Danteklubben

Denne bog har stået og puttet på bogreolen i mange år, og det er ikke en gang min. Gemalen fik den i gave for en række år siden, men han fik aldrig læst den færdig, og siden har jeg flere gange kastet lange blikke efter den og pønset på at læse den. Jeg gik endelig i gang med bogen tilbage i april måned, hvor jeg nåede ca. 40 sider, inden Dewey’s Readathon sluttede. Derefter lagde jeg bogen fra mig, kastede mig over en række andre bøger og glemte alt om denne her…. indtil jeg skulle på ferie i første uge af juni og brugte det som en god anledning til at få læst bogen færdig.

‘Danteklubben’ er skrevet af Matthew Pearl og foregår i midten af 1800-tallet i Boston. Her er en gruppe lærde i gang med at oversætte Dantes ‘Guddommelige komedie’, men de bliver temmelig opbragte, da flere mord rammer byen, og morderen tilsyneladende finder inspiration i Dantes værk. Skal de fortælle politiet om deres viden, eller vil det blot rette mistanken mod dem? Og er de selv i fare? Et kapløb om tiden begynder, for kan de – eller politiet – finde frem til morderen, inden vedkommende slår til igen?

Det er næsten umuligt ikke at tænke på ‘Da Vinci Mysteriet’ og den bølge af religiøse konspirations-krimier, der fulgte i kølvandet på bestselleren. ‘Danteklubben’ har dog ikke fokus på religion (selvom Himmel og Helvede er vigtige elementer i Dantes klassiker), men på det litterære aspekt, hvor de intellektuelle forsøger at løse de sproglige knuder i jagten på morderen. Det er i mine øjne et plus, for der er tærsket lige lovlig meget langhalm på de religiøse konspirationsteorier. I hvert fald for et par år.

Bogen er tung at komme i gang med, og det kræver lidt stædighed at komme godt ind i historien, men derefter blev jeg fanget af fortællingen. Det er en stemningsfuld bog, hvor man som læser får indblik i livet hos de intellektuelle i 1800-tallet, og som ordnørd elsker jeg den passion, som driver de lærdes mange litteratur-diskussioner. Der smages på og svælges i ord, og det er skønt – og en smule for meget. Det bliver ind imellem en kende opstyltet, men stemningsmæssigt passer det nu meget godt ind i historien.

Jeg synes først og fremmest, at det er på personsiden, det halter. Hovedpersonerne er lidt svære at komme ind på livet af – endsige identificere sig med – og flere af skurkerollerne virker karikerede og kedelige. Hovedskurken var jeg ikke så vild med, måske først og fremmest fordi jeg ikke rigtig købte grunden til, at morderen i det hele taget blev morder.

Det er en fortælling, der til tider kan virke lidt gumpetung og forceret, men på andre tidspunkter emmer af litterær glæde og orddribleri. Det er ikke en klassisk pageturner – den kræver lidt mere opmærksomhed og dedikation fra læseren – men det er en udmærket krimi, og holder du tilfældigvis af Dantes værker, vil det helt sikkert være et plus, hvis du læser denne bog.

The Walking Dead & Lovecraft

Det er sjældent, jeg anmelder tegneserier – mest af alt fordi jeg oftest læser humoristiske tegneserier såsom Pearls Before Swine og Get Fuzzy. Men tegneserier er mere og andet end slapstick humor og et glimt i øjet – noget som disse to tegneserier i den grad beviser.

‘The Walking Dead’ er en postapokalyptisk serie, der har gået sin sejrsgang verden over og som nu filmes som tv-serie. Første og anden sæson er allerede bragt, og selvom jeg savner personer med dybde i serien, så er det nu interessant med en tv-serie, hvor kulissen – og ind imellem historien – er befængt med zombier.

Det er en historie om en række mennesker, der rejser gennem en verden, der er invaderet af levende døde, og titlen ‘The Walking Dead’ er ikke blot en henvisning til zombierne men også til den håbløse situation, som de overlevende befinder sig i. Hvordan skal de dog kunne leve og overleve i et nedbrudt samfund med millioner af zombier, der tørster efter deres blod?

Tv-serien følger første tegneseriebind et godt stykke af vejen. Jeg var i hvert fald overrasket over, at producenterne ikke havde fortolket mere, da de lavede serien, men jeg vil sige, at der er også intriger fra tv-serien, som heldigvis ikke fandtes i den originale tegneserie. Alene det får mig til at overveje kraftigt, om ikke jeg skal købe en række af de engelske vind.Første bind af serien udkom ganske vist på dansk sidste år, og det er også på dansk, jeg har læst det, men jeg tror ikke, jeg har tålmodighed til at vente på oversættelserne. Jeg skal dog også lige vænne mig til stilen, for det er ikke altid, at jeg er enig med forfatteren i, hvad han skal bruge mange eller få billeder på at fortælle.

En af de mest fascinerende forfattere er i mine øjne H. P. Lovecraft, der har skrevet en række morbide, absurde og skræmmende gyserhistorier og defineret en hel verden fyldt med skrækkelige monstre, som kan bringe mennesker på vanviddets rand på et øjeblik. Hans historier har dannet grundlag for en lang række film, rollespil og brætspil, og fortællingerne kan stadig skræmme så mange år efter, at de er skrevet.

Dette er et ganske hæderligt forsøg på at lave en tegneserie over hans eget liv. Jeg gik ikke så meget op i, hvorvidt alle facts var i orden – det var trods alt en fortolkning -men blev fanget af stemningen i bogen. Der er nemlig lagt vægt på de vrangforestillinger, som Lovecraft led af, og gennem hele historien opsøges han af de monstre, som han også skrev om. Han balancerer på vanviddets rand, og det er ganske godt illustreret. Men samtidig er illustrationerne også et problem, for fans af Lovecraft ved, at monstrene netop er ubeskrivelige og unævnelige – kort sagt så horrible og skrækindjagende, at der ikke findes ord eller tegninger, der til fulde kan beskrive hvilken horror, som menneskene trues af.

Det er en smuk, trist og interessant historie på samme tid – en historie mættet med stemning, ligesom Lovecrafts egne historier.

Vampyrens mærke

Da jeg lånte lydbøger for en lille uge siden, fandt jeg det ret oplagt at kaste mig over denne bog, da den ville ligge i fin forlængelse af ‘Hex Hall 2 – Dæmonglas’ og ‘En vampyrs bekendelser’. Denne bog omhandler nemlig unge mennesker, der skal uddannes som vampyrer, og selvom det lød… temmelig sært… så kunne jeg ikke nære mig.

‘Vampyrens mærke’ af P. C. Cast og Kristin Cast er første bog i serien Nattens Hus – en serie, der pt. er otte bøger lang. I bogen følger vi den 16-årige Zoey, som lever et helt almindeligt teenageliv, indtil hun en dag bliver mærket i panden af en Udsending. Alle omkring hende trækker sig tilbage, for mærket betyder, at hun nu er dømt til et liv som vampyr og bliver nødt til at drage til Nattens Hus, hvor hendes uddannelse som vampyr vil foregå. Selvom hun er ulykkelig over sin skæbne, finder hun snart venner – og en fjende – det nye sted, og hun indser, at hun åbenbart er tiltænkt en særlig rolle. Hendes mærke i panden er anderledes, og langsomt begynder hendes nye kræfter at vise sig.

Da jeg læste ‘Hex Hall 2’, savnede jeg stemningen af skoleliv i bogen, eftersom handlingen hurtigt førte hovedpersonerne væk fra skolen. Den stemning er der til gengæld masser af i ‘Vampyrens mærke’, og på mange måder ligner den en almindelig ungdomsbog med de sædvanlige kærlighedsproblemer, søde bedstevenner og intriger. Der er dog gjort en del ud af at skabe en verden, hvor du ikke bare bliver bidt og så er vampyr, men hvor du udvælges og derefter gennemgår en flerårig uddannelse, inden du er klar til at være fuldblodsvampyr (pun intended – undskyld). Vampyrerne tilbeder samtidig gudinden Nyx, hvilket bringer okkultisme og ritualer ind i bogen, og det gør den mere interessant i mine øjne.

Den er klassisk mht. kærlighedsproblemer og problemer i forhold til skolens intrigante pige, men historien er fortalt på en fin og hyggelig måde, hvor hovedpersonen fremstår sympatisk, fornuftig og reel, og selvom jeg er ret konservativ mht. hvordan rigtige vampyrer skal være, så kan jeg godt tilgive denne version. Den er trods alt meget hyggelig og forsøger ikke at være mere, end den er – en ungdomsroman om unge, usikre vampyr-ynglinge.