Flowers for Algernon


Forventninger:
Jeg mindes, at jeg skrev ’Flowers for Algernon’ af Daniel Keyes på min to-read-liste efter at have set den på en top tyve liste over anbefalelsesværdige sci-fi-bøger. Jeg håbede selvfølgelig, at den kunne leve op til dette, men jeg havde ikke rigtig nogen forventninger til den, eftersom jeg ikke vidste særlig meget om den.

Resumé:
Charlie er en ung mand med en ret lav intelligens. Han har indtil nu levet et sorgløst liv, men han drømmer om at blive klog. Da han bliver tilbudt at være med i et videnskabeligt forsøg, hvor han gennemgår en hjerneoperation for at højne hans IQ, takker han ja. Gennem næsten daglige rapporter fortæller han om tiden før og efter operationen og om, hvor meget hans liv ændrer sig. Pludselig kan han se situationer fra flere vinkler og opdager, at hans venner ikke laver sjov med ham men gør nar af ham eller snyder ham, og Charlie indser, at verden ikke altid har været så god mod ham, som han har troet. Samtidig giver det også en række komplikationer, at hvor Charlie har udviklet sig hurtigt på det intellektuelle niveau, så har hans følelser haft svært ved at følge med, og det giver en lang række komplikationer.

Det bedste:
Dette er en tankevækkende historie om, hvad intelligens er – og ikke mindst hvad moral er. Hvordan skal vi behandle vores medmennesker, og husker vi at behandle andre ordentligt, selvom de ikke nødvendigvis ligner os selv? Historien udstiller til fulde, hvor ondskabsfulde mennesker kan være mod hinanden, når de føler sig truede, dumme eller har lavt selvværd. Den viser også, at intelligens er mere og andet end at være god til at løse matematiske ligninger.

Det værste:
Det var ikke altid, at skrivestilen fungerede i bogen. Charlies sprog og retstavning forbedres markant i takt med, at han bliver mere intelligent, men det virker ind imellem lidt søgt.

Kan anbefales til:
Dette er fortællingen om det bedste og værste i mennesker. Om at acceptere og respektere andre, selvom de ikke ligner dig selv. Har du mod på at læse den type fortælling – og måske lære noget om dig selv og andre – så er ’Flowers for Algernon’ noget for dig.

Ulvehunden

Forventninger:
Ulvehunden’ af Jack London er en amerikansk klassiker, der er skrevet i starten af 1900-tallet, og den har længe stået på min to-read-liste. Jeg forventede en fascinerende historie om den canadiske vildmark og en rørende skæbnefortælling om den vilde ulvehund Hvidtand, der er bogens hovedperson.

Resumé:
Den unge hund Hvidtand bor sammen med sin mor hos et menneske, der behandler dem godt. En dag bliver Hvidtand dog bortført og solgt til et par mænd, der optræner ham som slædehund. Han kommer ikke godt ud af det med resten af koblet, og det giver en lang række konflikter, hvor han lærer, at han bliver nødt til at sætte sig i respekt. Men én ting er de andre hunde i koblet – en anden ting er de mennesker, der derefter køber ham og bringer ham med på en rejse, som bringer både dem selv og ham i fare.

Det bedste:
Naturbeskrivelserne og vildtlivsstemningen. Jeg ville gerne have haft lidt mere af det og knapt så meget hunde-weltschmertz, som ikke helt fungerede for mig (til trods for, at jeg generelt er til weltschmertz-fortællinger).

Det værste:
Historien fængede mig slet ikke så meget, som jeg havde håbet på. Jeg havde ellers forventet, at historien om hunden, der må grueligt meget igennem, ville være rørende, men det var den af en eller anden grund ikke – og jeg vil tro, at det er skrivestilen, som bare ikke fangede mig.

Kan anbefales til:
Til dig, der er til naturbeskrivelser og det vilde dyreliv i den barske natur. Vær dog opmærksom på, at er du hundeelsker, så vil der være barske scener, du ikke vil bryde dig om.

Til den bitre ende

Forventninger:
’Til den bitre ende’ af Traudl Junge er et glimrende eksempel på, at jeg ind imellem falder over historiske emner på Ereolen.dk, som lyder interessante og derfor låner en lydbog om det. Traudl arbejdede som sekretær for Adolf Hitler, og bogen beskriver hendes oplevelser i de år. Jeg havde ikke så mange forventninger, inden jeg gik i gang med at lytte, men jeg håbede på, at bogen ville give et indblik i, hvordan det var at arbejde for manden, der stod bag 2. Verdenskrig.

Resumé:
Bogen er skrevet i slutningen af 1940’erne, hvor Traudl nedfældede sine erindringer. Da hun flere årtier senere gennemlæste dem, blev hun forfærdet over, hvor ureflekterede og naive, de virkede, selvom de var skrevet flere år efter krigen. Det var vigtigt for hende at pointere i forordet til bogen, men også at der – på trods af denne refleksion – ikke er ændret på indholdet af hendes tekster (udover korrektur samt nogle præciseringer undervejs).

Traudl fik som 22-årig arbejde som sekretær Hitler i de sidste 2½ år af krigen og var til stede, da det gik godt for tyskerne, men også da krigen vendte, og den dystre stemning lagde sig over førerbunkeren. Hun deltog i de daglige samtaler og måltider i den lille lukkede skare, som næsten konstant var i bunkeren og fik dermed et indblik i livet for både Hitler og hans nærmeste tjenestemænd.

Det bedste:

Traudl beskriver hverdagen blandt krigens mænd, og den noget anderledes vinkel giver et interessant indblik i krigen, som de færreste historiebøger kan give. Her er fokus ikke på de store slag men på de små samtaler, og det er med til at tegne nazismens top som mennesker, der også kunne grine eller græde. Traudls beskrivelser blev også brugt i filmen ’Der Untergang’, som af nogle blev kritiseret for at menneskeliggøre Hitler. Personligt synes jeg, at det kun gjorde hans gerninger endnu værre – at han ikke bare var en sort/hvid-skurk som i tegneserierne men et menneske med følelser.

Det værste:
Indledningen er alt for lang. Her bliver Traudls ’øvrige liv’ beskrevet (dvs. uden for tiden som sekretær for Hitler), og selvom det kan have sin berettigelse i forhold til at forstå hende som fortæller, så var det lige ved at dræbe min lyst til at lytte videre.

Kan anbefales til:
Historieinteresserede, der gerne vil have et indblik i hverdagslivet omkring Hitler, og hvor krigen ligger som et tungt tæppe over fortællingen, uden at krigen nævnes direkte særlig tit.

The Accident Season

Forventninger:
Jeg kan huske, at der var delte meninger om ‘The Accident Season’ af Moïra Fowley-Doyle, da bogen kom frem, men derefter glemte jeg alt om den, indtil jeg for nylig så den på Ereolen Global. Jeg havde ikke de vilde forventninger – nok mest en stille og rolig ungdomsbog, der ville gøre sig godt som sommerlæsning.

Resumé:
Når oktober nærmer sig, går Caras familie ind i en svær tid. Elkedlen gemmes væk, knive låses inde, og tykke gulvtæpper bliver rullet ud i huset. Oktober er måneden, hvor alt går galt – hvor ulykkerne vælter ned over familien – og det har flere gange været med dødeligt udfald. Men hvorfor er de altid ramt af uheld i oktober? Hvilken forbandelse er det, familien lider under?

Det bedste:
Stemningen i denne bog er ret fed. Der er en krybende usikkerhed om, hvad der foregår. Hvorfor sker der så mange ulykker for familien? Er det et tilfælde, eller hviler der en reel forbandelse over dem? Det er spooky mindfuck, og jeg kunne godt lide den stille og rolige opbygning, hvor man sidder og gruer for, hvordan det vil ende. Det bliver så heller ikke dårligere af, at det spirende kærlighedsforhold (der nærmest partout skal være i ungdomsbøger) mildt sagt er temmelig akavet.

Det værste:
Det var befriende, at personerne i bogen ikke var specielt stereotype, men de virkede desværre også ret ’flade’. Jeg kunne i hvert fald ikke føle dem, og af samme grund krøb historien aldrig rigtig ind under huden på mig. Og så var slutningen lidt… hm… kedelig. Det er selvfølgelig også svært at skrive en god afslutning på denne type historie, for meget af glæden ved at læse bogen netop er stemningen og muligheden for at gætte med på, hvad der mon foregår, og derfor vil afslutningen altid være svær. Jeg var ikke helt tilfreds med denne.

Kan anbefales til:
Hvis du er til magisk realisme og en rolig historie, hvor du ikke helt ved, hvad der foregår, så er denne bog noget for dig. Forventer du action og en klar rød tråd i handlingen, så skal du holde fingrene fra ’The Accident Season’.

Release


Jeg er ret vild med både ’A Monster Calls’ og ’Chaos Walking’-trilogien af Patrick Ness, så selvfølgelig skulle jeg også læse ’Release’, som han udgav sidste år. Den har efterhånden stået noget tid på bogreolen, men for nylig blev det endelig tid til at læse den.

’Release’ foregår i løbet af én dag, hvor man følger teenageren Adam, der ligesom så mange andre jævnaldrende tumler med identitetskrise og lavt selvværd. For Adam er der dog mere i det – som homoseksuel har han det svært i en religiøs familie, hvor forældrene tydeligt prioriterer storebroren. Selvfølgelig uden på nogen måde at tale om deres forhold til Adams seksualitet eller grunden til, at de forskelsbehandler dem. Og da Adam pludselig bliver udsat for sexchikane på arbejde, kulminerer det hele.

Der er faktisk tale om to historier i denne bog, for hvert kapitel indledes med en ganske kort scene, hvor man følger en ung kvinde og en faun. Det giver bogen et abstrakt touch af magisk realisme, men er også ret forvirrende i starten, og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke 110% sikker på, at jeg forstod, hvorfor det skulle med. Jeg syntes aldrig rigtig, det virkede for mig.

Bogen er en forholdsvis simpel fortælling om at finde sig selv og træde i karakter. En eviggyldig historie uanset hvilken alder, seksualitet eller generel overbevisning, man har. Adam bliver tvunget til at tage stilling – at beslutte sig for, hvornår nok er nok – og selvom omstændighederne kunne være bedre, så er det samtidig et vigtigt skridt for ham.

Historien var – bortset fra de abstrakte indledninger – fint fortalt, men den sagde mig ikke så meget. Jeg har efterhånden læst en del bøger om teenagere, der skal finde sig selv – herunder også om unge homoseksuelle, da det er blevet meget populært at skrive om de senere år – men jeg syntes desværre ikke, at ’Release’ havde noget nyt at byde på. Jeg læste bagefter, at bogen blandt andet er inspireret af ’Mrs. Dalloway’, som jeg læste sidste år, men den bog var jeg heller ikke så begejstret for, så måske er det alligevel ikke så overraskende, at ’Release’ ikke fangede mig.

Er du til Patrick Ness’ tidligere bøger, er det ikke sikkert, at denne bog er for dig, men er du til de mere quirky abstrakte bøger (som for eksempel ’More Than This’), så kan det være, at du vil synes om ’Release’.

Women of the Silk


Jeg har lige opdaget, at jeg har glemt at blogge om månedens to-read-bog fra maj, og det går ikke, så her kommer endelig en anmeldelse af den!

‘Women of the Silk’ er skrevet af Gail Tsukiyama og foregår i Kina i første halvdel af 1900-tallet, hvor man følger pigen Pei. Hendes familie sender hende til en silkefabrik for at arbejde, og her vokser hun op blandt en række kvinder, hun knytter sig til. De er vant til at underordne sig både familien og fabrikken, men oprørske tanker spirer, og pludselig er der kvinder, der siger fra – kvinder, der forlanger selvstændighed!

Jeg synes, at ‘Women of the Silk’ er en interessant og lidt anderledes fortælling om asiatiske kvinder i 1900-tallet. Mange af de bøger, jeg har læst om kvindeskæbner i Asien, har haft fokus på kvinder som ofre og mænd som mandchauvinistiske og brutale skurke. Jeg er ikke i tvivl om, at ligestillingen halter i Asien, men jeg synes dog også, at det nærmest har virket karikeret i flere af de bøger, jeg har læst, og derfor er det dejligt med en bog, hvor fokus er på kvindernes fællesskab og ikke på deres relation til mændene i samfundet.

Der er rørende øjeblikke, og der er underfundige stunder, der får smilet frem, men der er også dramatiske og triste situationer, hvor kvindernes liv ændrer sig drastisk – kort sagt var der en del følelser i denne bog. Jeg blev ikke overvældet af det, men jeg synes, at der var en fin variation, og det betød samtidig, at det ikke altid var en forudsigelig fortælling. Der var nogle ting, jeg gættede mig til, men jeg var absolut ikke sikker på, hvordan bogen ville ende.

Absolut en af de bedre bøger i forbindelse med mit Asien-tema. Ikke blændende god men ganske udmærket.

Haabet

De senere år har de danske medier rettet fokus på Danmarks rolle i forbindelse med slaveriet på De Vestindiske Øer – et kapitel af Danmarkshistorien, der ellers ikke er blevet talt højt om. Det pirrede min nysgerrighed og var med til at inspirere mig til at låne ’Haabet’.

Bogen er skrevet af Mich Vraa og handler om den danske slavehandel, som var relateret til sukkerproduktionen på De Vestindiske Øer. I bogen følger man Maria, der er datter af skibsreder Anton Frederiksen. Hun drager med faren mod De Vestindiske Øer, men sejladsen går ikke som ventet, og pludselig står Maria i en meget dramatisk og uventet situation. Sideløbende med hendes historie hører man om akademikeren Mikkel, der kæmper for at frigive slaverne.

Historien springer i tid, og det var noget forvirrende i starten, men jeg vænnede mig hurtigt til det. Det er ikke altid, at det populære greb med at skifte i tid og sted virker, men i denne sammenhæng syntes jeg, at det understøttede historien fint.

Det er en brutal og nådesløs fortælling om en dyster og nedværdigende tid, og der var scener, der næsten gav mig kvalme, fordi de var så modbydelige. Svig og skruppelløshed driver fortællingen, og det gør skellet mellem de gode og de onde større – så meget, at det ind imellem bliver lige lovligt sort-hvidt. Maria er for eksempel let at holde af som hovedperson men kommer også til at fremstå utrolig naiv i starten af bogen og er dermed et oplagt offer for de amoralske mennesker.

Jeg synes, det er en fascinerende fortælling, men desværre taber historien pusten undervejs, og visse passager bliver lige lovlig forudsigelige. Som inspirationsindlæg i debatten om den danske slavehandel er den dog yderst velkommen, fordi forfatteren formår at tydeliggøre de brutale og dobbeltmoralske handlinger, der har fundet sted på De Vestindiske Øer.

Dreams of Joy

Lige siden jeg læste ’Pigen med viften’ af Lisa See, har jeg haft en svaghed for hendes bøger. Jeg har læst flere af dem gennem årene – blandt andet Pigerne fra Shanghai’, der blev oversat til dansk. De følgende år gik jeg og ventede på, at efterfølgeren, ’Dreams of Joy’, også ville blive oversat, men det skete desværre aldrig, så i forbindelse med asiatiske læsetema købte jeg bogen på engelsk i stedet.

I ’Dreams of Joy’ er der to fortællere – Joy, som også var fortæller i første bog, samt datteren Pearl. Eller rettere – Pearl er ikke Joys biologiske datter men datter af søsteren May, der dog gladeligt lod Joy overtage rollen som mor. Men Pearl finder ud af sammenhængen og mener, at hendes liv er én stor løgn, og hun stikker derfor af fra sit trygge hjem i USA. Hun drager til Kina – fascineret at fortællingen om det kommunistiske styre samt drevet af ønsket om at finde sin far. Joy rejser efter for at finde datteren, og snart er begge kvinder dybt involveret i det nye samfund i Kina. Et samfund, der trues af hungersnød efter en fejlslagen landbrugspolitik, og hvor styret ikke vil erkende, at der er begået fejl.

Jeg syntes desværre ikke, at de to hovedpersoner virkede særligt troværdige. Pearl er meget oprørsk, egenrådig og naiv – også lang tid efter, at hun er rejst ind i Kina – mens Joy er så selvopofrende, at det virker tåbeligt. Deres historier virkede derfor ind imellem lidt for skingre og konfronterende.

Til gengæld er det historiske indblik i denne bog ganske interessant. Hungersnøden, der hærgede Kina i slutningen af 1950’erne og slog millioner og atter millioner ihjel, spiller en vigtig rolle i denne fortælling. Når man oplever den gennem Pearls øjne, bliver det en meget nærværende og modbydelig historie om et styre, der var drevet af stolthed og arrogance, og hvor den almindelige arbejder blot var en lille brik, der kunne ofres. I det hele taget er det fascinerende at læse om det kommunistiske samfund set gennem Pearls og Joys øjne, selvom det dog til tider er lidt for tydeligt, at den er skrevet af en forfatter med ’amerikanske briller på’.

’Pigerne fra Shanghai’ er ikke en af mine favoritter blandt Lisa Sees bøger, og det kommer ’Dreams of Joy’ heller ikke til at være. Den virker på mange måder lidt for stereotyp, ligesom personerne kommer til at virke flade og karikerede. Bogens styrke er klart det indblik i kommunismens Kina, man får, selvom også her er fronterne trukket skarpt op, så der er en klar skurk i fortællingen.

Det ensomme hjerte

Tom Buk-Swienty har fået mange rosende ord med på vejen for sine historiske romaner, og jeg var da også ret begejstret for ’Slagtebænk Dybbøl’ og ’Dommedag Als’. Det var derfor helt oplagt, at jeg også skulle læse ’Det ensomme hjerte’, som er hans seneste roman.

Bogen er skrevet på baggrund af den tyske soldats Hans Horns egne optegnelser om sit liv først som tysk borger og senere soldat under 2. Verdenskrig. Tom Buk-Swienty blev kontaktet af Hans’ børn, der fandt farens optegnelser efter hans død. Udover de meget detaljerede beskrivelser var der også en stor samling af akvareller, som Hans malede for at illustrere de oplevelser, han beskriver. ’Det ensomme hjerte’ er derfor en genfortælling bygget på Hans Horns materiale, der er krydret med forfatterens egen research.

Dette er fortællingen om den almindelige tysker og dennes oplevelse af de politiske forandringer, der i sidste ende førte til 2. Verdenskrig. Det er også fortællingen om, hvordan der ikke blev sagt fra i tide af den almindelige tysker, og hvordan tyske soldater gik til ekstremer for at undgå at komme i krig, fordi de bare gerne ville leve.

Det er tankevækkende at læse Hans Horns historie. Bogen giver et meget troværdigt billede af det almindelige menneske, der er fanget i krigens kaos, og det er forfriskende for en gangs skyld at læse om krigen set fra tyskernes side. Ellers er de fleste bøger, jeg har læst om 2. Verdenskrig, skrevet af eller om personer i de lande, Tyskland var i krig mod. Hans er ikke synderlig interesseret i politik og vil hellere leve et helt almindeligt liv med kæreste og god mad, men da krigen kommer, bliver han også indkaldt. Han deltager i en række træfninger men får et tidspunkt held til at videreuddanne sig som læge og dermed komme væk fra frontlinjen. Helt væk kommer han dog ikke, for selvfølgelig bliver der også brug for hans kunnen som læge, og her ser han for alvor, hvordan krigen lemlæster folk.

Det er en barsk men nærværende historie, og det er helt fantastisk, at bogen er illustreret med Hans’ let naive men meget udtryksfulde akvareller. Det er i den grad med til at højne læseoplevelsen.

Bogen kan klart anbefales, hvis du gerne vil have et indblik i, hvordan krigen så ud fra den almindelige tyske soldats øjne. Det er muligt, at der er pyntet lidt på sandheden, men der er ærlig talt så mange ubehagelige scener og detaljer i bogen, at den virker ret troværdig og ikke særlig glorificerende i forhold til hverken soldaterliv eller Tyskland generelt. Et interessant indblik i verdenshistorien.

Transfervindue


Sidste år udkom ‘Transfervindue’ få dage inden, at forfatteren – Maria Gerhardt – døde af kræft. En 39-årig kvinde, der stadig havde meget på hjerte, hvilket bogen også tydeligt viser.

’Transfervindue’ er ikke decideret selvbiografi, men hovedpersonen er dog en kvinde ved navn Maria, der er dødeligt syg, og det er derfor nærliggende at tro, at det er forfatteren selv. Maria bor på et hospice i Nordsjælland, og bogen består af korte tekststykker, der beskriver livet og døden i det grænseland, som et hospice uvægerligt er. Selvom døden er tæt på Maria, så er der også glimt af humor og en fandenivoldskhed, som blot gør hende mere levende – mere ægte. Når hun sammen med vennen Mikkel betragter de raske og gør grin med de til tider banale bekymringer, man har, når man ikke er dødeligt syg. Hun er en person, der ved, at det ikke længere er muligt at gemme sig for døden – men som alligevel nægter at give op og lever livet, som hun har lyst til.

Fortællestilen er naiv og sanselig på samme tid – til tider lidt svulstig i billedsproget. Men det virker utrolig godt, og kontrasten mellem de oprørske perioder og så de helt stille, sårbare øjeblikke gør fortællingen skarp og nærværende på samme tid.

Dette er både en bog om at leve (mens man kan) – og at dø. Den bryder et af de få tabuer, der er tilbage – nemlig at tale om døden, for her bliver de fleste usikre og bange. Men ’Transfervindue’ giver et vigtigt indblik i, hvordan livet som døende er, og selvom det er en hurtigt læst bog, så bider den sig fast i hjertet og nægter at give slip.

Ekstremt vigtig bog – de varmeste anbefalinger herfra.