Bøger er en form for omsorg

I går læste jeg et indlæg på Merlin P. Manns blog om et sympatisk projekt, som forfatteren Rachel Röst har sat sig for – nemlig at samle bøger ind til børn, der lever under svære kår. Projektet hedder ‘Bøger er en form for omsorg’. I øjeblikket er hun ved at samle ind til tre steder:

  • Skælskør Julemærkehjem (børn i alderen 9-14 år)
  • Alexandra-kollegiet (10 udsatte enlige mødre samt deres børn i alderen 0-6 år)
  • Krisecenteret Garvergården (børn i alderen 0-18 år)

 I løbet af de næste uger vil jeg gennemgå min bogsamling og se, om ikke der er noget, som kan vække glæde blandt børn og unge, som jeg kan sende til projektet. Børnebøger har jeg ikke så mange af, men jeg læste nu også en del ungdoms- og voksenbøger, da jeg rundede de 10 år, så mon ikke der er noget fra boghylden, som trænger til at komme videre til nye, friske øjne?