Release


Jeg er ret vild med både ’A Monster Calls’ og ’Chaos Walking’-trilogien af Patrick Ness, så selvfølgelig skulle jeg også læse ’Release’, som han udgav sidste år. Den har efterhånden stået noget tid på bogreolen, men for nylig blev det endelig tid til at læse den.

’Release’ foregår i løbet af én dag, hvor man følger teenageren Adam, der ligesom så mange andre jævnaldrende tumler med identitetskrise og lavt selvværd. For Adam er der dog mere i det – som homoseksuel har han det svært i en religiøs familie, hvor forældrene tydeligt prioriterer storebroren. Selvfølgelig uden på nogen måde at tale om deres forhold til Adams seksualitet eller grunden til, at de forskelsbehandler dem. Og da Adam pludselig bliver udsat for sexchikane på arbejde, kulminerer det hele.

Der er faktisk tale om to historier i denne bog, for hvert kapitel indledes med en ganske kort scene, hvor man følger en ung kvinde og en faun. Det giver bogen et abstrakt touch af magisk realisme, men er også ret forvirrende i starten, og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke 110% sikker på, at jeg forstod, hvorfor det skulle med. Jeg syntes aldrig rigtig, det virkede for mig.

Bogen er en forholdsvis simpel fortælling om at finde sig selv og træde i karakter. En eviggyldig historie uanset hvilken alder, seksualitet eller generel overbevisning, man har. Adam bliver tvunget til at tage stilling – at beslutte sig for, hvornår nok er nok – og selvom omstændighederne kunne være bedre, så er det samtidig et vigtigt skridt for ham.

Historien var – bortset fra de abstrakte indledninger – fint fortalt, men den sagde mig ikke så meget. Jeg har efterhånden læst en del bøger om teenagere, der skal finde sig selv – herunder også om unge homoseksuelle, da det er blevet meget populært at skrive om de senere år – men jeg syntes desværre ikke, at ’Release’ havde noget nyt at byde på. Jeg læste bagefter, at bogen blandt andet er inspireret af ’Mrs. Dalloway’, som jeg læste sidste år, men den bog var jeg heller ikke så begejstret for, så måske er det alligevel ikke så overraskende, at ’Release’ ikke fangede mig.

Er du til Patrick Ness’ tidligere bøger, er det ikke sikkert, at denne bog er for dig, men er du til de mere quirky abstrakte bøger (som for eksempel ’More Than This’), så kan det være, at du vil synes om ’Release’.

Women of the Silk


Jeg har lige opdaget, at jeg har glemt at blogge om månedens to-read-bog fra maj, og det går ikke, så her kommer endelig en anmeldelse af den!

‘Women of the Silk’ er skrevet af Gail Tsukiyama og foregår i Kina i første halvdel af 1900-tallet, hvor man følger pigen Pei. Hendes familie sender hende til en silkefabrik for at arbejde, og her vokser hun op blandt en række kvinder, hun knytter sig til. De er vant til at underordne sig både familien og fabrikken, men oprørske tanker spirer, og pludselig er der kvinder, der siger fra – kvinder, der forlanger selvstændighed!

Jeg synes, at ‘Women of the Silk’ er en interessant og lidt anderledes fortælling om asiatiske kvinder i 1900-tallet. Mange af de bøger, jeg har læst om kvindeskæbner i Asien, har haft fokus på kvinder som ofre og mænd som mandchauvinistiske og brutale skurke. Jeg er ikke i tvivl om, at ligestillingen halter i Asien, men jeg synes dog også, at det nærmest har virket karikeret i flere af de bøger, jeg har læst, og derfor er det dejligt med en bog, hvor fokus er på kvindernes fællesskab og ikke på deres relation til mændene i samfundet.

Der er rørende øjeblikke, og der er underfundige stunder, der får smilet frem, men der er også dramatiske og triste situationer, hvor kvindernes liv ændrer sig drastisk – kort sagt var der en del følelser i denne bog. Jeg blev ikke overvældet af det, men jeg synes, at der var en fin variation, og det betød samtidig, at det ikke altid var en forudsigelig fortælling. Der var nogle ting, jeg gættede mig til, men jeg var absolut ikke sikker på, hvordan bogen ville ende.

Absolut en af de bedre bøger i forbindelse med mit Asien-tema. Ikke blændende god men ganske udmærket.

Haabet

De senere år har de danske medier rettet fokus på Danmarks rolle i forbindelse med slaveriet på De Vestindiske Øer – et kapitel af Danmarkshistorien, der ellers ikke er blevet talt højt om. Det pirrede min nysgerrighed og var med til at inspirere mig til at låne ’Haabet’.

Bogen er skrevet af Mich Vraa og handler om den danske slavehandel, som var relateret til sukkerproduktionen på De Vestindiske Øer. I bogen følger man Maria, der er datter af skibsreder Anton Frederiksen. Hun drager med faren mod De Vestindiske Øer, men sejladsen går ikke som ventet, og pludselig står Maria i en meget dramatisk og uventet situation. Sideløbende med hendes historie hører man om akademikeren Mikkel, der kæmper for at frigive slaverne.

Historien springer i tid, og det var noget forvirrende i starten, men jeg vænnede mig hurtigt til det. Det er ikke altid, at det populære greb med at skifte i tid og sted virker, men i denne sammenhæng syntes jeg, at det understøttede historien fint.

Det er en brutal og nådesløs fortælling om en dyster og nedværdigende tid, og der var scener, der næsten gav mig kvalme, fordi de var så modbydelige. Svig og skruppelløshed driver fortællingen, og det gør skellet mellem de gode og de onde større – så meget, at det ind imellem bliver lige lovligt sort-hvidt. Maria er for eksempel let at holde af som hovedperson men kommer også til at fremstå utrolig naiv i starten af bogen og er dermed et oplagt offer for de amoralske mennesker.

Jeg synes, det er en fascinerende fortælling, men desværre taber historien pusten undervejs, og visse passager bliver lige lovlig forudsigelige. Som inspirationsindlæg i debatten om den danske slavehandel er den dog yderst velkommen, fordi forfatteren formår at tydeliggøre de brutale og dobbeltmoralske handlinger, der har fundet sted på De Vestindiske Øer.

Dreams of Joy

Lige siden jeg læste ’Pigen med viften’ af Lisa See, har jeg haft en svaghed for hendes bøger. Jeg har læst flere af dem gennem årene – blandt andet Pigerne fra Shanghai’, der blev oversat til dansk. De følgende år gik jeg og ventede på, at efterfølgeren, ’Dreams of Joy’, også ville blive oversat, men det skete desværre aldrig, så i forbindelse med asiatiske læsetema købte jeg bogen på engelsk i stedet.

I ’Dreams of Joy’ er der to fortællere – Joy, som også var fortæller i første bog, samt datteren Pearl. Eller rettere – Pearl er ikke Joys biologiske datter men datter af søsteren May, der dog gladeligt lod Joy overtage rollen som mor. Men Pearl finder ud af sammenhængen og mener, at hendes liv er én stor løgn, og hun stikker derfor af fra sit trygge hjem i USA. Hun drager til Kina – fascineret at fortællingen om det kommunistiske styre samt drevet af ønsket om at finde sin far. Joy rejser efter for at finde datteren, og snart er begge kvinder dybt involveret i det nye samfund i Kina. Et samfund, der trues af hungersnød efter en fejlslagen landbrugspolitik, og hvor styret ikke vil erkende, at der er begået fejl.

Jeg syntes desværre ikke, at de to hovedpersoner virkede særligt troværdige. Pearl er meget oprørsk, egenrådig og naiv – også lang tid efter, at hun er rejst ind i Kina – mens Joy er så selvopofrende, at det virker tåbeligt. Deres historier virkede derfor ind imellem lidt for skingre og konfronterende.

Til gengæld er det historiske indblik i denne bog ganske interessant. Hungersnøden, der hærgede Kina i slutningen af 1950’erne og slog millioner og atter millioner ihjel, spiller en vigtig rolle i denne fortælling. Når man oplever den gennem Pearls øjne, bliver det en meget nærværende og modbydelig historie om et styre, der var drevet af stolthed og arrogance, og hvor den almindelige arbejder blot var en lille brik, der kunne ofres. I det hele taget er det fascinerende at læse om det kommunistiske samfund set gennem Pearls og Joys øjne, selvom det dog til tider er lidt for tydeligt, at den er skrevet af en forfatter med ’amerikanske briller på’.

’Pigerne fra Shanghai’ er ikke en af mine favoritter blandt Lisa Sees bøger, og det kommer ’Dreams of Joy’ heller ikke til at være. Den virker på mange måder lidt for stereotyp, ligesom personerne kommer til at virke flade og karikerede. Bogens styrke er klart det indblik i kommunismens Kina, man får, selvom også her er fronterne trukket skarpt op, så der er en klar skurk i fortællingen.

Det ensomme hjerte

Tom Buk-Swienty har fået mange rosende ord med på vejen for sine historiske romaner, og jeg var da også ret begejstret for ’Slagtebænk Dybbøl’ og ’Dommedag Als’. Det var derfor helt oplagt, at jeg også skulle læse ’Det ensomme hjerte’, som er hans seneste roman.

Bogen er skrevet på baggrund af den tyske soldats Hans Horns egne optegnelser om sit liv først som tysk borger og senere soldat under 2. Verdenskrig. Tom Buk-Swienty blev kontaktet af Hans’ børn, der fandt farens optegnelser efter hans død. Udover de meget detaljerede beskrivelser var der også en stor samling af akvareller, som Hans malede for at illustrere de oplevelser, han beskriver. ’Det ensomme hjerte’ er derfor en genfortælling bygget på Hans Horns materiale, der er krydret med forfatterens egen research.

Dette er fortællingen om den almindelige tysker og dennes oplevelse af de politiske forandringer, der i sidste ende førte til 2. Verdenskrig. Det er også fortællingen om, hvordan der ikke blev sagt fra i tide af den almindelige tysker, og hvordan tyske soldater gik til ekstremer for at undgå at komme i krig, fordi de bare gerne ville leve.

Det er tankevækkende at læse Hans Horns historie. Bogen giver et meget troværdigt billede af det almindelige menneske, der er fanget i krigens kaos, og det er forfriskende for en gangs skyld at læse om krigen set fra tyskernes side. Ellers er de fleste bøger, jeg har læst om 2. Verdenskrig, skrevet af eller om personer i de lande, Tyskland var i krig mod. Hans er ikke synderlig interesseret i politik og vil hellere leve et helt almindeligt liv med kæreste og god mad, men da krigen kommer, bliver han også indkaldt. Han deltager i en række træfninger men får et tidspunkt held til at videreuddanne sig som læge og dermed komme væk fra frontlinjen. Helt væk kommer han dog ikke, for selvfølgelig bliver der også brug for hans kunnen som læge, og her ser han for alvor, hvordan krigen lemlæster folk.

Det er en barsk men nærværende historie, og det er helt fantastisk, at bogen er illustreret med Hans’ let naive men meget udtryksfulde akvareller. Det er i den grad med til at højne læseoplevelsen.

Bogen kan klart anbefales, hvis du gerne vil have et indblik i, hvordan krigen så ud fra den almindelige tyske soldats øjne. Det er muligt, at der er pyntet lidt på sandheden, men der er ærlig talt så mange ubehagelige scener og detaljer i bogen, at den virker ret troværdig og ikke særlig glorificerende i forhold til hverken soldaterliv eller Tyskland generelt. Et interessant indblik i verdenshistorien.

Transfervindue


Sidste år udkom ‘Transfervindue’ få dage inden, at forfatteren – Maria Gerhardt – døde af kræft. En 39-årig kvinde, der stadig havde meget på hjerte, hvilket bogen også tydeligt viser.

’Transfervindue’ er ikke decideret selvbiografi, men hovedpersonen er dog en kvinde ved navn Maria, der er dødeligt syg, og det er derfor nærliggende at tro, at det er forfatteren selv. Maria bor på et hospice i Nordsjælland, og bogen består af korte tekststykker, der beskriver livet og døden i det grænseland, som et hospice uvægerligt er. Selvom døden er tæt på Maria, så er der også glimt af humor og en fandenivoldskhed, som blot gør hende mere levende – mere ægte. Når hun sammen med vennen Mikkel betragter de raske og gør grin med de til tider banale bekymringer, man har, når man ikke er dødeligt syg. Hun er en person, der ved, at det ikke længere er muligt at gemme sig for døden – men som alligevel nægter at give op og lever livet, som hun har lyst til.

Fortællestilen er naiv og sanselig på samme tid – til tider lidt svulstig i billedsproget. Men det virker utrolig godt, og kontrasten mellem de oprørske perioder og så de helt stille, sårbare øjeblikke gør fortællingen skarp og nærværende på samme tid.

Dette er både en bog om at leve (mens man kan) – og at dø. Den bryder et af de få tabuer, der er tilbage – nemlig at tale om døden, for her bliver de fleste usikre og bange. Men ’Transfervindue’ giver et vigtigt indblik i, hvordan livet som døende er, og selvom det er en hurtigt læst bog, så bider den sig fast i hjertet og nægter at give slip.

Ekstremt vigtig bog – de varmeste anbefalinger herfra.

Tidens væsen

’Tidens væsen’ er skrevet af Ruth Ozeki og handler om to kvinder, der bor i hver sin verdensdel. Den ene, Ruth, bor i Canada. En dag finder hun en madkasse på stranden, som indeholder en dagbog skrevet af den japanske teenagepige Nao. I bogen fortæller Nao, at hun er træt af at blive mobbet og har planer om at begå selvmord. Inden vil hun dog nå at fortælle om bedstemorens liv, for det fortjener den 104-årige kvinde. Bedstemoderen er zenbuddhistisk nonne og har lært Nao meget om livet og mennesker. I takt med, at Ruth læser dagbogen, gør hun sig mange tanker om, hvem Nao er, og hvad der er sket med hende. Er hun stadig i live?

Jeg kunne godt lide starten på bogen og selve præmisset med, at den ene hovedperson oplever den anden hovedperson gennem en dagbog. Især Naos stemme var stærk og selvbevidst og kom til at stå i kontrast til Ruth, der virkede både forsigtig og bekymret. I takt med, at historien udviklede sig, syntes jeg dog desværre, at Naos stemme blev knapt så markant og mistede sin kraft. Samtidig blev Ruth mere og mere bekymret, da hun var bange for, at Nao ville stå ved sin beslutning om at begå selvmord. Ruth begyndte derfor at undersøge, hvordan hun eventuelt kunne forhindre det, og her havde jeg lidt svært ved at se, hvordan det hang sammen. Når Ruth var bevidst om, at hun læste i en dagbog, der var skyllet op på stranden efter at have rejst en halv jordklode rundt, så ville de fleste mennesker nok forvente, at der var gået (alt for) lang tid. Jeg havde i hvert fald svært ved at sætte mig ind i Ruths lidt paniske opførsel, og jeg syntes også, at det blev for konkret… for løsningsorienteret. Ja, jeg ved, det er en lidt pudsig formuleret kritik, men jeg syntes, at historien i sig selv var stærk nok til, at den ikke behøvede at have et efterspil i form af Ruths jagt på, hvem Nao er/var.

’Tidens væsen’ giver et interessant indblik i blandt andet zenbuddhisme, det japanske skoleliv og kamikazepiloterne under 2. Verdenskrig – et spøjst sammensurium som dog giver nogenlunde mening, når man læser det. Det er en historie om to kvinder, der er vidt forskellige steder i livet, men som alligevel ender med at betyde noget for hinanden – Nao for Ruth, der lever sig ind i teenagerens liv og kvaler og Ruth for Nao, der betragter den kommende læser af dagbogen som sin fortrolige.

Bogen er forsynet med en lang række noter, der forklarer de japanske udtryk, der bruges i Naos tekster. Jeg syntes, det var en guldgrube af oplysninger, men fodnoterne kan nok også irritere nogle læsere, selvom noterne ikke fylder så meget.

Alt i alt en interessant læseoplevelse, der dog tabte pusten undervejs og derfor ikke rørte mig så meget, som jeg havde håbet.

Vegetaren

Den første bog, jeg fik læst i forbindelse med mit Asien-tema, var ‘Vegetaren’ af Han Kang. Igen en af de bøger, jeg har hørt rigtig godt om, siden den udkom for et par år siden.

I ‘Vegetaren’ lever Yeong-Hye et ret almindeligt liv sammen med ægtemanden Cheong – lige indtil den dag, hvor hun beslutter sig for at blive vegetar (reelt set er hun nærmere veganer, men bogen siger vegetar). Det tager manden dog mildest talt ikke særlig pænt, og det bliver hurtigt til en konflikt i familien. Kød udgør traditionelt set en central del i de koreanske måltider, og hendes valg anses for at være en unormal og nærmest syg handling. Familien prøver at gribe ind, og det udvikler sig snart til groteske scener, hvor det hele spidser til.

Historien er fortalt fra tre forskellige synsvinkler – først Yeong-Hyes mand, dernæst hendes svoger og til sidst hendes søster. Dermed kommer der nogle ret interessante synspunkter og observationer med, som suppleres af enkelte scener, hvor Yeong-Hye selv optræder. Fortællerne er meget ærlige og direkte og sparer ikke sig selv – for eksempel fik jeg hurtigt indtryk af, at manden var et utrolig egocentreret og voldeligt menneske, som jeg havde meget svært ved at fatte sympati med. I det hele følte jeg hurtigt, at Yeong-Hye blev uretfærdigt behandlet af den intolerante familie. Forfatteren skånede dog ikke hovedpersonen. Yeong-Hye er ikke et klassisk offer men fremstår også som mystisk og fremmedgjort, da hendes handlinger bliver mere og mere absurde.

Bogen sætter fokus på normalitet og brud på traditioner. Hvad der sker, når nogen træder udenfor fællesskabet og indirekte sætter spørgsmålstegn ved samfundsnormerne. Den fokuserer samtidig også på kvindeundertrykkelse og menneskenes trang til at undertrykke og kue individer, de ikke kan identificere sig med.

‘Vegetaren’ er til tider en ret voldsom og ubehagelig bog – den egner sig ikke til hyggelæsning på stranden eller i sommerhuset. Den virker ind imellem næsten karikeret, fordi personerne handler så drastisk, men det er muligt, at den ikke opfattes sådan i Asien, hvor kønsrollerne er langt mere traditionelle end dem, man støder på i dagens Danmark.

Jeg synes, at det er en yderst interessant og tankevækkende bog. Desværre taber den lidt pusten hen imod slutningen, som – i mine øjne – er unødig lang, men det er ikke desto mindre en ret fascinerende og skræmmende fortælling.

Jeg henter solen ned

‘Jeg henter solen ned’ fik overvældende gode anmeldelser, da den udkom for nogle år siden. Jeg læste den ikke dengang, men da jeg faldt over lydbogsudgaven, blev jeg alligevel nysgerrig og har derfor lyttet til den i løbet af den sidste uges tid.

Bogen er skrevet af Jandy Nelson og handler om tvillingerne Jude og Noah, der tidligere var uadskillelige men nu undgår hinanden. Hvorfor? Det finder man ud af i løbet af bogen, hvor kapitlerne skifter mellem de to hovedpersoner. Her fortæller Noah om årene op til forandringen, mens Jude fortæller om årene efter. Det er historien om de meget forskellige tvillinger, den udadvendte og den indadvendte, og de komplikationer, der opstår, når misforståelser tager fart og mennesker bliver såret.

Jeg hørte som sagt lydbogsudgaven, og det gjorde skiftene mellem fortid og nutid lidt forvirrende i starten, selvom det hjalp en del, at det var to forskellige personer, der havde indtalt hovedpersonernes stemmer. Efter et par timers lytning havde historien ikke rigtig fanget mig endnu, og jeg overvejede kortvarigt, om jeg skulle opgive bogen. Men så skete der noget, som fik vakt min nysgerrighed, og derefter hyggede jeg mig fint resten af tiden.

Noah og Jude er nogle specielle personer. De er ikke nødvendigvis urealistiske men de har hver deres særheder, og det giver noget kant og drama til historien. Der er et par konflikter undervejs, som måske kan være en anelse… forcerede… men jeg vil ikke afvise dem som utroværdige, for folk – og især teenagere i deres følelsers vold – kan ind imellem gøre nogle drastiske og tåbelige ting. Desværre betød det også, at jeg ikke rigtig følte, jeg kom ind på livet af dem. Det virker måske lidt underligt, da de blotter sig meget følelsesmæssigt, men det blev ind imellem lidt for iscenesættende til mig.

Jeg skulle som sagt lige vænne mig til opbygningen af bogen, men da det kom til stykket, syntes jeg egentlig, det fungerede meget godt. Da jeg var færdig med bogen, tænkte jeg faktisk på, at det kunne være interessant at læse/lytte til den igen på et tidspunkt for at få de detaljer med, som man ikke nødvendigvis får fat i første gang, man læser en bog og ikke ved, hvad den ender med.

Som ungdomsbog fungerer den fint. Den favner mange af de problematikker, som ungdommen ofte består af (søgen efter kærlighed og den eneste ene, grænsesøgende/konfronterende opførsel, brug og misbrug af alkohol osv.). Den ligner ikke min ungdom, men jeg kan sagtens genkende mange af de konflikter, som var typiske dengang, hvor jeg var under tyve (og… det er ved at være nogle år siden efterhånden :)). Jeg var ikke helt oppe at ringe over den, og den rørte mig ikke på samme måde, som andre ungdomsbøger har gjort, men samlet set en udmærket læseoplevelse.

Fifty/fifty

Jeg kan ikke huske, hvordan jeg stødte på denne bog hos Ereolen, for den hører ikke til en genre, jeg hører særlig tit, men ikke desto mindre hørte jeg denne lydbog til ende tidligere i denne uge.

‘Fifty/fifty’ er skrevet af Mikkel Sonne, der fortæller om sit møde med morderen Timothy ‘Fifty/fifty’ Titsworth, der sidder på dødsgangen. Det, der egentlig blot skulle være et interview om dødsstraf til en opgave, udvikler sig med tiden til et nært venskab mellem danskeren og amerikaneren. De sender jævnligt breve til hinanden, og Mikkel får et indblik i, hvordan det amerikanske retssystem er – men også hvordan en ung mand som Timothy kan ende med at dræbe sin kæreste i en crack-rus.

Timothy når at sidde 14 år på dødsgangen, inden han bliver aflivet, og bogen beskriver tiden op til, under og efter dødsdagen, hvor Mikkel både refererer samtaler med og breve fra Timothy samt samtaler med Timothys familie bagefter.

‘Fifty/fifty’ er en stærk bog. Den beskriver, hvordan et helt almindeligt menneske kan ende i et misbrug og derigennem begå frygtelige handlinger. Bogen er på ingen måde en undskyldning for Timothys handlinger, for selvfølgelig er det forkert at begå drab, men det er nærmere en kritik af dødsstraf og ikke mindst USA’s retssystem, hvor der ifølge forfatteren blev begået flere fejl under Timothys retssag.

Jeg syntes dog, at det stærkeste er det indblik, man får i både Timothy og forfatteren selv, for jeg synes, at der er noget meget livsbekræftende over deres venskab. At forfatteren giver så meget af sig selv – både tid, penge og ikke mindst personlighed – i kontakten med Timothy. Og samtidig er det også så tragisk, at et almindeligt menneske som Timothy kan ende med at have sådan et liv. Han er ikke et monster fra en Hollywood-film, som det er let at hade – han er et menneske af kød og blod.

Det er en barsk og vemodig fortælling, der er ganske tankevækkende. Absolut en bog, der er værd at læse, og jeg kan varmt anbefale den.