Englens spil

Sidste år læste jeg ‘Vindens skygge’ af Carlos Ruiz Zafón og elskede den. Der var derfor ingen tvivl om, at jeg skulle læse efterfølgeren, ‘Englens spil’.

‘Englens spil’ foregår før ‘Vindens skygge’ – nærmere bestemt i Barcelona i 1920’erne, hvor man følger David. Han arbejder som journalist men nærer en hemmelig drøm om at blive forfatter. De kriminalromaner, han har skrevet indtil videre, har været populære, men der mangler lige det sidste. En dag modtager David et brev fra en beundrer, og her øjner han muligheden for succes, for beundreren viser sig at være bogforlægger og ønsker at betale David for at skrive en bog for sig. Bogen skal handle om en ny religion, og det lyder interessant, men projektet er omgærdet af mystik. Hvorfor er det lige David, der skal skrive den bog? Og hvad skete der egentlig med den forfatter, der oprindeligt skulle have skrevet bogen, men som pludselig døde? David bliver nysgerrig og begynder at grave i fortiden, men det viser sig snart at være en rejse i forfald, løgne… og død.

Jeg må desværre indrømme, at ‘Englens spil’ langt fra var lige så god som den første bog. En toer er altid svær, især når den skal følge en så stor succes som ‘Vindens skygge’, og jeg havde da også mine bange anelser. Alligevel ærgrer jeg mig over, hvor meget anderledes læseoplevelsen var.

Den dystre side af Barcelona er smukt og fængende skrevet, men det opvejer desværre ikke, at der var lidt for mange mystiske hændelser, som jeg ikke altid syntes blev forklaret eller hang ordentligt sammen. Historien var kort sagt ikke lige så forførende smuk og finurlig som den første. Der var bestemt passager, hvor jeg følte lidt af den samme mystik og overraskelse, som den første bog, men jeg syntes også, at der var lidt for meget, der føltes som fyld.

‘Englens spil’ er en bog, der frustrerer mig, fordi den ikke levede op til forgængeren. Det er dog også en bog, jeg overvejer at læse igen om et par år for at se, om der er gnister af magi i fortællingen, som jeg har overset.

Verdensfortællerne

SPONSORERET

Jeg medbragte denne bog på ferien til Frankrig, da jeg tænkte, at det ville være godt med en hurtiglæst sci-fi-bog midt i sommerheden. Jeg fik bogen tilsendt af forlaget for et stykke tid siden og havde gemt den netop til at kunne tage med på ferien, hvor jeg foretrækker at medbringe paperbacks og e-bøger.

‘Verdensfortællerne’ er skrevet af Dan Mygind og handler om forfatteren Christian, der har lagt sidste hånd på udkastet til sin første bog, ‘Verdensfortællerne’. Debutromanen er inspireret af en række begivenheder, hvor blandt andet forskere er døde under mystiske omstændigheder, og der er nogle kontroversielle pointer i bogen. Christian kæmper med at få den udgivet, og han bliver naturligvis glad, da der er en forlagsdirektør, der viser interesse for bogen. Men derefter begynder problemerne at eskalere, for der er tilsyneladende mennesker, der er meget interesserede i at stoppe udgivelsen af bogen, og Christian ved snart ikke, hvem han kan stole på.

Omdrejningspunktet for historien er en klassisk problematik – hvordan teknologi kan styre mennesket – men det er ikke desto mindre en ganske relevant og til alle tider skræmmende tanke at lege med. ‘Verdensfortællerne’ foregår i en enkel sci-fi-verden, der ligger tæt på nutiden, og hvor der ikke introduceres et hav af nye opfindelser. Det passer fint til fortællingen, da der så er mere plads til at opbygge en intens stemning.

Første halvdel af ‘Verdensfortællerne’ fungerede ganske fint. Mystikken begyndte at brede sig, og det var tydeligt, at der foregik noget bag linjerne. Desværre syntes jeg ikke, at anden halvdel havde samme flow. Der var en række hop i tiden, som blev mere og mere forvirrende, og selvom det sandsynligvis var meningen langt hen ad vejen – for at understøtte mystikken og den let paranoide stemning – så blev det også frustrerende på en ærgerlig måde. Flere gange virkede det som en unødig gimmick og var kun med til at bryde fortælleflowet. Det betød desværre også, at jeg sad bagefter og savnede en form for facit. Der var noget uforløst over historien, og da man i slutningen får forklaret, hvordan en del af tingene hænger sammen, så var jeg desværre ikke helt overbevist. Der manglede lidt en ahaa-oplevelse.

Sprogligt set er bogen til tider lidt flad. Jeg savnede et mere nuanceret sprog – især i dialogerne – men omvendt gør den enkle skrivestil også bogen hurtig at læse. Teksten kunne dog godt have brugt til en ekstra korrekturlæsning.

Samlet set en bog med et fint præmis, men hvor historien desværre kommer til at halte lidt i takt med, at der hoppes flere gange i tiden, og den røde tråd bliver til et garnnøgle.

Stalker

Det var lidt et tilfælde, at jeg faldt over denne bog på Ereolen, og da jeg ikke havde hørt om den før, havde jeg ingen forventninger til den.

‘Stalker’ er skrevet af Michella Rasmussen og handler om teenagepigen Julie, der en dag får et brev fra en anonym beundrer. Hun bliver overrasket, men snart ændrer det sig til bekymring, da hun får flere breve, hvis indhold bliver mere og mere urovækkende. Det er tydeligt, at brevskriveren overvåger hende, og personen begynder også at blande sig i hendes liv. Især personer, der ikke opfører sig pænt over for Julie, bliver pludselig udsat for ubehagelige ting…

Denne bog var en positiv overraskelse. Selvom bogen er ret kort – under fire timers oplæsning – så når den at opbygge en ubehagelig stemning, hvor man som læser sidder og spekulerer på, hvem stalkeren er, og hvor langt vedkommende egentlig vil gå.

Historien er fortalt dels gennem Julie og dels gennem stalkeren. Det er med til at få flere nuancer frem, men jeg syntes dog ikke, at alle stalkerens betragtninger var troværdige (kan dog ikke komme det nærmere, da det vil afsløre dele af plottet).

Det er let at fatte sympati for Julie, der bestemt ikke har det let. Hendes forældre fokuserer langt mere på lillesøsteren, og Julie føler sig overset og glemt. Hun fremstår som en helt almindelig pige, og det er en af grundene til, at historien bliver uhyggelig, for hvis det kan ske for hende, kan det jo ske for enhver.

Slutningen kommer ret brat  – lidt for brat til min smag, og det kom til at virke klodset. Til gengæld kunne jeg godt lide slutningen – der var ikke lige så megen følelsesporno, som hvis det havde været en amerikansk ungdomsbog, og det klædte virkelig historien.

Alt i alt en udmærket ungdomsbog, som kan høres på under fire timer.

Et beskidt job

For et par år siden læste jeg ‘Vi ses deroppe’ af Pierre Lemaitre, og det var en ret positiv læseoplevelse, så da jeg opdagede, at endnu en af hans bøger blev oversat til dansk, var jeg straks interesseret i at læse den.

‘Et beskidt job’ handler om Alain, der er i slutningen af 50’erne og arbejdsløs på fjerde år. Han har tidligere arbejdet som HR-chef men må nu tage sig til takke med et par småjobs, der lige akkurat kan betale de faste regninger. Han er efterhånden ret desperat, så da han en dag får positivt svar på en jobansøgning, er han straks fyr og flamme. Det viser sig, at jobsamtalen består af en praktisk opgave, hvor han skal overvære en fingeret gidseltagning, hvor gidslerne er en række ledere, som skal testet. Alain skal være med til at udvælge den leder, der vil egne sig bedst til at gennemføre en stor fyringsrunde i virksomheden. Alain vil gøre alt – simpelthen alt – for at få jobbet, så han går i gang med et researcharbejde, der snart tager magten fra ham…

Udgangspunktet for denne bog er ret interessant.  En ansættelsessamtale der bygger på en gidseltagning og efterfølgende forhør. Et oplæg, der har masser af potentiale. Den første del af bogen er da også ganske medrivende. Her følger man Alains forberedelser til ‘jobsamtalen’, og der er ingen tvivl om, at han er motiveret. Samtidig bliver det også tydeliggjort, hvor desperat han er for at få jobbet, for pengene er små, og han har ingen udsigt til ellers at kunne tjene nok til dagen og vejen.

Desværre knækker filmen undervejs, da der sker nogle ret ekstreme ting. Det i sig selv gør ikke så meget, men der er indlagt så mange twists i historien, at det kom til at virke klodset og forceret. Historien bliver efterhånden så pumpet med dramatiske drejninger, at jeg mistede interessen for, hvordan det ville gå Alain.

Jeg vil til gengæld rose forfatteren for at skabe en ret anderledes hovedperson. Han er kompromisløs, egoistisk og meget dedikeret. Det ene øjeblik meget detaljeorienteret og struktureret, det andet øjeblik spontan og komplet uforudsigelig. Han er ikke specielt sympatisk, men han er virkelig interessant og noget for sig.

Denne bog kunne have været genial. Tematikken – arbejdsløshed – er et samfundsproblem, som desværre rammer mange, og som kan få fatale følger for den enkelte. Forfatteren har valgt at belyse dette gennem en ret ekstrem situation, og det kunne have virket, men det gør det desværre ikke, da historien bliver overlæsset med alt for mange twists. Historien ender derfor ikke med at være genial men snarere smågal tenderende til rabies-ramt. Utrolig ærgerligt når nu forfatteren tidligere har bevist, at han kan skrive virkelig godt.

I kamp mod tiden

Jeg har et blødt punkt, når det kommer til tidsrejser, så da jeg faldt over ‘I kamp mod tiden’, blev min nysgerrighed straks vakt. Der var også noget fascinerende ved forsiden… jaja, jeg dømmer også en bog på dens forside!

Tilbage til bogen. ‘I kamp mod tiden’ , hvor hovedspørgsmålet er – “Hvad ville du ændre, hvis du kunne rejse i tid, og hvad ville der ske, hvis der blev ændret i historien?”.

I bogen, der er skrevet af Ben Elton, bliver hovedpersonen – den tidligere elitesoldat – Hugh Stanton hvervet til en noget usædvanlig opgave. Hans gamle underviser fra universitetet, Sally McCluskey, viser sig at være medlem af den hemmelige orden, Kronos, der har opdaget, hvordan det er muligt at rejse i tiden. Kronos ønsker at rejse tilbage i tiden til 1914 for at stoppe 1. Verdenskrig. Det vil ikke blot forhindre de to verdenskrige i at bryde ud men også spare millioner af menneskeliv samt sikre et stabilt Europa i 1900-tallet. Stanton skal blot rejse tilbage i tiden for at forhindre drabet på ærkehertug Ferdinand og i stedet dræbe den tyske kejser Wilhelm, så der opstår en national (tysk) krise og ikke en international krise.

Men hvor let er det lige at ændre på tiden? Og hvilke konsekvenser kan det få?

Jeg har nogen gange leget denne tidsrejseleg med mine venner op gennem årene, og der er altid en, der nævner 2. Verdenskrig. Sjovt nok ikke 1. Verdenskrig, men det er nok fordi, at undervisningen i skolerne koncentrerer sig om 2. Verdenskrig, hvor Danmark blev mere direkte berørt. Men historisk set vil det give mest mening at stoppe 1. Verdenskrig, da 2. Verdenskrig så næppe var opstået, og derfor giver oplægget til ‘I kamp mod tiden’ fin mening. Der er noget fascinerende ved at kunne ændre tiden ligesom i et computerspil – at kunne finde et ’savegame’ og derefter ‘reloade’ det, så man har mulighed for at ændre de ting, man er utilfreds med. Men det, der i mine øjne er endnu mere interessant, er at overveje hvilke konsekvenser, det har – også kendt som sommerfugleeffekten. Hvordan ville verden se ud,  hvis 1. Verdenskrig ikke var brudt ud? Hvilke teknologier ville ikke være opfundet (krigsindustrien har på godt og ondt være banebrydende i forbindelse med mange opfindelser), og ville der fortsat være demokrati? Ville der være mere eller mindre ligestilling? Og hvordan ville tolerancen være i forhold til køn, etnicitet, religion og seksualitet?

‘I kamp mod tiden’ er både en spændende og ganske tankevækkende bog, hvor man både hepper på hovedpersonen men også tager sig til hovedet af hans til tider håbløse naivitet. Jeg synes, det er utroværdigt, at han skal forestille at være tidligere elitesoldat  med den opførsel, han flere gange præsterer, men det tilfører selvfølgelig bogen mere dramatik.

Jeg kan godt anbefale bogen, hvis du kan lide tidsrejser, masser af spænding samt historiske romaner.

Vindens skygge

Jeg har altid været lidt fascineret af titlen på denne bog. De første gange, jeg stødte på den, var sjovt nok når jeg ledte efter oplysninger på ‘Vindens navn’ af Patrick Rothfuss. Men jeg blev ved med at se ‘Vindens skygge’ dukke op alle mulige steder – og ikke mindst i meget positive anmeldelser af bogen. Der skulle dog gå nogle år, inden jeg endelig fik fat i bogen (hvilket skete sidste juleaften), men nu – NU har jeg endelig læst den!

‘Vindens skygge’ er skrevet af Carlos Ruiz Zafón og foregår i Barcelona i årene efter den spanske borgerkrig, dvs. tilbage i 1940’erne. Her følger man den 10-årige Daniel, hvis far er boghandler. En dag beder faren Daniel om at vælge en bog fra De Glemte Bøgers Kirkegård, hvor tusinder og atter tusinder af bøger er gemt (og glemt?) gennem tiden. Det er så meningen, at Daniel skal passe på bogen, og han får da snart sin sag for, da det viser sig, at det er en ret speciel og meget sjælden bog, han har udvalgt. En fremmed mand spøger i skyggerne – tilsyneladende meget interesseret i den sjældne bog – og Daniels nysgerrighed bliver vakt. Hvad er der så særligt ved denne bog? Hvorfor blev der udgivet så få eksemplarer af bogen, og hvor blev forfatteren af? Daniel går på jagt efter sandheden, hvilket fører ham vidt omkring.

Lad os bare slå én ting fast fra start. Når en forfatter bruger boghandlere og biblioteker som en del af rammen for sin fortælling, får han/hun automatisk et par billige points i bogen hos en bogelsker som jeg. Sådan er det bare. Jeg elsker at læse om folk, der elsker bøger. Altid dejligt med ‘lidelsesfæller’.

Men det er ikke kun kærligheden til bøger, der fik mig til at elske denne bog – Zafón skriver ganske enkelt forførende dejligt. Det er ikke bare en historie om at finde frem til sandheden om en forfatter, men i Daniels tilfælde også om at finde sig selv og ikke mindst kærligheden. Zafón fører os stille og roligt gennem Barcelonas gader, mens Daniel finder brikkerne, der i sidste ende forhåbentlig vil give ham svaret på, hvorfor forfatteren pludselig stoppede med at skrive bøger, og hvorfor bøgerne er umulige at opdrive.

Et eller andet sted kan man som læser godt undre sig over, hvorfor Daniel bruger så megen energi på dette projekt – hvorfor er det så vigtigt for ham at finde frem til de oplysninger? Men det er ikke desto mindre et af præmisserne for bogen og derfor noget, som man bliver nødt til at acceptere for at nyde bogen. Det er fint med mig – jeg er før stødt på langt større ‘kameler’, der skulle sluges, for at plottet i en bog gav mening 🙂

Slutningen af bogen er desværre en smule klodset, men det ødelægger ikke det samlede billede af en smuk og tankevækkende historie. ‘Vindens skygge’ er måske ikke nær så mystisk og overraskende, som jeg troede i starten af bogen, men det er både en fængslende og betagende historie.

Og ja – jeg skal naturligvis have fingre i den næste bog i serien, for forfatteren har skrevet en efterfølger til ‘Vindens skygge’. Det er dog ikke en direkte efterfølger, da næste bog faktisk foregår før handlingen i ‘Vindens skygge’. Jeg er meget spændt på, hvordan den bog er, for jeg må indrømme, at det er svært ikke at have tårnhøje forventninger til den…

The Winter Children

Det er sjældent, jeg køber bøger spontant. Det sidste års tid har det primært været på grund af, at jeg har udfordret mig selv og kun må købe én bog for hver gang, jeg læser tre af de ulæste bøger på bogreolen. Men i decembers faldt jeg over denne bog hos Arnold Busck og syntes, at oplægget lød så interessant, at jeg måtte købe bogen.

‘The Winter Children’ er skrevet af Lulu Taylor og handler om Olivia og Dan, der efter mange års kamp endelig får tvillinger. Olivia ved dog ikke, at det er Dans veninde, Franscesca, der har doneret de æg, som Olivia fik indsat, og hun undrer sig derfor heller ikke over, at Franscesca går så meget op i børnene – noget, der ellers bliver ret tydeligt, da Olivia og Dan mangler et billigt sted at bo og bliver tilbudt at bo i et stort hus, som Franscesca og hendes mand netop har købt. Men huset har en historie, som stille og roligt bliver afsløret i takt med, at Franscescas opførsel bliver mere og mere… insisterende…

Hm. Se, denne bog viste sig at være meget anderledes i forhold til, hvad jeg havde forestillet mig. Ud fra bagsideteksten havde jeg forventet en dyster bog – lidt a la en psykologisk thriller – og jeg havde egentlig forventet mig, at børnene ville spille en langt større rolle, end de reelt set gjorde. I stedet fik jeg en historie, der var opdelt i to, som blev fortalt sideløbende – hovedforløbet med Olivia, Dan, børnene og Franscesca samt biforløbet, der fortalte om husets historie. Ingen af disse historier var specielt dystre eller spændende i det hele taget. Tværtimod var grundhistorien med Olivia, Dan og Franscesca ret ordinær og ikke specielt dramatisk. Husets historie virkede i bedste fald ligegyldig og i værste fald ret påduttet.

Jeg undrede mig en del, da jeg læste bogen. Dels over at der ikke skete mere, dels over at jeg kunne misforstå bagsideteksten så meget. Da jeg bagefter så, hvor høje karakterer, folk giver bogen på Goodreads, måbede jeg. Jeg kunne virkelig ikke se de ting i bogen, som andre åbenbart kan, men det er også et meget godt eksempel på, at bare fordi en bog har en høj rating på Goodreads, så er det ikke nødvendigvis er garanti for en god læseoplevelse.

Måske skal man være mere til chick-lit end jeg for at kunne lide denne bog. Måske skal man virkelig ønske sig børn og derfor i langt højere grad kunne mærke det uhyggelige ved denne bog. Under alle omstændigheder var det en skuffelse, hvor især den vage og forudsigelige slutning irriterede mig.

Talismanen

talismanen

I min bogstabel til sommerferien lå denne bog af Stephen King og Peter Straub. Jeg har efterhånden glemt, hvornår jeg købte ‘Talismanen’ og dens efterfølger ‘Det sorte hus’, men det er pinligt mange år siden, så mon ikke det var på tide at få dem læst?

Jeg gik i gang med ‘Talismanen’ i slutningen af min ferie, men den tog overraskende lang tid at færdiggøre – og det var ikke kun på grund af bogens tykkelse (den er ca. 700 sider lang).

Bogen handler om den 12-årige dreng, Jack Sawyer, der bor på et hotel med sin mor. Hun er tidligere filmstjerne og dødeligt syg af kræft. En dag opdager Jack en vej ind til en parallel verden med mennesker, der i mange tilfælde er en pendant til et menneske, der lever i vores verden. Jack opdager, at dronningen i den parallelle verden er moderens pendant, og hvis han kan redde dronningen, der også svæver i livsfare, kan han samtidig redde sin mor. Jack begiver sig ud på en farefuld rejse, hvor han bliver jagtet af folk, der vil stoppe ham, og han opdager, at han snart er i fare i begge verdener.

Det er ret tydeligt, at Stephen King har været med til at skrive denne bog. Jeg syntes, at flere af kapitlerne havde lidt den samme stemning som ‘The Gunslinger’, mens et par kapitler blev så ubehagelige, at jeg straks begyndte at tænke på ‘The Ask and the Answer’.

Det er en klassisk historie om drengen, der tager på en farefuld rejse for at gøre noget heltemodigt – i dette tilfælde at redde moderen. Det er en rejse, der udfordrer ham både fysisk og mentalt og vil være med til at forme ham som menneske. Kombinationen med den parallelle verden er godt tænkt (men måske ikke specielt originalt), og der er potentiale til en actionfyldt, dramatisk og spændende historie.

… det var desværre bare ikke min oplevelse. Tværtimod trak historien i langdrag, og jeg overvejede flere gange at droppe bogen, fordi jeg kedede mig og ikke syntes, at historien rykkede sig på nogen måde. Hvis det stod til mig, skulle bogens længde reduceres betydelig – måske endda op til 50%. For der er virkelig megen tomgang i denne bog til trods for, at der også er nogle ret dramatiske scener.

Det lykkedes mig at læse bogen færdig, og der var bestemt lyspunkter ind imellem, men min konklusion er nok, at jeg ikke får læst den anden bog i serien, ‘Det sorte hus’. Desværre.

Falkens flugt

Jeg elskede ‘Rebecca’ af Daphne du Maurier, så da jeg faldt over en anden af hendes bøger, ‘Falkens flugt’, i et antikvariat, mente jeg, at det var en glimrende anledning til at udforske hendes forfatterskab lidt mere.

‘Falkens flugt’ foregår i Italien, Armino arbejder som rejseguide. Et stille og roligt liv, der blandt andet fører ham til Rom, hvor tingene dog tager en drastisk drejning, da en gammel tigger bliver myrdet en nat – kort tid efter, at han givet hende en stor sum penge. Ikke alene frygter han, at politiet vil få mistanke til ham – han indser også pludselig, at han har set hende før, og at det sandsynligvis er familiens tjenestepige, som han kendte som barn. Armino rejser i al hast til sin hjemby, hvor han ikke har været i mange år, for han håber på at finde ud af, hvad der egentlig er sket, siden tjenestepigen pludselig er endt i Rom som tigger. Armino indser dog hurtigt, at byen og indbyggerne har ændret sig meget, og at der foregår mystiske ting. Langsomt bliver han rodet ind i en række mystiske intriger og konspirationer, mens han prøver at komme til bunds i sin families historie.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne ‘Falkens flugt’ med ‘Rebecca’, selvom det måske er en lidt unfair sammenligning. ‘Falkens flugt’ har dog lidt af den samme snigende mystik, hvor man som læser bliver mere og mere overbevist om, at noget er rivende galt. Bogen er ikke lige så mørk og gotisk som ‘Rebecca’, men selvom den foregår i det smukke Italien, så er der ingen tvivl om, at Arminos fødeby skjuler en række sære begivenheder.

Bogen lider dog under, at handlingen er langtrukken, og at flowet i historien i det hele taget er alt for langsomt. Man skal virkelig væbne sig med tålmodighed, når man læser denne bog. Samtidig virker historien en anelse ‘oppustet’ og utroværdig. Der sker forskellige ting, hvor jeg virkelig undrede mig og tænkte “sådan opfører folk sig da ikke!?”, og det gjorde mig mere og mere skeptisk over for plottet. Visse ting virkede forcerede, og selvom jeg syntes, at forfatteren slap nogenlunde fra slutningen, så var den desværre ret forudsigelig på nogle områder.

Det var hyggeligt atter at læse noget af Daphne du Maurier, også selvom bogen ikke levede op til mine forventninger. Det var ok læsning – især eftersom jeg faktisk var i Italien på det tidspunkt, jeg læste den – men det er næppe en historie, jeg vil tænke tilbage på om nogle år.

Gone Girl – Kvinden der forsvandt

‘Gone Girl’ – eller ‘Kvinden der forsvandt’ på dansk – er en af de mest hypede bøger gennem de sidste par år – hjulpet godt på vej af den populære filmatisering sidste år, som fik virkelig gode anmeldelser. Bogen er skrevet af Gillian Flynn, og jeg har længe ønsket at læse bogen, så det var et oplagt sommerprojekt.

I starten af bogen melder Nick sin hustru, Amy, savnet. Hun er forsvundet under mystiske omstændigheder, og inden længe begynder politiet at interessere sig meget for, hvordan Nicks og Amys forhold egentlig er. Passer det rosenrøde billede, som Nick fremstiller ægteskabet som, eller lyver han, når han fremstiller sig selv som den bekymrede ægtemand, der gerne vil have sin hustru tilbage? Og hvad er der sket med Amy? Lever hun? Er hun bortført? Eller har nogen (… Nick?) dræbt hende?

Denne bog hører til den kategori af bøger, som er svære at anmelde detaljeret uden at afsløre for meget af handlingen. Det er nemlig en fortælling, der indeholder flere twists og kringelkroge, så jeg vil prøve at kommentere så overordnet som muligt.

Det er en interessant historie, Gillian Flynn har strikket sammen, og jeg kan sagtens se, hvorfor den er blevet så populær. Der er nogle mystiske twists i historien, og er du til bøger, der ikke er 100% forudsigelige, så er denne bog muligvis noget for dig.

Når det så er sagt, så blev jeg aldrig rigtig grebet af bogen. Handlingen var ganske enkelt for konstrueret og utroværdig til, at spændingen for alvor krøb ind under huden på mig, ligesom den på intet tidspunkt skræmte mig eller virkede ubehagelig.

Jo, der er plottwists undervejs, men efter min mening er der for mange, og de er for… perfekte… Det betød, at jeg i sidste ende tog mere afstand fra bogen end accepterede de mange knudrede krumspring, historien tog.

‘Kvinden der forsvandt’ er udmærket underholdning, men den er ikke lige så medrivende og snedigt opbygget, som jeg havde håbet. Jeg havde langt fra de “WTF!?!”-øjeblikke, som jeg havde, da jeg så Memento og Den Sjette Sans i sin tid, hvor overraskelserne var langt mere chokerende og elegant indarbejdet i historien. Jeg tror dog, jeg vil se filmatiseringen af bogen, for jeg vil gerne se, hvordan instruktøren har valgt at bygge filmen op.