The Dark Tower

En epoke er ovre. Ok, det lyder måske lidt højtideligt, men jeg har endelig færdiglæst ’The Dark Tower’-serien. En syv binds serie skrevet af Stephen King over ca. 30 år. En serie, mange troede ikke ville blive færdig (ligesom ’A Song of Ice and Fire’-serien?), da King ikke ligefrem havde travlt med at gøre serien færdig. Men da han nær mistede livet i en trafikulykke i starten af 2000’erne, gav det ham stof til eftertanke, og i løbet af et par år fik han skrevet de tre sidste bøger.

’The Dark Tower’ er som sagt finalen på den syv bind lange serie. Af helt åbenlyse årsager vil jeg naturligvis ikke fortælle om, hvad der sker i bogen, så dette indlæg vil i stedet fokusere på slutningen som helhed (uden at røbe noget spændende) samt om serien.

Bogen er i bund og grund en udmærket afslutning på den episke fortælling om revolvermanden og det mørke tårn. Der er mørke og dramatiske scener, som kun King kan skrive dem, men også de følsomme og vemodige stunder, som han også mestrer. Desværre lider den sidste bog lidt under længden – igen er det en meget tyk bog, som godt kunne have tålt en barbering mht. sideantallet. Og så er jeg fortsat ikke fan af, at Stephen King selv optræder i bogen.

Serien har været en virkelig blandet læseoplevelse. De første bøger var ok, men de fangede mig ikke rigtig, og jeg undrede mig lidt over, hvorfor serien er så elsket af mange King-fans. Så kom tredje bog, og der blev jeg for alvor grebet. Set i bagklogskabens lys ærgrer det mig, for havde den været middelmådig som de to forrige bøger, havde jeg sandsynligvis droppet serien, og det ville i sidste ende have sparet mig for både penge og en hel del tid. Jeg var nemlig ikke særlig begejstret for de sidste fire bøger. Der var forskellige grunde til, at de hver især var frustrerende at læse, men helt overordnet var mange af dem utrolig langtrukne med masser af fyld og uden det drive og intensitet, som ellers kendetegner en del af Kings bøger. Og så tabte jeg alt for serien, da King pludselig skrev sig selv ind i historien – det er et kæmpe no-go hos mig.

Jeg har det dog fint med, at jeg har brugt så lang tid på at læse serien, selvom den skuffede mig. Det er en serie, der ofte refereres til, når snakken falder på King, og der er også mange referencer til hans andre værker i denne serie. Det var sjovt at læse, når man som jeg har læst størstedelen af hans bøger. Men det havde selvfølgelig været langt federe, hvis jeg var blevet blæst omkuld af serien.

Nu ser jeg frem til filmfortolkningen af serien. Den kommer her til sommer og har Idris Elba og Matthew Mc på rollelisten. Jeg har ingen anelse om, hvordan filmskaberne vil koge et flere tusinder siders værk ned til én film, så det bliver nok mest et actionbrag, men det gør mig ikke noget, for jeg har ingen særlige følelser for bøgerne.

Scythe

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en svaghed for Neal Shusterman – eller rettere sagt hans bøger. Jeg faldt pladask for ‘Everlost’ og de øvrige bøger i den serie, ligesom jeg også holdt af ‘Unwind’-serien.

Nu er han kommet med en ny serie, hvor første bog hedder ‘Scythe’. Den foregår i fremtid, hvor den naturlige død ikke længere findes, ligesom menneskeheden også har udryddet alle livsfarlige trusler såsom sygdomme, krig og hungersnød. Man kan blive lige så gammel, som man ønsker det – ja, man kan endda skrue sit biologiske ur baglæns, så man atter ligner en 21-årig, hvis man har lyst til det. Den situation vil naturligvis betyde, at Jorden hurtig vil blive overbefolket, og derfor er der udpeget en række scythes – en slags ‘aflivere’ – der har til opgave at dræbe mennesker. De skal opfylde en bestemt kvote, og dødsfaldene skal ramme alle befolkningsgrupper, så man må ikke skåne nogen – ej heller børn. Citra og Rowan bliver udvalgt som lærlinge til scythen Faraday, og de indser snart, at livet som scythe er både ensomt og kompliceret. Hvornår bør et menneske dø? Og hvordan? Samtidig med dette opdager de også, at selvom scythe-ordenens medlemmer er pålagt en lang række restriktioner, så er der brodne kar imellem, og der er nogen, der åbenbart sætter lige lovlig megen pris på at slå andre mennesker ihjel…

Jeg kan godt lide rammen for historien, hvor menneskene har udryddet den naturlige død og i stedet må have ‘aflivere’ til at sørge for, at befolkningen ikke vokser katastrofalt. Det åbner op for en række interessante diskussioner – ikke mindst da Citra og Rowan skal deltage i de første ‘aflivninger’. For hvad er en retfærdig død? Og skal døden være retfærdig – og for hvem?

Jeg tænkte både på ‘Unwind’-serien og ‘Mort’ af Terry Pratchett i starten, men ‘Scythe’ fandt hurtigt sin egen form og stil. Jeg elsker Shustermans skrivestil og ikke mindst hans evne til at overraske, og det gør han også i denne bog. Der var et ret vigtigt plottwist, jeg overhovedet ikke havde set komme, men som betød, at historien tog en ret spændende drejning.

De to hovedpersoner er ok skrevet, men jeg må indrømme, at jeg nok havde forventet lidt mere af dem – de var lidt overfladisk beskrevet, og jeg syntes aldrig, at jeg kom tæt på dem. Samtidig var deres fascination af hinanden ret pludselig og meget intens – her kunne forfatteren godt have arbejdet lidt mere med opbygningen.

Min største anke mod bogen er slutningen, for her går det pludselig meget stærkt. Det virkede lidt som om, at forfatteren pludselig opdagede, at han var ved at løbe tør for sider, for der springes en del i historien hen mod slutningen, og jeg syntes desværre, at det gik alt for hurtigt. Der var scener, der burde have været med for at binde historien bedre sammen og scener, der burde have været mere detaljerede. Virkelig ærgerligt når nu resten af bogen var aldeles glimrende.

‘Scythe’ er som sagt første bog i en serie. Jeg har det lidt blandet med det, for bogen står stærkt som enkeltstående historie, og jeg synes, det er lidt ærgerligt, at det igen-igen skal være en serie. Der er ganske enkelt for få enkeltstående bøger i fantasygenren, og denne her behøver reelt set ikke en fortsættelse. Så kan man argumentere for, at jeg jo bare kan lade være med at læse den næste bog, meeen… det gør jeg nok alligevel. Det er jo Neal Shusterman, der står bag 🙂

Lust for Life – Transmetropolitan 2

Jeg læste den første tegneserie – ‘Transmetropolitan’ – for et par måneder siden, og nu var det tid til at læse det næste hæfte, som jeg lånte af min allerkæreste.

‘Lust for Life’ centrerer sig atter om den ekstreme journalist, Spider Jerusalem, der er endnu mere bad boy end i det første hæfte. Der er en pæn mængde action – en del af det dog så brutal og blodig, at det ikke er for sarte sjæle. Så er du advaret.

Historien er ret speciel – ret scifi vil jeg sige på den der kreative og ret weird måde. Der sker ting, som absolut ikke ville kunne lade sig gøre i dag. Stadig fortalt med et glimt i øjet og en hul latter på læben. Der var tidspunkter, hvor jeg spekulerede på, om ‘Saga’-folkene mon har hentet inspiration fra denne serie.

Når det så er sagt, så fangede historien mig desværre ikke helt så meget som i det første hæfte. Det var elementer såsom den vrede kamphund og drengen uden hoved (!), der bare ikke fungerede for mig. Sjovt og anderledes men også så mærkeligt, at det tændte mig lidt af.

Men en ok læseoplevelse dog – og jeg skal bestemt læse næste hæfte på et tidspunkt.

Transmetropolitan

Min allerkæreste kan heldigvis godt lide bøger og tegneserier. Ok, mest det sidste, selvom han nu ikke er bleg for at læse bøger. De senere år har jeg givet ham Sandman-serien i forbindelse med jul og nytår, men nu, hvor han har fået alle bøgerne, var det tid til at finde på noget nyt. Efter lidt research på Goodreads faldt jeg over ‘Transmetropolitan’, som lød ganske lovende, så han fik første album i julegave. Da han havde læst det, fik jeg også lov til at læse det – og blev positivt overrasket!

‘Transmetropolitan’ er en cyperpunk tegneserie, hvor første album udkom i slutningen af 90’erne. Hovedpersonen er den ret ekstreme – og ret populære – journalist, Spider Jerusalem, der har været væk fra offentligheden i flere år. Nu er han dog vendt tilbage til storbyen, og det går ikke stille af – snart er han viklet ind i en stor sag, og hans navn er på alles læber igen.

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente af denne serie, men jeg blev positivt overrasket. Det er ret sjovt at tænke på, at denne serie er næste tyve år gammel og ‘alligevel’ skal forestille sig at foregå i fremtiden. Den virker dog på ingen måde bedaget (hvilket ‘gamle’ scifi-serier ind imellem godt kan gøre, når de er overhalet af virkeligheden), men der er dog også et snert 90’er-stil over den – ikke mindst på grund af gonzo-journalistikken.

Jeg var ret vild med den fanden-i-voldske Spider, som er full frontal i sine interviews (og jeg er samtidig bevidst om, at jeg ville virkelig ikke kunne lide ham, hvis jeg mødte ham i virkeligheden ;)). Han er en sand katalysator mht. action og fremdrift.

‘Transmetropolitan’ skal bestemt læses for sin nærmest aggressive og insisterende journalistiske dækning af et opgør i slummen, hvor politiet tager sig visse friheder – eller rettere sagt prøver på. Spider bliver helt klart fremstillet som de undertryktes helt, selvom han ikke just selv er en engel.

Jeg glæder mig til at læse videre i denne serie, og da min allerkæreste heldigvis også kunne lide den, så vil jeg ikke afvise, at han nok får flere albums i løbet af de kommende år… 😉

Saga 6

Ligesom så mange andre er jeg ret betaget af tegneserien ‘Saga’, som har gået sin sejrsgang blandt bogbloggere og bog-vloggere. Nederst i dette indlæg kan du finde links til mine øvrige Saga-anmeldelser.

Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal skrive i denne anmeldelse uden at afsløre for meget af handlingen i de tidligere albums, men lad mig endnu en gang fremhæve de meget smukke og fantasifulde tegninger, den spændende historie og forfatterens evner til hele tiden at sende fortællingen i nye, interessante retninger. Jeg keder mig bestemt ikke, og jeg synes heldigvis heller ikke, at jeg mærke nogen form for ‘metaltræthed’, hvilket man ellers kunne være bange for, nu hvor serien alligevel er ved at have nogle albums bag sig.

Jeg ser allerede frem til næste album!

Hvad Fluffy vidste

Denne bog har jeg længe haft et godt øje til, og da jeg for nylig tænkte, at nu var det på tide at få læst noget mere scifi, var denne bog blandt dem, jeg hentede på biblioteket.

‘Hvad Fluffy vidste’ er en novellesamling, der er udgivet af Science Fiction Cirklen. Det er – som forsiden antyder – en samling af scifi-noveller med og om katte! De optræder både som kæledyr, som guddommelige og som store katte, der har hovedrollen i stedet for menneskene. Men uanset hvilken historie, det drejer sig om, så er der ingen tvivl om, at i disse historier er katten i centrum (… ligesom i virkeligheden, sagde katteejeren…).

Der er en fantastisk bredde i historierne, hvor kattene generelt viser deres overlegenhed i en lang række situationer. Især første halvdel var spækket med fantastiske historier. Cirka midtvejs kom der nogle noveller, der ikke sagde mig så meget, men derefter fortsatte stimen af underholdende, pudsige og tankevækkende fortællinger. Kvaliteten er høj, men novellesamlingen er også en fin buket af både nye og gamle scifi-historier.

Du skal ikke være katteelsker for at nyde denne bog, men det hjælper helt sikkert, for historierne emmer af kærlighed og respekt for de små klo-besatte pelsklumper. Er du mere et hundemenneske, så prøv alligevel at læse denne bog og få et indblik i, hvorfor katte er så fantastiske væsner.

Nær og fjern

Jeg har savnet scifi-genren i forbindelse med min læsning, så det har jeg gjort noget ved her på det sidste (og det kommer jeg også til i det nye år – mere om det i december måned). Science Fiction Cirklen har udgivet en lang række novellesamlinger gennem årene, og jeg har læst flere af dem med lidt blandet held. Novellegenren er svær, og den bliver absolut ikke lettere, når det drejer sig om scifi, for du skal nå at etablere en fremtidsverden på ganske få sider.

Men jeg kastede mig nu over endnu en novellesamling – denne gang ‘Nær og fjern – Lige under overfladen 7’. Den indeholder en lang række danske scifi-noveller, der er skrevet af både erfarne og knapt så erfarne forfattere.

Historierne er ret forskellige og svinger lige fra tragedier til satire og fra fremmede væsner til tidsrejser. Der er kort sagt noget fra enhver smag. Det betød da også, at der var historier, som slet ikke sagde mig noget, mens andre passede bedre til mig. En af mine favoritter var novellen, der samtidig også lagde navn til bogen – nemlig ‘Nær og fjern’. Her har vi både fremmede væsner og en klassisk konflikt om, hvem man tør stole på. Historien om æblefetichisten var ret anderledes men velskrevet og utrolig godt udtænkt, og så var den Hunger Games-inspirerede også god men dog lige lovlig forudsigelig.

Jeg må indrømme, at der var lidt langt mellem snapsene. Nogle af novellerne var lidt for sære, mens andre nærmest var for jordnære. Jeg savnede en mere tydelig rød tråd gennem fortællingerne, for de stak i mange forskellige retninger. Det er som sådan ikke et problem – jeg havde bare håbet på, at jeg i højere grad kunne fornemme et tema.

‘Nær og fjern’ er en udmærket scifi-novellesamling, men ikke en af de bedste, jeg har læst.

The Humans

Jeg tror, jeg faldt over denne bog for et års tid siden og blev straks charmeret af bogens grundidé – nemlig at et rumvæsen overtager en menneskekrop for at løse en opgave på Jorden. Samtidig blev bogen fremhævet som sjov og skæv, og jeg tænkte, at det kunne være en hyggelig læseoplevelse i september måned.

‘The Humans’ er skrevet af Matt Haig og handler om professor Andrew Martin – eller rettere ham, som andre mennesker opfatter som professor Andrew Martin. Den rigtige professor er dog død, og i stedet er det et rumvæsen, der har overtaget hans krop. Rumvæsnet skal løse en hemmelig mission på Jorden, men det kompliceres af, at det ikke er al menneskelig opførsel, man kan læse sig til. Det giver en række startsvanskeligheder, da ‘professoren’ pludselig begynder at spadsere nøgen rundt udenfor ved højlys dag, og rumvæsnet kæmper virkelig for ikke at vække mistanke. I starten er det let at fokusere på missionen, men stille og roligt begynder rumvæsnet at fascineres af de sære mennesker og alle deres mærkelige forestillinger om, hvad et godt liv er. Det bringer missionen i fare, og rumvæsnet må tage en række svære valg.

Jeg synes, der er masser af potentiale i bogens grundidé, og starten var da også ganske glimrende. Det overraskede mig lidt, at der var plads til nogle ret drastiske scener et stykke inde i bogen, og den var dermed ikke lige så letbenet og sjov, som jeg først troede. Faktisk var de sjove elementer ret begrænsede og forekom primært i starten. I stedet blev bogen mere filosofisk, men dog ikke på et specielt dybt niveau, og i løbet af bogen blev handlingen desværre mere og mere forudsigelig.

Bogen endte med at være en ok oplevelse, men næppe en bog der efterlader synderlige spor i min hukommelse. Den er ganske enkelt for letbenet og har for lidt på hjerte. Enten skulle der have været større fokus på de sjove elementer, eller også skulle de filosofiske dilemmaer havde været bedre og mere indlevende.

Denne bog er til dem, der vil have lidt uforpligtende læsning uden de store overraskelser.

Saga 1

Hvis du følger nogle af de udenlandske vloggers, der taler om bøger, så er du helt sikkert stødt på de utroligt populære Saga-tegneserier. Jeg har længe ønsket at læse første album af serien, og da jeg købte bøger i september måned, sneg jeg også første Saga-album ned i indkøbskurven. Haps!

‘Saga 1’ er lavet af Brian K. Vaughan og Fiona Staples. Det er første album i en scifi-serie, hvor omdrejningspunktet er to væsner, der forelsker sig i hinanden til trods for, at de er soldater på hver deres side af en stor krig. I starten af hæftet er de på flugt, mens hun er højgravid, og kort tid efter, at hun har født, bliver de fundet og konfronteret med deres forræderi.

… og så kan jeg ikke afsløre mere, for resten skal opleves 🙂

‘Saga 1’ er en smuk og fascinerende historie om umulig kærlighed og en verden, der er splittet på grund af krig. Tegningerne er meget udtryksfulde og eksperimenterende, og hele farvepaletten er i brug. ‘Saga 1’ er også scifi, når det er vildt, skævt og underligt, for det er en verden, hvor der findes virkelig sære væsner og planter. Det meste af tiden er tegneserien ret alvorlig, men der er også sjove øjeblikke.

Første album var bestemt interessant, og jeg regner med at læse videre i serien.

Conventions of War

‘Conventions of War’ er tredje og sidste del i ‘Dread Empire’s Fall’-trilogien af Walter Jon Williams. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Praxis‘ og ‘The Sundering’.

Da ‘Conventions of War’ er sidste del i en trilogi, vil jeg ikke bringe et resumé af bogen. I stedet laver jeg en opsummering af, hvad der er godt og knapt så godt ved denne bog samt ved serien som helhed.

Denne bog har en langt mere fængende start end de to foregående bøger. Hvor ‘The Praxis’ og ‘The Sundering’ begge har en lidt tør og langsom start, så syntes jeg ikke, at ‘Conventions of War’ lider af samme problem. Til gengæld er rytmen og… hm… prioriteringen i den tredje bog noget anderledes i forhold til resten af serien. Den er knapt så scifi-agtig (i hvert fald hvis du forbinder scifi med rumkampe og andre racer), men der er stadig en pæn portion action og drama i den. Det skulle jeg lige vænne mig til, men jeg endte med at være ret fanget af historien alligevel.

‘Dread Empire’s Fall’ er en fed scifi-serie med en god portion action, drama og politiske intriger. Den er forholdsvis teknisk til tider, for serien gør en del ud af at forklare, hvordan rejser i rummet fungerer. Det skal dog ikke holde dig tilbage, hvis du ikke er til nørdede detaljer, for der er også mange interessante forviklinger og konflikter mellem bøgernes hovedpersoner og bipersoner.

Jeg elsker hovedpersonerne i denne serie og de konflikter, de roder sig ud i, og mange af dialogerne er også skrevet med et glimt i øjet. Der er i det hele taget en fin humor og en fandenivoldskhed i bøgerne, som jeg var ret begejstret for.

‘Dread Empire’s Fall’ er en serie, der har givet mig endnu mere lyst til at få fat i flere scifibøger. Jeg læste en del scifi som teenager, men det er desværre ikke en genre, der har været specielt populær de sidste 20 år, så jeg vil nok satse på at få læst nogle af de scifi-klassikere, jeg mangler eller evt. kigge efter noget underground-scifi.

Er du til scifi, rumskibskampe og personlige dramaer i stil med Battlestar Galactica, så er denne serie noget for dig.