Teater: Dracula og The Woman in Black

Foto: Mastodonterne / Jan Iversen.

I løbet af de sidste par uger har jeg været i teatret to gange, og begge gange stod det på fortolkninger af kendte bøger.

Dracula opføres netop nu af Mastodonterne i Tivolis koncertsal, og senere på året opføres stykket også i Hillerød. Stykket er ikke egnet for børn, og det skyldes, at stykket er kraftigt inspireret af Francis Coppolas fortolkning af Dracula. Den er noget mere saftig end handlingen i Bram Stokers Dracula, men ikke desto mindre er den fortolkning, som folk ofte tænker på pga. filmen.

Og ja, forestillingen var da også på en række punkter langt mere sanselig og erotisk, end de Mastodont-forestillinger, jeg ellers har set. Der var et par scener, hvor de kvindelige vampyrer for alvor foldede sig ud, og det var bestemt underholdende – men mindre kunne også have gjort det, for de behøvede ikke at åbne blusen for at udstråle erotik.

Der var scener, der fungerede rigtig godt – og der var scener, der ikke gjorde. De bedste scener var ofte dem, hvor der var mange skuespillere på scenen, for Mastodonterne er rigtig gode til at skrue fantastiske fællesscener sammen. Af samme grund var kroscenen og Lucys dødedans både flotte og overbevisende, men scenen hvor Jonathan Harker møder vampyrpigerne var nu også sjov og over the top på samme tid.

Der var desværre også scener, der ikke helt fungerede – eller var overflødige. For eksempel var insektsangen på galeanstalten fjollet og ligegyldig – og spildt på et talent som Tonni Stemann, der spillede den gale Renfield. Jeg var heller ikke så begejstret for den ret romantiske og forsigtige fortolkning af Dracula. Jeg savnede et mere dæmonisk udtryk – mere ondskab og bid (pun intended). Der var for meget føle-føle og nu skal vi også have ondt af Dracula og for lidt hensynsløshed.

Men overordnet en udmærket forestilling, hvor der i den grad sprøjtes med teaterblod og dræbes statister i et væk. Mastodonterne har valgt at lægge et par af sangene op på Youtube, og du kan høre en af forestillingens bedste, “Livet i dit blod”.

Da jeg var i London for nylig, skulle vi selvfølgelig også i teatret. Vi endte med at se The Woman in Black, som er bygget på romanen af samme navn. Det er en horrorhistorie, der byder på skygger, genfærd, skrig og krybende rædsel, og forestillingen er ret enkelt opsat. Der er to skuespillere og en enkelt statist, og de bærer let og elegant hele historien. Med simple virkemidler formår de at skabe en nærmest filmisk oplevelse, som er dyster, gribende og meget noir.

Forestillingen ligger temmelig langt fra de overdådige musicals, som vi ellers overvejede at se, men det var fedt at se, hvordan to skuespillere i den grad kunne fylde scenen og fortrylle én med den dramatiske og nervepirrende historie. Uhyggen var ind imellem lidt påtaget, og der var flere billige tricks mht. at dramatisere og skræmme, men overordnet slap de nu meget godt fra det.

Hvis du er frisk en solid teateroplevelse med plads til uhygge en dag, hvor du kommer til London, så bør du overveje at se den.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=eWpW9kZXLcw]

Et dukkehjem

I den ene bogudfordring er månedens tema ‘Drama eller skuespil’, og her valgte jeg skuespillet ‘Et dukkehjem’ af Henrik Ibsen.

Historien tager udgangspunkt i ægteparret Nora og Torvald Helmer og et ægteskab, som virker lykkeligt på overfladen, men hvor Nora lider af de skrækkeligste kvaler. Hun har løjet for manden og har i al hemmelighed lånt penge under falske forudsætninger, og nu gruer hun for, hvad der vil ske, når han finder ud af det. Hun bliver afpresset og føler, at hun kun kan stoppe det på én måde – ved at tage sit eget liv. Men inden det kommer så langt, viser det sig, at hendes naive forestillinger om de andre mennesker i huset ikke passer sammen med deres opførsel, da det for alvor gælder.

Jeg har med vilje ikke gået så meget i detaljer i ovenstående beskrivelse, for det ville ødelægge noget af læseoplevelsen. Det er meget begrænset, hvad jeg har læst af skuespil – mener at vi læste et par i gymnasiet, men derudover har jeg ikke selv opsøgt det. Jeg holder nu meget af teater, selvom jeg langt fra kommer så tit af sted, som jeg gerne vil, og at læse dette skuespil føltes lidt som at overvære en teaterforestilling. Meget hurtigt fik jeg visualiseret rammerne og levede mig ind i stykket. Det var en ret positiv oplevelse – især fordi handlingen har et par twists, som giver stykket langt mere dybde, end jeg forventede, men også fordi slutningen er ret interessant og uventet. Jeg vil bestemt ikke afvise, at jeg godt kan finde på at læse et skuespil igen, for selvom det ikke er lige så godt som at se en rigtig forestilling, så giver det stadig noget af stemningen. Og ‘Et dukkehjem’ overraskede som sagt positivt, så vil du gerne give dig i kast med at læse et skuespil, så kan dette anbefales.