Lost Stars

Ind imellem er det nu rart at have en e-bog med i toget i stedet for en tyk bog, så det havde jeg i sidste uge, hvor jeg læste ‘Lost Stars’ af Claudia Gray. Jeg havde lånt bogen hos Ereolen Global, og jeg var ret spændt på, om det ville lykkes for forfatteren at skabe den helt rigtige Star Wars-stemning og samtidig skrive en selvstændig historie, der ikke ville være et total rip-off af filmene.

‘Lost Stars’ foregår otte år efter, at Imperiet har vundet magten, og Palpatine hersker. Rebellerne giver en del problemer, og krigen mellem Imperiet og rebellerne skærper til. Midt i krigen følger vi barndomsvennerne Ciena og Thane, der begge tjener i Imperiets flåde og som drømmer om at gøre karriere. Men de kan ikke stå inde for alt, hvad  Imperiet gør for at holde på magten, og især Thane begynder at tvivle på rigtigheden af, hvad Imperiet gør. Han deserterer, og pludselig befinder de to venner sig på hver sin side af en brutal og nådesløs krig. Hvem skal man så være loyal for – dem man elsker eller dem, man deler ideologi med?

 

Bogen strækker sig over tyve år og kommer gennem handlingen af de tre originale film (dvs. nr. 4, 5 og 6). Der var lige præcis nok referencer til handlingsforløb og hovedpersoner fra filmene til, at det skabte en fin ramme for bogens fortælling. Det føltes ikke påklistret eller kunstigt.

Selve historien er enkel men virkningsfuld. Det er historien om et tæt knyttet vennepar, der forelsker sig i hinanden, men som også ender på hver sin side af en konflikt, hvor der ikke er nogen lette løsninger. Jeg synes, at det lykkes fint med at beskrive de problemer, det skaber, hvor hovedpersonerne forsøger at være loyale over for deres egne holdninger men uden, at det vil skade vennen. En ultrasvær balancegang.

Der var på et tidspunkt – et lille stykke efter starten af bogen – hvor jeg syntes, at der gik lidt for meget traditionel ungdomsbog i den, men heldigvis drejede det sig kun om relativt få sider, og resten af bogen var en fornøjelse at læse.

Jeg var også vild med, at de to hovedpersoner tjente hos Imperiet, for det gav et indblik i, hvordan den helt almindelige soldat i Imperiets hær troede på, at de gjorde det rigtige. Det var en langt mere spændende fortælling, end hvis forfatteren havde valgt den lette løsning og taget udgangspunkt i rebellerne.

Det endte faktisk med, at ‘Lost Stars’ var langt bedre, end jeg turde tro på – også selvom den havde en ret høj rating på Goodreads. Jeg fik virkelig lyst til at gense filmene, så det håber jeg på at gøre, inden næste Star Wars-film har premiere.

Drømmer androider om elektriske får?

I anledning af mit sci-fi-tema mente jeg, at det var meget passende at genlæse en klassiker – nemlig ‘Drømmer androider om elektriske får?’, der er skrevet af Philip K. Dick. Det er bogen, som senere blev brugt som oplægget til filmklassikeren Bladerunner.

Bogen handler om Rick, der lever på Jorden i en fremtidsudgave af 1992, hvor en altødelæggende krig har udslettet det meste liv på planeten. De fleste mennesker er rejst til andre planeter, men få er – som Rick – blevet tilbage. Rick er ret påvirket af, at han kun har et elektrisk får som kæledyr. Han synes, at det er pinligt, for der ville være langt mere prestige i at have et levende får, men det er ret dyrt i en verden, hvor mange dyrearter er uddøde. Rick forsøger derfor at tjene ekstra ved at være yderst effektiv i forbindelse med sit arbejde som dusørjæger. Han jagter androider, der er undsluppet fra Mars og nu gemmer sig på Jorden, men det er et farligt job, for andrioderne er ikke just interesseret i at lade sig indfange frivilligt.

Da jeg læste bog i sin tid – for mange år siden – syntes jeg, at det var en pudseløjerlig ramme for en historie, fordi det et eller andet sted virker grotesk at forestille sig en verden, hvor man har elektriske dyr som kæledyr. Men hele ideen om elektriske versus levende kæledyr bliver også brugt til at afgøre, om personen foran dig er et menneske eller en androide. Alle ved jo, at maskiner ikke kan have følelser – eller kan de? Hvad hvis de rent faktisk kan lære det? Hvad afskiller dem så fra menneskene?

Menneskeheden har længe været fascineret og skræmt ved tanken om, at maskinerne en dag bliver klogere end os og kan overtage verden. Det er en frygt, der kun bliver mere og mere relevant disse år, hvor der tales meget i medierne om, at robotterne overtager mange jobs – ikke kun på fabrikkerne men også med vidensarbejde, hvor man indtil nu har haft brug for mennesker til at løse opgaverne. Og så dukker spørgsmålet op igen – hvilke begrænsninger skal vi sætte for kunstig intelligens? Skal vi sætte nogen overhovedet? Og hvad sker der, når robotterne bliver klogere end os?

Historien er ret simpel, og det er heller ikke en særlig tyk bog, men jo mere, man dykker ned i den, jo mere har den at byde på, for den stiller nogle vigtige og tankevækkende spørgsmål. Det er en bog, man sagtens kan læse flere gange og som man også bør have læst mindst én gang. Det gælder ikke at have set filmversionen (selvom jeg nu elsker Bladerunner og synes, at den på en række punkter er bedre end bogen), for jeg synes, de to medier kan nogle ret forskellige ting.

Linda og Valentins samlede eventyr 1

SPONSORERET

I sidste uge var der premiere på Valerian, der er en filmatisering af (nogle af) Linda og Valentin-albummene. Den skulle jeg naturligvis se, men inden da måtte jeg også lige genopfriske verdenen, og det kunne jeg meget passende gøre med første bind i ‘Rejser i tid og rum’-serien – ‘Linda og Valentins samlede eventyr 1’. Bogen er sponsoreret af Bog & Idé.

‘Linda og Valentins samlede eventyr 1’ er de første tre albums samlet i ét bind – ‘Onde drømme’, ‘Storbyen der druknede’ og ‘De tusinde planeters imperium’. Serien er skabt af Pierre Christin og Jean-Claude Mézières og blev afsluttet i 2008, hvor serien da havde 21 albums og 40 år på bagen.

Linda og Valentin-serien er en pionér inden for sci-fi-genren, og det er ret tydeligt, at mange andre sci-fi-værker har ladet sig inspirere af denne verden. I forordet til denne bog er der en lang række eksempler på, hvordan Star Wars er kraftigt inspireret af Linda og Valentin. Det er ret sjovt at se, hvor mange sammenfald, der er, for jeg tror, der er mange, der ikke ved, hvor mange detaljer ved Star Wars, der er lånt fra Linda og Valentin.

At læse ‘Linda og Valentins samlede eventyr 1’ var først og fremmest et hyggeligt gensyn med en elsket verden og to meget charmerende hovedpersoner. Det er en smuk, dragende og fantasifuld verden, som serien foregår i, men det kommer dog ikke helt til udtryk i de første albums, hvor Valentin tager på en række tidsrejser, der bringer ham til forskellige perioder af Jordens historie. Af samme grund synes jeg ikke, at de tre første historier er de bedste blandt seriens albums, men det er bestemt interessant at få noget baggrundsviden om de to hovedpersoner. Tegningerne er smukke og til tider ret detaljerede, men det er dog også tydeligt, at dette er starten på serien, og at skaberne derfor lige skal finde deres helt egen stil.

Jeg kan virkelig godt lide humoren i serien og i særdeleshed samspillet mellem den kække spradebasse Valentin og den fornuftige og dygtige Linda. De er et virkelig godt makkerpar, som giver et godt drive til historien.

Mange sci-fi-bøger bygger på en kritik af det politiske system, og Linda og Valentin-serien er ingen undtagelse. Der er en helt klar skepsis over for undertrykkende samfund og et ønske om en mere forsonende og human indstilling. Det er meget sympatisk, men fortællestilen gør det tydeligt, at denne serie har 50 år på bagen. Der er ganske enkelt steder, hvor serien kommer til at virke lidt bedaget. Jeg synes ikke, det gør så meget – serien er jo gammel, og det er helt klart en af de sci-fi-serier, der bærer det pænt. Men nu glæder jeg mig også blot endnu mere til at læse videre i serien, da jeg ved, at nogle af de følgende albums er bedre skrevet.

Og så lige et kort hop tilbage til filmatiseringen – Valerian. Hvis du vil se filmen, vil jeg kraftigt anbefale, at du læser nogle af seriens albums først. Ikke nødvendigvis de to første historier i dette bind – det vil muligvis blot virke forvirrende – men helt sikkert den tredje historie, da filmen delvist bygger på dette album. Filmen er fantastisk flot – visuelt uovertruffen og meget i stil med Linda og Valentin-verdenen. Til gengæld er hovedpersonerne rædselsfulde og passer slet ikke til de oprindelige figurer. Skuespillerne ligner tværtimod castingen til en Twilight-spin-off – alt for unge, alt for mutte og alt for simple. De computeranimerede personer i filmen er mere udtryksfulde og charmerende end de to hovedpersoner – tilsammen! Så – hvis du vil se filmen, skal du gøre det for at nyde en smuk og fantasifuld film – ikke for at få et indtryk af de to hovedpersoner, for det er ret misvisende i filmen.

Verdensfortællerne

SPONSORERET

Jeg medbragte denne bog på ferien til Frankrig, da jeg tænkte, at det ville være godt med en hurtiglæst sci-fi-bog midt i sommerheden. Jeg fik bogen tilsendt af forlaget for et stykke tid siden og havde gemt den netop til at kunne tage med på ferien, hvor jeg foretrækker at medbringe paperbacks og e-bøger.

‘Verdensfortællerne’ er skrevet af Dan Mygind og handler om forfatteren Christian, der har lagt sidste hånd på udkastet til sin første bog, ‘Verdensfortællerne’. Debutromanen er inspireret af en række begivenheder, hvor blandt andet forskere er døde under mystiske omstændigheder, og der er nogle kontroversielle pointer i bogen. Christian kæmper med at få den udgivet, og han bliver naturligvis glad, da der er en forlagsdirektør, der viser interesse for bogen. Men derefter begynder problemerne at eskalere, for der er tilsyneladende mennesker, der er meget interesserede i at stoppe udgivelsen af bogen, og Christian ved snart ikke, hvem han kan stole på.

Omdrejningspunktet for historien er en klassisk problematik – hvordan teknologi kan styre mennesket – men det er ikke desto mindre en ganske relevant og til alle tider skræmmende tanke at lege med. ‘Verdensfortællerne’ foregår i en enkel sci-fi-verden, der ligger tæt på nutiden, og hvor der ikke introduceres et hav af nye opfindelser. Det passer fint til fortællingen, da der så er mere plads til at opbygge en intens stemning.

Første halvdel af ‘Verdensfortællerne’ fungerede ganske fint. Mystikken begyndte at brede sig, og det var tydeligt, at der foregik noget bag linjerne. Desværre syntes jeg ikke, at anden halvdel havde samme flow. Der var en række hop i tiden, som blev mere og mere forvirrende, og selvom det sandsynligvis var meningen langt hen ad vejen – for at understøtte mystikken og den let paranoide stemning – så blev det også frustrerende på en ærgerlig måde. Flere gange virkede det som en unødig gimmick og var kun med til at bryde fortælleflowet. Det betød desværre også, at jeg sad bagefter og savnede en form for facit. Der var noget uforløst over historien, og da man i slutningen får forklaret, hvordan en del af tingene hænger sammen, så var jeg desværre ikke helt overbevist. Der manglede lidt en ahaa-oplevelse.

Sprogligt set er bogen til tider lidt flad. Jeg savnede et mere nuanceret sprog – især i dialogerne – men omvendt gør den enkle skrivestil også bogen hurtig at læse. Teksten kunne dog godt have brugt til en ekstra korrekturlæsning.

Samlet set en bog med et fint præmis, men hvor historien desværre kommer til at halte lidt i takt med, at der hoppes flere gange i tiden, og den røde tråd bliver til et garnnøgle.

Otherness

På vores sommerferie i det sydfranske havde jeg medbragt nogle paperbacks, som har stået (alt for) længe på vores bogreoler. En af dem var ‘Otherness’ af David Brin – en bog, vi har haft stående i mindst 7 år. Det er en samling af sci-fi-noveller og essays, og den passer derfor glimrende ind i mit sci-fi-læsetema.

‘Otherness’ var en ret frustrerende læseoplevelse. De enkelte essays var – bortset fra en enkelt undtagelse – temmelig kedelige. Novellerne var lidt bedre, men mange af dem var simpelthen ikke særlig godt skrevet. Flere af novellerne byggede på spændende og interessante ideer, men udførelsen var bare… meh. Det gjorde blot læseoplevelsen mere frustrerende, for det var tydeligt, at der var potentiale til nogle fascinerende historier – udførelsen var bare ikke særlig gennemtænkt eller gennemarbejdet. Virkelig ærgerligt. 

The Long Way to a Small Angry Planet

Lad mig bare indrømme det med det samme – da jeg stødte på denne bog første gang, faldt jeg pladask for titlen! Det der med en lille vred planet – det rørte bare et eller andet i mig, og siden har jeg nysgerrigt læst hver eneste anmeldelse, jeg er stødt på. Og heldigvis var anmeldelserne overvældende positive, så da jeg skulle købe bøger til sci-fi-temaet, var ‘The Long Way to a Small Angry Planet’ et oplagt køb.

Bogen er skrevet af Becky Chambers og er første del i en serie (jeg gætter på, at det bliver til en trilogi, men jeg ved det faktisk ikke). Den foregår i fremtiden, hvor man følger besætningen på et rumskib, som bygger ormehuller (wormholes – en slags portaler). Besætningen varierer utrolig meget i personlighed, udseende, køn, seksualitet og race, og det giver selvfølgelig en række konflikter og udfordringer på den lange rejse. For de har fået en ret kontroversiel opgave, der vil resultere i en klækkelig bonus, men det involverer også en række farer – ikke mindst fordi flere af besætningsmedlemmerne bærer på en række hemmeligheder…

Aaaahh! Denne bog var fantastisk! Intet mindre! Forfatteren er tydeligvis inspireret af både Firefly, Battlestar Galactica, Guardians of the Galaxy og måske også lidt Star Trek – på én gang! Der var masser af action, drama, personlighedstwists og humor, men der var også sørgmodige og tankevækkende øjeblikke. 

I starten følger man det nye besætningsmedlem, Rosemary, men i løbet af bogen kommer man dog også godt omkring de fleste andre på rumskibet. Det giver et indblik i en flok meget forskellige individer, og det er dejligt forfriskende – ikke mindst fordi det ikke holder sig til to køn og lidt forskellige hudfarver men også er udvidet til væsner, der blandt andet kan skifte køn eller som har en langt mere nuanceret seksualitet end ‘blot’ at skelne mellem heteroseksualitet og homoseksualitet. Der bliver gang på gang vendt op og ned på de gængse stereotyper, og det er virkelig fedt. Forfatteren formår at præsentere de enkelte individer som helstøbte personer og ikke som karikerede skabeloner, og det er langt hen ad vejen personerne, der bærer denne fortælling. Der er selvfølgelig også et hovedplot, men det er i høj grad de små personlige fortællinger og twists, som skaber denne bog.

Det eneste negative, jeg kan sige om denne bog er, at jeg ikke har den som hardback. Jeg ville gerne have købt det fra start, men den udgave er desværre allerede udsolgt. Jeg håber i mit stille sind på, at den bliver genoptrykt, for ‘The Long Way to a Small Angry Planet’ er den slags bog, jeg meget gerne vil have i hardcover-udgave.

Om jeg skal læse efterfølgeren? SELVFØLGELIG!! 

Lock in

Jeg er stødt på denne bog flere gange de sidste par år, så da jeg opdagede, at den passer fint ind i mit sci-fi-tema for dette kvartal, var det oplagt at tilføje den til sci-fi-læsebunken.

‘Lock in’ er skrevet af John Scalzi og foregår i en dystopisk fremtid, hvor millioner af Jordens befolkning er ramt af Haden-virussen – en virus, hvor de stadig er ved bevidsthed, men deres kroppe er lammede (locked in). Det er dog lykkedes at give disse mennesker mulighed for at få et fysisk liv alligevel – enten ved at overføre deres bevidsthed til en robot eller til et menneske, der gerne vil lægge krop til et andet menneskes bevidsthed. FBI-agenten Chris Shane er en af disse Haden-folk, og da han får til opgave at opklare et mord på en Haden-smittet, bliver det samtidig starten på en meget kompliceret sag.

Starten af denne bog var ret forvirrende. Jeg havde af en eller anden grund lidt svært ved at forestille mig situationen med de lammede mennesker, der enten kunne leve videre gennem en robot eller et andet menneske. Jeg syntes, det virkede en anelse indforstået, så det tog mig lidt tid at komme ‘ind under huden’ på bogen. Men da det endelig lykkedes, endte det med at være en udmærket læseoplevelse.

Selve krimidelen er der ikke så meget kød på – den er ret gennemsnitlig. Til gengæld er ideen med de virusramte mennesker, der må leve videre i robotter eller andre mennesker, et ganske interessant udgangspunkt for en historie. Når det samtidig kombineres med et mordplot, så åbner det også op for en række spændende etiske diskussioner. Skal robotmenneskene behandles anderledes? Og hvordan skal man forholde sig til dem, der gerne stiller deres krop til rådighed for andres bevidsthed? Bør man overhovedet give de virusramte mulighed for at leve videre i andre kroppe?

Denne bog udviklede sig stille og roligt fra at være en småfrustreret start til en slutning, hvor jeg tænkte, at jeg godt kan finde på at genlæse denne bog på et tidspunkt igen. Jeg er sikker på, at jeg så vil få flere nuancer med, som måske er smuttet i starten, hvor jeg tumlede med at få skabt et ordentligt billede af verdenen. En ganske fin sci-fi-krimi.

Saga 7

Nu er jeg nået til syvende album i ’Saga’-serien, og vanen tro har jeg glædet mig. Denne gang trak jeg spændingen til et par måneder efter udgivningsdatoen, da jeg ville vente med at læse det til denne måned, hvor jeg har sci-fi-tema.

Jeg kan ikke give et resumé af handlingen uden at afsløre for meget af de foregående bøger, så jeg holder mig til at skrive om, hvad jeg synes om det seneste hæfte.

… og det er godt! Jeg var dog overrasket over, at tempoet i dette hæfte var noget langsommere end i de foregående. Der dvæles lidt mere undervejs, hvilket så også betyder, at når der sker noget, virker det ekstra drastisk. Selvom tempoet er skruet ned, mangler historien skam ikke indhold. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive mere detaljeret om slutningen, men lad os bare sige, at den var meget smukt udført.

Happy Nation

SPONSORERET

Jeg fik denne bog tilsendt af Science Fiction Cirklen for 1½-2 måneder siden men har ventet med at læse den indtil denne måned, da ’Happy Nation’ passer godt ind i mit sci-fi tema, som jeg kører de næste tre måneder. Bogen er skrevet af Christian Kaarup Baron og er forfatterens første.

’Happy Nation’ foregår i 2054, hvor verden ser noget anderledes ud end i dag. Store naturkatastrofer har ændret landet, så flere områder er oversvømmet, og hvor man absolut ikke skal vove sig ud, hvis der udbryder stormvejr. Samtidig er verden elektrificeret i en grad, hvor der er teknik indarbejdet i alt – selv menneskenes hjerner, hvor der nu sidder hjerneimplantater. I centrum af fortællingen finder man politikommissær Kobani, som bliver sat på en mystisk sag, hvor en døende kræftpatient bliver myrdet. Der er et eller andet, der ikke stemmer, og da Kobani graver dybere i sagen, støder han straks på lukkede døre og tavshed. Hvad er det, man prøver at skjule?

Persongalleriet i denne bog er lidt usædvanligt, og det er en befriende afveksling fra de stereotyper, der ofte optræder i krimier. Hovedpersonen er en mand med anden etnisk baggrund end dansk, mens en af hans nærmeste kolleger er en kagefrådende kvinde. Det er to typer, man vitterlig ikke ser særlig ofte i krimier. Desværre er der ikke gjort særlig meget ud af personudviklingen, så de kommer desværre begge til at virke karikerede, og hvor det især er Kobanis dårlige, klodsede sprog, der virker utroværdigt. Samtidig overtælles fortællevinklen ofte af pigen Poppy, som man ikke får så megen information om. Hendes tankespind er forvirrende og indforstået, hvilket i første omgang var spændende, men efterhånden blot blev et irritationsmoment.

Sci-fi er en genre, hvor alt vitterligt kan ske, og det er derfor svært at sige, at noget er realistisk eller ej. Jeg synes dog godt, at man kan tale om troværdighed i fiktive verdener, og på det punkt halter ’Happy Nation’ på flere områder. Der er blandt andet mange referencer til tekniske opfindelser, der er topmoderne i dag, men som sandsynligvis er erstattet af noget andet til den tid. Her måtte forfatteren godt have været mere vovet og have opfundet nogle maskiner, der kunne tydeliggøre, hvordan teknologien havde udviklet sig. I stedet bliver megen af udviklingen i 2054 perspektiveret ud fra den nutid, vi kender, og den sammenligning virker kunstig og unødig.

Jeg savner også en grundig korrekturlæsning af bogen, der lider under en hel del stavefejl og manglende kommatering. Fejlene virkede ekstra pudsige, da historien er suppleret af en række lange citater fra eksisterende videnskabelige tekster eller fremtidige kilder, som forfatteren selv har opfundet. Teksterne skal give bogen en intellektuel vinkel, men det falder desværre til jorden, når bogen mangler korrekturlæsning.

Jeg kan rigtig godt lide dilemmaet i historien – at menneskene en dag har implantater i hjernen, som på den ene side hjælper dem i hverdagen, men som også kan hackes og styres af forbrydere eller regeringer, som ønsker at nedbryde menneskets fri vilje. Det er i den grad et horrorscenarie, som enhver bør frygte, og det er også en rigtig interessant og fascinerende idé til en bog. Desværre bliver ideens potentiale ikke fuldt udnyttet. Selve krimidelen fungerer sådan set fint, mens sci-fi-delen desværre halter noget, ligesom både persongalleriet og den manglende korrekturlæsning trækker ned i det samlede billede.

Sejlvæveren

Ind imellem har man lov til at være heldig. Sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg var færdig med at læse ‘Sejlvæveren’ af Muffy Morrigan, for jeg mindes ikke at have hørt om bogen, inden jeg en dag faldt over den hos Ereolen.dk. Bogen røg på to-read-listen, og så glemte jeg ellers alt om den, indtil jeg for nylig fik lyst til at læse en e-bog og atter faldt over bogen på min liste.

‘Sejlvæveren’ handler om Tristan, der er sejlvæver. Han mestrer den dragemagi, der gør menneskene i stand til at væve de sejl, som (rum-)skibene bruger for at flyve i rummet. En dag får han den ære at væve sejlene til det største skib, der nogensinde er bygget – et skib, der skal bruges i kampen mod rumvæsnerne, som menneskene og dragerne er i krig med. Men opholdet på skibet bliver alt andet end fredeligt, for snart er Tristan viklet ind i en række ubehagelige intriger, og oprøret lurer under overfladen. Der er tilsyneladende folk om bord, der har onde hensigter, og situationen spidser til.

Bogen er en interessant kombination af sci-fi og fantasy, men det fungerer overraskende godt. Jeg skulle lige vænne mig til stilen i starten – blandt andet hele konceptet med, at det er sejlskibe, der fungerer som rumskibe – men jeg blev hurtigt grebet af historien. Der er masser af action og drama i historien, og så er det let at fatte sympati for Tristan, som måske er ret goodygood, men egner sig fint som hovedperson.

Jeg savnede lidt mere baggrundsviden for at få et bedre indblik i den verden, historien foregik i. Den kunne godt virke en anelse indforstået flere steder, men omvendt var det rart at læse en fantasybog, som for en gangs skyld var under 400 sider tyk.

Der var flere steder undervejs, hvor sproget haltede lidt, men det skyldes muligvis oversættelsen. Det ærgrede mig, men det ødelagde heldigvis ikke læseoplevelsen.

Samlet set en rigtig god bog. Den er ikke superkompliceret, men det er en frisk fortolkning af, hvordan man kan kombinere fantasy og sci-fi, og jeg ville ønske, at der kom en toer til ‘Sejlvæveren’. Det er typisk – nu har jeg sukket efter at finde standalone-fantasybøger, og når jeg endelig gør, vil jeg selvfølgelig have en efterfølger! 😀