Hvis jeg overlever natten

SPONSORERET INDLÆG

Denne bog har jeg fået tilsendt, men anmeldelsen er naturligvis mine egne tanker om bogen.

‘Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket’ er en samling af gysernoveller af danske forfattere. Der er syv ret forskellige noveller med:

‘In uteri’ af A. Silvestri – en historie om en mand, der kommer med meget malende og kropslige beskrivelser undervejs – helt sikkert noget, som vil dele vandene. Personligt blev det lidt for meget for mig, men historien i sig selv var udmærket.

‘Hvis jeg overlever natten’ af Savanna Lind – om stemmerne i hovedet og kæresten, der vil forlade en. Ganske god men på en af scenerne er så over-the-top, at det blev utroværdigt.

‘Hvor hesten ligger begravet’ af Lars Ahn. På sin vis en klassisk historie – også hvis man kender forfatterens øvrige noveller – men dermed også rimelig forudsigelig. Her savnede jeg lidt mere af den vildskab, som han ofte har i sine noveller.

‘Der er ingen bånd der binder mig’ af Susanne Thrane – om en dreng og hans venskab med kammeraten Tobber. Morens opførsel over for drengen ødelagde desværre lidt af læseoplevelsen for mig – jeg syntes, den faldt igennem i forhold til resten af historien.

‘Fobi’ af Kasper Grandetoft – om araknofobi og hvordan ens liv pludselig kan tage en helt ny drejning. Nu er jeg ikke selv særlig glad for (store) edderkopper, så denne her var ikke behagelig læsning, men selv hvis du ikke har et anstrengt forhold til disse dyr, så vil jeg mene, at du sagtens kan leve dig ind i historien.

‘Utak er verdens løn’ – af Flemming Johansen – horror og scifi mødes i uhyggelig forening. På sin vis også en klassisk historie men fin fortalt og med en interessant slutning.

Samlet set er det en ganske fin samling noveller. Jeg savnede lidt mere vildskab og twists i historierne, men de var som udgangspunkt velskrevne. Der var ingen af dem, der var dårlige, men der var heller ingen af dem, der blæste mig omkuld (noget, som Lars Ahns noveller ellers ofte gør).

Stjernestunder

Lige siden jeg læste ‘Skaknovelle’ af Stefan Zweig, har jeg ønsket at læse mere af ham. Sidste år blev det til den biografiske ‘Verden af i går’, og i juleferien fik jeg hørt ‘Stjernestunder’ som lydbog.

‘Stjernestunder’ er en novellesamling med 12 beretninger fra afgørende øjeblikke i verdenshistorien – det vil sige de timer eller den dag, hvor der skete noget særligt opsigtsvækkende. Det er en bred vifte af hændelser – lige fra Byzans blev erobret til da Europa og Amerika blev forbundet via telegrafen.

Jeg vidste ikke så meget om novellesamlingen, inden jeg gik i gang, men jeg blev positivt overrasket. Først og fremmest kunne jeg godt lide bredden i historierne – at det ikke kun var dramatiske øjeblikke fra krige men også rummede både fysiske og ‘åndelige’ opfindelser. Det var ikke alle øjeblikkene, jeg kendte lige godt, så det var samtidig også ganske lærerigt – og en anderledes måde at lære om verdenshistorien på.

Selvom novellerne beskriver spændende øjeblikke fra verdenshistorien (med tryk på verden), så indeholder flere af novellerne en vis intimitet, da man følger personerne tæt på. Det er med til at gøre historierne mere levende og mere nærværende. Bestemt et positivt træk.

Min største anke mod læsningen af denne bog handler faktisk ikke om selve bogen men det, at jeg desværre læste den over lang tid, da der var en hel del bøvl med Ereolens afspiller (det er der i øvrigt stadig, argh!). Det er så ikke bogens skyld, men det gør, at det jeg ikke fik fordybet mig (nok) i alle historierne. Jeg vil derfor ikke afvise, at jeg kunne finde på at genlæse ‘Stjernestunder’ på et tidspunkt.

Bitre mandler

Nu er jeg mest til hyggelige julehistorier, hvor sneen knitrer, nisserne laver spilopper, og hvor julefreden sænker sig over det ganske land. Det var derfor noget af et stilskifte, da jeg besluttede mig for at læse novellesamlingen ‘Bitre mandler’, der er en række krimihistorier med julen som tema. Bidragsyderne er en lang række af Danmarks mest kendte forfattere gennem de sidste 40 år – lige fra Dan Turéll til Gretelise Holm.

Dette er absolut ikke en samling af hyggelige julehistorier – tværtimod. Der er ingen garanti for en lykkelig slutning, og julen er sjældent et positivt element i novellerne. Faktisk er der en række af historier, der har meget lidt med jul at gøre, og det gjorde, at jeg var ret skuffet og frustreret i løbet af de første 3-4 noveller. Derefter distancerede jeg mig fra juletemaet (eller rettere manglen på samme), og det hjalp en hel del. Godt nok var de efterfølgende historier noget mere ‘julede’, men jeg synes faktisk, at novellesamlingen giver et langt bedre indtryk, hvis man helt ignorerer, at den markedsføres som en juleantologi.

Jeg kunne i øvrigt godt lide, at en del af historierne er ret dystre og grumme, så hvis du er til krimier, hvor det ikke altid er helten, der ler til sidst, så er denne novellesamling et fint bud.

Nær og fjern

Jeg har savnet scifi-genren i forbindelse med min læsning, så det har jeg gjort noget ved her på det sidste (og det kommer jeg også til i det nye år – mere om det i december måned). Science Fiction Cirklen har udgivet en lang række novellesamlinger gennem årene, og jeg har læst flere af dem med lidt blandet held. Novellegenren er svær, og den bliver absolut ikke lettere, når det drejer sig om scifi, for du skal nå at etablere en fremtidsverden på ganske få sider.

Men jeg kastede mig nu over endnu en novellesamling – denne gang ‘Nær og fjern – Lige under overfladen 7’. Den indeholder en lang række danske scifi-noveller, der er skrevet af både erfarne og knapt så erfarne forfattere.

Historierne er ret forskellige og svinger lige fra tragedier til satire og fra fremmede væsner til tidsrejser. Der er kort sagt noget fra enhver smag. Det betød da også, at der var historier, som slet ikke sagde mig noget, mens andre passede bedre til mig. En af mine favoritter var novellen, der samtidig også lagde navn til bogen – nemlig ‘Nær og fjern’. Her har vi både fremmede væsner og en klassisk konflikt om, hvem man tør stole på. Historien om æblefetichisten var ret anderledes men velskrevet og utrolig godt udtænkt, og så var den Hunger Games-inspirerede også god men dog lige lovlig forudsigelig.

Jeg må indrømme, at der var lidt langt mellem snapsene. Nogle af novellerne var lidt for sære, mens andre nærmest var for jordnære. Jeg savnede en mere tydelig rød tråd gennem fortællingerne, for de stak i mange forskellige retninger. Det er som sådan ikke et problem – jeg havde bare håbet på, at jeg i højere grad kunne fornemme et tema.

‘Nær og fjern’ er en udmærket scifi-novellesamling, men ikke en af de bedste, jeg har læst.

Lips Touch

lips touch

Jeg er normalt ikke så meget til novellesamlinger, men jeg blev alligevel fristet, da jeg så, at Laini Taylor havde udgivet novellesamlingen ‘Lips Touch’. Da Nikoline fra Windblown Pages samtidig også skrev en meget positiv anmeldelse af bogen, var der ikke flere undskyldninger – bogen blev bestilt!

‘Lips Touch’ består af tre noveller – ‘Goblin Fruit’, ‘Spicy Little Curses’ samt ‘Hatchling’. Alle har de kys til fælles – eller måske rettere skæbnekys, for det er kys, der er i den grad ændrer skæbner, når de gives. I ‘Goblin Fruit’ er det for eksempel gobliner, der frister unge piger med magisk frugt for at pigerne skal sælge deres sjæle, og her er et kys skæbnesvangert.

De tre noveller er ret forskellige men har dog alle et strejf af folkeeventyr over sig – ikke mindst fordi flere af dem er ret dystre. Især den første fortælling – Goblin Fruit’ er smukt fortalt, og selvom den er ret forudsigelig (hvilket er forventeligt, når den emmer af folkeeventyr), så er det samtidig også den af fortællingerne, jeg bedst kan lide. Den er ret kort og har samtidig en bittersød og underspillet stemning, som gør novellen ret følelsesladet.

Den anden fortælling, ‘Spicy Little Curses’ var også interessant, selvom jeg havde en følelse af at have læst den før – og det har jeg måske også, for den kunne sagtens være bygget på et gammelt eventyr? Jeg synes, slutningen på novellen er lidt letkøbt, men alt i alt var den ganske fin.

Den sidste novelle, ‘Hatchling’, var bogens længste historie på over 130 sider. Den var samtidig også så lang, at den for mig diskvalificerer sig til at være en novelle og nærmere er en kort bog. Desværre kunne denne historie ikke rigtig fange min interesse. Man skulle et godt stykke ind i historien, før trådene i den begyndte at flette sig sammen til en samlet fortælling om kærlighed, og selvom jeg rigtig godt kunne lide slutningen – og moralen – i denne historie, så betød den træge start desværre, at jeg aldrig følte nogen forbindelse til denne novelle.

Sproget i novellerne er skønt! Poetisk, drømmende og lokkende men også melankolsk og eftertænksomt. Historierne er suppleret af en række smukke og fantasifulde tegningerne, der giver et hint om, hvad novellerne handler om. Der er samtidig noget nostalgisk over stregen, men det skyldes nok, at den tegnestil har været ret populær i rollespilsmiljøet, som jeg tidligere var en del af.

En ganske god novellesamling til dig, der holder af eventyr og fortællinger om kærlighed.

lips-touch-tegning

Mitosis

ms‘Mitosis’ er skrevet af Brandon Sanderson og er en kort novelle, der foregår mellem ‘Steelheart’ og ‘Firefight’. Jeg faldt over den på Ereolen Global, hvilket passede mig fortrinligt, da jeg syntes, at novellen var for dyr at købe i papirudgave.

Det er lidt svært at give et resumé af ‘Mitosis’ uden at røbe for meget af slutningen på ‘Steelheart’, så lad mig bare nøjes med at sige, at denne novelle – selvfølgelig – handler om Mitosis og kampen mod ham. Og så er der faktisk ikke så meget mere til det. Historien passer fint ind i serien, da stilen er lig de andre bøger, men den bidrager ikke rigtig med noget i forhold til serien, så du kan sagtens læse trilogien uden at læse ‘Mitosis’.

Novellen er fin underholdning, men virker også en kende overflødig. Læs den, hvis du er stor fan af ‘Reckoners’-trilogien.

Christmas at Thompson Hall and Other Christmas Stories

Så er det tid til endnu en julebogsanmeldelse – denne gang ‘Christmas at Thompson Hall & Other Christmas Stories’ af Anthony Trollope. Det er en del af Penquins hardcover-juleklassikere. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Nutcracker’, ‘The Night Before Christmas’ og ‘A Merry Christmas: And Other Christmas Stories’.

‘Christmas at Thompson Hall & Other Christmas Stories’ indeholder fem noveller, der alle – i et eller andet omfang – udspiller sig ved juletid i England i 1800-tallet. Den første og længste historie er en småkomisk historie om et ægtepar, der overnatter på en kro, inden de skal videre næste dag for at mødes med familien til jul. Overnatningen forløber dog ikke uden problemer, hvilket fører til en hel del forviklinger og pinlige optrin. Den næste historie er en kærlighedshistorie, hvor det forelskede par desværre er så stivnakkede begge to, at de er ved at ødelægge den spirende kærlighed med stædige udmeldinger og misforståelser. Tredje historie bygger på lidt af den samme type forviklinger, mens fjerde historie er noget anderledes. Den foregår under den amerikanske borgerkrig, hvor to brødre er havnet på hver sin side af konflikten, hvilket selvfølgelig giver en række problemer – også for den øvrige familie. Den sidste historie er en superkort fortælling om to svogre, der er meget uenige, men alligevel forsøger at blive forsonet op til jul.

Bogen var en svingende læseoplevelse. Den første fortælling om parret på kroen var sød, men også temmelig karikeret, og jeg undrede mig en hel del over hustruens opførsel. Det var så karikeret og virkelighedsfjernt, at jeg blev mere mystificeret end decideret underholdt, men det var en ok fortælling, om end den ikke havde voldsomt meget med jul at gøre.

Den næste historie havde til gengæld mere julestemning. Det var en ret forudsigelig kærlighedshistorie, men fint fortalt. Den efterfølgende historie efterlod til gengæld intet indtryk hos mig overhovedet.

Den fjerde historie, der handlede om den amerikanske borgerkrig, var nok den mindst julede af alle historierne, men til gengæld var det muligvis også den mest interessante (hvilket nok skyldes, at jeg absolut ikke føler, jeg ved nok om borgerkrigen og derfor suger til mig, så snart jeg støder på en reference til den begivenhed). En udmærket historie, der dog har lidt af et antiklimaks af en slutning.

Den femte historie var ligesom den tredje ikke en, der gjorde noget indtryk på mig overhovedet.

Jeg savnede først og fremmest mere julestemning i bogen, for selvom historierne foregår ved juletid, så er det en ret ubetydelig kendsgerning i flere af novellerne. Personerne er overfladiske og er til tider svære at holde af, men det gjorde mig nu ikke så meget. Jeg savnede til gengæld lidt mere fremdrift og uforudsigelighed i historierne – der var ikke så meget nyt at komme efter, og det var derfor en lidt overfladisk læseoplevelse.

Hvis du vil have (nostalgisk) julestemning, vil jeg hellere foreslå dig at læse ‘A Merry Christmas: And Other Christmas Stories’ eller ‘Letters from Father Christmas’.

A Merry Christmas & Other Christmas Stories

Det er december og dermed tid til at læse julebøger! Ok, jeg ‘tyvstartede’ faktisk i weekenden i forbindelse med 1. advent, men det er også ok.

‘A Merry Christmas & Other Christmas Stories’ købte jeg for et års tid siden – lige efter jul så vidt jeg husker. Det er en fin lille sag, som indeholder en række julehistorier skrevet af Louisa May Alcott – ja, hende der blandt andet skrev ‘Little Women’. Bogen indeholder da blandt andet også et uddrag af denne bog – selvfølgelig med en scene fra jul.

Dette er en sød lille julebog fyldt med historier om næstekærlighed og juleglæde. Det bliver ind imellem lige lovlig karikeret og sukkersødt, men på den anden side er det jo en julebog, og derfor må der gerne smøres lidt tykt på. Det er en bog, der fik mig til at smile – og en enkelt gang få lidt fugtige øjenkroge – og jeg nød at læse de små historier, der emmede af drømme, kærlighed, skinnende æbler og glæden ved at give. De sidste to historier var desværre ikke helt på højde med de foregående, men ellers var jeg godt tilfreds.

En glimrende julebog med et nostalgisk skær for dig, der gerne vil læse søde julehistorier, der emmer af næstekærlighed og glæde.

The Poison Eaters

the poison eaters

Til Dewey’s Read-a-Thon var ‘The Poison Eaters’ af Holly Black den sidste bog, jeg gik i gang med. Jeg nåede kun et lille stykke ind i bogen, men læste den dog færdig allerede næste dag, da det er en letlæselig sag på lidt over 200 sider.

‘The Poison Eaters’ er en novellesamling og tilmed Holly Blacks første. Novellerne centrerer sig om overnaturlige og magiske væsner, og det er lige fra varulve og elvere til feer – selvfølgelig med et dystert skær.

Lad mig starte med det positive. Den første novelle, ‘The Coldest Girl in Coldtown’, var ret interessant og gav mig straks mere lyst til at læse bogen af samme navn, som forfatteren udgav for nogle år siden.

Dernæst begyndte det dog at gå ned af bakke – temmelig hurtigt endda. De resterende noveller sagde mig ikke rigtig noget. Nogle af dem var decideret kedelige, mens andre bare var på det jævne. Fælles var dog, at jeg syntes, der manglede det punch og elegance, som noveller behøver for at være interessante. Hvad jeg mener med det? Det er en kunst at skrive noveller, og mange forfattere mestrer det ganske enkelt ikke. Det er svært at fortælle en kort, interessant og nærværende historie på typisk 15-30 sider, og denne novellesamling overbeviser mig ganske enkelt ikke om, at Holly Black kan det. Jeg følte i højere grad, at mange af novellerne var uddrag af bøger og ikke en selvstændig historie, og det var ret synd, for flere af historierne havde potentiale til at blive ganske spændende noveller.

‘The Poison Eaters’ efterlod så lidt indtryk, at jeg nu – et par uger senere – ikke kan huske særlig mange af novellerne. Jeg holder fortsat fast i, at jeg gerne vil læse ‘The Coldest Girl in Coldtown’ på et tidspunkt, mens jeg vil være noget tøvende mht. at læse andre af forfatterens novellesamlinger.

Livet

lt

Alice Munro blev for alvor kendt i Danmark, da hun vandt Nobelprisen i litteratur i 2013, og jeg er efterhånden stødt på mange positive anmeldelser af hendes bøger. Min nysgerrighed blev vakt, og jeg undersøgte derfor, om det var muligt at låne hendes bøger via Ereolen.dk. Desværre var der kun en enkelt – nemlig novellesamlingen ‘Livet’, som er hendes nyeste udgivelse.

Bogen indeholder fjorten historier, og en del af novellerne tager udgangspunkt i forfatterens egen barndom. Skæbner er det gennemgående tema for novellerne, hvor man får et indblik i meget forskellige menneskers liv gennem de enkelte historier.

Novellerne er fortalt i jeg-form, og det fungerede ikke voldsomt godt i en lydbog, hvor oplæseren ikke gjorde særlig meget ud af at tydeliggøre, hvornår en novelle sluttede og en ny startede. Det forvirrede mig i starten, men det blev heldigvis lettere undervejs, da skiftet mellem de enkelte noveller blev tydeligere. Til gengæld vænnede jeg mig ikke helt til fortælleformen. På den ene side kan jeg godt lide jeg-fortællingen som lydbog, da det er med til at gøre historien mere personlig og nærværende. På den anden side er det forvirrende og nærmest utroværdigt, når det drejer sig om en novellesamling, for det gjorde, at jeg havde svært ved at forestille mig, hvem/hvordan hovedpersonen var i hver enkel novelle.

Historierne i sig selv var lidt for hverdagsagtige og underspillede til min smag. Et par af de første historier var egentlig ganske fine, men derefter mistede jeg lidt gejsten. Det var, som om historierne gled gennem mine ører som sand mellem hænderne – let og ligetil og uden at hænge ved. De gjorde ikke rigtig indtryk, selvom de sådan set var hyggelige at lytte til.

Jeg regner med at læse mere af Alice Munro på et tidspunkt, men det første møde – i form af ‘Livet’ – var ikke just mindeværdigt.