Vingeskudt

For nylig blev jeg kontaktet og spurgt, om jeg ville anmelde ‘Vingeskudt’, og efter at have læst om bogen sagde jeg ja til et anmeldereksemplar.

Bogen er skrevet af Martin Richardt og er hans debutroman. Handlingen er splittet op i tre forløb, som læses parallelt – et under Anden Verdenskrig, hvor kaptajnløjtnanten Rüdiger er den bærende person og står for ledelsen af den tyske radarstation på vadehavsøen Mandø. De to andre forløb foregår i 1970’erne, hvor læseren følger henholdsvis arkitekten Sten og socialarbejderen Meike. Begge udsættes for begivenheder, som får dem til at reflektere over livet og de valg, de foretager sig. 

‘Vingeskudt’ er en bog om kærlighed, loyalitet, løgne og fortielser. Selvom bagsideteksten røbede, at der var tale om flere handlingsforløb, blev jeg alligevel frustreret i starten, når kapitlerne hoppede fra person til person, for der var et forløb, der var mere interessant end de andre. Denne balance skiftede dog undervejs, og da jeg først havde vænnet mig til stilen, gik det også lettere med blot at nyde bogen, for et eller andet sted endte strukturen med at give mening.

Bogens hovedpersoner er generelt sympatiske og interessante, men jeg nåede aldrig rigtig at føle for Sten, som kom til at virke ret anonym i forhold til de to andre hovedpersoner. Jeg kan heller ikke helt slippe tanken om, at jeg havde holdt endnu mere af bogen, hvis den var skåret anderledes, så der var endnu større fokus på Rüdigers og Meikes historier.

Sproget er nuanceret og en anelse svulmende, men den stil kan jeg generelt godt lide, så det passer mig fint. Handlingen er som udgangspunkt også fint tænkt, men der mangler en smule i udførelsen for, at jeg for alvor bliver grebet af dramaet. Det er en udmærket bog, og jeg kan godt finde på at læse flere bøger af samme forfatter, hvis han fortsætter med at udgive bøger.

De nøgne træer

Månedens ene bogudfordring er denne gang mandlige danske forfattere, og det er jo unægtelig et ret bredt spillerum. Der var ingen oplagt kandidat, så det var tilfældet, der rådede, da jeg endte med at vælge ‘De nøgne træer’ af Tage Skou-Hansen. Det er en bog, jeg flere gange har hørt om, uden at jeg rigtig vidste, hvad den handlede om, så her kunne jeg slå to fluer med ét smæk og blive lidt klogere på en dansk klassiker.

Bogen fortælles af hovedpersonen Holger Mikkelsen, og handlingen finder sted fra slutningen af 1943 og frem til efteråret 1944. Danmark er besat af Tyskland, og Holger færdes i det århusianske universitetsmiljø og i modstandsbevægelsen, men bogen handler lige så meget om hans affære med Gerda, der er gift med modstandsgruppens leder. Affæren griber om sig, og spændingen breder sig, så man til sidst blot venter på, at noget vil gå galt.

Det er en kort og lineær fortælling, hvor selve modstanden mod tyskerne fylder knapt så meget. I stedet er omdrejningspunktet den førnævnte kærlighedsaffære og selve kammeratskabet i modstandsgruppen, hvor forbindelsen mellem Holger og Gerda langsomt æder uskylden op og skaber frustration og ulykke.

Jeg havde håbet på mere fokus på selve modstandskampen og knapt så meget på kærlighedsaffæren, som sandt at sige ikke interesserede mig særlig meget. Det er et problem for en bog, hvor det er den bærende del af handlingen, og af samme grund var dette heller ikke en synderlig interessant læseoplevelse. Jeg savnede at blive overvældet og overbevist af kærligheden mellem de to elskende for at kunne forstå behovet for deres affære, og det meste af tiden var jeg fyldt af en stille undren.

Skæbnespydet

Jeg faldt over ‘Skæbnespydet’, da jeg handlede i boghandlen ved Rådhuspladsen for et par måneder siden. Boghandlen har en hel hylde dedikeret til bøger om 2. Verdenskrig, og jeg blev nysgerrig, da jeg så denne bog, som skulle beskrive nazisternes flirten med det okkulte.

‘Skæbnespydet’ af Trevor Ravenscroft tager udgangspunkt i myten om Longinus spyd, som efter sigende skulle være det spyd, Jesus blev stukket med, da han hang på korset på Golgatha. Spyddet er siden blevet tillagt okkulte kræfter – af flere fortolket som Den Hellige Gral – og spyddet er derfor meget eftertragtet. Det siges, at den, der holder spyddet i sin hånd, har magt over hele verden.

Adolf Hitler hørte om myten som ganske ung og blev grebet af historien. I bogen følger du, hvordan hans og nazistpartiets interesse for det okkulte udvikler sig, og hvordan de brugte sort magi i 2. Verdenskrig.

Det er ingen nyhed, at nazisterne forbindes med okkultisme og sort magi. Allerede da jeg var barn, så jeg, hvordan Indiana Jones bekæmpede onde, okkultdyrkende nazister, og siden er jeg gang på gang stødt på sammenkoblingen i mange film og bøger. Hver gang har jeg undret mig over, om koblingen kan være rigtig – var nazisterne virkelig så fascinerede af den sorte magi, som fortællingerne antyder, eller er det blot et forsøg på at beskrive nazismen som endnu ondere og uforståelig for resten af omverdenen?

Efter at have læst ‘Skæbnespydet’ er jeg ikke mere overbevist. Bogen er informationsrig men også tørt fortalt, og det er ikke lige en bog, du læser et par sider af, inden du skal sove. Den kræver noget mere koncentration, og så kræver den også en forståelse og accept af det overnaturlige – noget jeg ikke har i så stort omfang, som det kræves i denne sammenhæng. Jeg går ganske enkelt helt kold, når jeg læser passager om astrallegemer, og det er så hokus-pokus, at jeg ikke tror på det.

Jeg vil ikke afvise, at nazisterne kan have flirtet med det okkulte under 2. Verdenskrig, men det lykkedes ikke denne bog at overbevise mig.

Fatherland

Robert Harris’ bog ‘Fatherland’ hørte jeg om for nogle år siden og blev straks fascineret af settingen. Bogen tager udgangspunkt i, hvad der kunne være sket, hvis Tyskland havde vundet 2. Verdenskrig. Handlingen foregår i Berlin i 1964, hvor Adolf Hitler snart skal fejre sin 75-års fødselsdag. Hovedpersonen, Zavier March, er en tysk politimand, der efterforsker et mord, og han finder snart ud af, at mordet ikke blot er politisk betinget men også dækker over en langt større skandale, som kan få alvorlige konsekvenser for det politiske styre – og for hans egen sikkerhed!

Starten overraskede og skuffede mig lidt, for de første kapitler var meget lig almindelige krimihistorier, men langsomt fik forfatteren flettet mere og mere af samfundsbeskrivelsen ind i handlingen, hvilket både var skræmmende og tankevækkende. Fædrelandet er ikke fremstillet på samme direkte og voldsomme måde som den brutale overmagt i for eksempel ‘V for Vendetta’, men der er ingen tvivl om, at folk bliver straffet, hvis de ikke tilhører den korrekte race eller lever efter de retningslinjer, som fædrelandet dikterer. Det er for eksempel direkte statsskadeligt at få foretaget en abort, da man som borger har pligt til at videreføre Fædrelandet og dets værdier, og der er derfor dødsstraf, hvis man får foretaget abort. 

Selve opklaringsarbejdet fandt jeg ikke så interessant, men det skyldes muligvis, at jeg lod mig irritere at den traditionelle romance, som hovedpersonen også lige skulle have tid til under den hastige efterforskning. Jeg syntes, at det var decideret synd for bogen – ikke fordi det som sådan var dårligt fortalt, men mere fordi det var så stereotypt. Samtidig virker den potentielle politiske skandale ikke som den store overraskelse, når jeg som læser ved mere om, hvad der er foregået under krigen, end de fiktive hovedpersoner i bogen. Det er lidt synd, for skandalen er helt sikkert en trussel mod Fædrelandet – som læser opfatter du bare ikke oplysningerne som specielt overraskende.

Jeg havde nok håbet på en bog, hvor der blev brugt mere plads på at beskrive hverdagen og livet i Fædrelandet og knapt så meget på opklaringsarbejdet, men jeg var nu meget godt underholdt alligevel, og den fik mig flere gange til at tænke over den frihed, vi tager for givet i hverdagen, men som jeg bestemt ikke vil undvære.