Saga 7

Nu er jeg nået til syvende album i ’Saga’-serien, og vanen tro har jeg glædet mig. Denne gang trak jeg spændingen til et par måneder efter udgivningsdatoen, da jeg ville vente med at læse det til denne måned, hvor jeg har sci-fi-tema.

Jeg kan ikke give et resumé af handlingen uden at afsløre for meget af de foregående bøger, så jeg holder mig til at skrive om, hvad jeg synes om det seneste hæfte.

… og det er godt! Jeg var dog overrasket over, at tempoet i dette hæfte var noget langsommere end i de foregående. Der dvæles lidt mere undervejs, hvilket så også betyder, at når der sker noget, virker det ekstra drastisk. Selvom tempoet er skruet ned, mangler historien skam ikke indhold. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive mere detaljeret om slutningen, men lad os bare sige, at den var meget smukt udført.

Happy Nation

SPONSORERET

Jeg fik denne bog tilsendt af Science Fiction Cirklen for 1½-2 måneder siden men har ventet med at læse den indtil denne måned, da ’Happy Nation’ passer godt ind i mit sci-fi tema, som jeg kører de næste tre måneder. Bogen er skrevet af Christian Kaarup Baron og er forfatterens første.

’Happy Nation’ foregår i 2054, hvor verden ser noget anderledes ud end i dag. Store naturkatastrofer har ændret landet, så flere områder er oversvømmet, og hvor man absolut ikke skal vove sig ud, hvis der udbryder stormvejr. Samtidig er verden elektrificeret i en grad, hvor der er teknik indarbejdet i alt – selv menneskenes hjerner, hvor der nu sidder hjerneimplantater. I centrum af fortællingen finder man politikommissær Kobani, som bliver sat på en mystisk sag, hvor en døende kræftpatient bliver myrdet. Der er et eller andet, der ikke stemmer, og da Kobani graver dybere i sagen, støder han straks på lukkede døre og tavshed. Hvad er det, man prøver at skjule?

Persongalleriet i denne bog er lidt usædvanligt, og det er en befriende afveksling fra de stereotyper, der ofte optræder i krimier. Hovedpersonen er en mand med anden etnisk baggrund end dansk, mens en af hans nærmeste kolleger er en kagefrådende kvinde. Det er to typer, man vitterlig ikke ser særlig ofte i krimier. Desværre er der ikke gjort særlig meget ud af personudviklingen, så de kommer desværre begge til at virke karikerede, og hvor det især er Kobanis dårlige, klodsede sprog, der virker utroværdigt. Samtidig overtælles fortællevinklen ofte af pigen Poppy, som man ikke får så megen information om. Hendes tankespind er forvirrende og indforstået, hvilket i første omgang var spændende, men efterhånden blot blev et irritationsmoment.

Sci-fi er en genre, hvor alt vitterligt kan ske, og det er derfor svært at sige, at noget er realistisk eller ej. Jeg synes dog godt, at man kan tale om troværdighed i fiktive verdener, og på det punkt halter ’Happy Nation’ på flere områder. Der er blandt andet mange referencer til tekniske opfindelser, der er topmoderne i dag, men som sandsynligvis er erstattet af noget andet til den tid. Her måtte forfatteren godt have været mere vovet og have opfundet nogle maskiner, der kunne tydeliggøre, hvordan teknologien havde udviklet sig. I stedet bliver megen af udviklingen i 2054 perspektiveret ud fra den nutid, vi kender, og den sammenligning virker kunstig og unødig.

Jeg savner også en grundig korrekturlæsning af bogen, der lider under en hel del stavefejl og manglende kommatering. Fejlene virkede ekstra pudsige, da historien er suppleret af en række lange citater fra eksisterende videnskabelige tekster eller fremtidige kilder, som forfatteren selv har opfundet. Teksterne skal give bogen en intellektuel vinkel, men det falder desværre til jorden, når bogen mangler korrekturlæsning.

Jeg kan rigtig godt lide dilemmaet i historien – at menneskene en dag har implantater i hjernen, som på den ene side hjælper dem i hverdagen, men som også kan hackes og styres af forbrydere eller regeringer, som ønsker at nedbryde menneskets fri vilje. Det er i den grad et horrorscenarie, som enhver bør frygte, og det er også en rigtig interessant og fascinerende idé til en bog. Desværre bliver ideens potentiale ikke fuldt udnyttet. Selve krimidelen fungerer sådan set fint, mens sci-fi-delen desværre halter noget, ligesom både persongalleriet og den manglende korrekturlæsning trækker ned i det samlede billede.

Sejlvæveren

Ind imellem har man lov til at være heldig. Sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg var færdig med at læse ‘Sejlvæveren’ af Muffy Morrigan, for jeg mindes ikke at have hørt om bogen, inden jeg en dag faldt over den hos Ereolen.dk. Bogen røg på to-read-listen, og så glemte jeg ellers alt om den, indtil jeg for nylig fik lyst til at læse en e-bog og atter faldt over bogen på min liste.

‘Sejlvæveren’ handler om Tristan, der er sejlvæver. Han mestrer den dragemagi, der gør menneskene i stand til at væve de sejl, som (rum-)skibene bruger for at flyve i rummet. En dag får han den ære at væve sejlene til det største skib, der nogensinde er bygget – et skib, der skal bruges i kampen mod rumvæsnerne, som menneskene og dragerne er i krig med. Men opholdet på skibet bliver alt andet end fredeligt, for snart er Tristan viklet ind i en række ubehagelige intriger, og oprøret lurer under overfladen. Der er tilsyneladende folk om bord, der har onde hensigter, og situationen spidser til.

Bogen er en interessant kombination af sci-fi og fantasy, men det fungerer overraskende godt. Jeg skulle lige vænne mig til stilen i starten – blandt andet hele konceptet med, at det er sejlskibe, der fungerer som rumskibe – men jeg blev hurtigt grebet af historien. Der er masser af action og drama i historien, og så er det let at fatte sympati for Tristan, som måske er ret goodygood, men egner sig fint som hovedperson.

Jeg savnede lidt mere baggrundsviden for at få et bedre indblik i den verden, historien foregik i. Den kunne godt virke en anelse indforstået flere steder, men omvendt var det rart at læse en fantasybog, som for en gangs skyld var under 400 sider tyk.

Der var flere steder undervejs, hvor sproget haltede lidt, men det skyldes muligvis oversættelsen. Det ærgrede mig, men det ødelagde heldigvis ikke læseoplevelsen.

Samlet set en rigtig god bog. Den er ikke superkompliceret, men det er en frisk fortolkning af, hvordan man kan kombinere fantasy og sci-fi, og jeg ville ønske, at der kom en toer til ‘Sejlvæveren’. Det er typisk – nu har jeg sukket efter at finde standalone-fantasybøger, og når jeg endelig gør, vil jeg selvfølgelig have en efterfølger! 😀

The Dark Tower

En epoke er ovre. Ok, det lyder måske lidt højtideligt, men jeg har endelig færdiglæst ’The Dark Tower’-serien. En syv binds serie skrevet af Stephen King over ca. 30 år. En serie, mange troede ikke ville blive færdig (ligesom ’A Song of Ice and Fire’-serien?), da King ikke ligefrem havde travlt med at gøre serien færdig. Men da han nær mistede livet i en trafikulykke i starten af 2000’erne, gav det ham stof til eftertanke, og i løbet af et par år fik han skrevet de tre sidste bøger.

’The Dark Tower’ er som sagt finalen på den syv bind lange serie. Af helt åbenlyse årsager vil jeg naturligvis ikke fortælle om, hvad der sker i bogen, så dette indlæg vil i stedet fokusere på slutningen som helhed (uden at røbe noget spændende) samt om serien.

Bogen er i bund og grund en udmærket afslutning på den episke fortælling om revolvermanden og det mørke tårn. Der er mørke og dramatiske scener, som kun King kan skrive dem, men også de følsomme og vemodige stunder, som han også mestrer. Desværre lider den sidste bog lidt under længden – igen er det en meget tyk bog, som godt kunne have tålt en barbering mht. sideantallet. Og så er jeg fortsat ikke fan af, at Stephen King selv optræder i bogen.

Serien har været en virkelig blandet læseoplevelse. De første bøger var ok, men de fangede mig ikke rigtig, og jeg undrede mig lidt over, hvorfor serien er så elsket af mange King-fans. Så kom tredje bog, og der blev jeg for alvor grebet. Set i bagklogskabens lys ærgrer det mig, for havde den været middelmådig som de to forrige bøger, havde jeg sandsynligvis droppet serien, og det ville i sidste ende have sparet mig for både penge og en hel del tid. Jeg var nemlig ikke særlig begejstret for de sidste fire bøger. Der var forskellige grunde til, at de hver især var frustrerende at læse, men helt overordnet var mange af dem utrolig langtrukne med masser af fyld og uden det drive og intensitet, som ellers kendetegner en del af Kings bøger. Og så tabte jeg alt for serien, da King pludselig skrev sig selv ind i historien – det er et kæmpe no-go hos mig.

Jeg har det dog fint med, at jeg har brugt så lang tid på at læse serien, selvom den skuffede mig. Det er en serie, der ofte refereres til, når snakken falder på King, og der er også mange referencer til hans andre værker i denne serie. Det var sjovt at læse, når man som jeg har læst størstedelen af hans bøger. Men det havde selvfølgelig været langt federe, hvis jeg var blevet blæst omkuld af serien.

Nu ser jeg frem til filmfortolkningen af serien. Den kommer her til sommer og har Idris Elba og Matthew Mc på rollelisten. Jeg har ingen anelse om, hvordan filmskaberne vil koge et flere tusinder siders værk ned til én film, så det bliver nok mest et actionbrag, men det gør mig ikke noget, for jeg har ingen særlige følelser for bøgerne.

The Song of Susannah – The Dark Tower 6

‘Song of Susannah’ er sjette og næstsidste bog i ‘The Dark Tower’-serien af Stephen King. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Gunslinger’, ‘The Drawing of the Three’, ‘The Waste Lands’, ‘Wizard and Glass’. og ‘Wolves of the Calla’.

Der kommer ikke et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget fra de foregående bøger, så her er i stedet mit overordnede indtryk af bogen.

Igen må jeg desværre sige, at det var en meget blandet læseoplevelse. Der var øjeblikke, hvor jeg var grebet af historien, og der var tidspunkter, hvor jeg havde lyst til at kyle bogen væk i ren frustration. Jeg opdagede blandt andet, at Stephen King begik en dødssynd, da han skrev denne bog…
..
.
SPOILER-ADVARSEL:
Han har skrevet sig selv ind i historien! Nej og mere nej! Man bryder ikke den illusion i bøger, basta! Det kan fungere i tegneserier som ‘Pearls Before Swine’, men ikke i skønlitteratur. Jeg synes, det er forfærdeligt selvcentreret, og det virkede så konstrueret og upassende. ØV!

Ligesom de foregående bøger er handlingen i denne bog ret langtrukken, men heldigvis er bogen ikke særlig lang i forhold til de fleste andre bøger i serien, så det tog ikke så lang tid at komme igennem denne her.

Jeg er pt. i gang med at læse sidste bog i serien. Jeg har egentlig ikke lyst, for jeg synes, at de seneste tre bøger i serien har været skuffende, men nu mangler jeg kun at læse den sidste bog for at afslutte serien, så det gør jeg selvfølgelig. Jeg vil jo godt vide, hvad den slutter med.

Scythe

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en svaghed for Neal Shusterman – eller rettere sagt hans bøger. Jeg faldt pladask for ‘Everlost’ og de øvrige bøger i den serie, ligesom jeg også holdt af ‘Unwind’-serien.

Nu er han kommet med en ny serie, hvor første bog hedder ‘Scythe’. Den foregår i fremtid, hvor den naturlige død ikke længere findes, ligesom menneskeheden også har udryddet alle livsfarlige trusler såsom sygdomme, krig og hungersnød. Man kan blive lige så gammel, som man ønsker det – ja, man kan endda skrue sit biologiske ur baglæns, så man atter ligner en 21-årig, hvis man har lyst til det. Den situation vil naturligvis betyde, at Jorden hurtig vil blive overbefolket, og derfor er der udpeget en række scythes – en slags ‘aflivere’ – der har til opgave at dræbe mennesker. De skal opfylde en bestemt kvote, og dødsfaldene skal ramme alle befolkningsgrupper, så man må ikke skåne nogen – ej heller børn. Citra og Rowan bliver udvalgt som lærlinge til scythen Faraday, og de indser snart, at livet som scythe er både ensomt og kompliceret. Hvornår bør et menneske dø? Og hvordan? Samtidig med dette opdager de også, at selvom scythe-ordenens medlemmer er pålagt en lang række restriktioner, så er der brodne kar imellem, og der er nogen, der åbenbart sætter lige lovlig megen pris på at slå andre mennesker ihjel…

Jeg kan godt lide rammen for historien, hvor menneskene har udryddet den naturlige død og i stedet må have ‘aflivere’ til at sørge for, at befolkningen ikke vokser katastrofalt. Det åbner op for en række interessante diskussioner – ikke mindst da Citra og Rowan skal deltage i de første ‘aflivninger’. For hvad er en retfærdig død? Og skal døden være retfærdig – og for hvem?

Jeg tænkte både på ‘Unwind’-serien og ‘Mort’ af Terry Pratchett i starten, men ‘Scythe’ fandt hurtigt sin egen form og stil. Jeg elsker Shustermans skrivestil og ikke mindst hans evne til at overraske, og det gør han også i denne bog. Der var et ret vigtigt plottwist, jeg overhovedet ikke havde set komme, men som betød, at historien tog en ret spændende drejning.

De to hovedpersoner er ok skrevet, men jeg må indrømme, at jeg nok havde forventet lidt mere af dem – de var lidt overfladisk beskrevet, og jeg syntes aldrig, at jeg kom tæt på dem. Samtidig var deres fascination af hinanden ret pludselig og meget intens – her kunne forfatteren godt have arbejdet lidt mere med opbygningen.

Min største anke mod bogen er slutningen, for her går det pludselig meget stærkt. Det virkede lidt som om, at forfatteren pludselig opdagede, at han var ved at løbe tør for sider, for der springes en del i historien hen mod slutningen, og jeg syntes desværre, at det gik alt for hurtigt. Der var scener, der burde have været med for at binde historien bedre sammen og scener, der burde have været mere detaljerede. Virkelig ærgerligt når nu resten af bogen var aldeles glimrende.

‘Scythe’ er som sagt første bog i en serie. Jeg har det lidt blandet med det, for bogen står stærkt som enkeltstående historie, og jeg synes, det er lidt ærgerligt, at det igen-igen skal være en serie. Der er ganske enkelt for få enkeltstående bøger i fantasygenren, og denne her behøver reelt set ikke en fortsættelse. Så kan man argumentere for, at jeg jo bare kan lade være med at læse den næste bog, meeen… det gør jeg nok alligevel. Det er jo Neal Shusterman, der står bag 🙂

Curtsies & Conspiracies

Så fik jeg endelig læst anden bog i ‘Finishing School’-serien af Gail Carriger. Sidste sommer læste jeg den første bog, ‘Etiquette & Espionage’.

Traditionen tro vil jeg ikke bringe et resumé, når det drejer sig om fortsættelsen til en bog, da det vil afsløre for meget af handlingen i den første. Men jeg vil dog gerne røbe, at ‘Curtsies & Conspiracies’ desværre ikke sagde mig så meget. Bogen er ligesom forgængeren rimelig letbenet og uden den store dybde, men i 2’eren er der langt mere fokus på Sophronias evne til at tiltrække drengenes opmærksomhed, og man aner oplægget til et trekantsdrama (selvfølgelig mellem den bundsolide arbejderdreng og den arrogante overklassedreng). Det ærgrede mig en del. Ikke blot hader jeg trekantsdramaer, men det virkede også frygtelig stereotypt.

I ‘Curtsies & Conspiracies’ er der også gensyn med et par kendinge fra Carrigers skønne serie, ‘Parasol Protectorate’, men det var jeg noget lunken overfor. Jeg syntes, det kom til at virke lidt forceret og tog fokus væk ‘Finishing School’-seriens egen ramme.

Jeg er pt. noget splittet mht. om jeg vil læse videre i serien. Jeg syntes desværre ikke, at der er kød nok på historien – i hvert fald ikke til, at jeg vil bruge penge på bøgerne. Måske vil jeg læse videre, hvis jeg finder dem på biblioteket eller som e-bog på et senere tidspunkt.

Wolves of the Calla – The Dark Tower 5

‘Wolves of the Calla’ er femte bog i ‘The Dark Tower’-serien af Stephen King. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Gunslinger’, ‘The Drawing of the Three’, ‘The Waste Lands’ og ‘Wizard and Glass’.

Jeg vil selvfølgelig ikke bringe et resumé af bogen, da det vil afsløre for meget af handlingen i de foregående bøger, så dette bliver i stedet en kort opsummering af mit indtryk af bogen.

Jeg havde virkelig håbet, at ‘Wolves of the Calla’ ville genoplive min lyst til at læse serien. Efter at have læst ‘Wizard and Glass’, som absolut ikke faldt i min smag, tænkte jeg, at nu skulle historien nok komme op i omdrejninger igen. Det skete dog desværre ikke. Selvom ‘Wolves of the Calla’ ikke led under at være én lang fortælling fra fortiden (som fjerde bog var), så var der alt for megen udenomssnak og fyldhistorier i denne bog. Der var glimtvis af genialitet, når hovedhistorien fik lov til at titte frem mellem den ca. 750 sider, men der var desværre også irriterende meget fyld, som ærlig talt ikke sagde mig særlig meget og bare trak handlingen i langdrag.

Men altså – denne serie fanger mig desværre ikke lige så meget som mange af Kings andre bøger, og jeg kan godt undre mig lidt over den nærmest kultagtige dyrkelse af serien, som en lang række King-fans sværger til.

Nu er jeg nået så langt i serien, at jeg har besluttet mig for at læse den færdig. Den sjette bog er heldigvis noget kortere – under 500 sider – mens den sidste er en basse på omkring de 1000 sider! Jeg bliver helt svedt ved tanken…

Lust for Life – Transmetropolitan 2

Jeg læste den første tegneserie – ‘Transmetropolitan’ – for et par måneder siden, og nu var det tid til at læse det næste hæfte, som jeg lånte af min allerkæreste.

‘Lust for Life’ centrerer sig atter om den ekstreme journalist, Spider Jerusalem, der er endnu mere bad boy end i det første hæfte. Der er en pæn mængde action – en del af det dog så brutal og blodig, at det ikke er for sarte sjæle. Så er du advaret.

Historien er ret speciel – ret scifi vil jeg sige på den der kreative og ret weird måde. Der sker ting, som absolut ikke ville kunne lade sig gøre i dag. Stadig fortalt med et glimt i øjet og en hul latter på læben. Der var tidspunkter, hvor jeg spekulerede på, om ‘Saga’-folkene mon har hentet inspiration fra denne serie.

Når det så er sagt, så fangede historien mig desværre ikke helt så meget som i det første hæfte. Det var elementer såsom den vrede kamphund og drengen uden hoved (!), der bare ikke fungerede for mig. Sjovt og anderledes men også så mærkeligt, at det tændte mig lidt af.

Men en ok læseoplevelse dog – og jeg skal bestemt læse næste hæfte på et tidspunkt.

Gemina

En af sidste års bedste læseoplevelser var for mit vedkommende ‘Illuminae’, så jeg kunne selvfølgelig ikke vente længe, før jeg måtte læse efterfølgeren, ‘Gemina’.

Serien er skrevet af Amie Kaufman og Jay Kristoff. ‘Gemina’ foregår umiddelbart efter, at ‘Illuminae’ slutter, men i fortsættelsen er hovedpersonerne Hanna, Jackson og Nick, der alle befinder sig på rumstationen Heimdall. Hanna er ved at gøre sig klar til en stor fest og vil lige smutte forbi pusheren Nik for at købe lidt til at spice festen op med. Men festen når aldrig rigtig at starte, eftersom rumstationen bliver boardet af et team lejesoldater, der tilsyneladende ikke har planer om at lade stationens besætning overleve. Hanna og Nik gemmer sig, og Hanna prøver samtidig at få kontakt til kæresten Jackson, som har forskanset sig i en anden del af rumstationen. De prøver at finde hoved og hale i, hvad der foregår, samtidig med at de kæmper for at overleve på rumstationen, hvor kaos pludselig hersker.

Det er svært at skrive en efterfølger til en så original og ikke mindst populær bog som ‘Illuminae’, og jeg var da heller ikke voldsomt imponeret i starten. Jeg kunne godt lide, at handlingen var flyttet til et helt andet sted – det gav også meget god mening i forhold til ‘Illuminae’ – men til gengæld virkede settingen meget som den samme. Formen var meget den samme – en potpourri af chatsamtaler, logfiler og lignende, der beskrev samtalerne mellem et teenage-kærestepar og en overkåd ‘gadedreng’. Det lignede lidt for meget noget, jeg havde set før i ‘Illuminae’, og jeg gruede ærlig talt for resultatet.

MEN – heldigvis fandt ‘Gemina’ sine egne ben og trådte stille og roligt i karakter som selvstændig bog. Forfatterne havde fundet på nye sidelayouts til at understøtte fortællingen, og de virkede rigtig godt, ligesom at handlingen også havde et par ganske interessante twists undervejs. Jeg syntes faktisk, at ‘Gemina’ på visse områder også virkede mere dyster og brutal end den foregående bog – uden dog helt at blive så farlig, som jeg et eller andet sted håbede på (hey, det er jo amerikanske ungdomsbøger).

Jeg kan rigtig godt lide den verden, som ‘The Illuminae Files’-serien foregår i, og selvom jeg ville ønske, at den var lige en anelse mørkere, så er det ikke desto mindre en ganske underholdende serie, hvor skarpe og sarkastiske chatsamtaler blandes med hardcore action og hacking-sekvenser.

Og nu må det godt snart blive efterår, så jeg kan læse tredje bog, når den udkommer…