Stalker

Det var lidt et tilfælde, at jeg faldt over denne bog på Ereolen, og da jeg ikke havde hørt om den før, havde jeg ingen forventninger til den.

‘Stalker’ er skrevet af Michella Rasmussen og handler om teenagepigen Julie, der en dag får et brev fra en anonym beundrer. Hun bliver overrasket, men snart ændrer det sig til bekymring, da hun får flere breve, hvis indhold bliver mere og mere urovækkende. Det er tydeligt, at brevskriveren overvåger hende, og personen begynder også at blande sig i hendes liv. Især personer, der ikke opfører sig pænt over for Julie, bliver pludselig udsat for ubehagelige ting…

Denne bog var en positiv overraskelse. Selvom bogen er ret kort – under fire timers oplæsning – så når den at opbygge en ubehagelig stemning, hvor man som læser sidder og spekulerer på, hvem stalkeren er, og hvor langt vedkommende egentlig vil gå.

Historien er fortalt dels gennem Julie og dels gennem stalkeren. Det er med til at få flere nuancer frem, men jeg syntes dog ikke, at alle stalkerens betragtninger var troværdige (kan dog ikke komme det nærmere, da det vil afsløre dele af plottet).

Det er let at fatte sympati for Julie, der bestemt ikke har det let. Hendes forældre fokuserer langt mere på lillesøsteren, og Julie føler sig overset og glemt. Hun fremstår som en helt almindelig pige, og det er en af grundene til, at historien bliver uhyggelig, for hvis det kan ske for hende, kan det jo ske for enhver.

Slutningen kommer ret brat  – lidt for brat til min smag, og det kom til at virke klodset. Til gengæld kunne jeg godt lide slutningen – der var ikke lige så megen følelsesporno, som hvis det havde været en amerikansk ungdomsbog, og det klædte virkelig historien.

Alt i alt en udmærket ungdomsbog, som kan høres på under fire timer.

Flugten fra Camp 14

Jeg kan huske, at jeg læste om denne bog, da den blev udgivet tilbage i 2012, for det var ret enestående, at det var lykkedes en person at flygte fra en af koncentrationslejrene i Nordkorea. Det var dog først for nylig, at jeg fik læst den som lydbog.

‘Flugten fra Camp 14’ er historien om den unge mand, Shin Dong-hyuk, som vokser op i et af de frygtede koncentrationslejre i Nordkorea. Her lærer han, at tortur er hverdag, ligesom alle fangerne bliver indoktrineret med, at det er deres pligt at anmelde andre fanger, hvis de gør noget, der er imod reglementet. Shin ender derfor med at anmelde sin mor og bror, da han finder ud af, at de planlægger at flygte, og som tak skal han overvære drabene på dem.

Der er ganske tankevækkende at læse om et samfund, hvor der (stadig) eksisterer koncentrationslejre – ikke mindst den indoktrinering, fangerne bliver udsat for, hvor de bliver oplært til at stikke hinanden. Det er en virkelig syg tankegang, men er samtidig også meget effektivt, da det gør det langt lettere for lejrledelsen at kontrollere fangerne. Ingen stoler på hinanden, og et oprør bliver derfor holdt nede.

Historien om Shin er interessant, men den føles også noget rodet, da introduktionen, hvor journalisten også optræder, er forholdsvis lang. Her kommenterer journalisten også på flere forhold ved historien – blandt andet at koreaneren ændrede på historien flere gange, da han blev interviewet til bogen. Tre år efter, at bogen blev udgivet, skrev Jyllandsposten en artikel om, at Shin Dong-hyuk nu indrømmede, at han havde løjet om flere ting i bogen. Det ødelægger selvfølgelig lidt indtrykket af bogen, for jeg sidder som læser tilbage med en vis skepsis. Hvor meget af historien er egentlig sand? Det gør det samtidig også svært at anmelde bogen, for jeg ved ikke, om jeg skal vurdere den som en troværdig skæbnefortælling eller en skønlitteratur.

Men hvis vi lige glemmer, om det er sandt eller ej – det er både interessant og bekymrende at høre om livet i disse koncentrationslejre, ligesom Shins flugt bestemt heller ikke er let. Fortællestilen er jeg dog ikke så vild med, og det blev ikke bedre af, at oplæseren efter min mening ikke passede særlig godt til bogen.

Et beskidt job

For et par år siden læste jeg ‘Vi ses deroppe’ af Pierre Lemaitre, og det var en ret positiv læseoplevelse, så da jeg opdagede, at endnu en af hans bøger blev oversat til dansk, var jeg straks interesseret i at læse den.

‘Et beskidt job’ handler om Alain, der er i slutningen af 50’erne og arbejdsløs på fjerde år. Han har tidligere arbejdet som HR-chef men må nu tage sig til takke med et par småjobs, der lige akkurat kan betale de faste regninger. Han er efterhånden ret desperat, så da han en dag får positivt svar på en jobansøgning, er han straks fyr og flamme. Det viser sig, at jobsamtalen består af en praktisk opgave, hvor han skal overvære en fingeret gidseltagning, hvor gidslerne er en række ledere, som skal testet. Alain skal være med til at udvælge den leder, der vil egne sig bedst til at gennemføre en stor fyringsrunde i virksomheden. Alain vil gøre alt – simpelthen alt – for at få jobbet, så han går i gang med et researcharbejde, der snart tager magten fra ham…

Udgangspunktet for denne bog er ret interessant.  En ansættelsessamtale der bygger på en gidseltagning og efterfølgende forhør. Et oplæg, der har masser af potentiale. Den første del af bogen er da også ganske medrivende. Her følger man Alains forberedelser til ‘jobsamtalen’, og der er ingen tvivl om, at han er motiveret. Samtidig bliver det også tydeliggjort, hvor desperat han er for at få jobbet, for pengene er små, og han har ingen udsigt til ellers at kunne tjene nok til dagen og vejen.

Desværre knækker filmen undervejs, da der sker nogle ret ekstreme ting. Det i sig selv gør ikke så meget, men der er indlagt så mange twists i historien, at det kom til at virke klodset og forceret. Historien bliver efterhånden så pumpet med dramatiske drejninger, at jeg mistede interessen for, hvordan det ville gå Alain.

Jeg vil til gengæld rose forfatteren for at skabe en ret anderledes hovedperson. Han er kompromisløs, egoistisk og meget dedikeret. Det ene øjeblik meget detaljeorienteret og struktureret, det andet øjeblik spontan og komplet uforudsigelig. Han er ikke specielt sympatisk, men han er virkelig interessant og noget for sig.

Denne bog kunne have været genial. Tematikken – arbejdsløshed – er et samfundsproblem, som desværre rammer mange, og som kan få fatale følger for den enkelte. Forfatteren har valgt at belyse dette gennem en ret ekstrem situation, og det kunne have virket, men det gør det desværre ikke, da historien bliver overlæsset med alt for mange twists. Historien ender derfor ikke med at være genial men snarere smågal tenderende til rabies-ramt. Utrolig ærgerligt når nu forfatteren tidligere har bevist, at han kan skrive virkelig godt.

Skarpe genstande

Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke var lige så begejstret for ‘Gone Girl’ som flertallet, men det afholder mig ikke fra at læse flere af forfatterens bøger.

‘Skarpe genstande’ er skrevet af Gillian Flynn og handler om journalisten Camille, der får til opgave at tage hjem til fødebyen for at dække mordet på en lille pige. Efter kort tid finder man lige af endnu en pige, og byen står pludselig med en meget grim mordsag. Camille graver i sagen, men der er tilsyneladende en del i byen, der hellere vil lukke øjnene for de forfærdelige ting og gerne ser, at Camille helt undlader at fortælle historien om de dræbte piger.

Hrm. Jeg har det altså lidt svært med krimier, hvor det er en journalist, der er hovedpersonen. Det ender tit med, at vedkommende lige pludselig er den, der agerer detektiv, og det er jeg ikke særlig vild med. Overlad det til politiet, tak. Jeg syntes dog ikke, at den del er lige så dominerende i forhold til andre krimier med journalister i hovedrollen, for denne bog handler også om mange andre ting end lige krimihistorien.

Hovedpersonen Camille har en mørk fortid. En fortid hvor hun skar i sig selv og i det hele taget led afsavn. Det er tydeligt, at forholdet til familien kunne være bedre (… hvilket er lidt af en underdrivelse), og man kan godt forstå, at hun har det svært med at komme tilbage til dette samfund, hvor hun har så mange dårlige oplevelser.

Jeg havde svært ved rigtig at leve mig ind i de forskellige personer i bogen. Camille er som hovedperson oplagt at holde af, men jeg føler ikke rigtig, at jeg kommer tæt på hende – til trods for de mange beskrivelser af hendes ar og traumatiserende oplevelser. Jeg syntes i det hele taget ikke, at hele cutter-delen fungerede særlig godt – det virkede konstrueret og påklistret.

Min største anke på personfronten er dog Camilles lillesøster. Hun er en forfærdelig gimpe, og hun var så over-the-top, at hun virkede komplet utroværdig på mig. Jeg har meget svært ved at forestille mig en 13-årig pige opføre sig sådan (konstant).

Så alt i alt en middelmådig historie. Krimidelen var rimelig banal, og jeg gættede hurtigt, hvor det bar hen imod, og hele den psykologiske del kom aldrig rigtig til at virke for mig.

Tænk på et tal

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang stødte på ’Tænk på et tal’ af John Verdon, men den har i hvert fald stået på min to-read-liste i mange år – også på Goodreads, hvor jeg nu gør en indsats for at få læst de bøger, der har stået på min læseliste i længst tid.

’Tænk på et tal’ er første bog i krimiserien om Dave Gurney – en pensioneret kriminalassistent, der lever på en gård sammen med sin hustru. Han kan dog ikke holde fingrene for politiarbejdet, så da en af hans tidligere studiekammerater kontakter ham, fordi vedkommende modtager nogle yderst besynderlige breve, bliver Gurney overtalt til at hjælpe ham. Brevene bliver mere truende, og Gurney må snart sande, at den mystiske brevskriver har onde hensigter.

Bogen starter med en mystisk brevudveksling, der med det samme vakte min nysgerrighed. Brevskriveren beder modtageren – dvs. Gurneys studiekammerat – om at tænke på et tal mellem 1 og 1000. Dette tal gætter brevskriveren så i et efterfølgende brev, og både Gurney og studiekammeraten er mystificerede – hvilket jeg som læser også var. Hvad var nu det for noget? Brevskriveren krydrer derefter brevene med små digte og kommentarer, hvilket pirrer yderligere til ens nysgerrighed, men derefter sker der flere ting, som desværre tager luften ud af ballonen. Mystikken glider i baggrunden, og opklaringsarbejdet bliver mere traditionelt.

Første halvdel af bogen var klart mere interessant end anden halvdel af bogen. Jeg savnede helt klart mystikken og følelsen af, at den overlegne brevskriver kørte politiet rundt i manegen (det gør personen på sin vis stadig i anden halvdel, men ikke på samme måde).

Selve opklaringen af sagen var lidt… meh. Jeg syntes, at forklaringen på brevskriverens synskhed på den ene side gav fin mening men på den anden side gav en kedelig og lidt ordinær slutning. Jeg savnede mere dramatik og ahaaa-følelse.

Samlet set er ’Tænk på et tal’ en udmærket krimi. Det er rart, at hovedpersonen for en gangs skyld ikke er en alkoholiseret midaldrende mand, der lige er blevet skilt, men faktisk en ret normal person med et helt normalt ægteskab. Der er (selvfølgelig) stadig lidt knas i familielivet, men ikke i samme grad som i mange andre krimiserier. Jeg savnede dog lidt mere dramatik og spænding i slutningen, men her er jeg muligvis farvet af at have læst en del Chris Carter-bøger, hvor der virkelig er smæk for skillingen.

Selvom ’Tænk på et tal’ var en ok læseoplevelse, så regner jeg ikke umiddelbart med at læse videre i serien.

Drengen og dæmonen

Det er ved at være nogle år siden, jeg læste første bog i denne serie – ‘Dragen, sangeren, helten’ – men da jeg faldt over ‘Drengen & dæmonen’ på biblioteket, vidste jeg, at nu var det på tide at komme videre med serien.

‘Drengen & dæmonen’ er skrevet af Jens Østergaard, og ligesom forgængeren er det efterforsker Thomas Nyland, der er hovedpersonen. I bogen forsvinder en politimand og en 6-årig pige under mystiske omstændigheder, og politiet indleder en intens jagt på de forsvundne samt den eller de gerningsmænd, der står bag. Det kan være en kamp mod tiden, for det tyder på, at pigen er kvæstet og vil dø af blodtab, hvis hun ikke snart får lægehjælp. Men hvem kan finde på at bortføre en 6-årig pige? Og hvem er det, at hun og moderen tilsyneladende har været på flugt fra?

Denne bog kan sagtens læses uafhængigt af forgængeren. Der er referencer til den første bog, men de er forklaret tilpas meget til, at man ikke behøver at have læst den første bog i serien – selvom jeg nu generelt vil anbefale, at man gør det, for den er udmærket.

Tilbage til ‘Drengen & dæmonen’. Helt overordnet var det en udmærket læseoplevelse. Man bliver med det samme nysgerrig, for hvad er det, der foregår? Hvorfor forsvinder både pigen og politimanden, hvor er de, og ikke mindst – hvem står bag? Forfatteren formår hurtigt at opbygge en småparanoid stemning, hvor man ikke er i tvivl om, at det kan gå rigtig galt, hvis ikke politiet finder frem til de forsvundne meget hurtigt.

Der er nogle steder undervejs, hvor jeg synes, der forklares for meget i detaljer, og det er især passagen med forklaringen om ‘de vilde børn’, som var lidt for ‘nu forklarer jeg dig lige plottet’-agtigt. Der argumenteres lige lovlig meget for, hvorfor dette kan være en plausibel grund til pigens opførsel, og det irriterede mig lidt. Show it, don’t tell it.

Til gengæld er plottet interessant, om end det bliver for let at regne ud. Historien behøvede ikke at være lige så snørklet, som Chris Carters bøger ind imellem kan være, men jeg savnede lidt mere kompleksitet og forvirring, og bogen måtte såmænd gerne have været 100 sider længere, hvis det var nødvendigt. Men ligesom med Carters bøger er det rart med en hovedperson, der ikke er alkoholiker eller skilsmisseramt. Thomas Nyland virker faktisk som et rimeligt normalt menneske – selvfølgelig med visse udfordringer og mental bagage, men ikke en misbruger eller en stodder, hvilket krimigenren ellers lider lidt under.

Som sagt – en udmærket læseoplevelse, der dog også havde en række skønhedsfejl. Jeg kan dog sagtens finde på at læse videre i serien, hvor tredje bog mig bekendt er udgivet.

Den overflødige kvinde

En af de få lydbøger, jeg nåede i august, var ‘Den overflødige kvinde’ af Rabih Alameddine. Den handler om den 72-årige iranske kvinde Aaliya, der bor alene i Beirut og tænker tilbage på et liv fyldt med bøger og mange interessante bekendtskaber. Aaliya oversætter hvert år en af sine yndlingsbøger til arabisk, hvorefter hun gemmer den væk. Det er selve processen med at udvælge og at oversætte, der gør hende lykkelig, og mens hun overvejer, hvilken bog hun nu vil oversætte, fortæller hun sin livshistorie.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente af denne bog, men det viste sig, at den indeholdt en hjertevarm og tankevækkende beretning om en introverts kvindes liv i Beirut. Aaliya har både humor og en skarp tunge, og hun hudfletter flere af de familiemedlemmer og venner, som hun fortæller om i løbet af sin livshistorie. Især mændene får flere gange en harsk bemærkning – herunder også hendes tidligere ægtemand.

Alliya er en herlig kontrast. Hun er både intelligent og meget observant, men hun er ikke særlig social og foretrækker ofte bøgernes verden. Det forhindrer hende dog ikke i at følge med i andres liv, så hun ved meget om andres liv ved blot at lytte inde fra sin lejlighed.

‘Den overflødige kvinde’ giver et interessant og anderledes indblik i en ældre kvindes liv i Beirut – både i forhold til kulturen men også den ældre kvindes refleksioner over livet. Jeg elskede hendes skarpe kommentarer, for der var ingen tvivl om, at her var en kvinde med meninger, og alligevel er der en sårbarhed over hende, som gør hende uendelig menneskelig – og elskelig. Bogen kan bestemt anbefales, også selvom der var enkelte steder, hvor den trådte lidt vande.

Elskede Elijah

Det er ikke blevet til så mange lydbøger i løbet af sommerferien, men en af de få, jeg har nået, er ‘Elskede Elijah’ af Christie Watson.

Bogen handler om den syvårige nigerianske dreng, Elijah, hvis far er død og mor er indlagt på et psykiatrisk hospital. Elijah skal derfor bortadopteres, men der er visse udfordringer ved at adoptere et barn som Elijah, der har været udsat for omsorgssvigt og vold. Man ved nemlig ikke, hvordan han vil reagere og regnes for at være mental ustabil, men det afskrækker ikke ægteparret Nikki og Obi. De har længe ønsket at få et barn, men har haft en del spontane aborter, så da de får mulighed for at adoptere Elijah, slår de straks til. De bliver gjort opmærksom på, at Elijah kræver megen kærlighed og tålmodighed, men det får dem ikke til at tøve. Elijah skal være deres barn.

Bogen tager fat i en række tunge emner såsom adoption, omsorgssvigt, kulturkløft og overtro og giver et interessant men også skræmmende indblik i, hvordan det er at være barn af en psykisk syg mor og blive udsat for overgreb. Elijah er en sød dreng, men han tror også, at der bor en ond troldmand inde i ham – en troldmand, der får Elijah til at gøre onde ting. Det er der dog ingen, der forstår, og Elijah har derfor ikke lyst til at fortælle andre om de problemer, han går og tumler med.

Historiens tragiske ramme betyder, at jeg som læser forventede, at problemerne langt fra var løst, da Elijah endte som adoptivbarn hos det kærlige ægtepar, Nikki og Obi. Jeg sad med en ret blandet følelse undervejs, for på den ende side håbede jeg på det bedste, og på den anden side undrede jeg mig over, hvor let og ligetil det hele virkede – trods de tragiske omstændigheder. Der var et eller andet ved bogen, der gjorde, at historien aldrig rigtig kom ind under huden på mig, og det ærgrede mig, for jeg syntes ellers, at oplægget var ret interessant.

Jeg blev slet ikke så følelsesmæssigt påvirket af historien, som jeg havde regnet med. Til gengæld var bogen rigtig god til at belyse de potentielle problemer og konflikter, der kan være ved adoption på tværs af kulturer og religioner. Hvor svært det kan være at forstå og acceptere ting, der er helt naturligt for andre mennesker, og hvilke udfordringer det kan give at lukke andre mennesker ind på livet af sig.

Men selvom jeg ikke var så overvældet af bogen, som jeg havde håbet på, så vil jeg alligevel anbefale den – netop på grund ovenstående overvejelser om kulturforståelse. Det satte i hvert fald nogle tanker i gang hos mig.

Room

room

Denne bog har fået overvældende positive anmeldelser, og da filmatiseringen nåede biograflærrederne sidste år, blev filmen også rost til skyerne. Jeg valgte ikke at se den, for jeg vidste, at jeg ville læse bogen først, så det var et af målene for den igangværende sommerferie.

‘Room’ er skrevet af Emma Donoghue og handler om den femårige Jack, der bor i Room sammen med sin mor. Det har de altid gjort, og det har Jack aldrig tænkt nærmere over, for der er jo masser ting at lave i Room. Men da han fylder fem år, fortæller hans mor, at der findes en verden udenfor Room – at der findes andre mennesker udover Jack, hans mor og Gamle Nick, som kommer med forsyninger til dem. Jack har svært ved at tro på det – det må være noget, mor finder på – men langsomt bryder hans verdensbillede sammen, og han skal pludselig forholde sig til en masse nye ting.

‘Room’ er på ingen måde en feel-good-bog. Tværtimod handler den om en femårig dreng og hans mor, der bliver holdt fanget i et lille værelse af en mand, der forgriber sig på drengens mor, mens drengen selv gemmer sig i et skab. Det er ikke beskrevet i detaljer, for historien er fortalt gennem Jack, og han forstår (heldigvis) ikke meget af det, der foregår omkring ham, men som voksen læser er antydningen også mere end nok til at danne grumme billeder for nethinden.

Skrivestilen er lidt speciel, og jeg kan huske at have læst, at der er flere, der tænder lidt af på den barnlige fortællestemme. Jeg syntes dog, at det fungerede ganske fint med Jack som fortæller, og det var med til at gøre historien mere grum og tankevækkende på samme tid. Det at fortælle historien gennem et barns øjne giver en ret interessant vinkel på fortællingen og er samtidig også med at øge spændingen i takt med, at han lærer mere og mere om de ting, der efter sigende findes udenfor deres værelse.

Man kan ikke andet end få stor respekt for moren, der trods de tarvelige vilkår formår at skabe en indholdsrig hverdag for sit barn under deres fangenskab. Bogen emmer af forældrekærlighed og en abnorm vilje til at overleve, og der er noget utrolig livsbekræftende ved båndet mellem Jack og moren.

Jeg vil helst ikke afsløre for meget af handlingen i bogen, og af samme grund er der desværre en række scener undervejs, som jeg ikke kan kommentere på. Der var steder, hvor jeg syntes, at forfatteren godt kunne have gået lidt mere detaljer samt steder, hvor hun godt måtte have speedet handlingen mere op, for der var tidspunkter med lidt for megen gentagelse.

Samlet set var ‘Room’ en god læseoplevelse. Jeg blev ikke helt så rørt eller betaget, som jeg havde håbet på, for jeg savnede lidt mere dybde et par steder, men jeg var ganske tilfreds med bogen.

Hvor blev du af Bernadette

 Jeg har lige været på ferie i Frankrig, og her havde jeg naturligvis medbragt en stabel bøger. Da det var en ferie med fokus på afslapning og hygge, havde jeg blandt andet valgt at tage ‘Hvor blev du af Bernadette’ med, da den blev kategoriseret som humoristisk chick-lit. Nu er jeg normalt slet ikke til chick-lit, men hver sommerferie udfordrer jeg mig selv ved at tage en bog fra denne kategori med på ferie.

‘Hvor blev du af Bernadette’ er skrevet af Maria Semple og handler om Bernadette, der er forsvundet. Bernadettes teenagedatter, Bee, forsøger at finde ud af, hvad der skete, inden moren forsvandt, og ikke mindst hvor Bernadette blev af, for Bee vil finde sin mor igen – koste hvad det vil! Gennem e-mails, breve og noter stykker Bee langsomt historien sammen om, hvordan den dygtige og kreative arkitekt. Bernadette, gik fra at have en loven karriere til at ende som neurotisk og sky kvinde i en by, hvor alle de andre kvinder hader hende.

Denne bog er som sagt kategoriseret under humor, men det synes jeg ærlig talt er ret vildledende. Det er muligt, at det bare er mig, der har et helt andet syn på, hvad humor er, men jeg var ikke i nærheden af at le på noget tidspunkt under læsningen. Faktisk syntes jeg mere, at det var en tragisk historie om en masse sørgelige eksistenser, og jeg sad mere og krummede tæer end trak på smilebåndet.

Skrivestilen er ret speciel, da den virker meget fragmenteret i starten. Det skyldes, at bogen primært består af e-mails, noter og breve, som relaterer sig til Bernadette, og som Bee er kommet i besiddelse af. I starten er det ret forvirrende, og jeg blev ikke rigtig fanget af historien. Jeg var tæt på at lægge bogen fra mig, men eftersom den var letlæst, og jeg nu havde slæbt den med på ferie, så fik jeg alligevel læst mig varm og endte derfor med at læse den til ende.

Bernadette er en ret speciel personlighed, som opfører sig yderst… utraditionelt. Der er ingen tvivl om, at hun har humoristisk sans (om end på en lidt perfid måde), men hun ryger ofte også så langt ud af en tangent, at hendes opførsel virker meget konstrueret og usandsynlig. Som hovedperson bliver hun dog reddet af at være omgivet af indtil flere modbydelige bipersoner, hvis ondskabsfulde opførsel får en til automatisk at sympatisere med Bernadette.

Bee skal forestille at være bogens heltinde – den gode og retfærdighedssøgende datter, der bare gerne vil have sin mor tilbage igen. Bee passer dog ikke særlig godt til denne rolle, da hendes opførsel ind imellem også bliver unødig dramatisk og konfliktsøgende, hvilket igen får historien til at virke så konstrueret, at det er distraherende. Det er ikke nødvendigvis meningen, at handlingen skal være realistisk, men den bør dog samtidig være så troværdig, at jeg som læser er villig til at tro på bogens præmisser. Det havde jeg desværre ret svært ved.

Der er prisværdige scener i denne bog – for eksempel mudderskredsscenen og det efterfølgende drama – som er med til at trække op, men når det kommer til stykket, var denne bog hverken særlig sjov, særlig dyb eller særlig interessant. Vil du have en underholdende og letlæselig bog til sommerferien, vil jeg hellere anbefale dig at læse ‘Analfabeten der kunne regne’.