I kamp mod tiden

Jeg har et blødt punkt, når det kommer til tidsrejser, så da jeg faldt over ‘I kamp mod tiden’, blev min nysgerrighed straks vakt. Der var også noget fascinerende ved forsiden… jaja, jeg dømmer også en bog på dens forside!

Tilbage til bogen. ‘I kamp mod tiden’ , hvor hovedspørgsmålet er – “Hvad ville du ændre, hvis du kunne rejse i tid, og hvad ville der ske, hvis der blev ændret i historien?”.

I bogen, der er skrevet af Ben Elton, bliver hovedpersonen – den tidligere elitesoldat – Hugh Stanton hvervet til en noget usædvanlig opgave. Hans gamle underviser fra universitetet, Sally McCluskey, viser sig at være medlem af den hemmelige orden, Kronos, der har opdaget, hvordan det er muligt at rejse i tiden. Kronos ønsker at rejse tilbage i tiden til 1914 for at stoppe 1. Verdenskrig. Det vil ikke blot forhindre de to verdenskrige i at bryde ud men også spare millioner af menneskeliv samt sikre et stabilt Europa i 1900-tallet. Stanton skal blot rejse tilbage i tiden for at forhindre drabet på ærkehertug Ferdinand og i stedet dræbe den tyske kejser Wilhelm, så der opstår en national (tysk) krise og ikke en international krise.

Men hvor let er det lige at ændre på tiden? Og hvilke konsekvenser kan det få?

Jeg har nogen gange leget denne tidsrejseleg med mine venner op gennem årene, og der er altid en, der nævner 2. Verdenskrig. Sjovt nok ikke 1. Verdenskrig, men det er nok fordi, at undervisningen i skolerne koncentrerer sig om 2. Verdenskrig, hvor Danmark blev mere direkte berørt. Men historisk set vil det give mest mening at stoppe 1. Verdenskrig, da 2. Verdenskrig så næppe var opstået, og derfor giver oplægget til ‘I kamp mod tiden’ fin mening. Der er noget fascinerende ved at kunne ændre tiden ligesom i et computerspil – at kunne finde et ’savegame’ og derefter ‘reloade’ det, så man har mulighed for at ændre de ting, man er utilfreds med. Men det, der i mine øjne er endnu mere interessant, er at overveje hvilke konsekvenser, det har – også kendt som sommerfugleeffekten. Hvordan ville verden se ud,  hvis 1. Verdenskrig ikke var brudt ud? Hvilke teknologier ville ikke være opfundet (krigsindustrien har på godt og ondt være banebrydende i forbindelse med mange opfindelser), og ville der fortsat være demokrati? Ville der være mere eller mindre ligestilling? Og hvordan ville tolerancen være i forhold til køn, etnicitet, religion og seksualitet?

‘I kamp mod tiden’ er både en spændende og ganske tankevækkende bog, hvor man både hepper på hovedpersonen men også tager sig til hovedet af hans til tider håbløse naivitet. Jeg synes, det er utroværdigt, at han skal forestille at være tidligere elitesoldat  med den opførsel, han flere gange præsterer, men det tilfører selvfølgelig bogen mere dramatik.

Jeg kan godt anbefale bogen, hvis du kan lide tidsrejser, masser af spænding samt historiske romaner.

Fairest

Jeg har tidligere læst The Lunar Chronicles-serien, der består af bøgerne ‘Cinder’, ‘Scarlet’, ‘Cress’ og ‘Winter’. En ganske glimrende serie der har fået et supplement af den noget mindre bog, ‘Fairest’.

Bogen er – som resten af serien – skrevet af Marissa Meyer, og den handler om dronning Levanas barndom. ‘Fairest’ fortæller dermed historien om, hvordan Levana bliver til den dominerende og til tider grusomme person, hun er i serien.

Det er bestemt ikke en let opvækst, Levana har, og da historien ses gennem hendes øjne, får man også et interessant indblik i hendes tanker undervejs. Det betyder dog også, at man indser, hvor kompliceret og såret et menneske, hun i bund og grund er. Jeg fik helt klart ondt af hende undervejs, men jeg fattede ikke sympati for hende – dertil er hun ganske enkelt alt for forskruet.

Der var steder undervejs, hvor jeg syntes, at forfatteren gentog visse pointer lige lovlig meget – det kom i hvert fald til at virke lidt kluntet, når bogen er så kort, som den er. Og den burde i øvrigt have været lidt kortere, for der er et par steder, hvor den træder vande.

Jeg synes, at ‘Fairest’ er et fint supplement til serien. Du kan sagtens læse serien uden også at læse ‘Fairest’, men den uddyber baggrundshistorien for Levana og en række af de andre hovedpersoner i serien. Selvom det kan være fristende at læse denne bog først – da den er så kort i forhold til de øvrige bøger – så vil jeg anbefale dig at læse den til sidst. Det gør Levanas historie så meget mere tankevækkende og tragisk.

Station Eleven

Jeg har en vis forkærlighed for dystopiske bøger, så da jeg hørte om ‘Station Eleven’, vidste jeg, at det var en bog, jeg måtte læse på et tidspunkt. For nylig fik jeg så endelig lånt den via Ereolen Global og brugte den som læsning på togturene til og fra arbejde.

Bogen er skrevet af Emily St. John Mandel og lægger lidt brat ud med at beskrive den aften, hvor en kendt skuespiller falder om på scenen med et hjerteanfald. En af publikummerne haster op på scenen for at yde førstehjælp. Senere samme aften begynder en dødbringende virus at brede sig, og verden begynder at falde fra hinanden. Derefter springer bogen 20 år frem i tiden – til efter civilisationens nedbrud, hvor kun få har overlevet. Her følger man blandt andet en af børneskuespillerne, der var til stede ved føromtalte hjerteanfald, og i resten af bogen bliver fortid og nutid spundet sammen med tilbageblik og pudsige skæbnesammenfald.

Ja, jeg ved det – ovennævnte opsummering er lidt kortfattet og måske også lidt indforstået, men ‘Station Eleven’ er ikke en bog, det er let at give et kort resumé af. Bogen er både fragmenteret og lettere snørklet opbygget, og jeg vil helst ikke røbe for meget af handlingen. Men netop den fragmenterede stil gjorde, at jeg havde lidt svært ved for alvor at leve mig ind i handlingen – blandt andet fordi flere af tilbageblikkene ikke var synderligt interessante (i mine øjne).

Jeg følte mig lidt snydt, da jeg nåede til det tidspunkt, hvor bogen springer 20 år i tid. Jeg havde lige sat næsen op efter de klassiske verden-går-under-scener, så jeg blev temmelig overrasket over, at forfatteren sprang denne del over. Men det tog ikke lang tid, før jeg indså, at det var en god og lidt anderledes måde at gribe det an på. Hvorfor bruge mange sider på det, når nu forfatteren brændte for at fortælle noget andet?

Jeg havde det noget blandet med handlingen, og selvom der på sin vis var en rød tråd (om end lidt søgt), så savnede jeg en tydelig rammefortælling eller i det mindste et tydeligt fokus. Der var mange gode elementer i bogen – både smukke og tragiske scener i dagene op til undergangen men også pudsige eller forfærdelige scener 20 år senere. Men fortiden fyldte alt for meget til min smag (igen – fordi jeg ikke syntes, at mange af de scener var spændende), og det gjorde, at bogen desværre blev en lidt middelmådig læseoplevelse med enkelte smukke lysglimt hist og her.

The Waste Lands – The Dark Tower 3

Jeg er nu nået til den tredje bog i Stephen Kings 7-binds serie, ‘The Dark Tower’. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Gunslinger’ og ‘The Drawing of Three’. Det var udmærkede læseoplevelser, men jeg var ikke så blown away, som mange ellers siger, man bliver af denne serie, så jeg var lidt forbeholden, da jeg gik i gang med ‘The Waste Lands’.

Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da jeg gerne vil undgå at afsløre for meget i forhold til de første bøger.

Generelt virkede ‘The Waste Lands’ mere overskuelig og knapt så weird, som især den foregående bog ind imellem blev. Jeg kunne godt lide det sammenhold, der opstod, og ikke mindst hovedpersonernes udvikling. Nåja – og så selvfølgelig Oy, men sådan er det jo ofte, når en hovedperson pludselig får sig et kæledyr.

Jeg var ikke superbegejstret for en ret… markant… sexscene, der er i bogen. I det hele taget bryder jeg mig ikke om, når Stephen King en sjælden gang skriver sexscener. Heldigvis sker det som sagt ikke særlig tit, men jeg synes bare ikke, de fungerer. Jeg har for eksempel aldrig rigtig tilgivet ham den yderst upassende sexscene i ‘Det onde’. Den var komplet unødvendig og en af grundene til, at det er en af de bøger, jeg mindst kan lide fra hans forfatterskab. Men i ‘The Waste Lands’ giver sexscenen et eller andet sted mening – jeg har i hvert fald en god idé om, hvorfor den skulle være, som den var.

‘The Waste Lands’ havde et rimelig roligt tempo, og selvom jeg ind imellem tænkte, at der gerne måtte ske mere, så kedede jeg mig ikke. Især anden halvdel var en interessant rejse, og den sluttede med lidt af en cliffhanger. Her er jeg så glad for, at jeg er gået i gang med serien på et tidspunkt, hvor den er færdigskrevet, for efter ‘The Waste Lands’ gik der en hel del år, før King genoptog serien.

Skal jeg læse videre i serien? Klart. Nu har jeg fået blod på tanden, og nu kan jeg mærke, at den fænger. Jeg har ikke den fjerde bog stående, men mon ikke jeg køber den i næste måned, når jeg alligevel skal bestille bøger hjem til Read-a-Thon.

Grasshopper Jungle

Denne bog har virkelig delt vandene, og jeg tror faktisk, at jeg har læst flere negative end positive anmeldelser af ‘Grasshopper Jungle’. Det gjorde mig dog også lidt nysgerrig, så jeg lånte den som e-bog i ferien.

Bogen er skrevet af Andrew Smith og handler om den 16-årige Austin, der lever i en lille by i Iowa. Her hænger han ud sammen med vennen Robby og kæresten Shann, mens han tumler med en række klassiske teenage-problemer såsom hvordan han skal overtale Shann til at have sex med ham. Sex er i det hele taget noget, der fylder meget i Austins tankegang, og det bliver ikke bedre af, at han ikke kan finde ud af, om han også er tiltrukket af Robby, der er meget åben om sin homoseksualitet. Mens alt dette fylder i Austins tanker, sker der ting og sager i den lille by, da en svampevækst slipper løs og begynder at forvandle folk til kæmpegræshopper. Pludselig står Austin og vennerne over for langt større problemer!

Ok, dette er en ret speciel bog, men den var dog ikke helt så mærkelig, som jeg havde forventet. Man følger Austin, og selvom hans tanker på mange måder passer godt til en teenager, så blev jeg efterhånden ret træt af, hvor ofte han skulle pointere, at nu var han liderlig igen. Det var ret ensformigt og kedeligt. Jeg havde det også lidt blandet med hans tiltrækning af Robby – måske mest fordi det er kommet på mode at have spirende homoseksualitet med i ungdomsbøger, og jeg kunne ikke helt afgøre med mig selv, om jeg syntes, at det var påtaget eller ej i ‘Grasshopper Jungle’.

Der gik i det hele taget ret lang tid, før der for alvor skete noget. Personligt mener jeg, at bogen havde stået langt stærkere, hvis man tog den første halvdel og reducerede den til en tredjedel, for der er utrolig megen udenomssnak og småligegyldige scener. Så kunne man i stedet fokusere mere på actiondelen, som fylder noget mere i anden halvdel.

Jeg havde det lidt som at se en B-horror film, da jeg læste anden halvdel, og det er faktisk ment som et kompliment, for den genre var bogen rimelig tro over for, da først mutationerne gik i gang. Jeg var klart mere interesseret i at læse den del, der handlede om muterede græshopper end om Austins liderlighed.

‘Grasshopper Jungle’ var ikke særlig god læseoplevelse, men jeg giver helt sikkert folk ret i, at den er speciel. Desværre er der alt for mange ligegyldigheder med, hvilket trækker tempoet ned og udvander de mere eftertænksomme scener.

Mitosis

ms‘Mitosis’ er skrevet af Brandon Sanderson og er en kort novelle, der foregår mellem ‘Steelheart’ og ‘Firefight’. Jeg faldt over den på Ereolen Global, hvilket passede mig fortrinligt, da jeg syntes, at novellen var for dyr at købe i papirudgave.

Det er lidt svært at give et resumé af ‘Mitosis’ uden at røbe for meget af slutningen på ‘Steelheart’, så lad mig bare nøjes med at sige, at denne novelle – selvfølgelig – handler om Mitosis og kampen mod ham. Og så er der faktisk ikke så meget mere til det. Historien passer fint ind i serien, da stilen er lig de andre bøger, men den bidrager ikke rigtig med noget i forhold til serien, så du kan sagtens læse trilogien uden at læse ‘Mitosis’.

Novellen er fin underholdning, men virker også en kende overflødig. Læs den, hvis du er stor fan af ‘Reckoners’-trilogien.

Partials

Min liste over e-bøger, jeg gerne vil låne via Ereolen.dk eller Ereolen Global er efterhånden irriterende lang, så i løbet af de kommende måneder vil jeg gøre en indsats for at gøre den kortere. Det betød, at jeg endelig fik lånt ‘Partials’ af Dan Wells – en serie jeg længe har overvejet at kaste mig over.

‘Partials’ foregår i en post-apokalyptisk verden, hvor store dele af befolkningen er udryddet efter menneskene krig mod Partials. Det er en race, som menneskene selv har skabt og udnyttet, inden de gjorde oprør. Der blev indgået våbenhvile, og de seneste år har menneskene levet i fred, men der er ingen idyl, for siden krigen har menneskene mistet evnen til at reproducere sig selv. Hver gang et spædbarn bliver født, dør det få øjeblikke efter, og uanset hvad lægerne gør, står de over for en tilsyneladende uløselig gåde. Men teenageren Kira vil ikke opgive håbet, og hun har en dristig plan, der måske vil give dem svaret på, hvad de skal gøre, for at babyerne overlever…

Oplægget til bogen er interessant og skaber en fin ramme for en dramatisk og spændende historie. Det var især verdensbeskrivelsen, der trak op i den samlede oplevelse, for jeg syntes, at forfatteren gjorde et godt stykke arbejde ud af at beskrive, hvordan verden havde ændret sig, og hvad der i det hele taget var sket, siden det var gået så galt.

Jeg var til gengæld ikke så begejstret for hovedpersonen Kira. Hun virkede utroværdig med sin meget frembusende stædighed og ensidige måde at se tingene på. Det virkede ikke særlig realistisk, at hun som teenager skulle have evnen til at gennemskue alting, og det virkede også komplet hul i hovedet, at lægerne ikke allerede havde forsøgt at gøre de ting, hun foreslog – det er trods alt noget, der er forholdsvis basal viden i dag.

Kærlighedsdelen var so-so. Jeg troede først, at der ville opstå et trekantsdrama meget tidligt i bogen, men det skete heldigvis ikke. Til gengæld forstod jeg på ingen måde Kiras måde at behandle kæresten på – og slet ikke hendes fascination af den person, hun senere støder på og pludselig nærer alle mulige følelser for. Det virkede sært, konstrueret og unødigt barnligt.

Der var nogle glimrende plottwists undervejs, så det ikke blev for stereotypt og forudsigeligt, og der var også en ok bredde af personer, man kunne holde af, hvis man – som jeg – ikke var så vild med hovedpersonen.

Samlet set var det en lidt rodet oplevelse, for jeg kunne godt lide de mange plottwists og verdensbeskrivelsen, mens hovedpersonen og det fjollede kærlighedsdrama trak ned.

Lige nu ved jeg ikke, om jeg læser videre i serien på et tidspunkt. Der er i hvert fald en række andre bøger, jeg hellere vil læse først.

Saga 4+5

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg læste ‘Saga 4’ og ‘Saga 5’ – nemlig under Dewey’s Read-a-Thon i april måned – men jeg bliver ikke desto mindre nødt til at nævne dem her på bloggen, for de var virkelig spændende og fængende!

Jeg har nydt de foregående Saga-tegneserier – ‘Saga 1’, ‘Saga 2’ og ‘Saga 3’ – uden at serien helt kom op at ringe, men det gjorde den med de to seneste hæfter.

Jeg vil ikke afsløre så meget af handlingen men blot nævne, at der sker nogle ting, der for alvor giver dramatik og spænding og ikke mindst bringer hovedpersonerne på nye, interessante eventyr – både fysisk og mentalt.

Tegnestilen er vanen tro smuk, fantasifuld og stemningsmættet, og det er en serie, jeg generelt vil anbefale, hvis du gerne vil læse en god, actionpræget historie, der foregår i en verden befolket af de særeste væsner.

Saga 3

Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg læste ‘Saga 3’, men det var ikke desto mindre en god oplevelse. Se mine anmeldelser af ‘Saga 1’ og ‘Saga 2’.

Jeg synes, dette hæfte holder stilen i forhold til de foregående hæfter – både mht. de fantastiske illustrationer og en interessant historie, hvor der lige sniges et lille twist ind med jævne mellemrum.

Tempoet er dog rimelig langsomt i dette hæfte. Det virker, som om historien lige skal have en hvilepause, inden det for alvor går løs igen. Det gør mig ikke voldsomt meget, da historien fortsat var spændende, men da jeg lagde hæftet fra mig, håbede jeg i mit stille sind, at der ville komme mere fart over feltet i de følgende hæfter.

Og gør der så det? Det kan jeg afsløre i min anmeldelse af ‘Saga 4’ og ‘Saga 5’, som jeg blogger om i næste uge 🙂

The Drawing of the Three – The Dark Tower 2

Jeg er så småt i gang med at tygge mig igennem en af de største klassikere fra Stephen King – nemlig hans The Dark Tower-serie, der består af syv bøger. Jeg har tidligere anmeldt den første bog i serien, ‘The Gunslinger’, og ‘The Drawing of the Three’ er anden bog.

Jeg vil ikke komme så meget ind på handlingen, da jeg gerne vil undgå at afsløre for meget fra den første bog.

Jeg håbede, at denne bog ville vælte mig bagover af begejstring, for selvom den første bog var udmærket, så var den ikke en wauw-oplevelse. Det var ‘The Drawing of the Three’ desværre heller ikke. Det var tværtimod en ret blandet oplevelse – der var scener, jeg elskede, og scener, jeg decideret hadede.

Jeg var for eksempel ret begejstret for scenen i flyet, hvor Roland og Eddie mødes. Det var absurd og virkelig sjovt. Deres samspil var ret interessant, og jeg nød at følge, hvordan de forsøgte at komme overens i løbet af de næste kapitler. Omvendt brød jeg mig på ingen måde om Detta. Hun var ekstremt aggressiv og højtråbende, og min reaktion på hende var ligesom med flodhesten Dolph – jo hurtigere hun kunne aflives, jo bedre. Alle hår på mig strittede af indestængt irritation, lige så snart hun åbnede munden.

Bogen skifter mellem meget konkrete/realistiske scener til ret abstrakte scener, og det forvirrede mig ind imellem. Jeg havde det lidt blandet med kombinationen – det gav både nogle interessante twists til historien, men det blev ind imellem også ret mærkeligt.

Jeg regner med at gå i gang med næste bog i løbet af juni måned, og så krydser jeg fingre for, at der vil komme endnu flere gode scener.