Scythe

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en svaghed for Neal Shusterman – eller rettere sagt hans bøger. Jeg faldt pladask for ‘Everlost’ og de øvrige bøger i den serie, ligesom jeg også holdt af ‘Unwind’-serien.

Nu er han kommet med en ny serie, hvor første bog hedder ‘Scythe’. Den foregår i fremtid, hvor den naturlige død ikke længere findes, ligesom menneskeheden også har udryddet alle livsfarlige trusler såsom sygdomme, krig og hungersnød. Man kan blive lige så gammel, som man ønsker det – ja, man kan endda skrue sit biologiske ur baglæns, så man atter ligner en 21-årig, hvis man har lyst til det. Den situation vil naturligvis betyde, at Jorden hurtig vil blive overbefolket, og derfor er der udpeget en række scythes – en slags ‘aflivere’ – der har til opgave at dræbe mennesker. De skal opfylde en bestemt kvote, og dødsfaldene skal ramme alle befolkningsgrupper, så man må ikke skåne nogen – ej heller børn. Citra og Rowan bliver udvalgt som lærlinge til scythen Faraday, og de indser snart, at livet som scythe er både ensomt og kompliceret. Hvornår bør et menneske dø? Og hvordan? Samtidig med dette opdager de også, at selvom scythe-ordenens medlemmer er pålagt en lang række restriktioner, så er der brodne kar imellem, og der er nogen, der åbenbart sætter lige lovlig megen pris på at slå andre mennesker ihjel…

Jeg kan godt lide rammen for historien, hvor menneskene har udryddet den naturlige død og i stedet må have ‘aflivere’ til at sørge for, at befolkningen ikke vokser katastrofalt. Det åbner op for en række interessante diskussioner – ikke mindst da Citra og Rowan skal deltage i de første ‘aflivninger’. For hvad er en retfærdig død? Og skal døden være retfærdig – og for hvem?

Jeg tænkte både på ‘Unwind’-serien og ‘Mort’ af Terry Pratchett i starten, men ‘Scythe’ fandt hurtigt sin egen form og stil. Jeg elsker Shustermans skrivestil og ikke mindst hans evne til at overraske, og det gør han også i denne bog. Der var et ret vigtigt plottwist, jeg overhovedet ikke havde set komme, men som betød, at historien tog en ret spændende drejning.

De to hovedpersoner er ok skrevet, men jeg må indrømme, at jeg nok havde forventet lidt mere af dem – de var lidt overfladisk beskrevet, og jeg syntes aldrig, at jeg kom tæt på dem. Samtidig var deres fascination af hinanden ret pludselig og meget intens – her kunne forfatteren godt have arbejdet lidt mere med opbygningen.

Min største anke mod bogen er slutningen, for her går det pludselig meget stærkt. Det virkede lidt som om, at forfatteren pludselig opdagede, at han var ved at løbe tør for sider, for der springes en del i historien hen mod slutningen, og jeg syntes desværre, at det gik alt for hurtigt. Der var scener, der burde have været med for at binde historien bedre sammen og scener, der burde have været mere detaljerede. Virkelig ærgerligt når nu resten af bogen var aldeles glimrende.

‘Scythe’ er som sagt første bog i en serie. Jeg har det lidt blandet med det, for bogen står stærkt som enkeltstående historie, og jeg synes, det er lidt ærgerligt, at det igen-igen skal være en serie. Der er ganske enkelt for få enkeltstående bøger i fantasygenren, og denne her behøver reelt set ikke en fortsættelse. Så kan man argumentere for, at jeg jo bare kan lade være med at læse den næste bog, meeen… det gør jeg nok alligevel. Det er jo Neal Shusterman, der står bag 🙂

Curtsies & Conspiracies

Så fik jeg endelig læst anden bog i ‘Finishing School’-serien af Gail Carriger. Sidste sommer læste jeg den første bog, ‘Etiquette & Espionage’.

Traditionen tro vil jeg ikke bringe et resumé, når det drejer sig om fortsættelsen til en bog, da det vil afsløre for meget af handlingen i den første. Men jeg vil dog gerne røbe, at ‘Curtsies & Conspiracies’ desværre ikke sagde mig så meget. Bogen er ligesom forgængeren rimelig letbenet og uden den store dybde, men i 2’eren er der langt mere fokus på Sophronias evne til at tiltrække drengenes opmærksomhed, og man aner oplægget til et trekantsdrama (selvfølgelig mellem den bundsolide arbejderdreng og den arrogante overklassedreng). Det ærgrede mig en del. Ikke blot hader jeg trekantsdramaer, men det virkede også frygtelig stereotypt.

I ‘Curtsies & Conspiracies’ er der også gensyn med et par kendinge fra Carrigers skønne serie, ‘Parasol Protectorate’, men det var jeg noget lunken overfor. Jeg syntes, det kom til at virke lidt forceret og tog fokus væk ‘Finishing School’-seriens egen ramme.

Jeg er pt. noget splittet mht. om jeg vil læse videre i serien. Jeg syntes desværre ikke, at der er kød nok på historien – i hvert fald ikke til, at jeg vil bruge penge på bøgerne. Måske vil jeg læse videre, hvis jeg finder dem på biblioteket eller som e-bog på et senere tidspunkt.

Wolves of the Calla – The Dark Tower 5

‘Wolves of the Calla’ er femte bog i ‘The Dark Tower’-serien af Stephen King. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Gunslinger’, ‘The Drawing of the Three’, ‘The Waste Lands’ og ‘Wizard and Glass’.

Jeg vil selvfølgelig ikke bringe et resumé af bogen, da det vil afsløre for meget af handlingen i de foregående bøger, så dette bliver i stedet en kort opsummering af mit indtryk af bogen.

Jeg havde virkelig håbet, at ‘Wolves of the Calla’ ville genoplive min lyst til at læse serien. Efter at have læst ‘Wizard and Glass’, som absolut ikke faldt i min smag, tænkte jeg, at nu skulle historien nok komme op i omdrejninger igen. Det skete dog desværre ikke. Selvom ‘Wolves of the Calla’ ikke led under at være én lang fortælling fra fortiden (som fjerde bog var), så var der alt for megen udenomssnak og fyldhistorier i denne bog. Der var glimtvis af genialitet, når hovedhistorien fik lov til at titte frem mellem den ca. 750 sider, men der var desværre også irriterende meget fyld, som ærlig talt ikke sagde mig særlig meget og bare trak handlingen i langdrag.

Men altså – denne serie fanger mig desværre ikke lige så meget som mange af Kings andre bøger, og jeg kan godt undre mig lidt over den nærmest kultagtige dyrkelse af serien, som en lang række King-fans sværger til.

Nu er jeg nået så langt i serien, at jeg har besluttet mig for at læse den færdig. Den sjette bog er heldigvis noget kortere – under 500 sider – mens den sidste er en basse på omkring de 1000 sider! Jeg bliver helt svedt ved tanken…

Lust for Life – Transmetropolitan 2

Jeg læste den første tegneserie – ‘Transmetropolitan’ – for et par måneder siden, og nu var det tid til at læse det næste hæfte, som jeg lånte af min allerkæreste.

‘Lust for Life’ centrerer sig atter om den ekstreme journalist, Spider Jerusalem, der er endnu mere bad boy end i det første hæfte. Der er en pæn mængde action – en del af det dog så brutal og blodig, at det ikke er for sarte sjæle. Så er du advaret.

Historien er ret speciel – ret scifi vil jeg sige på den der kreative og ret weird måde. Der sker ting, som absolut ikke ville kunne lade sig gøre i dag. Stadig fortalt med et glimt i øjet og en hul latter på læben. Der var tidspunkter, hvor jeg spekulerede på, om ‘Saga’-folkene mon har hentet inspiration fra denne serie.

Når det så er sagt, så fangede historien mig desværre ikke helt så meget som i det første hæfte. Det var elementer såsom den vrede kamphund og drengen uden hoved (!), der bare ikke fungerede for mig. Sjovt og anderledes men også så mærkeligt, at det tændte mig lidt af.

Men en ok læseoplevelse dog – og jeg skal bestemt læse næste hæfte på et tidspunkt.

Gemina

En af sidste års bedste læseoplevelser var for mit vedkommende ‘Illuminae’, så jeg kunne selvfølgelig ikke vente længe, før jeg måtte læse efterfølgeren, ‘Gemina’.

Serien er skrevet af Amie Kaufman og Jay Kristoff. ‘Gemina’ foregår umiddelbart efter, at ‘Illuminae’ slutter, men i fortsættelsen er hovedpersonerne Hanna, Jackson og Nick, der alle befinder sig på rumstationen Heimdall. Hanna er ved at gøre sig klar til en stor fest og vil lige smutte forbi pusheren Nik for at købe lidt til at spice festen op med. Men festen når aldrig rigtig at starte, eftersom rumstationen bliver boardet af et team lejesoldater, der tilsyneladende ikke har planer om at lade stationens besætning overleve. Hanna og Nik gemmer sig, og Hanna prøver samtidig at få kontakt til kæresten Jackson, som har forskanset sig i en anden del af rumstationen. De prøver at finde hoved og hale i, hvad der foregår, samtidig med at de kæmper for at overleve på rumstationen, hvor kaos pludselig hersker.

Det er svært at skrive en efterfølger til en så original og ikke mindst populær bog som ‘Illuminae’, og jeg var da heller ikke voldsomt imponeret i starten. Jeg kunne godt lide, at handlingen var flyttet til et helt andet sted – det gav også meget god mening i forhold til ‘Illuminae’ – men til gengæld virkede settingen meget som den samme. Formen var meget den samme – en potpourri af chatsamtaler, logfiler og lignende, der beskrev samtalerne mellem et teenage-kærestepar og en overkåd ‘gadedreng’. Det lignede lidt for meget noget, jeg havde set før i ‘Illuminae’, og jeg gruede ærlig talt for resultatet.

MEN – heldigvis fandt ‘Gemina’ sine egne ben og trådte stille og roligt i karakter som selvstændig bog. Forfatterne havde fundet på nye sidelayouts til at understøtte fortællingen, og de virkede rigtig godt, ligesom at handlingen også havde et par ganske interessante twists undervejs. Jeg syntes faktisk, at ‘Gemina’ på visse områder også virkede mere dyster og brutal end den foregående bog – uden dog helt at blive så farlig, som jeg et eller andet sted håbede på (hey, det er jo amerikanske ungdomsbøger).

Jeg kan rigtig godt lide den verden, som ‘The Illuminae Files’-serien foregår i, og selvom jeg ville ønske, at den var lige en anelse mørkere, så er det ikke desto mindre en ganske underholdende serie, hvor skarpe og sarkastiske chatsamtaler blandes med hardcore action og hacking-sekvenser.

Og nu må det godt snart blive efterår, så jeg kan læse tredje bog, når den udkommer…

Leviathan Wakes

Et af mine læsemål i år er at få læst noget mere sci-fi. Det vil jeg først og fremmest gøre i tredje kvartal, hvor jeg det er temaet for læsningen de tre måneder, men det forhindrer mig jo ikke i at læse sci-fi resten af året.

‘Leviathan Wakes’ af James S. A. Corey er blevet fremhævet som en af de bedste sci-fi-serier, der er udgivet de seneste år. Bogen foregår i en tid, hvor menneskene har koloniseret månen, Mars samt asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter, og man følger de to hovedpersoner – lederen på et fragtrumskib, Jim Holden, og detektiven Miller. Holden flyver mellem Saturn og asteroidebæltets miner. Her falder han og resten af besætningen over et forladt rumskib, hvor der tydeligvis har foregået noget yderst suspekt. Miller leder efter en forsvunden ung kvinde, som hendes forældre har meldt savnet. Hans efterforskning bringer ham tæt på Holden, og så begynder tingene for alvor at tage fart.

Sci-fi er i den grad en meget bred genre. Jeg vil betegne stilen i denne bog som klassisk sci-fi – der er rumskibe, action og et vis snert af noget fremmed og mystisk. Til gengæld er det ikke ligefrem fordi, at bogen vælter sig i sære rumvæsner eller meget syrede verdener – selvom der selvfølgelig er en vis teknisk overlegenhed, så ligner menneskene meget nutidens mennesker.

Jeg må indrømme, at jeg havde høje forventninger til denne bog, og dem levede den desværre ikke helt op til. Det er bestemt ikke en dårlig bog, men jeg blev ikke rigtig grebet af handlingen, og selvom især Holden var let at holde af, så var han ikke en person, der krøb ind under huden på mig. Jeg havde nok håbet en læseoplevelse som ‘The Praxis’, men ‘Leviathan Wakes’ havde slet ikke samme dramatik og humor. Jeg var ok underholdt, men jeg engagerede mig ikke rigtig i historien. Der var scener, der lige havde det ekstra, hvor man sidder på kanten af stolen og følgerne linjerne tæt, men de var desværre få.

Til gengæld skal bogen have ros for ikke at svælge i lange, tekniske forklaringer eller superdetaljerede kampscener. Der er heller ikke 117 nye, svære udtryk, man skal lære for at forstå bogens samfund, og det er ellers en fælde, som mange sci-fi-forfattere falder i.

Jeg har dog langt fra opgivet serien, selvom første bog ikke helt var det brag af en læseoplevelse, som jeg havde set frem til, så jeg håber på at få læst næste bog senere i år.

Transmetropolitan

Min allerkæreste kan heldigvis godt lide bøger og tegneserier. Ok, mest det sidste, selvom han nu ikke er bleg for at læse bøger. De senere år har jeg givet ham Sandman-serien i forbindelse med jul og nytår, men nu, hvor han har fået alle bøgerne, var det tid til at finde på noget nyt. Efter lidt research på Goodreads faldt jeg over ‘Transmetropolitan’, som lød ganske lovende, så han fik første album i julegave. Da han havde læst det, fik jeg også lov til at læse det – og blev positivt overrasket!

‘Transmetropolitan’ er en cyperpunk tegneserie, hvor første album udkom i slutningen af 90’erne. Hovedpersonen er den ret ekstreme – og ret populære – journalist, Spider Jerusalem, der har været væk fra offentligheden i flere år. Nu er han dog vendt tilbage til storbyen, og det går ikke stille af – snart er han viklet ind i en stor sag, og hans navn er på alles læber igen.

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente af denne serie, men jeg blev positivt overrasket. Det er ret sjovt at tænke på, at denne serie er næste tyve år gammel og ‘alligevel’ skal forestille sig at foregå i fremtiden. Den virker dog på ingen måde bedaget (hvilket ‘gamle’ scifi-serier ind imellem godt kan gøre, når de er overhalet af virkeligheden), men der er dog også et snert 90’er-stil over den – ikke mindst på grund af gonzo-journalistikken.

Jeg var ret vild med den fanden-i-voldske Spider, som er full frontal i sine interviews (og jeg er samtidig bevidst om, at jeg ville virkelig ikke kunne lide ham, hvis jeg mødte ham i virkeligheden ;)). Han er en sand katalysator mht. action og fremdrift.

‘Transmetropolitan’ skal bestemt læses for sin nærmest aggressive og insisterende journalistiske dækning af et opgør i slummen, hvor politiet tager sig visse friheder – eller rettere sagt prøver på. Spider bliver helt klart fremstillet som de undertryktes helt, selvom han ikke just selv er en engel.

Jeg glæder mig til at læse videre i denne serie, og da min allerkæreste heldigvis også kunne lide den, så vil jeg ikke afvise, at han nok får flere albums i løbet af de kommende år… 😉

Saga 6

Ligesom så mange andre er jeg ret betaget af tegneserien ‘Saga’, som har gået sin sejrsgang blandt bogbloggere og bog-vloggere. Nederst i dette indlæg kan du finde links til mine øvrige Saga-anmeldelser.

Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal skrive i denne anmeldelse uden at afsløre for meget af handlingen i de tidligere albums, men lad mig endnu en gang fremhæve de meget smukke og fantasifulde tegninger, den spændende historie og forfatterens evner til hele tiden at sende fortællingen i nye, interessante retninger. Jeg keder mig bestemt ikke, og jeg synes heldigvis heller ikke, at jeg mærke nogen form for ‘metaltræthed’, hvilket man ellers kunne være bange for, nu hvor serien alligevel er ved at have nogle albums bag sig.

Jeg ser allerede frem til næste album!

The Young World

I stakken over de seneste bibliotekslån lå denne ungdomsbog af Chris Weitz – rart med lidt hurtig læsning til togturene.

‘The Young World’ er første bog i trilogien af samme navn. Den foregår i en dystopisk verden, hvor en mystisk sygdom har udryddet alle voksne og børn, så der kun er de unge tilbage. Og så snart de når 18 år, dør de.

Det har kastet verden ud en undtagelsestilstand, hvor de overlevende kæmper om mad og territorier og meget få søger en løsning på problemet. For hvilken fremtid er der, hvis alle alligevel er dømt til at dø, så snart de når 18?

Bogen er fortalt gennem to hovedpersoner – Jefferson, der er den nye leder af en gruppe overlevende, og Donna, der er med i gruppen. Gennem dem oplever læseren,  hvor håbløs og brutal verden er blevet, og hvor man oftere tyr til vold end til samarbejde.

Jeg syntes desværre ikke, at bogen havde meget at byde på – eller meget nyt skal jeg måske sige, for det er jo ikke ligefrem fordi, at bogmarkedet har savnet dystopiske bøger de sidste 7-8 år. Jeg savnede en forklaring på, hvor sygdommen kom fra, og hvorfor den ikke slog de unge ihjel. Det virkede utrolig konstrueret og dermed også ret påklistret, og det går altså ikke, når det er en af præmisserne for historien. Samtidig manglede jeg også en forklaring på, hvorfor alting gik så galt, når der kun var teenagere tilbage (og det er ikke nok at referere til ‘Fluernes Herre’ ;-)).

Historien var som sådan ikke dårligt skrevet – den fangede mig bare overhovedet ikke, og jeg regner ikke med at læse videre i serien.

Wizard and Glass – The Dark Tower 4

Jeg er fortsat i gang med at tygge mig igennem 7-bindsklassikeren fra Stephen King, også kendt som ‘The Dark Tower’-serien. Jeg er nået til bind 4 – du kan finde links til anmeldelserne af de tre første bøger nederst i dette blogindlæg.

Jeg vil vanen tro ikke bringe et detaljeret resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget fra de foregående bøger. Jeg kan dog fortælle, at denne bogs handling fortsætter umiddelbart efter slutningen på 3’eren, men at størstedelen af bogen faktisk handler om Rolands ungdomsår, som han fortæller sine rejsekammerater om.

Jeg må desværre indrømme, at denne bog ikke var noget for mig. Jeg syntes, det var irriterende, at Rolands fortid fyldte langt størstedelen af bogen, for det var noget af et antiklimaks i forhold til den fantastisk spændende start på bogen. Men for det første er jeg sjældent til kærlighedshistorier, og for det andet er den type historier heller ikke Kings styrke, så det var en noget tam læseoplevelse. Historien i sig selv er udmærket, men den er aaaalt for lang. Her kunne man med fordel have skåret minimum 200 sider – og gerne mere.

Jeg har umiddelbart indtryk af, at ‘Wizard and Glass’ adskiller sig fra de øvrige bøger ved at være så fokuseret på Rolands fortid, så selvom denne bog var noget træg at komme igennem, så har jeg ikke opgivet at læse videre i serien. Jeg satser på at gå i gang med den femte bog i slutningen af denne måned.