Elskede Elijah

Det er ikke blevet til så mange lydbøger i løbet af sommerferien, men en af de få, jeg har nået, er ‘Elskede Elijah’ af Christie Watson.

Bogen handler om den syvårige nigerianske dreng, Elijah, hvis far er død og mor er indlagt på et psykiatrisk hospital. Elijah skal derfor bortadopteres, men der er visse udfordringer ved at adoptere et barn som Elijah, der har været udsat for omsorgssvigt og vold. Man ved nemlig ikke, hvordan han vil reagere og regnes for at være mental ustabil, men det afskrækker ikke ægteparret Nikki og Obi. De har længe ønsket at få et barn, men har haft en del spontane aborter, så da de får mulighed for at adoptere Elijah, slår de straks til. De bliver gjort opmærksom på, at Elijah kræver megen kærlighed og tålmodighed, men det får dem ikke til at tøve. Elijah skal være deres barn.

Bogen tager fat i en række tunge emner såsom adoption, omsorgssvigt, kulturkløft og overtro og giver et interessant men også skræmmende indblik i, hvordan det er at være barn af en psykisk syg mor og blive udsat for overgreb. Elijah er en sød dreng, men han tror også, at der bor en ond troldmand inde i ham – en troldmand, der får Elijah til at gøre onde ting. Det er der dog ingen, der forstår, og Elijah har derfor ikke lyst til at fortælle andre om de problemer, han går og tumler med.

Historiens tragiske ramme betyder, at jeg som læser forventede, at problemerne langt fra var løst, da Elijah endte som adoptivbarn hos det kærlige ægtepar, Nikki og Obi. Jeg sad med en ret blandet følelse undervejs, for på den ende side håbede jeg på det bedste, og på den anden side undrede jeg mig over, hvor let og ligetil det hele virkede – trods de tragiske omstændigheder. Der var et eller andet ved bogen, der gjorde, at historien aldrig rigtig kom ind under huden på mig, og det ærgrede mig, for jeg syntes ellers, at oplægget var ret interessant.

Jeg blev slet ikke så følelsesmæssigt påvirket af historien, som jeg havde regnet med. Til gengæld var bogen rigtig god til at belyse de potentielle problemer og konflikter, der kan være ved adoption på tværs af kulturer og religioner. Hvor svært det kan være at forstå og acceptere ting, der er helt naturligt for andre mennesker, og hvilke udfordringer det kan give at lukke andre mennesker ind på livet af sig.

Men selvom jeg ikke var så overvældet af bogen, som jeg havde håbet på, så vil jeg alligevel anbefale den – netop på grund ovenstående overvejelser om kulturforståelse. Det satte i hvert fald nogle tanker i gang hos mig.

The Secret Life of Bees

the secret life of bees

Denne bogforside udstrålede feriestemning i sådan en grad, at jeg vidste, den skulle med på ferien til Frankrig! Det viste sig heldigvis at være en god beslutning.

‘The Secret Life of Bees’ er skrevet af Sue Monk Kidd og foregår i 1964 i South Carolina. Her lever Lily sammen med faren, T. Ray, på en ferskenfarm og bliver passet af den afroamerikanske hushjælp, Rosaleen. Moren døde i en vådeskudsulykke, da Lily var fire, hvor Lily ulykkeligvis kom til at skyde moren. Det har præget Lilys liv lige siden – både skylden og savnet efter moren. Samtidig er livet med faren alt andet end en dans på roser, da han er både vred og indebrændt og ofte straffer Lily, når hun ikke gør, som han ønsker. Da Rosaleen ryger i fængsel efter at være røget i klinch med tre racister, lykkes det Lily at befri hende, og sammen stikker de af fra byen. Lily fortæller Rosaleen, at hun har en plan, men hvad hun ikke fortæller er, at den går ud på at finde ud af mere om moren og det liv, hun levede, før hun fødte Lily.

Bogen er en velskrevet fortælling om livet i Sydstaterne i de svære i 1960’erne, hvor der stadig var stor forskel på, om du var sort eller hvid. Racekonflikterne er ikke den bærende del i fortællingen men spiller dog ind på en række af de valg, som personerne tager undervejs i bogen. Lily har som barn været forskånet for at opleve mange af disse konflikter, men på hendes rejse med Rosaleen opdager hun pludselig, hvor meget hudfarve betyder for de voksne.

‘The Secret Life of Bees’ er en rolig fortalt historie, hvis stemning flere gange fik mig til at tænke på ‘Dræb ikke en sangfugl’, da begge bøger har samme tilbagelænede og nærmest underspillede handlingsforløb. Jeg syntes dog også, at der var lidt mere dybde og nærvær i sidstnævnte bog, selvom ‘The Secret Life of Bees’ også gør det ganske godt på denne front.

Min største anke mod bogen er, at der går virkelig lang tid, inden Lily for alvor gør noget ved sagen mht. at finde ud af mere om moren. Hun går som katten om den varme grød, og det er synd, for det kommer til at virke som om, at forfatteren forsøger at trække historien (unødigt) ud.

Det er en meget fin fortælling om at søge sine rødder og samtidig finde fred med sig selv. Det er også historien om, hvordan man kan lære meget af andre, der ikke ligner en selv, samt at kæmpe for det, man tror på – alt sammen meget fornuftige pointer efter min mening.

The Guest Cat

the guest cat
Den første bog, jeg læste under Dewey’s Read-a-Thon i april måned, var ‘The Guest Cat’ af Takashi Hiraide. Det er en lille bog på ca. 170 sider, men den indeholder ikke desto mindre en underfundig og sårbar historie.

I ‘The Guest Cat’ følger man et midaldrende par, der lever i et fredeligt kvarter i Tokyo, hvor de bruger det meste af deres tid, eftersom de begge arbejder hjemmefra. En dag får de dog besøg af en kat. Den går igen, men næste dag er den tilbage, og sådan bliver det ved. De begynder at glæde sig til kattens besøg og køber snacks og legetøj til den, selvom de godt ved, at det er naboens kat. Alligevel føler de mere og mere, at det er deres kat – at katten har valgt dem, og at de er noget særligt.

Jeg har selv to katte og kan derfor sagtens forstå ægteparret, der falder pladask for kattens charme. Katte har en formidabel evne til at overbevise mennesker om, at lige præcis det menneske er kattens yndlingsmenneske (de kræ er SÅ udspekulerede!). Der er noget forsigtigt, skrøbeligt og smukt over, hvordan ægteparret stille og roligt lader katten indtage deres hjem og deres hjerter.

Der sker noget undervejs, som samtidig markerer et skifte i både historie og til dels også fortællestil. Det var jeg ikke så vild med, og det betød, at anden halvdel desværre ikke var lige så betagende som første del af bogen. Det ærgrede mig meget, for jeg kunne virkelig godt lide den lidt underspillede og forsigtige fortælling i starten, som var så simpel og alligevel fængende.

‘The Guest Cat’ endte med at være en udmærket læseoplevelse, men alligevel også lidt skuffende da anden halvdel slet ikke levede op til starten af bogen.

The Catcher in the Rye

Indrøm det bare – denne bog har en ret spøjs titel, og hver gang, jeg er stødt på den i boganmeldelser eller bogindkøbs-videoer, har jeg undret mig over titlen. I løbet af bogen får man forklaringen på bogens titel, men den vil jeg ikke røbe her – det skal være en del af læseoplevelsen.

‘The Catcher in the Rye’ er skrevet af J. D. Salinger og blev udgivet i 1951. Den handler om teenageren Holden, der selv fortæller om sit liv direkte til læseren. Bogens forløb strækker sig kun over nogle få dage, og her følger man Holden, der beskriver sin hverdag, sin familie, den skole, han er blevet smidt ud fra, og selvfølgelig de natklubber og hoteller, han også besøger i løbet af disse dage.

‘The Catcher in the Rye’ giver et indblik i en utilpasset og rodløs teenagers hverdag, og det er en bog, der ikke har en særlig høj spændingskurve. Faktisk er fortællestilen nærmest underspillet og jævn, hvilket giver troværdighed til Holden som historiefortælleren. Det bliver dog også en anelse for kedeligt og socialrealistisk til mig, for jeg savnede både mere handling og måske også flere sympatiske træk hos Holden. Jeg havde i hvert fald svært ved at forholde mig til ham – han var lidt for fjern og overfladisk til mig.

Bogen betragtes af mange som en nyklassiker, og jeg kan godt forstå det, selvom jeg ikke synes, at bogen er noget særligt. Men når man ser på, at bogen udkom første gang i starten af 1950’erne, så udkom den netop på et tidspunkt, hvor begrebet teenager så småt begyndte at forme sig, og hvor børn ikke gik direkte fra barndommen og over i voksenalderen, men pludselig fik ungdommen som legeplads med de gode og dårlige sider, den nu har. Her var ‘The Catcher in the Rye’ en vigtig stemme og et godt eksempel på, hvordan det var at være ung på det tidspunkt. Bogen ville næppe få den store opmærksomhed i dag, hvis den udkom for første gang nu, for siden er der skrevet mange andre bøger, der beskriver ungdommens tanker og udfordringer. Men den kan nu stadig læses og er fortsat et fint billede på teenagernes rastløshed og forvirring.

De måske egnede

Denne bog fandt jeg hos et antikvariat sidste år, og jeg endte med at købe den, selvom jeg havde på fornemmelsen, at det ikke nødvendigvis var en bog, der ville falde i min smag. Imidlertid kan jeg godt lide at udfordre mig selv, og så tænkte jeg, at bogen kunne komme med på sommerferie – hvilket den så gjorde i sidste måned.

‘De måske egnede’ er skrevet af Peter Høeg og handler om tre børn, der anbringes i den samme københavnske privatskole i starten af 1970’erne. Børnene indgår i et forsøg, hvor skolen prøver at omskole dem fra at være institutionsbørn med ar på sjælen til at blive gode samfundsborgere. Ikke blot for børnenes skyld men også for skolens ry. Omskolingen skal ske med hård disciplin og overvågning, og det er noget, der får børnene til at stejle.

Det er ikke en særlig behagelig eller opmuntrende fortælling. Tværtimod er det både sørgeligt og tankevækkende, hvordan skolen begår overgreb mod børnene i forsøget på at gennemtvinge disciplin og orden. Peter Høeg leger med tidsbegrebet, som bruges til at dominere børnene, men jeg må indrømme, at denne del ikke helt fungerede for mig, selvom jeg sagtens kan se det interessante i eksperimentet.

Bogen er først og fremmest en kritik af en undertrykkende skole, der ikke giver frihed og mulighed for at udvikle en bred skare af unge men i stedet forsøger at ensrette og diktere dem til at blive på en bestemt måde. Det er et interessant emne, og selvom jeg ikke kan genkende det fra min skoletid (nu gik jeg så også i skole i 80’erne og 90’erne), så kan jeg sagtens forestille mig, at skolesystemet kan have været på den måde i starten af 70’erne (man har vel set Pink Floyd – The Wall :)).

Hovedpersonen i bogen, Peter, deler navn med forfatteren, og ud fra skrivestilen i bogen bliver man ind imellem i tvivl om, hvorvidt historien er en form for selvbiografi eller ej. Peter Høeg har selv afvist, at bogen ikke er selvbiografisk, men at en række af hændelserne tager udgangspunkt i virkelige hændelser, og denne vekslen mellem fiktion og virkelighed er faktisk det mest interessante ved bogen.

Alt i alt var det en ret blandet læseoplevelse. Jeg kunne godt se det interessante ved emnet og vinklen, men historien krøb aldrig rigtig ind under huden på mig, og det føltes en smule som pligtlæsning.

Fjenden i os selv

Jeg faldt over denne bog på Ereolen.dk, da jeg ledte efter inspiration til nye lydbogsoplevelser, og oplægget lød ret interessant, så jeg hørte den på mine togture i starten af juli måned.

‘Fjenden i os selv’ er skrevet af Jan Guillou og handler om terrorisme i nutidens Sverige. I starten af bogen bliver ni personer med anden etnisk herkomst anholdt og anklaget for at planlægge et angreb mod flere kendte svenskere – blandt andet dronning Silvia. De anklagede nægter sig skyldige, og politiet går derfor i gang med afhøringerne. Det står dog hurtigt klar for afhøringseksperten, Ewa Johnsén-Tanguy, at der er noget helt galt med opklaringsarbejdet. Der er oplysninger, der forsvinder eller udelukkes af materialet, og det virker, som om sagen er kraftigt påvirket af den massive bevågenhed fra både politikerne og medierne, der kræver en afklaring NU! Sideløbende begynder en af Sveriges mest kendte – og omdiskuterede – journalister at grave i sagen, og det sætter flere under pres. Men hvad er op og ned i denne sag? Er mændene virkelig så uskyldige, som de hævder? Og hvad er politiets egen rolle i denne sag?

Bogen sætter fokus på angsten, som er med til at skabe terroren – og terroristerne i det hele taget. Frygten for det ukendte kender de fleste til, og bogen viser, hvordan frygt kan få mennesker til at handle uetisk og være med til at skabe og forstærke det, man i første omgang prøver at undgå. Og hvordan bekæmper man egentlig terror? Med love, der ind imellem går så tæt på folks privatliv, at det tenderer til terror i sig selv?

Det er nogle meget interessante emner, som Jan Guillou vælger at fokusere på i denne bog. Desværre drukner de i alt for simplificerede historier og ikke mindst kedelige og endimensionale personer, som er alt for sort/hvide til, at de virker troværdige eller menneskelige. Det er desværre en ting, der gør sig gældende ved mange af de bøger, jeg har læst af denne forfatter – at heltene er alt for gode og naive, og at konflikten er alt for gennemskuelig og dermed også kedelig.

Jeg syntes, at denne bog vandt lidt til sidst, hvor historien får et lille twist, men på andre områder havde jeg svært ved at tro på forløbet, og især politiets ageren undervejs fik mig til at ryste på hovedet, fordi det virkede alt for usandsynligt.

Det er desværre ikke en bog, jeg kan anbefale, selvom jeg værdsætter intentionen bag bogen og de emner, den tager op.

Glem det – Dårligt nyt – En smule håb

Da Gad kontaktede mig for at høre, om jeg ville anmelde denne bog, blev min interesse vakt af den interessante teaser-tekst om bogen – eller rettere bøgerne, for reelt set består denne bog af en samling af tre bøger: ‘Glem det’, ‘Dårligt nyt’ og ‘En smule håb’. Der er to bøger mere i serien, som ofte omtales som ‘Patrick Melrose-romanerne’, der udkommer i ét bind til efteråret.

Bøgerne er skrevet af Edward St. Aubyn og bygger på forfatterens eget liv. I den første bog, ‘Glem det’, oplever vi hovedpersonen Patrick Melrose som 5-årig, hvor han lever et ensomt liv sammen med sine forældre, der ikke værdiger ham megen opmærksomhed eller kærlighed. Moren har et alkoholmisbrug, og faren forgriber sig på Patrick. I næste bog, ‘Dårligt nyt’, er Patrick blevet 22 år og er som narkoman hele tiden på jagt efter det næste fix, mens de praktiske omstændigheder ved farens begravelse skal falde på plads. I tredje og sidste bog, ‘En smule håb’, er Patrick kommet på rette fode igen og forsøger at komme videre i forholdet til sin afdøde far, som han stadig hader.

Bogen levede desværre ikke op til mine forventninger eller de meget begejstrede anmeldelser, jeg havde læst på det tidspunkt. Hvor bogen både vakte afsky og morskab hos andre, formåede denne bog kun glimtvis at røre mig, og jeg kedede mig flere gange undervejs. Flere fremhævede voldtægtsscenen i starten af bogen som virkelig ubehagelig og grænseoverskridende, men jeg syntes faktisk, at den var så diskret og subtil, at det var meget let ikke at blive påvirket af scenen (uanset at det per definition er afskyeligt). Til gengæld var kapitlerne om Patricks stofmisbrug deprimerende og gav mig så meget lede, at jeg på et tidspunkt lagde bogen til side en dags tid for at læse noget andet.

Først og fremmest er bogen en beskrivelse af triste skæbner – ikke bare Patrick selv men også moren, faren og på sin vis flere i deres omgangskreds. En vifte af overfladiske, sørgelige og bitre menneskeskæbner, der hvirvles rundt blandt hinanden. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det, at Patrick som hovedperson ikke er synderlig sympatisk eller en person, man automatisk holder mig. Jeg behøver ikke nødvendigvis en helt som hovedperson – jeg kan tilmed godt lide, at en hovedperson ikke er perfekt men har ‘fejl’ og ind imellem gør dumme ting – men Patrick kan jeg på ingen måde sympatisere med.

De to sidste bøger – samlet i ét bind – udkommer som sagt til efteråret. Jeg har ikke planer om at læse bogen, for skal jeg være helt ærlig, så er jeg ligeglad med, hvordan den ender.

Et helt nyt liv

ehntDa jeg læste ‘Stadig Alice, var det mit første møde med forfatteren Lisa Genova. Jeg elskede bogen, som var så gribende og tårefremkaldende (ja, det er nok den bog, der har fået mig til at fælde flest tårer), og derfor har jeg besluttet, at jeg vil læse flere af hendes bøger – selvfølgelig med håbet om at blive lige så betaget af historien, som jeg gjorde af ‘Stadig Alice’. Jeg læste ‘Livet efter dig’ for nogle måneder siden, og bogen var udmærket, men ret ordinær. For nylig kastede jeg mig så over ‘Et helt nyt liv’, som jeg fandt som lydbog på ereolen.dk

‘Et helt nyt liv’ handler om karrierekvinden Sarah, som har travlt – frygtelig travlt – med at jonglere et stressende arbejde og et familieliv med mand og tre børn. Sarah kan alt og vil nå alt, og derfor går det da også på et tidspunkt galt. Hun kommer ud for et biluheld – udløst af, at hun taler i telefon, mens hun kører bil – og da hun vågner på hospitalet, finder hun ud af, at det bliver svært, måske endda umuligt, at vende tilbage til det liv, hun kender. I stedet skal hun se et helt nyt liv i øjnene…

Sproget flyder let og ubesværet i denne fortælling om Sarah, der i den grad tvinges til at overveje sit liv og sine livsmål på ny. Selvom temaet er alvorligt, så er Sarahs selvironiske gåpåmod med til at lette stemningen lidt og give glimt af håb. Der var et par steder, hvor jeg syntes, at bogen stod lidt i stampe og/eller blev lige lovlig banal, men det var også steder, hvor jeg blev grebet af Sarahs kamp og fascineret af hendes mange krumspring for at tage magten over sit eget liv.

Historien er enkel og rimelig forudsigelig, og ind imellem står de klassiske floskler om vigtigheden af familieliv kontra karriere da også nærmest i kø. Alligevel kunne jeg nogenlunde tilgive det, for bogen giver også et fint indblik i, hvordan det må være at vågne op på hospitalet og få at vide, at ens liv ikke længere vil være det samme, og at man skal kæmpe – virkelig kæmpe – hvis man skal opnå en række færdigheder, som man ellers tog for givet. Det fik mig til at reflektere over mit eget liv – ligesom ‘Stadig Alice’ gjorde – og det er en vigtig egenskab ved en bog.

‘Et helt nyt liv’ er en fin men ikke særlig skelsættende bog. Du skal ikke læse den og samtidig forvente, at den er som ‘Stadig Alice’, for det er den ikke. Men jeg synes, den har mere at byde på end ‘Livet efter dig’, og det var alt i alt en udmærket læseoplevelse.

Persepolis 1 +2


Jeg håber, at jeg får læst flere graphic novels i 2015. Det er ikke en af mine bogudfordringer, men jeg tror, jeg alligevel vil gøre en indsats, så der sniger sig nogle graphic novels ind i læsningen i løbet af i år. Jeg læser i forvejen ‘The Walking Dead’-serien (men ikke så tit, da bøgerne er ret dyre), men jeg har også et par andre i kikkerten.

For et par uger siden fik jeg endelig læst anden og sidste del i Persepolis-fortællingen. ‘Persepolis’ og ‘Persepolis 2’ er skrevet af den iranske kvinde Marjana Satrapis og blandt de mest læste graphic novels verden over. Bøgerne foregår i Iran og Østrig i 1970’erne og 1980’erne og handler om Marjanas barndom – først i Iran inden den islamiske revolution, siden i Franrig, hvor hun studerer i fire år, inden hun vender tilbage til et meget anderledes Iran, der nu præges af præstestyrets regime.

Tegnestilen er simpel og rå – lidt ligesom ‘Maus’ – men alligevel ret udtryksfuld, selvom flere af personerne ind imellem ligner hinanden lige lovlig meget. Det er en bog, der handler om en ganske almindelig piges hverdag, men hvor de politiske og religiøse ændringer hele tiden lurer i baggrunden og er med til at påvirke hendes liv i stadig større grad. Marjana lader sig dog ikke begrænse, men beskriver ærligt og direkte, hvordan hun og andre unge lavede oprør i det stille og ikke ville finde sig i, at deres frihed blev begrænset.

Marjana som hovedperson virker meget troværdig – man har sympati for hende, selvom hun ind imellem opfører sig egoistisk eller ubetænksomt. Hun forsøger ikke at forherlige sin egen historie, men fortæller om sin hverdag og er heller ikke bange for at kritisere sin omgangskreds og det politiske styre.

‘Persepolis’ og ‘Persepolis 2’ giver et virkelig interessant indblik i iransk teenagepiges liv – både før og efter den islamiske revolution, og det gav mig en viden om landet og samfundet, som jeg følte, jeg manglede. Det er med til at sætte ansigt på befolkningen og giver et helt andet billede end det, som medierne tegner af landet i dag. Men det er også en barsk fortælling om, hvordan et land ændrede sig, og befolkningen også var nødt til at gøre det – i et vist omfang.

Vil du gerne prøve kræfter med et par graphic novels, der tager udgangspunkt i virkelige hændelser, så vil jeg anbefale dig de to bøger. De er knapt så barske som ‘Maus’ (som jeg selv skulle oparbejde lidt mod for at kaste mig over), men er stadig meget relevante.

Livet efter dig

Ja, jeg beklager… vores ene kat ville meget gerne være med på billedet…

Jeg læste Stadig Alice’ af Lisa Genova for nogle år siden og var meget betaget af den rørende historie, så jeg har længe ønsket at læse flere bøger af samme forfatter. Det fik jeg muligheden for i december, da Rosinante & Co. sendte mig ‘Livet efter dig’.

Bogen har to hovedpersoner – Beth og Olivia. De bor begge på den lille ø Nantucket. Beth er gift med Jimmy, som hun har tre piger med, og livet går sin stille gang indtil den dag, hun finder ud af, at han er hende utro. Det ændrer med ét hendes liv, og hun tager sin fremtid op til genovervejelse. Lysten til at skrive bøger blusser pludselig op igen, og hun går i gang med at skrive en bog, der handler om en lille autistisk dreng. Olivia bor alene på øen i familiens sommerhus. Hun er ved at blive separeret fra manden, da deres ægteskab er helt slidt op på grund af kampen for at gøre livet bedre for deres autistiske dreng. Han døde dog som otteårig, og Olivia er stadig ikke kommet sig over tabet.

Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog og er hurtig at læse. Den er ukompliceret og enkelt opbygget, hvor man skifter mellem at følge de to hovedpersoner. Samtidig er der også en række flashback i Olivias historie i form af dagbogsnotater fra tiden med Anthony.

Jeg havde egentlig forventet, at den autistiske dreng, Anthony, og hans historie ville fylde mere i bogen, men jeg syntes desværre, at de to kvinders helt almindelige dagligdag fyldte lige lovlig meget. Især passagerne med Beth blev lidt for trivielle til min smag, og jeg savnede mere nærvær og intensitet i historien. Jeg havde nok håbet at blive lige så fanget og rørt, som da jeg læste ‘Stadig Alice’, men det var denne historie ganske enkel alt for banal til.

Hvis du har brug for en enkel og letlæselig feriebog, så er denne bog måske noget for dig. Den er dog langt fra at nå samme niveau som ‘Stadig Alice’, som er en bog, der rammer lige i hjertet.