Gemina

En af sidste års bedste læseoplevelser var for mit vedkommende ‘Illuminae’, så jeg kunne selvfølgelig ikke vente længe, før jeg måtte læse efterfølgeren, ‘Gemina’.

Serien er skrevet af Amie Kaufman og Jay Kristoff. ‘Gemina’ foregår umiddelbart efter, at ‘Illuminae’ slutter, men i fortsættelsen er hovedpersonerne Hanna, Jackson og Nick, der alle befinder sig på rumstationen Heimdall. Hanna er ved at gøre sig klar til en stor fest og vil lige smutte forbi pusheren Nik for at købe lidt til at spice festen op med. Men festen når aldrig rigtig at starte, eftersom rumstationen bliver boardet af et team lejesoldater, der tilsyneladende ikke har planer om at lade stationens besætning overleve. Hanna og Nik gemmer sig, og Hanna prøver samtidig at få kontakt til kæresten Jackson, som har forskanset sig i en anden del af rumstationen. De prøver at finde hoved og hale i, hvad der foregår, samtidig med at de kæmper for at overleve på rumstationen, hvor kaos pludselig hersker.

Det er svært at skrive en efterfølger til en så original og ikke mindst populær bog som ‘Illuminae’, og jeg var da heller ikke voldsomt imponeret i starten. Jeg kunne godt lide, at handlingen var flyttet til et helt andet sted – det gav også meget god mening i forhold til ‘Illuminae’ – men til gengæld virkede settingen meget som den samme. Formen var meget den samme – en potpourri af chatsamtaler, logfiler og lignende, der beskrev samtalerne mellem et teenage-kærestepar og en overkåd ‘gadedreng’. Det lignede lidt for meget noget, jeg havde set før i ‘Illuminae’, og jeg gruede ærlig talt for resultatet.

MEN – heldigvis fandt ‘Gemina’ sine egne ben og trådte stille og roligt i karakter som selvstændig bog. Forfatterne havde fundet på nye sidelayouts til at understøtte fortællingen, og de virkede rigtig godt, ligesom at handlingen også havde et par ganske interessante twists undervejs. Jeg syntes faktisk, at ‘Gemina’ på visse områder også virkede mere dyster og brutal end den foregående bog – uden dog helt at blive så farlig, som jeg et eller andet sted håbede på (hey, det er jo amerikanske ungdomsbøger).

Jeg kan rigtig godt lide den verden, som ‘The Illuminae Files’-serien foregår i, og selvom jeg ville ønske, at den var lige en anelse mørkere, så er det ikke desto mindre en ganske underholdende serie, hvor skarpe og sarkastiske chatsamtaler blandes med hardcore action og hacking-sekvenser.

Og nu må det godt snart blive efterår, så jeg kan læse tredje bog, når den udkommer…

Leviathan Wakes

Et af mine læsemål i år er at få læst noget mere sci-fi. Det vil jeg først og fremmest gøre i tredje kvartal, hvor jeg det er temaet for læsningen de tre måneder, men det forhindrer mig jo ikke i at læse sci-fi resten af året.

‘Leviathan Wakes’ af James S. A. Corey er blevet fremhævet som en af de bedste sci-fi-serier, der er udgivet de seneste år. Bogen foregår i en tid, hvor menneskene har koloniseret månen, Mars samt asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter, og man følger de to hovedpersoner – lederen på et fragtrumskib, Jim Holden, og detektiven Miller. Holden flyver mellem Saturn og asteroidebæltets miner. Her falder han og resten af besætningen over et forladt rumskib, hvor der tydeligvis har foregået noget yderst suspekt. Miller leder efter en forsvunden ung kvinde, som hendes forældre har meldt savnet. Hans efterforskning bringer ham tæt på Holden, og så begynder tingene for alvor at tage fart.

Sci-fi er i den grad en meget bred genre. Jeg vil betegne stilen i denne bog som klassisk sci-fi – der er rumskibe, action og et vis snert af noget fremmed og mystisk. Til gengæld er det ikke ligefrem fordi, at bogen vælter sig i sære rumvæsner eller meget syrede verdener – selvom der selvfølgelig er en vis teknisk overlegenhed, så ligner menneskene meget nutidens mennesker.

Jeg må indrømme, at jeg havde høje forventninger til denne bog, og dem levede den desværre ikke helt op til. Det er bestemt ikke en dårlig bog, men jeg blev ikke rigtig grebet af handlingen, og selvom især Holden var let at holde af, så var han ikke en person, der krøb ind under huden på mig. Jeg havde nok håbet en læseoplevelse som ‘The Praxis’, men ‘Leviathan Wakes’ havde slet ikke samme dramatik og humor. Jeg var ok underholdt, men jeg engagerede mig ikke rigtig i historien. Der var scener, der lige havde det ekstra, hvor man sidder på kanten af stolen og følgerne linjerne tæt, men de var desværre få.

Til gengæld skal bogen have ros for ikke at svælge i lange, tekniske forklaringer eller superdetaljerede kampscener. Der er heller ikke 117 nye, svære udtryk, man skal lære for at forstå bogens samfund, og det er ellers en fælde, som mange sci-fi-forfattere falder i.

Jeg har dog langt fra opgivet serien, selvom første bog ikke helt var det brag af en læseoplevelse, som jeg havde set frem til, så jeg håber på at få læst næste bog senere i år.

The Young World

I stakken over de seneste bibliotekslån lå denne ungdomsbog af Chris Weitz – rart med lidt hurtig læsning til togturene.

‘The Young World’ er første bog i trilogien af samme navn. Den foregår i en dystopisk verden, hvor en mystisk sygdom har udryddet alle voksne og børn, så der kun er de unge tilbage. Og så snart de når 18 år, dør de.

Det har kastet verden ud en undtagelsestilstand, hvor de overlevende kæmper om mad og territorier og meget få søger en løsning på problemet. For hvilken fremtid er der, hvis alle alligevel er dømt til at dø, så snart de når 18?

Bogen er fortalt gennem to hovedpersoner – Jefferson, der er den nye leder af en gruppe overlevende, og Donna, der er med i gruppen. Gennem dem oplever læseren,  hvor håbløs og brutal verden er blevet, og hvor man oftere tyr til vold end til samarbejde.

Jeg syntes desværre ikke, at bogen havde meget at byde på – eller meget nyt skal jeg måske sige, for det er jo ikke ligefrem fordi, at bogmarkedet har savnet dystopiske bøger de sidste 7-8 år. Jeg savnede en forklaring på, hvor sygdommen kom fra, og hvorfor den ikke slog de unge ihjel. Det virkede utrolig konstrueret og dermed også ret påklistret, og det går altså ikke, når det er en af præmisserne for historien. Samtidig manglede jeg også en forklaring på, hvorfor alting gik så galt, når der kun var teenagere tilbage (og det er ikke nok at referere til ‘Fluernes Herre’ ;-)).

Historien var som sådan ikke dårligt skrevet – den fangede mig bare overhovedet ikke, og jeg regner ikke med at læse videre i serien.

Wizard and Glass – The Dark Tower 4

Jeg er fortsat i gang med at tygge mig igennem 7-bindsklassikeren fra Stephen King, også kendt som ‘The Dark Tower’-serien. Jeg er nået til bind 4 – du kan finde links til anmeldelserne af de tre første bøger nederst i dette blogindlæg.

Jeg vil vanen tro ikke bringe et detaljeret resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget fra de foregående bøger. Jeg kan dog fortælle, at denne bogs handling fortsætter umiddelbart efter slutningen på 3’eren, men at størstedelen af bogen faktisk handler om Rolands ungdomsår, som han fortæller sine rejsekammerater om.

Jeg må desværre indrømme, at denne bog ikke var noget for mig. Jeg syntes, det var irriterende, at Rolands fortid fyldte langt størstedelen af bogen, for det var noget af et antiklimaks i forhold til den fantastisk spændende start på bogen. Men for det første er jeg sjældent til kærlighedshistorier, og for det andet er den type historier heller ikke Kings styrke, så det var en noget tam læseoplevelse. Historien i sig selv er udmærket, men den er aaaalt for lang. Her kunne man med fordel have skåret minimum 200 sider – og gerne mere.

Jeg har umiddelbart indtryk af, at ‘Wizard and Glass’ adskiller sig fra de øvrige bøger ved at være så fokuseret på Rolands fortid, så selvom denne bog var noget træg at komme igennem, så har jeg ikke opgivet at læse videre i serien. Jeg satser på at gå i gang med den femte bog i slutningen af denne måned.

Hvad Fluffy vidste

Denne bog har jeg længe haft et godt øje til, og da jeg for nylig tænkte, at nu var det på tide at få læst noget mere scifi, var denne bog blandt dem, jeg hentede på biblioteket.

‘Hvad Fluffy vidste’ er en novellesamling, der er udgivet af Science Fiction Cirklen. Det er – som forsiden antyder – en samling af scifi-noveller med og om katte! De optræder både som kæledyr, som guddommelige og som store katte, der har hovedrollen i stedet for menneskene. Men uanset hvilken historie, det drejer sig om, så er der ingen tvivl om, at i disse historier er katten i centrum (… ligesom i virkeligheden, sagde katteejeren…).

Der er en fantastisk bredde i historierne, hvor kattene generelt viser deres overlegenhed i en lang række situationer. Især første halvdel var spækket med fantastiske historier. Cirka midtvejs kom der nogle noveller, der ikke sagde mig så meget, men derefter fortsatte stimen af underholdende, pudsige og tankevækkende fortællinger. Kvaliteten er høj, men novellesamlingen er også en fin buket af både nye og gamle scifi-historier.

Du skal ikke være katteelsker for at nyde denne bog, men det hjælper helt sikkert, for historierne emmer af kærlighed og respekt for de små klo-besatte pelsklumper. Er du mere et hundemenneske, så prøv alligevel at læse denne bog og få et indblik i, hvorfor katte er så fantastiske væsner.

Illuminae

illuminaeJeg synes, det er rigtig fedt, at der er kommet flere scifi-bøger på markedet de senere år. Eller jeg burde måske hellere sige – det er rigtig fedt, at der er en del scifi-bøger, der er trykt i store oplag de senere år. Scifi er nemlig en af mine yndlingsgenrer, men det er en genre, der ikke har været særlig synlig i boghandlerne i mange år.

Jeg var derfor ikke i tvivl om, at jeg ville læse ‘Illuminae’, så snart jeg hørte om den. Det gjorde jo heller ikke noget, at den blev omtalt virkelig positivt af alle de vloggers, jeg følger.

‘Illuminae’ er skrevet af Amie Kaufman og Jay Kristoff og foregår i 2575, hvor to store koncerner kæmper om planeten Kerenza. Da den ene koncern angriber planeten, lykkedes det en stor gruppe mennesker at flygte til andre planeter. To af disse flygtninge – teenagerne Kady og Ezra – har lige slået op med hinanden, men da de finder ud af, at den anden part har overlevet og befinder sig et andet sted i rummet, skriver de frem og tilbage, mens verden omkring dem bryder sammen.

Ligesom ved ‘Habibi’ bliver jeg nødt til at fremhæve bogens illustrationer – eller rettere tekstens opstilling i dette tilfælde – for den betyder meget for den samlede læseoplevelse. ‘Illuminae’ bruger ikke den klassiske tekstopstilling men er tværtimod opbygget af en række udskrifter af chat-samtaler, officielle dokumenter, interviews og meget mere. Det er lidt forvirrende i starten, men giver også et autentisk skær, som er ganske medrivende. Det bliver mere og mere kreativt i løbet af bogen, og et af de mere særprægede (men smukke) eksempler ses nederst i dette blogindlæg. Jeg var meget fascineret, og det var helt klart et plus for læseoplevelsen.

Der er en fantastisk humor i denne bog. Selvom verden ramler omkring ørerne på de to ekskærester, så prøver de at bevare roen og håbet gennem en lind strøm af ironiske kommentarer og passionerede tillidserklæringer. Der er noget fandenivoldskhed over de to, som fik jeg mig til at knuselske dem (især fordi Kady er en rimelig kodyl hacker – jeg elsker kvindelige hackere). Der er masser af action, dramatik og what-the-fuck-momenter.

‘Illuminae’ er et småsyret miks af ‘Rumrejsen 2001’ og ‘Feed’, men har sin helt egen stil, og det er klart en af de bedste ungdomsbøger, jeg har læst gennem de seneste år. Jeg skal helt klart have købt og læst efterfølgeren inden længe!

illuminae side

Bird Box

bird boxUnder sidste måneds Read-a-Thon nåede jeg også at læse ‘Bird Box’ af Josh Malerman. Det er en bog, jeg længe har ønsket at læse, for den har fået fantastiske anmeldelser, og så gjorde teaseren mig nysgerrig.

I ‘Bird Box’ følger man Malorie og hendes to små børn, der har forskanset sig i et hus. Her har de levet de sidste fem år og er måske de eneste overlevende efter en række sære hændelser, hvor mange mennesker begik selvmord – tilsyneladende efter at have set et eller andet. Det betyder også, at de overlevende har bind for øjnene, når de en sjælden gang vover sig udenfor for at skaffe vand eller andre fornødenheder. Men nu mener Malorie, at det er på tide, at de forlader stedet for at lede efter andre overlevende, og mens de forbereder sig på rejsen, tænker hun tilbage på de fem år, der er gået, og de tragiske hændelser, der har præget livet i huset.

Denne bog er helt klart ude på at opbygge en mystisk stemning, hvor din nysgerrighed vækkes, og hvor du forsøger at regne ud, hvad der mon er sket i løbet af de seneste fem år. Hvad kan det dog kan være, som man for alt i verden ikke må se? Det virkede ret godt på mig, og da jeg elsker at sidde og gætte med, når jeg læser, så var jeg fanget fra start.

Handlingen hopper frem og tilbage – mellem nutid og vigtige tidspunkter gennem de seneste fem år – så man stille og roligt får tegnet billedet af, hvordan Malorie endte der i første omgang, og hvorfor der ikke er andre overlevende udover hende og børnene. Det er dystre beskrivelser blandet med glimt af håb og troen på, at det nok skal gå, men forfatteren sørger hele tiden for at antyde, at ting vil gå galt, og som læser ved du også fra start, at der kun er Malorie og børnene tilbage.

Desværre blev bogen aldrig helt så uhyggelig, som jeg havde håbet. Selve præmissen for, hvorfor de går med blind for øjnene (som jeg ikke vil afsløre her) var ikke særlig overbevisende for mig. Jeg syntes, det var for tyndt og vagt forklaret, og det er sandsynligvis hovedårsagen til, at jeg aldrig blev grebet af den dystre stemning. Jeg vil dog også sige, at tanken om en verden, hvor man ikke kan gå udenfor uden bind for øjnene ER skræmmende – det var bare ikke en følelse, der krøb ind under huden på mig.

I kamp mod tiden

Jeg har et blødt punkt, når det kommer til tidsrejser, så da jeg faldt over ‘I kamp mod tiden’, blev min nysgerrighed straks vakt. Der var også noget fascinerende ved forsiden… jaja, jeg dømmer også en bog på dens forside!

Tilbage til bogen. ‘I kamp mod tiden’ , hvor hovedspørgsmålet er – “Hvad ville du ændre, hvis du kunne rejse i tid, og hvad ville der ske, hvis der blev ændret i historien?”.

I bogen, der er skrevet af Ben Elton, bliver hovedpersonen – den tidligere elitesoldat – Hugh Stanton hvervet til en noget usædvanlig opgave. Hans gamle underviser fra universitetet, Sally McCluskey, viser sig at være medlem af den hemmelige orden, Kronos, der har opdaget, hvordan det er muligt at rejse i tiden. Kronos ønsker at rejse tilbage i tiden til 1914 for at stoppe 1. Verdenskrig. Det vil ikke blot forhindre de to verdenskrige i at bryde ud men også spare millioner af menneskeliv samt sikre et stabilt Europa i 1900-tallet. Stanton skal blot rejse tilbage i tiden for at forhindre drabet på ærkehertug Ferdinand og i stedet dræbe den tyske kejser Wilhelm, så der opstår en national (tysk) krise og ikke en international krise.

Men hvor let er det lige at ændre på tiden? Og hvilke konsekvenser kan det få?

Jeg har nogen gange leget denne tidsrejseleg med mine venner op gennem årene, og der er altid en, der nævner 2. Verdenskrig. Sjovt nok ikke 1. Verdenskrig, men det er nok fordi, at undervisningen i skolerne koncentrerer sig om 2. Verdenskrig, hvor Danmark blev mere direkte berørt. Men historisk set vil det give mest mening at stoppe 1. Verdenskrig, da 2. Verdenskrig så næppe var opstået, og derfor giver oplægget til ‘I kamp mod tiden’ fin mening. Der er noget fascinerende ved at kunne ændre tiden ligesom i et computerspil – at kunne finde et ’savegame’ og derefter ‘reloade’ det, så man har mulighed for at ændre de ting, man er utilfreds med. Men det, der i mine øjne er endnu mere interessant, er at overveje hvilke konsekvenser, det har – også kendt som sommerfugleeffekten. Hvordan ville verden se ud,  hvis 1. Verdenskrig ikke var brudt ud? Hvilke teknologier ville ikke være opfundet (krigsindustrien har på godt og ondt være banebrydende i forbindelse med mange opfindelser), og ville der fortsat være demokrati? Ville der være mere eller mindre ligestilling? Og hvordan ville tolerancen være i forhold til køn, etnicitet, religion og seksualitet?

‘I kamp mod tiden’ er både en spændende og ganske tankevækkende bog, hvor man både hepper på hovedpersonen men også tager sig til hovedet af hans til tider håbløse naivitet. Jeg synes, det er utroværdigt, at han skal forestille at være tidligere elitesoldat  med den opførsel, han flere gange præsterer, men det tilfører selvfølgelig bogen mere dramatik.

Jeg kan godt anbefale bogen, hvis du kan lide tidsrejser, masser af spænding samt historiske romaner.

Fairest

Jeg har tidligere læst The Lunar Chronicles-serien, der består af bøgerne ‘Cinder’, ‘Scarlet’, ‘Cress’ og ‘Winter’. En ganske glimrende serie der har fået et supplement af den noget mindre bog, ‘Fairest’.

Bogen er – som resten af serien – skrevet af Marissa Meyer, og den handler om dronning Levanas barndom. ‘Fairest’ fortæller dermed historien om, hvordan Levana bliver til den dominerende og til tider grusomme person, hun er i serien.

Det er bestemt ikke en let opvækst, Levana har, og da historien ses gennem hendes øjne, får man også et interessant indblik i hendes tanker undervejs. Det betyder dog også, at man indser, hvor kompliceret og såret et menneske, hun i bund og grund er. Jeg fik helt klart ondt af hende undervejs, men jeg fattede ikke sympati for hende – dertil er hun ganske enkelt alt for forskruet.

Der var steder undervejs, hvor jeg syntes, at forfatteren gentog visse pointer lige lovlig meget – det kom i hvert fald til at virke lidt kluntet, når bogen er så kort, som den er. Og den burde i øvrigt have været lidt kortere, for der er et par steder, hvor den træder vande.

Jeg synes, at ‘Fairest’ er et fint supplement til serien. Du kan sagtens læse serien uden også at læse ‘Fairest’, men den uddyber baggrundshistorien for Levana og en række af de andre hovedpersoner i serien. Selvom det kan være fristende at læse denne bog først – da den er så kort i forhold til de øvrige bøger – så vil jeg anbefale dig at læse den til sidst. Det gør Levanas historie så meget mere tankevækkende og tragisk.

Station Eleven

Jeg har en vis forkærlighed for dystopiske bøger, så da jeg hørte om ‘Station Eleven’, vidste jeg, at det var en bog, jeg måtte læse på et tidspunkt. For nylig fik jeg så endelig lånt den via Ereolen Global og brugte den som læsning på togturene til og fra arbejde.

Bogen er skrevet af Emily St. John Mandel og lægger lidt brat ud med at beskrive den aften, hvor en kendt skuespiller falder om på scenen med et hjerteanfald. En af publikummerne haster op på scenen for at yde førstehjælp. Senere samme aften begynder en dødbringende virus at brede sig, og verden begynder at falde fra hinanden. Derefter springer bogen 20 år frem i tiden – til efter civilisationens nedbrud, hvor kun få har overlevet. Her følger man blandt andet en af børneskuespillerne, der var til stede ved føromtalte hjerteanfald, og i resten af bogen bliver fortid og nutid spundet sammen med tilbageblik og pudsige skæbnesammenfald.

Ja, jeg ved det – ovennævnte opsummering er lidt kortfattet og måske også lidt indforstået, men ‘Station Eleven’ er ikke en bog, det er let at give et kort resumé af. Bogen er både fragmenteret og lettere snørklet opbygget, og jeg vil helst ikke røbe for meget af handlingen. Men netop den fragmenterede stil gjorde, at jeg havde lidt svært ved for alvor at leve mig ind i handlingen – blandt andet fordi flere af tilbageblikkene ikke var synderligt interessante (i mine øjne).

Jeg følte mig lidt snydt, da jeg nåede til det tidspunkt, hvor bogen springer 20 år i tid. Jeg havde lige sat næsen op efter de klassiske verden-går-under-scener, så jeg blev temmelig overrasket over, at forfatteren sprang denne del over. Men det tog ikke lang tid, før jeg indså, at det var en god og lidt anderledes måde at gribe det an på. Hvorfor bruge mange sider på det, når nu forfatteren brændte for at fortælle noget andet?

Jeg havde det noget blandet med handlingen, og selvom der på sin vis var en rød tråd (om end lidt søgt), så savnede jeg en tydelig rammefortælling eller i det mindste et tydeligt fokus. Der var mange gode elementer i bogen – både smukke og tragiske scener i dagene op til undergangen men også pudsige eller forfærdelige scener 20 år senere. Men fortiden fyldte alt for meget til min smag (igen – fordi jeg ikke syntes, at mange af de scener var spændende), og det gjorde, at bogen desværre blev en lidt middelmådig læseoplevelse med enkelte smukke lysglimt hist og her.