Mit år med kød

Da jeg var på biblioteket for at låne bøger med asiatisk tema, faldt jeg over to bøger af Ruth Ozeki – ‘Tidens væsen’  samt ‘Mit år med kød’. Sidstnævnte læste jeg lige efter ’Vegetaren’, men det var altså et tilfælde!

’I ’Et år uden kød’ følger man to kvinder – først og fremmest produceren Jane, der har fået til opgave at lave en række madprogrammer, My American Wife, til japansk fjernsyn – diskret sponsoreret af den amerikanske kødindustri. Netop sponsoraftalen bliver en større og større hæmsko i takt med, at Jane opdager, hvordan det amerikanske oksekød bliver produceret uden hensyntagen til dyrenes velbefindende. Kan hun reelt set forsvare at producere programmer, der priser indtagelsen af oksekød? Det giver en række konflikter med chefen, hvis kone, Akiko, også optræder i en række kapitler. Akiko står i kraft af sin rolle som den underkuede hustru som en modpol til den oprørske Jane og tegner samtidig et billede af den japanske kone, som madprogrammerne skal forestille sig at henvende sig til.

Historien er i starten ret komisk. Jane bliver ved med at finde deltagere til madprogrammer, der ikke passer ind i oksekødstemaet – først fordi hendes interviewpersoner foretrækker andre typer kød end oksekød og senere hen fordi hendes deltagere er vegetarer. Det resulterer i adskillelige skideballer fra chefen, men mærkeligt nok bliver hun ikke fyret. Hun bliver selv mere og mere bevidst om, hvordan hun forsøger at undgå oksekød i programmet i takt med, at hun opdager problemer med produktionen af kødet, og snart er historien ikke længere morsom men en reel kritik af kødproduktionen.

Jeg synes klart, at det var kritikken af oksekødindustrien, der var mest interessant ved bogen. De småskøre episoder i starten der langsomt ændrede sig, da Jane opdagede, hvor alvorlige problemer der var. Desværre kom nogle af episoderne til at virke karikerede, da det virkede dybt utroværdigt, at Jane var så rebelsk i forhold til sit oplæg – og at hun gang på gang slap for at blive fyret.

Akikos rolle var jeg ikke særlig vild med. Det virkede mest af alt, som om hun var med for at tegne et stereotypt billede af en undertrykt asiatisk kvinde med en dybt usympatisk og voldelig mand. Kombineret med den lidt for letkøbte Hollywoodslutning sluttede bogen desværre på en noget fesen måde. Ærgerligt når nu starten var så god.

Tidens væsen

’Tidens væsen’ er skrevet af Ruth Ozeki og handler om to kvinder, der bor i hver sin verdensdel. Den ene, Ruth, bor i Canada. En dag finder hun en madkasse på stranden, som indeholder en dagbog skrevet af den japanske teenagepige Nao. I bogen fortæller Nao, at hun er træt af at blive mobbet og har planer om at begå selvmord. Inden vil hun dog nå at fortælle om bedstemorens liv, for det fortjener den 104-årige kvinde. Bedstemoderen er zenbuddhistisk nonne og har lært Nao meget om livet og mennesker. I takt med, at Ruth læser dagbogen, gør hun sig mange tanker om, hvem Nao er, og hvad der er sket med hende. Er hun stadig i live?

Jeg kunne godt lide starten på bogen og selve præmisset med, at den ene hovedperson oplever den anden hovedperson gennem en dagbog. Især Naos stemme var stærk og selvbevidst og kom til at stå i kontrast til Ruth, der virkede både forsigtig og bekymret. I takt med, at historien udviklede sig, syntes jeg dog desværre, at Naos stemme blev knapt så markant og mistede sin kraft. Samtidig blev Ruth mere og mere bekymret, da hun var bange for, at Nao ville stå ved sin beslutning om at begå selvmord. Ruth begyndte derfor at undersøge, hvordan hun eventuelt kunne forhindre det, og her havde jeg lidt svært ved at se, hvordan det hang sammen. Når Ruth var bevidst om, at hun læste i en dagbog, der var skyllet op på stranden efter at have rejst en halv jordklode rundt, så ville de fleste mennesker nok forvente, at der var gået (alt for) lang tid. Jeg havde i hvert fald svært ved at sætte mig ind i Ruths lidt paniske opførsel, og jeg syntes også, at det blev for konkret… for løsningsorienteret. Ja, jeg ved, det er en lidt pudsig formuleret kritik, men jeg syntes, at historien i sig selv var stærk nok til, at den ikke behøvede at have et efterspil i form af Ruths jagt på, hvem Nao er/var.

’Tidens væsen’ giver et interessant indblik i blandt andet zenbuddhisme, det japanske skoleliv og kamikazepiloterne under 2. Verdenskrig – et spøjst sammensurium som dog giver nogenlunde mening, når man læser det. Det er en historie om to kvinder, der er vidt forskellige steder i livet, men som alligevel ender med at betyde noget for hinanden – Nao for Ruth, der lever sig ind i teenagerens liv og kvaler og Ruth for Nao, der betragter den kommende læser af dagbogen som sin fortrolige.

Bogen er forsynet med en lang række noter, der forklarer de japanske udtryk, der bruges i Naos tekster. Jeg syntes, det var en guldgrube af oplysninger, men fodnoterne kan nok også irritere nogle læsere, selvom noterne ikke fylder så meget.

Alt i alt en interessant læseoplevelse, der dog tabte pusten undervejs og derfor ikke rørte mig så meget, som jeg havde håbet.

Vegetaren

Den første bog, jeg fik læst i forbindelse med mit Asien-tema, var ‘Vegetaren’ af Han Kang. Igen en af de bøger, jeg har hørt rigtig godt om, siden den udkom for et par år siden.

I ‘Vegetaren’ lever Yeong-Hye et ret almindeligt liv sammen med ægtemanden Cheong – lige indtil den dag, hvor hun beslutter sig for at blive vegetar (reelt set er hun nærmere veganer, men bogen siger vegetar). Det tager manden dog mildest talt ikke særlig pænt, og det bliver hurtigt til en konflikt i familien. Kød udgør traditionelt set en central del i de koreanske måltider, og hendes valg anses for at være en unormal og nærmest syg handling. Familien prøver at gribe ind, og det udvikler sig snart til groteske scener, hvor det hele spidser til.

Historien er fortalt fra tre forskellige synsvinkler – først Yeong-Hyes mand, dernæst hendes svoger og til sidst hendes søster. Dermed kommer der nogle ret interessante synspunkter og observationer med, som suppleres af enkelte scener, hvor Yeong-Hye selv optræder. Fortællerne er meget ærlige og direkte og sparer ikke sig selv – for eksempel fik jeg hurtigt indtryk af, at manden var et utrolig egocentreret og voldeligt menneske, som jeg havde meget svært ved at fatte sympati med. I det hele følte jeg hurtigt, at Yeong-Hye blev uretfærdigt behandlet af den intolerante familie. Forfatteren skånede dog ikke hovedpersonen. Yeong-Hye er ikke et klassisk offer men fremstår også som mystisk og fremmedgjort, da hendes handlinger bliver mere og mere absurde.

Bogen sætter fokus på normalitet og brud på traditioner. Hvad der sker, når nogen træder udenfor fællesskabet og indirekte sætter spørgsmålstegn ved samfundsnormerne. Den fokuserer samtidig også på kvindeundertrykkelse og menneskenes trang til at undertrykke og kue individer, de ikke kan identificere sig med.

‘Vegetaren’ er til tider en ret voldsom og ubehagelig bog – den egner sig ikke til hyggelæsning på stranden eller i sommerhuset. Den virker ind imellem næsten karikeret, fordi personerne handler så drastisk, men det er muligt, at den ikke opfattes sådan i Asien, hvor kønsrollerne er langt mere traditionelle end dem, man støder på i dagens Danmark.

Jeg synes, at det er en yderst interessant og tankevækkende bog. Desværre taber den lidt pusten hen imod slutningen, som – i mine øjne – er unødig lang, men det er ikke desto mindre en ret fascinerende og skræmmende fortælling.

Zarens guld

Det er efterhånden flere år siden, at jeg læste ‘Det revolutionære råd’ af Martin Winckler-Carlsen – en debutbog, som overraskede positivt mht. et ganske spændende og originalt plot samt at det i det hele taget var en ganske velskrevet bog.

Nu er efterfølgeren kommet, og da jeg stødte på ‘Zarens guld’ hos Ereolen, lånte jeg den straks lyttede til den på mine togture til og fra arbejde. Det skal lige sige, at ‘Zarens guld’ godt kan læses, uden at du behøver at have læst den første bog – men selvfølgelig er der en række referencer, som giver lidt mere mening, hvis du har læst ‘Det revolutionære råd’.

Denne bog handler om den store russiske guldskat, som forsvandt i vinteren 1920 – efter sigende i en dyb sø. Det var zarens guld, som han prøvede at redde under den russiske revolution, og historien siger, at det faldt gennem isen, da man prøvede at fragte det over en frossen sø. Ingen fandt skatten, så historien har overlevet generationer, men nu bliver der stillet spørgsmålstegn ved den. En ældre kvinde kontakter journalisten Maja Moberg og kan fortælle hende ting, der sår tvivl om, hvad der egentlig skete med guldet. Maja bliver nysgerrig og begynder at undersøge sagen, og snart er hun på jagt efter oplysninger, som andre tydeligvis vil skjule. Flere omkring hende dør, og Maja er i overhængende fare.

Historien minder – opbygningsmæssigt – meget om den første bog. Forfatteren har taget fat i endnu en gammel gåde. Denne gang var det en, jeg havde hørt om før, nemlig gåden om hvor den russiske zars guld forsvandt hen. Den type historier synes jeg ofte er ret interessante – “hvad nu hvis…” eller “hvad mon der i virkeligheden skete…”. Jeg syntes også, at den første halvdel var ret spændende. I starten skulle jeg lige vænne mig til, at der blev hoppet i tiden, men det gav fint mening i forhold til baggrundshistorien. Desværre tabte jeg lidt interessen undervejs. I anden halvdel af bogen blev tempoet til tider ret hektisk, og fortællestilen blev desværre ret ‘amerikaniseret’ i form af nogle ret dramatiske begivenheder, som jeg ikke syntes passede ind i den danske kontekst. Det ærgrede mig en del, for det endte med at trække ned i læseoplevelsen.

Maja og Jacob var stadig et godt makkerpar, og jeg syntes, at deres scener fungerede rigtig fint – ikke mindst da Maja (af grunde jeg ikke vil afsløre her) bliver ret vred på Jacob. Meget menneskeligt og troværdigt.

‘Zarens guld’ var en udmærket bog. Jeg foretrækker dog stadig forfatterens første bog, da den dels har en mere original historie og et bedre tempo, så jeg vil foreslå, at du starter med den.

 

Fifty/fifty

Jeg kan ikke huske, hvordan jeg stødte på denne bog hos Ereolen, for den hører ikke til en genre, jeg hører særlig tit, men ikke desto mindre hørte jeg denne lydbog til ende tidligere i denne uge.

‘Fifty/fifty’ er skrevet af Mikkel Sonne, der fortæller om sit møde med morderen Timothy ‘Fifty/fifty’ Titsworth, der sidder på dødsgangen. Det, der egentlig blot skulle være et interview om dødsstraf til en opgave, udvikler sig med tiden til et nært venskab mellem danskeren og amerikaneren. De sender jævnligt breve til hinanden, og Mikkel får et indblik i, hvordan det amerikanske retssystem er – men også hvordan en ung mand som Timothy kan ende med at dræbe sin kæreste i en crack-rus.

Timothy når at sidde 14 år på dødsgangen, inden han bliver aflivet, og bogen beskriver tiden op til, under og efter dødsdagen, hvor Mikkel både refererer samtaler med og breve fra Timothy samt samtaler med Timothys familie bagefter.

‘Fifty/fifty’ er en stærk bog. Den beskriver, hvordan et helt almindeligt menneske kan ende i et misbrug og derigennem begå frygtelige handlinger. Bogen er på ingen måde en undskyldning for Timothys handlinger, for selvfølgelig er det forkert at begå drab, men det er nærmere en kritik af dødsstraf og ikke mindst USA’s retssystem, hvor der ifølge forfatteren blev begået flere fejl under Timothys retssag.

Jeg syntes dog, at det stærkeste er det indblik, man får i både Timothy og forfatteren selv, for jeg synes, at der er noget meget livsbekræftende over deres venskab. At forfatteren giver så meget af sig selv – både tid, penge og ikke mindst personlighed – i kontakten med Timothy. Og samtidig er det også så tragisk, at et almindeligt menneske som Timothy kan ende med at have sådan et liv. Han er ikke et monster fra en Hollywood-film, som det er let at hade – han er et menneske af kød og blod.

Det er en barsk og vemodig fortælling, der er ganske tankevækkende. Absolut en bog, der er værd at læse, og jeg kan varmt anbefale den.

Over mit lig

Det er ikke så tit, jeg hører krimi-lydbøger, men da jeg skimmede min huskeliste igennem hos Ereolen, faldt jeg over ‘Over mit lig’ af Mikkel Birkegaard, så den kastede jeg mig over i sidste uge.

I ‘Over mit lig’ følger man den succesfulde forfatter, Frank Føns. Han er blandt andet kendt for at aflive sine hovedpersoner på grusom vis, men det bliver snart et problem for ham. Pludselig dukker der et kvindelig op i en havn tæt på, hvor han bor, og drabsmetoden minder uhyggeligt meget om den metode, han har beskrevet i sin seneste bog, der er lige på trapperne til at blive udgivet. Det risler koldt ned af nakken på Frank. Er det et sammentræf, eller er der nogen, der har sneget sig til at læse bogen og er blevet inspireret? Da der senere findes endnu et lig, hvor mordmetoden ser meget bekendt ud, indser Frank, at han selv kan være i overhængende fare.

Denne bog startede rigtig lovende. Jeg blev hurtigt fanget af fortællingen om den succesrige og lidt selvfede forfatter, som pludselig bliver rodet ind i en mordsag, hvor han bliver mere og mere bekymret for, om mistanken vil rette sig mod ham – og om morderen i virkeligheden er ude på at dræbe Frank i sidste ende. Umiddelbart virker Frank sympatisk, men i løbet af bogen afsløres der flere og flere detaljer om hans liv, der gør, at man som læser kommer i tvivl. Har Frank faktisk noget med mordene at gøre? Hvem er han egentlig som person? Hans liv begynder at krakelere, og han bliver mere og mere alene, for som læser overvejede jeg også, om jeg kunne holde af/med ham.

Opbygningen var ganske spændende, men historien tabte pusten undervejs. Der var et eller andet, der ikke rigtig fungerede, men det er svært at sige præcis hvad. Jeg tror, det mest af skyldtes, at jeg havde svært ved at tro på historien. Der var for meget, som skurede i ørerne på mig, og det ærgrede mig, for nu var opbygningen ellers så interessant. Jeg havde det også ret blandet med slutningen, som virker deler vandene. Den er stilmæssigt noget anderledes end resten af bogen, hvilket gjorde, at jeg havde lidt svært ved at leve mig ind i den del. Slutningen er samtidig også ret brutal, hvilket har faldet mange for brystet – den er IKKE for folk med sarte nerver. Selv jeg, der har læst en del af Chris Carter, måtte synke et par gange, fordi det var nogle ret voldsomme scener. Men det var nu mere det drastiske stilskifte, jeg havde det sværest med.

‘Over mit lig’ bygger på et interessant præmis, men jeg syntes desværre ikke, den var så veludført, som jeg havde håbet på.

 

The Hate U Give

Denne bog er blandt de mest omtalte i år, og anmelderne er nærmest faldet over hinanden for at prise denne udgivelse, så selvfølgelig blev jeg nødt til at låne den for at tjekke, om den kunne leve op til hypen.

‘The Hate U Give’ er skrevet af Angie Thomas og handler om teenagepigen Starr, der bliver vidnet til drabet på vennen Khalil. Det ekstra pikere ved situationen er, at betjenten er hvid, og Khalil er sort, så hurtigt optrapper racekonflikten. I medierne fremstilles Khalil som bandemedlem og pusher, men Starr kan ikke genkende billedet af sin ven, og hun forstår ikke, hvordan betjenten tilsyneladende kan slippe af sted med at dræbe en uskyldig, hvis eneste kriminelle handling i situationen er, at han er kraftigere pigmenteret end betjenten selv. Men Starr ved ikke, om hun træde frem og forsvare Khalil offentligt, for det kan have store konsekvenser for hendes familie.

Denne bog er skrevet i et forfriskende anderledes sprog end det, der normalt gennemsyrer YA-genren. Her er tonen rå og rap og bærer tydeligt præg af gadeslang (uden at det dog bliver helt uforståeligt). Af samme grund kan den også let læses af voksne, for denne bog har så meget at byde på – både i form af beskrivelsen af ghettoen kontra middelklassen men også de etiske spørgsmål, bogen stiller.

Starr er en fin hovedperson – en forsigtig pige, som bare gerne vil gøre det rette, men som også rummer tvivl og vrede. Hun virker meget troværdig – meget menneskelig – og hun er let at holde af. Generelt var persongalleriet interessant – dog med undtagelse af en enkelt af de hvide piger, som bare er unuanceret dum og racistisk.

‘The Hate U Give’ tegner billedet af et USA, som stadig døjer med racekonflikter og forskelsbehandling. Selvom visse ting kan virke voldsomme sammenlignet med lille Danmark, så går en del af problemerne desværre igen her i landet. Jeg synes bestemt, at det er en vigtig bog og er derfor glad for, at den har fået så megen opmærksomhed, for den kan forhåbentlig inspirere unge (og voksne) til at reagere over for forskelsbehandling og skjult racisme. En klar anbefaling herfra.

Jagthundene

Under den nys overståede sommerferie fik jeg også læst en krimi – nemlig ‘Jagthundene’ af Jørn Lier Horst. Det var en bog, jeg havde fundet i bogtræet nogle måneder inden, og jeg tænkte, at det var meget passende med lidt krimilæsning i løbet af sommerferien.

‘Jagthundene’ er den ottende bog i serien om efterforskningslederen William Wisting. Man kan dog sagtens læse denne uden at have læst de foregående bøger. I ‘Jagthundene’ bliver en 17 år gammel sag genoptaget, da det viser sig, at beviserne mod gerningsmanden sandsynligvis er falske. William Wisting var efterforskningsleder på den sag, og han kommer derfor hurtigt i politiets søgelys. Det falder på et ret uheldigt tidspunkt, da der samtidig forsvinder en ung kvinde, og der opstår en mistanke om, at det kan være en serieforbryder, der er på spil. Kan William finde frem til forbryderen? Eller bliver det hans datter Line, som arbejder som journalist, der først kommer på sporet af bortføreren?

‘Jagthundene’ var en ganske god krimi. Den har en meget troværdig ramme, og det rolige tempo gør, at dette sagtens kunne være en forbrydelse, der havde foregået i virkeligheden. Her er ikke tale om superpsykotiske og sadistiske forbrydere som i Chris Carters bøger (de er nu også gode, det er slet ikke det) men om et drama, der kunne finde sted i Skandinavien.

Jeg er normalt ikke til krimier, hvor journalister optræder som detektiver, men jeg synes nu, at forfatteren slipper meget godt fra at inddrage en journalist så meget i handlingen. Hun er måske lidt heldig undervejs, men det fungerer fint, og forholdet mellem far og datter er også med til at skabe et sympatisk makkerpar i opklaringsarbejdet.

Det er ikke en krimi, hvor jeg sidder og bider negle i ren spænding undervejs – så dramatisk eller actionpacked er den ikke. Der er en fin fremdrift i historien, og der er skam også nogle dramatiske scener, men det er ikke en historie, der på nogen måde ryster mig. Det er dog ikke en kritik – jeg syntes, det var forfriskende at læse en god, solid og jordnær krimi, og jeg var fint underholdt undervejs.

Beast

Jeg læser en del eventyrbøger for tiden – både klassiske men også moderne versioner – så da jeg faldt over ‘Beast’ hos Ereolen Global, kunne jeg ikke nære mig og lånte den med det samme. Jeg vidste ikke så meget om bogen inden – udover at det vist nok skulle være en fortolkning af ‘The Beauty and the Beast’.

Bogen er skrevet af Brie Spangler og handler om teenageren Dylan, som har svært ved at passe ind i skolens sociale liv. Han er høj og muskuløs – og meget behåret. Hans udseende får folk til at kigge underligt efter ham, og han har kun én ven – den evigt populære og pigeglade JP. En dag falder Dylan ud fra et tag og brækker benet, så han nu fremstår endnu mere akavet. De voksne mistænker faldet for at være et selvmordsforsøg, så han bliver tvangsindlagt til at deltage i en terapigruppe for folk, der skader sig selv med vilje. Her møder han Jamie – og så forandrer alt sig. For Jamie er virkelig smuk, og Dylan forelsker sig straks i hende. Og miraklet sker – Jamie virker også interesseret i ham! Snart svæver Dylan rundt på en rus af lykke, men nogle få ord får alvorlige konsekvenser for ham og Jamie.

Der er både fordele og ulemper ved ikke at vide noget om denne bog på forhånd. En af fordelene er, at hvis du ikke har læst teaserteksten på Goodreads, så bliver du ret overrasket undervejs – på den fede måde vel at mærke. Der var i hvert fald en ting, jeg ikke lige havde set komme, men som gør historien noget mere interessant end den gennemsnitlige ungdomsbog. Klart det, der gør bogen værd at læse – og af samme grund vil jeg ikke komme ind på det her.

Ulempen er til gengæld, at jeg i et godt stykke tid blev mere og mere irriteret over, at jeg ikke syntes, at bogen fungerede som en fortolkning af ‘The Beauty and the Beast’, for jeg synes ærlig talt ikke, at ‘Beast’ har særlig meget med eventyret at gøre. Hvis du kan glemme sammenligningen mellem de to historier, så er ‘Beast’ så meget bedre.

Men som sagt – jeg synes, at ‘Beast’ er en ganske god ungdomsbog. Der er mange af de klassiske problematikker – længslen efter at passe ind, at være populær, at forelske sig, at blive hørt – og de er behandlet på en rigtig fin måde i bogen. Selvom jeg sympatiserer med Dylan, så er det også tydeligt, at han ind imellem opfører sig som et fjols, og det gør ham dejlig menneskelig. JP’s udvikling er også ret interessant, og i det hele taget er samspillet mellem Dylan, Jamie og JP med til at skabe en lang række interessante scener i bogen. Min eneste anke er det tidspunkt, hvor JP og Jamie rotter sig sammen – det syntes jeg var ret utroværdigt.

‘Beast’ var en positiv overraskelse og en af de bedste ungdomsbøger, jeg har læst i år.

Huset i Himlen

‘Huset i Himlen’ er den type bog, som jeg egentlig ikke har lyst til at læse, da jeg ud fra omtalen kan se, at det nok bliver en ret ubehagelig læseoplevelse. Men det lærer man jo intet af, så jeg besluttede mig alligevel for at læse den.

Bogen er skrevet af Amanda Lindhout (i samarbejde med Sara Corbett) og handler om Amanda, der i starten af 20’erne rejser ud i verden og besøger en lang række lande i Mellemøsten, Sydamerika og Asien. Undervejs får hun en række journalistiske opgaver – blandt andet som tv-journalist i Afghanistan. Flere af de steder, hun rejser til, er ikke lande, hvor du forventes at kunne rejse trygt som kvinde, men hun slår det hen, for der sker nok ikke noget. Men det gør der alligevel en augustdag i 2008, hvor hun bliver bortført i Somalia. Bortførerne forlanger millioner af kroner for at udlevere hende og Nigel, som hun rejser sammen med. I starten tror Amanda, at der ikke vil gå lang tid, før alting løser sig, men månederne går, og bortførerne bliver mere og mere hensynsløse. Hun forsøger at holde modet oppe hos Nigel og sig selv, men det bliver sværere og sværere, jo mere tingene spidser til.

‘Huset i Himlen’ bliver solgt på at omhandle Amandas tid som gidsel, og derfor virker starten af bogen utrolig lang. Man skal faktisk ca. en tredjedel ind i bogen, før bortførelsen sker, og det synes jeg er for lang tid. Inden da fortæller Amanda om sin barndom og årene op til, at hun bliver taget som gidsel, og selvom det giver et fint indblik i hendes tanker og væremåde, så fylder det for meget. Man får mest af alt indtrykket af en meget naiv og dumdristig ung kvinde, som ikke har nogen realitetssans overhovedet. Det er på sin vis meget ærligt og var også med til at forklare, hvordan hun endte i den situation, men igen – det fyldte for meget.

Beskrivelsen af hendes tid som gidsel er til gengæld ganske fin. Hun fortæller stille og roligt om den første tid, hvor håbet om frigivelse stadig spirer, og hvordan frustrationerne stiger hos gidseltagerne, jo længere tid der går. De får mindre og mindre respekt for hende, men i stedet for at svælge i selvmedlidenhed eller detaljerede beskrivelser af, hvordan de mishandler hende, får hun på en ret diskret måde gjort klar over for læseren, hvad hun gennemgår. Stor respekt for det. Som læser behøver jeg nemlig ikke malende beskrivelser af, hvad hun bliver udsat for – få ord kan sagtens give mig et billede af, hvad der skete (og som nævnt i starten – det er ikke noget, jeg har lyst til at svælge i).

Det er på mange måder en ubehagelig læseoplevelse, for det er svært at forstå, hvordan mennesker kan behandle hinanden så grusomt. Men det er også en historie, som man bør læse for at få et indblik i, hvad der kan ske, når man bevæger sig ud til områder, der er præget af fattigdom og politiske uroligheder.