Doktor Søvn

Da jeg var teenager, var jeg Stephen King-fan, og jeg slugte hans bøger, så snart jeg kunne komme i nærheden af dem. I modsætning til mange andre King-fans var ‘Ondskabens Hotel’ ikke blandt mine favoritter. Bevares, den var glimrende, men der var mange andre, jeg bedre kunne lide.

Jeg blev lidt overrasket, da King valgte at skrive en efterfølger, nemlig ‘Doktor Søvn’, som udkom sidste år. Det ligner ham ikke, og jeg var langt fra sikker på, at jeg syntes, det var en god idé.

Som du nok kan regne ud, har jeg nu læst den, og jeg vil prøve herunder at anmelde den uden at røbe for meget fra ‘Ondskabens Hotel’.

‘Doktor Søvn’ foregår ca. 40 år efter den første bog. Efterfølgeren har faktisk så lidt med den første bog at gøre, at jeg ind imellem spekulerede over, hvorfor forfatteren overhovedet havde valgt at skrive den som en efterfølger, for med få ændringer kunne det sagtens være en selvstændig bog. Et eller andet sted havde det nok klædt den. Som sagt var jeg ikke fan af den første bog, så jeg havde ikke det store ejerskab over for handlingen, som die hard fans har, men jeg ærgrede mig lidt, at den første bog ikke fik ‘lov til at hvile i fred’, men absolut skulle brygges videre på.

På mange måder er det en klassisk King-historie – overnaturlige elementer, outsideren, barnet med de særlige evner, de modbydelige og virkelig sære fjender. Det er en skabelon, han har brugt mange gange før, og den virker – men den bliver også lidt for letkøbt. Især på skurkesiden fejlede det. Grundideen er fin, jeg følte aldrig rigtig, at de blev en rigtig trussel, eller at de virkede troværdige som fjende. Så havde grønne marsmænd næsten været mere realistiske.

For King-fans er ‘Doktor Søvn’ en hyggelig læseoplevelse, fordi den netop trækker på mange af Kings klassiske virkemidler, men der var ikke så meget nyt at komme efter. Måske er der lidt mere vemodighed i bogen – man kan mærke, at King er blevet ældre, og at alder og eftermæle er noget, der spiller en indirekte rolle i historien. Nåja, og så er det selvfølgelig også hyggeligt, at der refereres til nutidige emner såsom ‘Game of Thrones’.

En ok læseoplevelse, men ikke den King-bog, du skal gå efter, hvis du vil have et rigtig gys eller bide negle af spænding.

Labyrint

Denne bog har jeg overvejet at læse, lige siden den udkom for nogle år siden, og selvom jeg egentlig havde tænkt mig at låne et fysisk eksemplar på biblioteket, så blev fristelsen alligevel for stor, da jeg faldt over den på netlydbog.dk.

‘Labyrint’ er skrevet af Kate Mosse og har to sideløbende historier – en om den unge kvinde Alice Tanner, som i 2005 finder et par ret interessante ting under en arkæologisk udgravning ved Carcassonne. Samtidig følger læseren også den 16-årige Alais, som levede 800 år tidligere – samtidig med korstoget mod de franske kættere. Alais får en bog af faren, en bog som er knyttet til Labyrint-trilogien, der gemmer på sandheden om den hellige gral. Det er derfor vigtigt, at Alais beskytter den, om det så skal koste hende livet. I løbet af bogen finder Alice efterhånden ud af, at hendes fund er meget værdifuldt – så værdifuldt at det er værd at slå ihjel for.

Denne bog startede godt – og så gik det ellers stille og roligt ned ad bakke. I starten var jeg lidt ærgerlig over, at historien er splittet op i to dele – en i nutiden og en i fortiden – for der gik et stykke tid, inden det begyndte at give mening. Selvfølgelig vidste jeg som læser, at der var en dybere mening med, at man skulle følge de to hovedpersoner, men det spillede ikke helt sammen i starten. Historien om Alais var ret fængende, og den nød jeg at følge med i et godt stykke ind i bogen, mens historien om Alice skulle lidt op i omdrejninger, før den blev interessant. Da jeg var nået halvvejs, var det til gengæld, som om historien knækkede over på midten, og herefter var det en ærgerlig rutsjetur at skulle igennem den anden halvdel, som føltes mere og mere langtrukken, og hvor jeg blot blev mere og mere ligeglad med personerne og deres gøren og laden.

Bogen har flere fællestræk med den bølge af ‘gralbøger’ (med Da ‘Vinci Mysteriet’ som frontløber), der kom for en række år siden, men jeg synes dog ikke, at de nutidige religiøse fanatikere virker lige så hysteriske som i Dan Browns bøger. Til gengæld formår han at holde et højt spændingsniveau, mens denne bog helt tabte min interesse til sidst. Jeg vil tro, at du skal være ret begejstret for ‘gralbøger’ for at holde af denne bog.

Skæbnespydet

Jeg faldt over ‘Skæbnespydet’, da jeg handlede i boghandlen ved Rådhuspladsen for et par måneder siden. Boghandlen har en hel hylde dedikeret til bøger om 2. Verdenskrig, og jeg blev nysgerrig, da jeg så denne bog, som skulle beskrive nazisternes flirten med det okkulte.

‘Skæbnespydet’ af Trevor Ravenscroft tager udgangspunkt i myten om Longinus spyd, som efter sigende skulle være det spyd, Jesus blev stukket med, da han hang på korset på Golgatha. Spyddet er siden blevet tillagt okkulte kræfter – af flere fortolket som Den Hellige Gral – og spyddet er derfor meget eftertragtet. Det siges, at den, der holder spyddet i sin hånd, har magt over hele verden.

Adolf Hitler hørte om myten som ganske ung og blev grebet af historien. I bogen følger du, hvordan hans og nazistpartiets interesse for det okkulte udvikler sig, og hvordan de brugte sort magi i 2. Verdenskrig.

Det er ingen nyhed, at nazisterne forbindes med okkultisme og sort magi. Allerede da jeg var barn, så jeg, hvordan Indiana Jones bekæmpede onde, okkultdyrkende nazister, og siden er jeg gang på gang stødt på sammenkoblingen i mange film og bøger. Hver gang har jeg undret mig over, om koblingen kan være rigtig – var nazisterne virkelig så fascinerede af den sorte magi, som fortællingerne antyder, eller er det blot et forsøg på at beskrive nazismen som endnu ondere og uforståelig for resten af omverdenen?

Efter at have læst ‘Skæbnespydet’ er jeg ikke mere overbevist. Bogen er informationsrig men også tørt fortalt, og det er ikke lige en bog, du læser et par sider af, inden du skal sove. Den kræver noget mere koncentration, og så kræver den også en forståelse og accept af det overnaturlige – noget jeg ikke har i så stort omfang, som det kræves i denne sammenhæng. Jeg går ganske enkelt helt kold, når jeg læser passager om astrallegemer, og det er så hokus-pokus, at jeg ikke tror på det.

Jeg vil ikke afvise, at nazisterne kan have flirtet med det okkulte under 2. Verdenskrig, men det lykkedes ikke denne bog at overbevise mig.

Skyggen over Innsmouth

For et stykke tid siden gik jeg i gang med en novellesamling H. P. Lovecraft – på engelsk vel at mærke, og det har en del at sige, når vi taler om den forfatter. Det tager noget længere tid at læse, så jeg har også læst et par andre bøger undervejs, og nu holder jeg lige en pause fra bogen, da jeg vil koncentrere mig om månedens bogudfordringer.

Da jeg var gået i gang med Lovecraftbogen kom jeg i tanke om, at jeg også har en enkelt dansk oversættelse af hans noveller, så den fandt jeg frem.

‘Skyggen over Innsmouth’ består af tre historier – to længere (‘Skyggen over Innsmouth’ samt ‘Den hviskende i mørket’) og en kortere (‘Rotterne i murene’). Den første historie handler – ikke så overraskende – om den lille by Innsmouth, som har ry for at være indelukket, og hvor der bliver set skævt til fremmede. Da hovedpersonen alligevel rejser til byen, mærker hans straks, at han ikke er velkommen, og selvom han forsøger at tage derfra, inden natten falder på, bliver han alligevel nødt til at blive natten over og oplever snart sider af Innsmouth, som de fleste nok ville være foruden.

Den anden historie handler om brevvekslingen mellem hovedpersonen og Arkeley, der lever et sted, som er omgæret af mystik og skrækhistorier. Langsomt indføres læseren i en mere og mere intens brevudveksling, som ender i, at hovedpersonen drager af sted for at hjælpe sin ven.

I den sidste historie følger vi en forretningsmand, som sørger for at få restaureret familieboligen. Godt nok kigger lokalbefolkningen skævt til ham, men det er først, da han begynder at høre rotter i væggene, at han begynder at forstå de forfærdelige rygter, der er om stedet.

Lovecrafts fortælleform er ret unik, og det er ikke så underligt, at han har opnået kultstatus efter sin død. Hans stil er kryptisk, abstrakt, underlig og surrealistisk, og der er overraskende lidt vold i fortællingerne. Til gengæld formår han at opbygge en ubehagelig og utryg stemning, hvor man som læser ved, at der er noget, der er er helt forkert – men at det samtidig er så abstrakt, at det er svært at forstå og acceptere. Det er tydeligt, at Lovecrafts historier er skrevet i en anden tid, men jeg synes, at det er befriende med et stilskifte, selvom der selvfølgelig er dele af historierne, som ikke skræmmer en nutidig læser nær så meget.

Det stumme broderskab

‘Det stumme broderskab’ af Julia Navarro har stået på vores bogreol i flere år. Den blev en del af bogsamlingen i den periode, hvor salget af krimier med tempelriddere, okkulte sekter og religiøse gåder boomede, og jeg fik derfor ikke læst bogen med det samme, da jeg på det tidspunkt nåede smertegrænsen for religiøs fanatisme og pseudo-intellektuelle fortolkninger af Jesu liv og efterliv.

På den ene side fascineres jeg af historier med okkulte undertoner og mystiske loger med hemmelig dagsorden, og på den anden side har jeg oplevet lidt for mange bøger i denne genre, som ikke tilfører noget nyt men bare virker som et opkog af lidt krimi, lidt gådeløsning, lidt kærlighedsdrama og lidt fanatiske religiøse. Sådan havde jeg det også, da jeg læste ‘Det stumme broderskab’.

Handlingen starter med en brand i katedralen i Torino, hvor Jesu hellige ligklæde opbevares. Efter branden finder politiet en død mand, hvis tunge er blevet skåret af, og det er starten på en lang efterforskning, hvor politiet bliver udfordret af flere religiøse sekter, der har en særlig interesse i ligklædet. Samtidig er der flere højtrangerende personer i kunstverdenen og erhvervslivet, som åbenbart også interesserer sig meget for sagen, og i det hele taget er det svært at finde frem til sandheden – hvilket dog ikke stopper de ihærdige efterforskere.

Starten af bogen var fin, og det var en god detalje, at bogens kapitler vekslede mellem at foregå i nutiden og i datiden, hvor man fulgte Jesu ligklædes vej gennem historien, men jeg blev hurtigt lidt træt af bogen. Historien virkede ret klassisk og var krydret med en meget kompromisløs religiøs leder og en kvindelig hovedperson, som var så smuk og lynende intelligens, at det virkede klichépræget. Der var ikke de store overraskelser undervejs, og jeg savnede at blive forført af spændende gåder eller dramatisk håndling, men forfatteren formåede ikke at fange mig som læser, så jeg blev opslugt af handlingen.

Jeg vil dog fremhæve slutningen som interessant og mere spændende, end jeg havde frygtet, men er du til denne type bøger, så findes der andre i samme genre, som er langt bedre.