Onkel Toms Hytte

Jeg er pt. inde i en stime af klassikere. Det er som sådan ikke et bevidst valg, men i løbet af den seneste tid har jeg lånt flere klassikere via Ereolen.dk – herunder ‘Onkel Toms Hytte’, som jeg lyttede til for nylig.

Bogen er skrevet af Harriet Beecher Stowe og handler om den venlige og lidt naive slave, Tom, som er blevet lovet at blive sat fri af sin herre. Men herren mangler penge og ender med at sælge Tom, og hans nye ejer er en brutal og ondskabsfuld mand.

Det er en kort og simpel historie om en venlig slave, der udnyttes og pines af den hvide overherre. En historie, der var yderst kontroversiel, da den udkom i midten af 1800-tallet og som efter sigende var med til at udløse den amerikanske borgerkrig, hvor omdrejningspunktet var den mulige frigivelse af slaver. Det er en historie, der måske kan virke en anelse banal i dag, da fortællingen er så enkel og har så så simple personer, men det er ikke desto mindre en vigtig bog, da den siger meget om den tid, den er skrevet i. Og så skal man heller ikke ignorere, at det er faktisk en udmærket og tankevækkende historie.

Personligt savnede jeg lidt mere dybde hos personerne, men jeg var samtidig fint tilfreds med den enkle historie. Den er rørende uanset hvad.

‘Onkel Toms Hytte’ er med god grund blevet en klassiker, og selvom den ikke er blandt de bedst skrevne, så er den helt sikkert en vigtig bog at læse.

Krig og fred

Sommerens store læseprojekt var for mit vedkommende klassikeren ‘Krig og fred’ af Lev Tolstoj. Det er sandsynligvis den tykkeste bog, jeg nogensinde har læst – ja, den er faktisk så tyk, at den er delt op i to bind. Jeg havde håbet på at læse den på et par uger, da jeg startede på den i løbet af min sommerferie, men så kom der lidt forskellige ting i vejen, så det trak ud.

‘Krig og fred’ foregår i starten af 1800-tallet, hvor man følger en række russiske familier i de højere klasser i den periode, hvor Rusland deltog i Napoleonskrigene. Romanen er en blanding af de intriger og konflikter, der ind imellem opstår i familier, iblandet scener fra krigen, hvor flere af familiemedlemmerne deltager.

Jeg må desværre indrømme, at ‘Krig og fred’ var noget drøj at komme igennem, for den fangede mig ikke rigtig. Jeg savnede den elegante fortællestil, som gjorde ‘Anna Karenina’ til en dejlig læseoplevelse, og så var ‘Krig og fred’ virkelig langtrukken i det hele taget. Bevares – ‘Anna Karenina’ var til tider også noget lang i spyttet, men den formåede alligevel at holde mig interesseret hele vejen igennem.

Den første halvdel af bogen var egentlig udmærket, mens jeg nærmest måtte kæmpe mig igennem anden halvdel. Det var mest af alt ren stædighed, der fik mig til at gennemføre læsningen, for jeg kedede mig bravt de sidste mange hundrede sider.

Bogen indeholder en del passager på fransk, som så er oversat til dansk lige bagefter. Det var især starten af bogen, der bar præg af dette, og det irriterede mig voldsomt. Jeg ved godt, at sådan er bogen skrevet (mange russiske adelsfolk var så vant til at tale fransk, at de dårligt kunne tale russisk), men det var virkelig forstyrrende at få delt historien så meget op i bidder.

Jeg er et eller andet sted glad for, at jeg har læst ‘Krig og fred’, selvom det ikke var en særlig god læseoplevelse. Jeg overvejer, om jeg på et tidspunkt skal supplere oplevelsen med at se en af filmatiseringerne, men det har jeg ikke taget stilling til endnu.

Jo’s Boys

Jeg har endelig fået læst ’Jo’s Boys’ af Louisa May Alcott. Det er fjerde bog i ’Little Women’-serien, og jeg har tidligere anmeldt ’Little Women’ og ’Good Wives’.

Jeg vil ikke gå så meget i detaljer med handlingen for ikke at røbe for meget fra de foregående bøger, men her er mine tanker om ‘Jo’s Boys’ i forhold til de to første bøger i serien.

Disclaimer: Da jeg læste bogen, troede jeg, at det var den tredje bog i serien. Faktisk er det den fjerde bog, for jeg overså, at ‘Little Men’ lå mellem ‘Good Wives’ og ‘Jo’s Boys’. Det gør dog ikke den store forskel i forhold til min læseoplevelse, da mine kritikpunkter ikke handler så meget om den (manglende) tid mellem de første bøger og så den, jeg lige har læst.

’Jo’s Boys’ var desværre ikke en bog for mig. Hvor ’Little Women’ var charmerende naiv, og ’Good Wives’ var en fin og mere balanceret fortælling, så følte jeg, at ’Jo’s Boys’ var en noget andet bog. Det hænger i høj grad sammen med, at småpigerne er blevet voksne, og at fokus i denne bog slet ikke er dem men Jos sønner. Det kan man naturligvis også regne ud, når man ser titlen, men det betød en hel del for stemningen i bogen. Den manglede den charme og naivitet, som første bog sprudlede af, og så fandt jeg heller ikke drengene/mændene nær så interessante. Bogen bærer i det hele taget præg af, at den er ‘endnu en bog i en serie’ frem for at boble af originalitet og fortælleglæde.

Jeg var glad for, at forfatteren havde gjort en del ud af at pointere, at piger også kan tage sig en uddannelse som for eksempel læge (Nan), men det blev dog ødelagt at kommentarer som “With the natural perversity of her sex Josie ceased to be curious the moment she was told to read it…”. Jeg kan bare ikke klare, når mennesker bliver tillagt bestemte værdier eller evner på grund af deres biologiske køn. Argh!

Men alt i alt desværre ikke bog for mig. Jeg har overvejet, om jeg skal læse ‘Little Men’ på et tidspunkt, men jeg tror, jeg vil lade være. Jeg synes, at de to første bøger var gode, men jeg kunne også mærke, at så snart forfatteren bevægede sig væk fra de oprindelige hovedpersoner, så tabte jeg interessen for historien, og fortællingen mistede sin charme, så jeg tvivler ærlig talt på, at ‘Little Men’ vil være noget for mig.

Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod

Jeg trængte til at lytte til nogle korte lydbøger i ferien, og her faldt jeg over ‘Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod’ af Yu Hua hos Ereolen. Det er historien om den unge mand Xu Sanguan, der opdager hvor mange penge, man kan tjene ved at sælge sit blod. Han bruger en del af pengene på at invitere byens smukkeste kvinde ud, men da hun ikke falder for hans charme, beslutter han sig i stedet for at bruge resten af pengene på at udkonkurrere hendes kæreste, He Xiaoyong. Årene går, og de får tre drenge, men folk i byen mener, at det ikke er Xu Sanguan, der er far til den ældste af drengene – men i stedet He Xiaoyong. Der udbryder en voldsom fejde mellem de to, og samtidig udbryder der hungersnød i landet. Xu Sanguan ser ikke anden udvej end at atter sælge blod, og snart er det en løsning, han tyr til oftere og oftere.

Dette er en tragikomisk fortælling om landsbylivet i Kina. Den giver et fint indblik i de intriger og problemer, der let opstår i mindre samfund, og den er skrevet på en måde, så jeg flere gange kom til at le, når personerne rodede sig ud i tåbelige og pinlige situationer. Jeg fik lidt dårlig samvittighed, for det var ikke sjovt for dem, men det var skrevet så syrligt, at det var tydeligt, at forfatteren heller ikke altid fandt dem særlig kløgtige.

En del af handlingen er ret forudsigelig, men jeg synes ikke, at det ødelægger fornøjelsen ved at læse bogen. Det er en fin og lærerig lille fortælling, som jeg godt kan anbefale.

The Long Way to a Small Angry Planet

Lad mig bare indrømme det med det samme – da jeg stødte på denne bog første gang, faldt jeg pladask for titlen! Det der med en lille vred planet – det rørte bare et eller andet i mig, og siden har jeg nysgerrigt læst hver eneste anmeldelse, jeg er stødt på. Og heldigvis var anmeldelserne overvældende positive, så da jeg skulle købe bøger til sci-fi-temaet, var ‘The Long Way to a Small Angry Planet’ et oplagt køb.

Bogen er skrevet af Becky Chambers og er første del i en serie (jeg gætter på, at det bliver til en trilogi, men jeg ved det faktisk ikke). Den foregår i fremtiden, hvor man følger besætningen på et rumskib, som bygger ormehuller (wormholes – en slags portaler). Besætningen varierer utrolig meget i personlighed, udseende, køn, seksualitet og race, og det giver selvfølgelig en række konflikter og udfordringer på den lange rejse. For de har fået en ret kontroversiel opgave, der vil resultere i en klækkelig bonus, men det involverer også en række farer – ikke mindst fordi flere af besætningsmedlemmerne bærer på en række hemmeligheder…

Aaaahh! Denne bog var fantastisk! Intet mindre! Forfatteren er tydeligvis inspireret af både Firefly, Battlestar Galactica, Guardians of the Galaxy og måske også lidt Star Trek – på én gang! Der var masser af action, drama, personlighedstwists og humor, men der var også sørgmodige og tankevækkende øjeblikke. 

I starten følger man det nye besætningsmedlem, Rosemary, men i løbet af bogen kommer man dog også godt omkring de fleste andre på rumskibet. Det giver et indblik i en flok meget forskellige individer, og det er dejligt forfriskende – ikke mindst fordi det ikke holder sig til to køn og lidt forskellige hudfarver men også er udvidet til væsner, der blandt andet kan skifte køn eller som har en langt mere nuanceret seksualitet end ‘blot’ at skelne mellem heteroseksualitet og homoseksualitet. Der bliver gang på gang vendt op og ned på de gængse stereotyper, og det er virkelig fedt. Forfatteren formår at præsentere de enkelte individer som helstøbte personer og ikke som karikerede skabeloner, og det er langt hen ad vejen personerne, der bærer denne fortælling. Der er selvfølgelig også et hovedplot, men det er i høj grad de små personlige fortællinger og twists, som skaber denne bog.

Det eneste negative, jeg kan sige om denne bog er, at jeg ikke har den som hardback. Jeg ville gerne have købt det fra start, men den udgave er desværre allerede udsolgt. Jeg håber i mit stille sind på, at den bliver genoptrykt, for ‘The Long Way to a Small Angry Planet’ er den slags bog, jeg meget gerne vil have i hardcover-udgave.

Om jeg skal læse efterfølgeren? SELVFØLGELIG!! 

Jeg vil give dig verden

Selvom jeg for nylig skrev, at jeg plejer at undgå lange lydbøger, så har jeg faktisk lige hørt en af slagsen – nemlig ’Jeg vil give dig verden’, der er skrevet af Chufo Lloréns. Det er en historisk-inspireret roman, der foregår i Barcelona og omegn i 1000-tallet. Bogen har to historieforløb. Det ene handler om forelskelsen mellem greven af Barcelona og fruen til Toulouse. De er begge gift, men ikke med hinanden, men de drages mod hinanden og kæmper for at kunne blive forenes. I det andet forløb – som også er det, der fylder mest – følger vi Marti Barbanys udvikling fra søn af en bonde til respekteret handelsmand. Han forelsker sig i den unge kvinde, Laya, hvis stedfar dog ikke ønsker, at de to unge skal gifte sig. Han vil hellere have Laya for sig selv, og hans kærlighed til steddatteren udvikler sig snart i en katastrofal retning.

Historien føltes lidt tung og træg i starten, men da jeg først havde læst mig varm (eller lyttet hedder det vel i dette tilfælde), så endte det med at være en udmærket oplevelse. Fortællingen lider lidt under at være noget langtrukken – man kunne med fordel have skruet op for tempoet og ned for sideantallet, for det er en meget tyk bog på omkring 850 sider og dermed over 23 timers lydbog. Den er lidt for lang i forhold til selve historien, og det trækker desværre ned i det samlede billede.

Men bortset fra længden så er fortællingen interessant. Jeg kender ikke nok til de virkelige begivenheder til at kunne vurdere, hvor meget forfatteren selv har digtet, men da jeg læste bogen som underholdning og ikke som et historisk korrekt billede, betød det ikke det store for mig.

Af de to hovedhistorier var det fortællingen om Marti, der klart fangede mig mest. Det hemmelige forhold mellem greven og fruen var kuriøst, men som personer sagde de mig ikke noget. Til gengæld var Martis udvikling og ikke mindst forelskelse en fin historie, der blev meget dramatisk, da hendes stedfar begyndte at blande sig. Og her må jeg sige, at forfatteren i den grad fik skabt et sandt monster – det er nærmest umuligt ikke at hade stedfaren af hele sit hjerte. Jeg kom til at tænke på ’Jordens søjler’, hvor Ken Follett også fik skabt en skurk, der i den grad var let at føle afsky over for, men jeg synes faktisk, at stedfaren i ’Jeg vil give dig verden’ er en mere interessant person end Folletts kendte skurk. Gang på gang forsøger stedfaren at forpurre andre folks lykke, og han er så gennemført ondskabsfuld og udspekuleret, at man virkelig håber, det vil gå ham ilde.

Ser man bort fra stedfaren så var der dog plads til forbedringer i forhold til persongalleriet. Mange af personerne savnede nuancer og virkede ikke som levende væsner. Der var derfor alt for mange fyld-personer i forhold til, at de fleste af dem ikke skilte sig nævneværdigt ud fra hinanden.

’Jeg vil give dig verden’ er en historie, hvor der er masser af intriger, forviklinger og bristede drømme. Læseoplevelsen trækkes dog ned af det langsomme tempo og det lidt vage persongalleri, men som ønsker du en stille og rolig fortælling, mens du pusler rundt i sommerhuset eller haven, så er dette en udmærket bog.

Dinas bog

Jeg får læst nogle ret forskellige bøger for tiden – blandt andet fordi jeg eksperimenterer en del i forbindelse med mine lydbogslån på Ereolen.dk. I denne uge lyttede jeg til ‘Dinas bog’ af Herbjørg Wassmo – en bog, jeg er stødt på flere gange gennem årene men aldrig før har læst.

Bogen handler om Dina, og man følger hende fra barnsben, hvor hun ved et uheld bliver skyld i moderens død. Hendes fader tilgiver hende ikke for denne udåd, og Dina vokser derfor reelt set op uden omsorgsfulde forældre. Hun må klare sig selv og udvikler derfor en række særheder. Som teenager bliver hun gift med faderens ven, Jacob, der efterhånden er en ældre herre. Det forhindrer dog ikke Dina i fuldstændig at overtage styringen i forholdet til Jacob og senere også på gården, da han dør. Pludselig står hun som ung kvinde med ansvaret for en hel gård og alle de ansatte, og hun bliver nødt til på kort tid at blive moden og ansvarlig.

‘Dinas bog’ er først og fremmest interessant på grund af hovedpersonen selv. Dina er langt fra en elskelig hovedperson – hun er sær, stædig og kynisk men dermed også meget menneskelig. Man kan næsten ikke undgå at blive lidt fascineret af den mystiske og svært tilgængelige pige/kvinde, som lever uden samvittighed og bruger mænd, som hun har lyst til.

Læseoplevelsen var noget svingende. Starten fængede ikke rigtig, mens jeg var ret opslugt af afsnittene om hendes ægteskab og tiden lige efter. Jo ældre hun blev, jo mere følte jeg mig distanceret fra hende, og derfor endte bogen med at være en middelmådig oplevelse. Men fremstillingen af Dina er bestemt interessant, og det er ret forfriskende med en kvindelig hovedperson, der er så politisk ukorrekt.

Huset i Himlen

‘Huset i Himlen’ er den type bog, som jeg egentlig ikke har lyst til at læse, da jeg ud fra omtalen kan se, at det nok bliver en ret ubehagelig læseoplevelse. Men det lærer man jo intet af, så jeg besluttede mig alligevel for at læse den.

Bogen er skrevet af Amanda Lindhout (i samarbejde med Sara Corbett) og handler om Amanda, der i starten af 20’erne rejser ud i verden og besøger en lang række lande i Mellemøsten, Sydamerika og Asien. Undervejs får hun en række journalistiske opgaver – blandt andet som tv-journalist i Afghanistan. Flere af de steder, hun rejser til, er ikke lande, hvor du forventes at kunne rejse trygt som kvinde, men hun slår det hen, for der sker nok ikke noget. Men det gør der alligevel en augustdag i 2008, hvor hun bliver bortført i Somalia. Bortførerne forlanger millioner af kroner for at udlevere hende og Nigel, som hun rejser sammen med. I starten tror Amanda, at der ikke vil gå lang tid, før alting løser sig, men månederne går, og bortførerne bliver mere og mere hensynsløse. Hun forsøger at holde modet oppe hos Nigel og sig selv, men det bliver sværere og sværere, jo mere tingene spidser til.

‘Huset i Himlen’ bliver solgt på at omhandle Amandas tid som gidsel, og derfor virker starten af bogen utrolig lang. Man skal faktisk ca. en tredjedel ind i bogen, før bortførelsen sker, og det synes jeg er for lang tid. Inden da fortæller Amanda om sin barndom og årene op til, at hun bliver taget som gidsel, og selvom det giver et fint indblik i hendes tanker og væremåde, så fylder det for meget. Man får mest af alt indtrykket af en meget naiv og dumdristig ung kvinde, som ikke har nogen realitetssans overhovedet. Det er på sin vis meget ærligt og var også med til at forklare, hvordan hun endte i den situation, men igen – det fyldte for meget.

Beskrivelsen af hendes tid som gidsel er til gengæld ganske fin. Hun fortæller stille og roligt om den første tid, hvor håbet om frigivelse stadig spirer, og hvordan frustrationerne stiger hos gidseltagerne, jo længere tid der går. De får mindre og mindre respekt for hende, men i stedet for at svælge i selvmedlidenhed eller detaljerede beskrivelser af, hvordan de mishandler hende, får hun på en ret diskret måde gjort klar over for læseren, hvad hun gennemgår. Stor respekt for det. Som læser behøver jeg nemlig ikke malende beskrivelser af, hvad hun bliver udsat for – få ord kan sagtens give mig et billede af, hvad der skete (og som nævnt i starten – det er ikke noget, jeg har lyst til at svælge i).

Det er på mange måder en ubehagelig læseoplevelse, for det er svært at forstå, hvordan mennesker kan behandle hinanden så grusomt. Men det er også en historie, som man bør læse for at få et indblik i, hvad der kan ske, når man bevæger sig ud til områder, der er præget af fattigdom og politiske uroligheder.

Soldaterhoren

Jeg faldt over denne korte lydbog på Ereolen, og da jeg længe har ønsket at læse de historiske romaner, som Martin Jensen har udgivet, så var dette en glimrende anledning til at komme i gang.

‘Soldaterhoren’ handler om den unge kvinde Thrund, hvis familie mangler penge. Da Thrund samtidig bliver voldtaget af en af byens unge mænd, ser hun kun én mulighed for at slippe væk fra sladderen og samtidig sørge for sine mindre søskende. En deling soldater passerer nemlig området, og det lykkes hende at indsmigre sig – særligt hos en af soldaterne, som hun håber på vil tage hende under sine vinger.

Jeg var lidt bekymret, inden jeg gik i gang med bogen, for titlen tydede på, at det kunne være en særdeles ubehagelig fortælling. ‘Soldaterhoren’ er da også en alvorlig historie om kvinde, der bestemt ikke har de bedste levevilkår, men den var heldigvis ikke så morbid, som jeg først frygtede.

Thrund er en overlever, og jeg beundrede hendes viljestyrke og evne til at finde nye veje – også selvom ting ikke altid gik, som hun ønskede det. Det er samtidig også fortællingen om kvinders ringe levevilkår i 1300-tallet, hvor det var svært at ernære sig som enlig kvinde.

Dette er faktisk syvende bog i en serie, men denne bog kan sagtens læses selvstændigt. Jeg har dog planer om at læse de andre bøger i serien inden længe – eller i hvert fald den første, og så må vi se, hvordan det går.

Flugten fra Camp 14

Jeg kan huske, at jeg læste om denne bog, da den blev udgivet tilbage i 2012, for det var ret enestående, at det var lykkedes en person at flygte fra en af koncentrationslejrene i Nordkorea. Det var dog først for nylig, at jeg fik læst den som lydbog.

‘Flugten fra Camp 14’ er historien om den unge mand, Shin Dong-hyuk, som vokser op i et af de frygtede koncentrationslejre i Nordkorea. Her lærer han, at tortur er hverdag, ligesom alle fangerne bliver indoktrineret med, at det er deres pligt at anmelde andre fanger, hvis de gør noget, der er imod reglementet. Shin ender derfor med at anmelde sin mor og bror, da han finder ud af, at de planlægger at flygte, og som tak skal han overvære drabene på dem.

Der er ganske tankevækkende at læse om et samfund, hvor der (stadig) eksisterer koncentrationslejre – ikke mindst den indoktrinering, fangerne bliver udsat for, hvor de bliver oplært til at stikke hinanden. Det er en virkelig syg tankegang, men er samtidig også meget effektivt, da det gør det langt lettere for lejrledelsen at kontrollere fangerne. Ingen stoler på hinanden, og et oprør bliver derfor holdt nede.

Historien om Shin er interessant, men den føles også noget rodet, da introduktionen, hvor journalisten også optræder, er forholdsvis lang. Her kommenterer journalisten også på flere forhold ved historien – blandt andet at koreaneren ændrede på historien flere gange, da han blev interviewet til bogen. Tre år efter, at bogen blev udgivet, skrev Jyllandsposten en artikel om, at Shin Dong-hyuk nu indrømmede, at han havde løjet om flere ting i bogen. Det ødelægger selvfølgelig lidt indtrykket af bogen, for jeg sidder som læser tilbage med en vis skepsis. Hvor meget af historien er egentlig sand? Det gør det samtidig også svært at anmelde bogen, for jeg ved ikke, om jeg skal vurdere den som en troværdig skæbnefortælling eller en skønlitteratur.

Men hvis vi lige glemmer, om det er sandt eller ej – det er både interessant og bekymrende at høre om livet i disse koncentrationslejre, ligesom Shins flugt bestemt heller ikke er let. Fortællestilen er jeg dog ikke så vild med, og det blev ikke bedre af, at oplæseren efter min mening ikke passede særlig godt til bogen.