Matched

Jeg har virkelig været i tvivl om, hvorvidt jeg ville læse denne bog eller ej, for jeg havde en mistanke om, at den nok ikke var noget for mig. For nylig valgte jeg dog at høre den som lydbog, og bogen viste sig at overraske både positivt og negativt.

‘Matched’ er skrevet af Ally Condie og er første bog i – ja, du har gættet det – en trilogi. Hovedpersonen er pigen Cassia, der snart får at vide, hvem hun skal matches med. Det er Samfundet, der bestemmer, hvem der skal danne par. Man kan sige nej og vælge at leve som single, men de fleste vil gerne have en livspartner, og Cassia glæder sig til at finde ud af, hvem der er hendes match. Da hun på selve aftenen får at vide, at det er barndomsvennen Xander, hun skal matches med, bliver hun glad. Glæden varer dog kort, for da hun kommer hjem og tjekker oplysningerne på det mikrokort, hun har fået udleveret, viser det et kort øjeblik et billede af en anden dreng – Ky. Cassia bliver forvirret og forfærdet på samme tid. Hvad betyder det? Er Ky hendes virkelige match? Hvad så med Xander? Hvordan kan Kys billede overhovedet dukke op? Han er jo afviger, og de deltager ikke i matchen… Cassia begynder at stille spørgsmål – ikke kun omkring matchen men også andre grundlæggende ting ved Samfundet. Måske er ikke alt, som hun først troede.

Det lyder rigtig meget som en historie, jeg har set mange gange før. Det dystopiske og dominerende samfund, som har et eller andet twist – i ‘Uglies’ var det for eksempel, at alle skulle være smukke – men hvor ikke alt er, som man først tror. I denne bog er fokus så, at teenagere ikke selv vælger deres kærlighed men bliver matchet af samfundet. Ikke noget specielt revolutionerende – det har jo også foregået i virkeligheden førhen og gør det stadig i visse kulturer. Jeg frygtede lidt, at bogens budskab enten ville være, at Samfundet er ondt og manipulerende, når dets rolle blandt andet er at matche par, eller at bogen ville være en sødsuppefortælling om ung kærlighed. Ingen af delene var dog heldigvis tilfældet.

Men – for der er et men – der var til gengæld andre ting, der irriterede mig. Følgende kan spoile lidt af handlingen, så har du ikke læst bogen, er du advaret. Da jeg hørte bogen, undrede det mig meget, at Cassia reagerede, som hun gjorde. Hun havde ikke tidligere interesseret sig synderlig for Ky, men så snart hun så hans billede, blev han pludselig interessant, og hendes interesse for Xander dalede kraftigt. Hvorfor skulle der ikke mere til? Jeg syntes, at hendes pludselige forelskelse i Ky i bedste fald virkede konstrueret og i værste fald overfladisk. Hvordan kunne hun tilsidesætte en mangeårig interesse for Xander for en mystisk dreng som Ky? Bare fordi han var ‘forbuden frugt’, nu hvor han var afviger? Jeg syntes, det virkede utroværdigt… eller i hvert fald dumt.

Bogen er ellers en oplagt mulighed for at diskutere kærlighed og samfundets rolle i dette, og det benyttede forfatteren da også undervejs. Jeg syntes dog, at diskussionerne blev langtrukne, træge og gentagende, og der var lange passager, hvor jeg syntes, at historien kørte i samme rille. Samfundet i sig selv var heller ikke synderlig interessant beskrevet. Her foretrækker jeg klart ‘Brave New World’ eller ‘Hunger Games’. Til gengæld var Samfundet i ‘Matched’ måske mere realistisk – forstået på den måde, at det er mere sandsynligt, at dette kunne blive virkeligt en dag. Men nu er genren jo dystopisk, og så giver det ikke så megen mening at tale om realisme.

Jeg må konkludere, at bogen ikke var noget for mig – dog af andre grunde, end jeg havde forventet. Jeg forventer ikke at læse resten af serien.

Overtalelse – Persuasion

Rikke nævnte denne bog, da jeg spurgte, hvad jeres yndlingsbøger er, og det er en bog, jeg længe har ønsket at læse, så den var oplagt at kaste sig over.

‘Overtalelse’ er skrevet af Jane Austen. Bogen har haft flere forskellige titler – dette er den seneste danske oversættelse – og på engelsk hedder bogen ‘Persuasion’. Jeg lånte den som e-bog og læste den på en række togture.

Bogen handler om Anne Elliot, som bor sammen med sin fader og sin ene søster. Da Anne var 19 år, var hun forlovet med søofficeren Frederick Wentworth, men en god veninde overtalte hende til at bryde forlovelsen, da det ikke så ud til, at søofficeren kunne give hende en økonomisk tryg fremtid. Anne har imidlertid aldrig glemt Frederick, som hun holdt meget af, og da hun otte år senere støder på ham, vækkes de varme følelser på ny. Men han opfører sig køligt og reserveret, når hun er i nærheden, hvilket hun egentlig ikke kan fortænke ham i. Alligevel ser det ud til, at hun kan finde kærligheden, da en ny beundrer dukker, men er hun interesseret i ham? Og vil hun lytte til sine venners råd eller følge sit eget hjerte?

Jeg synes, at persongalleriet i denne bog er noget svingende. Mens jeg opfatter Wentworth som en nuanceret og interessant person, så virker Annes fader og søsteren Elisabeth så ignorant og tåbelige, at de i mine øjne fremstod karikerede. Faktisk fik starten af bogen, hvor skærmydslerne mellem Anne, Elisabeth og faderen blev beskrevet, mig til at tænke på Askepot – faderen/søsteren som den onde stedmoder/stedsøster og Anne som den uskyldige Askepot. Det gjorde mig ærlig talt lidt nervøs, for selvom Askepot er et dejligt eventyr, så har jeg brug for en lidt mere nuanceret personkarakteristik i en mere moderne bog.

Anne er en ung, intelligent og betænksom hovedperson, som er let at holde af, men som samtidig også er så (politisk) korrekt, at hun bliver lidt for engle-agtig til min smag. Jeg er til gengæld vild med, at hun har ’skurkerollen’ i forhold til den brudte forlovelse med Wentworth. Her er det for en gang skyld kvinden, der har brudt forlovelsen med manden og ikke omvendt – og dermed hendes ‘opgave’ at forsøge at vinde ham tilbage. En ret interessant vinkel – især set i forhold til, at bogen er skrevet i starten af 1800-tallet.

Dialogen er velskrevet og til tider humoristisk, og selvom jeg ikke rigtig er til passagerne med sladder og intriger, så er disse meget tro mod miljøet og den personfnidder, som mennesker ind imellem dyrker (her kunne jeg skrive kvinder, men jeg kender altså en del mænd, der også er virkelig gode til at sladre…).

Jeg savnede lidt mere handling i bogen – den er meget langsom og rolig i tempoet, men det er jo smag og behag, og det er bogens stil. Når det kommer til stykket, er historien meget simpel, men den er meget stemningsfuld og fint fortalt. En glimrende bog, hvis du gerne vil opleve den engelske adel i 1800-tallet.

En flænge i himlen

En af de mest roste bøger gennem det seneste års tid – ud fra de bogblogs jeg læser – er uden tvivl ‘En flænge i himlen’ af John Green. Det er en bog, som får folk til at grine og græde, når de læser den, og et af de største komplimenter, en skønlitterær bog kan få, er netop når den kan vække folks følelser.

Bogen handler om den 17-årige Hazel, som lider af en alvorlig form for kræft. Hun mødes derfor jævnligt med en selvhjælpsgruppe for andre kræftramte unge, men det er egentlig ikke noget, hun har lyst til. I det hele taget er hendes liv ikke noget at råbe hurra for, og ind imellem virker det mest som om, at det er Hazels ironiske holdning til alt og alle, der er med til at holde hende i live. Altså indtil Augustus en dag dukker op i selvhjælpsgruppen og lynhurtigt bliver interesseret i at lære hende at kende. Pludselig er hun mere end ‘Hazel, den kræftramte pige’ – hun kan også være ‘Hazel, den pige man forelsker sig i’.

Det er en bog, som skriver sig ind i folks hjerter. Hazels ironiske distance til alle de sørgelige ting ved hendes liv gør bogen befriende underholdende på en lang række punkter, hvor andre bøger ville svælge i selvmedlidenhed og sorg. Hun er en teenager, og selvom livet ikke gør det let for hende, så har hun stadig drømme og håb – ikke mindst efter, at Augustus dukker op. Her ser hun for alvor, hvad livet kan byde af glæder, og pludselig bliver den tid, hun har tilbage, langt mere dyrebar.

Historien er i bund og grund rimelig forudsigelig – dog med enkelte twists, hvor delhistorien med forfatteren i mine øjne bliver kørt lidt for langt. Alligevel er det en bog, du kommer til at holde af, fordi den emmer af livsglæde, stædighed og kærlighed på en enkel og meget menneskelig måde. Den forsøger ikke at gøre sig til mere, end den er – det er en bog om kærligheden mellem to teenagere, som har kræft inde på livet – men det fortælles på en meget ligetil måde uden at overdramatisere.

Mange indser først, hvor værdifuldt livet er, når de er tæt på at miste det, og den åbenbaring belyser denne bog rigtig fint. Det er derfor en bog, som alle – unge såvel som gamle – kan læse, for det er bestemt ikke en traditionel ungdomsbog. Du skal bare være indstillet på at knibe en tåre eller to, for du risikerer, at historien rammer dig lige i hjertet.

Mørkets dronning

Da jeg så titlen første gang, kom jeg uvægerligt til at tænke på vampyrer, men ‘Mørkets dronning’ af Susan Carroll handler om alt andet end det!

Historien handler om tre franske søstre, der bor på en lille ø. Deres mor er død, og faren er forsvundet, så den ældste søster Ariane forsøger at være husbestyrer og tage sig af de yngre søstre. Hun bliver bejlet til af den hæmningsløse og mystiske grev Renard, der tilsyneladende ikke har et problem med, at søstrene er vise kvinder – også kaldet Jordens Søstre – og besidder magiske kræfter. Deres magi er hvid og viet til gode formål, mens andre kvinder har kastet sig over sort magi – den som har startet folkets frygt for magi og dermed også heksejagten i landet.

En af de værste er Frankrigs magtfulde dronning Katharina, som er en yderst dygtig bruger af sort magi. Hun er ondskabsfuld og magtbegærlig, og hun har til fulde fortjent sit øgenavn, Mørkets dronning. Søstrene kommer uheldigvis til at krydse hendes vej, og hurtigt er de trukket ind i et intrigant og dødeligt spil, hvor dronningen vil gøre alt for at beholde sin position og udrydde samtlige fjender.

Bogen var ret fængende i starten og havde en hyggelig stemning – sådan lidt a la de positive scener i filmen Shakespeare in love – men jo mere søstrene er i fare, jo mere kommer den mystiske greve til at fylde, og efterhånden bliver der lige lovlig meget ‘åh, vi stakkels kvinder er i nød, og kun en heltmodig mand kan redde os’ over det. Det pissede mig rimelig meget af – især fordi forfatteren langt henad vejen også sørger for at give søstrene handlekraft og magi – men når det ser allerværst ud, skal de partout reddes af den ridende helt. Og den romantiske del kommer til at fylde mere og mere og bliver rimelig kvalm (nu er jeg heller ikke så god til romantiske romaner i det hele taget), så jeg var ikke helt tilfreds, da jeg var færdig med bogen. På den ene side vil jeg gern læse efterfølgeren og se, hvordan det går søstrene, for de er sådan set interessante nok, men jeg kan godt være foruden deres kærlighedskvaler og den renden af mænd, som hele tiden vil beskytte og redde dem.