Fremtidens araber bind 3

Jeg blev rigtig glad, da jeg opdagede, at tredje bind i serien ‘Fremtidens araber’ af Riad Sattouf var udkommet og kunne lånes på biblioteket. Du kan læse om de to første albums i min anmeldelse fra starten af året.

Stilen er meget som i de foregående to albums. Jeg synes dog, at der er lidt mere ro over fortællingen i dette album – som om at forfatteren har fundet sig til rette i historien og er helt klar på, hvordan han synes, den skal fortælles. Det betyder dog også, at historien virker mere ‘pæn’ og forudsigelig, og det føltes ind imellem også, som om der ikke var nær så meget kød på denne del af hans liv. Men når det så er sagt, så er det en solid og stemningsfuld fortælling, som fascinerer mig, og jeg synes, at det er en meget fin måde at fortælle om den komplicerede opvækst som barn af to vidt forskellige kulturer. Kan fortsat varmt anbefale serien.

Løvinden

Jeg vidste ikke, at der fandtes en graphic novel over Karen Blixens liv før jeg faldt over denne her på biblioteket. ‘Løvinden’ er tegnet af Terkel Risbjerg og skrevet af Anne-Carolien Pandolfo og er en fantasifuld fortælling om Karen Blixens opvækst i Danmark samt voksenlivet, som blev brugt både i Danmark og i Afrika.

Historien er en poetisk fremstilling, hvor syv meget forskellige ‘feer’ i form af blandt andet Djævelen og Nietzsche velsigner hende i vuggen med forskellige gaver og derefter følger hende hele livet. Her ser man både Karen under opvæksten i Danmark, hvor hun havde en helt særlig samhørighed med faderen. Da han døde, var hun meget alene, for hun havde en helt anden udlængsel end de andre i familien. Skæbnen ville, at hun fik mulighed for at drage til Afrika, og der er ingen tvivl om, at årene sydpå var spændende men hårde. Til sidst ville familien ikke længere betale for Afrika-eventyret, og Karen vendte hjem til Danmark. Her begyndte hun at skrive bøger og blev snart kendt – men først da hun havde fået gennembrud i udlandet, for de danske forlag var ikke interesseret i hende i starten.

Jeg havde det lidt blandet med denne tegneserie. På den ene side var det en interessant fremstilling af Karen Blixens liv – ikke mindst på grund af de smukke, stemningsfulde og afdæmpede akvareltegninger. På den anden side syntes jeg, at det var en flad og meget overfladisk fortælling, og jeg var ikke særlig vild med rammefortællingen med ‘feerne’. Jeg blev ikke meget klogere på Karen Blixen som person – dog med undtagelse af det nære bånd til faderen, for det kendte jeg ikke til – og det havde jeg ellers håbet på at blive.

‘Løvinden’ skal læses på grund af de smukke, sårbare tegninger – og eventuelt hvis du er Karen Blixen fan og elsker at læse alt om hende. Men jeg synes, at tegneserien kræver et større kendskab til forfatteren, end jeg umiddelbart forventede.

Englens spil

Sidste år læste jeg ‘Vindens skygge’ af Carlos Ruiz Zafón og elskede den. Der var derfor ingen tvivl om, at jeg skulle læse efterfølgeren, ‘Englens spil’.

‘Englens spil’ foregår før ‘Vindens skygge’ – nærmere bestemt i Barcelona i 1920’erne, hvor man følger David. Han arbejder som journalist men nærer en hemmelig drøm om at blive forfatter. De kriminalromaner, han har skrevet indtil videre, har været populære, men der mangler lige det sidste. En dag modtager David et brev fra en beundrer, og her øjner han muligheden for succes, for beundreren viser sig at være bogforlægger og ønsker at betale David for at skrive en bog for sig. Bogen skal handle om en ny religion, og det lyder interessant, men projektet er omgærdet af mystik. Hvorfor er det lige David, der skal skrive den bog? Og hvad skete der egentlig med den forfatter, der oprindeligt skulle have skrevet bogen, men som pludselig døde? David bliver nysgerrig og begynder at grave i fortiden, men det viser sig snart at være en rejse i forfald, løgne… og død.

Jeg må desværre indrømme, at ‘Englens spil’ langt fra var lige så god som den første bog. En toer er altid svær, især når den skal følge en så stor succes som ‘Vindens skygge’, og jeg havde da også mine bange anelser. Alligevel ærgrer jeg mig over, hvor meget anderledes læseoplevelsen var.

Den dystre side af Barcelona er smukt og fængende skrevet, men det opvejer desværre ikke, at der var lidt for mange mystiske hændelser, som jeg ikke altid syntes blev forklaret eller hang ordentligt sammen. Historien var kort sagt ikke lige så forførende smuk og finurlig som den første. Der var bestemt passager, hvor jeg følte lidt af den samme mystik og overraskelse, som den første bog, men jeg syntes også, at der var lidt for meget, der føltes som fyld.

‘Englens spil’ er en bog, der frustrerer mig, fordi den ikke levede op til forgængeren. Det er dog også en bog, jeg overvejer at læse igen om et par år for at se, om der er gnister af magi i fortællingen, som jeg har overset.

The Hate U Give

Denne bog er blandt de mest omtalte i år, og anmelderne er nærmest faldet over hinanden for at prise denne udgivelse, så selvfølgelig blev jeg nødt til at låne den for at tjekke, om den kunne leve op til hypen.

‘The Hate U Give’ er skrevet af Angie Thomas og handler om teenagepigen Starr, der bliver vidnet til drabet på vennen Khalil. Det ekstra pikere ved situationen er, at betjenten er hvid, og Khalil er sort, så hurtigt optrapper racekonflikten. I medierne fremstilles Khalil som bandemedlem og pusher, men Starr kan ikke genkende billedet af sin ven, og hun forstår ikke, hvordan betjenten tilsyneladende kan slippe af sted med at dræbe en uskyldig, hvis eneste kriminelle handling i situationen er, at han er kraftigere pigmenteret end betjenten selv. Men Starr ved ikke, om hun træde frem og forsvare Khalil offentligt, for det kan have store konsekvenser for hendes familie.

Denne bog er skrevet i et forfriskende anderledes sprog end det, der normalt gennemsyrer YA-genren. Her er tonen rå og rap og bærer tydeligt præg af gadeslang (uden at det dog bliver helt uforståeligt). Af samme grund kan den også let læses af voksne, for denne bog har så meget at byde på – både i form af beskrivelsen af ghettoen kontra middelklassen men også de etiske spørgsmål, bogen stiller.

Starr er en fin hovedperson – en forsigtig pige, som bare gerne vil gøre det rette, men som også rummer tvivl og vrede. Hun virker meget troværdig – meget menneskelig – og hun er let at holde af. Generelt var persongalleriet interessant – dog med undtagelse af en enkelt af de hvide piger, som bare er unuanceret dum og racistisk.

‘The Hate U Give’ tegner billedet af et USA, som stadig døjer med racekonflikter og forskelsbehandling. Selvom visse ting kan virke voldsomme sammenlignet med lille Danmark, så går en del af problemerne desværre igen her i landet. Jeg synes bestemt, at det er en vigtig bog og er derfor glad for, at den har fået så megen opmærksomhed, for den kan forhåbentlig inspirere unge (og voksne) til at reagere over for forskelsbehandling og skjult racisme. En klar anbefaling herfra.

Onkel Toms Hytte

Jeg er pt. inde i en stime af klassikere. Det er som sådan ikke et bevidst valg, men i løbet af den seneste tid har jeg lånt flere klassikere via Ereolen.dk – herunder ‘Onkel Toms Hytte’, som jeg lyttede til for nylig.

Bogen er skrevet af Harriet Beecher Stowe og handler om den venlige og lidt naive slave, Tom, som er blevet lovet at blive sat fri af sin herre. Men herren mangler penge og ender med at sælge Tom, og hans nye ejer er en brutal og ondskabsfuld mand.

Det er en kort og simpel historie om en venlig slave, der udnyttes og pines af den hvide overherre. En historie, der var yderst kontroversiel, da den udkom i midten af 1800-tallet og som efter sigende var med til at udløse den amerikanske borgerkrig, hvor omdrejningspunktet var den mulige frigivelse af slaver. Det er en historie, der måske kan virke en anelse banal i dag, da fortællingen er så enkel og har så så simple personer, men det er ikke desto mindre en vigtig bog, da den siger meget om den tid, den er skrevet i. Og så skal man heller ikke ignorere, at det er faktisk en udmærket og tankevækkende historie.

Personligt savnede jeg lidt mere dybde hos personerne, men jeg var samtidig fint tilfreds med den enkle historie. Den er rørende uanset hvad.

‘Onkel Toms Hytte’ er med god grund blevet en klassiker, og selvom den ikke er blandt de bedst skrevne, så er den helt sikkert en vigtig bog at læse.

Krig og fred

Sommerens store læseprojekt var for mit vedkommende klassikeren ‘Krig og fred’ af Lev Tolstoj. Det er sandsynligvis den tykkeste bog, jeg nogensinde har læst – ja, den er faktisk så tyk, at den er delt op i to bind. Jeg havde håbet på at læse den på et par uger, da jeg startede på den i løbet af min sommerferie, men så kom der lidt forskellige ting i vejen, så det trak ud.

‘Krig og fred’ foregår i starten af 1800-tallet, hvor man følger en række russiske familier i de højere klasser i den periode, hvor Rusland deltog i Napoleonskrigene. Romanen er en blanding af de intriger og konflikter, der ind imellem opstår i familier, iblandet scener fra krigen, hvor flere af familiemedlemmerne deltager.

Jeg må desværre indrømme, at ‘Krig og fred’ var noget drøj at komme igennem, for den fangede mig ikke rigtig. Jeg savnede den elegante fortællestil, som gjorde ‘Anna Karenina’ til en dejlig læseoplevelse, og så var ‘Krig og fred’ virkelig langtrukken i det hele taget. Bevares – ‘Anna Karenina’ var til tider også noget lang i spyttet, men den formåede alligevel at holde mig interesseret hele vejen igennem.

Den første halvdel af bogen var egentlig udmærket, mens jeg nærmest måtte kæmpe mig igennem anden halvdel. Det var mest af alt ren stædighed, der fik mig til at gennemføre læsningen, for jeg kedede mig bravt de sidste mange hundrede sider.

Bogen indeholder en del passager på fransk, som så er oversat til dansk lige bagefter. Det var især starten af bogen, der bar præg af dette, og det irriterede mig voldsomt. Jeg ved godt, at sådan er bogen skrevet (mange russiske adelsfolk var så vant til at tale fransk, at de dårligt kunne tale russisk), men det var virkelig forstyrrende at få delt historien så meget op i bidder.

Jeg er et eller andet sted glad for, at jeg har læst ‘Krig og fred’, selvom det ikke var en særlig god læseoplevelse. Jeg overvejer, om jeg på et tidspunkt skal supplere oplevelsen med at se en af filmatiseringerne, men det har jeg ikke taget stilling til endnu.

Jo’s Boys

Jeg har endelig fået læst ’Jo’s Boys’ af Louisa May Alcott. Det er fjerde bog i ’Little Women’-serien, og jeg har tidligere anmeldt ’Little Women’ og ’Good Wives’.

Jeg vil ikke gå så meget i detaljer med handlingen for ikke at røbe for meget fra de foregående bøger, men her er mine tanker om ‘Jo’s Boys’ i forhold til de to første bøger i serien.

Disclaimer: Da jeg læste bogen, troede jeg, at det var den tredje bog i serien. Faktisk er det den fjerde bog, for jeg overså, at ‘Little Men’ lå mellem ‘Good Wives’ og ‘Jo’s Boys’. Det gør dog ikke den store forskel i forhold til min læseoplevelse, da mine kritikpunkter ikke handler så meget om den (manglende) tid mellem de første bøger og så den, jeg lige har læst.

’Jo’s Boys’ var desværre ikke en bog for mig. Hvor ’Little Women’ var charmerende naiv, og ’Good Wives’ var en fin og mere balanceret fortælling, så følte jeg, at ’Jo’s Boys’ var en noget andet bog. Det hænger i høj grad sammen med, at småpigerne er blevet voksne, og at fokus i denne bog slet ikke er dem men Jos sønner. Det kan man naturligvis også regne ud, når man ser titlen, men det betød en hel del for stemningen i bogen. Den manglede den charme og naivitet, som første bog sprudlede af, og så fandt jeg heller ikke drengene/mændene nær så interessante. Bogen bærer i det hele taget præg af, at den er ‘endnu en bog i en serie’ frem for at boble af originalitet og fortælleglæde.

Jeg var glad for, at forfatteren havde gjort en del ud af at pointere, at piger også kan tage sig en uddannelse som for eksempel læge (Nan), men det blev dog ødelagt at kommentarer som “With the natural perversity of her sex Josie ceased to be curious the moment she was told to read it…”. Jeg kan bare ikke klare, når mennesker bliver tillagt bestemte værdier eller evner på grund af deres biologiske køn. Argh!

Men alt i alt desværre ikke bog for mig. Jeg har overvejet, om jeg skal læse ‘Little Men’ på et tidspunkt, men jeg tror, jeg vil lade være. Jeg synes, at de to første bøger var gode, men jeg kunne også mærke, at så snart forfatteren bevægede sig væk fra de oprindelige hovedpersoner, så tabte jeg interessen for historien, og fortællingen mistede sin charme, så jeg tvivler ærlig talt på, at ‘Little Men’ vil være noget for mig.

Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod

Jeg trængte til at lytte til nogle korte lydbøger i ferien, og her faldt jeg over ‘Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod’ af Yu Hua hos Ereolen. Det er historien om den unge mand Xu Sanguan, der opdager hvor mange penge, man kan tjene ved at sælge sit blod. Han bruger en del af pengene på at invitere byens smukkeste kvinde ud, men da hun ikke falder for hans charme, beslutter han sig i stedet for at bruge resten af pengene på at udkonkurrere hendes kæreste, He Xiaoyong. Årene går, og de får tre drenge, men folk i byen mener, at det ikke er Xu Sanguan, der er far til den ældste af drengene – men i stedet He Xiaoyong. Der udbryder en voldsom fejde mellem de to, og samtidig udbryder der hungersnød i landet. Xu Sanguan ser ikke anden udvej end at atter sælge blod, og snart er det en løsning, han tyr til oftere og oftere.

Dette er en tragikomisk fortælling om landsbylivet i Kina. Den giver et fint indblik i de intriger og problemer, der let opstår i mindre samfund, og den er skrevet på en måde, så jeg flere gange kom til at le, når personerne rodede sig ud i tåbelige og pinlige situationer. Jeg fik lidt dårlig samvittighed, for det var ikke sjovt for dem, men det var skrevet så syrligt, at det var tydeligt, at forfatteren heller ikke altid fandt dem særlig kløgtige.

En del af handlingen er ret forudsigelig, men jeg synes ikke, at det ødelægger fornøjelsen ved at læse bogen. Det er en fin og lærerig lille fortælling, som jeg godt kan anbefale.

The Long Way to a Small Angry Planet

Lad mig bare indrømme det med det samme – da jeg stødte på denne bog første gang, faldt jeg pladask for titlen! Det der med en lille vred planet – det rørte bare et eller andet i mig, og siden har jeg nysgerrigt læst hver eneste anmeldelse, jeg er stødt på. Og heldigvis var anmeldelserne overvældende positive, så da jeg skulle købe bøger til sci-fi-temaet, var ‘The Long Way to a Small Angry Planet’ et oplagt køb.

Bogen er skrevet af Becky Chambers og er første del i en serie (jeg gætter på, at det bliver til en trilogi, men jeg ved det faktisk ikke). Den foregår i fremtiden, hvor man følger besætningen på et rumskib, som bygger ormehuller (wormholes – en slags portaler). Besætningen varierer utrolig meget i personlighed, udseende, køn, seksualitet og race, og det giver selvfølgelig en række konflikter og udfordringer på den lange rejse. For de har fået en ret kontroversiel opgave, der vil resultere i en klækkelig bonus, men det involverer også en række farer – ikke mindst fordi flere af besætningsmedlemmerne bærer på en række hemmeligheder…

Aaaahh! Denne bog var fantastisk! Intet mindre! Forfatteren er tydeligvis inspireret af både Firefly, Battlestar Galactica, Guardians of the Galaxy og måske også lidt Star Trek – på én gang! Der var masser af action, drama, personlighedstwists og humor, men der var også sørgmodige og tankevækkende øjeblikke. 

I starten følger man det nye besætningsmedlem, Rosemary, men i løbet af bogen kommer man dog også godt omkring de fleste andre på rumskibet. Det giver et indblik i en flok meget forskellige individer, og det er dejligt forfriskende – ikke mindst fordi det ikke holder sig til to køn og lidt forskellige hudfarver men også er udvidet til væsner, der blandt andet kan skifte køn eller som har en langt mere nuanceret seksualitet end ‘blot’ at skelne mellem heteroseksualitet og homoseksualitet. Der bliver gang på gang vendt op og ned på de gængse stereotyper, og det er virkelig fedt. Forfatteren formår at præsentere de enkelte individer som helstøbte personer og ikke som karikerede skabeloner, og det er langt hen ad vejen personerne, der bærer denne fortælling. Der er selvfølgelig også et hovedplot, men det er i høj grad de små personlige fortællinger og twists, som skaber denne bog.

Det eneste negative, jeg kan sige om denne bog er, at jeg ikke har den som hardback. Jeg ville gerne have købt det fra start, men den udgave er desværre allerede udsolgt. Jeg håber i mit stille sind på, at den bliver genoptrykt, for ‘The Long Way to a Small Angry Planet’ er den slags bog, jeg meget gerne vil have i hardcover-udgave.

Om jeg skal læse efterfølgeren? SELVFØLGELIG!! 

Jeg vil give dig verden

Selvom jeg for nylig skrev, at jeg plejer at undgå lange lydbøger, så har jeg faktisk lige hørt en af slagsen – nemlig ’Jeg vil give dig verden’, der er skrevet af Chufo Lloréns. Det er en historisk-inspireret roman, der foregår i Barcelona og omegn i 1000-tallet. Bogen har to historieforløb. Det ene handler om forelskelsen mellem greven af Barcelona og fruen til Toulouse. De er begge gift, men ikke med hinanden, men de drages mod hinanden og kæmper for at kunne blive forenes. I det andet forløb – som også er det, der fylder mest – følger vi Marti Barbanys udvikling fra søn af en bonde til respekteret handelsmand. Han forelsker sig i den unge kvinde, Laya, hvis stedfar dog ikke ønsker, at de to unge skal gifte sig. Han vil hellere have Laya for sig selv, og hans kærlighed til steddatteren udvikler sig snart i en katastrofal retning.

Historien føltes lidt tung og træg i starten, men da jeg først havde læst mig varm (eller lyttet hedder det vel i dette tilfælde), så endte det med at være en udmærket oplevelse. Fortællingen lider lidt under at være noget langtrukken – man kunne med fordel have skruet op for tempoet og ned for sideantallet, for det er en meget tyk bog på omkring 850 sider og dermed over 23 timers lydbog. Den er lidt for lang i forhold til selve historien, og det trækker desværre ned i det samlede billede.

Men bortset fra længden så er fortællingen interessant. Jeg kender ikke nok til de virkelige begivenheder til at kunne vurdere, hvor meget forfatteren selv har digtet, men da jeg læste bogen som underholdning og ikke som et historisk korrekt billede, betød det ikke det store for mig.

Af de to hovedhistorier var det fortællingen om Marti, der klart fangede mig mest. Det hemmelige forhold mellem greven og fruen var kuriøst, men som personer sagde de mig ikke noget. Til gengæld var Martis udvikling og ikke mindst forelskelse en fin historie, der blev meget dramatisk, da hendes stedfar begyndte at blande sig. Og her må jeg sige, at forfatteren i den grad fik skabt et sandt monster – det er nærmest umuligt ikke at hade stedfaren af hele sit hjerte. Jeg kom til at tænke på ’Jordens søjler’, hvor Ken Follett også fik skabt en skurk, der i den grad var let at føle afsky over for, men jeg synes faktisk, at stedfaren i ’Jeg vil give dig verden’ er en mere interessant person end Folletts kendte skurk. Gang på gang forsøger stedfaren at forpurre andre folks lykke, og han er så gennemført ondskabsfuld og udspekuleret, at man virkelig håber, det vil gå ham ilde.

Ser man bort fra stedfaren så var der dog plads til forbedringer i forhold til persongalleriet. Mange af personerne savnede nuancer og virkede ikke som levende væsner. Der var derfor alt for mange fyld-personer i forhold til, at de fleste af dem ikke skilte sig nævneværdigt ud fra hinanden.

’Jeg vil give dig verden’ er en historie, hvor der er masser af intriger, forviklinger og bristede drømme. Læseoplevelsen trækkes dog ned af det langsomme tempo og det lidt vage persongalleri, men som ønsker du en stille og rolig fortælling, mens du pusler rundt i sommerhuset eller haven, så er dette en udmærket bog.