Blå stjerne

Jeg læste for nylig fjerde bog i ‘Det Store Århundrede’-serien, nemlig ‘Ikke at ville se’, der er skrevet af Jan Guillou. Og da jeg havde læst den færdig, gik jeg straks i gang med den femte bog, ‘Blå Stjerne’.

Det giver fin mening at læse de to bøger lige efter hinanden, for de foregår på cirka samme tid – bare set gennem to forskellige hovedpersoner. Hvor hovedpersonen i ‘Ikke at ville se’ var familien Lauritzens overhoved, Lauritz, er hovedpersonen i ‘Blå stjerne’ hans datter, Johanne.

Johanne arbejder som kurér for den norske modstandsbevægelse. Det går overraskende godt, indtil broderen Harald, der er i gang med at gøre karriere i den tyske hær, gør hende opmærksom på, at hun bør stoppe det foretagende øjeblikkeligt, eftersom nazisterne er begyndt at fatte mistanke til hendes mange besøg i Norge. Hun beslutter sig derfor for at blive en del af en sabotagegruppe. Det er dog kun for en periode, og efter en voldsom aktion bliver hun i stedet spion. Her skal hun bruge sine kvindelige ynder til at lokke brugbare informationer ud af tyske officerer, og med hendes kønne og charmerende udseende er det noget, hun er ganske dygtig til.

Det er interessant, at forfatteren har valgt at belyse samme tid som i fjerde bog – bare fra en anden hovedperson. Det giver dog god mening, eftersom Johannes vinkel er meget anderledes end Lauritz’ – og ikke kun fordi hun i modsætning til Lauritz ikke holder med tyskerne. Det gør dog også, at Johannes historie på visse områder er mere klassisk, da bøger om 2. Verdenskrig næsten altid fortælles ud fra ikke-nazisternes synspunkt.

Jeg synes, det er spændende at læse om en kvindelig modstandskæmper, for det er ikke just kvinderne, der fylder mest i historierne om modstandskampen. Johanne er naturligvis – som resten af Lauritzen-familien – utrolig dygtig til sit arbejde og bliver flere gange forfremmet. Der er ganske vist mænd i modstandsbevægelsen, der synes, det er noget underligt med en kvinde, der stiger i graderne, men dem om det – hun bliver heldigvis støttet af sin chef.

Der, hvor jeg synes, det kammer over, er da hun bliver spion og skal forføre tyskere. Jeg kan huske, jeg på et tidspunkt stødte på en anmeldelse af bogen, hvor anmelderen kritiserede bogen for, at det var meget tydeligt, at den var skrevet af en mandlig forfatter. Det slog jeg i første omgang hen, men da jeg selv læste bogen for nylig, forstod jeg kritikken. Der er et eller andet ved måden, forfatteren beskriver Johannes job som forfører, der virker utroværdigt. Én ting er, at hun får det som opgave – det er jeg principielt set ikke overrasket over – men det er fortalt på en utrolig banal og nærmest romantiseret måde. Hvis man er en del af modstandsbevægelsen, så vil man – i min optik – have langt større traumer og moralske kvababbelser med at sprede ben for fjenden. Og her fejler forfatteren stort. Den del burde gøre ondt at læse. Den burde give mig kvalme. I stedet får jeg mest en hyggesnak om, at hun bliver udstyret med et ‘tjeneste-pessar’ (bvadr), og så hvordan hun bliver forkælet af sin tyske bejler.

Mænd og kvinder beskrives i det hele taget ret stereotypt i denne bog – de fleste af mændene er simple, liderlige og lettere mandschauvinistiske, mens kvinderne er smukke og charmerende. Suk. Heldigvis er der enkelte lyspunkter såsom Johannes chef.

Jeg må desværre indrømme, at denne dårlige læseoplevelse var den sidste dråbe i vandglasset – nu orker jeg simpelthen ikke at læse mere af den serie. Jeg har længe båret over med det meget naive skrivestil med de åh-så-gode og dygtige Lauritzen-familiemedlemmer, men nu gider jeg ikke mere. Der mangler saft og kraft, og skrivestilen er ganske enkelt for banal og kedelig til mig.

Ausländer

I foråret faldt jeg over denne bog til 15 kr hos Bog & Idé, og til den pris kunne jeg ikke nære mig, selvom jeg havde på fornemmelsen, at ‘Ausländer’ nok ikke var noget stort, litterært værk. Men derfor kunne det jo godt være, at det var en udmærket læseoplevelse.

‘Ausländer’ er en ungdomsbog skrevet af Paul Dowswell. Bogen foregår under 2. Verdenskrig, hvor den unge polske dreng, Piotr, bliver adopteret af et tysk ægtepar, der bor i Berlin. Selvom Piotr er polak, er han også prototypen på en smuk, arisk dreng – blå øjne og blond hår. Piotr ændrer navn til Peter (hvilket blot er den tyske udgave af navnet Piotr) og bliver først meget betaget af de muligheder, hans nye tyske liv giver ham. Han kan nu spise mæt i velsmagende retter og har rent, pænt tøj, og hans nye familie lærer ham, hvordan en god nazist skal opføre sig. Problemet er blot, at Peter ikke bare kan se stiltiende til, når nazisterne tugter de polske tiggere i området. Men det er farligt at gå imod nazisterne, så Peter er i vildrede – skal han kæmpe for det, han tror på og dermed bringe sig selv og familien i fare, eller skal han rette ind og følge nazismens vej?

‘Ausländer’ indeholder det klassiske dilemma – skal man stå ved det, man tror på, eller skal man underlægge sig flertallet? Det er en konflikt, som især mange ungdomsbøger bygger på (nok fordi ungdommen traditionelt set har ‘brug for’ at gøre oprør mod det eksisterende system (læs: forældregenerationen)), og her er ‘Ausländer’ som så mange andre ungdomsromaner. Her er systemet dog ikke fiktivt men tager udgangspunkt i virkelighedens nazistyre – om end forfatteren muligvis har taget sig et par friheder i fiktionens navn.

Forfatteren gør en del ud af at indflette en række interessante detaljer om, hvordan nazisternes liv har set ud, men eftersom det er en relativ kort bog, kommer nogle af tingene til at virke lidt for ekstreme og mærkelige – selvom de efter sigende er historisk korrekte. Det ærgrede mig lidt, for det gjorde, at jeg ind imellem havde svært ved at tro på historien.

Peter er en sympatisk hovedperson, og det er interessant at følge hans historie, selvom handlingen i sig selv er rimelig forudsigelig. Slutningen var desværre ret hastig – som om den skulle overstås på så få sider som muligt – og det var lidt synd, for det virkede lidt sjusket og utroværdigt. Det var dog samtidig også en slutning, hvor man følte, at der stod noget på spil, og hvor den kunne ende på mange måder.

‘Ausländer’ endte med at være en ok læseoplevelse. Den var faktisk bedre, end jeg frygtede, og som ungdomsbog giver den et interessant indblik i 2. Verdenskrig. Jeg fik ret i, at den ikke er stor litteratur, og jeg havde da også gerne set lidt mere dybde i handlingen, men alt i alt et fint bud på, hvordan en ungdomsroman om 2. Verdenskrig kan se ud.

Hitlers furier

I år har jeg læst en del historiebøger – især om flere af de store krige – hvilket jeg er rigtig glad for, da der er så mange spændende og interessante historier gemt i den virkelige verden. Derfor takkede jeg også straks ja, da Gad gav mig muligheden for at anmelde denne bog.

‘Hitlers furier’ er skrevet af Wendy Lower og handler om de tyske kvinders roller under 2. Verdenskrig. Kvindernes funktion i krigen er tidligere blevet bagatelliseret eller ligefrem fornægtet, men forfatteren har studeret holocaust gennem 20 år og tegner på baggrund af dette et tysk samfund, hvor kvinderne ikke holdt sig tilbage, men også deltog i jagten på jøder og ligefrem i massedrab.

Da jeg begyndte på denne bog, indså jeg, at jeg havde lidt svært ved at acceptere præmissen ved denne bog. Det var ret tydeligt, at forfatteren undrede sig over, hvordan kvinder i det hele taget kunne tage del i de grusomheder, der foregik op til og under 2. Verdenskrig. Det virkede, som om hun med vold og magt ville bevise, at de tyske kvinder bestemt ikke var (naive) engle, men lige så skyldige som de tyske mænd. Det gav starten af bogen en lidt skinger tone, hvilket irriterede mig. Et eller andet sted synes jeg, at det er virkelig naivt at tro, at kvinderne skulle være meget anderledes end mændene i den henseende. Der er jo ikke noget iboende fromt og helligt i kvinder – de er på godt og ondt lige så meget almindelige mennesker som mænd. Men der er åbenbart ikke nok (eller burde jeg sige noget) litteratur, der har belyst kvindernes rolle i krigen, og det er baggrunden for bogen.

Når det så er sagt, så er bogen skræmmende læsning. Der er beskrevet adskillelige situationer med overgreb, massedrab og forfølgelse, og uanset om det er mænd eller kvinder, der begår overgrebene, så er det svært at forestille sig, at folk kan opføre sig så umenneskeligt. Det virker fuldstændig absurd, og der var flere gange, hvor jeg blot stirrede chokeret på teksten. Krig er modbydeligt, men alligevel…

Bogen giver ikke blot et indblik i krigens mange forfærdelige sider men også i det nazistiske idealsamfund. Det er meget interessant at læse, hvordan kvinden skulle have en rolle som husfrue og moder ifølge nazismen – og hvordan de tyske kvinder i langt højere grad foretrak at gøre karriere gennem den tyske krigsmaskine.

Jeg er som sagt ikke spor overrasket over, at kvinder også har begået overgreb under 2. Verdenskrig. Det, der til gengæld er interessant (og skræmmende) er den selvfølge, der har været ved denne opførsel. Det virker, som om store dele af den tyske befolkning var så indoktrineret af den nazistiske tankegang, at det var helt naturligt at tage del i grusomhederne. Men det kan selvfølgelig også skyldes, at det har været svært at have en anden holdning i det samfund…

Det er en barsk men også spændende fortælling om et meget grimt kapitel i Europas historie. Er du interesseret i at vide mere om 2. Verdenskrig, kan denne bog anbefales.

Dødszoner

Da jeg læste oplægget til denne bog, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville læse den, selvom historien lød til at være temmelig barsk og brutal.

‘Dødszoner’ er skrevet af Simon Pasternak og foregår under 2. Verdenskrig, hvor tyskerne er ved at rydde de sidste jødiske ghettoer, og krigen hærger Europa. Den unge tysker Heinrich arbejder som kriminalbetjent og skal opklare mordet på SS-generalen Steiner. Opklaringsarbejdet bliver en rejse gennem en korrumperet og voldspræget verden uden moral eller næstekærlighed, og der venter Heinrich en hel del overraskelser. 

Dette er på ingen måde en feel-good historie, og er du en følsom sjæl, vil jeg ikke anbefale dig denne bog, selvom den er ganske interessant.

Historien er barsk, nådesløs og ubehagelig. Der er masser af vold, og den er detaljeret beskrevet. Det er dog ikke kun voldsscenerne men også den generelle stemning i bogen, der er decideret ubehagelig. Man ser det hele fra nazisternes side, og da mange af dem ikke har moralske skrupler, bliver det en voldsom cocktail af brutalitet, overgreb, massegrave og drab. Det er den overlegne nazist mod resten af verden. Ind imellem er man lige ved at tabe pusten over de grusomme scener, og alligevel virker det ikke som om, at forfatteren gør det for at svælge i (ligegyldig) vold.

Plottet er interessant, og hele ideen med at skrive en krimi med 2. Verdenskrig som ramme er spændende og nytænkende. Jeg er lidt lunken over for den sidste del af bogen og ikke mindst slutningen. På den ene side er den oplagt, men på den anden side synes jeg også, at fortællingen bliver en smule forjaget til sidst. Her måtte forfatteren godt have dvælet lidt mere.

Det er en spændende og velskrevet bog, og hvis du har mod på at læse en bog, der emmer af (ubehagelig) stemning, så kan jeg anbefale denne. Vær blot opmærksom på, at bogen som sagt indeholder en del grusomme og voldelige scener.

Anne Franks dagbog

Dette er en bog, som mange læser i løbet af skole- eller gymnasietiden, men så heldig var jeg ikke, så i stedet kom bogen på listen over de bøger, jeg skal læse i år. Jeg vil betegne det som en nyklassiker, for du kan ikke tale om bøger, der omhandler 2. Verdenskrig, uden at talen også falder på denne bog.

‘Anne Franks dagbog’ bygger – ikke så overraskende – på de breve og dagbøger, som den jødiske pige Anne Frank skrev under 2. Verdenskrig, mens hun og hendes familie gemte sig for nazisterne. Bogen beskriver hendes liv gennem lidt over to år indtil få dage før, at familiens skjulested blev afsløret, og de blev sendt til forskellige kz-lejre. Den eneste, der overlevede, var faderen Otto Frank, som efter krigens slutning fik fat i Annes dagbøger og fik dem samlet og udgivet som én samlet bog i 1947.

Det er en interessant fortælling, som giver et indblik i hverdagslivet for et barn, der udvikler sig til at være en ung pige, mens krigen raser i Europa. Et hverdagsliv, der er præget af ensformighed og flere og flere begrænsninger, mens frygten for at blive opdaget hele tiden lurer i baghovedet.

Handlingen er ikke lige så barsk som i ‘Claras krig’, men nu lader det også til, at Anne Franks familie var velstillede og havde langt bedre muligheder for at skaffe sig ting, end Claras familie havde. Det gør dog ikke bogen mindre relevant eller interessant, for Annes udvikling og kommentarer om de andre beboere og situationen i det hele taget er befriende ærlig. Jeg har læst flere anmeldelser af bogen, hvor folk kritiserer Anne for at være selvoptaget og umoden, men jeg synes tværtimod at hendes til tider sure og oprørske kommentarer gør bogen troværdig. Jeg læser ikke bogen for at få endnu et renskuret heltebillede at se op til – jeg læser bogen for at få et indblik i et rigtig menneskes hverdag og kamp for at overleve.

Anne drømte om at få sine dagbøger udgivet efter krigen, og dette ønske fik hun heldigvis opfyldt, selvom hun ikke selv kom til at opleve det. Bogen er en vigtig brik i forståelsen af, hvordan livet var under 2. Verdenskrig, og hvad folk måtte gå igennem for at overleve – ikke kun jøderne men også de, der forsøgte at hjælpe dem.

Vil du læse mere om Anne Frank og baggrunden for dagbogen, så tjek denne Wikipedia-artikel. Og læs så den bog, hvis du ikke allerede har gjort det.

Bogtyven

Denne bog har jeg ønsket at læse i flere år, og jeg har simpelthen ikke en fornuftig forklaring på, hvorfor jeg ikke har gjort det for længst. Da jeg lavede listen over bøger, jeg skal læse i år, var det dog oplagt at sætte ‘Bogtyven’ på, for så vidste jeg, at jeg endelig ville få den læst.

‘Bogtyven’ foregår i Tyskland under 2. Verdenskrig og fortælles af Døden selv. Selve hovedpersonen er dog den 9-årige Liesel, som bliver bogtyv, da hun til lillebroderens begravelse stjæler en bog, som graveren har tabt i sneen. Hun har dog ikke megen glæde af den i starten, eftersom hun ikke kan læse, og da hun endelig lærer dette, finder hun ud af, at det er ‘Håndbog for kirkegårdsgravere’, som er i besiddelse af.

Det er Liesels plejefar, Hans Hubermann, der lærer hende at læse, og han er i det hele taget et godt menneske. Han sørger blandt andet for at skjule en af de forfulgte jøder, Max, i kælderen, og Liesel og Max udvikler efterhånden et nært venskab. Og imens udvider Liesel stille og roligt sin bogsamling, hvilket familiens medlemmer også får glæde af, når hun læser op i beskyttelsesrummet, mens bomberne falder udenfor.

Bogen var noget helt andet, end jeg forventede, og på en måde er titlen lidt misvisende, for Liesels karriere som bogtyv fylder egentlig ikke særlig meget i bogen. I stedet er det krigen og de frygtelig mennesketab, der fulgte med, som fylder meget og skaber en barsk kulisse til Liesels fortælling.

Men det er en spændende fortælling, og den bliver ikke mindre interessant af, at forfatteren har ladet Døden selv fortælle historien, for er der en, der kender krigen godt, så er det Døden. Det er med til at perspektivere historien og minder hele tiden læseren om de grusomme ting, der skete dengang.

Liesel er en gæv lille pige med sin egen retfærdighedssans og en dejlig appetit på bøger, og sådan en kæk lille størrelse kan man jo kun holde af. Hendes færden i et land i krig er interessant, og Døden fortæller ofte om hende på en måde, så man kommer til at smile, selvom handlingen sådan set er ret alvorlig det meste af tiden. Der er en varme og kærlighed i bogen, som viser, at til trods for krigens hærgen, så er der stadig plads til medmenneskelighed.

Bogen er velskrevet, og selvom den ind imellem er lidt lang i spyttet, så er den let at læse. Den var som sagt noget helt andet, end jeg forventede, og selvom det ikke er decideret dårligt, så ærgrer jeg mig samtidig også over, at den ikke levede mere op til titlen. Men det er en smuk fortælling, som rummer en ro og dybde, der gerne vil rodfæste sig i dit hjerte.

Maus og Arne And

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har stået på biblioteket med denne tegneserie i hånden og har overvejet at låne den – for til sidst at konkludere, at den lød alt for trist og sat den tilbage på boghylden. Heldigvis tog jeg for et stykke tid siden endelig tyrene ved hornene og læste denne grafiske roman, og det er nok den tegneserie, der har rørt mig mest.

Tegneren Art Spiegelman beskriver i ‘Maus’ sin jødiske families liv under Holocaust. Historien er fortalt gennem interviews med faren, hvor de enkelte grupperinger tegnes som dyr – jøderne som mus, nazisterne som kattene osv. Tilbageblikkene til krigens rædsler er krydret med bidder af samtalerne mellem far og søn, hvor førstnævnte fremstilles som en gnaven, bedrevidende mand med meget faste holdninger, hvilket fører til flere konflikter mellem dem. På en måde er det med til at gøre historien mere troværdig, når hovedpersonen får lov til at have så menneskelige træk og ikke bare fremstilles som offer hele bogen igennem. Det er heller ikke bogens hensigt – at fremstille jøderne som ofre – selvom bogen bestemmer ikke holder igen med at vise de barske sider ved krigen og livet/døden i kz-lejrene. Hvordan det spinkle håb gang på gang blev knust for atter at spire frem, når der bød sig en lejlighed til det.

Der er en meget stærk vilje til overlevelse blandt en del af bogens hovedpersoner, og deres evne til at fremstå som værdige og civiliserede mennesker trods de ydmygende og usle forhold, de udsættes for, kræver respekt. Hvordan de gang på gang får forhandlet sig frem til lidt at spise og atter snyder døden – eller blot er heldige og ikke bliver sendt i gaskamrene den dag.

Det er skræmmende og sørgelig læsning, men det er også en vigtig brik i fortællingen om 2. Verdenskrig, og jeg vil kraftigt anbefale dig at læse bogen, hvis du vil have et indblik i de grusomheder, som blev begået under 2. Verdenskrig.

Fra det triste til det mere humoristiske – jeg læste en anden politisk tegneserie næsten samtidig med ‘Maus’, og for dem, der er til politisk satire, er denne and en kendt figur. Arne And vendte tilbage i 2006 med albummet ‘Genopstandelsen’ efter ca. 10 års pause, og det var en nyhed, der glædede mig. De tidligere Arne-album byder på mange herlige sarkastiske og spydige kommentarer til den svenske/nordiske/vestlige levevis og det hykleri, som den fandenivoldske, drikfældige, mavesure og socialistiske and gang på gang slår ned på – først og fremmest verbalt.

Der er samfundskritik og bitterhed for alle pengene, men er det lige så rammende og sjovt som de gamle albums? Desværre ikke. Der er for megen tomgang, for få nuancer og en irriterende mangel på selvironi, som den gamle Arne ellers ikke manglede og derfor tit var med til at give serien den gnist, som gjorde den sjov og spydig. Den nye Arne er først og fremmest en sur, middelaldrende mand, og den slags skal rumme en vis portion humor og selvironi for ikke bare at blive en ligegyldig og trist eksistens.

Jeg har dog ikke afskrevet Arne helt, og jeg regner med at læse flere af de nye albums ved en senere lejlighed, men det er stadig de gamle albums, som står stærkest.

Komedie i mol

I sidste uge læste jeg en positiv anmeldelse af denne bog hos Bøgernes Labyrint, og få dage efter faldt jeg over selvsamme bog hos netlydbog.dk, hvor jeg straks lånte den.

Bogen foregår under 2. Verdenskrig, hvor ægteparret Vim og Marie går med til at skjule en jødisk mand i deres hjem. Det er en risikabel beslutning, for det bringer også dem selv i fare, hvis det bliver opdaget. De står dog i en helt ny og uventet situation, da den jødiske mand dør, og de pludselig står med et lig, de ikke kan komme af med. Og det er ikke kun den fysiske udfordring med at skaffe liget af vejen – hvad med den sorg, de føler over at have mistet en ven? En ven som ingen andre kender til.

Det er en lille sag – kun 127 sider lang – men bogens tema er alligevel tankevækkende og meget menneskelig. Hvordan sørger man over en person, som man officielt set aldrig har mødt? Og hvordan påvirker det en som menneske?

Det er et stærkt tema, og det er beskrevet på en underspillet og enkel måde, som sætter tankerne i gang og får en til at overveje, hvordan man selv ville reagere i sådan en situation. Det er også en smuk beskrivelse af et forsigtigt og hensynsfuldt venskab, der langsomt spirer frem for blot at blive revet bort. Forfatteren forstår med få ord at sætte rammerne for en tragedie, som ikke er belyst særlig grundigt i de andre bøger, jeg har læst om jødiske flygtninge under 2. Verdenskrig,

Absolut lige så god, som jeg forventede, og en bog jeg gerne anbefaler. Det er dog en bog, du skal give dig tid til at fordøje og dermed ikke et oplagt valg til en sol og sommer-ferie nede sydpå.

Claras krig

Denne bog står også på min bogudfordringsliste for i år, for jeg blev ret interesseret i den efter at have læst en række meget positive anmeldelser af bogen sidste år.

‘Claras krig’ af skrevet af den polske jøde Clara Kramer og handler om hendes liv under 2. Verdenskrig. Clara er en helt almindelig teenager, da krigen bryder ud, men hurtigt forvandles hendes liv til en evig angst for at blive fanget af tyskerne. Mens frygten for at blive anholdt og sendt i koncentrationslejr vokser, leder familien desperat efter en udvej, og det ender med, at de søger i skjul i kælderen hos en etnisk tysker. Han og hans familie sørger for at købe mad til dem og gang på gang lyve, når andre borgere får mistanke om, at han skjuler jøder i sit hjem.

Som tiden går bliver de flere og flere i beskyttelsesrummet, hvor de til sidst sidder 18 mennesker, og vi følger, hvordan de kæmper for at bevare håbet og den sidste rest af værdighed, mens tyskerne nægter at slippe grebet om Polen.

Der er ingen tvivl om, at det både er en interessant og tankevækkende bog, som belyser den del, vi ikke hørte så meget om i historieundervisningen. Hvordan var det at være på flugt? Hvordan kunne du leve så småt? Hvordan var det at leve i skjul, hvor selv dine bedste venner pludselig kunne forråde dig? Det er fascinerende og skræmmende læsning, for det ligger selvfølgelig meget langt fra den almindelige danskers hverdag, men det giver også et godt indblik i de barske vilkår under krigen.

Bogen rummer en livsvilje, stædighed og medmenneskelighed, som er beundringsværdig – ikke blot fra jødernes side men også fra den tysker, hr. Beck, som sætter så meget på spil for at redde disse mennesker. Hvor alle andre – selv de venner og naboer, som familien har kendt i årevis – er parate til at stikke dem, så holder han gang på gang hånden over dem.

De fysiske beskrivelser af kælderen, tingene og menneskene er med til at gøre fortællingen levende og nærværende. Det er næsten som at være der selv – men også kun næsten, for jeg tror, jeg ville få klaustrofobi af sådan et sted.

Det er en spændende og skræmmende historie om en tid, som vi ikke bør glemme, selvom meget har ændret sig siden da. Det er også et fascinerende indblik i den menneskelige psyke, hvor man ikke kan andet end at beundre de mennesker, som formåede at leve i skjul og måtte gennemgå så meget for at overleve.

Bogen er en anelse langtrukken til sidst – jeg kunne næsten ikke rumme mere og syntes, at fortællingen kørte lidt i tomgang – men ellers har jeg ikke meget at udsætte på denne bog. Det er helt klart en af de bøger om 2. Verdenskrig, jeg har fundet mest relevant at læse.

Vingeskudt

For nylig blev jeg kontaktet og spurgt, om jeg ville anmelde ‘Vingeskudt’, og efter at have læst om bogen sagde jeg ja til et anmeldereksemplar.

Bogen er skrevet af Martin Richardt og er hans debutroman. Handlingen er splittet op i tre forløb, som læses parallelt – et under Anden Verdenskrig, hvor kaptajnløjtnanten Rüdiger er den bærende person og står for ledelsen af den tyske radarstation på vadehavsøen Mandø. De to andre forløb foregår i 1970’erne, hvor læseren følger henholdsvis arkitekten Sten og socialarbejderen Meike. Begge udsættes for begivenheder, som får dem til at reflektere over livet og de valg, de foretager sig. 

‘Vingeskudt’ er en bog om kærlighed, loyalitet, løgne og fortielser. Selvom bagsideteksten røbede, at der var tale om flere handlingsforløb, blev jeg alligevel frustreret i starten, når kapitlerne hoppede fra person til person, for der var et forløb, der var mere interessant end de andre. Denne balance skiftede dog undervejs, og da jeg først havde vænnet mig til stilen, gik det også lettere med blot at nyde bogen, for et eller andet sted endte strukturen med at give mening.

Bogens hovedpersoner er generelt sympatiske og interessante, men jeg nåede aldrig rigtig at føle for Sten, som kom til at virke ret anonym i forhold til de to andre hovedpersoner. Jeg kan heller ikke helt slippe tanken om, at jeg havde holdt endnu mere af bogen, hvis den var skåret anderledes, så der var endnu større fokus på Rüdigers og Meikes historier.

Sproget er nuanceret og en anelse svulmende, men den stil kan jeg generelt godt lide, så det passer mig fint. Handlingen er som udgangspunkt også fint tænkt, men der mangler en smule i udførelsen for, at jeg for alvor bliver grebet af dramaet. Det er en udmærket bog, og jeg kan godt finde på at læse flere bøger af samme forfatter, hvis han fortsætter med at udgive bøger.