I morgen er alt mørkt – Brages historie

Hvor tit læser du norske ungdomsromaner? Jeg mindes ikke at gjort det før, men da jeg faldt over ‘I morgen er alt mørkt – Brages historie’ blev min nysgerrighed vakt. Bogen er første del i en trilogi, som Sigbjørn Mostue har skrevet, og oplægget lød interessant.

Bogen foregår i Norge og handler om den helt almindelige fyr, Brage, der lever et helt almindeligt liv. Det ændrer sig dg, da der udbryder en epidemi, hvor mennesker bliver ramt af galskab og overfalder hinanden. Epidemien når også Norge, og snart må Brage og en række af hans venner flygte ud i vildmarken for at gemme sig for det gale mennesker. Men der opstår snart interne stridigheder, og Brage må kæmpe for at holde gruppen sammen.

Epidemien, der bryder ud, minder meget om et zombieangreb, men der er dog den forskel, at de smittede i ‘I morgen er alt mørkt’ er lige så hurtige som normale mennesker. Det gør dem væsentlig mere skræmmende som fjende, da de er langt sværere at flygte fra. Der er skruet godt op for den dystre og alvorlige stemning, og det bliver kun mere interessant af, at historien foregår i Norge. Det er et land, jeg som dansker let kan identificere mig med, men omvendt er der også en række forskelle, som kommer til udtryk i denne bog – for eksempel den barske norske vildmark og nordmændenes lidt lettere adgang til skydevåben (som lige i denne situation er meget belejlig).

Der er en række konflikter i bogen, og selvom der godt kunne være arbejdet lidt mere med nuancerne, så det ikke blev så sort-hvidt sat op, så synes jeg dog også, at der er nogle ok twists til historien. Der sker nogle uventede ting undervejs, og jeg kunne godt lide, at bogen ikke var så stereotyp men kunne byde på en forholdsvis original historie.

Persongalleriet er ikke voldsomt interessant. Nogle af personerne er lidt for klichéramte til mig, og det er især kritisk, når det drejer sig om flere af skurkene, men omvendt er niveauet ikke dårligt i forhold til andre ungdomsbøger i denne genre. Hovedpersonen Brage er dog en af dem, der skiller sig positivt ud, og det er spændende at følge hans udvikling i bogen.

Alt i alt en glimrende læseoplevelse – faktisk så glimrende, at jeg har lånt den næste bog i serien og regner med at læse den i løbet af de kommende uger.

Hvad siger sci-fi om samtiden?

fra pixabaySci-fi er en genre, hvor historien foregår på et tidspunkt i fremtiden, og hvor der ofte er fokus på den teknologiske udvikling, som verden har gennemgået. Selvom sci-fi ofte prøver at opfinde nye teknologier og problemstillinger, så kan man dog tit læse ud af en sci-fi-historie, hvornår den er skrevet. For eksempel bærer klassikeren ‘1984’ klart præg af at være skrevet lige efter 2. Verdenskrig, hvor forfatterens frygt for det totalitære og overvågende samfund er ret tydelig. Og så er naturligvis også 50’ernes fascination af rumvæsner.

Jeg synes, det er utroligt spændende at læse sci-fi med ovenstående i baghovedet, og det gælder selvfølgelig især de ældre sci-fi-historier. Da jeg havde sci-fi som læsetema i juli-september kunne jeg dog også se en række fællestræk ved de nutidige sci-fi-fortællinger. Her var der overraskende mange af bøgerne/novellerne, der drejede sig om tankekontrol i form af implantater i menneskenes hjerner, som staten eller (andre) onde kræfter i det skjulte kunne styre befolkningen igennem.

Sci-fi handler ikke nødvendigvis om frygten for fremtiden, men en del sci-fi – muligvis hovedparten – drejer sig om negative konsekvenser ved udviklingen, dvs. dystopiske fortællinger. Det behøver ikke at være verdener, der er gået under og hvor kun et fåtal har overlevet – det kan også ‘blot’ være fremtidsverdener, hvor mennesket ikke længere har en fri vilje. Der er kommet mange dystopiske bøger på markedet i løbet af de seneste ti år, og jeg synes, det er ret interessant, for mange af de sci-fi-bøger, jeg læste som teenager, var skrevet i 70’erne og 80’erne, og her var der en langt mere optimistisk tilgang til fremtiden. Det kan være et tilfælde, men det kan meget vel også sige noget om nutidens fremtidssyn.

Jeg holder meget af sci-fi-genren. Det er en ret bred genre, der både rummer fortællinger med komplicerede, tekniske forklaringer, syrede opfindelser, detaljerede kampe i rummet og verdener i forfald. De seneste års stigning af sci-fi-ungdomsbøger viser også hvor forskellige, sci-fi-historierne kan være, for selvom mange af dem er dystopiske fortællinger om totalitære samfund (hvor de unge kan begå oprør mod de voksne – intet nyt i det), så er der også perler, der viser andre nuancer – blandt andet den smukke og kreative ‘Illuminae’.

Hvad er dit forhold til sci-fi? 

 

Unremembered

Jeg kan ikke huske, hvornår denne bog røg på min huskeliste hos biblioteket, men den har efterhånden stået der et stykke tid, så nu var det på tide at få den læst!

‘Unremembered’ er skrevet af Jessica Brody og handler om en 16-årig pige, der bliver fundet som den eneste overlevende i et flystyrt på havet. Hun kan intet huske af ulykken eller af sit liv før denne, hendes fingeraftryk og DNA findes ikke i en eneste database, og hendes familie dukker ikke op, da medierne skriver om hende. Hvem er hun? Og hvorfor er hun den eneste overlevende? Da der dukker personer op, som åbenbart kender hende, ved hun ikke, om hun kan stole på dem, for der er tegn på, at der er folk, der tilsyneladende ikke vil hende det godt.

Denne bog virker meget som en standard YA-bog. Hele historien om pigen, der er dukket op under mystiske omstændigheder og intet kan huske, er et fint udgangspunkt men ikke super-originalt. Der er en del ting undervejs, som er lidt for lette at gennemskue, og jeg savnede i det hele taget lidt mere dybde i historien.

Jeg var lidt bekymret for kærlighedsvinklen i bogen, men den blev heldigvis ikke alt for cheesy, selvom jeg heller ikke helt blev overbevist om deres følelser. Til gengæld var hovedpersonen desværre den type kvindelig hovedperson, som hele tiden skulle reddes af andre (mænd), og det var samtidig pakket ind i en lidt for traditionel kærlighedshistorie med den mystiske dreng fra fortiden. Ikke lige noget for mig, der er til stærke, selvstændige kvinder.

På den positive side er det en bog med tempo i. Der er en fin fremdrift i historien, og derfor kan den være udmærket til lidt light læsning i ferien. Det er dog ikke en serie, jeg forventer at læse mere af.

Parasite

Hvis du har læst mine anmeldelser af ’The Newsflesh’-trilogien af Mira Grant, så er du nok ikke i tvivl om, at jeg elsker den serie. Alligevel skulle der gå flere år, før jeg atter kastede mig over en af hendes bøger – denne gang ’Parasite’, der er første bog i en serie.

’Parasite’ foregår i fremtiden, hvor det meste af menneskeheden ikke længere bliver ramt af sygdomme. Langt de fleste har nemlig fået indopereret en genetisk designet bændelorm, som er udviklet til at beskytte menneskene mod sygdomme og forbedre immunsystemet. Ormene har været en dundrende succes – indtil det en dag viser sig, at det har visse omkostninger at indoperere et væsen, som ikke er så gennemtestet, som det burde være. Det er noget, som hovedpersonen Sal kommer til at opleve på første hånd. Hun overlevede en voldsom bilulykke seks år forinden, hvor man mente, at det udelukkende var på grund af ormen, at hun ikke døde. Nu deltager hun i en lang række undersøgelser, og hun bliver snart en vigtig brik i opklaringen af, hvad der præcis sker, når ormen begynder at påvirke menneskekroppen mere og mere…

Det tog ret lang tid, før denne bog for alvor gjorde indtryk på mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på ’Newsflesh’-trilogien, som bare var en kende skarpere på alle niveauer – personerne var mere interessante, verdensopbygningen virkede mere gennemarbejdet, og plottet var mere fængende. Men ’Parasite’ endte dog med at være en glimrende læseoplevelse – ikke mindst på grund af slutspurten, hvor der lige pludselig faldt nogle brikker på plads.

Jeg havde det særlig svært med flere af personerne. Sal sagde mig ikke så meget, men det var i høj grad hendes forældre og deres temmelig aparte opførsel, som jeg havde svært ved at acceptere. Det virkede forceret og utroværdigt. Der sker dog ting undervejs, der langsomt fik mig til at forstå, hvorfor de handlede, som de gjorde.

Der var også tidspunkter, hvor plottet stod i stampe, og hvor jeg syntes, at det tog lidt for lang tid, før historien bevægede sig videre. Det var særligt frustrerende, når Sal igen og igen blev umyndiggjort og skubbet rundt som en brik i et større spil, men det var præcis, hvad hun var. Så selvom det var irriterende, fordi det var med til at trække fortællingen i langdrag, så gav det til en vis grad mening.

Jeg var ikke helt overbevist i forhold til de videnskabelige forklaringer. Her var ’The Newsflesh’-trilogien langt mere imponerende, og ’Parasite’ formår ikke for alvor at skræmme mig. Der er ganske enkelt for mange spørgsmål, der ikke blev besvaret – men som måske bliver det senere i serien?

Men i alt i alt en god læseoplevelse, og jeg regner bestemt med at læse videre i serien på et senere tidspunkt.

We are the Ants

Ja, jeg faldt for titlen. Den trickede bare et eller andet i mig, som gjorde, at jeg blev nødt til at inkludere den i mit sci-fi-læsetema.

‘We are the Ants’ er skrevet af Shaun David Hutchinton og handler om teenageren Henry, der med jævne mellemrum bliver bortført af rumvæsner. Han forstår ikke helt hvorfor, at de er så interesserede i ham, men de giver ham tilbuddet om at redde Jorden fra at gå under – han skal bare trykke på en rød knap. Det burde være et ret enkelt valg, men sådan er det ikke, for Henry føler ikke, at verden er værd at redde. Hans kæreste, Jesse, begik selvmord et stykke tid forinden, og oveni det bliver han mobbet i skolen. Især Marcus og hans venner er modbydelige, hvilket er endnu mere grotesk, da Marcus samtidig opsøger ham i hemmelighed for at kæle. Og så dukker den hemmelighedsfulde Diego pludselig op og får Henry til at tage sit liv op til genovervejelse. Hvad kan Henry egentlig gøre for at ændre sit liv til det bedre? Og er han interesseret i det, eller vil han bare give op?

Hvis du læser denne bog for at få en fuldfed sci-fi-oplevelse, så bliver du nok svært skuffet. Hvis du til gengæld læser ‘We are the Ants’, fordi du interesserer dig for velskrevne ungdomsbøger, så har du valgt korrekt. Sci-fi-temaet er temmelig sekundært for at sige det mildt – der er vitterlig ikke meget om rumvæsner eller lignende i bogen – men det gjorde mig ikke så meget, for det var en ret god læseoplevelse på andre punkter.

Først og fremmest er der persongalleriet, som var ganske vellykket. Jeg syntes især, at Marcus’ dobbelthed var meget spændende fortalt, for selvom han på ingen måde virkede sympatisk, så var der samtidig noget sårbart over ham, som gjorde, at jeg fik ondt af ham undervejs. Henry var en fin hovedperson, men han var nu først og fremmest interessant på grund af hans familie, der var tilpas quirky til at give ham visse udfordringer men på ingen måde den ultrasnagende og dominerende type, som ellers kan optræde som ’skurke’ i ungdomsbøger. Her var en familie, der trods visse udfordringer faktisk fungerede langt hen ad vejen.

‘We are the Ants’ handler om at turde tro på sig selv og på andre, om kærlighed og håb, om at turde sige fra og være sig selv. Det er kort sagt mange af de essentielle ting, man gennemgår i teenageårene (og til dels også resten af livet), og den er så fint fortalt. En klar anbefaling herfra.

Shadow over Avalon

Jeg kan lige så godt sige det med det samme – jeg havde rimelig høje forventninger til denne bog, ikke mindst fordi den har en rating på over 4 på Goodreads. Bogen er blandt andet bygget på legenden om Arthur. Den kan jeg dog ikke huske så godt, men selve oplægget til bogen lød spændende.

‘Shadow over Avalon’ er skrevet af C. N. Lesley og handler om Ashira, der er prinsesse og kriger i den middelalder-inspirerede verden, og om Arthur, der lever i den teknologisk stærke by under havets overflade. To verdener, der ikke minder særlig meget om hinanden, men som ikke desto mindre mødes. Bogen er primært fortalt i to tidsforløb og følger de to personers udvikling.

Det er lidt svært at komme med et resumé uden at afsløre for meget, men i bund og grund handler historien som sagt om to verdener og to personer. Ashira var klart den, der interesserede mig mest, men desværre skete der noget ret tidligt i bogen, som gjorde, at jeg havde meget svært ved at genkende hende i resten af historien. Det var som at miste forbindelsen til en ven, og det var virkelig frustrerende.

Da jeg først havde ‘mistet forbindelsen’ til Ashira, var det svært at genfinde glæden ved bogen. Der sker for meget undervejs, som jeg ikke bryder mig om – blandt andet seksuelt misbrug – og der er også visse ting, der er lige lovlig forudsigelige (og som ikke relaterer sig til legenden, som historien er inspireret af).

‘Shadow over Avalon’ er den type bog, hvor man bagefter sidder og spekulerer på, om man læste den ‘korrekt’. Jeg føler mig lidt snydt, når jeg læser de begejstrede anmeldelser på Goodreads, for hvad var det, jeg overså? Jeg har overvejet, om jeg skal genlæse den på et tidspunkt, men jeg tror ikke, jeg får det gjort. Så vil jeg hellere satse på at læse andre bøger, der forhåbentlig er bedre. 

Under Mars

Jeg fik lånt lidt sci-fi-bøger med hjem fra biblioteket i sidste uge, og her faldt valget blandt andet på novellesamlingen ‘Under Mars’ af Paul J. McAuley. Det er ikke en forfatter, jeg er stødt på før, så her var en fin mulighed for at få et indblik i, hvad han byde på.

Bogen består af ni ret forskellige noveller, hvor temaet i flere af dem er biologiske forandringer og klimakatastrofer. Ikke så overraskende, da forfatteren faktisk er biolog. Det betyder, at fagligt set er der kød på novellerne, men til gengæld halter det desværre ind imellem med historierne som helhed. Der er flere af dem, hvor jeg savner et decideret plot – en fortælling, der strækker sig fra A til B. Og så er hovedpersonerne sjældent særlig vindende eller fascinerende.

De mest fængende noveller var den første og den sidste – resten af historierne sagde mig desværre ikke særlig meget. Flere af dem indeholdt interessante ideer og tanker, men sproget var lidt for nøgternt, og jeg savnede lidt mere dramatik.

Novellegenren er svær, og jeg støder desværre sjældent på forfattere, der for alvor mestrer denne genre. ‘Under Mars’ bliver ikke en af de (få) mindeværdige.

Replay

Hvad ville du gøre om, hvis du kunne leve dit liv igen? Det er et tankeeksperiment, som flere forfattere og filmskabere har leget med gennem tiden.

I ’Replay’ af Ken Grimwood får den 43-årige mand Jeff Winston muligheden, da han dør af et hjerteanfald i 1988. Han vågner op igen i 1963, hvor han er 18 år og har hele livet foran sig. Da han indser, at han får muligheden for at gøre alting om igen, benytter han straks chancen for at bruge sin viden om de kommende sportsresultater og tjener hurtigt store summer på at spille. Men hans held strækker sig ikke nødvendigvis til alle facetter af livet, og selvom han forsøger at leve sundt, dør han alligevel på præcis samme tidspunkt som 43-årig. Han vågner op igen som 18-årig og kan atter begynde forfra – men hvad vil han så gøre anderledes denne gang?

Der er helt sikkert noget fascinerende ved tidsrejser – uanset om det drejer sig om at rejse i tiden for at ændre verdenshistorien eller ’bare’ for at ændre sin egen skæbne. I ’Replay’ drejer det sig ved første øjeblik kun om én persons skæbne, men som bekendt skal man ikke ændre meget, før det påvirker andre mennesker, og det er også, hvad Jeff må sande – på godt og ondt. Selvom fokus hele tiden er på ham, så er det tydeligt, at hver gang han forsøger at påvirke sin egen skæbne – direkte eller indirekte – så påvirker det også hans omgangskreds.

Historien belyser meget fint dilemmaet med, at man måske godt kan ændre visse ting til det bedre (for eksempel ens egen økonomi), men at ikke nødvendigvis er alle ændringer, man bryder sig om. Når man ændrer sit eget liv, er det ikke sikkert, at alle de gode ting følger med. Måske møder man ikke sin store kærlighed i andet forsøg, måske bliver man uvenner med sin bedste ven, måske dør et nært familiemedlem. Der er så mange faktorer, der er med til at forme et godt liv, og det er meget svært at få alt til at gå op i en højere enhed – også selvom man ved ’alt’, fordi man har levet det liv én gang før.

Jeg var ret spændt på, hvordan historien ville udvikle sig og ikke mindst, hvordan den ville ende. Heldigvis havde forfatteren formået at strikke en virkelig spændende, nuanceret og tankevækkende historie sammen, og selv den svære slutning endte med at være en ganske elegant løsning.

’Replay’ er et glimrende eksempel på en sci-fi-roman, der formår at skabe en unik og tankevækkende historie. Bogen er muligvis ikke nær så samfundskritisk i forhold til det tidspunkt, den er skrevet på, men dens problematisering af menneskets evige jagt på lykke vil være aktuel til alle tider.

Lost Stars

Ind imellem er det nu rart at have en e-bog med i toget i stedet for en tyk bog, så det havde jeg i sidste uge, hvor jeg læste ‘Lost Stars’ af Claudia Gray. Jeg havde lånt bogen hos Ereolen Global, og jeg var ret spændt på, om det ville lykkes for forfatteren at skabe den helt rigtige Star Wars-stemning og samtidig skrive en selvstændig historie, der ikke ville være et total rip-off af filmene.

‘Lost Stars’ foregår otte år efter, at Imperiet har vundet magten, og Palpatine hersker. Rebellerne giver en del problemer, og krigen mellem Imperiet og rebellerne skærper til. Midt i krigen følger vi barndomsvennerne Ciena og Thane, der begge tjener i Imperiets flåde og som drømmer om at gøre karriere. Men de kan ikke stå inde for alt, hvad  Imperiet gør for at holde på magten, og især Thane begynder at tvivle på rigtigheden af, hvad Imperiet gør. Han deserterer, og pludselig befinder de to venner sig på hver sin side af en brutal og nådesløs krig. Hvem skal man så være loyal for – dem man elsker eller dem, man deler ideologi med?

 

Bogen strækker sig over tyve år og kommer gennem handlingen af de tre originale film (dvs. nr. 4, 5 og 6). Der var lige præcis nok referencer til handlingsforløb og hovedpersoner fra filmene til, at det skabte en fin ramme for bogens fortælling. Det føltes ikke påklistret eller kunstigt.

Selve historien er enkel men virkningsfuld. Det er historien om et tæt knyttet vennepar, der forelsker sig i hinanden, men som også ender på hver sin side af en konflikt, hvor der ikke er nogen lette løsninger. Jeg synes, at det lykkes fint med at beskrive de problemer, det skaber, hvor hovedpersonerne forsøger at være loyale over for deres egne holdninger men uden, at det vil skade vennen. En ultrasvær balancegang.

Der var på et tidspunkt – et lille stykke efter starten af bogen – hvor jeg syntes, at der gik lidt for meget traditionel ungdomsbog i den, men heldigvis drejede det sig kun om relativt få sider, og resten af bogen var en fornøjelse at læse.

Jeg var også vild med, at de to hovedpersoner tjente hos Imperiet, for det gav et indblik i, hvordan den helt almindelige soldat i Imperiets hær troede på, at de gjorde det rigtige. Det var en langt mere spændende fortælling, end hvis forfatteren havde valgt den lette løsning og taget udgangspunkt i rebellerne.

Det endte faktisk med, at ‘Lost Stars’ var langt bedre, end jeg turde tro på – også selvom den havde en ret høj rating på Goodreads. Jeg fik virkelig lyst til at gense filmene, så det håber jeg på at gøre, inden næste Star Wars-film har premiere.

Drømmer androider om elektriske får?

I anledning af mit sci-fi-tema mente jeg, at det var meget passende at genlæse en klassiker – nemlig ‘Drømmer androider om elektriske får?’, der er skrevet af Philip K. Dick. Det er bogen, som senere blev brugt som oplægget til filmklassikeren Bladerunner.

Bogen handler om Rick, der lever på Jorden i en fremtidsudgave af 1992, hvor en altødelæggende krig har udslettet det meste liv på planeten. De fleste mennesker er rejst til andre planeter, men få er – som Rick – blevet tilbage. Rick er ret påvirket af, at han kun har et elektrisk får som kæledyr. Han synes, at det er pinligt, for der ville være langt mere prestige i at have et levende får, men det er ret dyrt i en verden, hvor mange dyrearter er uddøde. Rick forsøger derfor at tjene ekstra ved at være yderst effektiv i forbindelse med sit arbejde som dusørjæger. Han jagter androider, der er undsluppet fra Mars og nu gemmer sig på Jorden, men det er et farligt job, for andrioderne er ikke just interesseret i at lade sig indfange frivilligt.

Da jeg læste bog i sin tid – for mange år siden – syntes jeg, at det var en pudseløjerlig ramme for en historie, fordi det et eller andet sted virker grotesk at forestille sig en verden, hvor man har elektriske dyr som kæledyr. Men hele ideen om elektriske versus levende kæledyr bliver også brugt til at afgøre, om personen foran dig er et menneske eller en androide. Alle ved jo, at maskiner ikke kan have følelser – eller kan de? Hvad hvis de rent faktisk kan lære det? Hvad afskiller dem så fra menneskene?

Menneskeheden har længe været fascineret og skræmt ved tanken om, at maskinerne en dag bliver klogere end os og kan overtage verden. Det er en frygt, der kun bliver mere og mere relevant disse år, hvor der tales meget i medierne om, at robotterne overtager mange jobs – ikke kun på fabrikkerne men også med vidensarbejde, hvor man indtil nu har haft brug for mennesker til at løse opgaverne. Og så dukker spørgsmålet op igen – hvilke begrænsninger skal vi sætte for kunstig intelligens? Skal vi sætte nogen overhovedet? Og hvad sker der, når robotterne bliver klogere end os?

Historien er ret simpel, og det er heller ikke en særlig tyk bog, men jo mere, man dykker ned i den, jo mere har den at byde på, for den stiller nogle vigtige og tankevækkende spørgsmål. Det er en bog, man sagtens kan læse flere gange og som man også bør have læst mindst én gang. Det gælder ikke at have set filmversionen (selvom jeg nu elsker Bladerunner og synes, at den på en række punkter er bedre end bogen), for jeg synes, de to medier kan nogle ret forskellige ting.