Under Mars

Jeg fik lånt lidt sci-fi-bøger med hjem fra biblioteket i sidste uge, og her faldt valget blandt andet på novellesamlingen ‘Under Mars’ af Paul J. McAuley. Det er ikke en forfatter, jeg er stødt på før, så her var en fin mulighed for at få et indblik i, hvad han byde på.

Bogen består af ni ret forskellige noveller, hvor temaet i flere af dem er biologiske forandringer og klimakatastrofer. Ikke så overraskende, da forfatteren faktisk er biolog. Det betyder, at fagligt set er der kød på novellerne, men til gengæld halter det desværre ind imellem med historierne som helhed. Der er flere af dem, hvor jeg savner et decideret plot – en fortælling, der strækker sig fra A til B. Og så er hovedpersonerne sjældent særlig vindende eller fascinerende.

De mest fængende noveller var den første og den sidste – resten af historierne sagde mig desværre ikke særlig meget. Flere af dem indeholdt interessante ideer og tanker, men sproget var lidt for nøgternt, og jeg savnede lidt mere dramatik.

Novellegenren er svær, og jeg støder desværre sjældent på forfattere, der for alvor mestrer denne genre. ‘Under Mars’ bliver ikke en af de (få) mindeværdige.

Replay

Hvad ville du gøre om, hvis du kunne leve dit liv igen? Det er et tankeeksperiment, som flere forfattere og filmskabere har leget med gennem tiden.

I ’Replay’ af Ken Grimwood får den 43-årige mand Jeff Winston muligheden, da han dør af et hjerteanfald i 1988. Han vågner op igen i 1963, hvor han er 18 år og har hele livet foran sig. Da han indser, at han får muligheden for at gøre alting om igen, benytter han straks chancen for at bruge sin viden om de kommende sportsresultater og tjener hurtigt store summer på at spille. Men hans held strækker sig ikke nødvendigvis til alle facetter af livet, og selvom han forsøger at leve sundt, dør han alligevel på præcis samme tidspunkt som 43-årig. Han vågner op igen som 18-årig og kan atter begynde forfra – men hvad vil han så gøre anderledes denne gang?

Der er helt sikkert noget fascinerende ved tidsrejser – uanset om det drejer sig om at rejse i tiden for at ændre verdenshistorien eller ’bare’ for at ændre sin egen skæbne. I ’Replay’ drejer det sig ved første øjeblik kun om én persons skæbne, men som bekendt skal man ikke ændre meget, før det påvirker andre mennesker, og det er også, hvad Jeff må sande – på godt og ondt. Selvom fokus hele tiden er på ham, så er det tydeligt, at hver gang han forsøger at påvirke sin egen skæbne – direkte eller indirekte – så påvirker det også hans omgangskreds.

Historien belyser meget fint dilemmaet med, at man måske godt kan ændre visse ting til det bedre (for eksempel ens egen økonomi), men at ikke nødvendigvis er alle ændringer, man bryder sig om. Når man ændrer sit eget liv, er det ikke sikkert, at alle de gode ting følger med. Måske møder man ikke sin store kærlighed i andet forsøg, måske bliver man uvenner med sin bedste ven, måske dør et nært familiemedlem. Der er så mange faktorer, der er med til at forme et godt liv, og det er meget svært at få alt til at gå op i en højere enhed – også selvom man ved ’alt’, fordi man har levet det liv én gang før.

Jeg var ret spændt på, hvordan historien ville udvikle sig og ikke mindst, hvordan den ville ende. Heldigvis havde forfatteren formået at strikke en virkelig spændende, nuanceret og tankevækkende historie sammen, og selv den svære slutning endte med at være en ganske elegant løsning.

’Replay’ er et glimrende eksempel på en sci-fi-roman, der formår at skabe en unik og tankevækkende historie. Bogen er muligvis ikke nær så samfundskritisk i forhold til det tidspunkt, den er skrevet på, men dens problematisering af menneskets evige jagt på lykke vil være aktuel til alle tider.

Lost Stars

Ind imellem er det nu rart at have en e-bog med i toget i stedet for en tyk bog, så det havde jeg i sidste uge, hvor jeg læste ‘Lost Stars’ af Claudia Gray. Jeg havde lånt bogen hos Ereolen Global, og jeg var ret spændt på, om det ville lykkes for forfatteren at skabe den helt rigtige Star Wars-stemning og samtidig skrive en selvstændig historie, der ikke ville være et total rip-off af filmene.

‘Lost Stars’ foregår otte år efter, at Imperiet har vundet magten, og Palpatine hersker. Rebellerne giver en del problemer, og krigen mellem Imperiet og rebellerne skærper til. Midt i krigen følger vi barndomsvennerne Ciena og Thane, der begge tjener i Imperiets flåde og som drømmer om at gøre karriere. Men de kan ikke stå inde for alt, hvad  Imperiet gør for at holde på magten, og især Thane begynder at tvivle på rigtigheden af, hvad Imperiet gør. Han deserterer, og pludselig befinder de to venner sig på hver sin side af en brutal og nådesløs krig. Hvem skal man så være loyal for – dem man elsker eller dem, man deler ideologi med?

 

Bogen strækker sig over tyve år og kommer gennem handlingen af de tre originale film (dvs. nr. 4, 5 og 6). Der var lige præcis nok referencer til handlingsforløb og hovedpersoner fra filmene til, at det skabte en fin ramme for bogens fortælling. Det føltes ikke påklistret eller kunstigt.

Selve historien er enkel men virkningsfuld. Det er historien om et tæt knyttet vennepar, der forelsker sig i hinanden, men som også ender på hver sin side af en konflikt, hvor der ikke er nogen lette løsninger. Jeg synes, at det lykkes fint med at beskrive de problemer, det skaber, hvor hovedpersonerne forsøger at være loyale over for deres egne holdninger men uden, at det vil skade vennen. En ultrasvær balancegang.

Der var på et tidspunkt – et lille stykke efter starten af bogen – hvor jeg syntes, at der gik lidt for meget traditionel ungdomsbog i den, men heldigvis drejede det sig kun om relativt få sider, og resten af bogen var en fornøjelse at læse.

Jeg var også vild med, at de to hovedpersoner tjente hos Imperiet, for det gav et indblik i, hvordan den helt almindelige soldat i Imperiets hær troede på, at de gjorde det rigtige. Det var en langt mere spændende fortælling, end hvis forfatteren havde valgt den lette løsning og taget udgangspunkt i rebellerne.

Det endte faktisk med, at ‘Lost Stars’ var langt bedre, end jeg turde tro på – også selvom den havde en ret høj rating på Goodreads. Jeg fik virkelig lyst til at gense filmene, så det håber jeg på at gøre, inden næste Star Wars-film har premiere.

Drømmer androider om elektriske får?

I anledning af mit sci-fi-tema mente jeg, at det var meget passende at genlæse en klassiker – nemlig ‘Drømmer androider om elektriske får?’, der er skrevet af Philip K. Dick. Det er bogen, som senere blev brugt som oplægget til filmklassikeren Bladerunner.

Bogen handler om Rick, der lever på Jorden i en fremtidsudgave af 1992, hvor en altødelæggende krig har udslettet det meste liv på planeten. De fleste mennesker er rejst til andre planeter, men få er – som Rick – blevet tilbage. Rick er ret påvirket af, at han kun har et elektrisk får som kæledyr. Han synes, at det er pinligt, for der ville være langt mere prestige i at have et levende får, men det er ret dyrt i en verden, hvor mange dyrearter er uddøde. Rick forsøger derfor at tjene ekstra ved at være yderst effektiv i forbindelse med sit arbejde som dusørjæger. Han jagter androider, der er undsluppet fra Mars og nu gemmer sig på Jorden, men det er et farligt job, for andrioderne er ikke just interesseret i at lade sig indfange frivilligt.

Da jeg læste bog i sin tid – for mange år siden – syntes jeg, at det var en pudseløjerlig ramme for en historie, fordi det et eller andet sted virker grotesk at forestille sig en verden, hvor man har elektriske dyr som kæledyr. Men hele ideen om elektriske versus levende kæledyr bliver også brugt til at afgøre, om personen foran dig er et menneske eller en androide. Alle ved jo, at maskiner ikke kan have følelser – eller kan de? Hvad hvis de rent faktisk kan lære det? Hvad afskiller dem så fra menneskene?

Menneskeheden har længe været fascineret og skræmt ved tanken om, at maskinerne en dag bliver klogere end os og kan overtage verden. Det er en frygt, der kun bliver mere og mere relevant disse år, hvor der tales meget i medierne om, at robotterne overtager mange jobs – ikke kun på fabrikkerne men også med vidensarbejde, hvor man indtil nu har haft brug for mennesker til at løse opgaverne. Og så dukker spørgsmålet op igen – hvilke begrænsninger skal vi sætte for kunstig intelligens? Skal vi sætte nogen overhovedet? Og hvad sker der, når robotterne bliver klogere end os?

Historien er ret simpel, og det er heller ikke en særlig tyk bog, men jo mere, man dykker ned i den, jo mere har den at byde på, for den stiller nogle vigtige og tankevækkende spørgsmål. Det er en bog, man sagtens kan læse flere gange og som man også bør have læst mindst én gang. Det gælder ikke at have set filmversionen (selvom jeg nu elsker Bladerunner og synes, at den på en række punkter er bedre end bogen), for jeg synes, de to medier kan nogle ret forskellige ting.

Linda og Valentins samlede eventyr 1

SPONSORERET

I sidste uge var der premiere på Valerian, der er en filmatisering af (nogle af) Linda og Valentin-albummene. Den skulle jeg naturligvis se, men inden da måtte jeg også lige genopfriske verdenen, og det kunne jeg meget passende gøre med første bind i ‘Rejser i tid og rum’-serien – ‘Linda og Valentins samlede eventyr 1’. Bogen er sponsoreret af Bog & Idé.

‘Linda og Valentins samlede eventyr 1’ er de første tre albums samlet i ét bind – ‘Onde drømme’, ‘Storbyen der druknede’ og ‘De tusinde planeters imperium’. Serien er skabt af Pierre Christin og Jean-Claude Mézières og blev afsluttet i 2008, hvor serien da havde 21 albums og 40 år på bagen.

Linda og Valentin-serien er en pionér inden for sci-fi-genren, og det er ret tydeligt, at mange andre sci-fi-værker har ladet sig inspirere af denne verden. I forordet til denne bog er der en lang række eksempler på, hvordan Star Wars er kraftigt inspireret af Linda og Valentin. Det er ret sjovt at se, hvor mange sammenfald, der er, for jeg tror, der er mange, der ikke ved, hvor mange detaljer ved Star Wars, der er lånt fra Linda og Valentin.

At læse ‘Linda og Valentins samlede eventyr 1’ var først og fremmest et hyggeligt gensyn med en elsket verden og to meget charmerende hovedpersoner. Det er en smuk, dragende og fantasifuld verden, som serien foregår i, men det kommer dog ikke helt til udtryk i de første albums, hvor Valentin tager på en række tidsrejser, der bringer ham til forskellige perioder af Jordens historie. Af samme grund synes jeg ikke, at de tre første historier er de bedste blandt seriens albums, men det er bestemt interessant at få noget baggrundsviden om de to hovedpersoner. Tegningerne er smukke og til tider ret detaljerede, men det er dog også tydeligt, at dette er starten på serien, og at skaberne derfor lige skal finde deres helt egen stil.

Jeg kan virkelig godt lide humoren i serien og i særdeleshed samspillet mellem den kække spradebasse Valentin og den fornuftige og dygtige Linda. De er et virkelig godt makkerpar, som giver et godt drive til historien.

Mange sci-fi-bøger bygger på en kritik af det politiske system, og Linda og Valentin-serien er ingen undtagelse. Der er en helt klar skepsis over for undertrykkende samfund og et ønske om en mere forsonende og human indstilling. Det er meget sympatisk, men fortællestilen gør det tydeligt, at denne serie har 50 år på bagen. Der er ganske enkelt steder, hvor serien kommer til at virke lidt bedaget. Jeg synes ikke, det gør så meget – serien er jo gammel, og det er helt klart en af de sci-fi-serier, der bærer det pænt. Men nu glæder jeg mig også blot endnu mere til at læse videre i serien, da jeg ved, at nogle af de følgende albums er bedre skrevet.

Og så lige et kort hop tilbage til filmatiseringen – Valerian. Hvis du vil se filmen, vil jeg kraftigt anbefale, at du læser nogle af seriens albums først. Ikke nødvendigvis de to første historier i dette bind – det vil muligvis blot virke forvirrende – men helt sikkert den tredje historie, da filmen delvist bygger på dette album. Filmen er fantastisk flot – visuelt uovertruffen og meget i stil med Linda og Valentin-verdenen. Til gengæld er hovedpersonerne rædselsfulde og passer slet ikke til de oprindelige figurer. Skuespillerne ligner tværtimod castingen til en Twilight-spin-off – alt for unge, alt for mutte og alt for simple. De computeranimerede personer i filmen er mere udtryksfulde og charmerende end de to hovedpersoner – tilsammen! Så – hvis du vil se filmen, skal du gøre det for at nyde en smuk og fantasifuld film – ikke for at få et indtryk af de to hovedpersoner, for det er ret misvisende i filmen.

Verdensfortællerne

SPONSORERET

Jeg medbragte denne bog på ferien til Frankrig, da jeg tænkte, at det ville være godt med en hurtiglæst sci-fi-bog midt i sommerheden. Jeg fik bogen tilsendt af forlaget for et stykke tid siden og havde gemt den netop til at kunne tage med på ferien, hvor jeg foretrækker at medbringe paperbacks og e-bøger.

‘Verdensfortællerne’ er skrevet af Dan Mygind og handler om forfatteren Christian, der har lagt sidste hånd på udkastet til sin første bog, ‘Verdensfortællerne’. Debutromanen er inspireret af en række begivenheder, hvor blandt andet forskere er døde under mystiske omstændigheder, og der er nogle kontroversielle pointer i bogen. Christian kæmper med at få den udgivet, og han bliver naturligvis glad, da der er en forlagsdirektør, der viser interesse for bogen. Men derefter begynder problemerne at eskalere, for der er tilsyneladende mennesker, der er meget interesserede i at stoppe udgivelsen af bogen, og Christian ved snart ikke, hvem han kan stole på.

Omdrejningspunktet for historien er en klassisk problematik – hvordan teknologi kan styre mennesket – men det er ikke desto mindre en ganske relevant og til alle tider skræmmende tanke at lege med. ‘Verdensfortællerne’ foregår i en enkel sci-fi-verden, der ligger tæt på nutiden, og hvor der ikke introduceres et hav af nye opfindelser. Det passer fint til fortællingen, da der så er mere plads til at opbygge en intens stemning.

Første halvdel af ‘Verdensfortællerne’ fungerede ganske fint. Mystikken begyndte at brede sig, og det var tydeligt, at der foregik noget bag linjerne. Desværre syntes jeg ikke, at anden halvdel havde samme flow. Der var en række hop i tiden, som blev mere og mere forvirrende, og selvom det sandsynligvis var meningen langt hen ad vejen – for at understøtte mystikken og den let paranoide stemning – så blev det også frustrerende på en ærgerlig måde. Flere gange virkede det som en unødig gimmick og var kun med til at bryde fortælleflowet. Det betød desværre også, at jeg sad bagefter og savnede en form for facit. Der var noget uforløst over historien, og da man i slutningen får forklaret, hvordan en del af tingene hænger sammen, så var jeg desværre ikke helt overbevist. Der manglede lidt en ahaa-oplevelse.

Sprogligt set er bogen til tider lidt flad. Jeg savnede et mere nuanceret sprog – især i dialogerne – men omvendt gør den enkle skrivestil også bogen hurtig at læse. Teksten kunne dog godt have brugt til en ekstra korrekturlæsning.

Samlet set en bog med et fint præmis, men hvor historien desværre kommer til at halte lidt i takt med, at der hoppes flere gange i tiden, og den røde tråd bliver til et garnnøgle.

Otherness

På vores sommerferie i det sydfranske havde jeg medbragt nogle paperbacks, som har stået (alt for) længe på vores bogreoler. En af dem var ‘Otherness’ af David Brin – en bog, vi har haft stående i mindst 7 år. Det er en samling af sci-fi-noveller og essays, og den passer derfor glimrende ind i mit sci-fi-læsetema.

‘Otherness’ var en ret frustrerende læseoplevelse. De enkelte essays var – bortset fra en enkelt undtagelse – temmelig kedelige. Novellerne var lidt bedre, men mange af dem var simpelthen ikke særlig godt skrevet. Flere af novellerne byggede på spændende og interessante ideer, men udførelsen var bare… meh. Det gjorde blot læseoplevelsen mere frustrerende, for det var tydeligt, at der var potentiale til nogle fascinerende historier – udførelsen var bare ikke særlig gennemtænkt eller gennemarbejdet. Virkelig ærgerligt. 

The Long Way to a Small Angry Planet

Lad mig bare indrømme det med det samme – da jeg stødte på denne bog første gang, faldt jeg pladask for titlen! Det der med en lille vred planet – det rørte bare et eller andet i mig, og siden har jeg nysgerrigt læst hver eneste anmeldelse, jeg er stødt på. Og heldigvis var anmeldelserne overvældende positive, så da jeg skulle købe bøger til sci-fi-temaet, var ‘The Long Way to a Small Angry Planet’ et oplagt køb.

Bogen er skrevet af Becky Chambers og er første del i en serie (jeg gætter på, at det bliver til en trilogi, men jeg ved det faktisk ikke). Den foregår i fremtiden, hvor man følger besætningen på et rumskib, som bygger ormehuller (wormholes – en slags portaler). Besætningen varierer utrolig meget i personlighed, udseende, køn, seksualitet og race, og det giver selvfølgelig en række konflikter og udfordringer på den lange rejse. For de har fået en ret kontroversiel opgave, der vil resultere i en klækkelig bonus, men det involverer også en række farer – ikke mindst fordi flere af besætningsmedlemmerne bærer på en række hemmeligheder…

Aaaahh! Denne bog var fantastisk! Intet mindre! Forfatteren er tydeligvis inspireret af både Firefly, Battlestar Galactica, Guardians of the Galaxy og måske også lidt Star Trek – på én gang! Der var masser af action, drama, personlighedstwists og humor, men der var også sørgmodige og tankevækkende øjeblikke. 

I starten følger man det nye besætningsmedlem, Rosemary, men i løbet af bogen kommer man dog også godt omkring de fleste andre på rumskibet. Det giver et indblik i en flok meget forskellige individer, og det er dejligt forfriskende – ikke mindst fordi det ikke holder sig til to køn og lidt forskellige hudfarver men også er udvidet til væsner, der blandt andet kan skifte køn eller som har en langt mere nuanceret seksualitet end ‘blot’ at skelne mellem heteroseksualitet og homoseksualitet. Der bliver gang på gang vendt op og ned på de gængse stereotyper, og det er virkelig fedt. Forfatteren formår at præsentere de enkelte individer som helstøbte personer og ikke som karikerede skabeloner, og det er langt hen ad vejen personerne, der bærer denne fortælling. Der er selvfølgelig også et hovedplot, men det er i høj grad de små personlige fortællinger og twists, som skaber denne bog.

Det eneste negative, jeg kan sige om denne bog er, at jeg ikke har den som hardback. Jeg ville gerne have købt det fra start, men den udgave er desværre allerede udsolgt. Jeg håber i mit stille sind på, at den bliver genoptrykt, for ‘The Long Way to a Small Angry Planet’ er den slags bog, jeg meget gerne vil have i hardcover-udgave.

Om jeg skal læse efterfølgeren? SELVFØLGELIG!! 

Lock in

Jeg er stødt på denne bog flere gange de sidste par år, så da jeg opdagede, at den passer fint ind i mit sci-fi-tema for dette kvartal, var det oplagt at tilføje den til sci-fi-læsebunken.

‘Lock in’ er skrevet af John Scalzi og foregår i en dystopisk fremtid, hvor millioner af Jordens befolkning er ramt af Haden-virussen – en virus, hvor de stadig er ved bevidsthed, men deres kroppe er lammede (locked in). Det er dog lykkedes at give disse mennesker mulighed for at få et fysisk liv alligevel – enten ved at overføre deres bevidsthed til en robot eller til et menneske, der gerne vil lægge krop til et andet menneskes bevidsthed. FBI-agenten Chris Shane er en af disse Haden-folk, og da han får til opgave at opklare et mord på en Haden-smittet, bliver det samtidig starten på en meget kompliceret sag.

Starten af denne bog var ret forvirrende. Jeg havde af en eller anden grund lidt svært ved at forestille mig situationen med de lammede mennesker, der enten kunne leve videre gennem en robot eller et andet menneske. Jeg syntes, det virkede en anelse indforstået, så det tog mig lidt tid at komme ‘ind under huden’ på bogen. Men da det endelig lykkedes, endte det med at være en udmærket læseoplevelse.

Selve krimidelen er der ikke så meget kød på – den er ret gennemsnitlig. Til gengæld er ideen med de virusramte mennesker, der må leve videre i robotter eller andre mennesker, et ganske interessant udgangspunkt for en historie. Når det samtidig kombineres med et mordplot, så åbner det også op for en række spændende etiske diskussioner. Skal robotmenneskene behandles anderledes? Og hvordan skal man forholde sig til dem, der gerne stiller deres krop til rådighed for andres bevidsthed? Bør man overhovedet give de virusramte mulighed for at leve videre i andre kroppe?

Denne bog udviklede sig stille og roligt fra at være en småfrustreret start til en slutning, hvor jeg tænkte, at jeg godt kan finde på at genlæse denne bog på et tidspunkt igen. Jeg er sikker på, at jeg så vil få flere nuancer med, som måske er smuttet i starten, hvor jeg tumlede med at få skabt et ordentligt billede af verdenen. En ganske fin sci-fi-krimi.

Saga 7

Nu er jeg nået til syvende album i ’Saga’-serien, og vanen tro har jeg glædet mig. Denne gang trak jeg spændingen til et par måneder efter udgivningsdatoen, da jeg ville vente med at læse det til denne måned, hvor jeg har sci-fi-tema.

Jeg kan ikke give et resumé af handlingen uden at afsløre for meget af de foregående bøger, så jeg holder mig til at skrive om, hvad jeg synes om det seneste hæfte.

… og det er godt! Jeg var dog overrasket over, at tempoet i dette hæfte var noget langsommere end i de foregående. Der dvæles lidt mere undervejs, hvilket så også betyder, at når der sker noget, virker det ekstra drastisk. Selvom tempoet er skruet ned, mangler historien skam ikke indhold. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive mere detaljeret om slutningen, men lad os bare sige, at den var meget smukt udført.