Duellen – Den Røde Pimpernel

Da jeg lånte ‘Den Røde Pimpernel’ på biblioteket for ganske nylig, snuppede jeg også efterfølgeren, ‘Duellen’, med. Eftersom læsetemaet i disse måneder er historiske romaner, så kunne jeg lige så godt tage en ekstra med – det kunne jo være, at den første bog i serien var god (og det var den så, hvilket du kan læse mere om i anmeldelsen).

I ‘Duellen’ forsøger de franske modstandsfolk at lokke Den Røde Pimpernel i en fælde, så de endelig kan pågribe ham. De tyr til kvindelist, og pludselig står Den Røde Pimpernel i en penibel situation, hvor ikke kun han men også folk, han holder af, er i fare, og hvor det er så godt som umuligt at slippe levende derfra med æren i behold.

Denne bog har meget af den samme charme som den foregående bog. Jeg ærgrede mig dog over, at Marguerite gang på gang opfører sig komplet tankeløst i denne bog – meget ulig den første bog, hvor hun virkede noget mere snedig. Men i ‘Duellen’ er hun desværre meget let at narre og er i det hele taget i sine følelsers vold (… hvilket… jeg virkelig ikke bryder mig om i bøger, da det ofte bagatelliserer og nedgør kvinders roller).

Jeg havde egentlig forventet en rimelig hyggelig – men dog dramatisk – fortælling, så jeg var positivt overrasket over, hvor nervepirrende den endte med at være. Jeg sad virkelig på kanten af sædet og spekulerede over, hvordan i alverden bogens helt skulle vikle sig ud af den kattepine, han var endt i.

‘Duellen’ var – ligesom forgængeren – en glimrende læseoplevelse, og jeg skal helt sikkert læse videre i serien på et senere tidspunkt. Jeg ved ikke, om jeg kan vente helt til sommerferien, men det er ellers en serie, som egner sig fortrinligt som ferielæsning.

Den Røde Pimpernel

Mit læsetema for de tre første måneder i år er som tidligere nævnt historiske romaner. Jeg har ikke så mange ulæste bøger i denne genre på mine bogreoler (og de, jeg har, er selvfølgelig meget tykke), så jeg surfede på bibliotekets hjemmeside for at hente lidt inspiration. Her faldt jeg over serien om Den Røde Pimpernel, og jeg blev straks fristet. Jeg har nemlig lidt en svaghed musketer-romaner, og jeg tænkte, at denne serie måske havde lidt samme stemning.

‘Den Røde Pimpernel’ er første bog i serien om helten af samme navn. Den er skrevet af Emmuska Orczy og foregår under den franske revolution i 1793. Her har en række unge engelske gentlemen allieret sig med den mystiske helt, Den Røde Pimpernel, om at redde de (uskyldige) franske adelsfolk fra den franske revolutions skarpe guillotine. De franske modstandsfolk vil dog ikke se stiltiende til, at de gang på gang bliver narret af den engelske fløs, så de prøver med alle midler at pågribe den engelske helt. Men han er en snu rad, og det er først, da den unge kvinde, Marguerite, bliver indblandet, at franskmændene måske får en chance for at få fat på deres fjende – én gang for alle!

Denne bog havde lige det, jeg håbede på – en skøn blanding af drama, heltemod, snuhed, romantik og engelsk arrogance. Bevares, fortællestilen var lidt bedaget, men det havde jeg sådan set også forventet, og det passede fint til historien.

Teksten bar desværre præg af, at den godt kunne have brugt en korrekturgang mere, og så var jeg også lidt ærgerlig over, at det blev afsløret, hvem der var Den Røde Pimpernel. Jeg havde egentlig forventet, at det først blev afsløret senere i serien.

Bogen fik mig i øvrigt til at tænke over det faktum, at det altid er vinderne af en konflikt/krig, der skriver historiebøgerne bagefter, og selvom jeg da er stødt på bøger og film om Marie-Antoinette (der var Frankrigs dronning på det tidspunkt og derfor blev halshugget under revolutionen), så har forfatterens sympati altid ligget hos pøblen, der gør oprør. Sådan er det ikke i ‘Den Røde Pimpernel’ – måske fordi forfatteren selv var baronesse?

‘Den Røde Pimpernel’ er en hyggelig læseoplevelse, hvis du er til historiske romaner, hvor der er masser af drama uden at det for alvor bliver farligt eller ubehageligt.

An Ember in the Ashes

‘An Ember in the Ashes’ har længe været en af favoritterne blandt en del af de vloggers, jeg følger, så da jeg fandt ud af, at jeg kunne låne den via Ereolen Global, besluttede jeg mig for at downloade den og have den som reservebog på ferien i Frankrig. I stedet endte jeg med, at den udkonkurrerede en af de papirbøger, jeg havde planlagt at læse på rejsen!

Bogen er skrevet af Sabaa Tahir og er første bog i en serie. Jeg ved ikke, om det bliver en trilogi, men eftersom de fleste fantasyforfattere ikke kan skrive andet nu til dags, så er det et meget godt bud.

‘An Ember in the Ashes’ har to teenagere som hovedpersoner – slaven Laia og soldaten Elisa. De befinder sig i hver sin ende af hierarkiet i imperiet, og alligevel har de meget til fælles. Begge drømmer de om en bedre verden – en fri verden, hvor man ikke skal leve i frygt, og hvor samfundet ikke lægger så mange begrænsninger på borgerne. Laia føler sig nødsaget til at kontakte modstandsbevægelsen, da hendes bror bliver arresteret. De indgår en aftale om, at hun vil spionere for modstandsbevægelsen, og så vil de sørge for at befri hendes bror fra fængslet. Men Laias opgave viser sig at være dødsensfarlig, for der holdes skarpt øje med hende, og ét fejltrin vil betyde døden. Samtidig er Elias næsten færdig med sin uddannelse som soldat. I al hemmelighed har han dog planlagt at stikke af, men komplikationer opstår, og han står pludselig i en situation, hvor han måske kan få sin frihed på anden vis.

Denne bog var en virkelig positiv overraskelse. Jeg frygtede lidt, at den blot være endnu en oprørsbog i stil med mange af de andre ungdomsbøger om kampen-mod-det-undertrykkende-samfund, der er kommet de senere år, men jeg synes, at ‘An Ember in the Ashes’ formår at have sin egen stil.

Dette er en brutal bog. Jeg tænkte flere gange på ‘The Hunger Games’, mens jeg læste den. Ikke fordi de to bøgers handlingsforløb matcher, men fordi der er visse fælles træk såsom en ret barsk handling, hvor folk dør og oprøret mod en statsmagt, der er undertrykkende og voldelig.

Det fungerede rigtig fint med to hovedpersoner, som man skifter til at opleve historien igennem. Der var et par gange, hvor Laia var lige lovlig naiv, eller hvor Elias simpelthen ikke tænker sig om, og her var det som læser ofte let at gætte, hvad der så ville ske. Alligevel formåede bogen flere gange at overraske, og spændingen steg næsten hele vejen gennem fortællingen, hvor jeg sad og spekulerede på, hvad forfatteren mon havde i ærmet. Slutningen var ikke så overraskende, men havde dog et par twists, som jeg fandt ganske interessante.

Kærlighedsdelen i bogen var… kompliceret. Jeg frygtede et trekantsdrama, men forfatteren havde valgt en noget mere indviklet historie, hvor Amors pile i den grad fløj gennem luften hele tiden! Jeg vil ikke afsløre mere her, men er du til kærlighedshistorier og komplikationer, så burde du kunne få din lyst styret med denne bog.

Som jeg startede med at skrive, så udkonkurrerede denne e-bog helt en af de papirbøger, jeg havde slæbt med på ferien, som jeg slet ikke nåede, fordi jeg havde travlt med at læse ‘An Ember in the Ashes’. Det var en spændende og medrivende fortælling, og jeg skal helt sikkert læse fortsættelsen.

Er du til bøger om undertrykkelse, uretfærdighed, oprør, loyalitet og kærlighed, så er denne bog noget for dig.

Blå stjerne

Jeg læste for nylig fjerde bog i ‘Det Store Århundrede’-serien, nemlig ‘Ikke at ville se’, der er skrevet af Jan Guillou. Og da jeg havde læst den færdig, gik jeg straks i gang med den femte bog, ‘Blå Stjerne’.

Det giver fin mening at læse de to bøger lige efter hinanden, for de foregår på cirka samme tid – bare set gennem to forskellige hovedpersoner. Hvor hovedpersonen i ‘Ikke at ville se’ var familien Lauritzens overhoved, Lauritz, er hovedpersonen i ‘Blå stjerne’ hans datter, Johanne.

Johanne arbejder som kurér for den norske modstandsbevægelse. Det går overraskende godt, indtil broderen Harald, der er i gang med at gøre karriere i den tyske hær, gør hende opmærksom på, at hun bør stoppe det foretagende øjeblikkeligt, eftersom nazisterne er begyndt at fatte mistanke til hendes mange besøg i Norge. Hun beslutter sig derfor for at blive en del af en sabotagegruppe. Det er dog kun for en periode, og efter en voldsom aktion bliver hun i stedet spion. Her skal hun bruge sine kvindelige ynder til at lokke brugbare informationer ud af tyske officerer, og med hendes kønne og charmerende udseende er det noget, hun er ganske dygtig til.

Det er interessant, at forfatteren har valgt at belyse samme tid som i fjerde bog – bare fra en anden hovedperson. Det giver dog god mening, eftersom Johannes vinkel er meget anderledes end Lauritz’ – og ikke kun fordi hun i modsætning til Lauritz ikke holder med tyskerne. Det gør dog også, at Johannes historie på visse områder er mere klassisk, da bøger om 2. Verdenskrig næsten altid fortælles ud fra ikke-nazisternes synspunkt.

Jeg synes, det er spændende at læse om en kvindelig modstandskæmper, for det er ikke just kvinderne, der fylder mest i historierne om modstandskampen. Johanne er naturligvis – som resten af Lauritzen-familien – utrolig dygtig til sit arbejde og bliver flere gange forfremmet. Der er ganske vist mænd i modstandsbevægelsen, der synes, det er noget underligt med en kvinde, der stiger i graderne, men dem om det – hun bliver heldigvis støttet af sin chef.

Der, hvor jeg synes, det kammer over, er da hun bliver spion og skal forføre tyskere. Jeg kan huske, jeg på et tidspunkt stødte på en anmeldelse af bogen, hvor anmelderen kritiserede bogen for, at det var meget tydeligt, at den var skrevet af en mandlig forfatter. Det slog jeg i første omgang hen, men da jeg selv læste bogen for nylig, forstod jeg kritikken. Der er et eller andet ved måden, forfatteren beskriver Johannes job som forfører, der virker utroværdigt. Én ting er, at hun får det som opgave – det er jeg principielt set ikke overrasket over – men det er fortalt på en utrolig banal og nærmest romantiseret måde. Hvis man er en del af modstandsbevægelsen, så vil man – i min optik – have langt større traumer og moralske kvababbelser med at sprede ben for fjenden. Og her fejler forfatteren stort. Den del burde gøre ondt at læse. Den burde give mig kvalme. I stedet får jeg mest en hyggesnak om, at hun bliver udstyret med et ‘tjeneste-pessar’ (bvadr), og så hvordan hun bliver forkælet af sin tyske bejler.

Mænd og kvinder beskrives i det hele taget ret stereotypt i denne bog – de fleste af mændene er simple, liderlige og lettere mandschauvinistiske, mens kvinderne er smukke og charmerende. Suk. Heldigvis er der enkelte lyspunkter såsom Johannes chef.

Jeg må desværre indrømme, at denne dårlige læseoplevelse var den sidste dråbe i vandglasset – nu orker jeg simpelthen ikke at læse mere af den serie. Jeg har længe båret over med det meget naive skrivestil med de åh-så-gode og dygtige Lauritzen-familiemedlemmer, men nu gider jeg ikke mere. Der mangler saft og kraft, og skrivestilen er ganske enkelt for banal og kedelig til mig.

Iranske erindringer

Jeg har ikke købt noget på årets bogudsalg – ganske enkelt fordi udvalget i år er det mest skuffende, jeg nogensinde har oplevet. Selv sidste år, hvor jeg heller ikke var synderlig imponeret over udvalget, lykkedes det mig at finde nogle bøger, jeg gerne ville købe. En af disse var ‘Iranske erindringer’, som var et spontant køb. Bogen hører ellers til en genre, som jeg ikke læser synderlig ofte og slet ikke plejer at købe, men nu gjorde jeg en undtagelse, og det er jeg glad for.

Bogen er skrevet af den iranske kvinde, Shirin Ebadi, som er født og opvokset i Iran, hvor hun tog sin uddannelse som jurist og blev en af Irans mest anerkendte jurister og dommere. Under den islamiske revolution i 1979 var hun blandt de aktive støtter, selvom flere advarede hende mod, at et islamisk styre næppe ville se med milde øjne på, at en kvinde som hende havde et magtfuldt erhverv som dommer. Det viste sig også, at de fik ret. Da Iran gik over til islamisk styre, blev hun presset til at stoppe sit arbejde som dommer, men hun opgav ikke og blev ved med at kæmpe for flere rettigheder til kvinderne.

I 2003 fik hun Nobels Fredspris som anerkendelse af hendes utrættelige kamp for at sikre retfærdighed for dem, som styret og korruptionen ellers forsøgte at  undertrykke.

Jeg synes ikke selv, jeg ved nok om Mellemøsten – hverken om konflikterne eller dagligdagen. Derfor giver en bog som ‘Iranske erindringer’ et virkeligt interessant og anderledes indblik i Irans historie – ikke bare på grund af detaljerne om den islamiske revolution, men også om tiden før og efter og hvordan det påvirkede lokalbefolkningen.

Noget af det, der særligt greb mig, var at bogen var skrevet af en iraner. Selvom bogen på mange måder er en kritik af det islamiske styre, så er det samtidig også en kærlighedserklæring til et land, som har en meget broget historie. De seneste årtier har den danske presse mest skrevet om konflikterne i Mellemøsten, så det var helt befriende at læse om hverdagen for den iranske befolkning og samtidig få et indblik i, hvordan det var inden den islamiske revolution.

Vil du gerne vide mere om Irans historie og gerne vil have en mere personlig vinkel end den, historiebøgerne ofte tilbyder, så kan jeg varmt anbefale dig at læse denne bog og evt. supplere den med ‘Persepolis 1+2’, som også er virkelig spændende og tankevækkende.

Den stjålne vej

Mine valg af bøger bliver tit inspireret af mange forskellige personer og hjemmesider. En af de faste inspirationskilder er bibliotekets liste over de nyeste bøger, og her faldt jeg over denne bog, hvor reservationskøen allerede var ret lang. Jeg blev så nysgerrig, at jeg også måtte skrive mig op til bogen, og for nylig var det så min tur til at læse den.

‘Den stjålne vej’ af Anne-Cathrine Reibnitzsky foregår i Afghanistan i 2008. I bogen følger man tre forskellige mennesker – Malika, der er datter af en berømt mullah og i al hemmelighed underviser en række afghanske kvinder i at læse, den 10-årige gadedreng Javeed, der bliver voldtaget af en politibetjent og leder efter beskyttelse, og ingeniøren Khan, der bliver taget til fange af en gruppe talebanere, der vil straffe ham for at bygge en asfaltvej mellem Kandahar og Gereshk. De tre skæbner krydser undervejs hinanden, og derefter er intet som før.

Bogen bygger på virkelige hændelser, hvor forfatteren har brugt en del af sine oplevelser fra sin tid som sprogofficer i Afghanistan, og det kan mærkes. Historien virker troværdig og levende, og den giver et interessant indblik i hverdagslivet og ikke mindst konflikterne i et samfund som Afghanistan.

Der lægges ikke skjul på, at retfærdighed og ligestilling – set fra et vestligt synspunkt – ikke just er repræsenteret dette sted, men jeg synes nu ikke, at forfatteren forfalder til at ynke sine hovedpersoner. I stedet forsøger de at leve efter bedste evne og opnå de ting, de begærer, på anden vis. Malika er således en kvinde, der via list og mod får gennemtrumfet sin og andre kvinders vilje ved at trække i de rigtige tråde, mens Khan holder sine bødler i skak med venlighed og viden.

Det er ikke et stort, litterært værk, men fortællingen er relevant og er som sagt med til at vise en nutidigt og anderledes billede af Afghanistan end de krigsscener, som medierne oftest flyder over af. Selvom bogen ikke domineres af terror eller krig, så er det alligevel en barsk bog, som giver stof til eftertanke.

Spillets by

Jeg har modtaget denne bog til anmeldelse, og jeg var glad for at blive kontaktet, for jeg har længe tænkt på at læse noget af Lise Bidstrup.

‘Spillets by’ foregår i en fremtidsverden, hvor samfundet består af kolossale bygninger, der samtidig fungerer som en hierarkisk inddeling af befolkningen med de fattige nederst og de rigeste øverst. Her følger vi den unge pige, Kimo, som bor med sin familie på det næstøverste niveau i den rige del af verden. Kimo er dog ikke specielt lykkelig og føler, at der bør gøres noget – at samfundet ikke er retfærdigt. Det er dog ikke en verden, hvor det er tilladt at kritisere systemet åbenlyst, og da der ikke er nogen kontakt mellem de forskellige niveauer i samfundet, er der heller ingen grund til kritik, for det er let at opbygge fordomme om de andre samfundslag, når du alligevel aldrig har kontakt til dem.

Da der er premiere på det årlige realityshow, Rangstigen, bliver Kimo udtrukket som en af deltagerne – til trods for at hun ikke selv har meldt sig. I modsætning til resten af deltagerne, der kommer fra de nederste niveauer, har Kimo alt at tabe ved at deltage i programmet, for her er kun én vinder – den deltager, der står som den sidste overlevende i slutningen af programmet. Det bliver en kamp for at overleve, men Kimo får pludselig hjælp fra en uventet side…

Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog, handlingen flyder rimelig jævnt, og bogen er hurtigt læst. Jeg synes dog, at det er ærgerligt, at den minder så meget om en af de store bestsellers, nemlig ‘The Hunger Games/Dødsspillet’. Der er rigtig mange ligheder – begge har en kvindelig hovedperson i en dystopisk verden med et forskruet og dominerende system, der undertrykker borgerne – blandt andet gennem et reality-program, hvor børn skal slå hinanden ihjel for at vinde. Sideløbende er der en hemmelig oprørsgruppe, som forsøger at bruge hovedpersonen til at vinde frihed til borgerne. Det er sådan set en spændende historie – jeg føler bare, at jeg har læst det hele før, hvor der bare er færre nuancer i denne udgave. 

Der er dog også et par overraskelser, og for ikke at ødelægge din læseoplevelse, hvis du har planer om at læse ‘Spillets by’, så vil jeg ikke røbe dem her. Men forklaringen på opbygningen af samfundet var anderledes og udmærket beskrevet. 

Hvis du savner bøger i stil med ‘The Hunger Games’, så vil du sandsynligvis kunne lide denne bog. Har du allerede læst Hunger-trilogien og ikke vil læse mere af det samme, så er ‘Spillets by’ ikke noget for dig.

Den evige nat

Så fik jeg læst tredje og sidste del af Guillermo del Toros og Chuck Hogans zombie/vampyrtrilogi. Jeg har tidligere anmeldt ‘Blod’ og ‘Mørke’.

Jeg vil ikke gå i detaljer med handlingen, for det vil afsløre for meget – især hvis du ikke har læst de tidligere bøger.

‘Den evige nat’ blev heldigvis en overvejende positiv læseoplevelse. Jeg har læst flere anmeldelser af de to første bøger, hvor folk har været begejstrede for den første bog og dybt skuffede over den anden. Sådan har jeg det slet ikke. Tværtimod er jeg blevet mere og mere positiv over for serien. Da jeg havde læst den første bog, var jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville komme til at læse resten af serien, men nu er jeg faktisk glad for, at jeg gennemførte det.

I ‘Blod’ var historien alt for lang tid om at komme i gang, og handlingen sneglede sig af sted. Selvfølgelig var der en del personer, der skulle introduceres, men det behøver man altså ikke op mod 300 sider til. ‘Mørke’ rummede langt mere handling, og selvom den til tider havde et noget ujævnt forløb med flere sidehistorier, som ikke altid var lige interessante, så endte jeg med at være mere tilfreds med den end med den første bog i serien.

‘Den evige nat’ er så bogen, der ikke blot samler op på de to foregående bøger, men som også indeholder et par twists til historien og ikke mindst flere af personerne – twists som er yderst tiltrængte og en fin afveksling fra det sædvanlige historiemønster. Den er action packed, og selvom enkelte actionscener er lidt for slavisk beskrevet med for mange “og så gjorde han det”-beskrivelser, så er der i hvert fald ikke mulighed for at kede sig under læsningen.

Jeg er stadig skeptisk mht. at kalde væsnerne i bøgerne for vampyrer, men seriens dommedagstoner og modstandskamp gør den overordnet til udmærket læsning. Jeg advarer dog om, at første bog kan være noget træg at komme igennem.

Maus og Arne And

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har stået på biblioteket med denne tegneserie i hånden og har overvejet at låne den – for til sidst at konkludere, at den lød alt for trist og sat den tilbage på boghylden. Heldigvis tog jeg for et stykke tid siden endelig tyrene ved hornene og læste denne grafiske roman, og det er nok den tegneserie, der har rørt mig mest.

Tegneren Art Spiegelman beskriver i ‘Maus’ sin jødiske families liv under Holocaust. Historien er fortalt gennem interviews med faren, hvor de enkelte grupperinger tegnes som dyr – jøderne som mus, nazisterne som kattene osv. Tilbageblikkene til krigens rædsler er krydret med bidder af samtalerne mellem far og søn, hvor førstnævnte fremstilles som en gnaven, bedrevidende mand med meget faste holdninger, hvilket fører til flere konflikter mellem dem. På en måde er det med til at gøre historien mere troværdig, når hovedpersonen får lov til at have så menneskelige træk og ikke bare fremstilles som offer hele bogen igennem. Det er heller ikke bogens hensigt – at fremstille jøderne som ofre – selvom bogen bestemmer ikke holder igen med at vise de barske sider ved krigen og livet/døden i kz-lejrene. Hvordan det spinkle håb gang på gang blev knust for atter at spire frem, når der bød sig en lejlighed til det.

Der er en meget stærk vilje til overlevelse blandt en del af bogens hovedpersoner, og deres evne til at fremstå som værdige og civiliserede mennesker trods de ydmygende og usle forhold, de udsættes for, kræver respekt. Hvordan de gang på gang får forhandlet sig frem til lidt at spise og atter snyder døden – eller blot er heldige og ikke bliver sendt i gaskamrene den dag.

Det er skræmmende og sørgelig læsning, men det er også en vigtig brik i fortællingen om 2. Verdenskrig, og jeg vil kraftigt anbefale dig at læse bogen, hvis du vil have et indblik i de grusomheder, som blev begået under 2. Verdenskrig.

Fra det triste til det mere humoristiske – jeg læste en anden politisk tegneserie næsten samtidig med ‘Maus’, og for dem, der er til politisk satire, er denne and en kendt figur. Arne And vendte tilbage i 2006 med albummet ‘Genopstandelsen’ efter ca. 10 års pause, og det var en nyhed, der glædede mig. De tidligere Arne-album byder på mange herlige sarkastiske og spydige kommentarer til den svenske/nordiske/vestlige levevis og det hykleri, som den fandenivoldske, drikfældige, mavesure og socialistiske and gang på gang slår ned på – først og fremmest verbalt.

Der er samfundskritik og bitterhed for alle pengene, men er det lige så rammende og sjovt som de gamle albums? Desværre ikke. Der er for megen tomgang, for få nuancer og en irriterende mangel på selvironi, som den gamle Arne ellers ikke manglede og derfor tit var med til at give serien den gnist, som gjorde den sjov og spydig. Den nye Arne er først og fremmest en sur, middelaldrende mand, og den slags skal rumme en vis portion humor og selvironi for ikke bare at blive en ligegyldig og trist eksistens.

Jeg har dog ikke afskrevet Arne helt, og jeg regner med at læse flere af de nye albums ved en senere lejlighed, men det er stadig de gamle albums, som står stærkest.

De fede år

En bog, der blandt andet bliver solgt på, at den er forbudt i oprindelseslandet Kina, er en bog, som pirrer min nysgerrighed, så da jeg faldt over denne bog på biblioteket, blev den tilføjet bogstablen, inden jeg trissede hen mod udgangen.

‘De fede år’ af Chan Koonchung foregår i Beijing i nær fremtid. Her er landet pludselig grebet en optimisme og munterhed, og velstanden stiger, mens resten af verden er ramt af økonomisk krise. Samtidig er en måned forsvundet fra alle officielle registre, men ingen lader til at bemærke det – bortset fra en lille flok mennesker, som begynder at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor en måned er forsvundet, og hvad mon det er, som regeringen forsøger at skjule? Har den pludselige succes noget at gøre med den forsvundne måned, og hvad er det helt præcis, der gør, at alle pludselig er så lykkelige og positive?
 Selvom bogen er fiktion, så ligger den på flere punkter ret tæt på virkeligheden, hvor Kina netop har oplevet en voldsom vækst de senere år og har givet kineserne en langt større velstand. Den underliggende samfundskritik er interessant, for selvom det ikke er en dyster bog som George Orwells ‘1984’, så er det stadig tydeligt, at det er et samfund, hvor du ikke skal skille dig alt for meget ud eller stille spørgsmål ved det styrende system. Men i stedet for et overvågningssamfund, hvor du bliver kontrolleret og mistænkt så er Kinas befolkning blevet passiviseret med guld og lykke. Hvorfor gøre oprør, hvis du er mæt og har råd til det nyeste fladskærms-tv?
I virkelighedens Kina forsøger regeringen også at slette befolkningen hukommelse for de tragiske begivenheder, der har været i landets historie – for eksempel massakren i 1989 på Den Himmelske Freds Plads – og selvom det selvfølgelig er bekvemt at lukke øjnene og glemme alle ubehageligheder, så er det ikke ligefrem den bedste måde at udvikle et land på. Jeg kan anbefale Informations interview med forfatteren, hvor han fortæller mere om nutidens Kina.

Bogens historie er ret simpel, og derfor bliver fortællingen også lige lovlig lang, da det er de samme emner, der bliver vendt og drejet. Især slutningen bliver lidt for opremsende, men det ødelægger ikke pointen med, at selve emnet er interessant og yderst aktuelt. Læs den hvis du er til politiske konspirationer og modstandskamp i en moderne verden.