Elskede Elijah

Det er ikke blevet til så mange lydbøger i løbet af sommerferien, men en af de få, jeg har nået, er ‘Elskede Elijah’ af Christie Watson.

Bogen handler om den syvårige nigerianske dreng, Elijah, hvis far er død og mor er indlagt på et psykiatrisk hospital. Elijah skal derfor bortadopteres, men der er visse udfordringer ved at adoptere et barn som Elijah, der har været udsat for omsorgssvigt og vold. Man ved nemlig ikke, hvordan han vil reagere og regnes for at være mental ustabil, men det afskrækker ikke ægteparret Nikki og Obi. De har længe ønsket at få et barn, men har haft en del spontane aborter, så da de får mulighed for at adoptere Elijah, slår de straks til. De bliver gjort opmærksom på, at Elijah kræver megen kærlighed og tålmodighed, men det får dem ikke til at tøve. Elijah skal være deres barn.

Bogen tager fat i en række tunge emner såsom adoption, omsorgssvigt, kulturkløft og overtro og giver et interessant men også skræmmende indblik i, hvordan det er at være barn af en psykisk syg mor og blive udsat for overgreb. Elijah er en sød dreng, men han tror også, at der bor en ond troldmand inde i ham – en troldmand, der får Elijah til at gøre onde ting. Det er der dog ingen, der forstår, og Elijah har derfor ikke lyst til at fortælle andre om de problemer, han går og tumler med.

Historiens tragiske ramme betyder, at jeg som læser forventede, at problemerne langt fra var løst, da Elijah endte som adoptivbarn hos det kærlige ægtepar, Nikki og Obi. Jeg sad med en ret blandet følelse undervejs, for på den ende side håbede jeg på det bedste, og på den anden side undrede jeg mig over, hvor let og ligetil det hele virkede – trods de tragiske omstændigheder. Der var et eller andet ved bogen, der gjorde, at historien aldrig rigtig kom ind under huden på mig, og det ærgrede mig, for jeg syntes ellers, at oplægget var ret interessant.

Jeg blev slet ikke så følelsesmæssigt påvirket af historien, som jeg havde regnet med. Til gengæld var bogen rigtig god til at belyse de potentielle problemer og konflikter, der kan være ved adoption på tværs af kulturer og religioner. Hvor svært det kan være at forstå og acceptere ting, der er helt naturligt for andre mennesker, og hvilke udfordringer det kan give at lukke andre mennesker ind på livet af sig.

Men selvom jeg ikke var så overvældet af bogen, som jeg havde håbet på, så vil jeg alligevel anbefale den – netop på grund ovenstående overvejelser om kulturforståelse. Det satte i hvert fald nogle tanker i gang hos mig.

Room

room

Denne bog har fået overvældende positive anmeldelser, og da filmatiseringen nåede biograflærrederne sidste år, blev filmen også rost til skyerne. Jeg valgte ikke at se den, for jeg vidste, at jeg ville læse bogen først, så det var et af målene for den igangværende sommerferie.

‘Room’ er skrevet af Emma Donoghue og handler om den femårige Jack, der bor i Room sammen med sin mor. Det har de altid gjort, og det har Jack aldrig tænkt nærmere over, for der er jo masser ting at lave i Room. Men da han fylder fem år, fortæller hans mor, at der findes en verden udenfor Room – at der findes andre mennesker udover Jack, hans mor og Gamle Nick, som kommer med forsyninger til dem. Jack har svært ved at tro på det – det må være noget, mor finder på – men langsomt bryder hans verdensbillede sammen, og han skal pludselig forholde sig til en masse nye ting.

‘Room’ er på ingen måde en feel-good-bog. Tværtimod handler den om en femårig dreng og hans mor, der bliver holdt fanget i et lille værelse af en mand, der forgriber sig på drengens mor, mens drengen selv gemmer sig i et skab. Det er ikke beskrevet i detaljer, for historien er fortalt gennem Jack, og han forstår (heldigvis) ikke meget af det, der foregår omkring ham, men som voksen læser er antydningen også mere end nok til at danne grumme billeder for nethinden.

Skrivestilen er lidt speciel, og jeg kan huske at have læst, at der er flere, der tænder lidt af på den barnlige fortællestemme. Jeg syntes dog, at det fungerede ganske fint med Jack som fortæller, og det var med til at gøre historien mere grum og tankevækkende på samme tid. Det at fortælle historien gennem et barns øjne giver en ret interessant vinkel på fortællingen og er samtidig også med at øge spændingen i takt med, at han lærer mere og mere om de ting, der efter sigende findes udenfor deres værelse.

Man kan ikke andet end få stor respekt for moren, der trods de tarvelige vilkår formår at skabe en indholdsrig hverdag for sit barn under deres fangenskab. Bogen emmer af forældrekærlighed og en abnorm vilje til at overleve, og der er noget utrolig livsbekræftende ved båndet mellem Jack og moren.

Jeg vil helst ikke afsløre for meget af handlingen i bogen, og af samme grund er der desværre en række scener undervejs, som jeg ikke kan kommentere på. Der var steder, hvor jeg syntes, at forfatteren godt kunne have gået lidt mere detaljer samt steder, hvor hun godt måtte have speedet handlingen mere op, for der var tidspunkter med lidt for megen gentagelse.

Samlet set var ‘Room’ en god læseoplevelse. Jeg blev ikke helt så rørt eller betaget, som jeg havde håbet på, for jeg savnede lidt mere dybde et par steder, men jeg var ganske tilfreds med bogen.

Hvor blev du af Bernadette

 Jeg har lige været på ferie i Frankrig, og her havde jeg naturligvis medbragt en stabel bøger. Da det var en ferie med fokus på afslapning og hygge, havde jeg blandt andet valgt at tage ‘Hvor blev du af Bernadette’ med, da den blev kategoriseret som humoristisk chick-lit. Nu er jeg normalt slet ikke til chick-lit, men hver sommerferie udfordrer jeg mig selv ved at tage en bog fra denne kategori med på ferie.

‘Hvor blev du af Bernadette’ er skrevet af Maria Semple og handler om Bernadette, der er forsvundet. Bernadettes teenagedatter, Bee, forsøger at finde ud af, hvad der skete, inden moren forsvandt, og ikke mindst hvor Bernadette blev af, for Bee vil finde sin mor igen – koste hvad det vil! Gennem e-mails, breve og noter stykker Bee langsomt historien sammen om, hvordan den dygtige og kreative arkitekt. Bernadette, gik fra at have en loven karriere til at ende som neurotisk og sky kvinde i en by, hvor alle de andre kvinder hader hende.

Denne bog er som sagt kategoriseret under humor, men det synes jeg ærlig talt er ret vildledende. Det er muligt, at det bare er mig, der har et helt andet syn på, hvad humor er, men jeg var ikke i nærheden af at le på noget tidspunkt under læsningen. Faktisk syntes jeg mere, at det var en tragisk historie om en masse sørgelige eksistenser, og jeg sad mere og krummede tæer end trak på smilebåndet.

Skrivestilen er ret speciel, da den virker meget fragmenteret i starten. Det skyldes, at bogen primært består af e-mails, noter og breve, som relaterer sig til Bernadette, og som Bee er kommet i besiddelse af. I starten er det ret forvirrende, og jeg blev ikke rigtig fanget af historien. Jeg var tæt på at lægge bogen fra mig, men eftersom den var letlæst, og jeg nu havde slæbt den med på ferie, så fik jeg alligevel læst mig varm og endte derfor med at læse den til ende.

Bernadette er en ret speciel personlighed, som opfører sig yderst… utraditionelt. Der er ingen tvivl om, at hun har humoristisk sans (om end på en lidt perfid måde), men hun ryger ofte også så langt ud af en tangent, at hendes opførsel virker meget konstrueret og usandsynlig. Som hovedperson bliver hun dog reddet af at være omgivet af indtil flere modbydelige bipersoner, hvis ondskabsfulde opførsel får en til automatisk at sympatisere med Bernadette.

Bee skal forestille at være bogens heltinde – den gode og retfærdighedssøgende datter, der bare gerne vil have sin mor tilbage igen. Bee passer dog ikke særlig godt til denne rolle, da hendes opførsel ind imellem også bliver unødig dramatisk og konfliktsøgende, hvilket igen får historien til at virke så konstrueret, at det er distraherende. Det er ikke nødvendigvis meningen, at handlingen skal være realistisk, men den bør dog samtidig være så troværdig, at jeg som læser er villig til at tro på bogens præmisser. Det havde jeg desværre ret svært ved.

Der er prisværdige scener i denne bog – for eksempel mudderskredsscenen og det efterfølgende drama – som er med til at trække op, men når det kommer til stykket, var denne bog hverken særlig sjov, særlig dyb eller særlig interessant. Vil du have en underholdende og letlæselig bog til sommerferien, vil jeg hellere anbefale dig at læse ‘Analfabeten der kunne regne’.

Cykose

Denne bog har været on and off på min to-read-liste, for jeg har hørt ret blandet om den. Jeg besluttede mig dog for at læse den tidligere på måneden, da jeg fandt den som e-bog hos Ereolen.

‘Cykose’ er skrevet af Birgitte Lorentzen og handler om teenagepigen Lulu, der er begyndt at blive vækket om natten af en lille pige. Lulu tror først, at det er et mareridt, men det føles bare meget virkeligt, og da Mads på skolen en dag siger, at han kan se pigen, ved Lulu, at noget er galt. Men har Mads ret? Andre på skolen kalder ham for Psyko-Mads, for han er en sær snegl, og Lulu ved ikke, om hun tør stole på ham.

Der var flere ting ved denne bog, jeg ikke brød mig om. Først og fremmest havde jeg meget svært ved at sympatisere med hovedpersonen Lulu, der var både overfladisk, intolerant og ret temperamentsfuld. Hun var kort sagt lidt af en gås, der talte, før hun tænkte, og jeg fik helt ondt af Mads, der skulle trækkes med dette forfærdelige pigebarn.

Samtidig er sproget i bogen præget af bandeord og slang for at ramme en ungdommelig tone. Desværre fylder det så meget, at det kommer til at virke ret påtaget og ikke som en naturlig måde at fortælle historien på. Teenagere kan jo godt tale normalt, så stilen kom til at virke forceret og kluntet.

Historien er simpel, men grundideen (som jeg ikke vil afsløre her, da det vil spoile noget af handlingen), er fin. Jeg kunne godt have tænkt mig, at der var lidt mere kød på slutningen, men omvendt er ‘Cykose’ en letlæst bog, der kan læses på få timer.

‘Cykose’ er første del af en serie. Jeg har dog ikke planer om at læse videre i serien, da den første bog slet ikke var noget for mig.

Fangirl

Rainbow Rowell er virkelig populær blandt bogbloggere og bogvloggers, så jeg støder ofte på anmeldelser af hendes bøger. Indtil nu har jeg dog kun læst én, ‘Eleanor og Park’, og den sagde mig desværre ikke så meget. For nylig havde jeg dog lyst til lidt light læsning, så jeg lånte ‘Fangirl’ på biblioteket.

‘Fangirl’ handler om teenagepigen Cath, der er besat magikeren Simon – en fiktiv person i Caths yndlingsbogserie. Cath er faktisk så stor fan af serien, at hun skriver fanfiction – dvs. historier, der tager udgangspunkt i samme univers – og dem poster hun på sin egen blog, der efterhånden har fået rigtig mange læsere. Skrivningen er dog ikke kun en hyggelig hobby men bliver nærmest en besættelse og en pligt på samme tid, og det bliver samtidig også et tilflugtssted, hvor Cath kan søge hen, når virkeligheden kommer for tæt på. For Cath er ikke så god til sociale situationer eller mennesker i det hele taget, så hun har det ikke godt med, at hun skal starte på universitetet uden at kunne dele værelse med tvillingesøsteren Wren. Cath skal forholde sig til en masse nye mennesker og nye steder, og sætter hende i en lang række nye situationer – både gode og dårlige.

Cath er lidt af en anti-helt og absolut ikke den mest oplagte hovedperson. Hendes sociale angst og forandrings-fobi gør, at hun ikke bare er indesluttet men direkte afvisende over for andre mennesker, der søger hendes venskab. Det gør det ikke ligefrem let at holde af hende som hovedperson, men jeg synes ikke desto mindre, at det er et interessant valg af forfatteren. Selvom Cath ind imellem gør og siger ting, der fik mig til at tage mig til hovedet, så havde jeg samtidig også ondt af hende, fordi hun hele tiden forsøgte at skubbe folk væk – enten bevidst eller ubevidst. Hun whiner en del og er i det hele taget ret weltschmertz-ramt, men det er nu ikke helt ulig, hvad mange teenagere gennemlever. Jeg synes dog, at det samtidig også får hende til at virke yngre, end hun er – ifølge bogen skal hun forestille at være 18 år.

Men når nu Cath er lidt svær at komme ind på livet af – selv for læseren – så er det rart, at der også er en række bipersoner med, som er lettere at forstå og at holde af. Min personlige favorit er Caths værelsesmakker, som godt prøver at spille tough, men som har utrolig megen tålmodighed med Cath og i det hele taget virker ret cool.

Bogen var også et interessant studie i fangirl-verdenen. Jeg har aldrig rigtig dyrket noget sådan rigtig die-hard-agtigt (men jeg har selvfølgelig været optaget af forskellige bands gennem tiden), så det var lidt fascinerende at læse om en person, der var så optaget af en fiktiv verden. Måske især fordi jeg aldrig helt har forstået fanfiction-genren? Jeg skal ikke kunne sige, om bogen er særlig repræsentativ på dette punkt, men det var i hvert fald interessant at læse denne vinkel på det.

‘Fangirl’ berører flere alvorlige emner – ikke kun Caths fobiske adfærd men også en opvækst, hvor moren forlod hende og tvillingesøsteren, da de var otte, og hvor de siden har boet sammen med faren, der er manio-depressiv. Det gør, at man lidt lettere forstår, hvor nogle af Caths særheder kan stamme fra. Det er emner, som sagtens kunne uddybes mere i bogen, men så var den ganske enkelt blevet for lang. I forvejen synes jeg, at der burde skæres ca. 100 sider fra for at stramme historien op.

Bogen var… udmærket uden at imponere. Den var ikke helt så light, som jeg havde forventet, og jeg var positivt overrasket over, at forfatteren havde valgt flere alvorlige og knapt så brugte vinkler på historien. Desværre blev det ikke helt fulgt til dørs – der var flere dramatiske scener undervejs, som ikke blev afsluttet ordentligt eller slet ikke blev nævnt senere, og det kom til at virke ret underligt – som om forfatteren helt havde glemt dem.

Nørd på catwalk

Jeg er flere gange stødt på denne bog, når jeg har set vlogs på Youtube, og da jeg trængte til lidt light underholdning, lånte jeg for nylig bogen via Ereolen.dk

‘Nørd på catwalk’ er skrevet af Holly Smale. Bogens hovedperson er den 15-årige nørd, Harriet, der ikke er særlig populær i skolen. Faktisk har hun kun én ven, hvis hobby – eller nærmere livsmål – er at blive model. Harriet kommer derfor med på slæb, da der er mulighed for at blive spottet af en talentspejder, men til Harriets store overraskelse er det hende, der bliver tilbudt et modeljob.

Dette er en ret easy going ungdomsbog skrevet med et glimt i øjet. Det er som at gnaske på en stor klump skrigrød tyggegummi – sødt, fjollet og alt for meget på samme tid.

Harriet er ikke særlig troværdig som nørd. Det eneste, der reelt set kategoriserer hende som nørd er, at Harriet selv definerer sig som nørd gang på gang. I mine øjne er hun ikke nørdet men bare ikke særlig god til at interagere med andre mennesker. Det giver hende så også en lang række (unødige) problemer, og der er flere gange i løbet af bogen, hvor hun virkelig får gjort noget dumt.

Det er en humoristisk bog på den ufarlige og lidt naive måde. Rigtig meget af humoren er baseret på den overgearede modetosse Wilbur, der går i ekstremt outreret tøj og hele tiden finder på nye, tuttenuttede kælenavne til Harriet. Navnene kommer dog også til at virke komplet malplacerede i den danske oversættelse, og jeg vil gætte på, at de fungerer langt bedre i den engelske udgave. Og så er der faren, der opfører sig som et ukontrolleret 5-årigt barn det meste af tiden. Det bliver i det hele taget ret over the top ind imellem, så er du til den type humor, er der noget at komme efter her.  

Handlingen er ret forudsigelig. Den er hverken troværdig eller detaljeret, men det er heller ikke meningen – det er en bog, der først og fremmest fokuserer på at være lettilgængelig, hyggelig og sjov.

‘Nørd på catwalk’ var lidt for letbenet, naiv og overfjollet til mig, men nu er jeg heller ikke bogens målgruppe, så det er nok ikke så overraskende. Den henvender sig mere til piger i 10-13 års alderen.

One by One

Det er ikke så længe siden, jeg læste fjerde bog i Robert Hunter-serien, ‘The Death Sculptor’, og da jeg også havde femte bog stående, kunne jeg lige så godt læse den bagefter (den serie er nemlig pænt vanedannende, men mere om det efter resumeet).

‘One by One’ er skrevet af Chris Carter og har vanen tro kriminalkommissæren Robert Hunter i hovedrollen. Denne gang får han dog bogstavelig talt virkelig hovedrollen i den mordgåde, han bliver sat til at løse, for morderen ringer til Robert Hunter inden mordet og beder ham om at klikke sig ind på en bestemt hjemmeside. Den viser sig at indeholde en liveoptagelse af en mand, der er fanget, og morderen beder derefter Robert om at vælge dødsmetoden – skal offeret dø ved hjælp af ild eller vand? Robert ser derefter offeret blive myrdet for åben skærm, og derefter melder alle spørgsmålene sig. Hvem er morderen? Hvem er offeret? Hvad er forbindelsen mellem de to? Og hvor kender morderen Robert fra?

Historien er vanen tro både spændende og nervepirrende. Jeg er ikke så vild med forfatterens overdrevne brug af cliffhangers ved næsten hver eneste kapitelafslutning, men bortset fra det er han utrolig god til at skrue en fængende og medrivende historie sammen.

Mordmetoderne er kreative og morderen lige så, for det er tilsyneladende en person, der er virkelig god til at gemme sig… og at lege med politiet, der bliver mere og mere frustreret over den overlegne morder. Det var dog også min største anke – at morderen virkede nærmest umenneskelig overlegen, for det ødelagde noget af troværdigheden ved historien. Og så var der motivet… i mine øjne var det utrolig søgt, og det trak desværre noget ned i den samlede læseoplevelse.

Men som jeg har sagt før – er du til actionpacked og medrivende krimihistorier, hvor det ikke gør noget, at mordene godt kan blive pænt blodige og/eller ubehagelige, så bør du overveje at læse Chris Carters bøger.

The Death Sculptor

Jeg læser ikke så mange krimier, men en af de få serier, jeg følger med i, er Robert Hunter-serien af Chris Carter. Jeg har tidligere anmeldt de tre første bøger i serien – ‘The Crucifix Killer’, ‘The Executioner’ og ‘The Night Stalker’.

I ‘The Death Sculptor’ får Robert og Garcia virkelig deres sag for, da en usædvanlig modbydelig og kreativ morder vælger at lave en skulptur ud af kropsdelene fra mordofferet efter at have tortureret vedkommende først. Mordet i sig selv virker uigennemtænkt, for hvorfor vil morderen bruge tid på at myrde en mand, der er dødssyg og kun har få uger tilbage at leve i? Morderen har tydeligvis et budskab med mordet – men hvilket?

Jeg er som regel ret hårdhudet, når det gælder horror, splat og vold, men jeg må indrømme, at der var mordscener i denne bog, der var så modbydelige, at jeg fik kvalme. Og det var nærmest de ting, som forfatteren ikke beskrev, der var de værste, for her fik min fantasi frit spil og kunne udtænke sine egne blodige og dramatiske billeder af begivenheder. Brrrr. Så derfor – folk med sarte nerver (og maver) skal IKKE læse denne bog.

Men ser vi bort fra denne (vigtige) detalje, så er det endnu en gang en velskrevet og meget spændende krimi, Chris Carter disker op med. Kreativiteten fejler intet – hverken i forhold til mordmetoder og opbygningen af spændingskurven i sig selv, selvom det dog også er tydeligt, at forfatteren bruger en skabelon i forhold til antallet af mord, inden detektiverne gennemskuer, hvem morderen er. Det ærgrer mig lidt, for det gør, at lidt af spændingen forsvinder.

Hvis du er til actionpacked krimier, hvor detektiven IKKE er en midaldrende afdanket mand, der er skilsmisseramt og har et alkoholproblem, så kan jeg varmt anbefale denne serie. Dog skal du være forberedt på, at lige præcis ‘The Death Sculptor’ er usædvanlig brutal og blodig, så forbered dig på en virkelig skræmmende massemorder!

Skyggelandet

Jeg lovede mig selv en tur på biblioteket i denne måned, og her fandt jeg en fin stabel bøger – blandt andet ‘Skyggelandet’ af Taichi Yamada. Bogen har været på min biblioteks-huskeliste så længe, at jeg ikke kan huske, hvordan jeg faldt over den i første omgang.

Bogen handler om Harada, der arbejder som skriptforfatter til tv-serier. Han blev for nylig skilt og bor nu alene i en kontorbygning i Tokyo. En aften bliver han opmærksom på, at han er helt alene i den store bygning… og så alligevel ikke, for pludselig dukker der en småberuset kvinde op, der gerne vil have selskab. Harada afviser hende, men fortryder det. Kort tid derefter opsøger han den bydel, hvor han boede sammen med sine forældre, inden de døde, da han var 12 år. Her møder han et ægtepar, der ligner dem på en prik og også opfører sig som dem. Harada er overrasket, men han bliver ved med at opsøge dem i længslen efter forældrenes omsorg.

‘Skyggelandet’ er en stille og enkel historie, der alligevel vokser undervejs og gør læseren nysgerrig. Hvad er det, der foregår? Hvem er det ægtepar, Harada møder? Og hvad med kvinden, der dukkede op en aften? Forfatteren bygger en historie op, der – måske – ikke er så overraskende, når det kommer til stykket, men alligevel har sin helt egen charme på den der underspillede, japanske måde. Jeg kan især godt lide den stemning, han opbygger – en lidt knugende atmosfære, hvor man kan fornemme, at noget er helt galt, men alligevel ikke er helt klar over, hvor faren kommer fra.

En simpel men glimrende historie, som kan anbefales.

Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe

Denne bog købte jeg på et tidspunkt efter at have læst masser af rosende anmeldelser af den, for den lød som en rigtig interessant ungdomsbog.

‘Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe’ er skrevet af Benjamin Alire Sáenz og handler om teenageren Ari og vennen Dante. De to er meget forskellige men har alligevel opbygget et tæt venskab. Deres venskab kommer dog på en prøve – ikke så meget fordi, at Dante forelsker sig i Ari, men mere fordi Dantes seksualitet ikke tolereres af alle. Det bliver en rejse i at lære sig selv at kende og finde ud af, hvad og hvem man vil kæmpe for.

Jeg kunne rigtig godt lide temaet for denne historie. Venskabet mellem de to – meget forskellige – unge fyre og den udvikling, de gennemgår. Det var rigtig fint, selvom det også var rimelig forudsigeligt. Og de to knægte er også lette at holde af, selvom den ene er lidt knudret og usikker. Eller måske netop derfor? I hvert fald udgjorde de et godt team.

Der var til gengæld to ting, der ødelagde fornøjelsen ved bogen. For det første var der skrivestilen. Jeg syntes, den var dræbende kedsommelig. Den vakte ingen følelser hos mig, og den virkede flad og unuanceret. Dernæst var der hele ‘nævn ikke broderen’-plottet, som bare var ligegyldigt og trukket i langdrag. Det var en darling, forfatteren skulle have dræbt med det samme.

Så… alt i alt var denne bog desværre en noget skuffende oplevelse. Min sindstilstand efter at have læst bogen afspejles meget fint i min kats ansigtsudtryk på billedet – jeg var skuffet og følte mig snydt for den gode oplevelse, andre havde fået. Men sådan er det med bøger – folk oplever dem forskelligt, og denne bogs skrivestil var bare ikke min kop te.