Til den bitre ende

Forventninger:
’Til den bitre ende’ af Traudl Junge er et glimrende eksempel på, at jeg ind imellem falder over historiske emner på Ereolen.dk, som lyder interessante og derfor låner en lydbog om det. Traudl arbejdede som sekretær for Adolf Hitler, og bogen beskriver hendes oplevelser i de år. Jeg havde ikke så mange forventninger, inden jeg gik i gang med at lytte, men jeg håbede på, at bogen ville give et indblik i, hvordan det var at arbejde for manden, der stod bag 2. Verdenskrig.

Resumé:
Bogen er skrevet i slutningen af 1940’erne, hvor Traudl nedfældede sine erindringer. Da hun flere årtier senere gennemlæste dem, blev hun forfærdet over, hvor ureflekterede og naive, de virkede, selvom de var skrevet flere år efter krigen. Det var vigtigt for hende at pointere i forordet til bogen, men også at der – på trods af denne refleksion – ikke er ændret på indholdet af hendes tekster (udover korrektur samt nogle præciseringer undervejs).

Traudl fik som 22-årig arbejde som sekretær Hitler i de sidste 2½ år af krigen og var til stede, da det gik godt for tyskerne, men også da krigen vendte, og den dystre stemning lagde sig over førerbunkeren. Hun deltog i de daglige samtaler og måltider i den lille lukkede skare, som næsten konstant var i bunkeren og fik dermed et indblik i livet for både Hitler og hans nærmeste tjenestemænd.

Det bedste:

Traudl beskriver hverdagen blandt krigens mænd, og den noget anderledes vinkel giver et interessant indblik i krigen, som de færreste historiebøger kan give. Her er fokus ikke på de store slag men på de små samtaler, og det er med til at tegne nazismens top som mennesker, der også kunne grine eller græde. Traudls beskrivelser blev også brugt i filmen ’Der Untergang’, som af nogle blev kritiseret for at menneskeliggøre Hitler. Personligt synes jeg, at det kun gjorde hans gerninger endnu værre – at han ikke bare var en sort/hvid-skurk som i tegneserierne men et menneske med følelser.

Det værste:
Indledningen er alt for lang. Her bliver Traudls ’øvrige liv’ beskrevet (dvs. uden for tiden som sekretær for Hitler), og selvom det kan have sin berettigelse i forhold til at forstå hende som fortæller, så var det lige ved at dræbe min lyst til at lytte videre.

Kan anbefales til:
Historieinteresserede, der gerne vil have et indblik i hverdagslivet omkring Hitler, og hvor krigen ligger som et tungt tæppe over fortællingen, uden at krigen nævnes direkte særlig tit.

The Accident Season

Forventninger:
Jeg kan huske, at der var delte meninger om ‘The Accident Season’ af Moïra Fowley-Doyle, da bogen kom frem, men derefter glemte jeg alt om den, indtil jeg for nylig så den på Ereolen Global. Jeg havde ikke de vilde forventninger – nok mest en stille og rolig ungdomsbog, der ville gøre sig godt som sommerlæsning.

Resumé:
Når oktober nærmer sig, går Caras familie ind i en svær tid. Elkedlen gemmes væk, knive låses inde, og tykke gulvtæpper bliver rullet ud i huset. Oktober er måneden, hvor alt går galt – hvor ulykkerne vælter ned over familien – og det har flere gange været med dødeligt udfald. Men hvorfor er de altid ramt af uheld i oktober? Hvilken forbandelse er det, familien lider under?

Det bedste:
Stemningen i denne bog er ret fed. Der er en krybende usikkerhed om, hvad der foregår. Hvorfor sker der så mange ulykker for familien? Er det et tilfælde, eller hviler der en reel forbandelse over dem? Det er spooky mindfuck, og jeg kunne godt lide den stille og rolige opbygning, hvor man sidder og gruer for, hvordan det vil ende. Det bliver så heller ikke dårligere af, at det spirende kærlighedsforhold (der nærmest partout skal være i ungdomsbøger) mildt sagt er temmelig akavet.

Det værste:
Det var befriende, at personerne i bogen ikke var specielt stereotype, men de virkede desværre også ret ’flade’. Jeg kunne i hvert fald ikke føle dem, og af samme grund krøb historien aldrig rigtig ind under huden på mig. Og så var slutningen lidt… hm… kedelig. Det er selvfølgelig også svært at skrive en god afslutning på denne type historie, for meget af glæden ved at læse bogen netop er stemningen og muligheden for at gætte med på, hvad der mon foregår, og derfor vil afslutningen altid være svær. Jeg var ikke helt tilfreds med denne.

Kan anbefales til:
Hvis du er til magisk realisme og en rolig historie, hvor du ikke helt ved, hvad der foregår, så er denne bog noget for dig. Forventer du action og en klar rød tråd i handlingen, så skal du holde fingrene fra ’The Accident Season’.

Release


Jeg er ret vild med både ’A Monster Calls’ og ’Chaos Walking’-trilogien af Patrick Ness, så selvfølgelig skulle jeg også læse ’Release’, som han udgav sidste år. Den har efterhånden stået noget tid på bogreolen, men for nylig blev det endelig tid til at læse den.

’Release’ foregår i løbet af én dag, hvor man følger teenageren Adam, der ligesom så mange andre jævnaldrende tumler med identitetskrise og lavt selvværd. For Adam er der dog mere i det – som homoseksuel har han det svært i en religiøs familie, hvor forældrene tydeligt prioriterer storebroren. Selvfølgelig uden på nogen måde at tale om deres forhold til Adams seksualitet eller grunden til, at de forskelsbehandler dem. Og da Adam pludselig bliver udsat for sexchikane på arbejde, kulminerer det hele.

Der er faktisk tale om to historier i denne bog, for hvert kapitel indledes med en ganske kort scene, hvor man følger en ung kvinde og en faun. Det giver bogen et abstrakt touch af magisk realisme, men er også ret forvirrende i starten, og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke 110% sikker på, at jeg forstod, hvorfor det skulle med. Jeg syntes aldrig rigtig, det virkede for mig.

Bogen er en forholdsvis simpel fortælling om at finde sig selv og træde i karakter. En eviggyldig historie uanset hvilken alder, seksualitet eller generel overbevisning, man har. Adam bliver tvunget til at tage stilling – at beslutte sig for, hvornår nok er nok – og selvom omstændighederne kunne være bedre, så er det samtidig et vigtigt skridt for ham.

Historien var – bortset fra de abstrakte indledninger – fint fortalt, men den sagde mig ikke så meget. Jeg har efterhånden læst en del bøger om teenagere, der skal finde sig selv – herunder også om unge homoseksuelle, da det er blevet meget populært at skrive om de senere år – men jeg syntes desværre ikke, at ’Release’ havde noget nyt at byde på. Jeg læste bagefter, at bogen blandt andet er inspireret af ’Mrs. Dalloway’, som jeg læste sidste år, men den bog var jeg heller ikke så begejstret for, så måske er det alligevel ikke så overraskende, at ’Release’ ikke fangede mig.

Er du til Patrick Ness’ tidligere bøger, er det ikke sikkert, at denne bog er for dig, men er du til de mere quirky abstrakte bøger (som for eksempel ’More Than This’), så kan det være, at du vil synes om ’Release’.

Women of the Silk


Jeg har lige opdaget, at jeg har glemt at blogge om månedens to-read-bog fra maj, og det går ikke, så her kommer endelig en anmeldelse af den!

‘Women of the Silk’ er skrevet af Gail Tsukiyama og foregår i Kina i første halvdel af 1900-tallet, hvor man følger pigen Pei. Hendes familie sender hende til en silkefabrik for at arbejde, og her vokser hun op blandt en række kvinder, hun knytter sig til. De er vant til at underordne sig både familien og fabrikken, men oprørske tanker spirer, og pludselig er der kvinder, der siger fra – kvinder, der forlanger selvstændighed!

Jeg synes, at ‘Women of the Silk’ er en interessant og lidt anderledes fortælling om asiatiske kvinder i 1900-tallet. Mange af de bøger, jeg har læst om kvindeskæbner i Asien, har haft fokus på kvinder som ofre og mænd som mandchauvinistiske og brutale skurke. Jeg er ikke i tvivl om, at ligestillingen halter i Asien, men jeg synes dog også, at det nærmest har virket karikeret i flere af de bøger, jeg har læst, og derfor er det dejligt med en bog, hvor fokus er på kvindernes fællesskab og ikke på deres relation til mændene i samfundet.

Der er rørende øjeblikke, og der er underfundige stunder, der får smilet frem, men der er også dramatiske og triste situationer, hvor kvindernes liv ændrer sig drastisk – kort sagt var der en del følelser i denne bog. Jeg blev ikke overvældet af det, men jeg synes, at der var en fin variation, og det betød samtidig, at det ikke altid var en forudsigelig fortælling. Der var nogle ting, jeg gættede mig til, men jeg var absolut ikke sikker på, hvordan bogen ville ende.

Absolut en af de bedre bøger i forbindelse med mit Asien-tema. Ikke blændende god men ganske udmærket.

Haabet

De senere år har de danske medier rettet fokus på Danmarks rolle i forbindelse med slaveriet på De Vestindiske Øer – et kapitel af Danmarkshistorien, der ellers ikke er blevet talt højt om. Det pirrede min nysgerrighed og var med til at inspirere mig til at låne ’Haabet’.

Bogen er skrevet af Mich Vraa og handler om den danske slavehandel, som var relateret til sukkerproduktionen på De Vestindiske Øer. I bogen følger man Maria, der er datter af skibsreder Anton Frederiksen. Hun drager med faren mod De Vestindiske Øer, men sejladsen går ikke som ventet, og pludselig står Maria i en meget dramatisk og uventet situation. Sideløbende med hendes historie hører man om akademikeren Mikkel, der kæmper for at frigive slaverne.

Historien springer i tid, og det var noget forvirrende i starten, men jeg vænnede mig hurtigt til det. Det er ikke altid, at det populære greb med at skifte i tid og sted virker, men i denne sammenhæng syntes jeg, at det understøttede historien fint.

Det er en brutal og nådesløs fortælling om en dyster og nedværdigende tid, og der var scener, der næsten gav mig kvalme, fordi de var så modbydelige. Svig og skruppelløshed driver fortællingen, og det gør skellet mellem de gode og de onde større – så meget, at det ind imellem bliver lige lovligt sort-hvidt. Maria er for eksempel let at holde af som hovedperson men kommer også til at fremstå utrolig naiv i starten af bogen og er dermed et oplagt offer for de amoralske mennesker.

Jeg synes, det er en fascinerende fortælling, men desværre taber historien pusten undervejs, og visse passager bliver lige lovlig forudsigelige. Som inspirationsindlæg i debatten om den danske slavehandel er den dog yderst velkommen, fordi forfatteren formår at tydeliggøre de brutale og dobbeltmoralske handlinger, der har fundet sted på De Vestindiske Øer.

Dreams of Joy

Lige siden jeg læste ’Pigen med viften’ af Lisa See, har jeg haft en svaghed for hendes bøger. Jeg har læst flere af dem gennem årene – blandt andet Pigerne fra Shanghai’, der blev oversat til dansk. De følgende år gik jeg og ventede på, at efterfølgeren, ’Dreams of Joy’, også ville blive oversat, men det skete desværre aldrig, så i forbindelse med asiatiske læsetema købte jeg bogen på engelsk i stedet.

I ’Dreams of Joy’ er der to fortællere – Joy, som også var fortæller i første bog, samt datteren Pearl. Eller rettere – Pearl er ikke Joys biologiske datter men datter af søsteren May, der dog gladeligt lod Joy overtage rollen som mor. Men Pearl finder ud af sammenhængen og mener, at hendes liv er én stor løgn, og hun stikker derfor af fra sit trygge hjem i USA. Hun drager til Kina – fascineret at fortællingen om det kommunistiske styre samt drevet af ønsket om at finde sin far. Joy rejser efter for at finde datteren, og snart er begge kvinder dybt involveret i det nye samfund i Kina. Et samfund, der trues af hungersnød efter en fejlslagen landbrugspolitik, og hvor styret ikke vil erkende, at der er begået fejl.

Jeg syntes desværre ikke, at de to hovedpersoner virkede særligt troværdige. Pearl er meget oprørsk, egenrådig og naiv – også lang tid efter, at hun er rejst ind i Kina – mens Joy er så selvopofrende, at det virker tåbeligt. Deres historier virkede derfor ind imellem lidt for skingre og konfronterende.

Til gengæld er det historiske indblik i denne bog ganske interessant. Hungersnøden, der hærgede Kina i slutningen af 1950’erne og slog millioner og atter millioner ihjel, spiller en vigtig rolle i denne fortælling. Når man oplever den gennem Pearls øjne, bliver det en meget nærværende og modbydelig historie om et styre, der var drevet af stolthed og arrogance, og hvor den almindelige arbejder blot var en lille brik, der kunne ofres. I det hele taget er det fascinerende at læse om det kommunistiske samfund set gennem Pearls og Joys øjne, selvom det dog til tider er lidt for tydeligt, at den er skrevet af en forfatter med ’amerikanske briller på’.

’Pigerne fra Shanghai’ er ikke en af mine favoritter blandt Lisa Sees bøger, og det kommer ’Dreams of Joy’ heller ikke til at være. Den virker på mange måder lidt for stereotyp, ligesom personerne kommer til at virke flade og karikerede. Bogens styrke er klart det indblik i kommunismens Kina, man får, selvom også her er fronterne trukket skarpt op, så der er en klar skurk i fortællingen.

Det ensomme hjerte

Tom Buk-Swienty har fået mange rosende ord med på vejen for sine historiske romaner, og jeg var da også ret begejstret for ’Slagtebænk Dybbøl’ og ’Dommedag Als’. Det var derfor helt oplagt, at jeg også skulle læse ’Det ensomme hjerte’, som er hans seneste roman.

Bogen er skrevet på baggrund af den tyske soldats Hans Horns egne optegnelser om sit liv først som tysk borger og senere soldat under 2. Verdenskrig. Tom Buk-Swienty blev kontaktet af Hans’ børn, der fandt farens optegnelser efter hans død. Udover de meget detaljerede beskrivelser var der også en stor samling af akvareller, som Hans malede for at illustrere de oplevelser, han beskriver. ’Det ensomme hjerte’ er derfor en genfortælling bygget på Hans Horns materiale, der er krydret med forfatterens egen research.

Dette er fortællingen om den almindelige tysker og dennes oplevelse af de politiske forandringer, der i sidste ende førte til 2. Verdenskrig. Det er også fortællingen om, hvordan der ikke blev sagt fra i tide af den almindelige tysker, og hvordan tyske soldater gik til ekstremer for at undgå at komme i krig, fordi de bare gerne ville leve.

Det er tankevækkende at læse Hans Horns historie. Bogen giver et meget troværdigt billede af det almindelige menneske, der er fanget i krigens kaos, og det er forfriskende for en gangs skyld at læse om krigen set fra tyskernes side. Ellers er de fleste bøger, jeg har læst om 2. Verdenskrig, skrevet af eller om personer i de lande, Tyskland var i krig mod. Hans er ikke synderlig interesseret i politik og vil hellere leve et helt almindeligt liv med kæreste og god mad, men da krigen kommer, bliver han også indkaldt. Han deltager i en række træfninger men får et tidspunkt held til at videreuddanne sig som læge og dermed komme væk fra frontlinjen. Helt væk kommer han dog ikke, for selvfølgelig bliver der også brug for hans kunnen som læge, og her ser han for alvor, hvordan krigen lemlæster folk.

Det er en barsk men nærværende historie, og det er helt fantastisk, at bogen er illustreret med Hans’ let naive men meget udtryksfulde akvareller. Det er i den grad med til at højne læseoplevelsen.

Bogen kan klart anbefales, hvis du gerne vil have et indblik i, hvordan krigen så ud fra den almindelige tyske soldats øjne. Det er muligt, at der er pyntet lidt på sandheden, men der er ærlig talt så mange ubehagelige scener og detaljer i bogen, at den virker ret troværdig og ikke særlig glorificerende i forhold til hverken soldaterliv eller Tyskland generelt. Et interessant indblik i verdenshistorien.

Transfervindue


Sidste år udkom ‘Transfervindue’ få dage inden, at forfatteren – Maria Gerhardt – døde af kræft. En 39-årig kvinde, der stadig havde meget på hjerte, hvilket bogen også tydeligt viser.

’Transfervindue’ er ikke decideret selvbiografi, men hovedpersonen er dog en kvinde ved navn Maria, der er dødeligt syg, og det er derfor nærliggende at tro, at det er forfatteren selv. Maria bor på et hospice i Nordsjælland, og bogen består af korte tekststykker, der beskriver livet og døden i det grænseland, som et hospice uvægerligt er. Selvom døden er tæt på Maria, så er der også glimt af humor og en fandenivoldskhed, som blot gør hende mere levende – mere ægte. Når hun sammen med vennen Mikkel betragter de raske og gør grin med de til tider banale bekymringer, man har, når man ikke er dødeligt syg. Hun er en person, der ved, at det ikke længere er muligt at gemme sig for døden – men som alligevel nægter at give op og lever livet, som hun har lyst til.

Fortællestilen er naiv og sanselig på samme tid – til tider lidt svulstig i billedsproget. Men det virker utrolig godt, og kontrasten mellem de oprørske perioder og så de helt stille, sårbare øjeblikke gør fortællingen skarp og nærværende på samme tid.

Dette er både en bog om at leve (mens man kan) – og at dø. Den bryder et af de få tabuer, der er tilbage – nemlig at tale om døden, for her bliver de fleste usikre og bange. Men ’Transfervindue’ giver et vigtigt indblik i, hvordan livet som døende er, og selvom det er en hurtigt læst bog, så bider den sig fast i hjertet og nægter at give slip.

Ekstremt vigtig bog – de varmeste anbefalinger herfra.

Tidens væsen

’Tidens væsen’ er skrevet af Ruth Ozeki og handler om to kvinder, der bor i hver sin verdensdel. Den ene, Ruth, bor i Canada. En dag finder hun en madkasse på stranden, som indeholder en dagbog skrevet af den japanske teenagepige Nao. I bogen fortæller Nao, at hun er træt af at blive mobbet og har planer om at begå selvmord. Inden vil hun dog nå at fortælle om bedstemorens liv, for det fortjener den 104-årige kvinde. Bedstemoderen er zenbuddhistisk nonne og har lært Nao meget om livet og mennesker. I takt med, at Ruth læser dagbogen, gør hun sig mange tanker om, hvem Nao er, og hvad der er sket med hende. Er hun stadig i live?

Jeg kunne godt lide starten på bogen og selve præmisset med, at den ene hovedperson oplever den anden hovedperson gennem en dagbog. Især Naos stemme var stærk og selvbevidst og kom til at stå i kontrast til Ruth, der virkede både forsigtig og bekymret. I takt med, at historien udviklede sig, syntes jeg dog desværre, at Naos stemme blev knapt så markant og mistede sin kraft. Samtidig blev Ruth mere og mere bekymret, da hun var bange for, at Nao ville stå ved sin beslutning om at begå selvmord. Ruth begyndte derfor at undersøge, hvordan hun eventuelt kunne forhindre det, og her havde jeg lidt svært ved at se, hvordan det hang sammen. Når Ruth var bevidst om, at hun læste i en dagbog, der var skyllet op på stranden efter at have rejst en halv jordklode rundt, så ville de fleste mennesker nok forvente, at der var gået (alt for) lang tid. Jeg havde i hvert fald svært ved at sætte mig ind i Ruths lidt paniske opførsel, og jeg syntes også, at det blev for konkret… for løsningsorienteret. Ja, jeg ved, det er en lidt pudsig formuleret kritik, men jeg syntes, at historien i sig selv var stærk nok til, at den ikke behøvede at have et efterspil i form af Ruths jagt på, hvem Nao er/var.

’Tidens væsen’ giver et interessant indblik i blandt andet zenbuddhisme, det japanske skoleliv og kamikazepiloterne under 2. Verdenskrig – et spøjst sammensurium som dog giver nogenlunde mening, når man læser det. Det er en historie om to kvinder, der er vidt forskellige steder i livet, men som alligevel ender med at betyde noget for hinanden – Nao for Ruth, der lever sig ind i teenagerens liv og kvaler og Ruth for Nao, der betragter den kommende læser af dagbogen som sin fortrolige.

Bogen er forsynet med en lang række noter, der forklarer de japanske udtryk, der bruges i Naos tekster. Jeg syntes, det var en guldgrube af oplysninger, men fodnoterne kan nok også irritere nogle læsere, selvom noterne ikke fylder så meget.

Alt i alt en interessant læseoplevelse, der dog tabte pusten undervejs og derfor ikke rørte mig så meget, som jeg havde håbet.

Vegetaren

Den første bog, jeg fik læst i forbindelse med mit Asien-tema, var ‘Vegetaren’ af Han Kang. Igen en af de bøger, jeg har hørt rigtig godt om, siden den udkom for et par år siden.

I ‘Vegetaren’ lever Yeong-Hye et ret almindeligt liv sammen med ægtemanden Cheong – lige indtil den dag, hvor hun beslutter sig for at blive vegetar (reelt set er hun nærmere veganer, men bogen siger vegetar). Det tager manden dog mildest talt ikke særlig pænt, og det bliver hurtigt til en konflikt i familien. Kød udgør traditionelt set en central del i de koreanske måltider, og hendes valg anses for at være en unormal og nærmest syg handling. Familien prøver at gribe ind, og det udvikler sig snart til groteske scener, hvor det hele spidser til.

Historien er fortalt fra tre forskellige synsvinkler – først Yeong-Hyes mand, dernæst hendes svoger og til sidst hendes søster. Dermed kommer der nogle ret interessante synspunkter og observationer med, som suppleres af enkelte scener, hvor Yeong-Hye selv optræder. Fortællerne er meget ærlige og direkte og sparer ikke sig selv – for eksempel fik jeg hurtigt indtryk af, at manden var et utrolig egocentreret og voldeligt menneske, som jeg havde meget svært ved at fatte sympati med. I det hele følte jeg hurtigt, at Yeong-Hye blev uretfærdigt behandlet af den intolerante familie. Forfatteren skånede dog ikke hovedpersonen. Yeong-Hye er ikke et klassisk offer men fremstår også som mystisk og fremmedgjort, da hendes handlinger bliver mere og mere absurde.

Bogen sætter fokus på normalitet og brud på traditioner. Hvad der sker, når nogen træder udenfor fællesskabet og indirekte sætter spørgsmålstegn ved samfundsnormerne. Den fokuserer samtidig også på kvindeundertrykkelse og menneskenes trang til at undertrykke og kue individer, de ikke kan identificere sig med.

‘Vegetaren’ er til tider en ret voldsom og ubehagelig bog – den egner sig ikke til hyggelæsning på stranden eller i sommerhuset. Den virker ind imellem næsten karikeret, fordi personerne handler så drastisk, men det er muligt, at den ikke opfattes sådan i Asien, hvor kønsrollerne er langt mere traditionelle end dem, man støder på i dagens Danmark.

Jeg synes, at det er en yderst interessant og tankevækkende bog. Desværre taber den lidt pusten hen imod slutningen, som – i mine øjne – er unødig lang, men det er ikke desto mindre en ret fascinerende og skræmmende fortælling.