Slaverne fra Socorro – Våbenbrødre 4

Følger du jævnligt med her på bloggen, har du nok lagt mærke til, at jeg er ved at tygge mig igennem ‘Våbenbrødre’-serien for tiden. Jeg er nu nået til den fjerde i serien – ‘Slaverne fra Socorro’ – og det er selvfølgelig fortsat John Flanagan, der står bag bøgerne.

Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til de foregående bøger, men du kan eventuelt læse anmeldelserne af de første bøger – links finder du nedenunder dette blogindlæg.

I ‘Slaverne fra Socorro’ får mandskabet en ny og ret anderledes udfordring, hvor de for alvor får testet kreativiteten og samarbejdsevnerne. Samtidig er der også en ganske fin forbindelse til ‘Skyggens lærling’-serien, da der er flere referencer og såmænd også en velkendt person med i bogen. Glimrende idé – især for folk, der (som jeg) nød at læse Flanagans første serie.

Jeg havde det dog noget svært med bogens skurk, for i mine øjne virkede det som meget usandsynligt, at denne person ville tage de valg, han gjorde. Og at han i det hele taget kunne samle folk omkring sig, der var med på hans ideer. Havde forfatteren valgt en anden til denne rolle/funktion, ville historien have fungeret langt bedre, men her kom det til at virke ret konstrueret og utroværdigt. Ret ærgerligt når historien ellers er ganske udmærket.

‘Våbenbrødre’-serien er fortsat hyggelig læsning. Det er feel-good-fantasy – også selvom der dør en del fjender undervejs (på det punkt tror jeg faktisk, at denne serie er mere blodig end ‘Skyggens lærling’).

Jagten på Andomal – Våbenbrødre 3

Jeg er efterhånden nået til tredje bog i ‘Våbenbrødre’-serien af John Flanagan. Jeg har tidligere læst ‘De uønskede’ og ‘Under angreb’.

Vanen tro vil jeg ikke komme med et resumé af handlingen her, da det vil afsløre for meget fra de forrige bøger, så jeg holder mig til en kort opsummering af mine tanker om bogen.

‘Jagten på Andomal’ havde et meget fint flow i fortællingen, og selvom der måske samlet set var lidt mindre action end de forrige bøger, så kedede jeg mig bestemt ikke. Der kom lidt mere dybde hos flere af personerne, og gruppen fik atter en gang testet samarbejdsevnerne. Jeg var især glad for samspillet mellem Lydia og Thorn, da deres mundhuggerier var ganske fornøjelige. Det irriterede mig dog lidt, at hun flere gange skulle fremhæves som meget smuk, for det ville nu klæde ungdomsbog-genren (i det hele taget) at have lidt mindre fokus på pigers udseende. Just saying.

Bogen sørger også for at afrunde et par ting, hvilket er ganske rart, da fantasyplots let kan trække i langdrag, fordi forfatteren har planlagt at skrive en lang serie. Jeg ved ikke, om det oprindeligt var planen, at denne serie kun skulle være en trilogi, men den er i hvert fald på 5-6 bøger i skrivende stund. Under alle omstændigheder – dejligt at visse plots bliver afsluttet.

John Flanagan er god til at skrive letlæselig og hyggelig fantasy, og ‘Jagten på Andomal’ er ingen undtagelse. Nu, hvor jeg er så godt i gang med serien, tror jeg, at jeg vil låne de resterende som lydbøger i løbet af de kommende uger, mens jeg stadig har de første bøger i frisk erindring.

Skarpe genstande

Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke var lige så begejstret for ‘Gone Girl’ som flertallet, men det afholder mig ikke fra at læse flere af forfatterens bøger.

‘Skarpe genstande’ er skrevet af Gillian Flynn og handler om journalisten Camille, der får til opgave at tage hjem til fødebyen for at dække mordet på en lille pige. Efter kort tid finder man lige af endnu en pige, og byen står pludselig med en meget grim mordsag. Camille graver i sagen, men der er tilsyneladende en del i byen, der hellere vil lukke øjnene for de forfærdelige ting og gerne ser, at Camille helt undlader at fortælle historien om de dræbte piger.

Hrm. Jeg har det altså lidt svært med krimier, hvor det er en journalist, der er hovedpersonen. Det ender tit med, at vedkommende lige pludselig er den, der agerer detektiv, og det er jeg ikke særlig vild med. Overlad det til politiet, tak. Jeg syntes dog ikke, at den del er lige så dominerende i forhold til andre krimier med journalister i hovedrollen, for denne bog handler også om mange andre ting end lige krimihistorien.

Hovedpersonen Camille har en mørk fortid. En fortid hvor hun skar i sig selv og i det hele taget led afsavn. Det er tydeligt, at forholdet til familien kunne være bedre (… hvilket er lidt af en underdrivelse), og man kan godt forstå, at hun har det svært med at komme tilbage til dette samfund, hvor hun har så mange dårlige oplevelser.

Jeg havde svært ved rigtig at leve mig ind i de forskellige personer i bogen. Camille er som hovedperson oplagt at holde af, men jeg føler ikke rigtig, at jeg kommer tæt på hende – til trods for de mange beskrivelser af hendes ar og traumatiserende oplevelser. Jeg syntes i det hele taget ikke, at hele cutter-delen fungerede særlig godt – det virkede konstrueret og påklistret.

Min største anke på personfronten er dog Camilles lillesøster. Hun er en forfærdelig gimpe, og hun var så over-the-top, at hun virkede komplet utroværdig på mig. Jeg har meget svært ved at forestille mig en 13-årig pige opføre sig sådan (konstant).

Så alt i alt en middelmådig historie. Krimidelen var rimelig banal, og jeg gættede hurtigt, hvor det bar hen imod, og hele den psykologiske del kom aldrig rigtig til at virke for mig.

Under angreb – Våbenbrødre 2

Det er ikke så længe siden, at jeg læste første bog i ‘Våbenbrødre’-serien, ‘De uønskede’, og da det var en hyggelig læseoplevelse, kastede jeg mig hurtigt over den næste bog.

‘Under angreb’ er skrevet af John Flanagan og foregår umiddelbart efter slutningen af den første bog. Jeg vil derfor ikke komme med et resumé af handlingen her, da det vil afsløre for meget fra den første bog, men jeg vil kort opridse, hvad der var godt og knapt så godt i denne bog.

Denne bog er noget anderledes end den første bog, og det skyldes først og fremmest, at hovedpersonerne nu er på farten. Her er i den grad plads til eventyr, og det er da netop også, hvad denne bog kan byde på. Eventyr – og ganske pæn portion action.

Bogen introducerer en række nye personer, herunder også en semi-skurk (dvs. en person, der som udgangspunkt ikke er skurk men har en del negative træk). Denne semi-skurk var jeg ikke synderlig begejstret for – han virkede ret stereotyp som den besidderiske og mandschauvinistiske leder. Til gengæld er det en fornøjelse at se, hvordan Hal og de andre Hejrers samarbejde fungerer. Forfatteren lader de enkelte personer folde sig ud i denne bog, så man lærer dem bedre at hende, og var klart en af de positive træk.

Der er som sagt en del action i denne bog, og det kan jeg som regel godt lide, men jeg syntes, at den sidste del blev noget langtrukken. Den del fangede mig ganske enkelt ikke, selvom der var lyspunkter i form af interessante scener. Men kampscenerne sagde mig ikke synderlig meget i dette tilfælde.

Der er lagt op til flere spændende eventyr med Hal og hans team, og jeg har allerede lånt næste bog, så mon ikke jeg snart går i gang med den?

De uønskede – Våbenbrødre 1

John Flanagan er en flittig forfatter. Han har ikke bare skrevet ‘Skyggens lærling’-serien på 14 bøger – han er pt. i gang med to serier. Den ene gik jeg i gang med sidste år, nemlig ‘Turneringen i Gorlan’, der er prequel-serie til ‘Skyggens lærling’. Den anden serie, ‘Våbenbrødre’, foregår i samme verden, men har dog intet med de to andre serier at gøre.

‘De uønskede’ er første bog i serien ‘Våbenbrødre’ og foregår i Skandia. Her skal alle drengene gennemgå våbenbrødre-træningen, når de fylder 16 år. Hal er kun halvt skandier, og hans far er tilmed død, så de andre børn kigger ofte skævt til ham. Men han er kreativ og intelligent, og det kommer ham til gode i træningen, hvor han ender på holdet med alle dem, de stærke og populære drenge ikke vil være på hold med. Ingen tror på deres chancer, men det viser sig, at Hals hold godt kan bide fra sig, og snart er dysten mellem drengene intens.

Der gik et stykke tid, før denne bog for alvor fangede mig. Jeg syntes, at rammen for fortællingen mindede alt for meget om ‘Skyggens lærling’-serien, og det irriterede mig, at hovedpersonens navn var så tæt på en af hovedpersonerne fra førnævnte serie. Det var først, da historien for alvor tog fart, at den blev sin egen og ikke blot en kopi af forfatterens anden serie.

Jeg kunne godt lide, at der var en ret jævnbyrdig kamp mellem holdene, så der var spænding om resultatet. Til gengæld blev jeg hurtigt ret træt af ’skurken’ i historien, for han virkede ret stereotyp for en ungdomsbog. Han kunne være værre, men altså.. en typisk overforkælet og arrogant rigmandssøn. Suk.

Slutningen var på den ene side et glimrende afsæt til en fortsættelse men også frustrerende, fordi jeg godt kunne se, hvor det bar hen lang tid forinden, og jeg var ikke superbegejstret for den drejning. Den giver dog et rigtig godt grundlag for flere interessante historier fremover, så jeg er ikke modstander af slutningen – af personlige årsager var jeg bare lidt ærgerlig over den.

Så alt i alt en fin start for en serie, selvom den havde en træg start. Jeg håber på at fortsætte med lydbøgerne de kommende måneder.

Iqbal Farooq og julesvineriet

Jeg har kastet mig over julebøgerne, og den første, jeg har nået at læse, er denne kalenderbog, som jeg hørte som lydbog via Ereolen.dk. Deres lydbogafspiller egner sig ikke særlig godt til kapitelinddelte bøger, så jeg valgte at droppe opdelingen og hørte den i stedet, når jeg havde lyst. Så kunne jeg nemlig også blive færdig med den tidligt på måneden 🙂

‘Iqbal Farooq og julesvineriet’ er skrevet af Manu Sareen. Det er som sagt en kalenderbog med 24 kapitler, men der findes faktisk flere børnebøger med Iqbal. I denne bog er Iqbals far blevet bidt af en gal julenisse. I hvert fald har han bestemt, at i år skal familien fejre dansk jul – til trods for, at de er muslimer. Iqbal er ikke helt tryg ved det projekt og slet ikke i hænderne på faren, der ikke lader til at have nogen hæmninger – eller helt ved, hvad han har kastet sig ud i. Faren forsøger snart at engagere hele opgangen i juleriet, og da det er en noget broget skare mht. etnicitet, er der lagt i ovnen til en rigtig multietnisk jul. Meeen det der med juleglæden kniber lidt i resten af København, for julepynten i gaderne forsvinder om natten, og politiet står tilsyneladende på bar bund. Iqbal og Tariq mener, at det er for galt og begynder at undersøge sagen, og så sker der ting og sager…!

Jeg skulle lige et par kapitler ind i denne bog for at vænne mig til stilen. Der er en frisk og multietnisk stil i bogen, som blev yderligere forstærket af de forskellige accenter, oplæseren brugte undervejs. Der er steder, hvor det bliver ret karikeret, men det er jo også en børnebog, og det virker på ingen måde ondskabsfuldt. Ideen med inderen, der gerne vil holde dansk jul, er både sød og sympatisk, ligesom børnenes meget politisk korrekte skoleinspektør, som synes, at skolen skal holde multietnisk jul dette år.

Handlingen foregår primært på Nørrebro i København, og selvom jeg vil mene, at alle kan få noget ud af at læse bogen, så tror jeg, at den er ekstra interessant, hvis man kender Nørrebro i forvejen.

‘Iqbal Farooq og julesvineriet’ er en hyggelig og moderne julekalender. Du skal ikke vælge den, hvis du vil have en historie med masser af nisser og klejner, og den vil nok ikke egne sig særlig godt til de helt små børn. Den kan dog være sjov for de lidt større børn (og de voksne som også kan smile af de skøre påfund).

Kitiaras søn + Troldmandens arving

Nu er det ved at være et stykke tid siden, jeg sidst har lyttet til historier fra Dragonlance-verdenen, så da jeg faldt over disse korte lydbøger hos Ereolen, tænkte jeg, at det var en fin anledning til at fortsætte.

‘Kitiaras søn’ foregår over 20 år efter Lansekrigen – dvs. 20 år efter ‘Krøniker’-serien. Bogen handler, som titlen også antyder, om det barn, Kitiara fik i al hemmelighed, og som hendes bror, Caramon, først hører om nu. Kitiaras søn står ved en skillevej, og hans plejemor opsøger derfor Caramon for at få ham til hjælpe, så drengen tager det rette valg.

Det er en ret simpel historie (lydbogen er også under 4 timer lang), men et fint eksempel på, at Dragonlance-historierne ikke er altid er så happy-go-lucky, som de ellers har ry for. Der skal tages nogle svære valg, og samtidig er bogen med til at tydeliggøre hvor kompliceret Kitiara var som person. Jeg syntes godt, at historien kunne have været lidt længere, så man kunne have dykket lidt mere ned i omstændighederne ved Kitiaras graviditet.

Den næste bog i serien ‘Heltenes børn’ hedder ‘Troldmandens arving’. Den indeholder to korte historier – en om Caramons søn, Palin, der drømmer om at blive troldmand ligesom onklen Raistlin, og en om det barn, som Raistlin måske/måske ikke har fået med en mystisk kvinde.

Den første historie om Palin er udmærket, men igen savnede jeg noget længde og dybde. Det er et spændende dilemma, der er udgangspunktet for historien, men det kunne ikke for alvor blive udfoldet på så få sider.

Den sidste historie er helt sikkert for kort. Den kommer til at virke utroværdig, men ideen er ellers interessant.

‘Heltenes børn’-seriens to første bøger bygger på nogle interessante ideer, men bøgerne er ret korte, og de er ret indforståede, så læs dem kun, hvis du har læst ‘Krøniker’. og ‘Legender’-serierne.

I kamp mod tiden

Jeg har et blødt punkt, når det kommer til tidsrejser, så da jeg faldt over ‘I kamp mod tiden’, blev min nysgerrighed straks vakt. Der var også noget fascinerende ved forsiden… jaja, jeg dømmer også en bog på dens forside!

Tilbage til bogen. ‘I kamp mod tiden’ , hvor hovedspørgsmålet er – “Hvad ville du ændre, hvis du kunne rejse i tid, og hvad ville der ske, hvis der blev ændret i historien?”.

I bogen, der er skrevet af Ben Elton, bliver hovedpersonen – den tidligere elitesoldat – Hugh Stanton hvervet til en noget usædvanlig opgave. Hans gamle underviser fra universitetet, Sally McCluskey, viser sig at være medlem af den hemmelige orden, Kronos, der har opdaget, hvordan det er muligt at rejse i tiden. Kronos ønsker at rejse tilbage i tiden til 1914 for at stoppe 1. Verdenskrig. Det vil ikke blot forhindre de to verdenskrige i at bryde ud men også spare millioner af menneskeliv samt sikre et stabilt Europa i 1900-tallet. Stanton skal blot rejse tilbage i tiden for at forhindre drabet på ærkehertug Ferdinand og i stedet dræbe den tyske kejser Wilhelm, så der opstår en national (tysk) krise og ikke en international krise.

Men hvor let er det lige at ændre på tiden? Og hvilke konsekvenser kan det få?

Jeg har nogen gange leget denne tidsrejseleg med mine venner op gennem årene, og der er altid en, der nævner 2. Verdenskrig. Sjovt nok ikke 1. Verdenskrig, men det er nok fordi, at undervisningen i skolerne koncentrerer sig om 2. Verdenskrig, hvor Danmark blev mere direkte berørt. Men historisk set vil det give mest mening at stoppe 1. Verdenskrig, da 2. Verdenskrig så næppe var opstået, og derfor giver oplægget til ‘I kamp mod tiden’ fin mening. Der er noget fascinerende ved at kunne ændre tiden ligesom i et computerspil – at kunne finde et ’savegame’ og derefter ‘reloade’ det, så man har mulighed for at ændre de ting, man er utilfreds med. Men det, der i mine øjne er endnu mere interessant, er at overveje hvilke konsekvenser, det har – også kendt som sommerfugleeffekten. Hvordan ville verden se ud,  hvis 1. Verdenskrig ikke var brudt ud? Hvilke teknologier ville ikke være opfundet (krigsindustrien har på godt og ondt være banebrydende i forbindelse med mange opfindelser), og ville der fortsat være demokrati? Ville der være mere eller mindre ligestilling? Og hvordan ville tolerancen være i forhold til køn, etnicitet, religion og seksualitet?

‘I kamp mod tiden’ er både en spændende og ganske tankevækkende bog, hvor man både hepper på hovedpersonen men også tager sig til hovedet af hans til tider håbløse naivitet. Jeg synes, det er utroværdigt, at han skal forestille at være tidligere elitesoldat  med den opførsel, han flere gange præsterer, men det tilfører selvfølgelig bogen mere dramatik.

Jeg kan godt anbefale bogen, hvis du kan lide tidsrejser, masser af spænding samt historiske romaner.

Som landet lå

Denne bog har længe stået på min huskeliste hos Ereolen.dk, så nu var det efterhånden på tide at låne og læse den!

‘Som landet lå’ er skrevet af Lars-Henrik Olsen og er første bog i trilogien om Svend Pindehugger. Det er selvfølgelig hovedpersonen selv, Svend, der har lagt navn til trilogien, og i første bog er han 17 år. Han bor i en lille landsby med et stærkt og ubarmhjertigt hierarki, og hvor det nærmest kun er trællene, der er lavere end ham. Det er bestemt ikke et let liv, og Svend vil da også gerne opleve andet og mere end hverdagens trummerum i den lille by.

Jeg var godt underholdt det meste af tiden, da jeg hørte denne bog som lydbog. Den er skrevet i et lettilgængeligt sprog og egner sig derfor glimrende som oplæsningsbog, men det var især beskrivelsen af de små hverdagssituationer, som gjorde bogen både interessant og spændende. Der er en bred vifte af tilpas nuancerede personer samt en række konflikter, der var med til at tegne billedet af et samfund, hvor synd og ære var vigtige begreber for beboerne.

Jeg tabte til gengæld lidt interessen, da fokus primært var rettet mod Svend i den sidste del af bogen. Det var bare ikke nær så fængende skrevet, og det ærgrede mig, da jeg gætter på, at den stil vil fortsætte i den næste bog i serien. Det vil dog ikke forhindre mig at give mig i kast med den på et tidspunkt, for overordnet set var ‘Som landet lå’ en glimrende læseoplevelse.

Trolddom

‘Trolddom’ er den første bog i ‘Heksemesteren’-serien af Margit Sandemo. Jeg lånte den som lydbog via Ereolen.dk.

Bogen foregår (primært) i 1700-tallet i Bergen, hvor pigen Tiril vokser op. Selvom hun er hjælpsom og kærlig, lægger ingen rigtig mærke til hende, for den smukke storesøster Carla løbet med al opmærksomheden. Men tingene ændrer sig drastisk, og pludselig kommer Tiril i knibe. Heldigvis ser det ud til, at hun har flere venner, end hun først troede…

Hrm. Denne bog sagde mig virkelig ikke noget i starten. Det skyldtes måske, at der var en række hop tilbage i tiden, der skulle bruges som baggrundsviden i forhold til de begivenheder, Tiril blandes ind i. Men det virkede lidt rodet og gjorde samtidig, at jeg havde lidt svært ved at blive fanget af historien. Heldigvis bliver det bedre undervejs, da fokus rettes mod Tiril og hendes fortælling.

Jeg syntes desværre, at historien var lidt for simpel til tider, og der var flere gange, hvor handlingen blev ‘jappet’ igennem, så jeg følte, der manglede nogle scener. Samtidig var både sproget og personernes opførsel ind imellem lige lovlig moderne. Det virkede ikke så troværdigt.

Men når det så er sagt, så var jeg ok underholdt – også selvom der er et lurende trekantsdrama i slutningen af bogen. Det når ikke at bryde ud, men det var nok til, at jeg blev bekymret, eftersom jeg hader trekantsdramaer.

‘Trolddom’ kommer næppe til at høre til de mindeværdige læseoplevelser, og jeg regner ikke med at læse videre i serien.