De måske egnede

Denne bog fandt jeg hos et antikvariat sidste år, og jeg endte med at købe den, selvom jeg havde på fornemmelsen, at det ikke nødvendigvis var en bog, der ville falde i min smag. Imidlertid kan jeg godt lide at udfordre mig selv, og så tænkte jeg, at bogen kunne komme med på sommerferie – hvilket den så gjorde i sidste måned.

‘De måske egnede’ er skrevet af Peter Høeg og handler om tre børn, der anbringes i den samme københavnske privatskole i starten af 1970’erne. Børnene indgår i et forsøg, hvor skolen prøver at omskole dem fra at være institutionsbørn med ar på sjælen til at blive gode samfundsborgere. Ikke blot for børnenes skyld men også for skolens ry. Omskolingen skal ske med hård disciplin og overvågning, og det er noget, der får børnene til at stejle.

Det er ikke en særlig behagelig eller opmuntrende fortælling. Tværtimod er det både sørgeligt og tankevækkende, hvordan skolen begår overgreb mod børnene i forsøget på at gennemtvinge disciplin og orden. Peter Høeg leger med tidsbegrebet, som bruges til at dominere børnene, men jeg må indrømme, at denne del ikke helt fungerede for mig, selvom jeg sagtens kan se det interessante i eksperimentet.

Bogen er først og fremmest en kritik af en undertrykkende skole, der ikke giver frihed og mulighed for at udvikle en bred skare af unge men i stedet forsøger at ensrette og diktere dem til at blive på en bestemt måde. Det er et interessant emne, og selvom jeg ikke kan genkende det fra min skoletid (nu gik jeg så også i skole i 80’erne og 90’erne), så kan jeg sagtens forestille mig, at skolesystemet kan have været på den måde i starten af 70’erne (man har vel set Pink Floyd – The Wall :)).

Hovedpersonen i bogen, Peter, deler navn med forfatteren, og ud fra skrivestilen i bogen bliver man ind imellem i tvivl om, hvorvidt historien er en form for selvbiografi eller ej. Peter Høeg har selv afvist, at bogen ikke er selvbiografisk, men at en række af hændelserne tager udgangspunkt i virkelige hændelser, og denne vekslen mellem fiktion og virkelighed er faktisk det mest interessante ved bogen.

Alt i alt var det en ret blandet læseoplevelse. Jeg kunne godt se det interessante ved emnet og vinklen, men historien krøb aldrig rigtig ind under huden på mig, og det føltes en smule som pligtlæsning.

Fjenden i os selv

Jeg faldt over denne bog på Ereolen.dk, da jeg ledte efter inspiration til nye lydbogsoplevelser, og oplægget lød ret interessant, så jeg hørte den på mine togture i starten af juli måned.

‘Fjenden i os selv’ er skrevet af Jan Guillou og handler om terrorisme i nutidens Sverige. I starten af bogen bliver ni personer med anden etnisk herkomst anholdt og anklaget for at planlægge et angreb mod flere kendte svenskere – blandt andet dronning Silvia. De anklagede nægter sig skyldige, og politiet går derfor i gang med afhøringerne. Det står dog hurtigt klar for afhøringseksperten, Ewa Johnsén-Tanguy, at der er noget helt galt med opklaringsarbejdet. Der er oplysninger, der forsvinder eller udelukkes af materialet, og det virker, som om sagen er kraftigt påvirket af den massive bevågenhed fra både politikerne og medierne, der kræver en afklaring NU! Sideløbende begynder en af Sveriges mest kendte – og omdiskuterede – journalister at grave i sagen, og det sætter flere under pres. Men hvad er op og ned i denne sag? Er mændene virkelig så uskyldige, som de hævder? Og hvad er politiets egen rolle i denne sag?

Bogen sætter fokus på angsten, som er med til at skabe terroren – og terroristerne i det hele taget. Frygten for det ukendte kender de fleste til, og bogen viser, hvordan frygt kan få mennesker til at handle uetisk og være med til at skabe og forstærke det, man i første omgang prøver at undgå. Og hvordan bekæmper man egentlig terror? Med love, der ind imellem går så tæt på folks privatliv, at det tenderer til terror i sig selv?

Det er nogle meget interessante emner, som Jan Guillou vælger at fokusere på i denne bog. Desværre drukner de i alt for simplificerede historier og ikke mindst kedelige og endimensionale personer, som er alt for sort/hvide til, at de virker troværdige eller menneskelige. Det er desværre en ting, der gør sig gældende ved mange af de bøger, jeg har læst af denne forfatter – at heltene er alt for gode og naive, og at konflikten er alt for gennemskuelig og dermed også kedelig.

Jeg syntes, at denne bog vandt lidt til sidst, hvor historien får et lille twist, men på andre områder havde jeg svært ved at tro på forløbet, og især politiets ageren undervejs fik mig til at ryste på hovedet, fordi det virkede alt for usandsynligt.

Det er desværre ikke en bog, jeg kan anbefale, selvom jeg værdsætter intentionen bag bogen og de emner, den tager op.

Glem det – Dårligt nyt – En smule håb

Da Gad kontaktede mig for at høre, om jeg ville anmelde denne bog, blev min interesse vakt af den interessante teaser-tekst om bogen – eller rettere bøgerne, for reelt set består denne bog af en samling af tre bøger: ‘Glem det’, ‘Dårligt nyt’ og ‘En smule håb’. Der er to bøger mere i serien, som ofte omtales som ‘Patrick Melrose-romanerne’, der udkommer i ét bind til efteråret.

Bøgerne er skrevet af Edward St. Aubyn og bygger på forfatterens eget liv. I den første bog, ‘Glem det’, oplever vi hovedpersonen Patrick Melrose som 5-årig, hvor han lever et ensomt liv sammen med sine forældre, der ikke værdiger ham megen opmærksomhed eller kærlighed. Moren har et alkoholmisbrug, og faren forgriber sig på Patrick. I næste bog, ‘Dårligt nyt’, er Patrick blevet 22 år og er som narkoman hele tiden på jagt efter det næste fix, mens de praktiske omstændigheder ved farens begravelse skal falde på plads. I tredje og sidste bog, ‘En smule håb’, er Patrick kommet på rette fode igen og forsøger at komme videre i forholdet til sin afdøde far, som han stadig hader.

Bogen levede desværre ikke op til mine forventninger eller de meget begejstrede anmeldelser, jeg havde læst på det tidspunkt. Hvor bogen både vakte afsky og morskab hos andre, formåede denne bog kun glimtvis at røre mig, og jeg kedede mig flere gange undervejs. Flere fremhævede voldtægtsscenen i starten af bogen som virkelig ubehagelig og grænseoverskridende, men jeg syntes faktisk, at den var så diskret og subtil, at det var meget let ikke at blive påvirket af scenen (uanset at det per definition er afskyeligt). Til gengæld var kapitlerne om Patricks stofmisbrug deprimerende og gav mig så meget lede, at jeg på et tidspunkt lagde bogen til side en dags tid for at læse noget andet.

Først og fremmest er bogen en beskrivelse af triste skæbner – ikke bare Patrick selv men også moren, faren og på sin vis flere i deres omgangskreds. En vifte af overfladiske, sørgelige og bitre menneskeskæbner, der hvirvles rundt blandt hinanden. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det, at Patrick som hovedperson ikke er synderlig sympatisk eller en person, man automatisk holder mig. Jeg behøver ikke nødvendigvis en helt som hovedperson – jeg kan tilmed godt lide, at en hovedperson ikke er perfekt men har ‘fejl’ og ind imellem gør dumme ting – men Patrick kan jeg på ingen måde sympatisere med.

De to sidste bøger – samlet i ét bind – udkommer som sagt til efteråret. Jeg har ikke planer om at læse bogen, for skal jeg være helt ærlig, så er jeg ligeglad med, hvordan den ender.

Et helt nyt liv

ehntDa jeg læste ‘Stadig Alice, var det mit første møde med forfatteren Lisa Genova. Jeg elskede bogen, som var så gribende og tårefremkaldende (ja, det er nok den bog, der har fået mig til at fælde flest tårer), og derfor har jeg besluttet, at jeg vil læse flere af hendes bøger – selvfølgelig med håbet om at blive lige så betaget af historien, som jeg gjorde af ‘Stadig Alice’. Jeg læste ‘Livet efter dig’ for nogle måneder siden, og bogen var udmærket, men ret ordinær. For nylig kastede jeg mig så over ‘Et helt nyt liv’, som jeg fandt som lydbog på ereolen.dk

‘Et helt nyt liv’ handler om karrierekvinden Sarah, som har travlt – frygtelig travlt – med at jonglere et stressende arbejde og et familieliv med mand og tre børn. Sarah kan alt og vil nå alt, og derfor går det da også på et tidspunkt galt. Hun kommer ud for et biluheld – udløst af, at hun taler i telefon, mens hun kører bil – og da hun vågner på hospitalet, finder hun ud af, at det bliver svært, måske endda umuligt, at vende tilbage til det liv, hun kender. I stedet skal hun se et helt nyt liv i øjnene…

Sproget flyder let og ubesværet i denne fortælling om Sarah, der i den grad tvinges til at overveje sit liv og sine livsmål på ny. Selvom temaet er alvorligt, så er Sarahs selvironiske gåpåmod med til at lette stemningen lidt og give glimt af håb. Der var et par steder, hvor jeg syntes, at bogen stod lidt i stampe og/eller blev lige lovlig banal, men det var også steder, hvor jeg blev grebet af Sarahs kamp og fascineret af hendes mange krumspring for at tage magten over sit eget liv.

Historien er enkel og rimelig forudsigelig, og ind imellem står de klassiske floskler om vigtigheden af familieliv kontra karriere da også nærmest i kø. Alligevel kunne jeg nogenlunde tilgive det, for bogen giver også et fint indblik i, hvordan det må være at vågne op på hospitalet og få at vide, at ens liv ikke længere vil være det samme, og at man skal kæmpe – virkelig kæmpe – hvis man skal opnå en række færdigheder, som man ellers tog for givet. Det fik mig til at reflektere over mit eget liv – ligesom ‘Stadig Alice’ gjorde – og det er en vigtig egenskab ved en bog.

‘Et helt nyt liv’ er en fin men ikke særlig skelsættende bog. Du skal ikke læse den og samtidig forvente, at den er som ‘Stadig Alice’, for det er den ikke. Men jeg synes, den har mere at byde på end ‘Livet efter dig’, og det var alt i alt en udmærket læseoplevelse.

Persepolis 1 +2


Jeg håber, at jeg får læst flere graphic novels i 2015. Det er ikke en af mine bogudfordringer, men jeg tror, jeg alligevel vil gøre en indsats, så der sniger sig nogle graphic novels ind i læsningen i løbet af i år. Jeg læser i forvejen ‘The Walking Dead’-serien (men ikke så tit, da bøgerne er ret dyre), men jeg har også et par andre i kikkerten.

For et par uger siden fik jeg endelig læst anden og sidste del i Persepolis-fortællingen. ‘Persepolis’ og ‘Persepolis 2’ er skrevet af den iranske kvinde Marjana Satrapis og blandt de mest læste graphic novels verden over. Bøgerne foregår i Iran og Østrig i 1970’erne og 1980’erne og handler om Marjanas barndom – først i Iran inden den islamiske revolution, siden i Franrig, hvor hun studerer i fire år, inden hun vender tilbage til et meget anderledes Iran, der nu præges af præstestyrets regime.

Tegnestilen er simpel og rå – lidt ligesom ‘Maus’ – men alligevel ret udtryksfuld, selvom flere af personerne ind imellem ligner hinanden lige lovlig meget. Det er en bog, der handler om en ganske almindelig piges hverdag, men hvor de politiske og religiøse ændringer hele tiden lurer i baggrunden og er med til at påvirke hendes liv i stadig større grad. Marjana lader sig dog ikke begrænse, men beskriver ærligt og direkte, hvordan hun og andre unge lavede oprør i det stille og ikke ville finde sig i, at deres frihed blev begrænset.

Marjana som hovedperson virker meget troværdig – man har sympati for hende, selvom hun ind imellem opfører sig egoistisk eller ubetænksomt. Hun forsøger ikke at forherlige sin egen historie, men fortæller om sin hverdag og er heller ikke bange for at kritisere sin omgangskreds og det politiske styre.

‘Persepolis’ og ‘Persepolis 2’ giver et virkelig interessant indblik i iransk teenagepiges liv – både før og efter den islamiske revolution, og det gav mig en viden om landet og samfundet, som jeg følte, jeg manglede. Det er med til at sætte ansigt på befolkningen og giver et helt andet billede end det, som medierne tegner af landet i dag. Men det er også en barsk fortælling om, hvordan et land ændrede sig, og befolkningen også var nødt til at gøre det – i et vist omfang.

Vil du gerne prøve kræfter med et par graphic novels, der tager udgangspunkt i virkelige hændelser, så vil jeg anbefale dig de to bøger. De er knapt så barske som ‘Maus’ (som jeg selv skulle oparbejde lidt mod for at kaste mig over), men er stadig meget relevante.

Livet efter dig

Ja, jeg beklager… vores ene kat ville meget gerne være med på billedet…

Jeg læste Stadig Alice’ af Lisa Genova for nogle år siden og var meget betaget af den rørende historie, så jeg har længe ønsket at læse flere bøger af samme forfatter. Det fik jeg muligheden for i december, da Rosinante & Co. sendte mig ‘Livet efter dig’.

Bogen har to hovedpersoner – Beth og Olivia. De bor begge på den lille ø Nantucket. Beth er gift med Jimmy, som hun har tre piger med, og livet går sin stille gang indtil den dag, hun finder ud af, at han er hende utro. Det ændrer med ét hendes liv, og hun tager sin fremtid op til genovervejelse. Lysten til at skrive bøger blusser pludselig op igen, og hun går i gang med at skrive en bog, der handler om en lille autistisk dreng. Olivia bor alene på øen i familiens sommerhus. Hun er ved at blive separeret fra manden, da deres ægteskab er helt slidt op på grund af kampen for at gøre livet bedre for deres autistiske dreng. Han døde dog som otteårig, og Olivia er stadig ikke kommet sig over tabet.

Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog og er hurtig at læse. Den er ukompliceret og enkelt opbygget, hvor man skifter mellem at følge de to hovedpersoner. Samtidig er der også en række flashback i Olivias historie i form af dagbogsnotater fra tiden med Anthony.

Jeg havde egentlig forventet, at den autistiske dreng, Anthony, og hans historie ville fylde mere i bogen, men jeg syntes desværre, at de to kvinders helt almindelige dagligdag fyldte lige lovlig meget. Især passagerne med Beth blev lidt for trivielle til min smag, og jeg savnede mere nærvær og intensitet i historien. Jeg havde nok håbet at blive lige så fanget og rørt, som da jeg læste ‘Stadig Alice’, men det var denne historie ganske enkel alt for banal til.

Hvis du har brug for en enkel og letlæselig feriebog, så er denne bog måske noget for dig. Den er dog langt fra at nå samme niveau som ‘Stadig Alice’, som er en bog, der rammer lige i hjertet.

Profeterne i Evighedsfjorden

I rækken af yndlingsbøger er jeg nu nået til ‘Profeterne i Evighedsfjorden’, som Ditte anbefalede mig.

Bogen foregår i slutningen af 1700-tallet, hvor den unge præst, Morten Falck, tager til Grønland efter endt uddannelse. Her skal han lære lokalbefolkningen om den kristne tro, men det viser sig sværere end ventet, for forholdet mellem lokalbefolkningen og de danske kolonister er dårlig og bliver kun værre, mens Morten opholder sig i landet. Samtidig ulmer oprøret, for to lokale profeter drømmer om et Grønland med frihed og lighed, og det falder den danske overmagt for brystet. Kulturmødet går ikke just stille af, og Morten må indse, at drømmene om Grønland nok var mere romantiske end virkeligheden.

Sproget i denne bog er meget… kropslig. Bogen emmer nærmest af detaljerede beskrivelser af, hvordan personernes kroppe reagerer på vejret, omgivelserne og hinanden, og jeg mindes ikke at have læst en bog, hvor det fysiske aspekt har fyldt så meget. Det var på den ene side meget stemningsskabende og var virkelig med til at skabe et klart billede af de enkelte scener, men på den anden side blev det imellem også lidt for meget. Jeg syntes, det var en smule overvældende at læse så meget om menneskelige sekreter og maveonde.

Jeg blev ret grebet af fortællingen, for bogen er velskrevet, og temaet med Grønland i centrum er spændende og fascinerende. Mødet mellem de to kulturer giver gnidninger, og danskerne bliver ikke ligefrem fremstillet særlig positivt. Samtidig er skildringen af livet i 1700-tallet i Grønland både interessant og skræmmende, da landet er plaget af hungersnød. Afstande var noget helt andet dengang, hvor der kun blev sejlet mad og andre fornødenheder til landet én gang om året. Det er ret tankevækkende set med nutidens øjne.

Jeg havde det til gengæld lidt svært med flere af personerne – især hovedpersonen, der virkede ret egoistisk og pudsigt nok kun virkede sympatisk, når man så ham gennem andres øjne.

‘Profeterne i Evighedsfjorden’ er en bog, jeg er stødt på mange gange, men først har fået læst efter opfordringen fra Ditte. Det er jeg glad for, da jeg ikke tror, jeg selv havde samlet bogen op (der er noget ved forsiden, der skræmmer mig væk), for det var en udmærket læseoplevelse. Hvis du gerne vil læse en interessant og dramatisk fortælling om livet i Grønland i 1700-tallet, så prøv denne bog.

Brooklyn

I juni måned læser jeg yndlingsbøger – andres yndlingsbøger vel at mærke. Jeg bad jer for nylig om at fortælle om jeres tre yndlingsbøger, og her kom mange gode forslag – så mange, at jeg ikke kan nå igennem dem alle sammen. Jeg har derfor valgt et udpluk af bøger inden for forskellige genrer, så jeg ikke bare vælger de bøger, der i forvejen står på min to-read-liste 🙂

Den første bog, jeg har læst, er ‘Brooklyn’ af Colm Tóibín, som Trolderier foreslog. Bogen foregår i 1950’erne – først i Irland og sidenhen i New York. Hovedpersonen, Eilis, bor i Irland sammen med sin mor og søster og lever et stille og trygt liv. Hun har ikke så store ambitioner eller tanker om sig selv, men dette ændrer sig, da hun får mulighed for at flytte til Brooklyn i New York for at arbejde. Her kommer hun til at opleve ting, hun end ikke drømte om. Den amerikanske livsstil omfavner hende, men et pludseligt dødsfald i Irland kalder hende hjem til fødelandet – en rejse, hun tøver med at tage, for kan hun løsrive sig én gang mere og tage tilbage til sit nye liv i Brooklyn?

‘Brooklyn’ er en enkel og smuk fortælling om en ung kvinde, der drager ud i verden – ikke for at revolutionere den men ‘blot’ for at leve. Det er en meget afdæmpet historie uden de store armbevægelser, og måske netop derfor giver det plads til en malende beskrivelse af en storby i 1950’erne, hvor optimismen begynder at boble og nye opfindelser forsøder kvindernes liv – jojo, nylonstrømper var skam en stor ting dengang. Det er en tidsrejse tilbage til en tid, der – set med nutidens øjne – har et hyggeligt og lidt naivt skær over sig. Det kan godt være, det bare er mig, men sådan synes jeg ofte, at 1950’erne og starten af 1960’erne er beskrevet.

Eilis er ikke lige min type hovedperson, men hendes forsigtige og rolige sind virker realistisk og giver fortællingen en helt særlig ro. Hun får også lov til at vokse og udvikle sig som person gennem bogen, og det bliver derfor ikke bare en rejse i tid og rum men også i personlighed, for Eilis skal lære at stå på egne ben i en verden, hvor kvinder i højere og højere grad uddanner sig og får jobs.

Jeg synes, at ‘Brooklyn’ er en fin lille bog, som giver et spændende indblik i, hvordan det må føles at immigrere til USA i 1950’erne. Jeg havde nok håbet, at der var lidt mere handling eller drama i bogen, men det er jo smag og behag. Det er en bog, der får mig til at længes efter at rejse igen for at opleve nye, spændende kulturer.

Vinterpiger

Laurie Halse Anderson har høstet en hel del gode anmeldelser hos bogbloggere de senere år – blandt andet på grund af ‘Vinterpiger’, som har fået en rigtig god modtagelse. Jeg fik endelig lånt bogen på biblioteket for ganske nylig, så jeg kunne se, om bogen kunne leve op til hypen.

‘Vinterpiger’ handler om Lia og Cassie, der var bedste venner. Cassie begår dog selvmord og efterlader Lia med en grim smag i munden, for de to piger var gledet fra hinanden et stykke tid inden, at Cassie døde, men på dødsaftenen ringede Cassie 33 gange til Lia – der valgte ikke at tage telefonen. Men selvom Cassies død hele tiden spøger i baggrunden, så er det først og fremmest Lias unaturlige forhold til mad, der er omdrejningspunktet i bogen. Lia er anorektiker og drømmer om at blive tyndere og tyndere – faktisk helst så tynd, at hun forsvinder. Hun er besat af tanken om kontrol over kroppen og ikke mindst sulten, og hun bruger alle tricks for at narre omgivelserne til at tro, at alt er i orden…

Det er et alvorligt emne, forfatteren kaster sig over, og ved at lade Lia selv fortælle historien, kommer vi tæt på hovedpersonens tanker og smerte. Hun fortæller om, hvordan hun ønsker at blive tyndere, om hvordan hun hele tiden forsøger at spise mindre og mindre portioner (selvom om den syndige mad hele tiden spøger i baghovedet), og hun afviser enhver form for hjælp, som hendes omgivelser forsøger at yde. Ikke at de prøver synderlig meget – sådan virker det i hvert fald, når man ser det med Lias øjne.

Det er en ungdomsbog, og det skinner desværre lidt for tydeligt igennem på sproget, som ofte er lidt for simpelt, kortfattet og unuanceret. Der var dog glimt af sproglige finurligheder, hvor forfatteren slog sig løs i malende beskrivelser, når Lia for eksempel fortæller om at skære i sig selv, eller at det altid er præciseret hvor mange kalorier, der er i maden, når hun tænker på bestemte madvarer. Men men – der var ganske enkelt alt for langt mellem sprogperlerne.

Jeg havde faktisk forventet mere smerte og nærhed i bogen, men jeg syntes aldrig, at jeg kom helt tæt på Lia til at kunne føle hende og (måske) forstå hende. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på ‘Lad mig bare forsvinde’ af Mille Eigard Andersen samt ‘Glaspigen’, som begge var bøger, der efterlod læseren tankefuld og nærmest forslået bagefter. Den sidste handler ganske vist ikke om anoreksi men om psykisk sygdom, men den har alt det, jeg savner ved denne bog.

For mig var meget af bogen overfladisk og hurtigt læst. Den gjorde desværre ikke så megen indtryk på mig, som jeg havde håbet og forventet, og det ærgrer mig, for det er en sygdom, som jeg har haft tæt inde på livet, da flere i min omgangskreds har lidt af anoreksi. Det er en modbydelig lidelse, og den fortjener en plads i ungdomslitteraturen – alene med den bagtanke, at det forhåbentlig kan være med til at skabe forståelse og opmærksomhed på en sygdom, som mange unge (og voksne) lider af.
Derfor – selvom jeg ikke var så imponeret af bogen, så vil jeg anbefale dig at læse den, for det er et vigtigt emne at kende til.

Samme dag næste år

I min søgen efter spændende bøger på netlydbog.dk faldt jeg over denne bog, som røg til tops på salgslisterne, da den udkom i for få år siden.

‘Samme dag næste år’ er skrevet af David Nicholls og handler om Emma og Dexter, som man følger fra 1988 og frem til 2007. Bogen er opdelt, så man får et glimt af deres liv den samme dag hvert år i denne periode – uanset hvor i livet de er på det tidspunkt.

Emma og Dexter lærer hinanden at kende, da de er sammen til den sidste fest på studiet den 15. juli 1988. Derefter skilles de, men de bevarer kontakten, selvom de hurtigt bevæger sig i hver sin retning, og med tiden udvikler det sig til et varmt venskab. Dexter er den charmerende og flotte fyr, som hurtigt får sig en fremadstormende karriere, mens Emma er den pæne, lidt stræberagtige pige, der helst skal være så korrekt som muligt – og derfor ofte glider i ét med tapetet. Som tiden går, udvikler begge hovedpersoner sig dog – både som personer men også i relationen til den anden – og mange ting ændrer sig.

Jeg indrømmer gerne, at denne bog ikke just hører til den type bøger, jeg plejer at kaste mig over med begejstring. Oplægget lugter langt væk af at være en undskyldning for at fortælle historien om et umage vennepar, der pludselig forelsker sig i hinanden og derefter lever lykkeligt til deres dages ende. Det var nu ikke helt den oplevelse, jeg fik ud af at læse bogen (heldigvis), men jeg syntes alligevel ikke, at bogen levede op til de flotte anmeldelser, den fik, da den blev udgivet.

Først og fremmest har jeg et problem med hovedpersonerne. Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om dem. Det er ret tydeligt, at Dexter skal fremstilles som en overfladisk og selvfed fyr, som de færreste i sidste ende bryder sig om – slet ikke som tingene udvikler sig – men det var faktisk Emma, jeg brød mig mindst om. Hun var ind imellem temmelig bedrevidende og så korrekt, at det kom til at virke skingert og påtaget. Dexter fik jeg mest af alt ondt af, mens Emma burde vide bedre, når hun gjorde tankeløse ting. Venskabet mellem de to virker ind imellem også ret forceret. Hvad er det egentlig, de ser i hinanden? Og hvorfor bliver de ved med at holde kontakten, selvom de flere gange sårer hinanden? Det savnede jeg flere argumenter for.

Bogen er blandt andet beskrevet som humoristisk, men den del bed ikke på mig. Jo, Emma har da flere skarpe bemærkninger, og deres samtaler kan godt indeholde de finurligheder, der ofte opstår i samtaler mellem venner, men intet der for alvor rørte mig eller fik mig til at smile.

Jeg kan egentlig godt lide ideen med, at man følger de samme mennesker på en bestemt dato flere år i træk – jeg er bare ikke så begejstret for den spirende kærlighed mellem de to hovedpersoner, for jeg synes, den bliver lidt for søgt ind imellem, og jeg havde hellere set, at der var tale om et venskab, hvor kærlighed ikke spillede ind på noget tidspunkt. Det er trods alt muligt at have venskaber mellem mænd og kvinder, uden at det nødvendigvis udvikler sig til forelskelse.

En ret middelmådig læseoplevelse, som snart forsvinder i glemslen.