Et beskidt job

For et par år siden læste jeg ‘Vi ses deroppe’ af Pierre Lemaitre, og det var en ret positiv læseoplevelse, så da jeg opdagede, at endnu en af hans bøger blev oversat til dansk, var jeg straks interesseret i at læse den.

‘Et beskidt job’ handler om Alain, der er i slutningen af 50’erne og arbejdsløs på fjerde år. Han har tidligere arbejdet som HR-chef men må nu tage sig til takke med et par småjobs, der lige akkurat kan betale de faste regninger. Han er efterhånden ret desperat, så da han en dag får positivt svar på en jobansøgning, er han straks fyr og flamme. Det viser sig, at jobsamtalen består af en praktisk opgave, hvor han skal overvære en fingeret gidseltagning, hvor gidslerne er en række ledere, som skal testet. Alain skal være med til at udvælge den leder, der vil egne sig bedst til at gennemføre en stor fyringsrunde i virksomheden. Alain vil gøre alt – simpelthen alt – for at få jobbet, så han går i gang med et researcharbejde, der snart tager magten fra ham…

Udgangspunktet for denne bog er ret interessant.  En ansættelsessamtale der bygger på en gidseltagning og efterfølgende forhør. Et oplæg, der har masser af potentiale. Den første del af bogen er da også ganske medrivende. Her følger man Alains forberedelser til ‘jobsamtalen’, og der er ingen tvivl om, at han er motiveret. Samtidig bliver det også tydeliggjort, hvor desperat han er for at få jobbet, for pengene er små, og han har ingen udsigt til ellers at kunne tjene nok til dagen og vejen.

Desværre knækker filmen undervejs, da der sker nogle ret ekstreme ting. Det i sig selv gør ikke så meget, men der er indlagt så mange twists i historien, at det kom til at virke klodset og forceret. Historien bliver efterhånden så pumpet med dramatiske drejninger, at jeg mistede interessen for, hvordan det ville gå Alain.

Jeg vil til gengæld rose forfatteren for at skabe en ret anderledes hovedperson. Han er kompromisløs, egoistisk og meget dedikeret. Det ene øjeblik meget detaljeorienteret og struktureret, det andet øjeblik spontan og komplet uforudsigelig. Han er ikke specielt sympatisk, men han er virkelig interessant og noget for sig.

Denne bog kunne have været genial. Tematikken – arbejdsløshed – er et samfundsproblem, som desværre rammer mange, og som kan få fatale følger for den enkelte. Forfatteren har valgt at belyse dette gennem en ret ekstrem situation, og det kunne have virket, men det gør det desværre ikke, da historien bliver overlæsset med alt for mange twists. Historien ender derfor ikke med at være genial men snarere smågal tenderende til rabies-ramt. Utrolig ærgerligt når nu forfatteren tidligere har bevist, at han kan skrive virkelig godt.

I kamp mod tiden

Jeg har et blødt punkt, når det kommer til tidsrejser, så da jeg faldt over ‘I kamp mod tiden’, blev min nysgerrighed straks vakt. Der var også noget fascinerende ved forsiden… jaja, jeg dømmer også en bog på dens forside!

Tilbage til bogen. ‘I kamp mod tiden’ , hvor hovedspørgsmålet er – “Hvad ville du ændre, hvis du kunne rejse i tid, og hvad ville der ske, hvis der blev ændret i historien?”.

I bogen, der er skrevet af Ben Elton, bliver hovedpersonen – den tidligere elitesoldat – Hugh Stanton hvervet til en noget usædvanlig opgave. Hans gamle underviser fra universitetet, Sally McCluskey, viser sig at være medlem af den hemmelige orden, Kronos, der har opdaget, hvordan det er muligt at rejse i tiden. Kronos ønsker at rejse tilbage i tiden til 1914 for at stoppe 1. Verdenskrig. Det vil ikke blot forhindre de to verdenskrige i at bryde ud men også spare millioner af menneskeliv samt sikre et stabilt Europa i 1900-tallet. Stanton skal blot rejse tilbage i tiden for at forhindre drabet på ærkehertug Ferdinand og i stedet dræbe den tyske kejser Wilhelm, så der opstår en national (tysk) krise og ikke en international krise.

Men hvor let er det lige at ændre på tiden? Og hvilke konsekvenser kan det få?

Jeg har nogen gange leget denne tidsrejseleg med mine venner op gennem årene, og der er altid en, der nævner 2. Verdenskrig. Sjovt nok ikke 1. Verdenskrig, men det er nok fordi, at undervisningen i skolerne koncentrerer sig om 2. Verdenskrig, hvor Danmark blev mere direkte berørt. Men historisk set vil det give mest mening at stoppe 1. Verdenskrig, da 2. Verdenskrig så næppe var opstået, og derfor giver oplægget til ‘I kamp mod tiden’ fin mening. Der er noget fascinerende ved at kunne ændre tiden ligesom i et computerspil – at kunne finde et ’savegame’ og derefter ‘reloade’ det, så man har mulighed for at ændre de ting, man er utilfreds med. Men det, der i mine øjne er endnu mere interessant, er at overveje hvilke konsekvenser, det har – også kendt som sommerfugleeffekten. Hvordan ville verden se ud,  hvis 1. Verdenskrig ikke var brudt ud? Hvilke teknologier ville ikke være opfundet (krigsindustrien har på godt og ondt være banebrydende i forbindelse med mange opfindelser), og ville der fortsat være demokrati? Ville der være mere eller mindre ligestilling? Og hvordan ville tolerancen være i forhold til køn, etnicitet, religion og seksualitet?

‘I kamp mod tiden’ er både en spændende og ganske tankevækkende bog, hvor man både hepper på hovedpersonen men også tager sig til hovedet af hans til tider håbløse naivitet. Jeg synes, det er utroværdigt, at han skal forestille at være tidligere elitesoldat  med den opførsel, han flere gange præsterer, men det tilfører selvfølgelig bogen mere dramatik.

Jeg kan godt anbefale bogen, hvis du kan lide tidsrejser, masser af spænding samt historiske romaner.

Vindens skygge

Jeg har altid været lidt fascineret af titlen på denne bog. De første gange, jeg stødte på den, var sjovt nok når jeg ledte efter oplysninger på ‘Vindens navn’ af Patrick Rothfuss. Men jeg blev ved med at se ‘Vindens skygge’ dukke op alle mulige steder – og ikke mindst i meget positive anmeldelser af bogen. Der skulle dog gå nogle år, inden jeg endelig fik fat i bogen (hvilket skete sidste juleaften), men nu – NU har jeg endelig læst den!

‘Vindens skygge’ er skrevet af Carlos Ruiz Zafón og foregår i Barcelona i årene efter den spanske borgerkrig, dvs. tilbage i 1940’erne. Her følger man den 10-årige Daniel, hvis far er boghandler. En dag beder faren Daniel om at vælge en bog fra De Glemte Bøgers Kirkegård, hvor tusinder og atter tusinder af bøger er gemt (og glemt?) gennem tiden. Det er så meningen, at Daniel skal passe på bogen, og han får da snart sin sag for, da det viser sig, at det er en ret speciel og meget sjælden bog, han har udvalgt. En fremmed mand spøger i skyggerne – tilsyneladende meget interesseret i den sjældne bog – og Daniels nysgerrighed bliver vakt. Hvad er der så særligt ved denne bog? Hvorfor blev der udgivet så få eksemplarer af bogen, og hvor blev forfatteren af? Daniel går på jagt efter sandheden, hvilket fører ham vidt omkring.

Lad os bare slå én ting fast fra start. Når en forfatter bruger boghandlere og biblioteker som en del af rammen for sin fortælling, får han/hun automatisk et par billige points i bogen hos en bogelsker som jeg. Sådan er det bare. Jeg elsker at læse om folk, der elsker bøger. Altid dejligt med ‘lidelsesfæller’.

Men det er ikke kun kærligheden til bøger, der fik mig til at elske denne bog – Zafón skriver ganske enkelt forførende dejligt. Det er ikke bare en historie om at finde frem til sandheden om en forfatter, men i Daniels tilfælde også om at finde sig selv og ikke mindst kærligheden. Zafón fører os stille og roligt gennem Barcelonas gader, mens Daniel finder brikkerne, der i sidste ende forhåbentlig vil give ham svaret på, hvorfor forfatteren pludselig stoppede med at skrive bøger, og hvorfor bøgerne er umulige at opdrive.

Et eller andet sted kan man som læser godt undre sig over, hvorfor Daniel bruger så megen energi på dette projekt – hvorfor er det så vigtigt for ham at finde frem til de oplysninger? Men det er ikke desto mindre et af præmisserne for bogen og derfor noget, som man bliver nødt til at acceptere for at nyde bogen. Det er fint med mig – jeg er før stødt på langt større ‘kameler’, der skulle sluges, for at plottet i en bog gav mening 🙂

Slutningen af bogen er desværre en smule klodset, men det ødelægger ikke det samlede billede af en smuk og tankevækkende historie. ‘Vindens skygge’ er måske ikke nær så mystisk og overraskende, som jeg troede i starten af bogen, men det er både en fængslende og betagende historie.

Og ja – jeg skal naturligvis have fingre i den næste bog i serien, for forfatteren har skrevet en efterfølger til ‘Vindens skygge’. Det er dog ikke en direkte efterfølger, da næste bog faktisk foregår før handlingen i ‘Vindens skygge’. Jeg er meget spændt på, hvordan den bog er, for jeg må indrømme, at det er svært ikke at have tårnhøje forventninger til den…

The Winter Children

Det er sjældent, jeg køber bøger spontant. Det sidste års tid har det primært været på grund af, at jeg har udfordret mig selv og kun må købe én bog for hver gang, jeg læser tre af de ulæste bøger på bogreolen. Men i decembers faldt jeg over denne bog hos Arnold Busck og syntes, at oplægget lød så interessant, at jeg måtte købe bogen.

‘The Winter Children’ er skrevet af Lulu Taylor og handler om Olivia og Dan, der efter mange års kamp endelig får tvillinger. Olivia ved dog ikke, at det er Dans veninde, Franscesca, der har doneret de æg, som Olivia fik indsat, og hun undrer sig derfor heller ikke over, at Franscesca går så meget op i børnene – noget, der ellers bliver ret tydeligt, da Olivia og Dan mangler et billigt sted at bo og bliver tilbudt at bo i et stort hus, som Franscesca og hendes mand netop har købt. Men huset har en historie, som stille og roligt bliver afsløret i takt med, at Franscescas opførsel bliver mere og mere… insisterende…

Hm. Se, denne bog viste sig at være meget anderledes i forhold til, hvad jeg havde forestillet mig. Ud fra bagsideteksten havde jeg forventet en dyster bog – lidt a la en psykologisk thriller – og jeg havde egentlig forventet mig, at børnene ville spille en langt større rolle, end de reelt set gjorde. I stedet fik jeg en historie, der var opdelt i to, som blev fortalt sideløbende – hovedforløbet med Olivia, Dan, børnene og Franscesca samt biforløbet, der fortalte om husets historie. Ingen af disse historier var specielt dystre eller spændende i det hele taget. Tværtimod var grundhistorien med Olivia, Dan og Franscesca ret ordinær og ikke specielt dramatisk. Husets historie virkede i bedste fald ligegyldig og i værste fald ret påduttet.

Jeg undrede mig en del, da jeg læste bogen. Dels over at der ikke skete mere, dels over at jeg kunne misforstå bagsideteksten så meget. Da jeg bagefter så, hvor høje karakterer, folk giver bogen på Goodreads, måbede jeg. Jeg kunne virkelig ikke se de ting i bogen, som andre åbenbart kan, men det er også et meget godt eksempel på, at bare fordi en bog har en høj rating på Goodreads, så er det ikke nødvendigvis er garanti for en god læseoplevelse.

Måske skal man være mere til chick-lit end jeg for at kunne lide denne bog. Måske skal man virkelig ønske sig børn og derfor i langt højere grad kunne mærke det uhyggelige ved denne bog. Under alle omstændigheder var det en skuffelse, hvor især den vage og forudsigelige slutning irriterede mig.

Talismanen

talismanen

I min bogstabel til sommerferien lå denne bog af Stephen King og Peter Straub. Jeg har efterhånden glemt, hvornår jeg købte ‘Talismanen’ og dens efterfølger ‘Det sorte hus’, men det er pinligt mange år siden, så mon ikke det var på tide at få dem læst?

Jeg gik i gang med ‘Talismanen’ i slutningen af min ferie, men den tog overraskende lang tid at færdiggøre – og det var ikke kun på grund af bogens tykkelse (den er ca. 700 sider lang).

Bogen handler om den 12-årige dreng, Jack Sawyer, der bor på et hotel med sin mor. Hun er tidligere filmstjerne og dødeligt syg af kræft. En dag opdager Jack en vej ind til en parallel verden med mennesker, der i mange tilfælde er en pendant til et menneske, der lever i vores verden. Jack opdager, at dronningen i den parallelle verden er moderens pendant, og hvis han kan redde dronningen, der også svæver i livsfare, kan han samtidig redde sin mor. Jack begiver sig ud på en farefuld rejse, hvor han bliver jagtet af folk, der vil stoppe ham, og han opdager, at han snart er i fare i begge verdener.

Det er ret tydeligt, at Stephen King har været med til at skrive denne bog. Jeg syntes, at flere af kapitlerne havde lidt den samme stemning som ‘The Gunslinger’, mens et par kapitler blev så ubehagelige, at jeg straks begyndte at tænke på ‘The Ask and the Answer’.

Det er en klassisk historie om drengen, der tager på en farefuld rejse for at gøre noget heltemodigt – i dette tilfælde at redde moderen. Det er en rejse, der udfordrer ham både fysisk og mentalt og vil være med til at forme ham som menneske. Kombinationen med den parallelle verden er godt tænkt (men måske ikke specielt originalt), og der er potentiale til en actionfyldt, dramatisk og spændende historie.

… det var desværre bare ikke min oplevelse. Tværtimod trak historien i langdrag, og jeg overvejede flere gange at droppe bogen, fordi jeg kedede mig og ikke syntes, at historien rykkede sig på nogen måde. Hvis det stod til mig, skulle bogens længde reduceres betydelig – måske endda op til 50%. For der er virkelig megen tomgang i denne bog til trods for, at der også er nogle ret dramatiske scener.

Det lykkedes mig at læse bogen færdig, og der var bestemt lyspunkter ind imellem, men min konklusion er nok, at jeg ikke får læst den anden bog i serien, ‘Det sorte hus’. Desværre.

Falkens flugt

Jeg elskede ‘Rebecca’ af Daphne du Maurier, så da jeg faldt over en anden af hendes bøger, ‘Falkens flugt’, i et antikvariat, mente jeg, at det var en glimrende anledning til at udforske hendes forfatterskab lidt mere.

‘Falkens flugt’ foregår i Italien, Armino arbejder som rejseguide. Et stille og roligt liv, der blandt andet fører ham til Rom, hvor tingene dog tager en drastisk drejning, da en gammel tigger bliver myrdet en nat – kort tid efter, at han givet hende en stor sum penge. Ikke alene frygter han, at politiet vil få mistanke til ham – han indser også pludselig, at han har set hende før, og at det sandsynligvis er familiens tjenestepige, som han kendte som barn. Armino rejser i al hast til sin hjemby, hvor han ikke har været i mange år, for han håber på at finde ud af, hvad der egentlig er sket, siden tjenestepigen pludselig er endt i Rom som tigger. Armino indser dog hurtigt, at byen og indbyggerne har ændret sig meget, og at der foregår mystiske ting. Langsomt bliver han rodet ind i en række mystiske intriger og konspirationer, mens han prøver at komme til bunds i sin families historie.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne ‘Falkens flugt’ med ‘Rebecca’, selvom det måske er en lidt unfair sammenligning. ‘Falkens flugt’ har dog lidt af den samme snigende mystik, hvor man som læser bliver mere og mere overbevist om, at noget er rivende galt. Bogen er ikke lige så mørk og gotisk som ‘Rebecca’, men selvom den foregår i det smukke Italien, så er der ingen tvivl om, at Arminos fødeby skjuler en række sære begivenheder.

Bogen lider dog under, at handlingen er langtrukken, og at flowet i historien i det hele taget er alt for langsomt. Man skal virkelig væbne sig med tålmodighed, når man læser denne bog. Samtidig virker historien en anelse ‘oppustet’ og utroværdig. Der sker forskellige ting, hvor jeg virkelig undrede mig og tænkte “sådan opfører folk sig da ikke!?”, og det gjorde mig mere og mere skeptisk over for plottet. Visse ting virkede forcerede, og selvom jeg syntes, at forfatteren slap nogenlunde fra slutningen, så var den desværre ret forudsigelig på nogle områder.

Det var hyggeligt atter at læse noget af Daphne du Maurier, også selvom bogen ikke levede op til mine forventninger. Det var ok læsning – især eftersom jeg faktisk var i Italien på det tidspunkt, jeg læste den – men det er næppe en historie, jeg vil tænke tilbage på om nogle år.

Gone Girl – Kvinden der forsvandt

‘Gone Girl’ – eller ‘Kvinden der forsvandt’ på dansk – er en af de mest hypede bøger gennem de sidste par år – hjulpet godt på vej af den populære filmatisering sidste år, som fik virkelig gode anmeldelser. Bogen er skrevet af Gillian Flynn, og jeg har længe ønsket at læse bogen, så det var et oplagt sommerprojekt.

I starten af bogen melder Nick sin hustru, Amy, savnet. Hun er forsvundet under mystiske omstændigheder, og inden længe begynder politiet at interessere sig meget for, hvordan Nicks og Amys forhold egentlig er. Passer det rosenrøde billede, som Nick fremstiller ægteskabet som, eller lyver han, når han fremstiller sig selv som den bekymrede ægtemand, der gerne vil have sin hustru tilbage? Og hvad er der sket med Amy? Lever hun? Er hun bortført? Eller har nogen (… Nick?) dræbt hende?

Denne bog hører til den kategori af bøger, som er svære at anmelde detaljeret uden at afsløre for meget af handlingen. Det er nemlig en fortælling, der indeholder flere twists og kringelkroge, så jeg vil prøve at kommentere så overordnet som muligt.

Det er en interessant historie, Gillian Flynn har strikket sammen, og jeg kan sagtens se, hvorfor den er blevet så populær. Der er nogle mystiske twists i historien, og er du til bøger, der ikke er 100% forudsigelige, så er denne bog muligvis noget for dig.

Når det så er sagt, så blev jeg aldrig rigtig grebet af bogen. Handlingen var ganske enkelt for konstrueret og utroværdig til, at spændingen for alvor krøb ind under huden på mig, ligesom den på intet tidspunkt skræmte mig eller virkede ubehagelig.

Jo, der er plottwists undervejs, men efter min mening er der for mange, og de er for… perfekte… Det betød, at jeg i sidste ende tog mere afstand fra bogen end accepterede de mange knudrede krumspring, historien tog.

‘Kvinden der forsvandt’ er udmærket underholdning, men den er ikke lige så medrivende og snedigt opbygget, som jeg havde håbet. Jeg havde langt fra de “WTF!?!”-øjeblikke, som jeg havde, da jeg så Memento og Den Sjette Sans i sin tid, hvor overraskelserne var langt mere chokerende og elegant indarbejdet i historien. Jeg tror dog, jeg vil se filmatiseringen af bogen, for jeg vil gerne se, hvordan instruktøren har valgt at bygge filmen op.

Det revolutionære råd

For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af forfatteren af denne bog, der ville høre, om jeg havde lyst til at anmelde den, og min nysgerrig blev straks vakt af foromtalen.

‘Det revolutionære råd’ er skrevet af Martin Winckler-Carlsen og handler om den 25-årige Maja, der netop er blevet uddannet som journalist. Til sin fødselsdag får hun en forsinket arv fra sin oldefar, og det viser sig ikke blot at være en ganske stor sum penge men også nye informationer om Skoleskibet Københavns forlis. Oldefaren var nemlig om bord på skibet, der forsvandt sporløst i 1928, og de oplysninger, han videregiver til Maja, giver noget af forklaringen på, hvorfor offentligheden ikke kender meget til sagen. Men der er også en række uopklarede spørgsmål, og i sin posthum hilsen til Maja beder han hende om at opklare mysteriet.

Maja er nysgerrig og vil ære sin oldefar, så hun begynder straks efterforskningen, og det viser sig da også hurtigt, at der godt kan være noget rigtig betændt ved denne sag.

Jeg kunne rigtig godt lide den danske vinkel på denne historie – at det faktisk var et mysterium i den danske historie, der var omdrejningspunktet for fortællingen, og ikke endnu en flok tempelriddere eller (andre) religiøse fanatikere, der endnu en gang skulle tærskes langhalm på.

Forfatteren har selvfølgelig taget sig visse friheder – det er jo en skønlitterær bog – men han gør det på en måde, så man sidder og tænker, at sådan kunne det jo godt have foregået. Den troværdige – om end skræmmende – historie er med til at gøre historien både spændende og fængslende på samme tid. Tænk nu hvis…

Der er et par steder undervejs, hvor det gik lige lovlig let for Maja – for eksempel da hun ledte efter nogle dokumenter i en bygning og tilfældigvis lige kunne skaffe en maskine, der vil være en stor hjælp i arbejdet. Samtidig savnede jeg også lidt mere dybde i hendes personlighed. Hun fungerede fint som drivkraft i historien, men hun måtte gerne have haft lidt mere personlighed.

Bogen er let at læse. Den kunne godt trænge til lidt ekstra korrekturlæsning, men det var ikke værre, end at jeg slugte bogen på et par dage, for historien var ret spændende.

Har du lyst til at læse en bog, der tager udgangspunkt i et af Danmarkhistoriens største mysterier, så kan jeg anbefale denne her.

Out

Den sidste japanske bog, jeg nåede i august måned, var ‘Out’ af Natsuo Kirino. Bogen har stået på min bogreol i mange år, og jeg kan ikke længere huske, hvor eller hvorfor jeg købte den, men nu var det efterhånden på tide at læse den!

Bogen handler om fire japanske kvinder, der arbejder på natholdet på en bento-fabrik (en bento er en slags madpakke, du kan købe overalt i Japan på samme måde, som du kan købe sandwiches overalt i europæiske storbyer. Se her, hvis du vide, hvordan du selv kan lave en bento box). En morgen dræber en af kvinderne sin utro og spillegale mand. Hun søger hjælp hos de andre kvinder, og de ender med at sørge for, at liget bliver skaffet af vejen. Først senere finder hun ud af, at de har parteret manden og fordelt ligdelene ud over hele byen.

Ingen fatter mistanke til fire kvinder – eller gør man? Da politiet går i gang med opklaringsarbejdet, starter en kæde af afpresningsforsøg, pengeudvekslinger, skyldfølelse, vrede og misundelse blandt de fire kvinder. Hvem kan stole på hinanden? Og hvem skal man hjælpe?

Denne bog adskiller sig meget fra mange af de andre japanske bøger, jeg har læst. Denne foregår i nutiden med fire kvindelige fabriksarbejdere som omdrejningspunkt. Det er en socialrealistisk setting, som dog hurtigt udvikler sig på en måde, som (forhåbentlig) ikke ligner den almindelige japaners hverdag. Kvindernes indbyrdes forhold er til tider lidt akavet. De taler en del sammen på fabrikken, men ses ikke rigtig privat, og den ene af dem er tydeligvis ikke vellidt af de andre – hvilket er helt forståeligt, for hun er virkelig irriterende! Derfor virker deres samarbejde både utroligt og temmelig mystisk i mine øjne. Jeg blev simpelthen nødt til at læse videre for at prøve at forstå dem og deres handlinger.

Der er en underspillet og næsten frustrerende langsom spændingskurve i denne bog. På den ene side er historien ret interessant, men på den anden side er fortællerytmen så langsom, at den var noget træg at komme igennem. Først i den sidste tredjedel kom der lidt mere tempo, men det er lang tid at vente, når bogen er lidt over 500 sider lang. Personligt havde jeg gerne set, at der var barberet 100 sider af.

Forfatteren slipper af sted med at fortælle en historie, som i bund og grund er meget simpel. Der er utallige muligheder for at indflette nye, spændende sideplots til historien, men gør forfatteren sjældent. Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om det irriterer mig eller ej. På den ene side forstår jeg ikke, at vedkommende ikke bruger det hav af muligheder, der er for at give historien et ekstra twist eller to, og på den anden side kan jeg egentlig godt lide, at jeg gang på gang tog fejl, når jeg prøvede at gætte i hvilken retning, historien ville gå.

Afslutningen – som dog ikke overraskede mig så meget – var jeg ikke fan af. Den virkede vag og underlig i mine øjne.

Det er en bog, som giver dig et lille indblik i den japanske underverden – og livet som natarbejdende kvinde (!). Det er også en bog, som indeholder flere brutale og blodige scener – der bliver for eksempel parteret et lig på et tidspunkt – så nu er du advaret. Det er dog ikke fordi, at volden er det bærende element i bogen, men den er ind imellem lidt voldsom.

Du skal læse bogen, hvis du gerne vil opleve et Japan, der ikke foregår i feudaltiden. Her er ingen samuraier eller blussende geishaer – kun fortabte kvindelige skæbner og hårdt natarbejde. 

Tokyo

Jeg overvejede at kaste mig over denne bog i maj, da jeg læste bøger om krig, for her kunne bogen også passe ind. Jeg endte dog med at udskyde bogen til denne måned, hvor jeg læser bøger om Japan.

‘Tokyo’ er skrevet af Mo Hayder og handler om den småsære unge kvinde, Grey, der tager til Tokyo for at opsøge den gamle kinesiske professor, Chongming. Hun er besat af tanken om at finde sandheden bag japanernes besættelse af den kinesiske by, Nanking, i 1937. Greys lidenskab har kun vakt undren og mistro indtil nu, men det lader til, at professoren ved mere, end han først vil indrømme, og til sidst indvilger han i at fortælle hende mere – hvis hun vel at mærke kan skaffe den eliksir, som familieoverhovedet i en af Tokyos gangsterfamilier er i besiddelse af. Hvorfor professoren vil have fat i eliksiren er uklart, men snart er Grey en del af underverdenen med alt, hvad det indebærer af vold, frygt og misbrug.

Det er en interessant og ret anderledes bog, der tager udgangspunkt i de grusomheder, som japanerne begik mod andre asiatiske folkeslag i tiden op til og under 2. Verdenskrig. I denne bog er der dog et ekstra twist, men det vil jeg ikke røbe her – det må du i stedet læse i bogen.

Forfatteren har valgt en lidt atypisk person som hovedperson, for Grey er en sær snegl, som er sygeligt besat af at finde frem til en film, der efter sigende kan afsløre de brutale episoder, der foregik under besættelsen af Nanking. Hendes besættelse har tilmed fået hende indlagt på et psykiatrisk hospital, da hun var yngre, og det lader til, at hun er så fokuseret på at finde frem til filmen, at hun har svært ved at tage vare på sig selv og sit liv. En temmelig ensporet tankegang, men ikke desto mindre er det med til at gøre hende interessant – også selvom det kan være lidt svært at relatere til hende.

Historien er skrevet som to forløb, der flettes ind i hinanden – nutiden, hvor Grey er hovedpersonen og besættelsen i 1937, hvor historien ses med Chongmings øjne. Spændingen bygges stille og roligt op, mens man som læser sidder og gætter på, hvad der foregår, og hvad det vil ende med. Visse hændelser er måske ikke så overraskende, og alligevel udvikler bogen sig til en pageturner, der er svær at lægge fra sig, da historien for alvor folder sig ud.

Slutningen er måske en smule søgt – den var jeg ikke helt fan af – men ellers er det en ret spændende bog, som jeg slugte i løbet af få dage. Er du til spændingsromaner, og vil du gerne have et indblik i krigens grusomhed, så bør du læse denne bog.