Jeg vil give dig verden

Selvom jeg for nylig skrev, at jeg plejer at undgå lange lydbøger, så har jeg faktisk lige hørt en af slagsen – nemlig ’Jeg vil give dig verden’, der er skrevet af Chufo Lloréns. Det er en historisk-inspireret roman, der foregår i Barcelona og omegn i 1000-tallet. Bogen har to historieforløb. Det ene handler om forelskelsen mellem greven af Barcelona og fruen til Toulouse. De er begge gift, men ikke med hinanden, men de drages mod hinanden og kæmper for at kunne blive forenes. I det andet forløb – som også er det, der fylder mest – følger vi Marti Barbanys udvikling fra søn af en bonde til respekteret handelsmand. Han forelsker sig i den unge kvinde, Laya, hvis stedfar dog ikke ønsker, at de to unge skal gifte sig. Han vil hellere have Laya for sig selv, og hans kærlighed til steddatteren udvikler sig snart i en katastrofal retning.

Historien føltes lidt tung og træg i starten, men da jeg først havde læst mig varm (eller lyttet hedder det vel i dette tilfælde), så endte det med at være en udmærket oplevelse. Fortællingen lider lidt under at være noget langtrukken – man kunne med fordel have skruet op for tempoet og ned for sideantallet, for det er en meget tyk bog på omkring 850 sider og dermed over 23 timers lydbog. Den er lidt for lang i forhold til selve historien, og det trækker desværre ned i det samlede billede.

Men bortset fra længden så er fortællingen interessant. Jeg kender ikke nok til de virkelige begivenheder til at kunne vurdere, hvor meget forfatteren selv har digtet, men da jeg læste bogen som underholdning og ikke som et historisk korrekt billede, betød det ikke det store for mig.

Af de to hovedhistorier var det fortællingen om Marti, der klart fangede mig mest. Det hemmelige forhold mellem greven og fruen var kuriøst, men som personer sagde de mig ikke noget. Til gengæld var Martis udvikling og ikke mindst forelskelse en fin historie, der blev meget dramatisk, da hendes stedfar begyndte at blande sig. Og her må jeg sige, at forfatteren i den grad fik skabt et sandt monster – det er nærmest umuligt ikke at hade stedfaren af hele sit hjerte. Jeg kom til at tænke på ’Jordens søjler’, hvor Ken Follett også fik skabt en skurk, der i den grad var let at føle afsky over for, men jeg synes faktisk, at stedfaren i ’Jeg vil give dig verden’ er en mere interessant person end Folletts kendte skurk. Gang på gang forsøger stedfaren at forpurre andre folks lykke, og han er så gennemført ondskabsfuld og udspekuleret, at man virkelig håber, det vil gå ham ilde.

Ser man bort fra stedfaren så var der dog plads til forbedringer i forhold til persongalleriet. Mange af personerne savnede nuancer og virkede ikke som levende væsner. Der var derfor alt for mange fyld-personer i forhold til, at de fleste af dem ikke skilte sig nævneværdigt ud fra hinanden.

’Jeg vil give dig verden’ er en historie, hvor der er masser af intriger, forviklinger og bristede drømme. Læseoplevelsen trækkes dog ned af det langsomme tempo og det lidt vage persongalleri, men som ønsker du en stille og rolig fortælling, mens du pusler rundt i sommerhuset eller haven, så er dette en udmærket bog.

Dinas bog

Jeg får læst nogle ret forskellige bøger for tiden – blandt andet fordi jeg eksperimenterer en del i forbindelse med mine lydbogslån på Ereolen.dk. I denne uge lyttede jeg til ‘Dinas bog’ af Herbjørg Wassmo – en bog, jeg er stødt på flere gange gennem årene men aldrig før har læst.

Bogen handler om Dina, og man følger hende fra barnsben, hvor hun ved et uheld bliver skyld i moderens død. Hendes fader tilgiver hende ikke for denne udåd, og Dina vokser derfor reelt set op uden omsorgsfulde forældre. Hun må klare sig selv og udvikler derfor en række særheder. Som teenager bliver hun gift med faderens ven, Jacob, der efterhånden er en ældre herre. Det forhindrer dog ikke Dina i fuldstændig at overtage styringen i forholdet til Jacob og senere også på gården, da han dør. Pludselig står hun som ung kvinde med ansvaret for en hel gård og alle de ansatte, og hun bliver nødt til på kort tid at blive moden og ansvarlig.

‘Dinas bog’ er først og fremmest interessant på grund af hovedpersonen selv. Dina er langt fra en elskelig hovedperson – hun er sær, stædig og kynisk men dermed også meget menneskelig. Man kan næsten ikke undgå at blive lidt fascineret af den mystiske og svært tilgængelige pige/kvinde, som lever uden samvittighed og bruger mænd, som hun har lyst til.

Læseoplevelsen var noget svingende. Starten fængede ikke rigtig, mens jeg var ret opslugt af afsnittene om hendes ægteskab og tiden lige efter. Jo ældre hun blev, jo mere følte jeg mig distanceret fra hende, og derfor endte bogen med at være en middelmådig oplevelse. Men fremstillingen af Dina er bestemt interessant, og det er ret forfriskende med en kvindelig hovedperson, der er så politisk ukorrekt.

Huset i Himlen

‘Huset i Himlen’ er den type bog, som jeg egentlig ikke har lyst til at læse, da jeg ud fra omtalen kan se, at det nok bliver en ret ubehagelig læseoplevelse. Men det lærer man jo intet af, så jeg besluttede mig alligevel for at læse den.

Bogen er skrevet af Amanda Lindhout (i samarbejde med Sara Corbett) og handler om Amanda, der i starten af 20’erne rejser ud i verden og besøger en lang række lande i Mellemøsten, Sydamerika og Asien. Undervejs får hun en række journalistiske opgaver – blandt andet som tv-journalist i Afghanistan. Flere af de steder, hun rejser til, er ikke lande, hvor du forventes at kunne rejse trygt som kvinde, men hun slår det hen, for der sker nok ikke noget. Men det gør der alligevel en augustdag i 2008, hvor hun bliver bortført i Somalia. Bortførerne forlanger millioner af kroner for at udlevere hende og Nigel, som hun rejser sammen med. I starten tror Amanda, at der ikke vil gå lang tid, før alting løser sig, men månederne går, og bortførerne bliver mere og mere hensynsløse. Hun forsøger at holde modet oppe hos Nigel og sig selv, men det bliver sværere og sværere, jo mere tingene spidser til.

‘Huset i Himlen’ bliver solgt på at omhandle Amandas tid som gidsel, og derfor virker starten af bogen utrolig lang. Man skal faktisk ca. en tredjedel ind i bogen, før bortførelsen sker, og det synes jeg er for lang tid. Inden da fortæller Amanda om sin barndom og årene op til, at hun bliver taget som gidsel, og selvom det giver et fint indblik i hendes tanker og væremåde, så fylder det for meget. Man får mest af alt indtrykket af en meget naiv og dumdristig ung kvinde, som ikke har nogen realitetssans overhovedet. Det er på sin vis meget ærligt og var også med til at forklare, hvordan hun endte i den situation, men igen – det fyldte for meget.

Beskrivelsen af hendes tid som gidsel er til gengæld ganske fin. Hun fortæller stille og roligt om den første tid, hvor håbet om frigivelse stadig spirer, og hvordan frustrationerne stiger hos gidseltagerne, jo længere tid der går. De får mindre og mindre respekt for hende, men i stedet for at svælge i selvmedlidenhed eller detaljerede beskrivelser af, hvordan de mishandler hende, får hun på en ret diskret måde gjort klar over for læseren, hvad hun gennemgår. Stor respekt for det. Som læser behøver jeg nemlig ikke malende beskrivelser af, hvad hun bliver udsat for – få ord kan sagtens give mig et billede af, hvad der skete (og som nævnt i starten – det er ikke noget, jeg har lyst til at svælge i).

Det er på mange måder en ubehagelig læseoplevelse, for det er svært at forstå, hvordan mennesker kan behandle hinanden så grusomt. Men det er også en historie, som man bør læse for at få et indblik i, hvad der kan ske, når man bevæger sig ud til områder, der er præget af fattigdom og politiske uroligheder.

Soldaterhoren

Jeg faldt over denne korte lydbog på Ereolen, og da jeg længe har ønsket at læse de historiske romaner, som Martin Jensen har udgivet, så var dette en glimrende anledning til at komme i gang.

‘Soldaterhoren’ handler om den unge kvinde Thrund, hvis familie mangler penge. Da Thrund samtidig bliver voldtaget af en af byens unge mænd, ser hun kun én mulighed for at slippe væk fra sladderen og samtidig sørge for sine mindre søskende. En deling soldater passerer nemlig området, og det lykkes hende at indsmigre sig – særligt hos en af soldaterne, som hun håber på vil tage hende under sine vinger.

Jeg var lidt bekymret, inden jeg gik i gang med bogen, for titlen tydede på, at det kunne være en særdeles ubehagelig fortælling. ‘Soldaterhoren’ er da også en alvorlig historie om kvinde, der bestemt ikke har de bedste levevilkår, men den var heldigvis ikke så morbid, som jeg først frygtede.

Thrund er en overlever, og jeg beundrede hendes viljestyrke og evne til at finde nye veje – også selvom ting ikke altid gik, som hun ønskede det. Det er samtidig også fortællingen om kvinders ringe levevilkår i 1300-tallet, hvor det var svært at ernære sig som enlig kvinde.

Dette er faktisk syvende bog i en serie, men denne bog kan sagtens læses selvstændigt. Jeg har dog planer om at læse de andre bøger i serien inden længe – eller i hvert fald den første, og så må vi se, hvordan det går.

Flugten fra Camp 14

Jeg kan huske, at jeg læste om denne bog, da den blev udgivet tilbage i 2012, for det var ret enestående, at det var lykkedes en person at flygte fra en af koncentrationslejrene i Nordkorea. Det var dog først for nylig, at jeg fik læst den som lydbog.

‘Flugten fra Camp 14’ er historien om den unge mand, Shin Dong-hyuk, som vokser op i et af de frygtede koncentrationslejre i Nordkorea. Her lærer han, at tortur er hverdag, ligesom alle fangerne bliver indoktrineret med, at det er deres pligt at anmelde andre fanger, hvis de gør noget, der er imod reglementet. Shin ender derfor med at anmelde sin mor og bror, da han finder ud af, at de planlægger at flygte, og som tak skal han overvære drabene på dem.

Der er ganske tankevækkende at læse om et samfund, hvor der (stadig) eksisterer koncentrationslejre – ikke mindst den indoktrinering, fangerne bliver udsat for, hvor de bliver oplært til at stikke hinanden. Det er en virkelig syg tankegang, men er samtidig også meget effektivt, da det gør det langt lettere for lejrledelsen at kontrollere fangerne. Ingen stoler på hinanden, og et oprør bliver derfor holdt nede.

Historien om Shin er interessant, men den føles også noget rodet, da introduktionen, hvor journalisten også optræder, er forholdsvis lang. Her kommenterer journalisten også på flere forhold ved historien – blandt andet at koreaneren ændrede på historien flere gange, da han blev interviewet til bogen. Tre år efter, at bogen blev udgivet, skrev Jyllandsposten en artikel om, at Shin Dong-hyuk nu indrømmede, at han havde løjet om flere ting i bogen. Det ødelægger selvfølgelig lidt indtrykket af bogen, for jeg sidder som læser tilbage med en vis skepsis. Hvor meget af historien er egentlig sand? Det gør det samtidig også svært at anmelde bogen, for jeg ved ikke, om jeg skal vurdere den som en troværdig skæbnefortælling eller en skønlitteratur.

Men hvis vi lige glemmer, om det er sandt eller ej – det er både interessant og bekymrende at høre om livet i disse koncentrationslejre, ligesom Shins flugt bestemt heller ikke er let. Fortællestilen er jeg dog ikke så vild med, og det blev ikke bedre af, at oplæseren efter min mening ikke passede særlig godt til bogen.

Underet

SPONSORERET INDLÆG

Der var meget hype om forfatteren debutbog, ‘Rum’, så jeg var ret spændt på, hvordan hendes næste bog ville blive. Jeg var ikke selv blown away af den første bog – den var god, men måske ikke så fantastisk, som jeg havde forventet ud fra de mange rosende anmeldelser. Jeg blev dog glad, da jeg opdagede, at Politikens Forlag havde sendt ‘Underet’ af Emma Donoghue til mig, for foromtalen mystificerede mig straks.

I ‘Underet’ er hovedpersonen Elisabeth Wright, der er uddannet som sygeplejerske hos selveste Florence Nightingale. Elisabeth bliver hyret til at overvåge en pige, der efter sigende ikke har spist i fire måneder. Lokalsamfundet mener, at hun er religiøst vidunder, men Elisabeth er overbevist om, at noget stikker bag. Måske snyder pigen for at få opmærksomhed, måske er det hendes forældre, der udnytter situationen, hvor folk valfarter til huset for at se miraklet. Det er dog svært at se noget som helst udspekuleret i den 11-årige troskyldige Anna, som Elisabeth snart lærer at kende, og sygeplejersken må sande, at hendes egen lærdom i den grad bliver udfordret af et mysterium.

Denne bog er først og fremmest et psykologisk drama, hvor du som læser sidder og spekulerer over, hvad der mon ligger bag denne specielle situation. Helt logisk set bør en pige ikke kunne overleve fire måneder uden mad, men alligevel går Anna smilende omkring. Der foregår et eller andet i det skjulte, men hvad?

Forfatteren har opbygget et interessant persongalleri, hvor personer er tilpas detaljerede til, at man levende kan forestille sig dem, når de optræder i de enkelte kapitler. Det er selvfølgelig let at fatte sympati for hovedpersonen, Elisabeth, samt pigen Anna, men jeg synes også, at forfatteren formår at skrive nogle mere komplicerede personligheder såsom Annas mor. Det er ind imellem noget uklart, hvem der er helt og skurk i denne historie, og det kan jeg godt lide.

Historien har et roligt tempo – måske for roligt til nogle, men jeg syntes, det passede fint til bogen, hvor stemningen fortættes, jo flere sider, man læser. Det er ikke en bog, man skal læse, hvis man har lyst til action – det er der simpelthen for lidt af. Til gengæld emmer bogen af fortielser, løgne, troskyldighed og håb. En mærkelig kombination men ikke desto mindre et rammende sammensurium af bogens temaer – uden at afsløre for meget.

I bund og grund blev jeg ikke særlig overrasket over handlingsforløbet, men det ødelagde på ingen måde læseoplevelsen, da bogen er yderst velskrevet. Samtidig var jeg ikke sikker på, hvordan bogen ville ende, for den kunne gå i flere retninger, og alene det var nok til at holde spændingen i live hele bogen igennem.

Jeg er ikke gået særlig meget i detaljer i ovenstående anmeldelse, og det skyldes, at der er ting, jeg ikke vil afsløre, for det kan afsløre for meget, hvis du gerne vil læse bogen. Og skal du læse den? Det synes jeg bestemt, du skal. ‘Underet’ er i mine øjne end bedre bog end bestselleren ‘Rum’.

Tyge – historisk roman om Tycho Brahe

Jeg får lyttet til en masse lydbøger for tiden, og det bliver blandt andet til en del historiske bøger, da det har været temaet for min læsning i årets første tre måneder.

I sidste uge lyttede jeg til ‘Tyge – historisk roman om Tycho Brahe’, der er skrevet af Knud Erik Larsen. Den handler selvfølgelig om den danske astronom, Tycho Brahe, der er blandt de mest betydningsfulde danske videnskabsmænd gennem tiden. Bogen beskriver Tycho Brahes ungdom, hvor han måtte kæmpe for at følge sin drøm om at blive astronom, selvom familien ikke fandt det passende. Det er dog langt fra de eneste udfordringer, Brahe støder på, for selvom han har kongens gunst, så er hans facon så bombastisk, at han ofte får problemer med resten af samfundet.

Bogen gav et ret spændende indblik i Tycho Brahes liv, som jeg kun kendte ganske overfladisk, inden jeg gik i gang med læsningen. Historien er detaljeret, og især første del var fængende skrevet. Anden halvdel føltes dog ind imellem en smule langtrukken, men det kan også være fordi, at der sker mange interessante ting i Brahes ungdom.

Og hvem er Tycho Brahe så som person? Nok en mere storskrydende og selvsikker person, end jeg troede, og det passer jo ikke så godt ind i det danske samfund, hvor Janteloven hersker. Men det er fascinerende at høre om de udfordringer, han støder på, og hvordan samtiden reagerer på hans opførsel.

Der er ingen tvivl om, at hans iagttagelser har haft stor betydning for astronomiens udvikling i Europa, og jeg er derfor glad for, at jeg fik læst mere om hans liv. Bogen er måske lidt træg til tider, men den samlede læseoplevelse var udmærket.

Den hellige Knud

‘Slægten’ er en serie skrevet af en række danske forfattere. Den består indtil videre af over 20 historiske romaner om Danmarkshistorien, og jeg har længe overvejet at starte på den. Eftersom temaet for læsningen her i årets første tre måneder er historiske romaner, så var ret det oplagt at kaste sig over serien.

‘Den hellige Knud’ er skrevet af Maria Helleberg og foregår i slutningen af 1000-tallet og starten af 1100-tallet. Hovedpersonen er Valdemar, der bliver taget til fange, da han sammen med en række andre vikinger forsøger at plyndre England. Valdemar undslipper og drager omkring i Danmark, indtil han støder på den danske konge Knud. De to bliver venner, og da Knud bliver dræbt under et bondeoprør, arver Valdemar en gård på Fyn, hvor han slår sig ned.

Jeg læste denne bog som lydbog, og det var muligvis ikke et godt valg, eftersom oplæsningen var noget tung og langsom. Det smittede selvfølgelig af på læseoplevelsen, men jeg syntes dog også, at selve historien var lang tid om at komme op i omdrejninger. Den var lidt knudret fortalt (pun intended), og jeg sad flere gange og ønskede, at jeg havde valgt at læse en fagbog om hændelserne i stedet. Rigtig ærgerligt, når de historiske romaner ellers kan være med til at dramatisere og gøre historiske episoder levende.

Jeg er ikke skræmt væk mht. om jeg vil læse flere bøger i serien på et tidspunkt, men lige nu er jeg ikke specielt fristet.

En kvinde i Berlin

Når jeg søger efter historiske romaner, handler en stor del af dem om 2. Verdenskrig, så den periode har jeg nærmest ikke kunnet undgå, nu hvor jeg læser under temaet ’historiske romaner’ i disse måneder. Da jeg kiggede efter lydbøger hos Ereolen.dk, faldt jeg over ’En kvinde i Berlin’, som lød interessant og skræmmende på samme tid.

Bogens forfatter er en anonym kvinde, der via sine dagbogsnoter fortæller om livet i Berlin under de sidste måneder af 2. Verdenskrig, hvor den russiske hær indtog og besatte Berlin. Hun fortæller om dagene op til, at byen falder, og hvordan hun går fra at leve et helt almindeligt liv til en hverdag, hvor flere og flere madvarer forsvinder, og hvor besættelsesmagten kigger sultent på de tyske kvinder. De russiske soldater ser kvinderne som krigsbytte, så de tyske kvinder bliver gang på gang udsat for voldtægt og andre seksuelle overgreb. Der er dog også enkelte af soldaterne, der ser kvinderne som mennesker, og forfatteren beskriver den svære balancegang mellem at appellere til soldaternes menneskelighed uden at blotte sig selv.

Når man læser denne bog, kan man godt forstå, at forfatteren ønsker at være anonym, for det er ret ubehagelige og ydmygende situationer, hun beskriver. På trods af, at hun på ingen måde svælger i detaljer, så beskrives soldaternes opførsel så nedværdigende og tragisk, at jeg fik ondt i maven af at læse om, hvordan kvinderne blev behandlet. Voldtægterne lod ikke til at bunde i hævn over fjenden men som en belønning i stil med, når soldater stjæler fra fjendens hjem. Her stjal de så også seksuel tilfredsstillelse hos kvinderne.

En af de mere kontroversielle ting ved bogen er, da den anonyme kvinde prøver at udnytte situationen til egen fordel, hvor hun forsøger at finde en højtstående russisk soldat, der vil finde behag i hende. Så kan han forhåbentlig beskytte hende mod de grupper af soldater, der overfalder kvinder i alle aldre, og så skal hun kun forholde sig til én gerningsmand. Det er en situation, som virker helt ubegribelig og absurd, når man ser det på afstand, men et eller andet sted kan jeg godt forstå hendes handlinger. Folk vil gøre virkelig forfærdelige ting for at overleve – også mod dem selv.

Bogen er et meget ubehageligt indblik i, hvad der kan ske for en civilisation, der taber en krig. Hvordan de mister selvværd og ikke længere bliver behandlet som mennesker. Det er en bog, der selv mange år efter desværre er aktuel, fordi mennesker stadig går i krig.

Da ’En kvinde i Berlin’ udkom i 1950’erne, udløste den voldsomme reaktioner fra offentligheden. Det var simpelthen for tidligt at fortælle om dette sorte kapitel i Tysklands historie, og mange mente, at det var en unødig ydmygelse af kvinderne at fortælle om hændelserne. For at overleve hændelserne blev tyskerne (og måske også resten af omverdenen) nødt til at lukke øjnene for hændelserne, og det var først efter forfatterens død i 2003, at bogen blev genoptrykt.

Belgravia

Her kommer dagens indrømmelse: Jeg har ikke set Downtown Abbey. Jeg har hørt meget godt om serien, og jeg vil da også gerne se den på et tidspunkt, men den har jeg altså ikke nået til endnu. Til gengæld læste jeg for nylig ’Belgravia’, der er skrevet af forfatteren Julian Fellowes, der også stod bag Downtown Abbey. Det er en bog, der er rift om, for jeg måtte stå på bibliotekets venteliste gennem adskillelige måneder, før jeg endelig fik fingre i den.

’Belgravia’ foregår i England i det herrens år 1815 – nærmere bestemt lige før det berømte slag ved Waterloo, hvor englænderne kæmpede mod Napoleons hær. Her er det lykkedes for købmandsfamilien Trenchard at få en invitation til ballet hos grevskabet. Det skyldes ikke mindst familiens kønne datter, Sophia, der i al hemmelighed ses med den unge greve, Peter. Alt ser godt ud for familien Trenchard, indtil en frygtelig hændelse indtræffer. Derefter står familien i en penibel knibe, som truer familiens ære men også kan være en fordel for grevinden, der ellers ikke har meget til overs for familien.

Det er lidt svært at anmelde denne bog uden at røbe for meget af handlingen, men nu forsøger jeg ikke desto mindre.

Jeg nåede ikke mange sider ind i bogen, før historien pludselig tog en skarp drejning – et twist jeg ikke lige havde forudset. Det betød, at historien tog en helt anden drejning, end jeg forventede, og det er absolut ikke en dårlig ting. Det gav mig straks blod på tanden, for det tydede på, at forfatteren havde flere overraskelser i ærmet.

Jeg havde dog lidt svært ved at holde styr på persongalleriet i starten og savnede virkelig et familietræ eller anden form for slægtsoversigt. Det gjorde det ikke lettere, at handlingen også sprang i tid flere gange. Men heldigvis kom der efterhånden styr på de enkelte personer, selvom det tog lidt tid.

Historien er i den grad præget af intriger og magtspil. Hvor jeg normalt synes, at det er interessant at læse om politiske intriger og magtspil ved hoffet i historiske romaner, så kunne jeg mærke, at intrigerne i denne bog, der i høj grad fik næring via illoyale tjenestefolk, ikke var mig. Det virkede af en eller anden grund mere ubehageligt – måske fordi jeg forventede/håbede, at der var mere loyalitet fra de ansatte. Men det er jo en smagssag.

Handlingen bliver trukket i langdrag, og det ærgrede mig, for jeg synes, at den ind imellem kom til at virke lidt tyndbenet. Det ville have klædt bogen at blive speedet lidt op, så den havde fyldt 50-100 sider mindre.

’Belgravia’ er en udmærket læseoplevelse – især hvis du er til masser af intriger og livet med grevskab og tyende i 1800-tallet. Bogen har en fantastisk start, mens resten af handlingen er mere på det jævne, men den er til gengæld stærk i den stemningsfulde beskrivelse af det engelske selskabsliv på den tid.