Et beskidt job

For et par år siden læste jeg ‘Vi ses deroppe’ af Pierre Lemaitre, og det var en ret positiv læseoplevelse, så da jeg opdagede, at endnu en af hans bøger blev oversat til dansk, var jeg straks interesseret i at læse den.

‘Et beskidt job’ handler om Alain, der er i slutningen af 50’erne og arbejdsløs på fjerde år. Han har tidligere arbejdet som HR-chef men må nu tage sig til takke med et par småjobs, der lige akkurat kan betale de faste regninger. Han er efterhånden ret desperat, så da han en dag får positivt svar på en jobansøgning, er han straks fyr og flamme. Det viser sig, at jobsamtalen består af en praktisk opgave, hvor han skal overvære en fingeret gidseltagning, hvor gidslerne er en række ledere, som skal testet. Alain skal være med til at udvælge den leder, der vil egne sig bedst til at gennemføre en stor fyringsrunde i virksomheden. Alain vil gøre alt – simpelthen alt – for at få jobbet, så han går i gang med et researcharbejde, der snart tager magten fra ham…

Udgangspunktet for denne bog er ret interessant.  En ansættelsessamtale der bygger på en gidseltagning og efterfølgende forhør. Et oplæg, der har masser af potentiale. Den første del af bogen er da også ganske medrivende. Her følger man Alains forberedelser til ‘jobsamtalen’, og der er ingen tvivl om, at han er motiveret. Samtidig bliver det også tydeliggjort, hvor desperat han er for at få jobbet, for pengene er små, og han har ingen udsigt til ellers at kunne tjene nok til dagen og vejen.

Desværre knækker filmen undervejs, da der sker nogle ret ekstreme ting. Det i sig selv gør ikke så meget, men der er indlagt så mange twists i historien, at det kom til at virke klodset og forceret. Historien bliver efterhånden så pumpet med dramatiske drejninger, at jeg mistede interessen for, hvordan det ville gå Alain.

Jeg vil til gengæld rose forfatteren for at skabe en ret anderledes hovedperson. Han er kompromisløs, egoistisk og meget dedikeret. Det ene øjeblik meget detaljeorienteret og struktureret, det andet øjeblik spontan og komplet uforudsigelig. Han er ikke specielt sympatisk, men han er virkelig interessant og noget for sig.

Denne bog kunne have været genial. Tematikken – arbejdsløshed – er et samfundsproblem, som desværre rammer mange, og som kan få fatale følger for den enkelte. Forfatteren har valgt at belyse dette gennem en ret ekstrem situation, og det kunne have virket, men det gør det desværre ikke, da historien bliver overlæsset med alt for mange twists. Historien ender derfor ikke med at være genial men snarere smågal tenderende til rabies-ramt. Utrolig ærgerligt når nu forfatteren tidligere har bevist, at han kan skrive virkelig godt.

Skarpe genstande

Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke var lige så begejstret for ‘Gone Girl’ som flertallet, men det afholder mig ikke fra at læse flere af forfatterens bøger.

‘Skarpe genstande’ er skrevet af Gillian Flynn og handler om journalisten Camille, der får til opgave at tage hjem til fødebyen for at dække mordet på en lille pige. Efter kort tid finder man lige af endnu en pige, og byen står pludselig med en meget grim mordsag. Camille graver i sagen, men der er tilsyneladende en del i byen, der hellere vil lukke øjnene for de forfærdelige ting og gerne ser, at Camille helt undlader at fortælle historien om de dræbte piger.

Hrm. Jeg har det altså lidt svært med krimier, hvor det er en journalist, der er hovedpersonen. Det ender tit med, at vedkommende lige pludselig er den, der agerer detektiv, og det er jeg ikke særlig vild med. Overlad det til politiet, tak. Jeg syntes dog ikke, at den del er lige så dominerende i forhold til andre krimier med journalister i hovedrollen, for denne bog handler også om mange andre ting end lige krimihistorien.

Hovedpersonen Camille har en mørk fortid. En fortid hvor hun skar i sig selv og i det hele taget led afsavn. Det er tydeligt, at forholdet til familien kunne være bedre (… hvilket er lidt af en underdrivelse), og man kan godt forstå, at hun har det svært med at komme tilbage til dette samfund, hvor hun har så mange dårlige oplevelser.

Jeg havde svært ved rigtig at leve mig ind i de forskellige personer i bogen. Camille er som hovedperson oplagt at holde af, men jeg føler ikke rigtig, at jeg kommer tæt på hende – til trods for de mange beskrivelser af hendes ar og traumatiserende oplevelser. Jeg syntes i det hele taget ikke, at hele cutter-delen fungerede særlig godt – det virkede konstrueret og påklistret.

Min største anke på personfronten er dog Camilles lillesøster. Hun er en forfærdelig gimpe, og hun var så over-the-top, at hun virkede komplet utroværdig på mig. Jeg har meget svært ved at forestille mig en 13-årig pige opføre sig sådan (konstant).

Så alt i alt en middelmådig historie. Krimidelen var rimelig banal, og jeg gættede hurtigt, hvor det bar hen imod, og hele den psykologiske del kom aldrig rigtig til at virke for mig.

Tænk på et tal

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang stødte på ’Tænk på et tal’ af John Verdon, men den har i hvert fald stået på min to-read-liste i mange år – også på Goodreads, hvor jeg nu gør en indsats for at få læst de bøger, der har stået på min læseliste i længst tid.

’Tænk på et tal’ er første bog i krimiserien om Dave Gurney – en pensioneret kriminalassistent, der lever på en gård sammen med sin hustru. Han kan dog ikke holde fingrene for politiarbejdet, så da en af hans tidligere studiekammerater kontakter ham, fordi vedkommende modtager nogle yderst besynderlige breve, bliver Gurney overtalt til at hjælpe ham. Brevene bliver mere truende, og Gurney må snart sande, at den mystiske brevskriver har onde hensigter.

Bogen starter med en mystisk brevudveksling, der med det samme vakte min nysgerrighed. Brevskriveren beder modtageren – dvs. Gurneys studiekammerat – om at tænke på et tal mellem 1 og 1000. Dette tal gætter brevskriveren så i et efterfølgende brev, og både Gurney og studiekammeraten er mystificerede – hvilket jeg som læser også var. Hvad var nu det for noget? Brevskriveren krydrer derefter brevene med små digte og kommentarer, hvilket pirrer yderligere til ens nysgerrighed, men derefter sker der flere ting, som desværre tager luften ud af ballonen. Mystikken glider i baggrunden, og opklaringsarbejdet bliver mere traditionelt.

Første halvdel af bogen var klart mere interessant end anden halvdel af bogen. Jeg savnede helt klart mystikken og følelsen af, at den overlegne brevskriver kørte politiet rundt i manegen (det gør personen på sin vis stadig i anden halvdel, men ikke på samme måde).

Selve opklaringen af sagen var lidt… meh. Jeg syntes, at forklaringen på brevskriverens synskhed på den ene side gav fin mening men på den anden side gav en kedelig og lidt ordinær slutning. Jeg savnede mere dramatik og ahaaa-følelse.

Samlet set er ’Tænk på et tal’ en udmærket krimi. Det er rart, at hovedpersonen for en gangs skyld ikke er en alkoholiseret midaldrende mand, der lige er blevet skilt, men faktisk en ret normal person med et helt normalt ægteskab. Der er (selvfølgelig) stadig lidt knas i familielivet, men ikke i samme grad som i mange andre krimiserier. Jeg savnede dog lidt mere dramatik og spænding i slutningen, men her er jeg muligvis farvet af at have læst en del Chris Carter-bøger, hvor der virkelig er smæk for skillingen.

Selvom ’Tænk på et tal’ var en ok læseoplevelse, så regner jeg ikke umiddelbart med at læse videre i serien.

Bitre mandler

Nu er jeg mest til hyggelige julehistorier, hvor sneen knitrer, nisserne laver spilopper, og hvor julefreden sænker sig over det ganske land. Det var derfor noget af et stilskifte, da jeg besluttede mig for at læse novellesamlingen ‘Bitre mandler’, der er en række krimihistorier med julen som tema. Bidragsyderne er en lang række af Danmarks mest kendte forfattere gennem de sidste 40 år – lige fra Dan Turéll til Gretelise Holm.

Dette er absolut ikke en samling af hyggelige julehistorier – tværtimod. Der er ingen garanti for en lykkelig slutning, og julen er sjældent et positivt element i novellerne. Faktisk er der en række af historier, der har meget lidt med jul at gøre, og det gjorde, at jeg var ret skuffet og frustreret i løbet af de første 3-4 noveller. Derefter distancerede jeg mig fra juletemaet (eller rettere manglen på samme), og det hjalp en hel del. Godt nok var de efterfølgende historier noget mere ‘julede’, men jeg synes faktisk, at novellesamlingen giver et langt bedre indtryk, hvis man helt ignorerer, at den markedsføres som en juleantologi.

Jeg kunne i øvrigt godt lide, at en del af historierne er ret dystre og grumme, så hvis du er til krimier, hvor det ikke altid er helten, der ler til sidst, så er denne novellesamling et fint bud.

Drengen og dæmonen

Det er ved at være nogle år siden, jeg læste første bog i denne serie – ‘Dragen, sangeren, helten’ – men da jeg faldt over ‘Drengen & dæmonen’ på biblioteket, vidste jeg, at nu var det på tide at komme videre med serien.

‘Drengen & dæmonen’ er skrevet af Jens Østergaard, og ligesom forgængeren er det efterforsker Thomas Nyland, der er hovedpersonen. I bogen forsvinder en politimand og en 6-årig pige under mystiske omstændigheder, og politiet indleder en intens jagt på de forsvundne samt den eller de gerningsmænd, der står bag. Det kan være en kamp mod tiden, for det tyder på, at pigen er kvæstet og vil dø af blodtab, hvis hun ikke snart får lægehjælp. Men hvem kan finde på at bortføre en 6-årig pige? Og hvem er det, at hun og moderen tilsyneladende har været på flugt fra?

Denne bog kan sagtens læses uafhængigt af forgængeren. Der er referencer til den første bog, men de er forklaret tilpas meget til, at man ikke behøver at have læst den første bog i serien – selvom jeg nu generelt vil anbefale, at man gør det, for den er udmærket.

Tilbage til ‘Drengen & dæmonen’. Helt overordnet var det en udmærket læseoplevelse. Man bliver med det samme nysgerrig, for hvad er det, der foregår? Hvorfor forsvinder både pigen og politimanden, hvor er de, og ikke mindst – hvem står bag? Forfatteren formår hurtigt at opbygge en småparanoid stemning, hvor man ikke er i tvivl om, at det kan gå rigtig galt, hvis ikke politiet finder frem til de forsvundne meget hurtigt.

Der er nogle steder undervejs, hvor jeg synes, der forklares for meget i detaljer, og det er især passagen med forklaringen om ‘de vilde børn’, som var lidt for ‘nu forklarer jeg dig lige plottet’-agtigt. Der argumenteres lige lovlig meget for, hvorfor dette kan være en plausibel grund til pigens opførsel, og det irriterede mig lidt. Show it, don’t tell it.

Til gengæld er plottet interessant, om end det bliver for let at regne ud. Historien behøvede ikke at være lige så snørklet, som Chris Carters bøger ind imellem kan være, men jeg savnede lidt mere kompleksitet og forvirring, og bogen måtte såmænd gerne have været 100 sider længere, hvis det var nødvendigt. Men ligesom med Carters bøger er det rart med en hovedperson, der ikke er alkoholiker eller skilsmisseramt. Thomas Nyland virker faktisk som et rimeligt normalt menneske – selvfølgelig med visse udfordringer og mental bagage, men ikke en misbruger eller en stodder, hvilket krimigenren ellers lider lidt under.

Som sagt – en udmærket læseoplevelse, der dog også havde en række skønhedsfejl. Jeg kan dog sagtens finde på at læse videre i serien, hvor tredje bog mig bekendt er udgivet.

Moon over Soho

Dette er anden bog i ‘Peter Grant’-serien af Ben Aaronovitch. Jeg har tidligere anmeldt den første bog, ‘Rivers of London’.

I ‘Moon over Soho’ har hovedpersonen, politiefterforskeren og magikerlærlingen Peter Grant fået til opgave at efterforske et brutalt mord på en journalist. Der sker dog også en række mystiske dødsfald blandt en række jazzmusikere, hvilket straks får Grant til at lede efter en sammenhæng. Det lader nemlig til, at alle ligene har den samme magiske ’signatur’, hvilket dels får ham til at tro, at mordene er relateret til det overnaturlige, og dels at de muligvis har samme morder tilfælles.

Jeg var desværre ikke lige så begejstret for ‘Moon over Soho’ som jeg var over ‘Rivers of London’. Historien fængede ikke nær så meget, men jeg har lidt svært ved at sætte fingeren på, hvad det præcis er ved bogen, som gør, at den føltes middelmådig. Måske at jeg ikke kan fordrage jazz og dermed ikke rigtig er interesseret i den del af bogen? Måske savnede jeg Leslie, som ikke var særlig meget med i denne bog? Jeg har lidt svært ved at lure det. Måske bliver jeg klogere på det, når jeg inden længe læser tredje bog i serien. Jeg krydser fingre for, at jeg genfinder begejstringen over serien.

One by One

Det er ikke så længe siden, jeg læste fjerde bog i Robert Hunter-serien, ‘The Death Sculptor’, og da jeg også havde femte bog stående, kunne jeg lige så godt læse den bagefter (den serie er nemlig pænt vanedannende, men mere om det efter resumeet).

‘One by One’ er skrevet af Chris Carter og har vanen tro kriminalkommissæren Robert Hunter i hovedrollen. Denne gang får han dog bogstavelig talt virkelig hovedrollen i den mordgåde, han bliver sat til at løse, for morderen ringer til Robert Hunter inden mordet og beder ham om at klikke sig ind på en bestemt hjemmeside. Den viser sig at indeholde en liveoptagelse af en mand, der er fanget, og morderen beder derefter Robert om at vælge dødsmetoden – skal offeret dø ved hjælp af ild eller vand? Robert ser derefter offeret blive myrdet for åben skærm, og derefter melder alle spørgsmålene sig. Hvem er morderen? Hvem er offeret? Hvad er forbindelsen mellem de to? Og hvor kender morderen Robert fra?

Historien er vanen tro både spændende og nervepirrende. Jeg er ikke så vild med forfatterens overdrevne brug af cliffhangers ved næsten hver eneste kapitelafslutning, men bortset fra det er han utrolig god til at skrue en fængende og medrivende historie sammen.

Mordmetoderne er kreative og morderen lige så, for det er tilsyneladende en person, der er virkelig god til at gemme sig… og at lege med politiet, der bliver mere og mere frustreret over den overlegne morder. Det var dog også min største anke – at morderen virkede nærmest umenneskelig overlegen, for det ødelagde noget af troværdigheden ved historien. Og så var der motivet… i mine øjne var det utrolig søgt, og det trak desværre noget ned i den samlede læseoplevelse.

Men som jeg har sagt før – er du til actionpacked og medrivende krimihistorier, hvor det ikke gør noget, at mordene godt kan blive pænt blodige og/eller ubehagelige, så bør du overveje at læse Chris Carters bøger.

The Death Sculptor

Jeg læser ikke så mange krimier, men en af de få serier, jeg følger med i, er Robert Hunter-serien af Chris Carter. Jeg har tidligere anmeldt de tre første bøger i serien – ‘The Crucifix Killer’, ‘The Executioner’ og ‘The Night Stalker’.

I ‘The Death Sculptor’ får Robert og Garcia virkelig deres sag for, da en usædvanlig modbydelig og kreativ morder vælger at lave en skulptur ud af kropsdelene fra mordofferet efter at have tortureret vedkommende først. Mordet i sig selv virker uigennemtænkt, for hvorfor vil morderen bruge tid på at myrde en mand, der er dødssyg og kun har få uger tilbage at leve i? Morderen har tydeligvis et budskab med mordet – men hvilket?

Jeg er som regel ret hårdhudet, når det gælder horror, splat og vold, men jeg må indrømme, at der var mordscener i denne bog, der var så modbydelige, at jeg fik kvalme. Og det var nærmest de ting, som forfatteren ikke beskrev, der var de værste, for her fik min fantasi frit spil og kunne udtænke sine egne blodige og dramatiske billeder af begivenheder. Brrrr. Så derfor – folk med sarte nerver (og maver) skal IKKE læse denne bog.

Men ser vi bort fra denne (vigtige) detalje, så er det endnu en gang en velskrevet og meget spændende krimi, Chris Carter disker op med. Kreativiteten fejler intet – hverken i forhold til mordmetoder og opbygningen af spændingskurven i sig selv, selvom det dog også er tydeligt, at forfatteren bruger en skabelon i forhold til antallet af mord, inden detektiverne gennemskuer, hvem morderen er. Det ærgrer mig lidt, for det gør, at lidt af spændingen forsvinder.

Hvis du er til actionpacked krimier, hvor detektiven IKKE er en midaldrende afdanket mand, der er skilsmisseramt og har et alkoholproblem, så kan jeg varmt anbefale denne serie. Dog skal du være forberedt på, at lige præcis ‘The Death Sculptor’ er usædvanlig brutal og blodig, så forbered dig på en virkelig skræmmende massemorder!

The Whispering Skull

‘The Whispering Skull’ er anden bog i ‘Lockwood & Co’-serien af Jonathan Stroud. Jeg har tidligere anmeldt første bog, ‘The Screaming Staircase’.

‘The Whispering Skull’ foregår ca. et halvt år efter handlingen i den første bog. Der er ikke sket synderlig meget i den mellemliggende tid, for de andre bureauer går stadig og griner lidt af Lockwood & Co. Sidstnævnte får dog travlt, da de får en ny klient – Mr. Saunders – der ønsker, at de skal grave liget af den for længst afdøde Edmund Bickerstaff op. Bickerstaff var en doktor, der efter sigende prøvede at tale med de døde. Det går rigtig fint – lige indtil at George træder i spinaten. Problemerne begynder at vælte ind over Lockwood & Co, og det bliver ikke bedre af, at bureauet er i besiddelse af et kranie, hvis hviskende stemme Lucy kan høre. Hun kan ikke finde ud af, om det vil det hende godt eller ondt, men hun føler under alle omstændigheder, at hun bør reagere på de informationer, hun får.

Jeg havde det lidt blandet med denne bog. Jeg var ikke helt op at ringe over den første bog i serien, men hyggede mig fint, da jeg læste den og kunne godt se et potentiale i serien. Jeg havde derfor håbet (eller måske ligefrem forventet), at ‘The Whispering Skull’ var en tand bedre og derfor ville tage mig med storm. Det skete desværre ikke. Tværtimod var der et par gange undervejs, hvor jeg kedede mig, og historien i sig selv virkede noget ujævn. Samlet set endte læseoplevelsen dog med at være fin, men jeg var bare ikke så imponeret, som jeg havde forventet, og det ærgrede mig en god del af tiden.

Jeg var ikke særlig begejstret for det talende kranie – det virkede lidt for kliché til mig – ligesom jeg heller ikke syntes, at forfatteren havde gjort så meget ud af personudviklingen hos Lucy og George. Anthony er stadig charmerende (og min favorit), mens Lucy mest fremhæves for ‘ikke at være som andre piger’ (ligesom stort set alle kvindelige hovedpersoner i ungdomsbøger), og Georges primære ‘karaktertræk’ er, at han er overvægtig. Deeet kunne man godt gøre bedre. Just saying.

Heldigvis er der scener undervejs, der trækker op, og der er også en vis portion humor i bogen. Jeg har overvejet, om jeg skal genlæse bogen på et tidspunkt for at tjekke, om det bare var mig, der var umotiveret, da jeg læste den og derfor er bedre end mit første indtryk.

Den grænseløse

Jeg er nået til den sjette bog i Afdeling Q-serien af Jussi Adler-Olsen. Jeg har tidligere anmeldt ‘Flaskepost fra P’, ‘Journal 64’ og ‘Marco effekten’ – de første bøger læste jeg, inden jeg oprettede Den lille Bogblog.

I ‘Den grænseløse’ bliver Carl og resten af Afdeling Q involveret i en gammel mordsag på Bornholm, da en af de lokale betjente bruger drastiske metoder til at få afdelingen til øen. En ung kvinde blev dræbt – måske myrdet – men den skyldige blev aldrig fundet. Er det muligt nu efter 17 år?

Jeg synes, at Afdeling Q-bøgerne svinger en del i kvalitet. I de første bøger skiftede jeg mellem enten at kunne lide krimidelen eller hovedpersonernes udvikling – aldrig begge ting på én gang. I nogle af bøgerne virkede selve mordgåden for ekstrem, for konstrueret, for utroværdig, mens samspillet mellem de tre personer i teamet var både underholdende og interessant. I andre af bøgerne fungerede mordgåden rigtig godt, mens personerne virkede karikerede og absurde.

I ‘Den grænseløse’ er Carl, Rosa og Assad rimelig afdæmpede i forhold til flere af de forrige bøger, og det kunne jeg godt lide. Til gengæld var der lige lovlig mange dumsmarte bemærkninger fra Carl undervejs – i tankeform – hvilket irriterede mig en del. Jeg mindes ikke, at han virkede så tåbelig i de tidligere bøger, så det undrede mig.

Selve mordgåden er… hm… måske ikke voldsom interessant. Historien er ret langtrukken i betragtning af, hvor simpel mordgåden er, når det kommer til stykket. Alligevel er der selvfølgelig et par twists, som i mine øjne virkede lidt for konstruerede til lejligheden – sådan lidt “ha, du troede lige, men så…”. Den købte jeg ikke helt som læser.

Sprogligt set var bogen heller ikke i top. Jeg stødte på flere sproglige fejl undervejs, og det var ret overraskende, for det mindes jeg ikke at have set i samme grad i de forrige bøger. I det hele taget virkede det lidt, som om bogen var skrevet i hast – trods længden af historien.

‘Den grænseløse’ er klart den af Afdeling Q-bøgerne, jeg bryder mig mindst om. Faktisk var jeg så skuffet, da jeg var færdig, at jeg ikke umiddelbart har planer om at læse videre. Nu har jeg aldrig været fan af serien som sådan, men jeg har trods alt nydt at læse flere af de foregående bøger, men det virker lidt, som om luften er gået ud af ballonen. Hvis jeg læser de kommende bøger i serien, bliver det i form af bøger, jeg har lånt på biblioteket.