Alena

Da jeg var forbi biblioteket for nylig, kom der også en tegneserie med hjem. Jeg var faldet over ‘Alena’ af Kim W. Andersson, og jeg kunne ikke stå for den smukke forside.

‘Alena’ handler om teenagepigen af samme navn. Hendes bedste veninde, som er forelsket i hende, begår selvmord for øjnene af Alena. Et år efter er Alena plaget af tanker om veninden men også af flere af skolens piger, som synes, at Alena er en taber, der skal hakkes på. Det bliver ikke bedre af, at en af skolens lækre fyre viser interesse for hende, og mobberiet bliver grovere og grovere. Men Alena får uventet hjælp… en hjælp, hun måske i sidste ende helst ville undvære, da det blot får tingene til at eskalere.

Jeg syntes desværre ikke, at denne tegneserie var særlig original. Den klassiske historie med den fattige undermåler, der kanøfles af de rige overklassetøser, er bestemt ikke ny. Det behøver den heller ikke at være, hvis bare de enkelte personer var interessante, men de er desværre ret endimensionelle og kedelige. Alena selv fremstår utrolig svag, uselvstændig og kuet, mens overklassetøserne er ondskabsfulde og hidsige i en grad, hvor det bliver latterligt.

Historien er indsyltet i seksuelle frustrationer, der mere fremstilles som en billig pornofilm end som troværdige reaktioner. Det bliver dark og gritty på en temmelig klodset måde.

Der er et par twists undervejs, men de er ikke særlig overraskende, og det er synd, for det kunne have gjort tegneserien til en bedre læseoplevelse. I stedet bliver det lidt en meh-oplevelse, som dog er hurtigt overstået.

The Girl of Ink and Stars

Jeg må indrømme, at jeg blev draget af den smukke forside til ’The Girl of Ink and Stars’. Ikke kun på grund af den fine illustration men også på grund af den magiske og dragende titel. Den lød som en rigtig sommerferie-bog, så den havde jeg naturligvis taget med på ferien.

Bogen er skrevet af Kiran Millwood Hargrave og handler om den fattige pige Isabella, der bor på en ø, hvor der er stor forskel på rig og fattig. Hun er i al hemmelighed venner med guvernørens datter, Lupe, men deres venskab bliver udfordret, da Lupe vælger at sende en pige ud til en plantage for at hente frugt. Pigen vender dog ikke tilbage, men man finder senere hendes lemlæstede lig. Isabella anklager rasende Lupe for at være skyld i pigens død, og Lupe stikker såret af for at prøve at finde morderne og gøre alt godt igen. Det er starten på en rejse ud i vildnisset, hvor sære monstre hersker, og hvor mennesker ikke bør sætte deres fødder.

Da jeg gik i gang med denne bog, håbede jeg, at den havde lidt af den samme magiske stemning som ’Tiger Lily’, og det havde den faktisk også i starten. Bogen foregår på en mystisk og frodig ø, hvor onde kræfter hersker i det skjulte, og jeg så frem til en spændende og forunderlig fortælling. Desværre levede bogen ikke op til dette. Starten var god, men der gik ikke lang tid fra, at Lupe forsvandt, og Isabella rejste efter hende, til at historien blev mere og mere mærkelig – og ikke på den gode måde.

Det er svært at sætte fingeren præcist på, hvad der gik galt overvejs. Det virkede som om, at historien fuldstændig skiftede stil, og den mystiske stemning blev erstattet af noget andet. Jeg syntes desværre ikke, at den myte, som resten af bogen handlede om, var indarbejdet særlig godt i historien, og det virkede i det hele taget som om, at forfatteren ikke kunne blive helt enig med sig selv om, hvad det var for en bog, som personen ville skrive. Den ville for meget på én gang, og derfor faldt den fra hinanden.

Slutningen er fin men også rimelig forudsigelig, og jeg sad derfor tilbage med en oplevelse af, at her var potentialet til en rigtig fin historie, som bare ikke blev udnyttet særlig godt.

A Torch Against the Night

Jeg får læst en del e-bøger for tiden, og her har jeg blandt andet kastet mig over ‘A Torch Against the Night’, der er efterfølgeren til ‘An Ember in the Ashes’. Bøgerne er skrevet af Sabaa Tahir.

Jeg vil undlade at skrive et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til den første bog, men da jeg var ret begejstret for ‘An Ember in the Ashes’, vil jeg i stedet diskutere, om ‘A Torch Against the Night’ lever op til den første.

… og ja, det gjorde den! Den er spændende, dramatisk, actionfyldt og overraskende på samme tid. Der var godt nok et tidspunkt i første halvdel, hvor det var lige ved at kamme over i trekantsdrama, men i stedet for at tæske rundt i de sædvanlige YA-klicheer, så fik forfatteren drejet det over til noget langt mere interessant.

Jeg elsker, at der bliver gjort så meget ud af personerne i denne serie. Især Helene er yderst interessant, men også den ekstremt ondskabsfulde og manipulerende kommandant pirrer min nysgerrighed. Jeg kan naturligvis også godt lide heltene, men det er de to førnævnte, som helt sikkert skiller sig mest ud i forhold til anden ungdoms-fantasy.

Jeg vil egentlig gerne sige mere, men så er jeg bange for, at jeg afslører for meget, så lad mig i stedet slutte af med at anbefale bøgerne samt krydse fingre for, at næste bog snart kommer!

Curtsies & Conspiracies

Så fik jeg endelig læst anden bog i ‘Finishing School’-serien af Gail Carriger. Sidste sommer læste jeg den første bog, ‘Etiquette & Espionage’.

Traditionen tro vil jeg ikke bringe et resumé, når det drejer sig om fortsættelsen til en bog, da det vil afsløre for meget af handlingen i den første. Men jeg vil dog gerne røbe, at ‘Curtsies & Conspiracies’ desværre ikke sagde mig så meget. Bogen er ligesom forgængeren rimelig letbenet og uden den store dybde, men i 2’eren er der langt mere fokus på Sophronias evne til at tiltrække drengenes opmærksomhed, og man aner oplægget til et trekantsdrama (selvfølgelig mellem den bundsolide arbejderdreng og den arrogante overklassedreng). Det ærgrede mig en del. Ikke blot hader jeg trekantsdramaer, men det virkede også frygtelig stereotypt.

I ‘Curtsies & Conspiracies’ er der også gensyn med et par kendinge fra Carrigers skønne serie, ‘Parasol Protectorate’, men det var jeg noget lunken overfor. Jeg syntes, det kom til at virke lidt forceret og tog fokus væk ‘Finishing School’-seriens egen ramme.

Jeg er pt. noget splittet mht. om jeg vil læse videre i serien. Jeg syntes desværre ikke, at der er kød nok på historien – i hvert fald ikke til, at jeg vil bruge penge på bøgerne. Måske vil jeg læse videre, hvis jeg finder dem på biblioteket eller som e-bog på et senere tidspunkt.

Dreams of Gods & Monsters

Så fik jeg endelig læst tredje og sidste bog i ‘Daughter of Smoke & Bone’-serien af Laini Taylor. Jeg var meget begejstret for den første bog, ‘Ildenglen’, men noget skuffet over ‘Days of Blood & Starlight’ (ja, jeg læste første bog på dansk og de to næste på engelsk).

Jeg vil ikke bringe et resumé af ‘Dreams of Gods & Monsters’, da det selvfølgelig vil afsløre for meget af handlingen fra de to første bøger, men jeg vil forsøge at komme med en opsummering af læseoplevelsen.

Først og fremmest – det var en virkelig skuffende oplevelse, men det overraskede mig dog ikke så meget, da anden bog i serien heller ikke var synderlig god.

‘Dreams of Gods & Monsters’ lider først og fremmest under at være alt, alt for lang. Bogen er på over 600 sider, men den burde kun fylde det halve. Alt for meget unødigt fyld og tomgang i handlingen, og alt for mange sætninger, hvor forfatteren dvæler ved storladne formuleringer i stedet for at bruge dem til at bringe historien videre. Jeg kedede mig usigeligt meget og var tæt på at droppe bogen, da jeg var midtvejs, men jeg fik kæmpet mig igennem.

Der er et ret drastisk rammeskift fra første til anden bog, som jeg bestemt ikke var fan af, og desværre fortsætter tredje bog i samme ramme som forgængeren. Der er primært fokus på de overnaturlige væsner, mens den virkelig verden træder i baggrunden, og det synes jeg er virkelig ærgerligt, for det var netop en del af charmen ved den første bog. I stedet får man den helt store episke fortælling om engle og kimærer og en krig, der kan splitte verdener – naturligvis krydret med en umulig kærlighed mellem to fjender. Sidstnævnte kan jeg leve med, selvom det er en fortærsket kliché, der bruges i virkelig mange ungdomsbøger, men jeg synes, det er synd, at historien ændrer sig så meget fra første bog til anden og tredje bog. Jeg føler lidt, at jeg som læser er blevet narret til at læse en serie ud fra et forkert præmis.

Klimakset i bogen kommer overraskende tidligt. Det er sådan set fint, at ikke alt skal løses i løbet af de tyve sidste sider af en bog, men resten af bogen er unødig langtrukken og kedelig. Det virkede mest af alt som om, at forfatteren ikke rigtig kunne bestemme sig til, hvordan bogen skulle slutte. Ja, faktisk kom man i tvivl om, hvorvidt det overhovedet var slutningen.

Alt i alt var ‘Daughter of Smoke & Bone’-serien noget af en rutsjetur. Den første bog i serien er blandt de bedste ungdomsbøger, jeg har læst de senere år, den anden bog er middelmådig og den sidste bog er decideret jammerlig. Jeg føler mig så snydt. De to sidste bøger har jeg tænkt mig at skaffe mig af med, men jeg beholder den første. Hver gang, jeg ser den på boghylden fremover, vil jeg opfatte den som en standalone og forsøge at glemme alt om de to efterfølgere…

Days of Blood & Starlight

Jeg læste den første bog i serien, ‘Ildenglen’, for flere år siden og faldt – til min egen overraskelse – pladask for bogen. Derefter er der gået flere år, uden at jeg har fået læst serien færdig, og det har jeg egentlig ikke en god undskyldning for. Men hey, bedre sent end aldrig, så nu vil jeg læse de to sidste bøger i trilogien – nu på engelsk, da jeg sidste efterår købte hele trilogien på engelsk.

‘Days of Blood & Starlight’ er ligesom resten af serien skrevet af Laini Taylor. Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for mange ting ved den første bog.

Jeg må desværre indrømme, at jeg havde det ret svært med de første 200 sider i denne bog. Stilmæssigt var de meget anderledes i forhold til den første bog, og ærlig talt kedede handlingen mig grusomt. Jeg overvejede ikke at lægge bogen fra mig, men jeg var ret bekymret for, hvordan jeg skulle kæmpe mig igennem den. Jeg savnede det fortryllende og magiske islæt, som den første bog havde – det hele blev lige pludselig meget konkret. Heldigvis fik jeg mere blod på tanden undervejs – især da Karous venner kom på banen – og der kom et langt bedre flow i historien. Samtidig havde jeg vænnet mig til den ændrede ramme for historien, så anden halvdel af bogen var faktisk ganske underholdende og spændende.

Jeg var ikke så vild med scenerne med Karou og Akiva. De blev lidt for akavede og uforløste i længden, og der var et eller andet ved dem, der ikke føltes så troværdigt. Jeg var i det hele taget noget splittet i forhold til den konflikt, der var opstået mellem dem – hvad ville det bedste/mest logiske udfald være?

Men som sagt – læseoplevelsen blev heldigvis bedre undervejs, og i anden halvdel var der glimt af den fortællemagi, som jeg syntes, at første bog var præget af.

Jeg håber på at få læst den tredje og sidste bog inden længe – forhåbentlig i næste måned.

Lev magisk – magi for begyndere

For et stykke tid siden fik jeg tilsendt dette anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen. Jeg syntes, det lød som en sjov og letlæst bog om magi, og jeg forestillede mig, at den nok henvendte sig til 10-12-årige eller måske lidt ældre.

‘Lev magisk – magi for begyndere’ er skrevet af Inez Gavilanes og er en håndbog i magi for begyndere. Den indeholder en lang række lister over magien ved de enkelte ugedage, stjernetegn, urter og meget mere, ligesom den beskriver en lang række magiske teknikker og remedier såsom tarokkort og at læse i teblade.

Jeg kan meget godt lide ideen med en begynderbog for magikere, men jeg blev undervejs ret usikker på, hvem målgruppen for denne bog egentlig er. Skrivestilen er enkel – grænsende til banal – det meste af tiden, hvilket fik mig til at tro, at den nok henvendte sig til de 8-12 årige. Der er for eksempel mange venskabs-formularer, hvilket passer fint til den målgruppe. Der er dog også en hel del kærlighedsformularer, og her er målgruppen nok snarere 11-12 år og opefter. Og derefter kommer der en stribe af succes- og rigdomsformularer, som jeg i højere grad forbinder med folk på minimum 14 år og opefter. Så en lidt sær blanding af formularer for folk i forskellige aldre.

Jeg havde som bekendt håbet på en sjov og letlæst bog om magi, og letlæst var den bestemt, men en sjov oplevelse var den desværre ikke. Det var i det hele taget svært at se, hvad forfatteren ville med denne bog – var det et seriøst bud på en begynderbog i magi, eller var det bare pjat og løjer? Jeg nåede at blive ret irriteret over, hvor mange lister der er i bogen – uden kildereferencer i øvrigt. Det virkede som en let måde at fylde bogen med materiale, og det ville virkelig have klædt teksten, hvis der var angivet kilder, for ellers virkede det bare som rene postulater. Samtidig virkede de enkelte opskrifter ret ligegyldige. En del af dem var opskrifter på hverdagsting såsom varm chokolade (med chili i dette tilfælde), men jeg må ærlig talt indrømme, at jeg blev forarget, da jeg stødte på en opskrift på kærestekage. Her skal man blande afklippet hår og negle (fra en selv) i kagedejen, inden man bager kagen og serverer den for den, man gerne vil score. Det er her, jeg så bliver bekymret for, hvor mange af bogens læsere der mon kan finde på det…

‘Lev magisk – magi for begyndere’ var desværre en skuffelse. Den virkede meget overfladisk og kunne godt bruge et ordentligt boost med hensyn til gennemarbejdning, en liste over referencer samt et bedre layout. Bogen virkede som noget, der er stykket sammen lidt for hurtigt, og det er synd, for ideen med en begyndermagibog for unge er ganske sjov.

Den faldne djævel

‘Den faldne djævel’ er 6. og sidste bog i serien ‘Den store djævlekrig’, der er skrevet af Kenneth Bøgh Andersen. Serien sluttede oprindeligt efter 4. bog, men sidste år valgte forfatteren at fortsætte serien med den femte bog, ‘Den faldne engel’, og for nylig udkom så 6. og sidste bog. Denne gang er det efter sigende den endelige slutning på serien.

Jeg vil ikke bringe et resumé af bogen for ikke at afsløre for meget af handlingen, men jeg vil opridse, hvad jeg godt kan lide ved serien, og hvad jeg synes om slutningen – selvfølgelig uden at afsløre noget fra bogen.

‘Den store djævlekrig’ er en af de mest interessante og velskrevne danske fantasyserier i nyere tid. Det er dejligt at se en ungdomsserie, hvor forfatteren tager sine læsere seriøst og ikke går efter klicheer eller lefler for laveste fællesnævner. Tværtimod rummer serien både masser af humor men også alvorlige og tragiske hændelser, og det hele er krydret med en bred vifte af referencer til forskellige religioner og sagnfigurer. Det er særdeles fornøjeligt, hvis du kan huske historierne fra religionstimerne, men det er ikke strengt nødvendigt for at forstå serien.

‘Den faldne djævel’ er en værdig slutning på en fantastisk serie. Bogen er ikke nær så humoristisk som sine forgængere, men der er også meget på spil, og man sidder nærmest og bider negle, fordi det er så spændende. Det er jo sidste bog, så alt kan ske, og der bliver virkelig skruet godt op for både action og dramatik. Jeg var lidt bekymret for, om serien kunne bære at blive udvidet med en 5. og 6. bog, men mine bekymringer blev heldigvis gjort til skamme, og da jeg havde læst sidste side, smilede jeg. Det var den helt rigtige slutning på en virkelig god serie, og selvom det altid er lidt vemodigt at sige farvel til en verden, jeg nu har læst om i seks bøger, så er jeg samtidig også godt tilfreds med, hvordan den ender.

Hvis du er til fantasy med et strejf af sort humor, så er serien ‘Den store djævlekrig’ noget for dig.

Ravnenes hvisken

ravnenes hvisken‘Ravnenes hvisken’ af Malene Sølvsten har fået rigtig god omtale, og jeg kastede mig også hurtigt over det anmeldereksemplar, som Carlsen var så venlige at sende til mig.

Bogens hovedperson – den 17-årige Anne – er vokset op hos en række plejefamilier, da hendes forældre forsvandt meget tidligt i hendes liv. Hun har lidt svært ved at omgås andre mennesker, så hun glæder sig ikke ligefrem til at starte i gymnasiet i Nordjylland. Men her ændrer alt sig, eftersom hun snart bliver venner med Luna og Matthias, og hun får også hurtigt et arbejde i den lokale bar. Det ser faktisk ganske lovende ud, men faren lurer lige om hjørnet. En morder er på spil, og Anne plages af syner om mordene på de rødhårede piger, som morderen synes at foretrække. Anne synskhed er både en velsignelse og en forbandelse, for hun har svært ved at forstå synerne, og snart finder hun ud af, at der foregår mange mystiske ting i det mørke Jylland…

En af de ting, jeg bedst kan lide ved ‘Ravnenes hvisken’, er det eldorado af overnaturlige kræfter, der folder sig undervejs. Det kan godt blive lidt for meget ind imellem (der må vel være grænser for, HVOR mange fantastiske/overnaturlige væsner, der kan være i en mindre by i Danmark), men omvendt var det også forfriskende med den danske vinkel samt det, at de overnaturlige elementer er med til at skabe en del spænding og action i løbet af bogen. Der var et par gange, hvor det var ved at kamme over, og hvor jeg syntes, at forfatteren kom lidt for let eller hurtigt over visse forklaringer, men i det store hele fungerede det fint.

Der var dog også nogle ting, der virkelig irriterede mig. For det første var der for meget fokus på skønhed. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange hovedpersonen bliver komplimenteret for sit udseende i løbet af bogen, men det er ganske enkelt for mange. Det virker, som om det er hendes største fordel, og det synes jeg ærlig talt er noget tamt her i 2016, hvor man efterhånden burde have lært, at piger ikke bør opdrages til, at deres udseende er deres vigtigste træk. Hvor havde det dog været meget sejere, hvis det i stedet var for eksempel hendes intelligens, der blev fremhævet (som hovedpersonen i ‘Feed’). Nu ville det så ikke være troværdigt, hvis Anne blev fremhævet som intelligent, for hovedpersonen lider desværre under det tidstypiske fandenivoldsk-teenagepige-der-kaster-hovedløs-ud-i-selvmordsmissioner. Dem er jeg også ved at være træt af. Det er fedt, når hovedpersonerne er modige – ikke når de slår hjernen fra og gør noget komplet idiotisk.

Der er et meget stort persongalleri i bogen, men jeg syntes, det var overraskende let at holde styr på dem – måske fordi forfatteren havde gjort en del ud af personbeskrivelserne, så de enkelte personer fremstod ret tydeligt. Det gør det også lettere for læserne at finde en eller flere, man kan holde med, og mine klare favoritter var August og Matthias. Varnar var den typiske smågnavne knudemand, som tilmed viste sig at lave Twilight-finten (har du læst bogen, kan du forhåbentlig gætte, hvad jeg hentyder til), mens Elias er den klassiske Dorian Gray-type, som man bare ved, man skal holde sig fra.

Alt i alt er ‘Ravnenes hvisken’ er lovende bud på en dansk fantasy-trilogi med lidt mere tyngde end hvad der ellers har været sædvanen at udgive på dansk*. Hvis der så kan ryddes ud i nogle af YA-klicheerne, og det potentielle trekantsdrama kan aflives i den videre fortælling, så kan dette blive en ganske god læseoplevelse.

 

*De sidste par år er der dog begyndt at komme mere gedigen fantasy på det danske bogmarked i form af blandt andet bøger fra Brandon Sanderson og Joe Abercrombie.

Hospitalet

Denne bog forsøgte jeg faktisk at læse sidste år – eller rettere at høre, for jeg mener, jeg lånte den som lydbog. Jeg opgav dog halvvejs. Da jeg for nylig bestilte bøger hjem via biblioteket, faldt jeg over bogen på min huskeliste og havde i mellemtiden glemt, at jeg havde prøvet den sidste år. Godt nok var der en klokke, der ringede, men…

Da jeg var gået i gang – og hurtigt opdagede, at den havde jeg haft fingre i før – gav jeg den alligevel en chance, for det kunne jo være, at jeg havde været for hurtig til at droppe den sidste år…

‘Hospitalet’ er skrevet af Michael Kamp og handler om den unge Jonas, der vågner op på hospitalet efter en meget alvorlig færdselsulykke. Selvom han kommer ved bevidsthed, svæver han stadig i livsfare, og han svinger derfor mellem at være vågen og synke hen i smerte- og medicintåger. Han begynder at tvivle på sin egen dømmekraft, for han plages af frygtelige syner, men det hele føles meget virkeligt, og pludselig bliver det alt, alt for virkeligt…

Udgangspunktet med en patient på et hospital, der ser syner (eller gør han?) er en klassiker inden for horrorgenren, men ikke desto mindre en ganske effektiv klassiker, for er rollen som patient ikke en af de mest sårbare, man kan have? Der er da heller ingen tvivl om, at forfatteren har skruet en ret modbydelig historie sammen, og har du sarte nerver, vil jeg ikke anbefale dig at læse denne bog. Den har en række ret klamme scener (og det er ment positivt) og pirrer især i første halvdel til ens frygt i forbindelse med sårbarhed, hjælpeløshed og autoriteter.

Men… for der er et kæmpe-men. Cirka halvvejs synes jeg desværre, at filmen knækker i denne bog. Én ting er, at historien ganske enkelt er for lang og derfor bliver langtrukken og slet ikke så effektiv som forfatterens korte noveller. En anden ting er, at den mister pusten og mister fokus. Selvom der er flere creepy scener, så kunne jeg slet ikke tage ‘cancersneglen’ seriøst, ligesom der var flere andre af de overnaturlige elementer, som bare virkede som fyld. Jeg synes, det er virkelig synd, for Michael Kamp er en af de få forfattere, der har fået mig til at gyse gennem de senere år, og det er først og fremmest takket være hans noveller.

Da jeg var nået halvvejs i bogen, lå den til en middelkarakter. Derefter gik det ned af bakke, og da jeg nåede til slutningen, sukkede jeg dybt. Det var ganske enkelt en mærkelig og ikke særlig passende slutning – i mine øjne i hvert fald. Jeg var ret skuffet.

Det er muligt, at bogen ‘bare’ er en ungdomsroman (for det går jeg ud fra, at det er ud fra det letbenede sprog), men jeg havde håbet på en mere gennemarbejdet og spændende historie. Jeg må nok hellere på jagt efter flere af hans noveller…