Den ukendte hustru

I min jagt på gode lydbogsoplevelser faldt jeg over ‘Den ukendte hustru’ hos Ereolen.dk, og da jeg ikke mindes at have læst noget af Leif Davidsen før, så var det en oplagt mulighed for at stifte bekendtskab med hans forfatterskab.

’Den ukendte hustru’ handler om den danske forretningsmand Marcus, der er taget på ferie sammen med sin russiske hustru, Nathalie, i Rusland. Nathalie forsvinder pludselig sporløst, og Marcus står tilbage uden at ane, hvad han skal gøre. De russiske myndigheder er ikke en hjælp, og Marcus må efterhånden indse, at han åbenbart ikke kender sin hustru nær så godt, som han troede.

Bogen har et meget roligt tempo – lidt for roligt til min smag. Faktisk var det først ca. halvvejs inde i bogen, at der for alvor kom gang i handlingen. Indtil var tempoet nærmest søvndyssende roligt. Det var dog ikke, fordi bogen derefter var et actionpacked eventyr, men der kom lidt mere kød på handlingen i anden halvdel af bogen. Nu skal krimier ikke nødvendigvis være hæsblæsende action fra første til sidste side, men her var der simpelthen for meget nølen og tomgang til, at det for alvor blev spændende.

Bogens største force er det indblik, den giver i det russiske samfund og det politiske spil. Det var dog synd, at det var pakket ind i en historie, der i bund og grund var for langsom og for langtrukken.

Hovedpersonen er i mine øjne ret anonym og dermed heller ikke specielt spændende. I det hele taget gjorde persongalleriet ikke rigtig noget indtryk, og det var helt klart en af de ting, der trak ned i det samlede billede.

Samlet set var ’Den ukendte hustru’ en noget sløv læseoplevelse. Jeg manglede mere kød på handlingen, mere dramatik, mere spænding, og det er en historie, der hurtigt forsvinder i glemslen.

Jagthundene

Under den nys overståede sommerferie fik jeg også læst en krimi – nemlig ‘Jagthundene’ af Jørn Lier Horst. Det var en bog, jeg havde fundet i bogtræet nogle måneder inden, og jeg tænkte, at det var meget passende med lidt krimilæsning i løbet af sommerferien.

‘Jagthundene’ er den ottende bog i serien om efterforskningslederen William Wisting. Man kan dog sagtens læse denne uden at have læst de foregående bøger. I ‘Jagthundene’ bliver en 17 år gammel sag genoptaget, da det viser sig, at beviserne mod gerningsmanden sandsynligvis er falske. William Wisting var efterforskningsleder på den sag, og han kommer derfor hurtigt i politiets søgelys. Det falder på et ret uheldigt tidspunkt, da der samtidig forsvinder en ung kvinde, og der opstår en mistanke om, at det kan være en serieforbryder, der er på spil. Kan William finde frem til forbryderen? Eller bliver det hans datter Line, som arbejder som journalist, der først kommer på sporet af bortføreren?

‘Jagthundene’ var en ganske god krimi. Den har en meget troværdig ramme, og det rolige tempo gør, at dette sagtens kunne være en forbrydelse, der havde foregået i virkeligheden. Her er ikke tale om superpsykotiske og sadistiske forbrydere som i Chris Carters bøger (de er nu også gode, det er slet ikke det) men om et drama, der kunne finde sted i Skandinavien.

Jeg er normalt ikke til krimier, hvor journalister optræder som detektiver, men jeg synes nu, at forfatteren slipper meget godt fra at inddrage en journalist så meget i handlingen. Hun er måske lidt heldig undervejs, men det fungerer fint, og forholdet mellem far og datter er også med til at skabe et sympatisk makkerpar i opklaringsarbejdet.

Det er ikke en krimi, hvor jeg sidder og bider negle i ren spænding undervejs – så dramatisk eller actionpacked er den ikke. Der er en fin fremdrift i historien, og der er skam også nogle dramatiske scener, men det er ikke en historie, der på nogen måde ryster mig. Det er dog ikke en kritik – jeg syntes, det var forfriskende at læse en god, solid og jordnær krimi, og jeg var fint underholdt undervejs.

Lock in

Jeg er stødt på denne bog flere gange de sidste par år, så da jeg opdagede, at den passer fint ind i mit sci-fi-tema for dette kvartal, var det oplagt at tilføje den til sci-fi-læsebunken.

‘Lock in’ er skrevet af John Scalzi og foregår i en dystopisk fremtid, hvor millioner af Jordens befolkning er ramt af Haden-virussen – en virus, hvor de stadig er ved bevidsthed, men deres kroppe er lammede (locked in). Det er dog lykkedes at give disse mennesker mulighed for at få et fysisk liv alligevel – enten ved at overføre deres bevidsthed til en robot eller til et menneske, der gerne vil lægge krop til et andet menneskes bevidsthed. FBI-agenten Chris Shane er en af disse Haden-folk, og da han får til opgave at opklare et mord på en Haden-smittet, bliver det samtidig starten på en meget kompliceret sag.

Starten af denne bog var ret forvirrende. Jeg havde af en eller anden grund lidt svært ved at forestille mig situationen med de lammede mennesker, der enten kunne leve videre gennem en robot eller et andet menneske. Jeg syntes, det virkede en anelse indforstået, så det tog mig lidt tid at komme ‘ind under huden’ på bogen. Men da det endelig lykkedes, endte det med at være en udmærket læseoplevelse.

Selve krimidelen er der ikke så meget kød på – den er ret gennemsnitlig. Til gengæld er ideen med de virusramte mennesker, der må leve videre i robotter eller andre mennesker, et ganske interessant udgangspunkt for en historie. Når det samtidig kombineres med et mordplot, så åbner det også op for en række spændende etiske diskussioner. Skal robotmenneskene behandles anderledes? Og hvordan skal man forholde sig til dem, der gerne stiller deres krop til rådighed for andres bevidsthed? Bør man overhovedet give de virusramte mulighed for at leve videre i andre kroppe?

Denne bog udviklede sig stille og roligt fra at være en småfrustreret start til en slutning, hvor jeg tænkte, at jeg godt kan finde på at genlæse denne bog på et tidspunkt igen. Jeg er sikker på, at jeg så vil få flere nuancer med, som måske er smuttet i starten, hvor jeg tumlede med at få skabt et ordentligt billede af verdenen. En ganske fin sci-fi-krimi.

Happy Nation

SPONSORERET

Jeg fik denne bog tilsendt af Science Fiction Cirklen for 1½-2 måneder siden men har ventet med at læse den indtil denne måned, da ’Happy Nation’ passer godt ind i mit sci-fi tema, som jeg kører de næste tre måneder. Bogen er skrevet af Christian Kaarup Baron og er forfatterens første.

’Happy Nation’ foregår i 2054, hvor verden ser noget anderledes ud end i dag. Store naturkatastrofer har ændret landet, så flere områder er oversvømmet, og hvor man absolut ikke skal vove sig ud, hvis der udbryder stormvejr. Samtidig er verden elektrificeret i en grad, hvor der er teknik indarbejdet i alt – selv menneskenes hjerner, hvor der nu sidder hjerneimplantater. I centrum af fortællingen finder man politikommissær Kobani, som bliver sat på en mystisk sag, hvor en døende kræftpatient bliver myrdet. Der er et eller andet, der ikke stemmer, og da Kobani graver dybere i sagen, støder han straks på lukkede døre og tavshed. Hvad er det, man prøver at skjule?

Persongalleriet i denne bog er lidt usædvanligt, og det er en befriende afveksling fra de stereotyper, der ofte optræder i krimier. Hovedpersonen er en mand med anden etnisk baggrund end dansk, mens en af hans nærmeste kolleger er en kagefrådende kvinde. Det er to typer, man vitterlig ikke ser særlig ofte i krimier. Desværre er der ikke gjort særlig meget ud af personudviklingen, så de kommer desværre begge til at virke karikerede, og hvor det især er Kobanis dårlige, klodsede sprog, der virker utroværdigt. Samtidig overtælles fortællevinklen ofte af pigen Poppy, som man ikke får så megen information om. Hendes tankespind er forvirrende og indforstået, hvilket i første omgang var spændende, men efterhånden blot blev et irritationsmoment.

Sci-fi er en genre, hvor alt vitterligt kan ske, og det er derfor svært at sige, at noget er realistisk eller ej. Jeg synes dog godt, at man kan tale om troværdighed i fiktive verdener, og på det punkt halter ’Happy Nation’ på flere områder. Der er blandt andet mange referencer til tekniske opfindelser, der er topmoderne i dag, men som sandsynligvis er erstattet af noget andet til den tid. Her måtte forfatteren godt have været mere vovet og have opfundet nogle maskiner, der kunne tydeliggøre, hvordan teknologien havde udviklet sig. I stedet bliver megen af udviklingen i 2054 perspektiveret ud fra den nutid, vi kender, og den sammenligning virker kunstig og unødig.

Jeg savner også en grundig korrekturlæsning af bogen, der lider under en hel del stavefejl og manglende kommatering. Fejlene virkede ekstra pudsige, da historien er suppleret af en række lange citater fra eksisterende videnskabelige tekster eller fremtidige kilder, som forfatteren selv har opfundet. Teksterne skal give bogen en intellektuel vinkel, men det falder desværre til jorden, når bogen mangler korrekturlæsning.

Jeg kan rigtig godt lide dilemmaet i historien – at menneskene en dag har implantater i hjernen, som på den ene side hjælper dem i hverdagen, men som også kan hackes og styres af forbrydere eller regeringer, som ønsker at nedbryde menneskets fri vilje. Det er i den grad et horrorscenarie, som enhver bør frygte, og det er også en rigtig interessant og fascinerende idé til en bog. Desværre bliver ideens potentiale ikke fuldt udnyttet. Selve krimidelen fungerer sådan set fint, mens sci-fi-delen desværre halter noget, ligesom både persongalleriet og den manglende korrekturlæsning trækker ned i det samlede billede.

Sagen om de japanske dræbergardiner

Dennis Jürgensen var en af de forfattere, der betød mest for mig, da jeg var barn/ung. Jeg slugte hans bøger råt, og jeg har ikke tal på, hvor mange af bøger, jeg har genlæst utallige gange. Det var derfor med et smil på læben, at jeg lånte ‘Sagen om de japanske dræbergardiner’, da jeg skulle finde en ny lydbog at lytte til for nylig. Det var ikke en bog, jeg før har læst, og jeg må da indrømme, at jeg var lidt bekymret for, om stilen ville være lidt for barnagtig til mig…

Bogen er den første i serien ‘Spøgelseslinien’, som indeholder fem børnekrimier. Hovedpersonerne i den første bog er Tanja, Kasper og Absalon, der er inviteret på et weekendophold på et slot. De – eller rettere sagt Tanja – har vundet hovedpræmien i en konkurrence, hvor de får muligheden for at opklare en mordgåde på slottet. Hvis de klare denne opgave, vinder de en stor præmie. De tre unge tager selvfølgelig opgaven meget seriøst, men de opdager hurtigt, at tingene ikke helt er, som de som forventede. Spørgsmålet er så, om det er produktionsselskabet, der står bag konkurrencen, som driver gæk med dem, eller om der er andre på spil?

Jeg skulle lige vænne mig til stilen i denne bog – ikke fordi den var mærkelig eller på anden måde skilte sig negativt ud, men fordi jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle forvente af niveauet i forhold til historiens kompleksitet og ikke mindst balancen mellem humor og alvor. Nu er Jürgensens bøger generelt skrevet med et glimt i øjet (i hvert fald børne- og ungdomsbøgerne), men denne bog var dog ikke nær så komisk som ‘Freddy’-serien. Det gjorde mig dog ikke så meget, for det var faktisk en udmærket ungdomskrimi. Den var selvfølgelig ikke lige så kompliceret og drabelig som voksenkrimier men havde et mere afdæmpet twist, som dog også havde en pæn portion action.

Jeg syntes, at det især var samspillet mellem de tre hovedpersoner, der trak op i det samlede billede. Bogen var ret kort – under 200 sider – så der var naturligvis grænser for, hvor dyb og kompliceret, den kunne være, men jeg fik alligevel et fint indtryk af dem alle tre. Selvfølgelig betød det også, at de var lidt skarpt/stereotypt beskrevet, men det håber på, at det udjævner sig, hvis/når jeg læser videre i serien.

Plottet var middelmådigt – eller i hvert fald rimelig let at gennemskue som voksen, men jeg ville helt sikkert have slugt det råt, hvis jeg havde læst bogen som 12-årig.

Samlet set var det hyggeligt og lidt nostalgisk at læse ‘Sagen om de japanske dræbergardiner’, fordi jeg kunne genkende Jürgensens stil fra mine gamle læseoplevelser. Det var ikke en af de bedste bøger, jeg har læst af ham, men det var dog tilpas hyggeligt til, at jeg godt kan finde på at læse videre i serien på et tidspunkt.

Et beskidt job

For et par år siden læste jeg ‘Vi ses deroppe’ af Pierre Lemaitre, og det var en ret positiv læseoplevelse, så da jeg opdagede, at endnu en af hans bøger blev oversat til dansk, var jeg straks interesseret i at læse den.

‘Et beskidt job’ handler om Alain, der er i slutningen af 50’erne og arbejdsløs på fjerde år. Han har tidligere arbejdet som HR-chef men må nu tage sig til takke med et par småjobs, der lige akkurat kan betale de faste regninger. Han er efterhånden ret desperat, så da han en dag får positivt svar på en jobansøgning, er han straks fyr og flamme. Det viser sig, at jobsamtalen består af en praktisk opgave, hvor han skal overvære en fingeret gidseltagning, hvor gidslerne er en række ledere, som skal testet. Alain skal være med til at udvælge den leder, der vil egne sig bedst til at gennemføre en stor fyringsrunde i virksomheden. Alain vil gøre alt – simpelthen alt – for at få jobbet, så han går i gang med et researcharbejde, der snart tager magten fra ham…

Udgangspunktet for denne bog er ret interessant.  En ansættelsessamtale der bygger på en gidseltagning og efterfølgende forhør. Et oplæg, der har masser af potentiale. Den første del af bogen er da også ganske medrivende. Her følger man Alains forberedelser til ‘jobsamtalen’, og der er ingen tvivl om, at han er motiveret. Samtidig bliver det også tydeliggjort, hvor desperat han er for at få jobbet, for pengene er små, og han har ingen udsigt til ellers at kunne tjene nok til dagen og vejen.

Desværre knækker filmen undervejs, da der sker nogle ret ekstreme ting. Det i sig selv gør ikke så meget, men der er indlagt så mange twists i historien, at det kom til at virke klodset og forceret. Historien bliver efterhånden så pumpet med dramatiske drejninger, at jeg mistede interessen for, hvordan det ville gå Alain.

Jeg vil til gengæld rose forfatteren for at skabe en ret anderledes hovedperson. Han er kompromisløs, egoistisk og meget dedikeret. Det ene øjeblik meget detaljeorienteret og struktureret, det andet øjeblik spontan og komplet uforudsigelig. Han er ikke specielt sympatisk, men han er virkelig interessant og noget for sig.

Denne bog kunne have været genial. Tematikken – arbejdsløshed – er et samfundsproblem, som desværre rammer mange, og som kan få fatale følger for den enkelte. Forfatteren har valgt at belyse dette gennem en ret ekstrem situation, og det kunne have virket, men det gør det desværre ikke, da historien bliver overlæsset med alt for mange twists. Historien ender derfor ikke med at være genial men snarere smågal tenderende til rabies-ramt. Utrolig ærgerligt når nu forfatteren tidligere har bevist, at han kan skrive virkelig godt.

Skarpe genstande

Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke var lige så begejstret for ‘Gone Girl’ som flertallet, men det afholder mig ikke fra at læse flere af forfatterens bøger.

‘Skarpe genstande’ er skrevet af Gillian Flynn og handler om journalisten Camille, der får til opgave at tage hjem til fødebyen for at dække mordet på en lille pige. Efter kort tid finder man lige af endnu en pige, og byen står pludselig med en meget grim mordsag. Camille graver i sagen, men der er tilsyneladende en del i byen, der hellere vil lukke øjnene for de forfærdelige ting og gerne ser, at Camille helt undlader at fortælle historien om de dræbte piger.

Hrm. Jeg har det altså lidt svært med krimier, hvor det er en journalist, der er hovedpersonen. Det ender tit med, at vedkommende lige pludselig er den, der agerer detektiv, og det er jeg ikke særlig vild med. Overlad det til politiet, tak. Jeg syntes dog ikke, at den del er lige så dominerende i forhold til andre krimier med journalister i hovedrollen, for denne bog handler også om mange andre ting end lige krimihistorien.

Hovedpersonen Camille har en mørk fortid. En fortid hvor hun skar i sig selv og i det hele taget led afsavn. Det er tydeligt, at forholdet til familien kunne være bedre (… hvilket er lidt af en underdrivelse), og man kan godt forstå, at hun har det svært med at komme tilbage til dette samfund, hvor hun har så mange dårlige oplevelser.

Jeg havde svært ved rigtig at leve mig ind i de forskellige personer i bogen. Camille er som hovedperson oplagt at holde af, men jeg føler ikke rigtig, at jeg kommer tæt på hende – til trods for de mange beskrivelser af hendes ar og traumatiserende oplevelser. Jeg syntes i det hele taget ikke, at hele cutter-delen fungerede særlig godt – det virkede konstrueret og påklistret.

Min største anke på personfronten er dog Camilles lillesøster. Hun er en forfærdelig gimpe, og hun var så over-the-top, at hun virkede komplet utroværdig på mig. Jeg har meget svært ved at forestille mig en 13-årig pige opføre sig sådan (konstant).

Så alt i alt en middelmådig historie. Krimidelen var rimelig banal, og jeg gættede hurtigt, hvor det bar hen imod, og hele den psykologiske del kom aldrig rigtig til at virke for mig.

Tænk på et tal

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang stødte på ’Tænk på et tal’ af John Verdon, men den har i hvert fald stået på min to-read-liste i mange år – også på Goodreads, hvor jeg nu gør en indsats for at få læst de bøger, der har stået på min læseliste i længst tid.

’Tænk på et tal’ er første bog i krimiserien om Dave Gurney – en pensioneret kriminalassistent, der lever på en gård sammen med sin hustru. Han kan dog ikke holde fingrene for politiarbejdet, så da en af hans tidligere studiekammerater kontakter ham, fordi vedkommende modtager nogle yderst besynderlige breve, bliver Gurney overtalt til at hjælpe ham. Brevene bliver mere truende, og Gurney må snart sande, at den mystiske brevskriver har onde hensigter.

Bogen starter med en mystisk brevudveksling, der med det samme vakte min nysgerrighed. Brevskriveren beder modtageren – dvs. Gurneys studiekammerat – om at tænke på et tal mellem 1 og 1000. Dette tal gætter brevskriveren så i et efterfølgende brev, og både Gurney og studiekammeraten er mystificerede – hvilket jeg som læser også var. Hvad var nu det for noget? Brevskriveren krydrer derefter brevene med små digte og kommentarer, hvilket pirrer yderligere til ens nysgerrighed, men derefter sker der flere ting, som desværre tager luften ud af ballonen. Mystikken glider i baggrunden, og opklaringsarbejdet bliver mere traditionelt.

Første halvdel af bogen var klart mere interessant end anden halvdel af bogen. Jeg savnede helt klart mystikken og følelsen af, at den overlegne brevskriver kørte politiet rundt i manegen (det gør personen på sin vis stadig i anden halvdel, men ikke på samme måde).

Selve opklaringen af sagen var lidt… meh. Jeg syntes, at forklaringen på brevskriverens synskhed på den ene side gav fin mening men på den anden side gav en kedelig og lidt ordinær slutning. Jeg savnede mere dramatik og ahaaa-følelse.

Samlet set er ’Tænk på et tal’ en udmærket krimi. Det er rart, at hovedpersonen for en gangs skyld ikke er en alkoholiseret midaldrende mand, der lige er blevet skilt, men faktisk en ret normal person med et helt normalt ægteskab. Der er (selvfølgelig) stadig lidt knas i familielivet, men ikke i samme grad som i mange andre krimiserier. Jeg savnede dog lidt mere dramatik og spænding i slutningen, men her er jeg muligvis farvet af at have læst en del Chris Carter-bøger, hvor der virkelig er smæk for skillingen.

Selvom ’Tænk på et tal’ var en ok læseoplevelse, så regner jeg ikke umiddelbart med at læse videre i serien.

Bitre mandler

Nu er jeg mest til hyggelige julehistorier, hvor sneen knitrer, nisserne laver spilopper, og hvor julefreden sænker sig over det ganske land. Det var derfor noget af et stilskifte, da jeg besluttede mig for at læse novellesamlingen ‘Bitre mandler’, der er en række krimihistorier med julen som tema. Bidragsyderne er en lang række af Danmarks mest kendte forfattere gennem de sidste 40 år – lige fra Dan Turéll til Gretelise Holm.

Dette er absolut ikke en samling af hyggelige julehistorier – tværtimod. Der er ingen garanti for en lykkelig slutning, og julen er sjældent et positivt element i novellerne. Faktisk er der en række af historier, der har meget lidt med jul at gøre, og det gjorde, at jeg var ret skuffet og frustreret i løbet af de første 3-4 noveller. Derefter distancerede jeg mig fra juletemaet (eller rettere manglen på samme), og det hjalp en hel del. Godt nok var de efterfølgende historier noget mere ‘julede’, men jeg synes faktisk, at novellesamlingen giver et langt bedre indtryk, hvis man helt ignorerer, at den markedsføres som en juleantologi.

Jeg kunne i øvrigt godt lide, at en del af historierne er ret dystre og grumme, så hvis du er til krimier, hvor det ikke altid er helten, der ler til sidst, så er denne novellesamling et fint bud.

Drengen og dæmonen

Det er ved at være nogle år siden, jeg læste første bog i denne serie – ‘Dragen, sangeren, helten’ – men da jeg faldt over ‘Drengen & dæmonen’ på biblioteket, vidste jeg, at nu var det på tide at komme videre med serien.

‘Drengen & dæmonen’ er skrevet af Jens Østergaard, og ligesom forgængeren er det efterforsker Thomas Nyland, der er hovedpersonen. I bogen forsvinder en politimand og en 6-årig pige under mystiske omstændigheder, og politiet indleder en intens jagt på de forsvundne samt den eller de gerningsmænd, der står bag. Det kan være en kamp mod tiden, for det tyder på, at pigen er kvæstet og vil dø af blodtab, hvis hun ikke snart får lægehjælp. Men hvem kan finde på at bortføre en 6-årig pige? Og hvem er det, at hun og moderen tilsyneladende har været på flugt fra?

Denne bog kan sagtens læses uafhængigt af forgængeren. Der er referencer til den første bog, men de er forklaret tilpas meget til, at man ikke behøver at have læst den første bog i serien – selvom jeg nu generelt vil anbefale, at man gør det, for den er udmærket.

Tilbage til ‘Drengen & dæmonen’. Helt overordnet var det en udmærket læseoplevelse. Man bliver med det samme nysgerrig, for hvad er det, der foregår? Hvorfor forsvinder både pigen og politimanden, hvor er de, og ikke mindst – hvem står bag? Forfatteren formår hurtigt at opbygge en småparanoid stemning, hvor man ikke er i tvivl om, at det kan gå rigtig galt, hvis ikke politiet finder frem til de forsvundne meget hurtigt.

Der er nogle steder undervejs, hvor jeg synes, der forklares for meget i detaljer, og det er især passagen med forklaringen om ‘de vilde børn’, som var lidt for ‘nu forklarer jeg dig lige plottet’-agtigt. Der argumenteres lige lovlig meget for, hvorfor dette kan være en plausibel grund til pigens opførsel, og det irriterede mig lidt. Show it, don’t tell it.

Til gengæld er plottet interessant, om end det bliver for let at regne ud. Historien behøvede ikke at være lige så snørklet, som Chris Carters bøger ind imellem kan være, men jeg savnede lidt mere kompleksitet og forvirring, og bogen måtte såmænd gerne have været 100 sider længere, hvis det var nødvendigt. Men ligesom med Carters bøger er det rart med en hovedperson, der ikke er alkoholiker eller skilsmisseramt. Thomas Nyland virker faktisk som et rimeligt normalt menneske – selvfølgelig med visse udfordringer og mental bagage, men ikke en misbruger eller en stodder, hvilket krimigenren ellers lider lidt under.

Som sagt – en udmærket læseoplevelse, der dog også havde en række skønhedsfejl. Jeg kan dog sagtens finde på at læse videre i serien, hvor tredje bog mig bekendt er udgivet.