The Dog Stars


Forventninger:
Jeg tilføjede ‘The Dog Stars’ af Peter Heller til min to-read-liste for over fem år siden – de præcise omstændigheder husker jeg ikke, men jeg har helt sikkert været tiltrukket af den postapokalyptiske vinkel. Jeg kunne intet huske om bogen, inden jeg gik i gang, så jeg havde reelt set ingen forventninger til bogen – men håbede selvfølgelig, at det ville være en god læseoplevelse.

Resumé:
Ni år efter, at en epidemi udrydder det meste af befolkningen, bor Hig i en lufthavn sammen med hunden Jasper samt Bangley – en våbenglad mand, som ikke har særlig meget til fælles med Hig udover, at de er blandt de få overlevende. Hig har ikke noget at leve for – alle han kendte og elskede er døde – men han forsøger dog at skabe sig en tilværelse, hvor han sammen med Bangley forsvarer området mod angribere og smittede, men også hvor han flyver til de smittede områder med forsyninger. For tre år siden modtog han et radiosignal på en af sine flyveture, og det har siden spøgt i hans tanker. Måske er der andre ligesindede derude?

Det bedste:
Den dystre og foruroligende stemning i bogen – det var bestemt ikke en verden, som man har lyst til at bo i. Samspillet mellem Hig og de personer, han mødte, gav ikke bare nogle interessante situationer – det viste også hvor forskellige folk stadig var, selvom der var gjort meget ud af at fortælle om de mange voldelige sammenstød mellem de overlevende. Især det lidt akavede forhold mellem Hig og Bangley gav fortællingen lidt kant.

Det værste:
Det haltede ind imellem med troværdigheden i bogen. Der var flere ting, jeg ikke helt troede på – blandt andet hvordan Hig kunne finde drikbare sodavand efter 9 år (har selv prøvet at smage sodavand, der var gået et halvt år over tid, og det var udrikkeligt) samt forklaringen på, hvorfor der stadig er strøm. Derudover opførte hovedpersonen sig ind imellem så tåbeligt/arrogant, at jeg havde svært ved at holde af ham. Og så var hele konceptet med de jævnlige angreb lidt for letkøbt – det var en alt for unuanceret og overfladisk måde at skabe et fjendebillede på.

Kan anbefales til:
Til dig, der er til dystre postapokalyptiske fortællinger med et roligt tempo, og hvor du ikke føler dig sikker på, at der er en lykkelig slutning. Kan du lide ‘The Road’, kan ‘The Dog Stars’ også være for dig – selvom denne bog dog ikke er lige så dyster. Du skal være forberedt på, at skrivestilen er ret staccato, hvilket passer fint til bogen, men omvendt også kan irritere en del læsere. Jeg syntes, det var en udmærket bog – dog ikke lige så gribende, ubehagelig og tankevækkende som ‘The Road’.

The Program


Det er nu praktisk at have e-bøger med på ferien, så det havde jeg også i sidste uge, hvor vi var i Spanien. Her læste jeg blandt andet ‘The Program’ af Suzanne Young.

‘The Program’ er første bog i en dystopisk serie, der foregår en gang i fremtiden, hvor teenagere på stribe bliver ramt af depression og begår selvmord. Ingen ved, hvad epidemien skyldes, men staten udvikler ‘The Program’, hvor unge, man mistænker for at være i farezonen, bliver spærret inde på en anstalt og gennemgår en lang behandling, der skal kurere dem for selvmordstanker. Det er selvfølgelig godt, at staten sørger for, at de unge ikke begår selvmord, men når de vender tilbage fra behandlingen, er de blevet til helt andre mennesker, som deres venner ikke kan genkende. Og vi taler ikke bare om ændret tøjstil – unge, der har været i behandling, kan intet huske af deres tidligere liv! Da teenagepigen Sloanes kæreste pludselig bliver sendt på anstalt, frygter hun, at han ikke vil kunne huske hende, og snart er hun også i farezonen for at blive… ‘behandlet’…

Jeg var lidt splittet med hensyn til denne bog. På den ene side er det et interessant præmis med den frelsende stat, der forsøger at redde de unge fra at begå selvmord – men samtidig principielt dræber de unge mentalt, da de kommer tilbage og er komplet forandrede. Det fascinerede og irriterede mig på samme tid, fordi det igen blev samfundet vs. de unge – en konflikt, som går igen i mange ungdoms-dystopier. Det er en oplagt konflikt (de voksne og etablerede mod de unge og rebelske), men den er også set så mange gange før, at det er lidt kedeligt. I dette tilfælde tror staten/de voksne vitterligt, at de gør det rette og er fuldstændig blinde for, hvad behandlingen reelt set betyder.

Sloane var til tider lige lovlig naiv og som hovedperson synes jeg ikke, at hun var noget særligt, men hendes forhold til både kæresten og broderen gjorde dog historien en tand mere dybde.

Jeg ville ønske, at der havde været lidt mere kød på historien – lidt mere intensitet i stil med ‘Unwind’, som formåede at være dramatisk, fængende og ubehagelig på samme tid. Det endte med at være en middelmådig oplevelse at læse ‘The Program’ – ok men ikke noget særligt.

Dark Life – Livet under havet


Det er yderst sjældent, jeg støder på bøger, hvor handlingen foregår under vandet, så jeg kunne ikke stå for fristelsen, da jeg faldt over ‘Dark Life – Livet under havet’Ereolen.dk

Bogen er skrevet af Kat Falls og er første bog i en serie, der foregår en gang i fremtiden. Her har Jordens klima ændret sig, så menneskene er tvunget til at bo meget småt i tætpakkede byer. Det er ikke alle, der er interesseret i det, så en del mennesker har valgt at bosætte sig på bunden af havet i stedet. Her opdrætter de fisk og dyrker tang, som de sælger til ‘overfladebeboerne’, og det kunne lyde som en rigtig god løsning. Der er dog en række magtkampe mellem ‘den gamle verden’ (jordoverfladen) og ‘den nye verden’ (under havoverfladen), og det bliver ikke bedre af, at en flok lovløse skaber utryghed i vandverdenen. Det kan i sidste ende betyde, at havbeboerne kan miste retten til at bo under havoverfladen. Det frustrerer Ty, som har planer om at få sit eget havområde, han kan dyrke, når han en dag flytter hjemmefra. Da han samtidig kommer lidt for tæt på de lovløse, tager hans liv en uventet drejning – ikke mindst på grund af jordoverflade-pigen Gemma, som pludselig dukker op og skaber røre.

Det er en spændende og troværdig verden, som forfatteren har bygget op, og jeg synes, hun holder en fin balance mellem at forklare, hvordan tingene er – uden at det bliver alt for detaljeret, så historien falder (unødigt) i tempo. Jeg var ret fascineret af verdenen, selvom den ikke var specielt kompliceret, men det var netop også det, der gjorde den troværdig og ved kun at fokusere på ‘undervandsverdenen’, behøvede hun ikke at bruge en masse sider på at forklare, hvad der egentlig var sket, siden overfladen ikke var så attraktiv at bo på.

Hovedpersonerne – Ty og Gemma – er sympatiske. Ty er den fornuftige, mens Gemma er den mere spontane (og dermed også ofte drivkraften i fortællingen). Desværre lider hun lidt af en generel tendens i ungdomsbøger – nemlig at hovedpersoner skal være meget impulsive og handlingsorienterede, og det betyder oftest, at de gør noget uigennemtænkt – tenderende til stupidt. Det var lige på grænsen mht. Gemmas opførsel – jeg syntes heldigvis ikke, at hun lød nær så tåbelig som så mange andre teenage-hovedpersoner – men det er en af de ting, som samlet set trak ned i læseoplevelsen.

Plottet i sig selv er… hm… rimelig let at gennemskue men ok gennemført. Jeg synes ikke nødvendigvis, at ungdomsbøger (eller bøger i det hele taget) skal være revolutionerende mht. detaljerede og nytænkende plots, så længe at der er andet ved bogen, der gør den interessant. Og det er der som sagt ved ‘Dark Life – Livet under havet’, som foregår i en spændende og anderledes verden.

Bogen er som sagt første del i en serie. Jeg kan godt finde på at læse videre i serien på et tidspunkt, men jeg ved ikke, om det kommer til at ske. Selvom det var en fin læseoplevelse, kan bogen – i hvert fald for mig – godt stå alene.

Nedtælling


Da jeg ledte efter scifi-lydbøger hos Ereolen, faldt jeg over ’Nedtælling’ af Teri Terry. Det er første bog i den dystopiske serie ’Mørkt stof’.

Bogen foregår i Skotland, hvor man følger to piger – Callie og Shay. Callie er 12 år og bliver en dag kidnappet og ført til en hemmelig forskningsbase, hvor hun bliver udsat for en række eksperimenter. Shay var den sidste, der så Callie, inden hun blev bortført, og da hun hører om den forsvundne pige, kontakter hun Callies storebror Kai for at hjælpe ham med at finde ud af, hvad der er sket. Samtidig begynder en yderst dødelig sygdom at sprede sig med lynets hast, og der udbryder panik i befolkningen, fordi man ikke kan finde hverken smittekilden eller en kur mod sygdommen.

Kapitlerne bliver skiftevis fortalt af Callie og Shay, og det fungerer rigtig fint, selvom jeg ikke altid er glad for denne opdeling, når det drejer sig om lydbøger. Sprogligt flyder fortællingen let og naturligt, og bogen er derfor let og hurtig at læse. Til gengæld mindede tonen i ’Nedtæling’ mig alt for meget som forfatterens anden serie, ’Slettet’, som jeg læste for nogle år siden og ikke var særlig imponeret af. Og det var lidt synd for ’Nedtælling’, for der var en række elementer i bogen, jeg godt kunne lide, men som lidt ’druknede’ i en fortællestil, som jeg ikke brød mig om.

Jeg kunne for eksempel godt lide forbindelsen mellem Shay og Callie, selvom den er noget speciel. Den førte dog til en række interessante situationer – ikke mindst fordi Shay er lidt af en kujon.

Omvendt syntes jeg, at omverdenens reaktion på sygdommen er ret dramatisk, og det skyldes selvfølgelig først og fremmest, at sygdommen dræber så hurtigt og let, at det virker ret utroværdigt. Ja, det er fiktion, men alligevel… Og så er myndighedernes håndtering af situationen så… drastisk, at det er helt usandsynligt, at det foregår i et land som Skotland. Det var simpelthen for sort/hvidt stillet op, og det er desværre noget, som med jævne mellemrum ses i ungdomsbøger.

Så samlet set var ’Nedtælling’ ikke for mig. Der var nogle gode ting i bogen, men den fangede mig ikke rigtig. Er du til gengæld til forfatterens tidligere bøger, vil du sandsynligvis godt kunne lide denne.

Year of the Bastard – Transmetropolitan 3

Så blev det tid til tredje album i Transmetropolitan-serien – nemlig ‘Year of the Bastard’.

Serien handler om kultjournalisten og provokatøren Spider Jerusalem, og i dette album blander han sig i præsidentvalget, hvor han stiller skarpt på kandidaterne. Men privat roder han igen rundt i stoffer, hvilket fører flere uheldige episoder med sig. Spider Jerusalem er dog en fandenivoldsk karl, som kan slippe af sted med det meste…

Jeg synes desværre, at dette album går lidt for meget op i stoffer og vrede mod omverdenen. Spider Jerusalem er ikke den letteste hovedperson at holde af, og det bliver absolut ikke lettere i dette album, hvor han er en virkelig bitter nar, der hater på alt og alle. Det kan være sjovt i en vis mængde, men her er han bare utålelig.

Heldigvis er der lyspunkter undervejs, så når han ikke er ved at sumpe til i en ligegyldig rus, er han faktisk ret skarp og får søgelyset rettet mod valget, som selvfølgelig ikke foregår helt, som det bør.

Jeg krydser fingre for, at næste album vil fungere lidt bedre, for jeg synes bestemt, at den verden har noget at byde på – der er bare lidt ‘ujævnt trav’ undervejs.

I morgen er alt mørkt – når historien slutter

Så nåede jeg også tredje og sidste bog i serien ‘I morgen er alt mørkt’. Jeg har tidligere anmeldt historien om Brage – og historien om Marlen. Bøgerne er skrevet af den norske forfatter Sigbjørn Mostue.

Jeg vil ikke give et resumé af bogen men i stedet referere til min anmeldelse af første bog, som også beskriver om det zombie-agtige angreb, som præger hele serien.

Og hvordan var afslutningen på serien så? Den var sådan set udmærket og helt i tråd med resten af serien. Man kan diskutere, om slutningen var detaljeret nok og gav de svar, man søgte. Personligt gør det mig ikke så meget, at visse ting er åbne til sidst, men det er som regel noget, der deler vandene.

Jeg kan godt lide, at serien foregår i Norge, og at fortællingen er noget mere grum, end hvis den var udgivet i USA. Der sker nogle ret brutale og nådesløse ting undervejs. Jeg synes dog personligt, at det er ærgerligt, at der også er flere voldtægter – det er en lidt for let (og unødig) måde at skabe en brutal stemning, og jeg synes ikke, det hører hjemme i en ungdomsbog.

Men overordnet set er ‘I morgen er alt mørkt‘-serien et glimrende bud på en lidt anderledes dystopisk fortælling i Skandinavien.

I morgen er alt mørkt – Marlens historie

I sidste måned læste jeg første bog i serien ‘I morgen er alt mørkt’ – nemlig historien om Brage – og nu fik jeg også læst efterfølgeren, ‘I morgen er alt mørkt – Marlens historie’. Bøgerne er skrevet af den norske forfatter Sigbjørn Mostue.

Jeg vil ikke give et resumé af bogen men i stedet referere til min anmeldelse af første bog, som også beskriver om det zombie-agtige angreb, som præger hele serien.

Marlens historie var en fin læseoplevelse meget i stil med den første bog, men jeg blev dog noget distraheret undervejs af de mange knudrede/sære formuleringer, der især prægede starten af bogen. Jeg ved ikke, om det var oversættelsesfejl, eller om det var forfatterens skyld, men det ødelagde desværre noget af læseoplevelsen.

Selvom jeg kunne regne en del af handlingen ud, da jeg havde læst første bog, så var der også tilpas mange overraskelser i bogen. Der var dog lige lovlig megen genbrug i forhold til konfliktsituationer, så bogen virkede ikke nær så original som forgængeren.

Marlens historie var et fint supplement til første bog. Jeg har lige lånt tredje bog, så den satser jeg på at få læst, inden året er omme.

I morgen er alt mørkt – Brages historie

Hvor tit læser du norske ungdomsromaner? Jeg mindes ikke at gjort det før, men da jeg faldt over ‘I morgen er alt mørkt – Brages historie’ blev min nysgerrighed vakt. Bogen er første del i en trilogi, som Sigbjørn Mostue har skrevet, og oplægget lød interessant.

Bogen foregår i Norge og handler om den helt almindelige fyr, Brage, der lever et helt almindeligt liv. Det ændrer sig dog, da der udbryder en epidemi, hvor mennesker bliver ramt af galskab og overfalder hinanden. Epidemien når også Norge, og snart må Brage og en række af hans venner flygte ud i vildmarken for at gemme sig for det gale mennesker. Men der opstår snart interne stridigheder, og Brage må kæmpe for at holde gruppen sammen.

Epidemien, der bryder ud, minder meget om et zombieangreb, men der er dog den forskel, at de smittede i ‘I morgen er alt mørkt’ er lige så hurtige som normale mennesker. Det gør dem væsentlig mere skræmmende som fjende, da de er langt sværere at flygte fra. Der er skruet godt op for den dystre og alvorlige stemning, og det bliver kun mere interessant af, at historien foregår i Norge. Det er et land, jeg som dansker let kan identificere mig med, men omvendt er der også en række forskelle, som kommer til udtryk i denne bog – for eksempel den barske norske vildmark og nordmændenes lidt lettere adgang til skydevåben (som lige i denne situation er meget belejlig).

Der er en række konflikter i bogen, og selvom der godt kunne være arbejdet lidt mere med nuancerne, så det ikke blev så sort-hvidt sat op, så synes jeg dog også, at der er nogle ok twists til historien. Der sker nogle uventede ting undervejs, og jeg kunne godt lide, at bogen ikke var så stereotyp men kunne byde på en forholdsvis original historie.

Persongalleriet er ikke voldsomt interessant. Nogle af personerne er lidt for klichéramte til mig, og det er især kritisk, når det drejer sig om flere af skurkene, men omvendt er niveauet ikke dårligt i forhold til andre ungdomsbøger i denne genre. Hovedpersonen Brage er dog en af dem, der skiller sig positivt ud, og det er spændende at følge hans udvikling i bogen.

Alt i alt en glimrende læseoplevelse – faktisk så glimrende, at jeg har lånt den næste bog i serien og regner med at læse den i løbet af de kommende uger.

Hvad siger sci-fi om samtiden?

fra pixabaySci-fi er en genre, hvor historien foregår på et tidspunkt i fremtiden, og hvor der ofte er fokus på den teknologiske udvikling, som verden har gennemgået. Selvom sci-fi ofte prøver at opfinde nye teknologier og problemstillinger, så kan man dog tit læse ud af en sci-fi-historie, hvornår den er skrevet. For eksempel bærer klassikeren ‘1984’ klart præg af at være skrevet lige efter 2. Verdenskrig, hvor forfatterens frygt for det totalitære og overvågende samfund er ret tydelig. Og så er naturligvis også 50’ernes fascination af rumvæsner.

Jeg synes, det er utroligt spændende at læse sci-fi med ovenstående i baghovedet, og det gælder selvfølgelig især de ældre sci-fi-historier. Da jeg havde sci-fi som læsetema i juli-september kunne jeg dog også se en række fællestræk ved de nutidige sci-fi-fortællinger. Her var der overraskende mange af bøgerne/novellerne, der drejede sig om tankekontrol i form af implantater i menneskenes hjerner, som staten eller (andre) onde kræfter i det skjulte kunne styre befolkningen igennem.

Sci-fi handler ikke nødvendigvis om frygten for fremtiden, men en del sci-fi – muligvis hovedparten – drejer sig om negative konsekvenser ved udviklingen, dvs. dystopiske fortællinger. Det behøver ikke at være verdener, der er gået under og hvor kun et fåtal har overlevet – det kan også ‘blot’ være fremtidsverdener, hvor mennesket ikke længere har en fri vilje. Der er kommet mange dystopiske bøger på markedet i løbet af de seneste ti år, og jeg synes, det er ret interessant, for mange af de sci-fi-bøger, jeg læste som teenager, var skrevet i 70’erne og 80’erne, og her var der en langt mere optimistisk tilgang til fremtiden. Det kan være et tilfælde, men det kan meget vel også sige noget om nutidens fremtidssyn.

Jeg holder meget af sci-fi-genren. Det er en ret bred genre, der både rummer fortællinger med komplicerede, tekniske forklaringer, syrede opfindelser, detaljerede kampe i rummet og verdener i forfald. De seneste års stigning af sci-fi-ungdomsbøger viser også hvor forskellige, sci-fi-historierne kan være, for selvom mange af dem er dystopiske fortællinger om totalitære samfund (hvor de unge kan begå oprør mod de voksne – intet nyt i det), så er der også perler, der viser andre nuancer – blandt andet den smukke og kreative ‘Illuminae’.

Hvad er dit forhold til sci-fi? 

 

Unremembered

Jeg kan ikke huske, hvornår denne bog røg på min huskeliste hos biblioteket, men den har efterhånden stået der et stykke tid, så nu var det på tide at få den læst!

‘Unremembered’ er skrevet af Jessica Brody og handler om en 16-årig pige, der bliver fundet som den eneste overlevende i et flystyrt på havet. Hun kan intet huske af ulykken eller af sit liv før denne, hendes fingeraftryk og DNA findes ikke i en eneste database, og hendes familie dukker ikke op, da medierne skriver om hende. Hvem er hun? Og hvorfor er hun den eneste overlevende? Da der dukker personer op, som åbenbart kender hende, ved hun ikke, om hun kan stole på dem, for der er tegn på, at der er folk, der tilsyneladende ikke vil hende det godt.

Denne bog virker meget som en standard YA-bog. Hele historien om pigen, der er dukket op under mystiske omstændigheder og intet kan huske, er et fint udgangspunkt men ikke super-originalt. Der er en del ting undervejs, som er lidt for lette at gennemskue, og jeg savnede i det hele taget lidt mere dybde i historien.

Jeg var lidt bekymret for kærlighedsvinklen i bogen, men den blev heldigvis ikke alt for cheesy, selvom jeg heller ikke helt blev overbevist om deres følelser. Til gengæld var hovedpersonen desværre den type kvindelig hovedperson, som hele tiden skulle reddes af andre (mænd), og det var samtidig pakket ind i en lidt for traditionel kærlighedshistorie med den mystiske dreng fra fortiden. Ikke lige noget for mig, der er til stærke, selvstændige kvinder.

På den positive side er det en bog med tempo i. Der er en fin fremdrift i historien, og derfor kan den være udmærket til lidt light læsning i ferien. Det er dog ikke en serie, jeg forventer at læse mere af.