Optisk bedrag

Jeg lånte oprindeligt novellesamlingen ‘Optisk bedrag’, fordi jeg troede, at det var en samling af horrornoveller, men der tog jeg fejl, for novellerne spænder meget bredt.

‘Optisk bedrag’ er skrevet af A. Silvestri og indeholder ret forskellige 21 noveller – lige fra de mere socialrealistiske til dem, der leger med horrorgenren. Der er lidt for enhver smag, og det er både novellesamlingens styrke og svaghed. Der var flere noveller, som jeg virkelig godt kunne lide, men der var også nogle, som enten virkede ufærdige eller bare kedelige. Af samme grund er det også svært at sige noget generelt om novellesamlingen, for det var virkelig en bred vifte af historier.

Jeg kunne godt lide, at forfatteren havde valgt at eksperimentere så meget, for det viste en bredde i hans forfatterskab, som jeg ikke kendte til i forvejen, og så var det ikke altid horrornovellerne, som jeg blev mest fascineret af.

En blandet men overvejende positiv læseoplevelse.

 

 

Rise – The Complete Newsflesh Collection

Det er ingen hemmelighed, at en af mine absolutte favorit-serier er ‘The Newsflesh’-trilogien af Mira Grant. Hun har efterfølgende skrevet en række noveller fra samme univers, og de er sidenhen blevet samlet i denne tykke novellesamling, ‘Rise’, hvor to af novellerne ikke før har været offentliggjort.

Novellerne giver blandt andet baggrundsinformation om, hvordan zombiesmitten opstod, hvordan folk reagerede, da smitten begyndte at sprede sig samt et indblik i, hvad flere af personerne fra den oprindelige trilogi lavede, inden de blev en del af bloggerteamet. Jeg kunne især godt lide novellen om lærerinden, der forsøger at redde sine elever, da der pludselig kommer et smitteudbrud midt i skoletiden. Det er en historie, der nærmest er pinefuldt langsomt fortalt, men historien er både troværdig og skræmmende på samme tid.

Der var dog også et par noveller, der godt  kunne være speedet lidt op. For eksempel ‘San Diego 2014’, hvor zombiesmitten bryder ud på en tegneserie-con. Et fantastisk oplæg til en historie, men den er desværre ikke så skarpt fortalt, som mange af de andre noveller.

I det hele taget er det en dejlig novellesamling at dykke ned i, hvis du holder af ‘The Newsflesh’-trilogien. Den giver svar på flere spørgsmål, der dukker op, når man læser de første tre bøger, og af samme grund må du absolut ikke læse disse noveller, inden du læser trilogien! Så er du advaret. Jeg savnede lidt mere skarphed og lidt mere tempo i flere af novellerne, men ellers var det en rigtig fin læseoplevelse.

Under Mars

Jeg fik lånt lidt sci-fi-bøger med hjem fra biblioteket i sidste uge, og her faldt valget blandt andet på novellesamlingen ‘Under Mars’ af Paul J. McAuley. Det er ikke en forfatter, jeg er stødt på før, så her var en fin mulighed for at få et indblik i, hvad han byde på.

Bogen består af ni ret forskellige noveller, hvor temaet i flere af dem er biologiske forandringer og klimakatastrofer. Ikke så overraskende, da forfatteren faktisk er biolog. Det betyder, at fagligt set er der kød på novellerne, men til gengæld halter det desværre ind imellem med historierne som helhed. Der er flere af dem, hvor jeg savner et decideret plot – en fortælling, der strækker sig fra A til B. Og så er hovedpersonerne sjældent særlig vindende eller fascinerende.

De mest fængende noveller var den første og den sidste – resten af historierne sagde mig desværre ikke særlig meget. Flere af dem indeholdt interessante ideer og tanker, men sproget var lidt for nøgternt, og jeg savnede lidt mere dramatik.

Novellegenren er svær, og jeg støder desværre sjældent på forfattere, der for alvor mestrer denne genre. ‘Under Mars’ bliver ikke en af de (få) mindeværdige.

Otherness

På vores sommerferie i det sydfranske havde jeg medbragt nogle paperbacks, som har stået (alt for) længe på vores bogreoler. En af dem var ‘Otherness’ af David Brin – en bog, vi har haft stående i mindst 7 år. Det er en samling af sci-fi-noveller og essays, og den passer derfor glimrende ind i mit sci-fi-læsetema.

‘Otherness’ var en ret frustrerende læseoplevelse. De enkelte essays var – bortset fra en enkelt undtagelse – temmelig kedelige. Novellerne var lidt bedre, men mange af dem var simpelthen ikke særlig godt skrevet. Flere af novellerne byggede på spændende og interessante ideer, men udførelsen var bare… meh. Det gjorde blot læseoplevelsen mere frustrerende, for det var tydeligt, at der var potentiale til nogle fascinerende historier – udførelsen var bare ikke særlig gennemtænkt eller gennemarbejdet. Virkelig ærgerligt. 

Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos

SPONSORERET

En af mine danske yndlingsforfattere har netop udgivet en novellesamling, og så skulle man da være et skarn, hvis ikke man sagde ja til at anmelde den, når man får chancen. Det er forlaget Kandor, der har været så venlige at sende et anmeldereksemplar.

’Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos’ er skrevet af Lars Ahn og indeholder 9 noveller. Nogle af dem har været udgivet før, men der er også en række spritnye noveller. Det er svært at udpege et decideret tema for novellerne, da de er meget forskellige, men alle har et snert af horror over sig. Ikke den voldsomme og blodige slags men den snigende kriblende fornemmelse man får, når man pludselig får en mistanke om, at man bliver overvåget af nogen eller noget i skyggerne…

Historiernes styrke er de hverdagssituationer, som mange af dem tager udgangspunkt i. Den letgenkendelige leg fra barndommen, hvor man ikke måtte træde på stregerne mellem fliserne, for så ville noget gå galt. Eller de – til tider – kiksede opdateringer på Facebook, som kan gå grueligt galt. Her har forfatteren været meget kreativ mht. at finde frem til noget, der ligger så tæt på den almindelige hverdag og som samtidig udvikler sig til et mareridt for hovedpersonerne. Nogle af historierne indeholder også fantastiske elementer såsom novellen, der også har lagt navn til bogen, hvor der naturligvis også optræder en vampyr.

Jeg havde kun læst en enkelt af novellerne før – ’Blomstervanding’ – men det var bestemt et glædeligt gensyn, da det er en af mine yndlingsnoveller. Den består af en lang række opdateringer fra Peter, der opretter en Facebookprofil og de efterfølgende år får lavet en række opdateringer, hvor alle ikke er lige gennemtænkte, hvilket selvfølgelig giver en række komplikationer. Novellen ’Fortovsdrab’, der handler om en dreng/mand, der bringer ulykke over andre ved at træde på stregerne mellem fliserne er også ganske interessant, ligesom jeg holdt meget af ’Telefon fra afdøde’, hvor hovedpersonen Robert overtager en telefon, som bliver hjemsøgt af opkald fra døde mennesker. Og nu jeg tænker over det, så var jeg faktisk også ganske godt underholdt af ’La petite mort’, hvor et ægtepar eksperimenterer med et stof, som efterlader brugeren i en totalt pacificeret og dødlignende tilstand i en halv time, hvor partneren så kan bruge kroppen, som han/hun lyster.

Den eneste historie, der slet ikke fungerede for mig, var ’Fortsættelse til et eventyr’, hvor forfatteren er inviteret op til slottet for at interviewe kongen og dronningen. Jeg syntes, at den historie var ret kryptisk, og fortællemæssigt fangede den mig slet ikke.

Der er ikke mange, der mestrer at skrive spændende og skarpe noveller, men det gør Lars Ahn. Det er en sand fornøjelse at opleve, hvordan en forfatter med få virkemidler kan få gåsehuden frem på armene, mens man begynder at smile, når man dykker ned i de finurlige fortællinger, han skriver.

Hvis jeg overlever natten

SPONSORERET INDLÆG

Denne bog har jeg fået tilsendt, men anmeldelsen er naturligvis mine egne tanker om bogen.

‘Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket’ er en samling af gysernoveller af danske forfattere. Der er syv ret forskellige noveller med:

‘In uteri’ af A. Silvestri – en historie om en mand, der kommer med meget malende og kropslige beskrivelser undervejs – helt sikkert noget, som vil dele vandene. Personligt blev det lidt for meget for mig, men historien i sig selv var udmærket.

‘Hvis jeg overlever natten’ af Savanna Lind – om stemmerne i hovedet og kæresten, der vil forlade en. Ganske god men på en af scenerne er så over-the-top, at det blev utroværdigt.

‘Hvor hesten ligger begravet’ af Lars Ahn. På sin vis en klassisk historie – også hvis man kender forfatterens øvrige noveller – men dermed også rimelig forudsigelig. Her savnede jeg lidt mere af den vildskab, som han ofte har i sine noveller.

‘Der er ingen bånd der binder mig’ af Susanne Thrane – om en dreng og hans venskab med kammeraten Tobber. Morens opførsel over for drengen ødelagde desværre lidt af læseoplevelsen for mig – jeg syntes, den faldt igennem i forhold til resten af historien.

‘Fobi’ af Kasper Grandetoft – om araknofobi og hvordan ens liv pludselig kan tage en helt ny drejning. Nu er jeg ikke selv særlig glad for (store) edderkopper, så denne her var ikke behagelig læsning, men selv hvis du ikke har et anstrengt forhold til disse dyr, så vil jeg mene, at du sagtens kan leve dig ind i historien.

‘Utak er verdens løn’ – af Flemming Johansen – horror og scifi mødes i uhyggelig forening. På sin vis også en klassisk historie men fin fortalt og med en interessant slutning.

Samlet set er det en ganske fin samling noveller. Jeg savnede lidt mere vildskab og twists i historierne, men de var som udgangspunkt velskrevne. Der var ingen af dem, der var dårlige, men der var heller ingen af dem, der blæste mig omkuld (noget, som Lars Ahns noveller ellers ofte gør).

Stjernestunder

Lige siden jeg læste ‘Skaknovelle’ af Stefan Zweig, har jeg ønsket at læse mere af ham. Sidste år blev det til den biografiske ‘Verden af i går’, og i juleferien fik jeg hørt ‘Stjernestunder’ som lydbog.

‘Stjernestunder’ er en novellesamling med 12 beretninger fra afgørende øjeblikke i verdenshistorien – det vil sige de timer eller den dag, hvor der skete noget særligt opsigtsvækkende. Det er en bred vifte af hændelser – lige fra Byzans blev erobret til da Europa og Amerika blev forbundet via telegrafen.

Jeg vidste ikke så meget om novellesamlingen, inden jeg gik i gang, men jeg blev positivt overrasket. Først og fremmest kunne jeg godt lide bredden i historierne – at det ikke kun var dramatiske øjeblikke fra krige men også rummede både fysiske og ‘åndelige’ opfindelser. Det var ikke alle øjeblikkene, jeg kendte lige godt, så det var samtidig også ganske lærerigt – og en anderledes måde at lære om verdenshistorien på.

Selvom novellerne beskriver spændende øjeblikke fra verdenshistorien (med tryk på verden), så indeholder flere af novellerne en vis intimitet, da man følger personerne tæt på. Det er med til at gøre historierne mere levende og mere nærværende. Bestemt et positivt træk.

Min største anke mod læsningen af denne bog handler faktisk ikke om selve bogen men det, at jeg desværre læste den over lang tid, da der var en hel del bøvl med Ereolens afspiller (det er der i øvrigt stadig, argh!). Det er så ikke bogens skyld, men det gør, at det jeg ikke fik fordybet mig (nok) i alle historierne. Jeg vil derfor ikke afvise, at jeg kunne finde på at genlæse ‘Stjernestunder’ på et tidspunkt.

Bitre mandler

Nu er jeg mest til hyggelige julehistorier, hvor sneen knitrer, nisserne laver spilopper, og hvor julefreden sænker sig over det ganske land. Det var derfor noget af et stilskifte, da jeg besluttede mig for at læse novellesamlingen ‘Bitre mandler’, der er en række krimihistorier med julen som tema. Bidragsyderne er en lang række af Danmarks mest kendte forfattere gennem de sidste 40 år – lige fra Dan Turéll til Gretelise Holm.

Dette er absolut ikke en samling af hyggelige julehistorier – tværtimod. Der er ingen garanti for en lykkelig slutning, og julen er sjældent et positivt element i novellerne. Faktisk er der en række af historier, der har meget lidt med jul at gøre, og det gjorde, at jeg var ret skuffet og frustreret i løbet af de første 3-4 noveller. Derefter distancerede jeg mig fra juletemaet (eller rettere manglen på samme), og det hjalp en hel del. Godt nok var de efterfølgende historier noget mere ‘julede’, men jeg synes faktisk, at novellesamlingen giver et langt bedre indtryk, hvis man helt ignorerer, at den markedsføres som en juleantologi.

Jeg kunne i øvrigt godt lide, at en del af historierne er ret dystre og grumme, så hvis du er til krimier, hvor det ikke altid er helten, der ler til sidst, så er denne novellesamling et fint bud.

Hvad Fluffy vidste

Denne bog har jeg længe haft et godt øje til, og da jeg for nylig tænkte, at nu var det på tide at få læst noget mere scifi, var denne bog blandt dem, jeg hentede på biblioteket.

‘Hvad Fluffy vidste’ er en novellesamling, der er udgivet af Science Fiction Cirklen. Det er – som forsiden antyder – en samling af scifi-noveller med og om katte! De optræder både som kæledyr, som guddommelige og som store katte, der har hovedrollen i stedet for menneskene. Men uanset hvilken historie, det drejer sig om, så er der ingen tvivl om, at i disse historier er katten i centrum (… ligesom i virkeligheden, sagde katteejeren…).

Der er en fantastisk bredde i historierne, hvor kattene generelt viser deres overlegenhed i en lang række situationer. Især første halvdel var spækket med fantastiske historier. Cirka midtvejs kom der nogle noveller, der ikke sagde mig så meget, men derefter fortsatte stimen af underholdende, pudsige og tankevækkende fortællinger. Kvaliteten er høj, men novellesamlingen er også en fin buket af både nye og gamle scifi-historier.

Du skal ikke være katteelsker for at nyde denne bog, men det hjælper helt sikkert, for historierne emmer af kærlighed og respekt for de små klo-besatte pelsklumper. Er du mere et hundemenneske, så prøv alligevel at læse denne bog og få et indblik i, hvorfor katte er så fantastiske væsner.

Nær og fjern

Jeg har savnet scifi-genren i forbindelse med min læsning, så det har jeg gjort noget ved her på det sidste (og det kommer jeg også til i det nye år – mere om det i december måned). Science Fiction Cirklen har udgivet en lang række novellesamlinger gennem årene, og jeg har læst flere af dem med lidt blandet held. Novellegenren er svær, og den bliver absolut ikke lettere, når det drejer sig om scifi, for du skal nå at etablere en fremtidsverden på ganske få sider.

Men jeg kastede mig nu over endnu en novellesamling – denne gang ‘Nær og fjern – Lige under overfladen 7’. Den indeholder en lang række danske scifi-noveller, der er skrevet af både erfarne og knapt så erfarne forfattere.

Historierne er ret forskellige og svinger lige fra tragedier til satire og fra fremmede væsner til tidsrejser. Der er kort sagt noget fra enhver smag. Det betød da også, at der var historier, som slet ikke sagde mig noget, mens andre passede bedre til mig. En af mine favoritter var novellen, der samtidig også lagde navn til bogen – nemlig ‘Nær og fjern’. Her har vi både fremmede væsner og en klassisk konflikt om, hvem man tør stole på. Historien om æblefetichisten var ret anderledes men velskrevet og utrolig godt udtænkt, og så var den Hunger Games-inspirerede også god men dog lige lovlig forudsigelig.

Jeg må indrømme, at der var lidt langt mellem snapsene. Nogle af novellerne var lidt for sære, mens andre nærmest var for jordnære. Jeg savnede en mere tydelig rød tråd gennem fortællingerne, for de stak i mange forskellige retninger. Det er som sådan ikke et problem – jeg havde bare håbet på, at jeg i højere grad kunne fornemme et tema.

‘Nær og fjern’ er en udmærket scifi-novellesamling, men ikke en af de bedste, jeg har læst.