Dreams of Gods & Monsters

Så fik jeg endelig læst tredje og sidste bog i ‘Daughter of Smoke & Bone’-serien af Laini Taylor. Jeg var meget begejstret for den første bog, ‘Ildenglen’, men noget skuffet over ‘Days of Blood & Starlight’ (ja, jeg læste første bog på dansk og de to næste på engelsk).

Jeg vil ikke bringe et resumé af ‘Dreams of Gods & Monsters’, da det selvfølgelig vil afsløre for meget af handlingen fra de to første bøger, men jeg vil forsøge at komme med en opsummering af læseoplevelsen.

Først og fremmest – det var en virkelig skuffende oplevelse, men det overraskede mig dog ikke så meget, da anden bog i serien heller ikke var synderlig god.

‘Dreams of Gods & Monsters’ lider først og fremmest under at være alt, alt for lang. Bogen er på over 600 sider, men den burde kun fylde det halve. Alt for meget unødigt fyld og tomgang i handlingen, og alt for mange sætninger, hvor forfatteren dvæler ved storladne formuleringer i stedet for at bruge dem til at bringe historien videre. Jeg kedede mig usigeligt meget og var tæt på at droppe bogen, da jeg var midtvejs, men jeg fik kæmpet mig igennem.

Der er et ret drastisk rammeskift fra første til anden bog, som jeg bestemt ikke var fan af, og desværre fortsætter tredje bog i samme ramme som forgængeren. Der er primært fokus på de overnaturlige væsner, mens den virkelig verden træder i baggrunden, og det synes jeg er virkelig ærgerligt, for det var netop en del af charmen ved den første bog. I stedet får man den helt store episke fortælling om engle og kimærer og en krig, der kan splitte verdener – naturligvis krydret med en umulig kærlighed mellem to fjender. Sidstnævnte kan jeg leve med, selvom det er en fortærsket kliché, der bruges i virkelig mange ungdomsbøger, men jeg synes, det er synd, at historien ændrer sig så meget fra første bog til anden og tredje bog. Jeg føler lidt, at jeg som læser er blevet narret til at læse en serie ud fra et forkert præmis.

Klimakset i bogen kommer overraskende tidligt. Det er sådan set fint, at ikke alt skal løses i løbet af de tyve sidste sider af en bog, men resten af bogen er unødig langtrukken og kedelig. Det virkede mest af alt som om, at forfatteren ikke rigtig kunne bestemme sig til, hvordan bogen skulle slutte. Ja, faktisk kom man i tvivl om, hvorvidt det overhovedet var slutningen.

Alt i alt var ‘Daughter of Smoke & Bone’-serien noget af en rutsjetur. Den første bog i serien er blandt de bedste ungdomsbøger, jeg har læst de senere år, den anden bog er middelmådig og den sidste bog er decideret jammerlig. Jeg føler mig så snydt. De to sidste bøger har jeg tænkt mig at skaffe mig af med, men jeg beholder den første. Hver gang, jeg ser den på boghylden fremover, vil jeg opfatte den som en standalone og forsøge at glemme alt om de to efterfølgere…

Days of Blood & Starlight

Jeg læste den første bog i serien, ‘Ildenglen’, for flere år siden og faldt – til min egen overraskelse – pladask for bogen. Derefter er der gået flere år, uden at jeg har fået læst serien færdig, og det har jeg egentlig ikke en god undskyldning for. Men hey, bedre sent end aldrig, så nu vil jeg læse de to sidste bøger i trilogien – nu på engelsk, da jeg sidste efterår købte hele trilogien på engelsk.

‘Days of Blood & Starlight’ er ligesom resten af serien skrevet af Laini Taylor. Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for mange ting ved den første bog.

Jeg må desværre indrømme, at jeg havde det ret svært med de første 200 sider i denne bog. Stilmæssigt var de meget anderledes i forhold til den første bog, og ærlig talt kedede handlingen mig grusomt. Jeg overvejede ikke at lægge bogen fra mig, men jeg var ret bekymret for, hvordan jeg skulle kæmpe mig igennem den. Jeg savnede det fortryllende og magiske islæt, som den første bog havde – det hele blev lige pludselig meget konkret. Heldigvis fik jeg mere blod på tanden undervejs – især da Karous venner kom på banen – og der kom et langt bedre flow i historien. Samtidig havde jeg vænnet mig til den ændrede ramme for historien, så anden halvdel af bogen var faktisk ganske underholdende og spændende.

Jeg var ikke så vild med scenerne med Karou og Akiva. De blev lidt for akavede og uforløste i længden, og der var et eller andet ved dem, der ikke føltes så troværdigt. Jeg var i det hele taget noget splittet i forhold til den konflikt, der var opstået mellem dem – hvad ville det bedste/mest logiske udfald være?

Men som sagt – læseoplevelsen blev heldigvis bedre undervejs, og i anden halvdel var der glimt af den fortællemagi, som jeg syntes, at første bog var præget af.

Jeg håber på at få læst den tredje og sidste bog inden længe – forhåbentlig i næste måned.

Den faldne djævel

‘Den faldne djævel’ er 6. og sidste bog i serien ‘Den store djævlekrig’, der er skrevet af Kenneth Bøgh Andersen. Serien sluttede oprindeligt efter 4. bog, men sidste år valgte forfatteren at fortsætte serien med den femte bog, ‘Den faldne engel’, og for nylig udkom så 6. og sidste bog. Denne gang er det efter sigende den endelige slutning på serien.

Jeg vil ikke bringe et resumé af bogen for ikke at afsløre for meget af handlingen, men jeg vil opridse, hvad jeg godt kan lide ved serien, og hvad jeg synes om slutningen – selvfølgelig uden at afsløre noget fra bogen.

‘Den store djævlekrig’ er en af de mest interessante og velskrevne danske fantasyserier i nyere tid. Det er dejligt at se en ungdomsserie, hvor forfatteren tager sine læsere seriøst og ikke går efter klicheer eller lefler for laveste fællesnævner. Tværtimod rummer serien både masser af humor men også alvorlige og tragiske hændelser, og det hele er krydret med en bred vifte af referencer til forskellige religioner og sagnfigurer. Det er særdeles fornøjeligt, hvis du kan huske historierne fra religionstimerne, men det er ikke strengt nødvendigt for at forstå serien.

‘Den faldne djævel’ er en værdig slutning på en fantastisk serie. Bogen er ikke nær så humoristisk som sine forgængere, men der er også meget på spil, og man sidder nærmest og bider negle, fordi det er så spændende. Det er jo sidste bog, så alt kan ske, og der bliver virkelig skruet godt op for både action og dramatik. Jeg var lidt bekymret for, om serien kunne bære at blive udvidet med en 5. og 6. bog, men mine bekymringer blev heldigvis gjort til skamme, og da jeg havde læst sidste side, smilede jeg. Det var den helt rigtige slutning på en virkelig god serie, og selvom det altid er lidt vemodigt at sige farvel til en verden, jeg nu har læst om i seks bøger, så er jeg samtidig også godt tilfreds med, hvordan den ender.

Hvis du er til fantasy med et strejf af sort humor, så er serien ‘Den store djævlekrig’ noget for dig.

Den faldne engel

‘Den store djævlekrig’, der er skrevet af Kenneth Bøgh Andersen, er – i mine øjne – en af de bedste danske fantasyserier, der er skrevet gennem de sidste 10-20 år. Det er en serie på fire bøger – eller rettere sagt, det var en serie på fire bøger, men sidste år valgte forfatteren at genoptage serien og udgav derfor den femte bog, ‘Den faldne engel’.

Den nye bog har atter en gang drengen Filip i hovedrollen. Filip har været tilbage på Jorden i 1½ år, men selvom alt burde være godt, længes han tilbage til Helvede og ikke mindst Safina. Desværre er det ikke muligt… og dog. Pludselig får han alligevel mulighed for at komme tilbage til Helvede, men det er en bittersød oplevelse, for mange ting har ændret sig, siden han var her sidst…

Dette er den første bog i Djævlekrigs-serien, jeg har læst i hardcover-udgave. De foregående har jeg nemlig lyttet til, og de lydbøger jeg kan i øvrigt godt anbefale. Det er forfatteren selv, der står for oplæsningen, og det gør han djævelsk godt! (ok beklager, men den var bare så oplagt…)

Tilbage til bogen. ‘Den faldne engel’ er en modig fortsættelse – ikke blot fordi det altid er svært at følge op på en succes, men også fordi der er sket en række markante ændringer. Jeg havde det lidt blandet med Filips udvikling. På den ene side syntes jeg, at det var fedt, at han havde ændret sig i løbet af tiden, men på den anden side havde jeg ind imellem svært ved at genkende ham fra de tidligere bøger.

Historien er lang tid om at komme i gang. Der er lige lovlig mange gentagelser – især i forhold til de tidligere bøger – og det var ved at gøre mig en anelse utålmodig. Men da historien så først begynder at folde sig ud, er det som at finde de tidligere bøger frem. Masser af humor, gru og stemning. Dejligt!

Og så er der en interessant afslutning… men den vil jeg ikke komme ind på her 😉

Så på trods af en noget sløv start, så er ‘Den faldne engel’ en udmærket fortsættelse. Jeg var ikke blown away, men jeg var fint underholdt.

Danteklubben

Denne bog har stået og puttet på bogreolen i mange år, og det er ikke en gang min. Gemalen fik den i gave for en række år siden, men han fik aldrig læst den færdig, og siden har jeg flere gange kastet lange blikke efter den og pønset på at læse den. Jeg gik endelig i gang med bogen tilbage i april måned, hvor jeg nåede ca. 40 sider, inden Dewey’s Readathon sluttede. Derefter lagde jeg bogen fra mig, kastede mig over en række andre bøger og glemte alt om denne her…. indtil jeg skulle på ferie i første uge af juni og brugte det som en god anledning til at få læst bogen færdig.

‘Danteklubben’ er skrevet af Matthew Pearl og foregår i midten af 1800-tallet i Boston. Her er en gruppe lærde i gang med at oversætte Dantes ‘Guddommelige komedie’, men de bliver temmelig opbragte, da flere mord rammer byen, og morderen tilsyneladende finder inspiration i Dantes værk. Skal de fortælle politiet om deres viden, eller vil det blot rette mistanken mod dem? Og er de selv i fare? Et kapløb om tiden begynder, for kan de – eller politiet – finde frem til morderen, inden vedkommende slår til igen?

Det er næsten umuligt ikke at tænke på ‘Da Vinci Mysteriet’ og den bølge af religiøse konspirations-krimier, der fulgte i kølvandet på bestselleren. ‘Danteklubben’ har dog ikke fokus på religion (selvom Himmel og Helvede er vigtige elementer i Dantes klassiker), men på det litterære aspekt, hvor de intellektuelle forsøger at løse de sproglige knuder i jagten på morderen. Det er i mine øjne et plus, for der er tærsket lige lovlig meget langhalm på de religiøse konspirationsteorier. I hvert fald for et par år.

Bogen er tung at komme i gang med, og det kræver lidt stædighed at komme godt ind i historien, men derefter blev jeg fanget af fortællingen. Det er en stemningsfuld bog, hvor man som læser får indblik i livet hos de intellektuelle i 1800-tallet, og som ordnørd elsker jeg den passion, som driver de lærdes mange litteratur-diskussioner. Der smages på og svælges i ord, og det er skønt – og en smule for meget. Det bliver ind imellem en kende opstyltet, men stemningsmæssigt passer det nu meget godt ind i historien.

Jeg synes først og fremmest, at det er på personsiden, det halter. Hovedpersonerne er lidt svære at komme ind på livet af – endsige identificere sig med – og flere af skurkerollerne virker karikerede og kedelige. Hovedskurken var jeg ikke så vild med, måske først og fremmest fordi jeg ikke rigtig købte grunden til, at morderen i det hele taget blev morder.

Det er en fortælling, der til tider kan virke lidt gumpetung og forceret, men på andre tidspunkter emmer af litterær glæde og orddribleri. Det er ikke en klassisk pageturner – den kræver lidt mere opmærksomhed og dedikation fra læseren – men det er en udmærket krimi, og holder du tilfældigvis af Dantes værker, vil det helt sikkert være et plus, hvis du læser denne bog.

Solbarnet

Det var efterhånden et stykke tid siden, jeg sidst havde været på biblioteket, så for et par uger siden smuttede jeg forbi stedet for at låne lidt forskellige bøger. Det blev blandt andet til denne bog, som jeg har haft stående på min skal-læses-liste et stykke tid.

‘Solbarnet’ af Kasper Hoff er en fantasybog, der foregår i landet Solrun, hvor befolkningen slider som besatte for at opføre det hellige Soltårn. Profetien siger, at en dag vil Solbarnet bestige tårnet og hente solguden ned på jorden, og det vil stoppe folkets lidelser. Med nogle års mellemrum udvælges et nyt barn, der skal bestride den ærefulde – og ikke mindst magtfulde – titel, Solbarnet. Den fattige dreng, Nimo, bliver på et tidspunkt valgt, men han opdager, at det langt fra er alle, der er interesserede i, at profetien går i opfyldelse. Gør den det, vil der være mange mennesker, der i dag er betydningsfulde, som vil miste deres magt og rigdom. Nimo går sammen med pigen Zira for at gøre en ende på folkets lidelser – om de så må trodse religionens overhoveder!

Da jeg besluttede mig for at læse bogen, troede jeg, at det var en ungdomsbog, men jeg skulle ikke langt ind i bogen, før jeg måtte sande, at bogen nok er skrevet til et yngre publikum. Det skyldtes ikke mindst skrivestilen, som ind imellem var meget simpel, og det var jeg ikke så vild med.

Temaet er nu ganske interessant. Omdrejningspunktet er et religiøst styre, som efterhånden er kommet så meget på afveje, at de religiøse overhoveder bruger mere tid på at pleje egne interesser og holde status quo frem for at søge at lindre folkets lidelser. Det er (selvfølgelig) fremstillet meget sort/hvidt med tydelige skurkeroller, som er lidt for simple til min smag, men en af bogens positive træk er, at heltene i historien ikke ligefrem er det klassiske billede på the good guys. De har også fejl og kan ind imellem være lidt svære at holde af, men det er nu et træk, jeg godt kan lide. Hovedpersoner skal helst være menneskelige – men de skal også have nogle positive træk, og det er der heldigvis også i denne historie.

Jeg kan godt lide den ørkenverden, som forfatteren har skabt, og jeg ville ønske, at der var brugt tid på flere detaljer og flere plottråde i historien, for oplægget kan jeg godt lide. Desværre er udførelsen lidt for simpel (da den er skrevet til et ungt publikum) til min smag, men som børnebog er den udmærket.

Ildenglen

Jeg har gået som katten om den varme grød, når det gælder denne bog. På den ene side lød oplægget spændende, men på den anden side havde jeg hørt lidt delte meninger om denne bog. Derudover var coveret ret mærkeligt, og jeg kunne ikke rigtig lure, hvad jeg egentlig burde forvente af bogen. Men jeg endte med at blive ret overrasket…

‘Ildenglen’ af Laini Taylor er første del i serien om Ønskekræmmerens datter. Hovedpersonen er den unge pige, Karou, som bestemt ikke er som andre teenagere. Med sit blå hår, mange tatoveringer, tykke skitsebog og en evne til hele tiden at forsvinde væk på grund af sære ‘ærinder’ skiller hun sig ud, og det er ikke så underligt, at hendes omgangskreds ind imellem undrer sig over, hvad hun egentlig går og laver.

Karou har forbindelse til den anden verden, hvor hun løber ærinder for troldmanden Sulfur, der har fostret hende. Hun lever godt nok i menneskeverdenen, men ofte må hun bruge portaler for at rejse til forskellige steder af verden, så hun kan handle på vegne af Sulfur og købe de tænder, som han skal bruge til sin magi. Hun begynder dog at undre sig over sin rolle i disse handler, og da englen Akiva pludselig dukker op og overfalder hende, indser hun, at der foregår mange ting i det skjulte. Men hvilken rolle spiller hun i den konflikt, og hvilke konsekvenser har det, at engle pludselig dukker op på Jorden?

Denne bog tog virkelig fusen på mig! Jeg blev hurtigt fanget af historien og ikke mindst den verden, som forfatteren havde opbygget, og jeg slugte bogen på ganske kort tid. Bagefter sad jeg og var en smule rystet over, hvor godt jeg kunne lide bogen, for det havde jeg slet ikke forventet. Selvom der var passager, som var lige lovlig cheesy (flere af scenerne med Akiva er lidt vamle – især i dem, der fortæller om hans fortid), så trak det – underligt nok – ikke rigtig ned i den samlede læseoplevelse.

For det første elskede jeg hovedpersonen. Her var en pige med ben i næsen, der kastede sig ud i farlige eventyr og ikke var bange for at skille sig ud. Godt nok var der scener fra hendes fortid, der ikke helt passede til dette billede, men som udgangspunkt kunne jeg godt lide den lidt fandenivoldske stil, hun havde.

Dernæst var hele rammen for historien – at den foregik i menneskeverdenen, men brugte portaler til andre steder – også ret spændende, og det var med til at skabe fantastiske billeder i mit hoved, mens jeg læste. Forestillingen om, hvordan man det ene øjeblik kunne være i Prag og i det næste øjeblik på et hektisk marked i Istanbul var dragende og nærmest magisk, og forfatteren gjorde sit til, at spændende og farverige scenerier udspillede sig på min nethinde undervejs. Scenerne blev nærmest filmiske, og jeg sad flere gange og fantaserede om, hvordan man kan lave et brag af et film ud af denne bog – HVIS man smider mange penge i projektet! For nøj, hvor kunne det blive fortryllende…

Jeg synes, at forfatteren er sluppet overraskende godt fra at fortælle (endnu) en historie om engle og dæmoner. Det er ellers et emne, jeg er en smule loren over for, eftersom det er et ret slidt tema, og det meget hurtigt bliver sort/hvidt. Jeg synes dog, at der er nogle nye, spændende elementer med i historien, og jeg er meget spændt på, hvad der sker herfra. Denne serie har bestemt potentiale – meeen der skal ikke meget til, før den kan svinge over til at blive utrolig forudsigelig og traditionel, så jeg håber, at forfatteren kan holde tungen lige i munden. Jeg skal i hvert fald helt sikkert også læse den næste bog i serien.

Odins labyrint

De seneste måneder er jeg stødt på flere begejstrede udtalelser om denne bog, så til sidst kunne jeg ikke styre min nysgerrighed og reserverede den på biblioteket.

‘Odins labyrint’ er skrevet af Mads Peder Nordbo og handler om den unge Mathias, der studerer sproghistorie og runer. Han inviteres til London af den meget gamle og småmystiske Whitmore for at undersøge en række detaljer ved runernes historie. Mathias tror først, at Whitmore kender til hans interesse for runer via de opgaver, som Mathias tidligere har skrevet om emnet, men det viser sig snart, at Whitmore også har andre grunde til at interessere sig for Mathias. Snart er Mathias dybt begravet i udforskningen af runernes oprindelse, og han begynder at forstå, at han ligger inde med viden, der kan ændre på den vestlige verdens opfattelse af kristendommen.

Der er flere, der har sammenlignet denne bog med Dan Browns ‘Da Vinci mysteriet’, men den sammenligning er jeg ikke helt enig i af flere grunde. Der er godt nok visse lighedstræk mht. religiøse konspirationsteorier og en vis interesse for at bevare en række hemmeligheder, men ‘Odins labyrint’ er slet ikke lige så højdramatisk, ligesom forfatteren (heldigvis) heller ikke forfalder til den irriterende vane med at lave konstante cliffhangers, som Dan Brown i den grad misbruger.

Det er rigtig interessant at læse en historie, der i den grad fordyber sig i runerne og den nordiske mytologis oprindelse, men det bliver ind imellem også ret nørdet, så det skal du være forberedt på, hvis du ønsker at læse den. Jeg kan godt lide, når skønlitteratur trækker på historisk data, men der må heller ikke gå for meget fodnoter i det, og her formår forfatteren langt hen ad vejen at holde det på et acceptabelt niveau.

Jeg er til gengæld ærgerlig over, at der både skal være en masse mystik om runerne OG om Mathias’ familieforhold. Jeg synes desværre, at de to forløb ender med at overskygge hinanden, så jeg ikke får fuldt udbytte af hverken den ene eller den anden. Så havde jeg hellere set, at forfatteren enten undlod hele fortællingen om Mathias’ herkomst, eller at denne del var den bærende, og at runefortællingen i højere grad blot var en undskyldning for at fortælle om familieforholdene.

Derudover er Whitmores insisteren på at dele videndelingen med Mathias op i bitte små bidder ret irriterende. Måske skyldes det, at jeg har spillet en del bordrollespil, hvor historierne ind imellem har været opbygget omkring én rød tråd, som spillerne partout skal følge, og hvor man som deltager føler, at man ikke har nogen indflydelse på historien. Whitmores opførsel giver følelsen af, at ‘nu skal jeg som læser lige holdes lidt hen, så spændingen kan forblive høj’, og det virker både ulogisk og utroværdigt. Det er en ret usædvanlig og meget mærkelig adfærd, som gør, at jeg opfatter Whitmore som en meget konstrueret person.

Der er ellers en del interessante personer med historien – personer, som har nuancer og ikke nødvendigvis er sort/hvide-karakterer. Det er rart – og i øvrigt endnu en ting, som adskiller bogen fra Dan Browns bøger. 

Der er lidt for meget (rodet) skattejagt over det, og jeg savner som sagt en mere enkel og troværdig opbygning. Men der er potentiale i materialet, så jeg er spændt på at se, hvad forfatteren kan finde på at skrive om næste gang.

Tempelridderen

Mit første møde med Arn i Jan Guillous middelaldertrilogi var så positivt, at jeg straks måtte høre en bog mere, så i sidste uge downloadede jeg efterfølgeren, ‘Tempelridderen’, på netlydbog.dk. Da denne bog er anden del af en trilogi, vil jeg ikke gå så meget i detaljer mht. handlingen, da det kan afsløre for meget.

Arn er blevet kriger i det hellige land, mens Cecilia er sendt i kloster, og i bogen følger man de to personer sideløbende. Arn redder den muslimske hærleder Saladin, og et venskab opstår mellem de to fjender – et venskab der kommer til at påvirke krigen senere hen. Samtidig må Cecilia kæmpe mod den strenge Moder Rikissa, som benytter enhver chance for at hakke på den unge kvinde og straffe hende for alskens synder.

Jeg tabte desværre lidt pusten mht. min begejstring for serien, da jeg lyttede til denne bog. Arns første møde med Saladin er bestemt interessant, men trækkes i langdrag, da hovedpersonerne har en virkelig lang og overfilosofisk snak om religion og mennesker. Det ser ud til, at forfatteren har en vis forkærlighed til lange samtaler, hvor personerne rigtig smager på ordene, for det sker flere gange i denne bog og i forgængeren.

Personerne kunne godt være mere nuancerede. Arn er – selvfølgelig – et utrolig godt menneske og en dygtig kriger – men jeg savner mere kant og troværdighed hos både ham og Cecilia. De virker urealistisk gode og rare, som omverdenen udsætter for diverse ondskabsfuldheder, og hvor Arn og Cecilia er helt uden skyld. Her måtte de godt have været bare en anelse mere menneskelige og dermed også vise flere dårlige sider eller svære valg.

Cecilias liv er barsk, men hun kommer også hurtigt til at fremstå som en uartig skolepige, når hun sammen med sin navnesøster forsøger at undgå alle de straffe, som Moder Rikissa udsætter dem for. I det hele taget bliver venskabet mellem de to gange Cecilia lidt for tøseveninde-agtigt – det passer ikke rigtig ind i den tidsperiode, ligesom personerne også er lidt for gamle til at opføre sig på den måde.

Når det så er sagt, så var det stadig en hyggelig bogoplevelse, selvom der var perioder, hvor jeg kedede mig og ventede på, at handlingen speedede op. Jeg håber, at den sidste bog i serien kan ruske lidt op i løjerne og er mere på niveau med den første bog.

Vejen til Jerusalem

Ind imellem har jeg haft følelsen af, at jeg var en af de meget få her i landet, der endnu ikke har læst Arn-tetralogien. Serien, der har gået sin sejrsgang både i bogform og til dels også som film, udkom første gang som bog i slutningen 1990’erne, og jeg har længe tænkt på, at jeg burde se at få den læst. Da jeg så faldt over bogen på netlydbog.dk, var der ingen undskyldning længere.

‘Vejen til Jerusalem’ af Jan Guillou handler om den unge dreng, Arn Magnusson, og hans opvækst i midten af 1100-tallet dels i Sydsverige, dels i Danmark. Han opdrages af munke og lærer blandt andet skønsang og evnen til at mestre sværd og bue. Som teenager forlader han klostret og enderi problemer, da han uforvarende bliver en blik i magtspil og intriger. Snart dømmes han til tyve års bodstjeneste som tempelridder, og vejen til Jerusalem ligger åben.

Jeg læste et sted, at bogen blev betegnet som en historisk spændingsroman om den hellige krig, og den beskrivelse er ikke helt ved siden af. Selvom jeg nok ville forvente lidt mere dramatik og spænding i en spændingsroman, så er det en interessant måde at fortælle om 1100-tallet på. 

Bogen overraskede mig på flere punkter. Først og fremmest var den langt mere hyggelig, end jeg havde forestillet mig. Bøger om 1100-tallet og i særdeleshed bøger, der inddrager religion, har en tendens til at blive dystre, alvorlige og triste, men ‘Vejen til Jerusalem’ var langt hen ad vejen en glad, positiv og rar fortælling med et glimt i øjet. Munkene var ikke blot tørre papirnussere men havde varme, hjerte og humor, 

Derudover fylder Arns barndom langt mere af bogen, end jeg havde forventet, men det gjorde nu ikke noget, for selvom det til tider blev en tand for godmodigt, så var jeg fint underholdt. Faktisk skal man langt ind i bogen, før Arn for alvor får modstand. Jeg kan ikke helt beslutte mig til, om tiden inden da slet og ret er for sukkersød, eller om det gør den første rigtige konflikt langt mere interessant. Det er i hvert fald en brat ændring i hans liv.

Hvis jeg skal finde et kritikpunkt, så er det, at magtkampene mellem de forskellige slægter og lande til tider fyldte lige lovligt meget, og her havde jeg ind imellem svært ved at holde koncentrationen. Det er i sådan et tilfælde, at jeg godt kunne bruge en stamtavle eller lignende oversigt, så jeg kunne bladre tilbage for lige at dobbelttjekke et par navne, men det har man ikke lige ved hånden, når man hører en lydbog.

Alt i alt var det en ganske hyggelig oplevelse, så jeg regner med, at jeg inden længe vil låne næste bog i serien.