Vi ses deroppe

Sidste år læste jeg flere bøger om 1. Verdenskrig, hvilket både var spændende og skræmmende på samme tid. Det gav mig lyst til at læse flere bøger fra den tid, så da Lindhardt og Ringhof gav mig mulighed for at læse ‘Vi ses deroppe’, glædede jeg mig til at læse bogen. Jeg tøvede dog lidt, da jeg modtog bogen. Ville det være  meget deprimerende og tung læsning? Havde jeg overhovedet lyst til at læse dette på nuværende tidspunkt? Jeg skulle lige samle  mod til at gå i gang med bogen… og derefter fik jeg noget af en overraskelse…

‘Vi ses deroppe’ er skrevet af Pierre Lemaitre, der vandt Goncourtprisen 2013 for dette værk. Bogen handler om to soldater, der overlever 1. Verdenskrig og det skrøbelige og ret overraskende liv, der lever de efterfølgende år i Paris. Det er et liv, der ikke levner dem mange chancer ud over dem, de selv tager, men heldigvis er især den ene af dem både kreativ og stædig, og pludselig udvikler tingene sig drastisk… 

Jeg kan ikke røbe mere af handlingen, for hvis du har lyst til at læse denne bog, skal du selv opleve de finurligheder, denne bog byder på. Jeg havde slet ikke behøvet at bekymre mig om, at dette ville blive en tung og trist bog at komme igennem. ‘Vi ses deroppe’ byder på en overraskende kampvilje og livsglæde, som på sin helt egen underspillede måde kryber ind under huden på læseren, mens man vender side efter side. Der er noget utrolig livsbekræftende ved denne bog, som jeg har svært ved at beskrive, og selvom hovedpersonerne tager nogle valg undervejs, som jeg finder moralsk uforsvarlige, så kan jeg ikke lade være med at holde af dem – og med dem. Men til min egen overraskelse fik handlingen mig til at smile flere gange – ikke lige noget jeg havde forventet, men som jeg ikke desto mindre satte stor pris på.

Bogen handler ikke særlig meget om krig – mere om tiden efter og ikke mindst hvordan soldaterne svigtes af samfundet, vennerne og familien. Det er også beskrivelsen af, hvordan et land skal genopfinde sin egen identitet og opbygge et velfungerende samfund efter flere år med krig.

Jeg kan varmt anbefale denne bog, hvis du gerne vil læse en bog, der favner både alvor og humor på samme tid, og som kan byde på nogle herlige hovedpersoner. 

Hitlers furier

I år har jeg læst en del historiebøger – især om flere af de store krige – hvilket jeg er rigtig glad for, da der er så mange spændende og interessante historier gemt i den virkelige verden. Derfor takkede jeg også straks ja, da Gad gav mig muligheden for at anmelde denne bog.

‘Hitlers furier’ er skrevet af Wendy Lower og handler om de tyske kvinders roller under 2. Verdenskrig. Kvindernes funktion i krigen er tidligere blevet bagatelliseret eller ligefrem fornægtet, men forfatteren har studeret holocaust gennem 20 år og tegner på baggrund af dette et tysk samfund, hvor kvinderne ikke holdt sig tilbage, men også deltog i jagten på jøder og ligefrem i massedrab.

Da jeg begyndte på denne bog, indså jeg, at jeg havde lidt svært ved at acceptere præmissen ved denne bog. Det var ret tydeligt, at forfatteren undrede sig over, hvordan kvinder i det hele taget kunne tage del i de grusomheder, der foregik op til og under 2. Verdenskrig. Det virkede, som om hun med vold og magt ville bevise, at de tyske kvinder bestemt ikke var (naive) engle, men lige så skyldige som de tyske mænd. Det gav starten af bogen en lidt skinger tone, hvilket irriterede mig. Et eller andet sted synes jeg, at det er virkelig naivt at tro, at kvinderne skulle være meget anderledes end mændene i den henseende. Der er jo ikke noget iboende fromt og helligt i kvinder – de er på godt og ondt lige så meget almindelige mennesker som mænd. Men der er åbenbart ikke nok (eller burde jeg sige noget) litteratur, der har belyst kvindernes rolle i krigen, og det er baggrunden for bogen.

Når det så er sagt, så er bogen skræmmende læsning. Der er beskrevet adskillelige situationer med overgreb, massedrab og forfølgelse, og uanset om det er mænd eller kvinder, der begår overgrebene, så er det svært at forestille sig, at folk kan opføre sig så umenneskeligt. Det virker fuldstændig absurd, og der var flere gange, hvor jeg blot stirrede chokeret på teksten. Krig er modbydeligt, men alligevel…

Bogen giver ikke blot et indblik i krigens mange forfærdelige sider men også i det nazistiske idealsamfund. Det er meget interessant at læse, hvordan kvinden skulle have en rolle som husfrue og moder ifølge nazismen – og hvordan de tyske kvinder i langt højere grad foretrak at gøre karriere gennem den tyske krigsmaskine.

Jeg er som sagt ikke spor overrasket over, at kvinder også har begået overgreb under 2. Verdenskrig. Det, der til gengæld er interessant (og skræmmende) er den selvfølge, der har været ved denne opførsel. Det virker, som om store dele af den tyske befolkning var så indoktrineret af den nazistiske tankegang, at det var helt naturligt at tage del i grusomhederne. Men det kan selvfølgelig også skyldes, at det har været svært at have en anden holdning i det samfund…

Det er en barsk men også spændende fortælling om et meget grimt kapitel i Europas historie. Er du interesseret i at vide mere om 2. Verdenskrig, kan denne bog anbefales.

Dommedag Als

Jeg får søreme læst mange historier i år, og det er jeg rigtig glad for! Der er mange interessante begivenheder i Danmarks- og  verdenshistorien, jeg gerne vil vide mere om, og det gælder blandt andet krigen i 1864, hvor Danmark mistede store arealer og nær var endt med at blive opløst som land! Jeg læste ‘Slagtebænk Dybbøl’ tidligere på året, og i sidste uge hørte jeg fortsættelsen, ‘Dommedag Als’, som lydbog.

Begge bøger er skrevet af Tom Buk-Swienty og er en dokumentarisk fortælling om danskernes krig mod Prøjsen og Østrig. ‘Dommedag Als’ starter med de fredsforhandlinger, der går i gang efter slaget ved Dybbøl. Gennem flere måneder bliver der forhandlet i London, hvor briterne forsøger at hjælpe danskerne til at få en permanent aftale, der vil ende krigen. De danske forhandlere ville dog ikke afgive hertugdømmerne Slesvig og Holstein og til sidst løb tiden ud og krigen var atter en realitet. Heftige kampe brød ud, og prøjserne nærmede sig hurtigt Als, som ikke kunne holde stand mod den store hær. De danske politikere indså pludselig, at fjenden ikke bare kunne slå tropperne sydpå – der var intet, der kunne forhindre prøjserne i at gå hele vejen til København og erobre hele Danmark!

Bogen er – ligesom sin forgænger – spændende og medrivende. Den beskriver et vigtigt kapitel i Danmarkshistorien, som i den grad er skræmmende læsning. Forfatteren formår at gøre krigen både nærværende, dramatisk og så personlig, at jeg næsten kunne lugte krudtrøgen i skyttegravene.

Jeg kan bedre lide fortællerytmen i denne bog. Jeg synes, historien glider lettere, og der er ikke nær så mange spring i tiden som i den første bog. Til gengæld blev jeg flere gange irriteret over, hvor subjektivt begivenhederne var beskrevet. Forfatteren kan selvfølgelig ikke være neutral – det er ingen tekster, der er skrevet af mennesker – men der var lige lovlig mange gange, at jeg følte, jeg fik fortalt, hvad jeg skulle synes om de beslutninger, som danskerne traf. For ja – de danske politikere traf mange gange beslutninger, der her i bagklogskabens lys virkede totalt håbløse og naive.

Det er helt klart en af de mest interessante og fængslende bøger om krig, jeg har læst, og den giver som sagt et spændende – og vigtigt – indblik i en af de mest skelsættende begivenheder i Danmarkshistorien. Jeg kan varmt anbefale at læse den.

Catch-22

Det er sjældent, man støder på humoristiske bøger om noget så alvorligt som krig, men denne nyklassiker er ikke desto mindre en satirisk roman, der udspiller sig under de sidste to år af 2. Verdenskrig.

‘Catch-22’ er skrevet af Joseph Heller og foregår på den italienske ø, Pianosa, hvor en amerikansk bombeeskadrille holder til. I bogen følger man først og fremmest pacifisten Yossarian, der er så træt af krigen, at han går til ekstremer for at slippe for flere bombetogter og blandt andet gemmer sig nøgen i et træ. Yossarian er fanget af Catch-22-paradokset, hvor man vælger forkert, uanset hvilken løsning man vælger. I Yossarians tilfælde betyder det, at ønsker han at blive fritaget for at flyve flere bombetogter, skal han blive erklæret sindssyg af feltlægen. Men forsøger Yossarian at skaffe en sindssygeerklæring, viser det, at han fungerer helt normalt, for det sindssyge ville netop være, hvis han ønskede at komme på flere togter.

Bogens persongalleri er spækket med sære og smågale personligheder – lige fra den sky major Major Major Major til piloten Orr, der styrter ned under hvert bombetogt, men hver gang overlever og vender uskadt tilbage. Blandt dem virker Yossarian ofte som den mest normale og rationelt tænkende person, der flere gange påpeger det helt absurde i militærets bureaukrati og selvmodsigende regler. Der er en masse småfnidder og intriger blandt flere af soldaterne, og ind imellem virker det mere som en børnehave end som en hærenhed.

Det var en meget blandet fornøjelse at læse bogen. Der er en fantastisk underspillet sarkasme i bogen, som flere gange fik mig til at grine, når absurde situationer opstod, og dialogen var ind imellem ret syret og abstrakt. Der var dog også tidspunkter, hvor jeg kedede mig grusomt og følte, at bogen kørte i ring. I mine øjne kunne man sagtens havde skåret kraftigt i sideantallet, så bogen kunne blive strammet lidt op. Bogen efterlader mig meget splittet, for den ene side er det en bog, man ‘bør’ læse (da der ofte refereres til den og ikke mindst det paradoks, den beskriver), og på den anden side er bogen ind imellem så langtrukken, at det kræver en vis tålmodighed at komme igennem bogen. Den har helt sikkert sine lyse øjeblikke – men hvor ville jeg dog have ønsket, at den var kortet lidt ned. 

Slagtebænk Dybbøl

En af de vigtigste europæiske krige – i hvert fald set med danske øjne – var den 2. Slesvigske Krig i 1864, hvor danskerne gik i krig mod Prøjsen og Østrig. En krig, hvor danskerne i den grad undervurderede deres fjende og var tæt på at tabe hele landet. I stedet led den danske selvværd et alvorligt knæk – nogle mener, at nationen stadig lider under det i dag – og Danmark måtte afgive Slesvig, Holstein og Lauenborg.

‘Slagtebænk Dybbøl’ er skrevet af Tom Buk-Swienty og handler om den politiske optakt til krigen samt det berømte slag ved Dybbøl Mølle den 18. april 1964. Krigen fortsatte efter denne dato, men bogens fokus er som sagt det famøse og meget blodige slag. Bogen trækker på en bred vifte af øjenvidneskildringer fra overlevende soldater og krigskorrespondenter samt på de breve, som de danske og tyske soldater sendte til deres pårørende i dagene op til slaget.

Bogen springer frem og tilbage i tid, så tiden op til slaget – og selve slaget – bliver flettet ind i hinanden. Man følger soldaterne og deres forberedelser, politikerne og det magtspil, der lå til grund for krigen, og beretningen er krydret med så mange detaljer, at det ind imellem føles, som om man er der selv. Man læser med over skulderen, når de unge soldater sender breve hjem til deres koner og børn og man er med helt nede i skyttegravene, da først slaget går i gang. 

Forfatteren har skruet en utrolig spændende og medrivende fortælling sammen, som godt nok virker lidt tør i starten, men hvor spændingen intensiveres mere og mere, jo tættere på slaget vi kommer. Det er en fortælling fra den tid, hvor krige først og fremmest blev udkæmpet mand til mand og ikke med masseødelæggelsesvåben, som tilfældet var fra 1. Verdenskrig og frem. Der er derfor også en helt anden nerve i bogen – en intensitet og et drama, som man kun får, når krige udkæmpes ved blodige nærkampe.

De mange breve og øjenvidneskildringer rammer ind imellem én i hjertet – særligt når man læser et af de længselsfulde breve fra soldater, som dør få dage – eller timer – efter, at brevet til familien er skrevet. Her er savn, håb, længsel og fortvivlelse blandet med drømmen om at se de elskede igen, og det bliver pludselig meget klart, at det jo blot er helt almindelige mennesker, der deltog i denne krig. Mange af soldaterne var ikke professionelle men almene borgere, der var indkaldt for at gå i krig, og mange af dem drømte kun om at få det overstået, så de kunne komme tilbage til deres nære igen.  

Det er let at være bagklog, og sådan er det selvfølgelig når man læser denne bog og ind imellem griber sig selv i bande langt væk over stædige og tåbelige politikere, som kastede Danmark ud i en håbløs krig. Det er dog også interessant at se, hvordan slag ind imellem afgøres på tilfældigheder, for forfatteren beskriver flere gange, hvor krigslykken smiler til danskerne (og hvor de kunnet have udnyttet det, hvis de selv havde været klar over det) – eller hvor heldet helt de danske soldater.

Jeg savnede lidt flere kort i bogen, så jeg havde lettere ved at danne mig et overblik over de forskellige kampe op til samt selve slaget. Til gengæld var der imponerende mange portrætfotos af politikere, soldater og andre vigtige personer samt fotos fra slagmarken.

Interesserer du dig for Danmarkshistorien, er denne bog bestemt værd at læse. Jeg skal helt sikkert læse forfatterens anden bog om krigen, ‘Dommedag Als’.

Den Danske Borgerkrig 2018-24

Da denne bog blev udgivet sidste år, blev jeg straks interesseret i den og besluttede, at den skulle jeg læse. De efterfølgende måneder stødte jeg på adskillelige anmeldelser af bogen, og jeg mindes ikke at have set en bog, der i den grad har skilt vandene. Flere anmeldere udråbte den til et litterært mesterværk, mens andre fandt den kedelig, overdrevet og alt, alt for mærkelig.

Jeg var tæt på ikke at læse den efter at have læst de negative anmeldelser, men så kunne jeg alligevel ikke nære mig, nu hvor jeg har tema om krig i denne måned, og så lånte jeg den alligevel som e-bog. Det skulle jeg have ladet være med.

‘Den Danske Borgerkrig 2018-2024’ er skrevet af Kaspar Colling Nielsen og fortæller om fremtidens Danmark, hvor en borgerkrig bryder ud i 2018 og raserer landet. Hovedpersonen fortæller 450 år efter om begivenhederne, som han selv oplevede det, og han beskriver, hvordan han lever nu. Det er en tid, hvor menneskers – og dyrs – liv kan forlænges med flere hundrede år, og hvor der er få bekymringer.

Lad mig starte med at sige, at dette er en ret mærkelig bog, og jeg kan godt forstå, at den har delt vandene. Det er en bog, som du sandsynligvis enten elsker eller hader.

Bogen fortælles af en mand på 475 år, som både beskriver borgerkrigen i 2018, hvor han var 25 år, samt hvordan det er at leve i Danmark 450 år efter krigen. Sideløbende med hovedfortællingen er der også en række korte historier, som i starten er ret forvirrende, men hvor flere af dem stille og roligt flettes ind i hovedfortællingen. Det er ret underligt og irriterende i starten – især fordi flere af historierne er virkelig langt ude og ikke lader til at passe ind (et eksempel på en af historierne er den om bjørnen Pia, hvis honning bliver stjålet, og hun forsøger at få andre de dyr til at hjælpe sig med at finde honningen).

Når jeg læser sci-fi, så er en af de vigtigste faktorer, at forfatteren kan overbevise mig om, at den fremtid, som han/hun beskriver, er troværdig. Hvis mennesker pludselig kan flyve, eller hvis dinosaurerne pludselig genopstår, så skal forfatteren skrive det, så jeg som læser tænker “ja, det lyder da meget sandsynligt”. Den følelse savnede jeg i den grad i denne bog. Flere gange blev jeg irriteret, fordi jeg følte, at der manglede ‘mellemregninger’ – at der simpelthen ikke blev argumenteret for, hvorfor tingene havde udviklet sig på den måde. Ofte gik historien lidt for hurtigt frem, og jeg sad som læser og kneb det ene øje skeptisk sammen, mens jeg tænkte, at det troede jeg simpelthen ikke på, og at det var noget værre vås.

Sproget i bogen er til tider fandenivoldsk, og jeg mindes ikke at have læst en bog, hvor ordet ‘kneppe’ indgik så mange gange. Det blev jeg ærlig talt ret træt af til sidst – især fordi flere sexscener virkede, som om de primært var med, fordi det var muligt – og ikke fordi de bidrog til handlingen.  

Jeg har genlæst flere af de positive boganmeldelser for at få en idé om, hvorfor nogle mener, at den er genial, og jeg vil tro, at det først og fremmest ligger i, om du køber præmissen for historien eller ej. Hvis du mener, at dette er en sandsynlig fremtid (eller hvis du blot er ligeglad med, om udviklingen er troværdig eller ej), og hvis du nyder surrealistiske, actionpacked fortællinger, så er denne bog måske noget for dig. Er du til gengæld til flere detaljer og argumentation, mere politik og lidt mere mening med galskaben, så er denne bog ikke noget for dig.

Slaughterhouse 5

‘Slaughterhouse 5’, der har undertitlen ‘A Children’s Crusade’, er skrevet af Kurt Vonnegut og udgivet i 1969. Bogen handler egentlig om 2. Verdenskrig, men udkom på et tidspunkt, hvor USA var præget af antikrigs-demonstrationer i forbindelse med Vietnamkrigen. ‘Slaughterhouse 5’ blev med sin kritik af krigens væsen hurtigt en ny-klassiker.

Bogens hovedperson, Billy Pilgrim, er til stede under 2. Verdenskrig, da Dresden bliver bombet i 1945. Billy selv springer dog undervejs i tid og befinder sig det ene øjeblik i sin egen fremtid og det næste øjeblik i sin fortid – og ind imellem også på en fremmed planet, hvor rumvæsner udstiller ham i en form for zoologisk have.

Fortællestilen, hvor hovedpersonen hele tiden hopper i tid, og hvor fortid og fremtid konstant flettes ind i grundhistorien, gør det ret forvirrende at læse bogen, og man skal virkelig holde tungen lige i munden. Det føles lidt som at åbne en puslespilsæske og kigge på de mange hundrede brikker, der ligger hulter til bulter, og jeg må ærlig talt indrømme, at det til tider var ret frustrerende. Jeg følte mig ret fortabt, når jeg forsøgte at finde hoved og hale i historien, og selvom det muligvis også er en af bogens pointer, så var det utilfredsstillende.

Bogen bliver ofte omtalt som satirisk og skarp, men den del følte jeg ikke rigtig, at jeg oplevede. Det skyldes måske fortællestilen, for der er helt sikkert detaljer, jeg er gået glip af i min søgen efter den røde tråd i fortællingen.

Det er ikke nødvendigvis en dårlig bog, men den var ikke så spændende og fascinerende, som jeg havde håbet. Da jeg havde læst den til ende, lovede jeg mig selv, at jeg skal læse den igen på et tidspunkt, for jeg er sikker på, at den har mere at byde på. Dette er ikke bare en bog, du læser hurtigt og derefter glemmer. Det er en bog, der kræver tid, fordybelse og tålmodighed – og måske et par gennemlæsninger, for den er til tider ret snørklet og forvirrende. 

Jomfruen fra Norge

Da jeg var barn, læste jeg mange skønlitterære bøger, der tog udgangspunkt i den danske middelalder og ikke mindst de konflikter, der var hos den danske adel på det tidspunkt. Særligt den tidlige middelalder fascinerede mig, og jeg slugte historierne om de mange dramaer, der var i kongeslægten dengang. De senere år har det været meget begrænset, hvad jeg har læst af bøger om middelalderen, så da Gad gav mig mulighed for at læse ‘Jomfruen fra Norge’, slog jeg straks til.

Bogen er skrevet af Tore Skeie og handler om de norske, svenske og danske kongeslægter og ikke mindst de indbyrdes stridigheder, som prægede store dele af middelalderen. Ved bogens start befinder vi os i slutningen af 1200-tallet, og forfatteren tager derpå læseren med på en rejse gennem de følgende årtier, hvor krig og skærmydsler gang på gang præger Skandinavien. Kongerne i hhv. Norge og Danmark strides gang på gang med den svenske adelsmand Erik, som frygtelig gerne vil tilrane sig den svenske trone – og den danske og norske hvis han kan komme til det.

Da jeg gik i gang med bogen, forventede jeg egentlig at skulle læse en skønlitterær bog, men bogen er nærmere en hybrid mellem den skønlitterære genre og faglitteraturen. Forfatteren har dog ikke selv defineret, om bogen skal læses som fiktion, faktion eller faglitteratur, men der er ingen tvivl om, at han bygger fortællingen på grundig research. Jeg skulle lige vænne mig til denne stil, men da jeg først var kommet godt i gang med bogen, blev jeg grebet af den spændende fortælling.

Middelalderen er en spændende periode – ikke mindst når fokus er på den skandinaviske adel, som i den grad var svigefulde og magtbegærlige. Hvis du synes, at der er for meget forræderi og intriger i ‘A Game of Thrones’, så skal du ikke læse ‘Jomfruen fra Norge’, for her skifter alliancerne hele tiden, og du kan kun være sikker på én ting – du skal nok blive forrådt! Jeg tog mig flere gange til hovedet, når alliancer igen-igen blev brudt, og en af adelsmændene var tåbelig nok til at sætte sin lid til et nyt samarbejde – vel at mærke et samarbejde med en adelsmand, der allerede havde forrådt ham flere gange før.

Jeg synes, det er lidt synd, at jomfruen, som lægger navn til bogen, egentlig ikke har særlig meget med handlingen at gøre. Det bliver nærmere en vag ramme omkring den egentlige historie, som forfatteren ind imellem kan vende tilbage til. Bevares – hun bruges da hist og her i magtkampene, men jeg synes, titlen er en anelse misvisende.

Som historieinteresseret – især i forbindelse med middelalderen – fandt jeg denne bog meget interessant. Stridighederne mellem de skandinaviske kongehuse har jeg kun hørt ganske lidt om – og kun fra den danske synsvinkel. Nu kom der pludselig nye, spændende detaljer med, og da jeg først var gået i gang med bogen, var det svært at stoppe igen.

Interesserer du dig for middelalderen, kongeslægter og den skandinaviske fortid – eller savner du en pendant fra virkeligheden i forhold til intrigerne fra ‘A Game of Thrones’, så kan jeg anbefale dig denne bog.

Kvindernes krig

Den første krigsbog, jeg kaster mig over denne måned, er ‘Kvindernes krig’ af Anne-Cathrine Riebnitzsky. Hun er uddannet fra Forfatterskolen og senere som sprogofficer i russisk, inden hun for nogle år siden blev sendt til Helmand i Afghanistan som en del af de danske fredsbevarende styrker.

I bogen fortæller forfatteren om sit møde med de afghanske kvinder og de projekter, som de internationale styrker forsøgte at starte sammen med kvinderne. Kvinderne får blandt andet hjælp til at starte systuer og på den måde være med til at opbygge handlen i det krigshærgede område. Bogen er både en beskrivelse af forfatterens egen udvikling som person og som kvindelig soldat i et mandsdomineret fag, men også om mødet mellem de to kulturer, og hvordan et samarbejde kan opstå på trods af svære vilkår.

Det er en utrolig nærværende og spændende bog, forfatteren har skrevet, og den har et forfriskende anderledes fokus i forhold til mange af de andre bøger, der skrives om krig og om Afghanistan i særdeleshed. Forfatteren problematiserer selv i bogen, at de danske medier altid skriver negative historier om soldaternes indsats og ikke fokuserer på de ting, som de internationale styrker udretter. Det er selvfølgelig let at affærdige med, at det skal hun sige, når hun selv har været en del af de udsendte soldater, men hvor er det dog rart med en bog om krig, der rent faktisk indeholder glimt af håb og succes. Bogen tegner ikke et rosenrødt glansbillede af soldaternes arbejde, for der er problemer og udfordringer, men det er rart at læse, at det er muligt at være med til at ændre tingene – og at hjælpen er værdsat af afghanerne. 

Forfatteren har stor respekt for de afghanske kvinder, og det skinner tydeligt igennem i bogen, hvor hun fortæller om kvindernes levevilkår i det mandsdominerede samfund, hvor kvindernes samarbejde med de internationale styrker gør dem meget sårbare over for hævnangreb fra Taliban. Alligevel møder kvinderne gang på gang op til møder for at lære og for at blive selvforsørgende.

Bogen er skrevet i et letlæseligt sprog med en ret ligefrem stil, så du føler, at du kommer ret tæt på forfatteren og hendes tanker undervejs. Det er en interessant og tankevækkende bog, som jeg gerne anbefaler – uanset om du er fortaler eller modstander af, at Danmark sender soldater af sted til krigszoner. 

Aldrig mere krig

Da jeg besluttede mig for, at maj måneds tema skulle være bøger om krig, indså jeg pludselig, at min viden om 1. Verdenskrig er ret begrænset. I skolen hørte vi primært om 2. Verdenskrig, men det er egentlig utrolig lidt, jeg har hørt omkring krigen, der hærgede Europa i 1914-1918.

‘Aldrig mere krig’ er skrevet af Adam Hochschild og er en skønlitterær historiebog, som beskriver tiden før, under og efter krigen. Den bygger på en række biografiske portrætter af vigtige personer, der var med til at tage de vigtige beslutninger under krigen og/eller præge den offentlige holdning undervejs.

Man siger, at virkeligheden ofte overgår fiktionen, og det er på mange måder også tilfældet med 1. Verdenskrig. Det er skræmmende læsning, for 1. Verdenskrig er ofte beskrevet som den krig, hvor tidligere tiders æresbegreber blev droppet, og hvor krig for alvor blev brutal. Nu begyndte man pludselig at angribe civiliserede, og krigen blev ualmindelig blodig – både ved fronten men også i byerne, når fjenden sendte flyvevåbnet af sted og bombarderede de civile.

Bogen beskriver den patriotisme og (naive) loyalitet, som den engelske befolkning udviste under det meste af 1. Verdenskrig. Til trods for, at soldaterne døde i hundredtusindvis, forblev befolkningen loyal over for beslutningen om at deltage i krigen. Krigsmodstanderne havde svært ved at få orde, og man var nærmest landsforræder, hvis ikke man var 110% for, at England skulle deltage i krigen.

Beskrivelserne af kampene ved fronten, hvor tusinder og atter tusinder døde i helt meningsløse slag om få hundrede meter, er deprimerende og fascinerende på samme tid. Man tager sig til hovedet i frustration, når man læser om, hvordan soldater bliver sendt af sted i slag, hvor de har ingen mulighed for at vinde, og hvor menneskeliv tilsyneladende blot er noget, man ofrer.

Bogen er lidt tung at komme i gang med, for forfatteren bruger de første 100 sider på at fortælle om de personer, der vil få en betydning under krigen. Det er ikke dem alle, hvor det virker logisk, hvorfor de er med, og det gjorde mig en anelse utålmodig. Til gengæld blev det opvejet af beskrivelsen af tiden under krigen, og her var det meget interessant at se, hvordan både fortalere og modstandere af krigen påvirkede offentligheden. 

Det var lidt af en øjenåbner at læse denne bog. Jeg var for eksempel ikke klar over, at spiren til krig var plantet længe før, at krigen brød ud, og at mordet på ærkehertug Franz Ferdinand nærmest blot var en undskyldning for, at Europa flammede op. At krigen var så brutal og blodig var heller ikke noget, jeg vidste, ligesom bogen også rummer en lang række oplysninger om krigsførelsen på den tid, som er utrolig spændende læsning.

Det er en meget lærerig og skræmmende bog. Jeg bliver aldrig skræmt, når jeg læser en Stephen King bog, men ‘Aldrig mere krig’ fik mig til at gyse. Dette er en beskrivelse af en krig, der raserede Europa for 100 år siden, og dette er virkelighed. Det kan i princippet ske igen.