Fremtidens araber bind 1 + 2

Min nysgerrighed blev straks vakt, da jeg faldt over ‘Fremtidens araber’ på biblioteket. Jeg havde ikke hørt om trilogien før, men da jeg holder meget af blandt andet ‘Persepolis 1+2’ og ‘Kylling med blommer’, så lød denne tegneserie-trilogi også fristende.

‘Fremtidens araber’ er tegnet og fortalt af Riad Sattouf. Det er som sagt en trilogi, men indtil videre har jeg kun læst de første to hæfter i serien. Det er fortællingen om hans barndom i Mellemøsten og Frankrig, da hans syriske far og franske mor sørgede for, at han fik oplevet deres hjemlande.

Riad fremstiller sig selv som en ret naiv, lyshåret dreng – måske lidt for naiv til tider, selvom jeg nu ikke har indtryk af, at han gerne vil femstille sig selv i et særligt positivt lys. Man ser, hvordan hans skolegang er præget af tæsk og indoktrinering, og hvor man absolut ikke skal sige læreren imod. Samtidig oplever man også både hans og moderens udfordringer ved at passe ind i den arabiske familiestruktur og ikke mindst de kulturelle forskelle, der er mellem de fransk-syriske forældre.

Jeg synes, at tegneseriestilen er en meget fin måde at fortælle om opvæksten i et mellemøstligt land. Det er et format, der sagtens kan vække følelser og skabe stemning, for selvom der er hyggelige stunder i Riads fortælling, så er der bestemt også alvor og uhygge.

‘Fremtidens araber’ er ikke så politisk som ‘Persepolis 1+2’, og det gør mig egentlig ikke noget, selvom det bestemt var en af plusserne ved ‘Persepolis’. Der er langt mere fokus på det at være et lille barn, der vokser op med to kulturer, og det er ret fascinerende at få et indblik i, hvordan Libyen var dengang – på godt og ondt. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Riad beskriver sin tid i Mellemøsten, hvor tegningerne af de uhumske byer og volden blandt børnene står i stærk kontrast til faderens voksende patriotisme. Det bliver mere og mere absurd og sætter ikke faderen i særlig positivt lys.

‘Fremtidens araber’ er en spændende og tankevækkende fortælling. Den virker ind imellem lige lovlig reflekteret og detaljeret i forhold til, at historien ses fra et barns synspunkt, men det er nok også min største anke. Jeg glæder mig til at læse tredje og sidste bind i serien.

Under en strålende sol

Jeg læste ‘Drageløberen’ af Khaled Hosseini for nogle år siden – en velskrevet og barsk fortælling, som samtidig gav et interessant indblik i nogle af de samfundsproblemer, som Mellemøsten er præget af. Jeg var derfor heller ikke i tvivl om, at jeg skulle læse ‘Under en strålende sol’ på et tidspunkt, men der gik alligevel et stykke tid, før jeg endelig fik læst den.

‘Under en strålende sol’ foregår i Afghanistan, hvor man følger to kvinder – Mariam og Laila. Selvom de langt fra er jævnaldrende, så flettes deres skæbner sammen i en mistrøstig og til tider tragisk fortælling om et samfund, der gennemgår store omvæltninger på grund af skiftende regeringer. Og det er ikke ligefrem omvæltninger, der er til kvindernes fordel, hvilket Mariam og Laila i den grad får at mærke. Alligevel er der små spirer af håb og sammenhold, og de to kvinder formår gang på gang at rejse sig og møde nye udfordringer med åben pande.

‘Under en strålende sol’ er endnu en spændende og velskrevet fortælling af Khaled Hosseini. Han får skabt to stærke – men også ret forskellige – kvinder, som bliver nødt til at samarbejde og tåle hinanden, og det lykkes ham også at skrive en ualmindelig modbydelig og samtidig troværdig skurk (her kunne Brent Weeks godt lære noget…). Gang på gang sidder man og bider negle, fordi der foregår så mange grumme ting i bogen, og alligevel sidder man og tænker, at nu – NU – må det da gå godt!

Der er enkelte steder, hvor jeg synes, at forfatteren har valgt en lidt for let – eller nærmere lidt for oplagt – vinkel på historien, og det er lidt synd, for det gør den relativ forudsigelig. Bogen er dog stadig spændende, og det er især Mariam og Lailas scener sammen, der er med til at fastholde spændingen i historien.

Bogen giver – ligesom ‘Drageløberen’ også et indblik i landets historie, og der var i hvert fald et par ting, som jeg ikke vidste om Afghanistan i forvejen – for eksempel hvordan kvindernes plads i samfundet var markant anderledes, da landet en overgang var præget af kommunismen.

‘Under en strålende sol’ er en fantastisk og tankevækkende fortælling. Den er barsk, grusom og kærlig på samme tid, og selvom der ind imellem går lidt Hollywood i den, så er den absolut anbefalelsesværdig.

Iranske erindringer

Jeg har ikke købt noget på årets bogudsalg – ganske enkelt fordi udvalget i år er det mest skuffende, jeg nogensinde har oplevet. Selv sidste år, hvor jeg heller ikke var synderlig imponeret over udvalget, lykkedes det mig at finde nogle bøger, jeg gerne ville købe. En af disse var ‘Iranske erindringer’, som var et spontant køb. Bogen hører ellers til en genre, som jeg ikke læser synderlig ofte og slet ikke plejer at købe, men nu gjorde jeg en undtagelse, og det er jeg glad for.

Bogen er skrevet af den iranske kvinde, Shirin Ebadi, som er født og opvokset i Iran, hvor hun tog sin uddannelse som jurist og blev en af Irans mest anerkendte jurister og dommere. Under den islamiske revolution i 1979 var hun blandt de aktive støtter, selvom flere advarede hende mod, at et islamisk styre næppe ville se med milde øjne på, at en kvinde som hende havde et magtfuldt erhverv som dommer. Det viste sig også, at de fik ret. Da Iran gik over til islamisk styre, blev hun presset til at stoppe sit arbejde som dommer, men hun opgav ikke og blev ved med at kæmpe for flere rettigheder til kvinderne.

I 2003 fik hun Nobels Fredspris som anerkendelse af hendes utrættelige kamp for at sikre retfærdighed for dem, som styret og korruptionen ellers forsøgte at  undertrykke.

Jeg synes ikke selv, jeg ved nok om Mellemøsten – hverken om konflikterne eller dagligdagen. Derfor giver en bog som ‘Iranske erindringer’ et virkeligt interessant og anderledes indblik i Irans historie – ikke bare på grund af detaljerne om den islamiske revolution, men også om tiden før og efter og hvordan det påvirkede lokalbefolkningen.

Noget af det, der særligt greb mig, var at bogen var skrevet af en iraner. Selvom bogen på mange måder er en kritik af det islamiske styre, så er det samtidig også en kærlighedserklæring til et land, som har en meget broget historie. De seneste årtier har den danske presse mest skrevet om konflikterne i Mellemøsten, så det var helt befriende at læse om hverdagen for den iranske befolkning og samtidig få et indblik i, hvordan det var inden den islamiske revolution.

Vil du gerne vide mere om Irans historie og gerne vil have en mere personlig vinkel end den, historiebøgerne ofte tilbyder, så kan jeg varmt anbefale dig at læse denne bog og evt. supplere den med ‘Persepolis 1+2’, som også er virkelig spændende og tankevækkende.

Den stjålne vej

Mine valg af bøger bliver tit inspireret af mange forskellige personer og hjemmesider. En af de faste inspirationskilder er bibliotekets liste over de nyeste bøger, og her faldt jeg over denne bog, hvor reservationskøen allerede var ret lang. Jeg blev så nysgerrig, at jeg også måtte skrive mig op til bogen, og for nylig var det så min tur til at læse den.

‘Den stjålne vej’ af Anne-Cathrine Reibnitzsky foregår i Afghanistan i 2008. I bogen følger man tre forskellige mennesker – Malika, der er datter af en berømt mullah og i al hemmelighed underviser en række afghanske kvinder i at læse, den 10-årige gadedreng Javeed, der bliver voldtaget af en politibetjent og leder efter beskyttelse, og ingeniøren Khan, der bliver taget til fange af en gruppe talebanere, der vil straffe ham for at bygge en asfaltvej mellem Kandahar og Gereshk. De tre skæbner krydser undervejs hinanden, og derefter er intet som før.

Bogen bygger på virkelige hændelser, hvor forfatteren har brugt en del af sine oplevelser fra sin tid som sprogofficer i Afghanistan, og det kan mærkes. Historien virker troværdig og levende, og den giver et interessant indblik i hverdagslivet og ikke mindst konflikterne i et samfund som Afghanistan.

Der lægges ikke skjul på, at retfærdighed og ligestilling – set fra et vestligt synspunkt – ikke just er repræsenteret dette sted, men jeg synes nu ikke, at forfatteren forfalder til at ynke sine hovedpersoner. I stedet forsøger de at leve efter bedste evne og opnå de ting, de begærer, på anden vis. Malika er således en kvinde, der via list og mod får gennemtrumfet sin og andre kvinders vilje ved at trække i de rigtige tråde, mens Khan holder sine bødler i skak med venlighed og viden.

Det er ikke et stort, litterært værk, men fortællingen er relevant og er som sagt med til at vise en nutidigt og anderledes billede af Afghanistan end de krigsscener, som medierne oftest flyder over af. Selvom bogen ikke domineres af terror eller krig, så er det alligevel en barsk bog, som giver stof til eftertanke.

Yacoubians Hus

I min jagt på nye, spændende lydbogsoplevelser faldt jeg over denne bog, som var ret populær for fem-seks år siden.

‘Yacobians Hus’ er skrevet af Alaa Al-Aswany og handler om en række mennesker, der bor i det moderne Egypten. Handlingen foregår i Cairo, hvor den smukke bygning, Yacobians hus, ligger, og den er hjemsted for ret forskellige personer – lige fra rigmænd og til de fattige arbejdere, som bor på tagetagen. Det er deres hverdag med op- og nedture, der flettes sammen til en historie om kærlighed, penge, magt, korruption og søgen efter lykke.

Jeg blev først og fremmest en kende overrasket over den til tider ret direkte og frimodige fortælling, som både indeholdt sex og voldtægt i en grad, jeg ikke havde forventet i en bog om livet i Cairo. Måske lidt naivt af mig, men bogen er ret direkte og ærlig på det punkt, hvilket både er fascinerende og forfriskende. Den giver et spændende og lidt anderledes indblik i det egyptiske samfund, som jeg desværre ikke kendte så meget til, inden jeg begyndte på bogen.

Som læser møder du en række personer i bogen, og her savnede jeg ind imellem et lidt bedre overblik over dem. Det blev lidt rodet fortalt, og her havde jeg haft en fordel, hvis jeg havde læst bogen i stedet for at høre den som lydbog, for så kunne jeg lettere bladre tilbage for at genopfriske, hvem de forskellige personer var.

Det er en fortælling om mennesker og de kompromisser, som de søger for at opnå egne mål – ind imellem på bekostning af andre. Det er også en historie om dobbeltmoral og om, hvor megen magt penge kan give dig i et samfund som det egyptiske, men det er også en bog, der indeholder håb, kærlighed og viljestyrke.

Bogen blev filmatiseret for et par år siden, og jeg tror, jeg vil se den på et tidspunkt for at få genopfrisket historien. Jeg blev desværre ikke helt så grebet af historien, som jeg blev, da jeg læste ‘Drageløberen’, men sidstnævnte er også ret barsk og samtidig meget rørende, så det er ikke så mærkeligt.