The Lonelinest Girl in the Universe

Forventninger:
Jeg nåede faktisk ikke at læse særlig meget om ’The Lonelinest Girl in the Universe’ af Lauren James, inden jeg købte den – der var bare noget dragende ved titlen, og så havde bogen fået god omtale, så jeg tillod mig at være lidt spontan. Jeg frygtede dog, at den kunne blive ret sukkersød-romantisk.

Resumé:
Romy er vokset op på et rumskib. Som eneste barn af to astronauter kender hun kun til livet bag tommetykke metalplader, og de seneste år har det været ret ensomt, for begge hendes forældre er døde. Hun fortsætter dog deres mission – at rejse mod en ny planet for at videreføre menneskeheden der. Med sig har hun hundredvis af EMBRYOS, som skal udvikles til mennesker, når rumskibet nærmer sig destinationen. Romy prøver at få det bedste ud af ventetiden, for der er trods alt tyve år til, at hun når frem, og derfor er det mere end en behagelig overraskelse, da hun en dag bliver kontaktet af et andet rumskib. Der er blevet sendt endnu en ekspedition afsted, som skal assistere hende, og korrespondancen med den anden kaptajn bliver snart ret personlig.

Det bedste:
Jeg frygtede som sagt, at denne ville blive lidt for sukkersød, og jo der er da lidt banal romance, men der er også et herligt plottwist, som i den grad får sat skub i handlingen og gør denne bog til mere og andet end endnu en forudsigelig ungdomsbog.

Det værste:
Der var enkelte tidspunkter, hvor korrespondancen i bogen blev lidt for søgt. For eksempel Romys meget hurtige skift mellem den formelle stil og den meget personlige. Jeg synes også, at der er overraskende mange ’unødige’ ting ombord på rumskibet, som Romy kan fornøje sig med, og det virker ærlig talt meget utroværdigt, når man tænker på, at der normalt kun er det absolut nødvendige med på rumrejser – andet ville ganske enkelt være både for dyrt og for ressourcekrævende.

Kan anbefales til:
Det her er sci-fi light, så hvis du sci-fi-nørd, men godt kan leve med, at det ikke bliver überteknisk, så er dette en bog for dig – især hvis du er til overraskelser. Omvendt skal du være indstillet på, at historien som sagt foregår i rummet, så der er en del beskrivelser, der tager udgangspunkt i manøvrering af rumskibe og lignende.

Flowers for Algernon


Forventninger:
Jeg mindes, at jeg skrev ’Flowers for Algernon’ af Daniel Keyes på min to-read-liste efter at have set den på en top tyve liste over anbefalelsesværdige sci-fi-bøger. Jeg håbede selvfølgelig, at den kunne leve op til dette, men jeg havde ikke rigtig nogen forventninger til den, eftersom jeg ikke vidste særlig meget om den.

Resumé:
Charlie er en ung mand med en ret lav intelligens. Han har indtil nu levet et sorgløst liv, men han drømmer om at blive klog. Da han bliver tilbudt at være med i et videnskabeligt forsøg, hvor han gennemgår en hjerneoperation for at højne hans IQ, takker han ja. Gennem næsten daglige rapporter fortæller han om tiden før og efter operationen og om, hvor meget hans liv ændrer sig. Pludselig kan han se situationer fra flere vinkler og opdager, at hans venner ikke laver sjov med ham men gør nar af ham eller snyder ham, og Charlie indser, at verden ikke altid har været så god mod ham, som han har troet. Samtidig giver det også en række komplikationer, at hvor Charlie har udviklet sig hurtigt på det intellektuelle niveau, så har hans følelser haft svært ved at følge med, og det giver en lang række komplikationer.

Det bedste:
Dette er en tankevækkende historie om, hvad intelligens er – og ikke mindst hvad moral er. Hvordan skal vi behandle vores medmennesker, og husker vi at behandle andre ordentligt, selvom de ikke nødvendigvis ligner os selv? Historien udstiller til fulde, hvor ondskabsfulde mennesker kan være mod hinanden, når de føler sig truede, dumme eller har lavt selvværd. Den viser også, at intelligens er mere og andet end at være god til at løse matematiske ligninger.

Det værste:
Det var ikke altid, at skrivestilen fungerede i bogen. Charlies sprog og retstavning forbedres markant i takt med, at han bliver mere intelligent, men det virker ind imellem lidt søgt.

Kan anbefales til:
Dette er fortællingen om det bedste og værste i mennesker. Om at acceptere og respektere andre, selvom de ikke ligner dig selv. Har du mod på at læse den type fortælling – og måske lære noget om dig selv og andre – så er ’Flowers for Algernon’ noget for dig.

A Closed and Common Orbit


Forventninger:
Forfatteren står bag min bedste læseoplevelse sidste år – ‘The Long Way to a Small Angry Planet’. En fantastisk sci-fi-bog, som rummer en mangfoldighed, kreativitet og menneskelighed uden lige. Jeg havde derfor skyhøje forventninger til næste bog i serien – ’A Closed and Common Orbit’. Det er dog en anelse svært at anmelde denne bog uden at afsløre for meget fra den foregående – også selvom ‘A Closed and Common Orbit’ sagtens kan læses som standalone.

Resumé:
Lovelace har indtil for ganske nyligt været AI i et rumskib, men under dramatiske omstændigheder er det lykkedes at overføre hende til en krop. Nu skal hun lære at begå sig i den sociale verden, som hun ikke ved noget om, og hun er derfor på vagt over for ting, der kan afsløre hende. Heldigvis bliver hun venner med ingeniøren Pepper, som meget gerne vil hjælpe hende. Men de støder snart på en række udfordringer, hvor også Pepper lærer mere om sig selv.

Det bedste:
Jeg er ret betaget af den verden, som forfatteren lader historien udspille sig i. Man får blandt andet et indblik i Peppers fortid, som er med til at tegne et noget anderledes samfund. Og så er jeg stadig vild med den subtile reference, som Lovelaces navn er.

Det værste:
Jeg savnede den mangfoldighed og kreativitet, som den første bog sprudlede af. Det blev lidt for let – og lidt for traditionelt – kun at følge to personer i bogen. Også selvom de var interessante og sympatiske. Der foregik i det hele taget for lidt i bogen i forhold til forgængeren, og derfor kom den til at virke som en tynd kop te.

Kan anbefales til:
Er du til de mere stille sci-fi-fortællinger, så er denne bog noget for dig. Den handler dog mere om menneskers personlige udvikling end om teknologi, action og dystopi, som ellers præger sci-fi-genren.

Manhattan in Reverse


Forventninger:
Jeg kan ikke huske, hvordan og hvornår jeg er faldet over ’Manhattan in Reverse’ af Peter Hamilton, men jeg syntes, at novellesamlingen passede fint ind i mit nuværende sci-fi-tema.

Resumé:
Bogen består af syv korte eller længere sci-fi-noveller, der blandt andet omfatter en mordgåde i en alternativ udgave af 1800-tallets Oxford samt en verden, hvor man kan fastholde folks alder.

Det bedste:
Den korteste novelle, ’The Forever Kitten’, er klart den bedste. Den er simpel men med lidt af en punchline-slutning. Meget i stil med Lars Arns noveller. Den første novelle (som også er den længste) var heller ikke så ringe endda, selvom jeg blev ret forvirret i starten, da den foregår i en alternativ udgave af England i 1800-tallet. Historien løber over 200 år, hvilket desværre gør den noget søgt, men ellers er der mange fine elementer i novellen.

Det værste:

De andre historier faldt ikke i min smag. De var ikke dårlige – de fangede mig bare ikke overhovedet.

Kan anbefales til:
Er du til sci-fi-noveller med krimi-elementer, så kunne denne novellesamling være noget for dig.

The Ship Who Sang


Forventninger:
Jeg har altid holdt meget af de fantasybøger, som Anne McCaffrey har skrevet gennem årene, men hun har også skrevet en del scifi – heriblandt ’The Ship Who Sang’, der er første del af en serie. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg kunne forvente, men jeg håbede på en lige så stærk kvindelig hovedperson som i hendes øvrige bøger – også selvom hovedpersonen i denne bog er noget usædvanlig.

Resumé:
Helva er født stærkt handikappet i en fremtidsverden, hvor der ikke er plads til dette. Børn som Helva får dog mulighed for at overleve, hvis de består en række tests, hvor deres kroppe og ikke mindst hjerner kan tilpasse sig styringssystemet i et rumskib. Hun består og ender med at blive installeret i et rumskib, og derefter går jagten på en kaptajn, som hun kan samarbejde med. Det er nemlig normalt, at ’hjerneskibene’ også har en fysisk person med, som kan hjælpe under flyveturene, hvor rumskib og kaptajn indgår et tæt forhold, der grænser sig til ægteskab.

Helvas historie fortælles i en række noveller, der er opstillet i kronologisk rækkefølge.

Det bedste:
Selve grundideen med mennesker, der lever videre som rumskibe, er yderst interessant – ikke mindst på grund af de brutale omstændigheder, at menneskene overlever. Det er et stort moralsk dilemma, som historien er inde på flere gange, da rumskibene arbejder under slavelignende forhold, hvor de reelt set ikke er frie væsener.

Det værste:
Tonen i bogen virkede noget bedaget, hvilket dog ikke er så overraskende, da bogen oprindeligt blev udgivet i 1970. Jeg var ret splittet med hensyn til forholdet mellem hjerneskibene og deres kaptajner. Selvom det var helt klart Helva, der bestemte, hvem der skulle være kaptajn hos hende, og at det både kunne være en mand og en kvinde, så havde det ind imellem undertoner af et virkelig skævt kærlighedsforhold med en dominerende mand og en underdanig kvinde, der bare gerne vil please ham. Det virker i det hele taget som et ret utilfredsstillende job at være rumskib i denne verden, hvor Helva helt klart er bevidst om sin menneskelighed, der dog ikke bliver anderkendt af mange af de almindelige mennesker.

Kan anbefales til:
Er du til alternative sci-fi-universer, så er denne bog værd at overveje. Jeg syntes i hvert fald, at selve ideen var ret fascinerende, selvom jeg ikke var så tilfreds med udførelsen.

The Extinction Trials


Forventninger:
Jeg prøvede at holde forventningerne nede, men når ’The Extinction Trials’ af S. M. Wilson beskrives om ’The Hunger Games’ møder ’Jurassic Park’, så er det svært ikke at glæde sig.

Resumé:
Hovedpersonerne Stormchaser og Lincoln lever i en verden, hvor menneskene er for mange, og fødevarerne er for få. Man er derfor ved at undersøge muligheden for at indtage et andet kontinent, som dog bebos af dinosaurer. Tidligere ekspeditioner til kontinentet har haft katastrofale resultater, så da man sender 100 håbefulde deltagere afsted med løftet om, at vender man tilbage med et dinosauræg, så vil man – og ens familie – blive rigeligt belønnet.

Det bedste:
Dejligt at se dinosaurer blive brugt i en dystopisk scifi-bog. At forfatteren så ikke havde styr på, hvad dinosaurer er (flyveøgler og svaneøgler blev rask væk puttet i samme kategori), det tager jeg ikke så tungt – der var mange andre ting, som forfatteren heller ikke havde styr på.

Det værste:
Jeg ved dårligt, hvor jeg skal begynde. Først og fremmest var denne bog alt, alt for simpel og har alt for mange plot- og videnhuller. Indledningen var alt for lang og kedelig med prøver, der ikke rigtig gav mening, og man skulle næsten halvvejs ind i bogen, før dinosaurerne dukkede op. Samtidig var Stormchaser en ret irriterende hovedperson. Hun manglede helt klart en god grund til at tage af sted på ekspeditionen, og hendes forblændede syn på dinosaurer virkede ret utroværdigt. Lincoln var bare intetsigende.

Kan anbefales til:
Ikke rigtig nogen. Denne bog er ganske enkelt for simpel og for kedelig til, at jeg vil anbefale den til nogen. Der er helt sikkert publikum til bogen – sært nok har den pt. en rating over 4 på Goodreads – men den er så fedtet ind i klicheer, uvidenhed og ulogiske handlinger, at den ikke er værd at bruge tid på.

Diabolic

Forventninger:
Jeg havde ingen forventninger overhovedet til ‘Diabolic’ af S.J. Kincaid. Faldt over bogen hos Ereolen Global, og da den lød tilpas sci-fi til at passe til det nuværende læsetema, så valgte jeg at låne den.

Resumé:
Nemesis er diabolik – et menneskelignende væsen, der er skabt til at beskytte – i dette tilfælde senatorens datter Sidonia. Nemesis vil gøre alt for at beskytte Sidonia – inklusiv at tage til kejserens hof, hvor Sidonia er blevet hidkaldt, da hendes far er faldet i unåde. Pludselig skal Nemesis udgive sig for at være Sidonia, og det er ikke let, når diabolikker ikke ejer sociale kompetencer og empati. Men Nemesis’ tid ved hoffet byder på mange overraskelser – heraf flere skæbnesvangre.

Det bedste:
Hovedpersonen Nemesis er klart bogens største lyspunkt. Hendes manglende følelsesspektrum, hendes dedikation og hendes umiddelbarhed giver et noget andet reaktionsmønster end hos en ’almindelig’ hovedperson, og det giver fører til en masse spændende situationer. Derudover er kejserens nevø, Tyrus, bestemt også god til at skrue op for dramaet og lægger flere lag på historien. Og så er der en række plottwists, som lige er med til at skrue op for uforudsigeligheden og spændingen – herligt!

Det værste:
Jeg var ikke så vild med, at der partout skulle være en kærlighedshistorie, men når det kom til stykket, var den ok udført. Jeg kunne også godt have tænkt mig lidt mere verdensopbygning – meget af tiden var historien koncentreret omkring Nemesis, og selvom det absolut ikke var kedeligt, så ville jeg gerne have haft lidt mere baggrundsviden om verdenen.

Kan anbefales til:
Er du til mørke, barske og intrigante fortællinger, hvor du ikke kan stole på nogen, så er dette en bog for dig. Den er brutal og nådesløs, og så har den en forfriskende anderledes hovedperson.

The Windup Girl


’The Windup Girl’ af Paolo Bacigalupi røg på min to-read-liste for flere år siden, da jeg havde læst en ret begejstret anmeldelse af bogen. Siden har mit blik ofte dvælet ved den, når jeg har skimmet to-read-listen igennem, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har tænkt på, at den ville jeg virkelig gerne læse. Da jeg fik den i julegave sidste år, vidste jeg med det samme, at jeg ville læse den i forbindelse med mit scifi-tema for tredje kvartal.

Så ja, jeg havde en del forventninger til denne bog, men de blev desværre ikke indfriet. Det tog mig flere uger at nå lidt over halvvejs i den 500 sider lange bog, inden jeg indså, at der var ingen pointe i at læse videre. Bogen var utrolig kedelig, og selvom jeg har valgt den som månedens to-read-bog, så endte jeg med at opgive bogen. Det giver simpelthen ikke mening at bruge så lang tid på (frivilligt) at læse en bog, når der er masser af spændende bøger, jeg kunne læse i stedet.

Jeg bryder mig ikke om at droppe læsningen af en bog – især ikke når jeg har udvalgt den som månedens to-read-bog – men tvangslæsning er jo tåbeligt. Det giver hverken en god læseoplevelse eller en interessant anmeldelse.

Obsidio


Forventninger:
’Obsidio’ af Amie Kaufman og Jay Kristoff er tredje og sidste bog i trilogien. Jeg elskede ’Illuminae’ og endte også med at holde meget af ’Gemina’, så jeg havde som udgangspunkt ret høje forventninger til ’Obsidio’. Jeg frygtede dog også, at tredje bog ville minde for meget om de to første og ikke få ’sin egen stemme’, så det var med en vis bæven, at jeg gik i gang med at læse den.

Resumé:
Jeg skriver af princip ikke resumé af fortsættelsen i en serie for at undgå at afsløre for meget af de tidligere bøgers handling.

Det bedste:
Det er uden tvivl en fed verden, forfatterne har opbygget, og den kreative måde, hvor historien fortælles gennem samtaler, chat-uddrag, overvågningskameraer, rapporter osv. er genial, da det giver flere lag til historien. Den grafiske opsætning er også fantastisk – men dog ikke lige så interessant og innovativ som i de foregående. Mest nuancerede og tankevækkende personlighed i denne bog er i øvrigt en AI.

Det værste:
Mine bange anelser viste sig at holde stik – ’Obisidio’ er simpelthen for meget rip-off i forhold til de foregående bøger. Man følger igen et kærestepar (denne gang dog ekskærester), og det er fortsat en kamp mod tiden, om de rumrejsende kan overleve. Der er alt for meget, man har set før, og det var ret frustrerende. Slutningen af bogen var hæsblæsende – og trak i første omgang op i den samlede læseoplevelse – men desværre var forfatterne ikke særlig modige i deres valg, og slutningen endte derfor med at blive en lidt for brat og vag afrunding på en på mange måder fantastisk serie.

Kan anbefales til:
Hvis du elskede de to første bøger og gerne vil have nøjagtig det samme, så kan du med fordel læse ’Obsidio’. Hvis du derimod synes, at der godt må være lidt kant og noget på spil, og at du allerede under læsningen af ’Gemina’ gerne så, at der var større forskel på bøgerne, så vil jeg anbefale dig at nøjes med at læse de to første bøger i serien.

Legend


Forventninger:
Jeg havde ikke særlig høje forventninger til ‘Legend’ af Marie Lu. Jeg har flere gange overvejet at læse den, men eftersom den fik noget blandede anmeldelser, da den kom frem, holdt jeg mig fra den i første omgang. Efterhånden havde jeg dog glemt, hvad det var, der afskrækkede mig i sin tid, så da jeg manglede lidt at lytte til i ferien, lånte jeg den som lydbog hos Ereolen.

Resumé:
I en fremtidsversion af USA er den vestlige del omdannet til Republikken, der er i krig med naboområderne. Her bor teenageren June i et af republikkens rigeste kvarterer, og hun er netop i gang med en militær uddannelse, så hun ligesom broren Metias kan gøre karriere. Men en dag bliver Metias dræbt, og June får til opgave at opspore og fange morderen. Man mener, at det er Day – en af republikkens mest eftersøgte kriminelle og muligvis en af hovedkræfterne blandt modstandskæmperne. Men under efterforskningen opdager hun nogle ting, som Metias holdt skjult for hende, og det kan have stor indflydelse på hendes fremtid.

Det bedste:
‘Legend’ foregår i en ret mørk fremtid, hvor republikken ikke skyr nogen metoder til at undertrykke beboerne i slummen, og selvom det er en ungdomsbog, bliver der ikke lagt fingre imellem. Det fik mig til at tænke på ‘An Ember in the Ashes’, for der er visse ligheder mellem de to verdener og bøgernes opbygning, men der er dog langt flere detaljer og overraskelser i ‘An Ember…’. Jeg syntes også, at der var argumenteret fint for, hvad der motiverede Day og fik ham til at gøre en række dumdristige ting. Han var i det hele taget meget let at holde af som hovedperson – måske endda for let.

Det værste:
Jeg var virkelig ikke vild med insta-love vinklen – det var alt for utroværdigt. Samtidig virkede June ikke synderlig påvirket af sin brors død – selve scenen, hvor hun får det at vide er meget fladt beskrevet – og personerne var i det hele taget for overfladiske og distancerede. Der manglede kort sagt gnist, dramatik og tydelige følelser i bogen.

Kan anbefales til:
Er du til dystre ungdomsbøger med en fascistisk stat, der undertrykker borgerne og med en spirende modstandsgruppe, så er denne bog måske noget for dig. Du skal dog være forberedt på, at den er rimelig simpel og forudsigelig, og at der er findes mange andre (og bedre) dystopiske bøger derude – blandt andet ‘An Ember in the Ashes’ og ‘The Hunger Games’.