22.11.63

Jeg havde ønsket mig en række King-bøger til min fødselsdag, og jeg var så heldig at få to af dem: ‘Joyland’ og ‘22.11.63’. Sidstnævnte er en solid moppedreng på ca. 850 sider, men Stephen King er jo blandt andet kendt for at skrive tykke bøger, så det var ikke en overraskelse for mig.

‘22.11.63’ kaster sig over et interessant tankeeksperiment – hvad ville der ske, hvis du kunne tage tilbage i tiden og ændre fortiden? Hvilke konsekvenser ville der være i forhold til nutiden? Ville det overhovedet være muligt? Og hvis det var – hvad ville du så vælge at ændre?

I ‘22.11.63’ bliver den helt almindelige mand, 35-årige Jake Epping, pludselig tilbudt muligheden for at benytte en tidstunnel og tage tilbage til en bestemt dag i 1958. Hans ven Al har fundet tidstunnelen og benyttet den et utal af gange, og Al forklarer Jake, at hans oprindelige plan var at tage tilbage i tiden for at forhindre mordet på J. F. Kennedy. Al er overbevist om, at hvis Kennedy overlever mordattentatet den 22. november 1963, vil han føre en helt anden politik og dermed forhindre, at tusindvis af mennesker dør i krig i de efterfølgende år. Al kan dog ikke længere gennemføre planen, da han er dødsyg af kræft, men han overtaler Jake til at gøre forsøget.

Jake ender med at rejse tilbage til 1958 og indleder et helt normalt liv – men under en falsk identitet, for de færreste vil næppe kunne forstå, at han kommer fra fremtiden. Han bruger noget tid på at falde til og vænne sig til, at tiden og ikke mindst menneskene er meget anderledes i forhold til nutiden. Men måske falder han lidt for godt til… for pludselig forelsker han sig i skolebibliotekaren Sadie, og det bliver svært at finde ud af, hvad han skal gøre. Skal han fortsat forsøge at hindre mordet på Kennedy? Kan han gøre det på en anden – og mindre risikofyldt måde end først planlagt – eller skal han droppe det og blot leve lykkeligt sammen med Sadie? Jake skal tage en lang række vigtige valg, og det hjælper ikke ligefrem på det, at fortiden kæmper imod, for fortiden vil IKKE ændres, og jo større ændring, Jake vil foretage, jo mere kæmper fortiden imod.

Jeg elsker historier om tidsrejser, for jeg synes, at konceptet er fascinerende. Den tekniske/praktiske del kan altid være udgangspunkt for en god diskussion (især eftersom jeg har en del teknisk interesserede venner), men jeg synes, at diskussionen om, hvad man skal ændre – og hvorfor – er langt mere interessant. For hvad vil du egentlig ændre, hvis du kunne? Og hvilke konsekvenser ville det have? Ville verden – eller i hvert fald din verden – blive bedre af den grund?

Tidsrejse-fortællinger er sjældent positive, for i mange bøger er pointen netop, at du ikke bør ændre på fortiden – du risikerer at gøre tingene meget værre. Hvorvidt det også er tilfældet i denne bog, vil jeg ikke komme ind på, men jeg synes, at Kings udlægning, hvor fortiden gør modstand mod ændringerne, er spændende og et glimrende udgangspunkt for at putte en masse action og plottwists ind i historien.

Det er egentlig ikke så overraskende, at King har valgt J. F. Kennedy-mordet som den begivenhed, der skal ændres. Det er en af de mest chokerende begivenheder for amerikanerne i det 20. århundrede, og mordet har altid været omgæret af mystik. Var det virkelig Lee Harvey Oswald, der gjorde det, eller var han blot syndebuk? Kunne én enkelt mand dræbe verdens mægtigste mand? Var det ikke mere sandsynligt, at det var Rusland eller ligefrem CIA, der stod bag? Konspirationsteoretikerne har stået i kø for at give deres bud på mordgåden lige siden 1963, og det er da også en af hovedpersonens bekymringer i bogen – hvad skal han gøre, hvis det viser sig, at Lee Harvey Oswald ikke var alene om det – eller endnu værre, hvad hvis det ikke var ham, der dræbte J. F. Kennedy?

Stephen King har skrevet en ualmindelig spændende og medrivende historie. Den har en fin balance mellem dagligdagsscenerne og de langt mere actionpacked sekvenser, hvor hovedpersonen i den grad bliver sat på prøve. Historien er krydret med en sød, uskyldig og hjertevarm kærlighedshistorie, som får én til at smile og drømme sig tilbage til en tid, hvor alt (ok, næsten alt) var langt mere simpelt og naivt.

Bogen er stemningsmættet og med så mange detaljer, at jeg nærmest kunne smage milkshaken, Jake drak, og dufte den nye bil, han kørte i. Det er en bog, der i den grad beviser, at Stephen King stadig kan skrive røven ud af bukserne – og forhåbentlig også gør det mange år endnu. ‘22.11.63’ er absolut en af de bedste King-bøger, jeg har læst gennem de senere år, og jeg vil varmt anbefale den.

Et land i krig

Da jeg lavede listen over de 24 bøger, jeg skal læse i år, benyttede jeg lejligheden til at kigge på, om ikke der var noget historisk-inspireret litteratur, der kunne friste – og det var der.

‘Et land i krig’ er skrevet af Lars Halskov og Jacob Svendsen og handler om perioden 2001-2011, hvor Danmark blev involveret i krigen mod terror. Et meget nutidigt – og relevant – emne, og faktisk også lidt forfriskende at kunne læse en bog om krig, der ikke havde 2. Verdenskrig som tema.

Bogen starter med terrorangrebene den 11. september 2001 og fortæller om de politiske reaktioner i USA, og hvad det medfører for den amerikanske hær. Den amerikanske præsident er hurtig til at søge hjælp hos andre lande i krigen mod terror, og her melder den daværende danske regering sig på banen – klar til at bevise, at Danmark sagtens kan være relevant i store, vigtige militæraktioner. Selvom beslutningen om deltagelse i militæraktionerne tages på et meget spinkelt grundlad – der blev som bekendt aldrig fundet masseødelæggelsesvåben – så holder regeringen og store dele af oppositionen fast i, at Danmark skal deltage i krigen – også selvom det betyder, at det vil koste liv. Som årene går, bliver det dog mere og mere tydeligt, at problemerne i Afghanistan og Irak ikke kan løses på kort tid men kræver en langvarig indsats, og det tærer hårdt på militærets budget og politikernes troværdighed.

Det er et utroligt velskrevet og gennemresearchet værk, som både fascinerer og skræmmer på samme tid. En del af bogens oplysninger er kommet frem i medierne gennem årene, mens en lang række interviews og baggrundsanalyser er med til at skabe et indblik i, hvad krigen mod terror egentlig gik ud på, og hvordan politikerne fik fremstillet sagen i medierne. Det er bekymrende at læse om flere tilfælde, hvor politikere har fortiet oplysninger om drab på civile eller lignende oplysninger, der ikke ville være populære hos den danske befolkning.

Bogen er ca. 700 sider lang, så det er ikke en bog, du læser på en aften, for den kræver tid til at fordøje og tænke over. Men det er en bog, jeg absolut vil anbefale dig at læse – og selvom du måske ikke er specielt interesseret i udenrigspolitik og krigsstrategier. Det er et stykke samtidshistorie, du bør vide noget om.

Prologen til bogen ligger online – læs den her

 

De fede år

En bog, der blandt andet bliver solgt på, at den er forbudt i oprindelseslandet Kina, er en bog, som pirrer min nysgerrighed, så da jeg faldt over denne bog på biblioteket, blev den tilføjet bogstablen, inden jeg trissede hen mod udgangen.

‘De fede år’ af Chan Koonchung foregår i Beijing i nær fremtid. Her er landet pludselig grebet en optimisme og munterhed, og velstanden stiger, mens resten af verden er ramt af økonomisk krise. Samtidig er en måned forsvundet fra alle officielle registre, men ingen lader til at bemærke det – bortset fra en lille flok mennesker, som begynder at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor en måned er forsvundet, og hvad mon det er, som regeringen forsøger at skjule? Har den pludselige succes noget at gøre med den forsvundne måned, og hvad er det helt præcis, der gør, at alle pludselig er så lykkelige og positive?
 Selvom bogen er fiktion, så ligger den på flere punkter ret tæt på virkeligheden, hvor Kina netop har oplevet en voldsom vækst de senere år og har givet kineserne en langt større velstand. Den underliggende samfundskritik er interessant, for selvom det ikke er en dyster bog som George Orwells ‘1984’, så er det stadig tydeligt, at det er et samfund, hvor du ikke skal skille dig alt for meget ud eller stille spørgsmål ved det styrende system. Men i stedet for et overvågningssamfund, hvor du bliver kontrolleret og mistænkt så er Kinas befolkning blevet passiviseret med guld og lykke. Hvorfor gøre oprør, hvis du er mæt og har råd til det nyeste fladskærms-tv?
I virkelighedens Kina forsøger regeringen også at slette befolkningen hukommelse for de tragiske begivenheder, der har været i landets historie – for eksempel massakren i 1989 på Den Himmelske Freds Plads – og selvom det selvfølgelig er bekvemt at lukke øjnene og glemme alle ubehageligheder, så er det ikke ligefrem den bedste måde at udvikle et land på. Jeg kan anbefale Informations interview med forfatteren, hvor han fortæller mere om nutidens Kina.

Bogens historie er ret simpel, og derfor bliver fortællingen også lige lovlig lang, da det er de samme emner, der bliver vendt og drejet. Især slutningen bliver lidt for opremsende, men det ødelægger ikke pointen med, at selve emnet er interessant og yderst aktuelt. Læs den hvis du er til politiske konspirationer og modstandskamp i en moderne verden.

Dronningeofret

‘Dronningeofret’ af Hanne-Vibeke Holst er tredje og sidste del i den trilogi om kvinder, magt og politik, som hun startede med den roste bog ‘Kronprinsessen’, der nogle år senere blev fulgt op af ‘Kongemordet’. De to hovedpersoner er denne gang Charlotte Damgaard, som også var hovedperson i første bog i serien, samt Socialdemokraternes leder, Elizabeth Meyer. Omdrejningspunktet er det forestående folketingsvalg og den lange kamp for at overbevise vælgerne om, at det ikke kun er på tide, at regeringsmagten skal gå til Socialdemokraterne – men også at Danmark skal have sin første kvindelige statsminister!

Det er en bog skrevet i nutidens Danmark, og den henter kraftig inspiration fra mange virkelige politikere og begivenheder. Det er både bogens styrke og svaghed, for det gør visse karakterbeskrivelser letgenkendelige, men flere gange er det også en letkøbt og underforstået reference.

Forfatteren har skabt to hovedpersoner, som jeg langt hen ad vejen har sympati for, selvom jeg til tider er både uenig i holdninger og reaktioner, og deres valg – og tøven – gør dem menneskelige. Skurkene i bogen er desværre knapt så elegant beskrevet – ind imellem nærmest klodsede i beskrivelsen – men til gengæld er de noget mere troværdige i forhold til Jussi Adler-Olsens skurkegalleri, hvilket jeg sætter pris på.

Historien er skrevet med et stort overblik, hvor mange sidehistorier og begivenheder bliver flettet elegant sammen, og selvom det er en tyk bog på over 600 sider, så var der intet tidspunkt, hvor jeg blev utålmodig eller følte, at fortællingen kørte i tomgang. Der kunne sagtens skæres ned på antallet af sidehistorier, men det er også hyggeligt at få nærmiljøet beskrevet så indgående i bogen, og det gør historien langt mere levende.

Jeg var meget glad for ‘Kronprinsessen’, da den kom frem, mens ‘Kongemordet’ skuffede mig. I ‘Dronningeofret’ har forfatteren valgt at nuancere mange af bipersonerne langt mere, og det klæder dem virkelig, for nu er der både stærke kvinder og mænd – og svage kvinder og mænd. Der er plads til, at mænd kan være oprigtigt forelskede i de stærke kvinder, og stærke kvinder er der mange af i denne bog, så hvis du ikke kan lide kvinder med ben i næsen, så er dette ikke en bog for dig.

Bogen er bestemt værd at læse. Den er spændende, medrivende og stemningsskabende, og slutningen er ikke bare en værdig afrunding på bogen men også for hele trilogien.