En kvinde i Berlin

Når jeg søger efter historiske romaner, handler en stor del af dem om 2. Verdenskrig, så den periode har jeg nærmest ikke kunnet undgå, nu hvor jeg læser under temaet ’historiske romaner’ i disse måneder. Da jeg kiggede efter lydbøger hos Ereolen.dk, faldt jeg over ’En kvinde i Berlin’, som lød interessant og skræmmende på samme tid.

Bogens forfatter er en anonym kvinde, der via sine dagbogsnoter fortæller om livet i Berlin under de sidste måneder af 2. Verdenskrig, hvor den russiske hær indtog og besatte Berlin. Hun fortæller om dagene op til, at byen falder, og hvordan hun går fra at leve et helt almindeligt liv til en hverdag, hvor flere og flere madvarer forsvinder, og hvor besættelsesmagten kigger sultent på de tyske kvinder. De russiske soldater ser kvinderne som krigsbytte, så de tyske kvinder bliver gang på gang udsat for voldtægt og andre seksuelle overgreb. Der er dog også enkelte af soldaterne, der ser kvinderne som mennesker, og forfatteren beskriver den svære balancegang mellem at appellere til soldaternes menneskelighed uden at blotte sig selv.

Når man læser denne bog, kan man godt forstå, at forfatteren ønsker at være anonym, for det er ret ubehagelige og ydmygende situationer, hun beskriver. På trods af, at hun på ingen måde svælger i detaljer, så beskrives soldaternes opførsel så nedværdigende og tragisk, at jeg fik ondt i maven af at læse om, hvordan kvinderne blev behandlet. Voldtægterne lod ikke til at bunde i hævn over fjenden men som en belønning i stil med, når soldater stjæler fra fjendens hjem. Her stjal de så også seksuel tilfredsstillelse hos kvinderne.

En af de mere kontroversielle ting ved bogen er, da den anonyme kvinde prøver at udnytte situationen til egen fordel, hvor hun forsøger at finde en højtstående russisk soldat, der vil finde behag i hende. Så kan han forhåbentlig beskytte hende mod de grupper af soldater, der overfalder kvinder i alle aldre, og så skal hun kun forholde sig til én gerningsmand. Det er en situation, som virker helt ubegribelig og absurd, når man ser det på afstand, men et eller andet sted kan jeg godt forstå hendes handlinger. Folk vil gøre virkelig forfærdelige ting for at overleve – også mod dem selv.

Bogen er et meget ubehageligt indblik i, hvad der kan ske for en civilisation, der taber en krig. Hvordan de mister selvværd og ikke længere bliver behandlet som mennesker. Det er en bog, der selv mange år efter desværre er aktuel, fordi mennesker stadig går i krig.

Da ’En kvinde i Berlin’ udkom i 1950’erne, udløste den voldsomme reaktioner fra offentligheden. Det var simpelthen for tidligt at fortælle om dette sorte kapitel i Tysklands historie, og mange mente, at det var en unødig ydmygelse af kvinderne at fortælle om hændelserne. For at overleve hændelserne blev tyskerne (og måske også resten af omverdenen) nødt til at lukke øjnene for hændelserne, og det var først efter forfatterens død i 2003, at bogen blev genoptrykt.

Belgravia

Her kommer dagens indrømmelse: Jeg har ikke set Downtown Abbey. Jeg har hørt meget godt om serien, og jeg vil da også gerne se den på et tidspunkt, men den har jeg altså ikke nået til endnu. Til gengæld læste jeg for nylig ’Belgravia’, der er skrevet af forfatteren Julian Fellowes, der også stod bag Downtown Abbey. Det er en bog, der er rift om, for jeg måtte stå på bibliotekets venteliste gennem adskillelige måneder, før jeg endelig fik fingre i den.

’Belgravia’ foregår i England i det herrens år 1815 – nærmere bestemt lige før det berømte slag ved Waterloo, hvor englænderne kæmpede mod Napoleons hær. Her er det lykkedes for købmandsfamilien Trenchard at få en invitation til ballet hos grevskabet. Det skyldes ikke mindst familiens kønne datter, Sophia, der i al hemmelighed ses med den unge greve, Peter. Alt ser godt ud for familien Trenchard, indtil en frygtelig hændelse indtræffer. Derefter står familien i en penibel knibe, som truer familiens ære men også kan være en fordel for grevinden, der ellers ikke har meget til overs for familien.

Det er lidt svært at anmelde denne bog uden at røbe for meget af handlingen, men nu forsøger jeg ikke desto mindre.

Jeg nåede ikke mange sider ind i bogen, før historien pludselig tog en skarp drejning – et twist jeg ikke lige havde forudset. Det betød, at historien tog en helt anden drejning, end jeg forventede, og det er absolut ikke en dårlig ting. Det gav mig straks blod på tanden, for det tydede på, at forfatteren havde flere overraskelser i ærmet.

Jeg havde dog lidt svært ved at holde styr på persongalleriet i starten og savnede virkelig et familietræ eller anden form for slægtsoversigt. Det gjorde det ikke lettere, at handlingen også sprang i tid flere gange. Men heldigvis kom der efterhånden styr på de enkelte personer, selvom det tog lidt tid.

Historien er i den grad præget af intriger og magtspil. Hvor jeg normalt synes, at det er interessant at læse om politiske intriger og magtspil ved hoffet i historiske romaner, så kunne jeg mærke, at intrigerne i denne bog, der i høj grad fik næring via illoyale tjenestefolk, ikke var mig. Det virkede af en eller anden grund mere ubehageligt – måske fordi jeg forventede/håbede, at der var mere loyalitet fra de ansatte. Men det er jo en smagssag.

Handlingen bliver trukket i langdrag, og det ærgrede mig, for jeg synes, at den ind imellem kom til at virke lidt tyndbenet. Det ville have klædt bogen at blive speedet lidt op, så den havde fyldt 50-100 sider mindre.

’Belgravia’ er en udmærket læseoplevelse – især hvis du er til masser af intriger og livet med grevskab og tyende i 1800-tallet. Bogen har en fantastisk start, mens resten af handlingen er mere på det jævne, men den er til gengæld stærk i den stemningsfulde beskrivelse af det engelske selskabsliv på den tid.

The Hired Girl

Jeg kendte intet til denne bog, inden jeg faldt over den hos Ereolen Global. Teaserteksten gjorde mig så nysgerrig, at jeg endte med at låne den, så jeg kunne læse den på togturene til og fra arbejde.

‘The Hired Girl’ er skrevet af Laura Amy Schlitz og foregår i 1911. Her bor den 14-årige Joan sammen med sin far og ældre brødre på en lille farm. Moren døde for mange år siden, så Joan står alene med det huslige arbejde. Hun drømmer sig væk til et sted, hvor der er anerkendelse, frihed og kærlighed, og en dag lykkedes det hende at stikke af. Hun tager til storbyen for at få arbejde som tjenestepige og ender hos den jødiske familie, hvor hun præsenterer sig som den 18-årige Janet. Nu begynder et helt andet liv for hende – et liv med mange åbenbaringer, nye venskaber og frygtelige fejltagelser.

Bogen er skrevet som en dagbog – dvs. Joans dagbog, hvor hun ofte nedskriver sine oplevelser og tanker. Læseren kommer dermed tættere på hovedpersonen, fordi man oplever alt gennem hendes øjne, og det gør den ellers ret simple historie langt mere interessant.

Joan er en helt almindelig pige med helt almindelige drømme, og hun er befriende normal i sin fremtoning. Hun begår flere fejl, når hun i bedste mening blander sig i andre folks liv, og hun kan også blive frustreret og næsten barnligt vred. Hun er ikke en glatpoleret Disney-heltinde men et helt menneske, og det er helt klart en af bogens største forcer.

Historiens tempo er ret roligt – næsten for roligt til tider – men det er jo en smagssag. I mine øjne kunne den godt strammes en smule op, men jeg kedede mig dog ikke på noget tidspunkt.

Min største anke er slutningen, for den virker en smule forjaget og lidt for perfekt. Jeg kunne godt have brugt lidt mere dybde og lidt mere kant, for jeg synes desværre, at afslutningen er lidt banal (selvom jeg som udgangspunkt godt kunne lide, hvordan den sluttede).

Der vokser et træ i Brooklyn

Jeg er efterhånden stødt på ‘Der vokser et træ i Brooklyn’ så mange gange på diverse bogblogs og bogvlogs, at nu kunne jeg ikke længere ignorere den, så for nylig lånte jeg den på biblioteket for at finde ud af, hvorfor den var så hypet.

Bogen er skrevet af Betty Smith og foregår i starten af 1900-tallet. Hovedpersonen er pigen Francie, som vokser op i et meget fattigt kvarter sammen med sine forældre og lillebror. Pengene er få, men de klarer sig lige akkurat, selvom farens alkoholmisbrug giver mange udfordringer. Der er dog stadig plads til at drømme om bedre tider, og Francie er en drømmer, for en dag må lykken da vende, og så skal alting nok blive godt…

‘Der vokser et træ i Brooklyn’ er en meget fin fortælling om de fattiges liv i Brooklyn i starten af 1900-tallet. Kreativiteten for at overleve, når pengene er små, er imponerende og respektindgydende – især når man som jeg lever i velfærdsdanmark, hvor så ekstrem fattigdom ikke længere findes. Det er tankevækkende læsning.

Francie er en gæv pige og er let at holde af, men jeg følte dog aldrig, at jeg kom rigtig tæt på hende. Der var noget distanceret ved hende, uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Af samme grund gik der også lang tid, før jeg for alvor blev grebet af historien, selvom den ellers var ret intens i starten. Men der er et vendepunkt i fortællingen, som kommer til at betyde en hel del for familien, og her synes jeg for alvor, at historien brillerer. Her bliver den i den grad nærværende, og jeg kunne i det hele taget bedre lide sidste del af bogen, hvor Francie er vokset op og begynder at se verden med helt nye øjne. Der er noget sårbart og letgenkendeligt over det, som forfatteren viser meget smukt gennem Francies handlinger.

‘Der vokser et træ i Brooklyn’ er en udmærket læseoplevelse og et tankevækkende indblik i en tid og et samfund der kun ligger 100 år tilbage. Jeg blev desværre ikke helt så grebet af historien, som jeg havde håbet, men er dog tilfreds med oplevelsen.

Kongens frille

Jeg har efterhånden læst en del bøger af Philippa Gregory de seneste år. Alligevel har ‘Kongens frille’ formået at stå urørt på min bogreol i over 10 år! Pinligt – og det værste er, at jeg ikke har en god undskyldning for det.

‘Kongens frille’ foregår i England i 1500-tallet, mens Henrik den 8. var konge. I bogen følger vi teenagepigen Mary Boleyn – lillesøster den noget mere kendte Anne Boleyn, som endte med at blive gift med kongen under ret dramatiske omstændigheder. Mary er sjældent beskrevet i de mange filmatiseringer og bøger, der er skrevet om Henrik den 8., men råder Gregory bod på ved at beskrive de magtkampe og intriger, som Boleyn-søstrene bliver viklet ind i ved hoffet. Her gælder alle kneb om at vinde kongens gunst, og familien går forrest for at skubbe pigerne ned i kongens seng, så Boleyn-slægten kan nyde godt af bekendtskabet. I perioder er det Mary, der må smile og flirte med kongen, men på andre tidspunkter er det Anne, der ser ud til at løbe med sejren. Men selvom Mary føder kongen to børn, er det alligevel Anne, der i sidste ende løber med hele kongeriget…

Historien om den anden Boleyn-pige, Mary, er interessant – ikke mindst fordi storesøsteren Annes skæbne er så kendt. Selvom Mary er en del af hoffet, så formår hendes tilgang til det hele at belyse, hvor absurd og intrigant hoflivet er. Hun elsker kongen men absolut ikke dramaet og intrigerne og er derfor en fin modpol til den evigt smilende og dybt manipulerende Anne. Familiens rolle og ikke mindst farens og onklens evige pres på de to piger for at få dem til at gå i seng med kongen er decideret ulækkert.

De enkelte scener er meget levende beskrevet, og ind imellem føltes det næsten som at være der selv. Til gengæld er bogen lige lovlig lang i forhold til, hvad historien kan bære, så der kunne forfatteren snildt have skåret lidt i sideantallet uden at ødelægge fortællingen.

Er du til historiske romaner, i særdeleshed om det engelske hof, så er ‘Kongen frille’ bestemt værd at læse.

The Bell Jar

‘The Bell Jar’ er en klassiker, som jeg længe har ønsket at læse. Jeg vidste ikke synderlig meget om bogen, inden jeg gik i gang med den – kun at den figurerede på mange bøger-du-bør-læse-lister.

Bogen er skrevet af Sylvia Plath og skulle efter sigende være delvist bygget på hendes eget liv. Bogens hovedperson, Esther, er en ung og meget talentfuld kvinde, der får et sommerjob på et modemagasin i New York. Alt ser lyst ud, og hun har hele livet foran sig, men alligevel begynder det alt sammen at smuldre mellem hendes fingre. Langsomt begynder hun at synke ned i en dyb depression, som synes uden ende…

Jeg kunne godt lide skrivestilen i denne bog, da den var poetisk uden at være overlæsset, hvilket jeg især nød i starten af bogen.

Selve historien fangede mig dog desværre ikke rigtig. Jeg har lidt svært ved at sætte ord på, hvad det var, der gjorde, at jeg aldrig rigtig kom tæt på hovedpersonen. Måske kunne jeg ikke helt forstå hende som person? Hun virkede i hvert fald distanceret for mig, og jeg havde svært ved helt at forstå, hvad der gik galt for hende.

På sin vis beskriver bogen meget godt det dilemma, man står i, når man er ved at færdiggøre uddannelsen og er i tvivl om, hvad man så vil med sit liv. Især når man som Esther forventes at gøre noget, man egentlig ikke har lyst til.

I bogen bliver Esther venner med to meget forskellige piger – den artige og korrekte Betsy og den vilde og farlige Doreen. Jeg er sikker på, at min engelsklærer ville have elsket at analysere al symbolikken i denne bog, for de to piger er en meget tydelig illustration af de to sider i Esther, der er i vildt opgør.

Så… alt i alt en blandet oplevelse. Jeg kunne godt se visse kvaliteter ved bogen, men omvendt fangede historien mig ikke rigtig, ligesom jeg ikke følte, at jeg kunne mærke eller relatere til hovedpersonen.

Fremtidens araber bind 1 + 2

Min nysgerrighed blev straks vakt, da jeg faldt over ‘Fremtidens araber’ på biblioteket. Jeg havde ikke hørt om trilogien før, men da jeg holder meget af blandt andet ‘Persepolis 1+2’ og ‘Kylling med blommer’, så lød denne tegneserie-trilogi også fristende.

‘Fremtidens araber’ er tegnet og fortalt af Riad Sattouf. Det er som sagt en trilogi, men indtil videre har jeg kun læst de første to hæfter i serien. Det er fortællingen om hans barndom i Mellemøsten og Frankrig, da hans syriske far og franske mor sørgede for, at han fik oplevet deres hjemlande.

Riad fremstiller sig selv som en ret naiv, lyshåret dreng – måske lidt for naiv til tider, selvom jeg nu ikke har indtryk af, at han gerne vil femstille sig selv i et særligt positivt lys. Man ser, hvordan hans skolegang er præget af tæsk og indoktrinering, og hvor man absolut ikke skal sige læreren imod. Samtidig oplever man også både hans og moderens udfordringer ved at passe ind i den arabiske familiestruktur og ikke mindst de kulturelle forskelle, der er mellem de fransk-syriske forældre.

Jeg synes, at tegneseriestilen er en meget fin måde at fortælle om opvæksten i et mellemøstligt land. Det er et format, der sagtens kan vække følelser og skabe stemning, for selvom der er hyggelige stunder i Riads fortælling, så er der bestemt også alvor og uhygge.

‘Fremtidens araber’ er ikke så politisk som ‘Persepolis 1+2’, og det gør mig egentlig ikke noget, selvom det bestemt var en af plusserne ved ‘Persepolis’. Der er langt mere fokus på det at være et lille barn, der vokser op med to kulturer, og det er ret fascinerende at få et indblik i, hvordan Libyen var dengang – på godt og ondt. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Riad beskriver sin tid i Mellemøsten, hvor tegningerne af de uhumske byer og volden blandt børnene står i stærk kontrast til faderens voksende patriotisme. Det bliver mere og mere absurd og sætter ikke faderen i særlig positivt lys.

‘Fremtidens araber’ er en spændende og tankevækkende fortælling. Den virker ind imellem lige lovlig reflekteret og detaljeret i forhold til, at historien ses fra et barns synspunkt, men det er nok også min største anke. Jeg glæder mig til at læse tredje og sidste bind i serien.

Før jeg dør

fjdJeg læste denne bog på mine togture tidligere på måneden. Måske ikke ligefrem det mest opmuntrende læsning i julemåneden men ikke desto mindre en udmærket og letlæst bog til køreturene.

‘Før jeg dør’ er skrevet af Jenny Downham og handler om den 16-årige Tessa, der er alvorligt syg af kræft. Lægerne kan ikke gøre noget, og Tessa ved, at hun næppe når at fylde 17 år. Det er frustrerende at få at vide som teenager, hvor man ellers tror, man har hele livet foran sig, men Tessa vil ikke læne sig tilbage og give op. I stedet beslutter hun sig for at leve livet – én gang for alle – og skriver 10 ting ned, som hun vil nå, inden hun dør. Og det er lige fra at sige ja til alle de ting, folk beder hende om og til at stjæle!

Tessa er ikke en specielt sympatisk hovedperson. Det er et modigt valg af forfatteren, for som læser vil man som regel gerne sympatisere med hovedpersonen, men Tessa er ikke den traditionelle venlige, intelligente og elskelige hovedperson, som jeg ellers er stødt på flere gange i sick lit-bøgerne. Hun er tydeligvis både frustreret og fandenivoldsk, men jeg synes, det passer godt til bogen. Hendes humørsyge virker meget troværdig, og jeg kan godt forstå hendes – til tider – sære reaktioner.

Det er ikke en specielt munter bog, men det er jo let at regne ud, når man ser titlen. Den er dog heller ikke smurt ind i sorg eller medlidenhed og er dermed en lidt anderledes (og fin) vinkel på situationen, hvor en teenager er dødeligt syg. Den fik helt sikkert mig til at reflektere over livet flere gange undervejs.

Der er steder, hvor bogen godt kunne have været skarpere. Tessas liste med 10 punkter, hun skal nå, inden hun dør, virker mere som en kuriøs detalje end som noget, der for alvor bærer handlingen. Det gjorde mig ikke noget – det virkemiddel har jeg set før, så et eller andet sted passede det mig fint, at det ikke skulle være skabelonen for bogen. Jeg tror dog, at det vil irritere andre læsere. Det kom til at virke lidt påduttet.

‘Før jeg dør’ er en glimrende ungdomsbog, der belyser frustrationen, når livet ebber ud før tid. Selvom sygdom og død fylder en del i bogen, så er der også livsbekræftende og stærke scener, som viser mennesker, der ikke vil give op eller tage ting for givet.

Jeg har ikke flere patroner

Jeg mener, jeg stødte på denne bog hos Bachs Bøger for et stykke tid siden og syntes, den lød interessant, så den kom med hjem fra biblioteket, da jeg for nylig var forbi.

‘Jeg har ikke flere patroner’ er en redigeret version af Mathias P. Høeghs dagbog fra sin tid som krigsfange i Sibirien under 1. Verdenskrig. Som sønderjyde deltog han på tyskernes side, men var så uheldig at blive taget til fange af russerne og derefter sendt til fangelejrene østpå. I bogen fortæller Mathias om den lange rejse frem til lejren, om de fire års fangenskab og derefter om rejsen hjem til Danmark.

Bogen giver et indblik i de kummerlige forhold, som krigsfangerne blev udsat for. Selvom det ikke var bevidst tortur, så er rejsen til fangelejren så rædselsfuld, at jeg på et tidspunkt måtte holde pause i læsningen, fordi jeg syntes, det var så ubehageligt. Der døde også mange undervejs, men det lykkedes utroligt nok Mathias at overleve den barske tur. Det er også rejsen, der gjorde størst indtryk på mig. Kapitlerne om tiden i fangelejren fangede mig ikke nær så meget, men det er selvfølgelig også begrænset, hvad der kan ske af interessante ting sådan et sted. Jeg kunne dog ikke andet end beundre Mathias’ kreativitet og evne til at fremstille ting, han kunne sælge og dermed tjene lidt ekstra, så han kunne få mere at spise.

‘Jeg har ikke flere patroner’ er både ubehagelig men samtidig også et eksempel på en kampgejst og appetit på livet, som man næppe forstår, medmindre man selv oplever noget lignende. Det er fascinerende at læse om, hvordan Mathias holder modet oppe trods de morbide ting, han oplever. Han slipper dog ikke helskindet igennem – det er tydeligt, at opholdet har sat sine spor, da han endelig får mulighed for at rejse derfra.

Et tankevækkende indblik i en krig og ikke mindst konsekvenserne deraf, som desværre fylder alt for lidt i undervisningen i de danske skoler.

Sarum

sarum

En af mine historieinteresserede venner har talt varmt om Edward Rutherfurd – eller rettere hans bøger. Han har skrevet nogle digre værker, hvor han hver gang tager udgangspunkt i en by og derefter fortæller dens historie gennem en række nedslag i historien. Jeg besluttede mig for at prøve en af hans bøger og tog et lidt vovet valg, da jeg købte ‘Sarum’, som nok er den af hans bøger, der beskriver det mindst kendte område.

‘Sarum’ foregår i England i området ved Stonehenge og Salisbury, hvor historien starter i istiden og føres helt frem til nutiden. Her hører man både om de første mennesker, der kommer til området og forsøger at få det bedste ud af landskabet, inden man føres videre til en lang række begivenheder i løbet af de næste mange tusinde år. Det er ikke nødvendigvis skelsættende begivenheder, men de er alligevel alle med til at tegne hverdagslivet i en egn af England.

Jeg kan godt lide ideen med at beskrive et område/by gennem en række nedslag i historien, og jeg synes, at det langt hen ad vejen fungerer fint. Det ærgrer mig dog lidt, at jeg valgte en bog, som beskriver et område, jeg ikke kender så godt, for jeg synes desværre, at en del af historierne ikke sagde så meget om området generelt men mere om den tid, de foregik i.

Starten af bogen var lidt speciel. Det var, som om forfatteren havde brug for at forklare en lang række facts om området og tidsperioden – sådan lidt som en sidekommentar til handlingen – og det var en lidt pudsig stil, jeg sjældent støder på. Det fungerede dog ok, måske fordi jeg vænnede mig til det, men det kom til at virke endnu mere pudseløjerligt, da det kun var de første kapitler, der bar præg af dette.

De første historier er korte, og man knytter sig derfor ikke tæt til personerne, men senere hen dvæler forfatteren i højere grad ved en række enkeltpersoner, så deres historier fylder langt mere. Det var et eller andet sted lidt synd, da jeg nu havde vænnet mig til den korte form. Omvendt tror jeg også, jeg var blevet ret træt af de korte historier i det lange løb (bogen er ca. 1000 sider lang). Der var tidspunkter, hvor stilen mindede mig lidt om Ken Folletts ‘Jordens søjler’ (og ikke kun fordi der skal bygges en stor og prangende bygning). Heldigvis bliver ‘Sarum’ hverken lige så dramatisk og voldsom, men jeg kunne omvendt også have brugt lidt mere action og lidt mere dramatik hist og her.

Alt i alt var ‘Sarum’ en udmærket oplevelse. Jeg kunne bedst lide starten, som var noget anderledes, end jeg forventede, men derefter blev den til tider noget langtrukken. Jeg satser på at læse flere af hans bøger og vil næste gang gå efter en bog, hvor jeg på forhånd ved mere om byen – London for eksempel.