår dels i slutningen af 1980’erne, dels under 2. Verdenskrig. Omdrejningspunktet for historien er den unge franske kvinde, Emilie, hvis mor dør og efterlader familieslottet til Emilie. Hun får hjælp af den engelske kunsthandler Sebastian, der dukker op samtidig med dødsfaldet, og sammen forsøger de at få styr på den nødvendige restaurering af slottet. Samarbejdet udvikler sig til forelskelse, og Emilie siger straks ja, da han frier til hende. De bliver gift, og selvom hun nu skal bo i England, så bruger hun stadig megen tid på restaureringen af slottet, og det er også i den forbindelse, at hun falder over en digtsamling, som hendes tante har skrevet – en tante, Emilie aldrig har kendt, og som faren ikke ville tale om. Men Emilie overtaler slottets gamle vinbonde til at fortælle om sin families historie – en historie, der trækker nogle interessante tråde tilbage til 2. Verdenskrig.

Denne bog overraskede mig på flere områder. Jo, det er på mange måder en kærlighedshistorie, men det er også en bog, der indeholder en fascinerende fortælling om modstandskampen under 2. Verdenskrig.

Det var netop sidstnævnte, der var bogens store styrke, og flere gange blev jeg lettere irriteret, når scenen skiftede fra afsnittene om 2. Verdenskrig til afsnittene, der foregik i slutningen af 1980’erne. Scenerne fra fortiden var så medrivende og spændende, at de sagtens kunne have udgjort en bog i sig selv.

Rammefortællingen var desværre ikke lige så interessant. Her var de to største ulemper en ret naiv hovedperson, Emilie, som jeg havde svært ved at fatte sympati for, samt en ret forudsigelig handling. Der var et par detaljer til sidst, som jeg ikke havde forudset, men ellers var det en historie, som desværre var lige lovlig klichefyldt og konstrueret.

Men men… scenerne fra fortiden trækker op i det samlede billede, så det endte med at være en ganske fin og stemningsfuld læseoplevelse.

Alt det lys vi ikke ser

‘All the Light We Cannot See’ er netop blevet oversat til dansk og udgivet under navnet ‘Alt det lys vi ikke ser’. I forbindelse med udgivelsen har Politikens Forlag sendt et anmeldereksemplar til mig.

Bogen foregår i tiden op til og under 2. Verdenskrig, hvor man skiftes til at følge den blinde franske pige, Marie-Laure, og den unge tyske soldat, Werner. Marie-Laure lever sammen med sin far, der er låsesmed på det naturhistoriske museum i Paris, og i sin fritid bygger han en udførlig miniaturemodel af deres boligkvarter, så Marie-Laure lærer at finde rundt på egen hånd. De må dog flygte fra byen, da krigen bryder ud, og tyskerne invaderer Paris. Werner er samtidig blevet en del af den tyske hær. Som forældreløs var han ellers næsten sikker på at skulle arbejde i kulminerne, men da det viser sig, at han er yderst habil til at reparere radioer, bliver han vigtig for den tyske hær.

Krigens gru kryber sig langsomt ind under huden på de to unge, jo tættere Werners kompagni kommer på byen, hvor Marie-Laure har søgt tilflugt, og hvor bomberne snart vil falde.

Jeg var meget spændt på, hvad jeg ville synes om denne bog, for jeg har læst ret blandede anmeldelser af den. Jeg syntes dog, at oplægget lød så spændende, at jeg blev nødt til at læse den, og det er jeg glad for, da ‘Alt det lys vi ikke ser’ viste sig at være en smuk, stemningsfuld fortælling om godt og ondt, omsorg og svigt, frygt og håb.

Sproget er letlæseligt og flydende – men også en anelse specielt, da der bruges mange korte sætninger. Jeg tror, det er bedst at læse bogen over flere dage – jeg kunne i hvert fald mærke, at jeg blev ‘mæt’ af skrivestilen, hvis jeg læste mange kapitler på én dag, selvom jeg også godt kunne lide den.

Historien er befolket af en række sympatiske mennesker, hvor det især var let at holde af Marie-Laures kreative og omsorgsfulde far. Men både Marie-Laure og Werner er personer, som jeg gerne vil holde af og med, hvilket i sig selv er en konflikt, da de er på hver sin side i krigen.

Bogen indeholder også et overnaturligt element, som jeg havde lidt svært ved at beslutte mig til, om jeg kunne lide eller ej. På den ene side giver det en interessant vinkel på historien og er også med til at skabe en rød tråd i fortællingen, men jeg havde gerne set, at det blev brugt mere direkte i handlingen. Jeg syntes desværre, at det var en anelse overflødigt og utroværdigt i forhold til den tid, historien foregår i.

‘Alt det lys vi ikke ser’ er en smuk historie og anden måde at fortælle om 2. Verdenskrig. Selvom et par af episoderne undervejs virkede lige lovlig konstruerede, så nød jeg at læse bogen og mærke den stemning af frygt og håb, som historien rummer.

Throne of Jade & Black Powder War

‘Throne of Jade’ og ‘Black Powder War’ er bog 2 og 3 i Temeraire-serien, der er skrevet af Naomi Novik. Jeg har tidligere anmeldt den første bog i serien, ‘His Majesty’s Dragon’.

‘Throne of Jade’ foregår i forlængelse af den første bog i serien, og jeg vil derfor ikke komme så meget ind på selve handlingen. Jeg kan dog godt afsløre, at Temeraire og Laurence drager på en lang rejse – en rejse, der kan betyde drastiske ændringer.

Jeg synes, ideen er ret spændende, men desværre fylder selve rejsen alt for meget i bogen. Det bliver ret langtrukkent, og jeg blev noget utålmodig undervejs. Derfor var denne bog også lidt skuffende, når nu ‘His Majesty’s Dragon’ var så spændende og medrivende.

Den næste bog, ‘Black Powder War’, var til gengæld bedre skruet sammen. Her var fortællerytmen mere jævn, og der var en fin blanding af action og mere stille passager.

Indtil videre er jeg ganske glad for serien. Selvom ‘Throne of Jade’ skuffede lidt, så var ‘Black Powder War’ heldigvis med til at bringe handlingen ind i en mere intens og actionmættet fortælling. Jeg kan godt lide kombinationen af fantasy og 1800-talskrig, hvor der både er plads til Napoleon og drager. Det lyder som et sært mix, men det fungerer overraskende godt, og jeg kan især godt lide den rolle, dragerne har i bøgerne – ikke blot under krigshandlinger men også deres opvækst og opførsel.

Hvis du overvejer at læse denne serie, skal du vide, at bøgerne fokuserer meget på den igangværende krig, og at der er mange krigsscener undervejs. Jeg synes, det er spændende læsning, men det kan også blive ret nørdet ind imellem, så hvis du ikke er til drabelige krigsscener og taktiske overvejelser, er det ikke sikkert, at denne serie er noget for dig.

Vi ses deroppe

Sidste år læste jeg flere bøger om 1. Verdenskrig, hvilket både var spændende og skræmmende på samme tid. Det gav mig lyst til at læse flere bøger fra den tid, så da Lindhardt og Ringhof gav mig mulighed for at læse ‘Vi ses deroppe’, glædede jeg mig til at læse bogen. Jeg tøvede dog lidt, da jeg modtog bogen. Ville det være  meget deprimerende og tung læsning? Havde jeg overhovedet lyst til at læse dette på nuværende tidspunkt? Jeg skulle lige samle  mod til at gå i gang med bogen… og derefter fik jeg noget af en overraskelse…

‘Vi ses deroppe’ er skrevet af Pierre Lemaitre, der vandt Goncourtprisen 2013 for dette værk. Bogen handler om to soldater, der overlever 1. Verdenskrig og det skrøbelige og ret overraskende liv, der lever de efterfølgende år i Paris. Det er et liv, der ikke levner dem mange chancer ud over dem, de selv tager, men heldigvis er især den ene af dem både kreativ og stædig, og pludselig udvikler tingene sig drastisk… 

Jeg kan ikke røbe mere af handlingen, for hvis du har lyst til at læse denne bog, skal du selv opleve de finurligheder, denne bog byder på. Jeg havde slet ikke behøvet at bekymre mig om, at dette ville blive en tung og trist bog at komme igennem. ‘Vi ses deroppe’ byder på en overraskende kampvilje og livsglæde, som på sin helt egen underspillede måde kryber ind under huden på læseren, mens man vender side efter side. Der er noget utrolig livsbekræftende ved denne bog, som jeg har svært ved at beskrive, og selvom hovedpersonerne tager nogle valg undervejs, som jeg finder moralsk uforsvarlige, så kan jeg ikke lade være med at holde af dem – og med dem. Men til min egen overraskelse fik handlingen mig til at smile flere gange – ikke lige noget jeg havde forventet, men som jeg ikke desto mindre satte stor pris på.

Bogen handler ikke særlig meget om krig – mere om tiden efter og ikke mindst hvordan soldaterne svigtes af samfundet, vennerne og familien. Det er også beskrivelsen af, hvordan et land skal genopfinde sin egen identitet og opbygge et velfungerende samfund efter flere år med krig.

Jeg kan varmt anbefale denne bog, hvis du gerne vil læse en bog, der favner både alvor og humor på samme tid, og som kan byde på nogle herlige hovedpersoner.