Jomfruen fra Norge

Da jeg var barn, læste jeg mange skønlitterære bøger, der tog udgangspunkt i den danske middelalder og ikke mindst de konflikter, der var hos den danske adel på det tidspunkt. Særligt den tidlige middelalder fascinerede mig, og jeg slugte historierne om de mange dramaer, der var i kongeslægten dengang. De senere år har det været meget begrænset, hvad jeg har læst af bøger om middelalderen, så da Gad gav mig mulighed for at læse ‘Jomfruen fra Norge’, slog jeg straks til.

Bogen er skrevet af Tore Skeie og handler om de norske, svenske og danske kongeslægter og ikke mindst de indbyrdes stridigheder, som prægede store dele af middelalderen. Ved bogens start befinder vi os i slutningen af 1200-tallet, og forfatteren tager derpå læseren med på en rejse gennem de følgende årtier, hvor krig og skærmydsler gang på gang præger Skandinavien. Kongerne i hhv. Norge og Danmark strides gang på gang med den svenske adelsmand Erik, som frygtelig gerne vil tilrane sig den svenske trone – og den danske og norske hvis han kan komme til det.

Da jeg gik i gang med bogen, forventede jeg egentlig at skulle læse en skønlitterær bog, men bogen er nærmere en hybrid mellem den skønlitterære genre og faglitteraturen. Forfatteren har dog ikke selv defineret, om bogen skal læses som fiktion, faktion eller faglitteratur, men der er ingen tvivl om, at han bygger fortællingen på grundig research. Jeg skulle lige vænne mig til denne stil, men da jeg først var kommet godt i gang med bogen, blev jeg grebet af den spændende fortælling.

Middelalderen er en spændende periode – ikke mindst når fokus er på den skandinaviske adel, som i den grad var svigefulde og magtbegærlige. Hvis du synes, at der er for meget forræderi og intriger i ‘A Game of Thrones’, så skal du ikke læse ‘Jomfruen fra Norge’, for her skifter alliancerne hele tiden, og du kan kun være sikker på én ting – du skal nok blive forrådt! Jeg tog mig flere gange til hovedet, når alliancer igen-igen blev brudt, og en af adelsmændene var tåbelig nok til at sætte sin lid til et nyt samarbejde – vel at mærke et samarbejde med en adelsmand, der allerede havde forrådt ham flere gange før.

Jeg synes, det er lidt synd, at jomfruen, som lægger navn til bogen, egentlig ikke har særlig meget med handlingen at gøre. Det bliver nærmere en vag ramme omkring den egentlige historie, som forfatteren ind imellem kan vende tilbage til. Bevares – hun bruges da hist og her i magtkampene, men jeg synes, titlen er en anelse misvisende.

Som historieinteresseret – især i forbindelse med middelalderen – fandt jeg denne bog meget interessant. Stridighederne mellem de skandinaviske kongehuse har jeg kun hørt ganske lidt om – og kun fra den danske synsvinkel. Nu kom der pludselig nye, spændende detaljer med, og da jeg først var gået i gang med bogen, var det svært at stoppe igen.

Interesserer du dig for middelalderen, kongeslægter og den skandinaviske fortid – eller savner du en pendant fra virkeligheden i forhold til intrigerne fra ‘A Game of Thrones’, så kan jeg anbefale dig denne bog.

Dødens herskerinde

Da jeg var på ferie i sidste måned, medbragte jeg selvfølgelig lidt rejselitteratur, så der var noget underholdning på flyturen og eventuelle ledige stunder på ferien. Jeg har en lille stabel af paperbacks, jeg har købt på udsalg eller har arvet fra andre, og det er tit bøger fra denne stabel, jeg medbringer på ferier – så gør det ikke så meget, hvis de bliver krøllede eller må efterlades på hotellet, fordi kufferten er blevet fyldt med spændende indkøb.

‘Dødens herskerinde’ af Ariana Franklin er en krimi, der foregår i England i 1100-tallet. Her myrdes flere børn på brutal vis, og meget hurtigt bliver skylden kastet på jøderne i området. Situationen er ved at gå op i en spids, og kongen ser sig nødsaget til at sende bud efter hjælp. Snart dukker en lille gruppe op – efterforskeren Simon samt den høje muslimske mand, Mansun, og den kvindelige læge, Adelia. Sidstnævnte er ikke blot læge, hvilket er ret usædvanligt for en kvinde på det tidspunkt, hun har også specialiseret sig i at undersøge lig og finde frem til dødsårsagen. Den usædvanlige gruppe bliver nødt til at arbejde under dække, så det ikke kommer frem, at det er Adelia, der er læge, ligesom det heller ikke skal være alt for tydeligt, at de er på stedet for at efterforske mordene. De får dog nok at se til, for morderen lader ikke til at ville stoppe sit forehavende, og pludselig begynder gruppen også at føle sig truet…

Det er interessant at læse en krimi, der udspiller sig i middelalderen, men det giver også visse udfordringer i forhold til at gøre fortællingen både troværdig og spændende. Flere gange sad jeg og tænkte på, om ikke forfatteren tog sig lige lovlig mange friheder mht. hvordan folk egentlig opførte sig dengang (her tænker jeg især i forhold til Adelia og hendes erhverv), men overordnet set er historien underholdende og let at læse.

Selve opklaringsarbejdet er fint beskrevet og giver et godt indblik i, hvordan efterforskerne tænker. Der er måske et par steder, hvor især Adelia tænker lige lovlig ‘moderne’ (i forhold til lægeviden på den tid), men nu er det jo en historisk inspireret bog – og ikke en lærebog i historie, så lad gå for denne gang.

Bogen var hurtigt læst – og er nok også hurtigt glemt. Det er ikke stor litteratur, og den er ind imellem lige lovlig triviel, særligt hen imod slutningen, men som feriebog var det fin underholdning.

Hildegard

Da denne bog udkom i 2009, hørte jeg en hel del positivt om den, så nu var det efterhånden på tide at finde ud af, om bogen også var noget for mig.

‘Hildegard’ er skrevet af Anne Lise Marstrand-Jørgensen og handler om en af middelalderens stærkeste kvinder, Hildegard af Bingen. Hildegard er et lille og skrøbelig som barn, men allerede som helt lille får hun sit første syn. Hun passer ikke rigtig ind, og forældrene ved ikke, hvad de skal gøre med det mærkelige barn, så de sender hende først til adelskvinden Jutta, der kan forberede Hildegard til klosterlivet. To år senere, da Hildegard er ti år, bliver hun så sendt i kloster sammen med sin lidt ældre kusine.

Livet i klostret er et ensomt og stille liv, men Hildegard får en fortrolig i munken Volmar, og udfordrer klostrets regler, for kvinder er ilde set og bør ikke høres. Men Hildegard har sine egne meninger, og kirkens folk må snart indse, at Hildegard kan være svær at bide skeer med. 

Hildegard er en speciel person, og det fremgår ret tydeligt af fortællingen. Jeg kom dog aldrig rigtig til at holde af hende (eller med hende) i løbet af fortællingen, og det er ret problematisk, når hun fylder så meget i handlingen. Der manglede en form for sympati eller fascination, og det står i stærk kontrast til min læseoplevelse i forbindelse med ‘Det blå lys’. Jeg kan desværre ikke helt forklare, hvorfor bogen – og i særdeleshed hovedpersonen – ikke fængede, for normalt kan jeg godt lide at læse fortællinger fra/om middelalderen.

Der er skrevet en fortsættelse til bogen – ‘Hildegard II’ – som handler om resten af Hildegards liv. Jeg overvejer, om jeg skal læse den på et tidspunkt for at se, om det vil give en bedre oplevelse, men pt. er jeg desværre ikke så fristet.

Riget ved vejens ende

Jeg har haft lidt travlt på lydbogsfronten, hvor de sidste uger blandt andet har budt på tredje og sidste del af Jan Guillous trilogi om Arn Magnusson. Jeg har tidligere anmeldt ‘Vejen til Jerusalem’ og ‘Tempelridderen’.

Arn Magnusson vender endelig tilbage fra Det Hellige Land, men meget har ændret sig i Västra Götaland, og der tales om krig. Arn medbringer en del folk og en viden, som måske kan gøre en forskel både i krigen og i det liv, som han håber på at dele med Cecilia. Der er dog folk, der mener, at krigen kan afværges ved at Cecilia gifter sig til anden side, men det vil Arn ikke gå med til – han vil have Cecilia koste hvad det vil!

Jeg synes desværre, at handlingsforløbet er lidt ujævnt i denne bog. Arns ankomst og tiden derefter beskrives meget detaljeret og fylder meget i bogen, og ligesom ved første bog er der flere lange passager med hele det politiske spil. Der savnede jeg en stamtavle eller noget lignende, jeg kunne se på for at få et overblik over de politiske intriger og deltagere.

Til gengæld er det spændende at følge, hvordan deres arbejde er med til at opbygge og modernisere det land, der senere blev til Sverige. Der er også glimrende budskaber om at satse på kærlighed, tillid og troskab – budskaber som bestemt ikke er unikke for serien, men som ikke desto mindre er ganske væsentlige og sympatiske.

Alt i alt har det været en til tider interessant men også lidt langtrukken oplevelse at læse denne trilogi. Den var desværre ikke så medrivende og spændende, som jeg havde håbet, men jeg er glad for at have læst den, og jeg overvejer nu, om jeg skal følge op på serien ved at se de filmatiseringer, der kom for få år siden.

Uendelige verden

Så skete det endelig! Den følelse havde jeg i hvert fald, da jeg kom i gang med at læse efterfølgeren til ‘Jordens søjler’. Denne bog har jeg nemlig ønsket at læse i flere år, men da det er en mursten på 1000 sider, har jeg hele tiden brugt som undskyldning, at det skulle passe sammen med en ferie. Det endte da også med, at jeg startede på den i Kr. Himmelfartsferien og tyggede mig igennem den i løbet af et par uger. Var den så værd at vente på? Det kommer jeg til lige om lidt.

‘Uendelige verden’ af Ken Follett er som sagt en fortsættelse af ‘Jordens søjler’, men de to bøger kan sagtens læses uafhængigt af hinanden. Der er flere referencer til personer fra den første bog, men ikke noget, der er decideret meningsforstyrrende, hvis du ikke læser dem begge.

Handlingen foregår i 1300-tallet i katedralbyen Kingsbridge, hvor fire børn overværer to mord ude i skoven. Disse mord – og følgerne af dem – kommer til at præge deres liv på flere måder. Læseren følger en lang række personer fra byen, hvor både uldhandlere, brobyggere, gejstlige, adelige og stratenrøvere er blandt de vigtigste. Byens gode og slette indbyggere må både gå gennem kærlighed, sorg, grådighed, misundelse, ulykker og sygdomme, og det ville blive temmelig omfattende, hvis det hele skulle beskrives her.

Hvis du har læst ‘Jordens søjler’ og kunne lide denne, så bør du også læse ‘Uendelige verden’, for her får du mere af samme slags. Der er et stort persongalleri med både gode og dårlige mennesker, og som læser følger du deres liv i over 40 år. Jeg syntes dog, at der var et par forskelle mellem de to bøger.

I denne bog er personskildringen lidt mere nuanceret. Der er stadig en tydelig forskel på de gode og de onde, men der er flere facetter hos især de onde, der gør, at det tager lidt længere tid, før du som læser begynder at hade dem. Der er flere af dem, der tilmed lader til at have et snert af samvittighed.
Der er flere af personerne, som er en anelse stereotype, hvis du har læst flere af Folletts bøger. Der er en kvinde (faktisk flere) med ben i næsen, der er den godmodige og rare mand, der er de opblæste gejstlige, der er de arrogante og grådige adelige osv. Samtidig bruger forfatteren de samme billige tricks til at pointere, når en person er ond – for eksempel ved at lade personen voldtage en eller flere kvinder.

Konflikter og udfordringer bliver hurtigere løst. Jeg syntes, der var mange situationer, som hurtigt blev løst eller afsluttet, så mange konflikter ikke blev trukket (unødigt) i langdrag, og det passede mig sådan set fint, selvom der var flere gange, hvor jeg ærgrede mig lidt over, at et spændende problem så hurtigt blev afrundet.

Jeg holder meget af middelalder-settingen og de problemstillinger, de må løse. Det er muligt, at den ikke er 100% historisk korrekt, men det er fin underholdning, og det er en god ramme for den dramatiske skæbnefortælling, som bogen i bund og grund er.

Så hvis du er til drama og har lyst til at følge en lang række skæbner i en middelalderlig setting, så bør du læse denne bog. Det er muligvis ikke finkultur, men bogen er rigtig godt skruet sammen, og du kommer ikke til at kede dig.

Tempelridderen

Mit første møde med Arn i Jan Guillous middelaldertrilogi var så positivt, at jeg straks måtte høre en bog mere, så i sidste uge downloadede jeg efterfølgeren, ‘Tempelridderen’, på netlydbog.dk. Da denne bog er anden del af en trilogi, vil jeg ikke gå så meget i detaljer mht. handlingen, da det kan afsløre for meget.

Arn er blevet kriger i det hellige land, mens Cecilia er sendt i kloster, og i bogen følger man de to personer sideløbende. Arn redder den muslimske hærleder Saladin, og et venskab opstår mellem de to fjender – et venskab der kommer til at påvirke krigen senere hen. Samtidig må Cecilia kæmpe mod den strenge Moder Rikissa, som benytter enhver chance for at hakke på den unge kvinde og straffe hende for alskens synder.

Jeg tabte desværre lidt pusten mht. min begejstring for serien, da jeg lyttede til denne bog. Arns første møde med Saladin er bestemt interessant, men trækkes i langdrag, da hovedpersonerne har en virkelig lang og overfilosofisk snak om religion og mennesker. Det ser ud til, at forfatteren har en vis forkærlighed til lange samtaler, hvor personerne rigtig smager på ordene, for det sker flere gange i denne bog og i forgængeren.

Personerne kunne godt være mere nuancerede. Arn er – selvfølgelig – et utrolig godt menneske og en dygtig kriger – men jeg savner mere kant og troværdighed hos både ham og Cecilia. De virker urealistisk gode og rare, som omverdenen udsætter for diverse ondskabsfuldheder, og hvor Arn og Cecilia er helt uden skyld. Her måtte de godt have været bare en anelse mere menneskelige og dermed også vise flere dårlige sider eller svære valg.

Cecilias liv er barsk, men hun kommer også hurtigt til at fremstå som en uartig skolepige, når hun sammen med sin navnesøster forsøger at undgå alle de straffe, som Moder Rikissa udsætter dem for. I det hele taget bliver venskabet mellem de to gange Cecilia lidt for tøseveninde-agtigt – det passer ikke rigtig ind i den tidsperiode, ligesom personerne også er lidt for gamle til at opføre sig på den måde.

Når det så er sagt, så var det stadig en hyggelig bogoplevelse, selvom der var perioder, hvor jeg kedede mig og ventede på, at handlingen speedede op. Jeg håber, at den sidste bog i serien kan ruske lidt op i løjerne og er mere på niveau med den første bog.

Vejen til Jerusalem

Ind imellem har jeg haft følelsen af, at jeg var en af de meget få her i landet, der endnu ikke har læst Arn-tetralogien. Serien, der har gået sin sejrsgang både i bogform og til dels også som film, udkom første gang som bog i slutningen 1990’erne, og jeg har længe tænkt på, at jeg burde se at få den læst. Da jeg så faldt over bogen på netlydbog.dk, var der ingen undskyldning længere.

‘Vejen til Jerusalem’ af Jan Guillou handler om den unge dreng, Arn Magnusson, og hans opvækst i midten af 1100-tallet dels i Sydsverige, dels i Danmark. Han opdrages af munke og lærer blandt andet skønsang og evnen til at mestre sværd og bue. Som teenager forlader han klostret og enderi problemer, da han uforvarende bliver en blik i magtspil og intriger. Snart dømmes han til tyve års bodstjeneste som tempelridder, og vejen til Jerusalem ligger åben.

Jeg læste et sted, at bogen blev betegnet som en historisk spændingsroman om den hellige krig, og den beskrivelse er ikke helt ved siden af. Selvom jeg nok ville forvente lidt mere dramatik og spænding i en spændingsroman, så er det en interessant måde at fortælle om 1100-tallet på. 

Bogen overraskede mig på flere punkter. Først og fremmest var den langt mere hyggelig, end jeg havde forestillet mig. Bøger om 1100-tallet og i særdeleshed bøger, der inddrager religion, har en tendens til at blive dystre, alvorlige og triste, men ‘Vejen til Jerusalem’ var langt hen ad vejen en glad, positiv og rar fortælling med et glimt i øjet. Munkene var ikke blot tørre papirnussere men havde varme, hjerte og humor, 

Derudover fylder Arns barndom langt mere af bogen, end jeg havde forventet, men det gjorde nu ikke noget, for selvom det til tider blev en tand for godmodigt, så var jeg fint underholdt. Faktisk skal man langt ind i bogen, før Arn for alvor får modstand. Jeg kan ikke helt beslutte mig til, om tiden inden da slet og ret er for sukkersød, eller om det gør den første rigtige konflikt langt mere interessant. Det er i hvert fald en brat ændring i hans liv.

Hvis jeg skal finde et kritikpunkt, så er det, at magtkampene mellem de forskellige slægter og lande til tider fyldte lige lovligt meget, og her havde jeg ind imellem svært ved at holde koncentrationen. Det er i sådan et tilfælde, at jeg godt kunne bruge en stamtavle eller lignende oversigt, så jeg kunne bladre tilbage for lige at dobbelttjekke et par navne, men det har man ikke lige ved hånden, når man hører en lydbog.

Alt i alt var det en ganske hyggelig oplevelse, så jeg regner med, at jeg inden længe vil låne næste bog i serien.

Slægtens offer

Jeg hører ofte lydbøger, men da det næsten altid er i forbindelse med offentlig transport, skal det være bøger, som er i den lettere ende af skalaen, og som er let at høre i mindre brudstykker. Her er fantasy-genren rigtig god, og jeg har derfor hørt en del af de nyere danske fantasybøger gennem de sidste par år. Her er jeg blandt andet stødt på Josefine Ottesens forfatterskab, som jeg har det lidt blandet med. På den ene side har hun et skønt og dragende sprog, som gør historierne levende og fængende, men på den anden side har jeg oplevet, at hun har skrevet en trilogi med den mest irriterende og selvmedlidende hovedperson, som jeg til dags dato er stødt på  (det er ‘Historien om Mira’, jeg tænker på).

Nu har Josefine Ottesen kastet sig over den tidlige middelalder, og det har resulteret i ‘Slægtens offer’, som er den første bog i en serie. I bogen følger vi den 13-årige Ragnhild, som står på tærsklen til at blive voksen, hvilket dog ikke huer den unge pige. Da hun bliver trolovet med en ung mand, som hun finder utrolig irriterende og øretæveindbydende, forsøger hun først at forhindre det. Men skik skal følges, og der er intet, hun kan gøre udover at sætte sin lid til Gud eller Frøj, som tilhører de gamle guder.

Historien er ret klassisk – ung pige vil ikke følge normerne, og det er synd for hende, at hun skal tvinges til noget. En meget moderne måde at betragte aftalte ægteskaber, som nærmere var reglen end undtagelsen dengang. Heldigvis begår forfatteren ikke den fejl, at hovedpersonen for alvor begår oprør – hun indser hurtigt, at der ikke er så meget, hun kan gøre, og så følger vi ellers, hvordan historien ubønhørligt nærmer sig klimaks. Til gengæld sker der ikke så frygtelig meget i historien, når det kommer til stykket – vi hører mere om, at moderen svigter Ragnhild gang på gang, og at Ragnhilds kommende ægtemand er et værre fjols, men jeg savnede noget mere udvikling.

Slutningen overraskede mig, hvilket langt hen af vejen er positivt, men omvendt fik jeg også følelsen “øhm okay – og hvad så nu?”. Den næste bog i serien foregår et par hundrede år senere, så det bliver en ny hovedperson, man skal følge. Denne bog føles derfor uafsluttet, og jeg har det lidt underligt med at sige farvel til en hovedperson på den måde.

Jeg var desværre ikke lige så imponeret af denne bog som trilogien med Mira (der var meget velskrevet til trods for, at jeg hadede hovedpersonen), men jeg regner med at høre flere af Josefine Ottesens bøger fremover. Jeg håber dog, at det bliver med en anden oplæser, for nu er det fjerde gang, jeg er stødt på denne oplæser, og hun er slet ikke min type. Historierne bliver ekstra triste, trælse og deprimerende, når hun læser dem op.