De uønskede – Våbenbrødre 1

John Flanagan er en flittig forfatter. Han har ikke bare skrevet ‘Skyggens lærling’-serien på 14 bøger – han er pt. i gang med to serier. Den ene gik jeg i gang med sidste år, nemlig ‘Turneringen i Gorlan’, der er prequel-serie til ‘Skyggens lærling’. Den anden serie, ‘Våbenbrødre’, foregår i samme verden, men har dog intet med de to andre serier at gøre.

‘De uønskede’ er første bog i serien ‘Våbenbrødre’ og foregår i Skandia. Her skal alle drengene gennemgå våbenbrødre-træningen, når de fylder 16 år. Hal er kun halvt skandier, og hans far er tilmed død, så de andre børn kigger ofte skævt til ham. Men han er kreativ og intelligent, og det kommer ham til gode i træningen, hvor han ender på holdet med alle dem, de stærke og populære drenge ikke vil være på hold med. Ingen tror på deres chancer, men det viser sig, at Hals hold godt kan bide fra sig, og snart er dysten mellem drengene intens.

Der gik et stykke tid, før denne bog for alvor fangede mig. Jeg syntes, at rammen for fortællingen mindede alt for meget om ‘Skyggens lærling’-serien, og det irriterede mig, at hovedpersonens navn var så tæt på en af hovedpersonerne fra førnævnte serie. Det var først, da historien for alvor tog fart, at den blev sin egen og ikke blot en kopi af forfatterens anden serie.

Jeg kunne godt lide, at der var en ret jævnbyrdig kamp mellem holdene, så der var spænding om resultatet. Til gengæld blev jeg hurtigt ret træt af ’skurken’ i historien, for han virkede ret stereotyp for en ungdomsbog. Han kunne være værre, men altså.. en typisk overforkælet og arrogant rigmandssøn. Suk.

Slutningen var på den ene side et glimrende afsæt til en fortsættelse men også frustrerende, fordi jeg godt kunne se, hvor det bar hen lang tid forinden, og jeg var ikke superbegejstret for den drejning. Den giver dog et rigtig godt grundlag for flere interessante historier fremover, så jeg er ikke modstander af slutningen – af personlige årsager var jeg bare lidt ærgerlig over den.

Så alt i alt en fin start for en serie, selvom den havde en træg start. Jeg håber på at fortsætte med lydbøgerne de kommende måneder.

Iqbal Farooq og julesvineriet

Jeg har kastet mig over julebøgerne, og den første, jeg har nået at læse, er denne kalenderbog, som jeg hørte som lydbog via Ereolen.dk. Deres lydbogafspiller egner sig ikke særlig godt til kapitelinddelte bøger, så jeg valgte at droppe opdelingen og hørte den i stedet, når jeg havde lyst. Så kunne jeg nemlig også blive færdig med den tidligt på måneden 🙂

‘Iqbal Farooq og julesvineriet’ er skrevet af Manu Sareen. Det er som sagt en kalenderbog med 24 kapitler, men der findes faktisk flere børnebøger med Iqbal. I denne bog er Iqbals far blevet bidt af en gal julenisse. I hvert fald har han bestemt, at i år skal familien fejre dansk jul – til trods for, at de er muslimer. Iqbal er ikke helt tryg ved det projekt og slet ikke i hænderne på faren, der ikke lader til at have nogen hæmninger – eller helt ved, hvad han har kastet sig ud i. Faren forsøger snart at engagere hele opgangen i juleriet, og da det er en noget broget skare mht. etnicitet, er der lagt i ovnen til en rigtig multietnisk jul. Meeen det der med juleglæden kniber lidt i resten af København, for julepynten i gaderne forsvinder om natten, og politiet står tilsyneladende på bar bund. Iqbal og Tariq mener, at det er for galt og begynder at undersøge sagen, og så sker der ting og sager…!

Jeg skulle lige et par kapitler ind i denne bog for at vænne mig til stilen. Der er en frisk og multietnisk stil i bogen, som blev yderligere forstærket af de forskellige accenter, oplæseren brugte undervejs. Der er steder, hvor det bliver ret karikeret, men det er jo også en børnebog, og det virker på ingen måde ondskabsfuldt. Ideen med inderen, der gerne vil holde dansk jul, er både sød og sympatisk, ligesom børnenes meget politisk korrekte skoleinspektør, som synes, at skolen skal holde multietnisk jul dette år.

Handlingen foregår primært på Nørrebro i København, og selvom jeg vil mene, at alle kan få noget ud af at læse bogen, så tror jeg, at den er ekstra interessant, hvis man kender Nørrebro i forvejen.

‘Iqbal Farooq og julesvineriet’ er en hyggelig og moderne julekalender. Du skal ikke vælge den, hvis du vil have en historie med masser af nisser og klejner, og den vil nok ikke egne sig særlig godt til de helt små børn. Den kan dog være sjov for de lidt større børn (og de voksne som også kan smile af de skøre påfund).

Kitiaras søn + Troldmandens arving

Nu er det ved at være et stykke tid siden, jeg sidst har lyttet til historier fra Dragonlance-verdenen, så da jeg faldt over disse korte lydbøger hos Ereolen, tænkte jeg, at det var en fin anledning til at fortsætte.

‘Kitiaras søn’ foregår over 20 år efter Lansekrigen – dvs. 20 år efter ‘Krøniker’-serien. Bogen handler, som titlen også antyder, om det barn, Kitiara fik i al hemmelighed, og som hendes bror, Caramon, først hører om nu. Kitiaras søn står ved en skillevej, og hans plejemor opsøger derfor Caramon for at få ham til hjælpe, så drengen tager det rette valg.

Det er en ret simpel historie (lydbogen er også under 4 timer lang), men et fint eksempel på, at Dragonlance-historierne ikke er altid er så happy-go-lucky, som de ellers har ry for. Der skal tages nogle svære valg, og samtidig er bogen med til at tydeliggøre hvor kompliceret Kitiara var som person. Jeg syntes godt, at historien kunne have været lidt længere, så man kunne have dykket lidt mere ned i omstændighederne ved Kitiaras graviditet.

Den næste bog i serien ‘Heltenes børn’ hedder ‘Troldmandens arving’. Den indeholder to korte historier – en om Caramons søn, Palin, der drømmer om at blive troldmand ligesom onklen Raistlin, og en om det barn, som Raistlin måske/måske ikke har fået med en mystisk kvinde.

Den første historie om Palin er udmærket, men igen savnede jeg noget længde og dybde. Det er et spændende dilemma, der er udgangspunktet for historien, men det kunne ikke for alvor blive udfoldet på så få sider.

Den sidste historie er helt sikkert for kort. Den kommer til at virke utroværdig, men ideen er ellers interessant.

‘Heltenes børn’-seriens to første bøger bygger på nogle interessante ideer, men bøgerne er ret korte, og de er ret indforståede, så læs dem kun, hvis du har læst ‘Krøniker’. og ‘Legender’-serierne.

I kamp mod tiden

Jeg har et blødt punkt, når det kommer til tidsrejser, så da jeg faldt over ‘I kamp mod tiden’, blev min nysgerrighed straks vakt. Der var også noget fascinerende ved forsiden… jaja, jeg dømmer også en bog på dens forside!

Tilbage til bogen. ‘I kamp mod tiden’ , hvor hovedspørgsmålet er – “Hvad ville du ændre, hvis du kunne rejse i tid, og hvad ville der ske, hvis der blev ændret i historien?”.

I bogen, der er skrevet af Ben Elton, bliver hovedpersonen – den tidligere elitesoldat – Hugh Stanton hvervet til en noget usædvanlig opgave. Hans gamle underviser fra universitetet, Sally McCluskey, viser sig at være medlem af den hemmelige orden, Kronos, der har opdaget, hvordan det er muligt at rejse i tiden. Kronos ønsker at rejse tilbage i tiden til 1914 for at stoppe 1. Verdenskrig. Det vil ikke blot forhindre de to verdenskrige i at bryde ud men også spare millioner af menneskeliv samt sikre et stabilt Europa i 1900-tallet. Stanton skal blot rejse tilbage i tiden for at forhindre drabet på ærkehertug Ferdinand og i stedet dræbe den tyske kejser Wilhelm, så der opstår en national (tysk) krise og ikke en international krise.

Men hvor let er det lige at ændre på tiden? Og hvilke konsekvenser kan det få?

Jeg har nogen gange leget denne tidsrejseleg med mine venner op gennem årene, og der er altid en, der nævner 2. Verdenskrig. Sjovt nok ikke 1. Verdenskrig, men det er nok fordi, at undervisningen i skolerne koncentrerer sig om 2. Verdenskrig, hvor Danmark blev mere direkte berørt. Men historisk set vil det give mest mening at stoppe 1. Verdenskrig, da 2. Verdenskrig så næppe var opstået, og derfor giver oplægget til ‘I kamp mod tiden’ fin mening. Der er noget fascinerende ved at kunne ændre tiden ligesom i et computerspil – at kunne finde et ’savegame’ og derefter ‘reloade’ det, så man har mulighed for at ændre de ting, man er utilfreds med. Men det, der i mine øjne er endnu mere interessant, er at overveje hvilke konsekvenser, det har – også kendt som sommerfugleeffekten. Hvordan ville verden se ud,  hvis 1. Verdenskrig ikke var brudt ud? Hvilke teknologier ville ikke være opfundet (krigsindustrien har på godt og ondt være banebrydende i forbindelse med mange opfindelser), og ville der fortsat være demokrati? Ville der være mere eller mindre ligestilling? Og hvordan ville tolerancen være i forhold til køn, etnicitet, religion og seksualitet?

‘I kamp mod tiden’ er både en spændende og ganske tankevækkende bog, hvor man både hepper på hovedpersonen men også tager sig til hovedet af hans til tider håbløse naivitet. Jeg synes, det er utroværdigt, at han skal forestille at være tidligere elitesoldat  med den opførsel, han flere gange præsterer, men det tilfører selvfølgelig bogen mere dramatik.

Jeg kan godt anbefale bogen, hvis du kan lide tidsrejser, masser af spænding samt historiske romaner.

Som landet lå

Denne bog har længe stået på min huskeliste hos Ereolen.dk, så nu var det efterhånden på tide at låne og læse den!

‘Som landet lå’ er skrevet af Lars-Henrik Olsen og er første bog i trilogien om Svend Pindehugger. Det er selvfølgelig hovedpersonen selv, Svend, der har lagt navn til trilogien, og i første bog er han 17 år. Han bor i en lille landsby med et stærkt og ubarmhjertigt hierarki, og hvor det nærmest kun er trællene, der er lavere end ham. Det er bestemt ikke et let liv, og Svend vil da også gerne opleve andet og mere end hverdagens trummerum i den lille by.

Jeg var godt underholdt det meste af tiden, da jeg hørte denne bog som lydbog. Den er skrevet i et lettilgængeligt sprog og egner sig derfor glimrende som oplæsningsbog, men det var især beskrivelsen af de små hverdagssituationer, som gjorde bogen både interessant og spændende. Der er en bred vifte af tilpas nuancerede personer samt en række konflikter, der var med til at tegne billedet af et samfund, hvor synd og ære var vigtige begreber for beboerne.

Jeg tabte til gengæld lidt interessen, da fokus primært var rettet mod Svend i den sidste del af bogen. Det var bare ikke nær så fængende skrevet, og det ærgrede mig, da jeg gætter på, at den stil vil fortsætte i den næste bog i serien. Det vil dog ikke forhindre mig at give mig i kast med den på et tidspunkt, for overordnet set var ‘Som landet lå’ en glimrende læseoplevelse.

Trolddom

‘Trolddom’ er den første bog i ‘Heksemesteren’-serien af Margit Sandemo. Jeg lånte den som lydbog via Ereolen.dk.

Bogen foregår (primært) i 1700-tallet i Bergen, hvor pigen Tiril vokser op. Selvom hun er hjælpsom og kærlig, lægger ingen rigtig mærke til hende, for den smukke storesøster Carla løbet med al opmærksomheden. Men tingene ændrer sig drastisk, og pludselig kommer Tiril i knibe. Heldigvis ser det ud til, at hun har flere venner, end hun først troede…

Hrm. Denne bog sagde mig virkelig ikke noget i starten. Det skyldtes måske, at der var en række hop tilbage i tiden, der skulle bruges som baggrundsviden i forhold til de begivenheder, Tiril blandes ind i. Men det virkede lidt rodet og gjorde samtidig, at jeg havde lidt svært ved at blive fanget af historien. Heldigvis bliver det bedre undervejs, da fokus rettes mod Tiril og hendes fortælling.

Jeg syntes desværre, at historien var lidt for simpel til tider, og der var flere gange, hvor handlingen blev ‘jappet’ igennem, så jeg følte, der manglede nogle scener. Samtidig var både sproget og personernes opførsel ind imellem lige lovlig moderne. Det virkede ikke så troværdigt.

Men når det så er sagt, så var jeg ok underholdt – også selvom der er et lurende trekantsdrama i slutningen af bogen. Det når ikke at bryde ud, men det var nok til, at jeg blev bekymret, eftersom jeg hader trekantsdramaer.

‘Trolddom’ kommer næppe til at høre til de mindeværdige læseoplevelser, og jeg regner ikke med at læse videre i serien.

Den evige ægtemand

Jeg har efterhånden fået tygget mig igennem en del bøger af Fjodor M. Dostojevskij i år – først og fremmest takket være Ereolen, der har mange af hans værker som lydbøger. For et stykke tid siden fik jeg så lyttet til ‘Den evige ægtemand’.

Bogen handler om Veltjaninov, der var lidt af en kvindecharmør som ung. En dag opsøges han af en af sine elskerinders ægtemand – den lidt undseelige Pavel Pavlovitj. Han fortæller, at hustruen Natalja er død, og Veltjaninov frygter, at Pavel kender til affæren mellem Natalja og Veltjaninov. Og så opdager Veltjaninov også, at Natalja fødte en pige otte måneder efter, at de skiltes, så spørgsmålet er, hvem der mon er pigens rigtige far…?

Det er i bund og grund en enkel historie, der er centreret om et trekantsdrama, hvor der kun er de to konkurrenter tilbage – og hvor det tilsyneladende kun er den ene af parterne, der er klar over, at der i det hele taget var et trekantsdrama. Det er til tider superintrigant og modbydeligt – ikke mindst fordi Pavlovitj er både naiv og langsomt opfattende, hvilket hans omgivelser ofte udnytter.

Der er også passager, der er lidt træge, og hvor jeg ikke altid følte, at jeg vidste, hvor forfatteren ville hen med de scener, men de blev langt hen ad vejen opvejet af de skarpe replikker og fine detaljer, som historien også indeholdt.

En meget fint fortalt historie om to mænds kærlighed til en kvinde, der ville elskes af mange.

Den overflødige kvinde

En af de få lydbøger, jeg nåede i august, var ‘Den overflødige kvinde’ af Rabih Alameddine. Den handler om den 72-årige iranske kvinde Aaliya, der bor alene i Beirut og tænker tilbage på et liv fyldt med bøger og mange interessante bekendtskaber. Aaliya oversætter hvert år en af sine yndlingsbøger til arabisk, hvorefter hun gemmer den væk. Det er selve processen med at udvælge og at oversætte, der gør hende lykkelig, og mens hun overvejer, hvilken bog hun nu vil oversætte, fortæller hun sin livshistorie.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente af denne bog, men det viste sig, at den indeholdt en hjertevarm og tankevækkende beretning om en introverts kvindes liv i Beirut. Aaliya har både humor og en skarp tunge, og hun hudfletter flere af de familiemedlemmer og venner, som hun fortæller om i løbet af sin livshistorie. Især mændene får flere gange en harsk bemærkning – herunder også hendes tidligere ægtemand.

Alliya er en herlig kontrast. Hun er både intelligent og meget observant, men hun er ikke særlig social og foretrækker ofte bøgernes verden. Det forhindrer hende dog ikke i at følge med i andres liv, så hun ved meget om andres liv ved blot at lytte inde fra sin lejlighed.

‘Den overflødige kvinde’ giver et interessant og anderledes indblik i en ældre kvindes liv i Beirut – både i forhold til kulturen men også den ældre kvindes refleksioner over livet. Jeg elskede hendes skarpe kommentarer, for der var ingen tvivl om, at her var en kvinde med meninger, og alligevel er der en sårbarhed over hende, som gør hende uendelig menneskelig – og elskelig. Bogen kan bestemt anbefales, også selvom der var enkelte steder, hvor den trådte lidt vande.

Elskede Elijah

Det er ikke blevet til så mange lydbøger i løbet af sommerferien, men en af de få, jeg har nået, er ‘Elskede Elijah’ af Christie Watson.

Bogen handler om den syvårige nigerianske dreng, Elijah, hvis far er død og mor er indlagt på et psykiatrisk hospital. Elijah skal derfor bortadopteres, men der er visse udfordringer ved at adoptere et barn som Elijah, der har været udsat for omsorgssvigt og vold. Man ved nemlig ikke, hvordan han vil reagere og regnes for at være mental ustabil, men det afskrækker ikke ægteparret Nikki og Obi. De har længe ønsket at få et barn, men har haft en del spontane aborter, så da de får mulighed for at adoptere Elijah, slår de straks til. De bliver gjort opmærksom på, at Elijah kræver megen kærlighed og tålmodighed, men det får dem ikke til at tøve. Elijah skal være deres barn.

Bogen tager fat i en række tunge emner såsom adoption, omsorgssvigt, kulturkløft og overtro og giver et interessant men også skræmmende indblik i, hvordan det er at være barn af en psykisk syg mor og blive udsat for overgreb. Elijah er en sød dreng, men han tror også, at der bor en ond troldmand inde i ham – en troldmand, der får Elijah til at gøre onde ting. Det er der dog ingen, der forstår, og Elijah har derfor ikke lyst til at fortælle andre om de problemer, han går og tumler med.

Historiens tragiske ramme betyder, at jeg som læser forventede, at problemerne langt fra var løst, da Elijah endte som adoptivbarn hos det kærlige ægtepar, Nikki og Obi. Jeg sad med en ret blandet følelse undervejs, for på den ende side håbede jeg på det bedste, og på den anden side undrede jeg mig over, hvor let og ligetil det hele virkede – trods de tragiske omstændigheder. Der var et eller andet ved bogen, der gjorde, at historien aldrig rigtig kom ind under huden på mig, og det ærgrede mig, for jeg syntes ellers, at oplægget var ret interessant.

Jeg blev slet ikke så følelsesmæssigt påvirket af historien, som jeg havde regnet med. Til gengæld var bogen rigtig god til at belyse de potentielle problemer og konflikter, der kan være ved adoption på tværs af kulturer og religioner. Hvor svært det kan være at forstå og acceptere ting, der er helt naturligt for andre mennesker, og hvilke udfordringer det kan give at lukke andre mennesker ind på livet af sig.

Men selvom jeg ikke var så overvældet af bogen, som jeg havde håbet på, så vil jeg alligevel anbefale den – netop på grund ovenstående overvejelser om kulturforståelse. Det satte i hvert fald nogle tanker i gang hos mig.

En mand der hedder Ove

Det var med en vis tøven, at jeg gav mig i kast med denne bog. Dels er det en bog, der stilmæssigt minder om ‘Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt’, som jeg ikke var voldsomt begejstret for, dels er det en bog, der virkelig er blevet hypet.

‘En mand der hedder Ove’ er skrevet af Fredrik Backman og handler om den 59-årige Ove, som bor alene. Andre kalder ham bitter, men han kan bare ikke se nogen grund til at gå rundt og smile fjoget hele tiden. Der er desuden nok problemer at bekymre sig om – folk kan ikke finde ud af at parkere længere, og ingen respekterer affaldssorteringen. Og det bliver ikke bedre, da der flytter nye folk til området. Folk, der tilmed blander sig i Oves liv – bedst som han går og planlægger, hvordan han kan komme af dage, så han endelig kan genforenes med sin elskede, afdøde kone, Sonja.

Jeg havde en ret hård start med denne bog. Faktisk var jeg lige ved at droppe den efter at have hørt 20 minutter af lydbogen, for jeg kunne slet ikke snuppe hovedpersonen. Ove er i den grad en bitter, irriterende og stædig mandsling og er slet, slet ikke noget for mig. Jeg rustede mig dog med en ekstra portion tålmodighed og lyttede videre, og heldigvis faldt Ove lidt mere ned undervejs, mens flere af bipersonerne fik lov til at fylde mere. Og tak for det. Havde det ikke været for Parvaneh og hendes skønne unger samt den pjuskede kat, der også dukkede op i løbet af historien, havde jeg næppe smilet på noget tidspunkt.

Jojo, der er såmænd en ganske forståelig grund til, at Ove er, som han er. I mine øjne er det dog ikke grund nok til, at han i mange tilfælde opfører sig som en idiot. Sorry to say it. Men det er rart at finde ud af, at han også har positive personlighedstræk og i bund og grund er en hjælpsom fyr. Det ærgrede mig dog, at forfatteren havde gjort ham så ung. Jeg havde meget svært ved at forestille mig en 59-årig opføre sig og tale så gammeldags – det var meget utroværdigt og ødelagde en del af ‘illusionen’ for mig. Han burde nærmere var 10-15 år ældre.

Jeg kan sagtens se, hvorfor mange mennesker elsker denne bog. Det er bare ikke noget, der virker på mig – først og fremmest fordi hovedpersonen var både rasende og bitter – to personlighedstræk jeg ikke har brug for hos en hovedperson. Det endte dog med at være en ok læseoplevelse, og i mit stille sind ærgrede jeg mig flere gange over, at forfatteren ikke havde valgt at lave en lidt mere sympatisk – eller bare afdæmpet – hovedperson, for de stille scener i bogen er ret smukke og rørende og var med til at trække læseoplevelsen op.