Saga

‘Saga’ er den tredje og sidste del i trilogien om Valhal af Johanne Hildebrandt. Jeg læste de to første bøger i det tidlige efterår og blev helt opslugt af den første bog, mens nummer to efterlod mig med et mere lunkent indtryk.

Jeg vil ikke fortælle så meget om handlingen, da det kan forstyrre læseoplevelsen af de to første bøger. Bogen trækker på mange af de personer, der er introduceret i de to første bøger, og ligesom mellem de to første bøger er vi atter rykket en generation frem, og derfor er det Saga, Frejas barnebarn, vi primært følger i bogen.

Der er knapt så mange knive i ryggen og overraskende intriger i denne bog i forhold til den foregående, og det synes jeg er et klogt valg, for det blev jeg en smule træt af, da jeg læste ‘Idun’, hvor der var mange skurke og få helte. Historien er medrivende, spændende og tankevækkende, og selvom ikke alt går, som jeg håbede, så er det alligevel en god og værdig afslutning på trilogien.

Samlet set er det bestemt en serie, jeg vil anbefale – i hvert fald hvis du har lyst til at læse en sagnhistorie med masser af dramatik, action, intriger, kærlighed og bedrag, og hvor sproget er så svulstigt og direkte, at du bliver blæst omkuld. Jeg overvejer kraftigt at kaste mig over en anden bog af samme forfatter, for hun imponerede mig med denne serie, og jeg er spændt på, hvad hun ellers kan skrive.

Idun

‘Idun’ af Johanne Hildebrandt er anden del i trilogien om Valhal og dermed efterfølgeren til ‘Freja’, som jeg læste med stor fornøjelse.

Der er gået en række år siden slutningen af den første bog, men de fleste personer går igen i handlingen. Meget af historien drejer sig stadig om Freja, men der kommer også langt mere fokus på søsteren Gjefyn samt pigen, der lægger navn til bogen, Idun. Truslerne mod Vanaheim vokser sig større, og handlingen er præget af frygt, sorg, tab og fortvivlelse. Vanviddet spreder sig, og det ser håbløst ud – og så kan jeg ikke røbe mere uden at afsløre for meget for dem, der ikke har læst den første bog i serien.

Problemerne er langt større og mere omfattende i denne bog, og det får den både til at virke mere nuanceret – men også knapt så fængende. Jeg blev flere gange småfrustreret over personernes handlinger og valg, men jeg tager også hatten af for, at forfatteren ikke skåner sine personer og udsætter dem for lidt af hvert. Der er ingen garantier for lykkelige slutninger, og jeg er spændt på, hvordan den tredje bog vil ende. Som den svære bog, en to’er altid er, er den nu udmærket.

Nu er der bare det problem, at jeg ikke har den tredje bog i serien – endnu – så den må jeg få købt ved lejlighed. Indtil da har jeg så kastet mig over en anden bog, som jeg er næsten færdig med (jeg har nemlig lige været på miniferie), så senere om ugen kan jeg forhåbentlig fortælle om den.

Freja

‘Freja’ er skrevet af Johanne Hildebrandt og er første bog i trilogien om Valhal. Handlingen foregår i bronzealderen og tager udgangspunkt i mødet mellem det kvindedominerede Vanaheim og deres fjende, hvis kultur viser sig at være mandsdomineret og meget ulig det samfund, som hovedpersonerne kommer fra. Hovedpersonen, den smukke unge kvinde Freja, er Månegudindens præstinde og datter af dronningen af Vanaheim. Da fjenden rykker nærmere, drager Freja af sted med en lille gruppe for at finde en fredelig løsning, men sådan går det selvfølgelig ikke, og pludselig blusser konflikten for alvor op! 

Bogens sprog er svulstigt og fyldt med kraftfulde tillægsord, og det er så overvældende, at jeg blev draget mod teksten som en bi mod en sukkerknald. Det føltes forbudt og syndigt, og selvom det var tæt på at være for meget, så var det også befriende at læse en bog, hvor billedsproget var så vulgært voldsomt!

Der er meget stærke kvindefigurer med, og jeg tror faktisk, at det kan virke provokerende for en del mennesker – både mænd og kvinder – men jeg kunne ret godt lide de samfundsbeskrivelser, som bogen indeholdt, for der bliver vendt op og ned på nogle ’selvfølgeligheder’. Kønskonflikterne er ret skarpt tegnet op, hvilket jeg ikke er så vild med, men jeg synes, at forfatteren slipper nogenlunde af sted med det.

Stilmæssigt minder den en del om ‘Vølvens datter’ af Saga Borg – en bog, jeg holdt meget af, da jeg læste den i sin tid (at seriens kvalitet så faldt virkelig drastisk efter den første bog er en anden sag). Der er masser af intriger, drama, erotik og ondskab! Jeg synes dog, at ‘Freja’ er en bedre bog, og jeg har allerede kastet mig over den næste bog i serien.