Dyrekirkegården

Forventninger:
Jeg læste ‘Dyrekirkegården’ for 16-17 år siden. Jeg mener, det var den anden bog af Stephen King, jeg læste, og jeg var vild med den. Der er gået en del år siden, så jeg var spændt på, om historien stadig holdt, eller om min smag havde ændret sig meget siden da.

Resumé:
Louis og hans familie flytter til Ludlow, hvor de har købt en hus. Ikke så langt fra deres grund ligger der en dyrekirkegård, hvor de lokale børn begraver deres kæledyr. Hvad de færreste ved er, at der dybere inde i skoven er en gammel indiansk gravplads, som siges at kunne vække de døde. Da familiens kat dør, mens Louis er alene med den, går han i panik og begraver den på den indianske gravplads. Tænk nu, hvis det faktisk virker og ingen opdager, at der er sket den noget. Men kan man overhovedet vække de døde til live?

Det bedste:
Dette er efter min mening en af de bedste bøger, King har skrevet. Der er skruet ned for de dramatiske effekter og blodige scener og i stedet er der en snigende uhygge, hvor du tydeligt kan fornemme, at noget er galt – og vil gå endnu mere galt – men hvor alt ser pænt og tilforladeligt ud på overfladen. Samtidig kan man – hvor vanvittigt det end kan se ud – godt forstå Louis’ beslutninger, selvom jeg ikke er enig i dem. Der er noget meget menneskeligt ved dem, og i det hele taget fremstår personerne troværdige, selvom de ikke var specielt sympatiske.

Det værste:
Tempoet er lidt langsomt. Selvom det på den ene side er med til at opbygge uhyggen, så kunne historien godt have været fortalt på lidt færre sider. Så mange overraskelser er der trods alt heller ikke i den.

Kan anbefales til:
Har du ikke læst King før, så er dette en af de bedste bøger at starte med. Der er skruet ned for de overnaturlige elementer og hæsblæsende scener og i stedet er den krybende uhygge i fokus. Har du læst bare nogle få horrorbøger, vil der nok ikke være så mange overraskelser undervejs, men det er ikke desto mindre en fed horrorbog, der kan give kuldegysninger.

I Am Legend and Other Stories

Forventninger:
Jeg så filmatiseringen for en række år siden og tænkte, at jeg også gerne ville læse bogen på et tidspunkt. Jeg havde lidt på fornemmelsen, at bogen ikke ville være nær så poleret og sjov, og det fik jeg også ret i.

Resumé:
Bogen er en samling af en række noveller – dels den lange hovednovelle, ‘I Am Legend’, samt en række små noveller. Hovednovellen handler om den sidste mand på jorden, Robert, der har formået at holde sig i live, selvom resten af menneskeheden er forvandlet til blodtørstige vampyragtige væsener, der jagter ham om natten. Da han på et tidspunkt støder på en rigtig levende hund, får han en mistanke om, at han måske alligevel ikke er det eneste menneske, der har overlevet katastrofen. Men hvad gør han, hvis han faktisk finder frem til andre overlevende – kan han atter stole på et andet menneske.

Det bedste:
Det er en interessant – og dyster – verden, som ‘I Am Legend’. Hovedpersonen er en lidt sær snegl, er der lidt svær at holde af, men det syntes jeg passede rigtig fint til historien. Han har en noget akavet og desperat opførsel, hvilket virker meget troværdig omstændighederne taget i betragtning.

Det værste:
Selve ‘I Am Legend’ er en udmærket historie, selvom den desværre hverken fangede mig eller rørte mig så meget, som jeg havde håbet på. De øvrige noveller var til gengæld slet, slet ikke mig – mange af dem virkede for korte eller bare for ligegyldige.

Kan anbefales til:
Er du til dystopiske fortællinger, bør du overveje at læse ‘I Am Legend’ – ikke mindst fordi det er en klassiker inden for genren.

Locke & Key 4-6


I weekenden blev den halvårlige readathon afholdt, og her deltog jeg vanen tro – og selvfølgelig med en stabel horror- og gyserhistorier i anledning af det kommende Halloween.

I min stabel var der blandt andet de tre sidste hæfter i ’Locke & Key’-serien. Jeg har læst de øvrige hæfter i løbet af de seneste år (i forbindelse med readathon), og nu syntes jeg, at det var på tide at læse serien færdig, for der gik ganske enkelt for lang tid imellem, at jeg fik læst de enkelte hæfter.

… og sikke en god idé! Ikke alene intensiverede det læseoplevelsen – de tre sidste hæfter var også fænomenale. Der var drama, action, grusomhed, blod, sorg og kampvilje for alle pengene. Jeg må indrømme, at der også blev fældet nogle tårer til sidste.

Min eneste anke var, at der især i fjerde hæfte var stilbrud i tegnestilen flere gange. Der var ganske enkelt flere af siderne, hvor tegnestilen var mere nuttet (lidt a la Steen og Stoffer), og jeg går ud fra, at det var fordi, det var en anden tegner, der havde tegnet netop disse.

’Locke & Key’ er en dyster fortælling om sorg og smerte i en familie, der er tæt på at falde fra hinanden. En historie om ansvar, kærlighed, tillid og svigt. Og så er den vanvittig flot tegnet.

Locke & Key 3

Tidligere på ugen læste jeg tredje hæfte i ‘Locke & Key’-serien. Jeg har tidligere anmeldt ‘Locke & Key’ og ‘Locke & Key 2’.

Vanen tro bringer jeg ikke et resumé, når der er tale om en del af en serie, men jeg vil kort opsummere, hvordan min læseoplevelse var.

Jeg havde først og fremmest lidt svært ved at leve min ind i historien i dette album. Det var især i den første halvdel, hvor der skete flere ting, som forvirrede mig. Heldigvis var anden halvdel langt bedre, og især den sidste fjerdedel var både smukt og stemningsfuldt illustreret men også så fint og skrøbeligt fortalt på samme tid. Jeg synes i det hele taget, at illustrationerne er blevet smukkere og mere fantasifulde i forhold til det første album, og det kan jeg godt lide.

Det endte med at være en ganske fin læseoplevelse trods den lidt ærgerlige start. Jeg overvejer at genlæse andet album, inden jeg senere i år læser resten af serien, for der er et par plotrelaterede ting, jeg lige vil dobbelttjekke, inden jeg læser videre.

Men som sagt – en glimrende læseoplevelse og fortsat en serie, jeg nyder at læse.

Månens kald

Jeg læser ikke så tit e-bøger på dansk, og det skyldes først og fremmest, at jeg ikke er så gode venner med Ereolens appens måde at håndtere e-bøger på. Man skal bladre i modsat retning i forhold til deres app for engelske e-bøger, og så skal man bladre ret ‘aggressivt’ – altså der skal virkelig lægges kræfter i, når man swiper!

Men min liste over e-bøger er efterhånden ret lang hos Ereolen, og så måtte jeg jo hellere gøre noget ved det, så jeg lånte ‘Månens kald’, som længe har stået på listen.

Bogen er skrevet af Patricia Briggs og er første bog i en serie. Den handler om Mercedes – også kaldet Mercy – som arbejder som mekaniker. Det er dog ikke det mest usædvanlige ved hende, for hun er også formskifter og kan forvandle sig til prærieulv. Det er der ikke mange, der ved, hvilket giver hende en række fordele – blandt andet en vis forståelse fra de andre overnaturlige væsner i området. Hun er blandt andet venner med en vampyr, ligesom hun har et fint forhold til det lokale varulvekobbel. Så alt ånder fred og ro indtil den dag, hvor en nyankommet varulv dræbes og den lokale fører-varulv og hans datter bortføres. Mercy kaster sig straks ud i jagten på bortførerne, men hun bliver nødt til at søge hjælp hos et andet varulvekobbel, for hun er bange for, at bortførelsen kan være planlagt af en af varulveførerens nærmeste.

Denne bog var en positiv overraskelse. Inden jeg gik i gang med den, havde jeg ikke bemærket, at bogen i forvejen stod på min to-read-liste hos Goodreads – bare i den engelske udgave. Og det er jeg sådan set glad for, eftersom jeg synes, at den engelske forside er noget mere corny, og det har faktisk afholdt mig fra at gå i gang med den (der er lidt for meget sexet teenagetøs over den forside efter min mening).

Mercy er en sej hovedperson med ben i næsen. Jeg er vild med, at hun er mekaniker, og at det er skrevet som den største selvfølge i verden. Der er ingen mandschauvinistiske bemærkninger om, hvorvidt kvinder kan have forstand på biler eller ej, og det er et klart plus. At der så er en vis mandchauvinisme i forbindelse med varulvenes hierarki er en anden sag, men det kan jeg bedre leve med, da det er afgrænset til at være en af de ting, der definerer forfatterens fortolkning af varulve.

Det er en ganske interessant verden, som Patricia Briggs har skabt. Den er muligvis ikke så revolutionerende i forhold til andre bøger i samme genre, men den er gennemarbejdet og troværdig. Mit eneste ‘problem’ med den var, at der var lidt overvældende med de mange overnaturlige væsner. Jeg kom af samme grund flere gange til at tænke på Sookie Stackhouse-serien, men heldigvis var ‘Månens kald’ slet ikke så erotisk, som Sookie-serien hurtigt blev. Faktisk er der påfaldende lidt kærlighedsdrama i bogen, og det passede mig fint. Der lægges dog op til noget i slutningen af bogen, så jeg er spændt på, hvordan det udvikler sig i den næste.

Så alt i alt en rigtig fin fantasybog. Stilen er mere moden i forhold til mange andre ungdomsbøger i denne genre, og jeg tror derfor, at bogen er skrevet med de ældste teenagere som målgruppe. Jeg satser på at læse den næste bog i serien i løbet af de næste par måneder.

Englefald

Den sidste af bøgerne fra min to-read-liste for 2017 var ‘Englefald’, der er skrevet af Susan Ree. Som så mange andre dystopiske ungdomsbøger er ‘Englefald’ en del af en serie.

Bogen foregår i en post-apokalyptisk verden, hvor engle har dræbt millioner af mennesker. Penryn er på flugt sammen med sin mentalt ustabile mor og lillesøsteren, som sidder i kørestol. De er kort sagt i en rigtig dårlig situation, da gaderne er præget af vold og bandekriminalitet, og der er samtidig ikke nok mad til alle. Det kan dog blive meget værre, og det gør det, da nogle engle bortfører Penryns lillesøster. Penryn vil gøre alt for at få hende tilbage – selv at indgå i en alliance med englen Raffe. Ham møder hun, da lillesøsteren bliver bortført, hvor de andre engle lige har udstødt ham og skåret vingerne af ham. Selvom Penryn betragter engle som fjender, så vælger hun alligevel at redde ham, og snart er det umage par på jagt efter Penryns lillesøster.

Jeg syntes, det var en interessant verden, som forfatteren havde skabt. De brutale, arrogante og dødsensfarlige engle var et twist, som ikke så tit indgår i ungdomsbøger, og de var derfor en kærkommen fornyelse af genren. Det var desuden rigtig fint, at de ikke blev brugt som en del af et større religiøst tema men blot som et twistet fjendebillede. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have brudt mig om en ungdomsbog gennemsyret af religiøs drama.

Penryn er en gæv pige, som er let at holde af og er heldigvis ikke så dumdristig som en del andre kvindelige hovedpersoner i de seneste års ungdomsbøger. Jeg syntes dog, at det var hendes mor, der var mest fascinerende, og det skyldtes først og fremmest, at hun på ingen måde mindede om personer, der normalt indgår i ungdomsbøger. Én ting er, at forældre næsten aldrig er repræsenteret i ungdomsbøger – en anden ting er, at de bestemt ikke er så ustabile, som Penryns mor var. Det blev ikke for alvor foldet ud i denne bog, men der var nok til at gøre mig nysgerrig.

Jeg var glad for, at historien ikke lynhurtigt udviklede sig til en romance mellem Penryn og Raffe. Tværtimod var de ret skeptiske over for hinanden, og deres venskab udviklede sig ganske langsomt.

Men når det så er sagt, så var det alligevel, som om noget manglede. Jeg blev ikke for alvor fanget af historien, og selvom det var udmærket underholdning, så savnede jeg den gnist, der gør, at man bare må læse videre i serien. Af samme grund er jeg også i tvivl om, hvorvidt jeg får læst den næste bog, for jeg synes ikke, jeg har behov for det.

Alena

Da jeg var forbi biblioteket for nylig, kom der også en tegneserie med hjem. Jeg var faldet over ‘Alena’ af Kim W. Andersson, og jeg kunne ikke stå for den smukke forside.

‘Alena’ handler om teenagepigen af samme navn. Hendes bedste veninde, som er forelsket i hende, begår selvmord for øjnene af Alena. Et år efter er Alena plaget af tanker om veninden men også af flere af skolens piger, som synes, at Alena er en taber, der skal hakkes på. Det bliver ikke bedre af, at en af skolens lækre fyre viser interesse for hende, og mobberiet bliver grovere og grovere. Men Alena får uventet hjælp… en hjælp, hun måske i sidste ende helst ville undvære, da det blot får tingene til at eskalere.

Jeg syntes desværre ikke, at denne tegneserie var særlig original. Den klassiske historie med den fattige undermåler, der kanøfles af de rige overklassetøser, er bestemt ikke ny. Det behøver den heller ikke at være, hvis bare de enkelte personer var interessante, men de er desværre ret endimensionelle og kedelige. Alena selv fremstår utrolig svag, uselvstændig og kuet, mens overklassetøserne er ondskabsfulde og hidsige i en grad, hvor det bliver latterligt.

Historien er indsyltet i seksuelle frustrationer, der mere fremstilles som en billig pornofilm end som troværdige reaktioner. Det bliver dark og gritty på en temmelig klodset måde.

Der er et par twists undervejs, men de er ikke særlig overraskende, og det er synd, for det kunne have gjort tegneserien til en bedre læseoplevelse. I stedet bliver det lidt en meh-oplevelse, som dog er hurtigt overstået.

The Girl of Ink and Stars

Jeg må indrømme, at jeg blev draget af den smukke forside til ’The Girl of Ink and Stars’. Ikke kun på grund af den fine illustration men også på grund af den magiske og dragende titel. Den lød som en rigtig sommerferie-bog, så den havde jeg naturligvis taget med på ferien.

Bogen er skrevet af Kiran Millwood Hargrave og handler om den fattige pige Isabella, der bor på en ø, hvor der er stor forskel på rig og fattig. Hun er i al hemmelighed venner med guvernørens datter, Lupe, men deres venskab bliver udfordret, da Lupe vælger at sende en pige ud til en plantage for at hente frugt. Pigen vender dog ikke tilbage, men man finder senere hendes lemlæstede lig. Isabella anklager rasende Lupe for at være skyld i pigens død, og Lupe stikker såret af for at prøve at finde morderne og gøre alt godt igen. Det er starten på en rejse ud i vildnisset, hvor sære monstre hersker, og hvor mennesker ikke bør sætte deres fødder.

Da jeg gik i gang med denne bog, håbede jeg, at den havde lidt af den samme magiske stemning som ’Tiger Lily’, og det havde den faktisk også i starten. Bogen foregår på en mystisk og frodig ø, hvor onde kræfter hersker i det skjulte, og jeg så frem til en spændende og forunderlig fortælling. Desværre levede bogen ikke op til dette. Starten var god, men der gik ikke lang tid fra, at Lupe forsvandt, og Isabella rejste efter hende, til at historien blev mere og mere mærkelig – og ikke på den gode måde.

Det er svært at sætte fingeren præcist på, hvad der gik galt overvejs. Det virkede som om, at historien fuldstændig skiftede stil, og den mystiske stemning blev erstattet af noget andet. Jeg syntes desværre ikke, at den myte, som resten af bogen handlede om, var indarbejdet særlig godt i historien, og det virkede i det hele taget som om, at forfatteren ikke kunne blive helt enig med sig selv om, hvad det var for en bog, som personen ville skrive. Den ville for meget på én gang, og derfor faldt den fra hinanden.

Slutningen er fin men også rimelig forudsigelig, og jeg sad derfor tilbage med en oplevelse af, at her var potentialet til en rigtig fin historie, som bare ikke blev udnyttet særlig godt.

A Torch Against the Night

Jeg får læst en del e-bøger for tiden, og her har jeg blandt andet kastet mig over ‘A Torch Against the Night’, der er efterfølgeren til ‘An Ember in the Ashes’. Bøgerne er skrevet af Sabaa Tahir.

Jeg vil undlade at skrive et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til den første bog, men da jeg var ret begejstret for ‘An Ember in the Ashes’, vil jeg i stedet diskutere, om ‘A Torch Against the Night’ lever op til den første.

… og ja, det gjorde den! Den er spændende, dramatisk, actionfyldt og overraskende på samme tid. Der var godt nok et tidspunkt i første halvdel, hvor det var lige ved at kamme over i trekantsdrama, men i stedet for at tæske rundt i de sædvanlige YA-klicheer, så fik forfatteren drejet det over til noget langt mere interessant.

Jeg elsker, at der bliver gjort så meget ud af personerne i denne serie. Især Helene er yderst interessant, men også den ekstremt ondskabsfulde og manipulerende kommandant pirrer min nysgerrighed. Jeg kan naturligvis også godt lide heltene, men det er de to førnævnte, som helt sikkert skiller sig mest ud i forhold til anden ungdoms-fantasy.

Jeg vil egentlig gerne sige mere, men så er jeg bange for, at jeg afslører for meget, så lad mig i stedet slutte af med at anbefale bøgerne samt krydse fingre for, at næste bog snart kommer!

Curtsies & Conspiracies

Så fik jeg endelig læst anden bog i ‘Finishing School’-serien af Gail Carriger. Sidste sommer læste jeg den første bog, ‘Etiquette & Espionage’.

Traditionen tro vil jeg ikke bringe et resumé, når det drejer sig om fortsættelsen til en bog, da det vil afsløre for meget af handlingen i den første. Men jeg vil dog gerne røbe, at ‘Curtsies & Conspiracies’ desværre ikke sagde mig så meget. Bogen er ligesom forgængeren rimelig letbenet og uden den store dybde, men i 2’eren er der langt mere fokus på Sophronias evne til at tiltrække drengenes opmærksomhed, og man aner oplægget til et trekantsdrama (selvfølgelig mellem den bundsolide arbejderdreng og den arrogante overklassedreng). Det ærgrede mig en del. Ikke blot hader jeg trekantsdramaer, men det virkede også frygtelig stereotypt.

I ‘Curtsies & Conspiracies’ er der også gensyn med et par kendinge fra Carrigers skønne serie, ‘Parasol Protectorate’, men det var jeg noget lunken overfor. Jeg syntes, det kom til at virke lidt forceret og tog fokus væk ‘Finishing School’-seriens egen ramme.

Jeg er pt. noget splittet mht. om jeg vil læse videre i serien. Jeg syntes desværre ikke, at der er kød nok på historien – i hvert fald ikke til, at jeg vil bruge penge på bøgerne. Måske vil jeg læse videre, hvis jeg finder dem på biblioteket eller som e-bog på et senere tidspunkt.