Mit år med kød

Da jeg var på biblioteket for at låne bøger med asiatisk tema, faldt jeg over to bøger af Ruth Ozeki – ‘Tidens væsen’  samt ‘Mit år med kød’. Sidstnævnte læste jeg lige efter ’Vegetaren’, men det var altså et tilfælde!

’I ’Et år uden kød’ følger man to kvinder – først og fremmest produceren Jane, der har fået til opgave at lave en række madprogrammer, My American Wife, til japansk fjernsyn – diskret sponsoreret af den amerikanske kødindustri. Netop sponsoraftalen bliver en større og større hæmsko i takt med, at Jane opdager, hvordan det amerikanske oksekød bliver produceret uden hensyntagen til dyrenes velbefindende. Kan hun reelt set forsvare at producere programmer, der priser indtagelsen af oksekød? Det giver en række konflikter med chefen, hvis kone, Akiko, også optræder i en række kapitler. Akiko står i kraft af sin rolle som den underkuede hustru som en modpol til den oprørske Jane og tegner samtidig et billede af den japanske kone, som madprogrammerne skal forestille sig at henvende sig til.

Historien er i starten ret komisk. Jane bliver ved med at finde deltagere til madprogrammer, der ikke passer ind i oksekødstemaet – først fordi hendes interviewpersoner foretrækker andre typer kød end oksekød og senere hen fordi hendes deltagere er vegetarer. Det resulterer i adskillelige skideballer fra chefen, men mærkeligt nok bliver hun ikke fyret. Hun bliver selv mere og mere bevidst om, hvordan hun forsøger at undgå oksekød i programmet i takt med, at hun opdager problemer med produktionen af kødet, og snart er historien ikke længere morsom men en reel kritik af kødproduktionen.

Jeg synes klart, at det var kritikken af oksekødindustrien, der var mest interessant ved bogen. De småskøre episoder i starten der langsomt ændrede sig, da Jane opdagede, hvor alvorlige problemer der var. Desværre kom nogle af episoderne til at virke karikerede, da det virkede dybt utroværdigt, at Jane var så rebelsk i forhold til sit oplæg – og at hun gang på gang slap for at blive fyret.

Akikos rolle var jeg ikke særlig vild med. Det virkede mest af alt, som om hun var med for at tegne et stereotypt billede af en undertrykt asiatisk kvinde med en dybt usympatisk og voldelig mand. Kombineret med den lidt for letkøbte Hollywoodslutning sluttede bogen desværre på en noget fesen måde. Ærgerligt når nu starten var så god.

Vegetaren

Den første bog, jeg fik læst i forbindelse med mit Asien-tema, var ‘Vegetaren’ af Han Kang. Igen en af de bøger, jeg har hørt rigtig godt om, siden den udkom for et par år siden.

I ‘Vegetaren’ lever Yeong-Hye et ret almindeligt liv sammen med ægtemanden Cheong – lige indtil den dag, hvor hun beslutter sig for at blive vegetar (reelt set er hun nærmere veganer, men bogen siger vegetar). Det tager manden dog mildest talt ikke særlig pænt, og det bliver hurtigt til en konflikt i familien. Kød udgør traditionelt set en central del i de koreanske måltider, og hendes valg anses for at være en unormal og nærmest syg handling. Familien prøver at gribe ind, og det udvikler sig snart til groteske scener, hvor det hele spidser til.

Historien er fortalt fra tre forskellige synsvinkler – først Yeong-Hyes mand, dernæst hendes svoger og til sidst hendes søster. Dermed kommer der nogle ret interessante synspunkter og observationer med, som suppleres af enkelte scener, hvor Yeong-Hye selv optræder. Fortællerne er meget ærlige og direkte og sparer ikke sig selv – for eksempel fik jeg hurtigt indtryk af, at manden var et utrolig egocentreret og voldeligt menneske, som jeg havde meget svært ved at fatte sympati med. I det hele følte jeg hurtigt, at Yeong-Hye blev uretfærdigt behandlet af den intolerante familie. Forfatteren skånede dog ikke hovedpersonen. Yeong-Hye er ikke et klassisk offer men fremstår også som mystisk og fremmedgjort, da hendes handlinger bliver mere og mere absurde.

Bogen sætter fokus på normalitet og brud på traditioner. Hvad der sker, når nogen træder udenfor fællesskabet og indirekte sætter spørgsmålstegn ved samfundsnormerne. Den fokuserer samtidig også på kvindeundertrykkelse og menneskenes trang til at undertrykke og kue individer, de ikke kan identificere sig med.

‘Vegetaren’ er til tider en ret voldsom og ubehagelig bog – den egner sig ikke til hyggelæsning på stranden eller i sommerhuset. Den virker ind imellem næsten karikeret, fordi personerne handler så drastisk, men det er muligt, at den ikke opfattes sådan i Asien, hvor kønsrollerne er langt mere traditionelle end dem, man støder på i dagens Danmark.

Jeg synes, at det er en yderst interessant og tankevækkende bog. Desværre taber den lidt pusten hen imod slutningen, som – i mine øjne – er unødig lang, men det er ikke desto mindre en ret fascinerende og skræmmende fortælling.

Jeg henter solen ned

‘Jeg henter solen ned’ fik overvældende gode anmeldelser, da den udkom for nogle år siden. Jeg læste den ikke dengang, men da jeg faldt over lydbogsudgaven, blev jeg alligevel nysgerrig og har derfor lyttet til den i løbet af den sidste uges tid.

Bogen er skrevet af Jandy Nelson og handler om tvillingerne Jude og Noah, der tidligere var uadskillelige men nu undgår hinanden. Hvorfor? Det finder man ud af i løbet af bogen, hvor kapitlerne skifter mellem de to hovedpersoner. Her fortæller Noah om årene op til forandringen, mens Jude fortæller om årene efter. Det er historien om de meget forskellige tvillinger, den udadvendte og den indadvendte, og de komplikationer, der opstår, når misforståelser tager fart og mennesker bliver såret.

Jeg hørte som sagt lydbogsudgaven, og det gjorde skiftene mellem fortid og nutid lidt forvirrende i starten, selvom det hjalp en del, at det var to forskellige personer, der havde indtalt hovedpersonernes stemmer. Efter et par timers lytning havde historien ikke rigtig fanget mig endnu, og jeg overvejede kortvarigt, om jeg skulle opgive bogen. Men så skete der noget, som fik vakt min nysgerrighed, og derefter hyggede jeg mig fint resten af tiden.

Noah og Jude er nogle specielle personer. De er ikke nødvendigvis urealistiske men de har hver deres særheder, og det giver noget kant og drama til historien. Der er et par konflikter undervejs, som måske kan være en anelse… forcerede… men jeg vil ikke afvise dem som utroværdige, for folk – og især teenagere i deres følelsers vold – kan ind imellem gøre nogle drastiske og tåbelige ting. Desværre betød det også, at jeg ikke rigtig følte, jeg kom ind på livet af dem. Det virker måske lidt underligt, da de blotter sig meget følelsesmæssigt, men det blev ind imellem lidt for iscenesættende til mig.

Jeg skulle som sagt lige vænne mig til opbygningen af bogen, men da det kom til stykket, syntes jeg egentlig, det fungerede meget godt. Da jeg var færdig med bogen, tænkte jeg faktisk på, at det kunne være interessant at læse/lytte til den igen på et tidspunkt for at få de detaljer med, som man ikke nødvendigvis får fat i første gang, man læser en bog og ikke ved, hvad den ender med.

Som ungdomsbog fungerer den fint. Den favner mange af de problematikker, som ungdommen ofte består af (søgen efter kærlighed og den eneste ene, grænsesøgende/konfronterende opførsel, brug og misbrug af alkohol osv.). Den ligner ikke min ungdom, men jeg kan sagtens genkende mange af de konflikter, som var typiske dengang, hvor jeg var under tyve (og… det er ved at være nogle år siden efterhånden :)). Jeg var ikke helt oppe at ringe over den, og den rørte mig ikke på samme måde, som andre ungdomsbøger har gjort, men samlet set en udmærket læseoplevelse.

Historien om A.J. Fikrys liv

Da ‘Historien om A. J. Fikrys liv’ blev udgivet, læste jeg en del blandede anmeldelser af bogen. Derefter glemte jeg alt om den, indtil jeg stødte på den hos Ereolen, og jeg tænkte, at da bogen kun varer lidt over 5 timer som lydbog, så den kunne jeg godt nå at høre i løbet af et par dage.

Bogen er skrevet af Gabrielle Zevin og foregår på den lille ø Alice Island. Her bestyrer A. J. Fikry en boghandel, men både den og han er ved at sygne hen, da han sørger over sin hustrus død. En dag tager hans liv dog en brat drejning, da han får en uventet gave, som vender op og ned på hans hverdag. Pludselig bliver han nødt til at handle på en række ting, og snart blomstrer hans liv op igen.

‘Historien om A. J. Fikrys liv’ er en kort bog – faktisk lidt for kort, for jeg syntes, at der var en række ting, der sagtens kunne foldes mere ud. Historien var lige lovlig kortfattet og fragmenteret til min smag, og jeg kom aldrig rigtig ind under huden på hovedpersonen eller hans omgangskreds.

Jeg havde hørt på forhånd, at bogen skulle være en feel good roman, men det synes jeg dog er misvisende. Jeg kan desværre ikke uddybe det nærmere uden at røbe for meget af handlingen, men jeg følte mig i hvert fald hverken glad eller opløftet efter at have læst den.

Alt i alt en ret middelmådig og desværre også rimelig ligegyldig læseoplevelse. Kan måske bruges som let underholdning i en ferie.

Hver dag starter det forfra

Jeg faldt over denne tegneserie, da jeg skulle på biblioteket for at hente bøger, og så røg den med i lånebunken, for hvornår kan man ikke lige læse en tegneserie?

‘Hver dag starter det forfra’ er tegnet og fortalt af Line Kjeldsen Jensen. Tegningerne startede op som en afreageringsprojekt på Instagram, mens hun var på barsel med det tredje barn, og manden ofte var væk 3-5 dage om ugen i forbindelse med sit musikerjob. Det gav en del udfordringer – ikke mindst fordi Line samtidig havde problemer med sin ene fod og ikke kunne gå i en periode.

Tegningerne er først og fremmest små glimt af hektiske og frustrerende situationer under barslen men også de små sejre, der ind imellem popper op i den grå hverdag. Billederne er gennemsyret af følelser – først og fremmest frustration men også kampvilje og ikke mindst kærlighed til børnene – og den lidt naive streg giver dem samtidig et ret autentisk udtryk.

‘Hver dag starter det forfra’ er helt sikkert relevant for forældre og især småbørnsforældre. Personligt har jeg ikke selv børn, så tegningerne påvirkede mig ikke så meget, men jeg er sikker på, at der er mange forældre, som (gysende) kan nikke genkendende til mange af situationerne. I øvrigt et tip herfra – læs ikke tegneserien på én gang. Det var tydeligt, at tegningerne var blevet uploadet drypvis, og derfor blev det lidt for meget af det samme, da jeg læste tegneserien på under en time.

Summerlost

Har jeg læst denne bog delvist på grund af titlen? Ja! Men jeg syntes nu også, at oplægget lød som en fin lille historie, der ville passe godt som underholdning på turen til Frankrig her i sommerferien. For at spare lidt plads i kufferten lånte jeg nemlig nogle bøger via Ereolen Global, og det blev blandt andet til ‘Summerlost’ af Ally Condie.

‘Summerlost’  handler om den 12-årige pige Cedar, der flytter til et nyt hus sammen med sin mor og ene bror, netop som sommerferien starter. Det er den første sommer, siden hun mistede sin far og den anden bror, og det præger stemningen i huset. Cedar når dårligt at flytte ind, inden hun møder drengen Leo, som arbejder på teaterforestillingen, der kører i byen hele sommeren. Han skaffer Cedar et job på teatret og snart også en ekstra tjans på hans hemmelige rundvisningsprojekt. Leo afholder nemlig hemmelige rundvisninger for de særligt dedikerede teaterfans, selvom det nok ikke er noget, som teaterledelsen vil se positivt på, men Cedar vil gerne med.

Dette er en fin og enkel historie om venskab og savn. Om Cedar og Leo, der hurtigt bliver bedste venner, men også om Cedars tanker om faren og broren, der begge døde i en trafikulykke. Det er ikke en historie, der gør ondt på samme måde som for eksempel ‘The Shock of the Fall’, men der er ingen tvivl om, at Cedar savner både faren og broren. Jeg var dog lidt i tvivl om, hvad forfatteren ville med historien, men måske er det først og fremmest historien om en familie, der holder sammen og formår at leve videre og skabe et nyt liv, selvom de har måttet sige farvel til deres elskede.

Settingen med teatret var en rigtig god idé, da det giver et strejf af mystik og drømmeri til historien, men her er jeg måske også lidt farvet af ofte at have set teaterforestillinger i det fri om sommeren, da jeg var barn (og det er der altså noget magisk over). Der var i det hele taget ret meget sommerferie-stemning over bogen, og jeg vil derfor anbefale, at du læser den netop på denne tid af året.

Men ellers er der ikke så meget at sige om bogen. Det er en fin og hurtigt læst ungdomshistorie, og det er et udmærket valg, hvis du savner lidt let underholdning i sommerferien.

Elskede Elijah

Det er ikke blevet til så mange lydbøger i løbet af sommerferien, men en af de få, jeg har nået, er ‘Elskede Elijah’ af Christie Watson.

Bogen handler om den syvårige nigerianske dreng, Elijah, hvis far er død og mor er indlagt på et psykiatrisk hospital. Elijah skal derfor bortadopteres, men der er visse udfordringer ved at adoptere et barn som Elijah, der har været udsat for omsorgssvigt og vold. Man ved nemlig ikke, hvordan han vil reagere og regnes for at være mental ustabil, men det afskrækker ikke ægteparret Nikki og Obi. De har længe ønsket at få et barn, men har haft en del spontane aborter, så da de får mulighed for at adoptere Elijah, slår de straks til. De bliver gjort opmærksom på, at Elijah kræver megen kærlighed og tålmodighed, men det får dem ikke til at tøve. Elijah skal være deres barn.

Bogen tager fat i en række tunge emner såsom adoption, omsorgssvigt, kulturkløft og overtro og giver et interessant men også skræmmende indblik i, hvordan det er at være barn af en psykisk syg mor og blive udsat for overgreb. Elijah er en sød dreng, men han tror også, at der bor en ond troldmand inde i ham – en troldmand, der får Elijah til at gøre onde ting. Det er der dog ingen, der forstår, og Elijah har derfor ikke lyst til at fortælle andre om de problemer, han går og tumler med.

Historiens tragiske ramme betyder, at jeg som læser forventede, at problemerne langt fra var løst, da Elijah endte som adoptivbarn hos det kærlige ægtepar, Nikki og Obi. Jeg sad med en ret blandet følelse undervejs, for på den ende side håbede jeg på det bedste, og på den anden side undrede jeg mig over, hvor let og ligetil det hele virkede – trods de tragiske omstændigheder. Der var et eller andet ved bogen, der gjorde, at historien aldrig rigtig kom ind under huden på mig, og det ærgrede mig, for jeg syntes ellers, at oplægget var ret interessant.

Jeg blev slet ikke så følelsesmæssigt påvirket af historien, som jeg havde regnet med. Til gengæld var bogen rigtig god til at belyse de potentielle problemer og konflikter, der kan være ved adoption på tværs af kulturer og religioner. Hvor svært det kan være at forstå og acceptere ting, der er helt naturligt for andre mennesker, og hvilke udfordringer det kan give at lukke andre mennesker ind på livet af sig.

Men selvom jeg ikke var så overvældet af bogen, som jeg havde håbet på, så vil jeg alligevel anbefale den – netop på grund ovenstående overvejelser om kulturforståelse. Det satte i hvert fald nogle tanker i gang hos mig.

The Secret Life of Bees

the secret life of bees

Denne bogforside udstrålede feriestemning i sådan en grad, at jeg vidste, den skulle med på ferien til Frankrig! Det viste sig heldigvis at være en god beslutning.

‘The Secret Life of Bees’ er skrevet af Sue Monk Kidd og foregår i 1964 i South Carolina. Her lever Lily sammen med faren, T. Ray, på en ferskenfarm og bliver passet af den afroamerikanske hushjælp, Rosaleen. Moren døde i en vådeskudsulykke, da Lily var fire, hvor Lily ulykkeligvis kom til at skyde moren. Det har præget Lilys liv lige siden – både skylden og savnet efter moren. Samtidig er livet med faren alt andet end en dans på roser, da han er både vred og indebrændt og ofte straffer Lily, når hun ikke gør, som han ønsker. Da Rosaleen ryger i fængsel efter at være røget i klinch med tre racister, lykkes det Lily at befri hende, og sammen stikker de af fra byen. Lily fortæller Rosaleen, at hun har en plan, men hvad hun ikke fortæller er, at den går ud på at finde ud af mere om moren og det liv, hun levede, før hun fødte Lily.

Bogen er en velskrevet fortælling om livet i Sydstaterne i de svære i 1960’erne, hvor der stadig var stor forskel på, om du var sort eller hvid. Racekonflikterne er ikke den bærende del i fortællingen men spiller dog ind på en række af de valg, som personerne tager undervejs i bogen. Lily har som barn været forskånet for at opleve mange af disse konflikter, men på hendes rejse med Rosaleen opdager hun pludselig, hvor meget hudfarve betyder for de voksne.

‘The Secret Life of Bees’ er en rolig fortalt historie, hvis stemning flere gange fik mig til at tænke på ‘Dræb ikke en sangfugl’, da begge bøger har samme tilbagelænede og nærmest underspillede handlingsforløb. Jeg syntes dog også, at der var lidt mere dybde og nærvær i sidstnævnte bog, selvom ‘The Secret Life of Bees’ også gør det ganske godt på denne front.

Min største anke mod bogen er, at der går virkelig lang tid, inden Lily for alvor gør noget ved sagen mht. at finde ud af mere om moren. Hun går som katten om den varme grød, og det er synd, for det kommer til at virke som om, at forfatteren forsøger at trække historien (unødigt) ud.

Det er en meget fin fortælling om at søge sine rødder og samtidig finde fred med sig selv. Det er også historien om, hvordan man kan lære meget af andre, der ikke ligner en selv, samt at kæmpe for det, man tror på – alt sammen meget fornuftige pointer efter min mening.

The Guest Cat

the guest cat
Den første bog, jeg læste under Dewey’s Read-a-Thon i april måned, var ‘The Guest Cat’ af Takashi Hiraide. Det er en lille bog på ca. 170 sider, men den indeholder ikke desto mindre en underfundig og sårbar historie.

I ‘The Guest Cat’ følger man et midaldrende par, der lever i et fredeligt kvarter i Tokyo, hvor de bruger det meste af deres tid, eftersom de begge arbejder hjemmefra. En dag får de dog besøg af en kat. Den går igen, men næste dag er den tilbage, og sådan bliver det ved. De begynder at glæde sig til kattens besøg og køber snacks og legetøj til den, selvom de godt ved, at det er naboens kat. Alligevel føler de mere og mere, at det er deres kat – at katten har valgt dem, og at de er noget særligt.

Jeg har selv to katte og kan derfor sagtens forstå ægteparret, der falder pladask for kattens charme. Katte har en formidabel evne til at overbevise mennesker om, at lige præcis det menneske er kattens yndlingsmenneske (de kræ er SÅ udspekulerede!). Der er noget forsigtigt, skrøbeligt og smukt over, hvordan ægteparret stille og roligt lader katten indtage deres hjem og deres hjerter.

Der sker noget undervejs, som samtidig markerer et skifte i både historie og til dels også fortællestil. Det var jeg ikke så vild med, og det betød, at anden halvdel desværre ikke var lige så betagende som første del af bogen. Det ærgrede mig meget, for jeg kunne virkelig godt lide den lidt underspillede og forsigtige fortælling i starten, som var så simpel og alligevel fængende.

‘The Guest Cat’ endte med at være en udmærket læseoplevelse, men alligevel også lidt skuffende da anden halvdel slet ikke levede op til starten af bogen.

The Catcher in the Rye

Indrøm det bare – denne bog har en ret spøjs titel, og hver gang, jeg er stødt på den i boganmeldelser eller bogindkøbs-videoer, har jeg undret mig over titlen. I løbet af bogen får man forklaringen på bogens titel, men den vil jeg ikke røbe her – det skal være en del af læseoplevelsen.

‘The Catcher in the Rye’ er skrevet af J. D. Salinger og blev udgivet i 1951. Den handler om teenageren Holden, der selv fortæller om sit liv direkte til læseren. Bogens forløb strækker sig kun over nogle få dage, og her følger man Holden, der beskriver sin hverdag, sin familie, den skole, han er blevet smidt ud fra, og selvfølgelig de natklubber og hoteller, han også besøger i løbet af disse dage.

‘The Catcher in the Rye’ giver et indblik i en utilpasset og rodløs teenagers hverdag, og det er en bog, der ikke har en særlig høj spændingskurve. Faktisk er fortællestilen nærmest underspillet og jævn, hvilket giver troværdighed til Holden som historiefortælleren. Det bliver dog også en anelse for kedeligt og socialrealistisk til mig, for jeg savnede både mere handling og måske også flere sympatiske træk hos Holden. Jeg havde i hvert fald svært ved at forholde mig til ham – han var lidt for fjern og overfladisk til mig.

Bogen betragtes af mange som en nyklassiker, og jeg kan godt forstå det, selvom jeg ikke synes, at bogen er noget særligt. Men når man ser på, at bogen udkom første gang i starten af 1950’erne, så udkom den netop på et tidspunkt, hvor begrebet teenager så småt begyndte at forme sig, og hvor børn ikke gik direkte fra barndommen og over i voksenalderen, men pludselig fik ungdommen som legeplads med de gode og dårlige sider, den nu har. Her var ‘The Catcher in the Rye’ en vigtig stemme og et godt eksempel på, hvordan det var at være ung på det tidspunkt. Bogen ville næppe få den store opmærksomhed i dag, hvis den udkom for første gang nu, for siden er der skrevet mange andre bøger, der beskriver ungdommens tanker og udfordringer. Men den kan nu stadig læses og er fortsat et fint billede på teenagernes rastløshed og forvirring.