Det revolutionære råd

For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af forfatteren af denne bog, der ville høre, om jeg havde lyst til at anmelde den, og min nysgerrig blev straks vakt af foromtalen.

‘Det revolutionære råd’ er skrevet af Martin Winckler-Carlsen og handler om den 25-årige Maja, der netop er blevet uddannet som journalist. Til sin fødselsdag får hun en forsinket arv fra sin oldefar, og det viser sig ikke blot at være en ganske stor sum penge men også nye informationer om Skoleskibet Københavns forlis. Oldefaren var nemlig om bord på skibet, der forsvandt sporløst i 1928, og de oplysninger, han videregiver til Maja, giver noget af forklaringen på, hvorfor offentligheden ikke kender meget til sagen. Men der er også en række uopklarede spørgsmål, og i sin posthum hilsen til Maja beder han hende om at opklare mysteriet.

Maja er nysgerrig og vil ære sin oldefar, så hun begynder straks efterforskningen, og det viser sig da også hurtigt, at der godt kan være noget rigtig betændt ved denne sag.

Jeg kunne rigtig godt lide den danske vinkel på denne historie – at det faktisk var et mysterium i den danske historie, der var omdrejningspunktet for fortællingen, og ikke endnu en flok tempelriddere eller (andre) religiøse fanatikere, der endnu en gang skulle tærskes langhalm på.

Forfatteren har selvfølgelig taget sig visse friheder – det er jo en skønlitterær bog – men han gør det på en måde, så man sidder og tænker, at sådan kunne det jo godt have foregået. Den troværdige – om end skræmmende – historie er med til at gøre historien både spændende og fængslende på samme tid. Tænk nu hvis…

Der er et par steder undervejs, hvor det gik lige lovlig let for Maja – for eksempel da hun ledte efter nogle dokumenter i en bygning og tilfældigvis lige kunne skaffe en maskine, der vil være en stor hjælp i arbejdet. Samtidig savnede jeg også lidt mere dybde i hendes personlighed. Hun fungerede fint som drivkraft i historien, men hun måtte gerne have haft lidt mere personlighed.

Bogen er let at læse. Den kunne godt trænge til lidt ekstra korrekturlæsning, men det var ikke værre, end at jeg slugte bogen på et par dage, for historien var ret spændende.

Har du lyst til at læse en bog, der tager udgangspunkt i et af Danmarkhistoriens største mysterier, så kan jeg anbefale denne her.

Out

Den sidste japanske bog, jeg nåede i august måned, var ‘Out’ af Natsuo Kirino. Bogen har stået på min bogreol i mange år, og jeg kan ikke længere huske, hvor eller hvorfor jeg købte den, men nu var det efterhånden på tide at læse den!

Bogen handler om fire japanske kvinder, der arbejder på natholdet på en bento-fabrik (en bento er en slags madpakke, du kan købe overalt i Japan på samme måde, som du kan købe sandwiches overalt i europæiske storbyer. Se her, hvis du vide, hvordan du selv kan lave en bento box). En morgen dræber en af kvinderne sin utro og spillegale mand. Hun søger hjælp hos de andre kvinder, og de ender med at sørge for, at liget bliver skaffet af vejen. Først senere finder hun ud af, at de har parteret manden og fordelt ligdelene ud over hele byen.

Ingen fatter mistanke til fire kvinder – eller gør man? Da politiet går i gang med opklaringsarbejdet, starter en kæde af afpresningsforsøg, pengeudvekslinger, skyldfølelse, vrede og misundelse blandt de fire kvinder. Hvem kan stole på hinanden? Og hvem skal man hjælpe?

Denne bog adskiller sig meget fra mange af de andre japanske bøger, jeg har læst. Denne foregår i nutiden med fire kvindelige fabriksarbejdere som omdrejningspunkt. Det er en socialrealistisk setting, som dog hurtigt udvikler sig på en måde, som (forhåbentlig) ikke ligner den almindelige japaners hverdag. Kvindernes indbyrdes forhold er til tider lidt akavet. De taler en del sammen på fabrikken, men ses ikke rigtig privat, og den ene af dem er tydeligvis ikke vellidt af de andre – hvilket er helt forståeligt, for hun er virkelig irriterende! Derfor virker deres samarbejde både utroligt og temmelig mystisk i mine øjne. Jeg blev simpelthen nødt til at læse videre for at prøve at forstå dem og deres handlinger.

Der er en underspillet og næsten frustrerende langsom spændingskurve i denne bog. På den ene side er historien ret interessant, men på den anden side er fortællerytmen så langsom, at den var noget træg at komme igennem. Først i den sidste tredjedel kom der lidt mere tempo, men det er lang tid at vente, når bogen er lidt over 500 sider lang. Personligt havde jeg gerne set, at der var barberet 100 sider af.

Forfatteren slipper af sted med at fortælle en historie, som i bund og grund er meget simpel. Der er utallige muligheder for at indflette nye, spændende sideplots til historien, men gør forfatteren sjældent. Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om det irriterer mig eller ej. På den ene side forstår jeg ikke, at vedkommende ikke bruger det hav af muligheder, der er for at give historien et ekstra twist eller to, og på den anden side kan jeg egentlig godt lide, at jeg gang på gang tog fejl, når jeg prøvede at gætte i hvilken retning, historien ville gå.

Afslutningen – som dog ikke overraskede mig så meget – var jeg ikke fan af. Den virkede vag og underlig i mine øjne.

Det er en bog, som giver dig et lille indblik i den japanske underverden – og livet som natarbejdende kvinde (!). Det er også en bog, som indeholder flere brutale og blodige scener – der bliver for eksempel parteret et lig på et tidspunkt – så nu er du advaret. Det er dog ikke fordi, at volden er det bærende element i bogen, men den er ind imellem lidt voldsom.

Du skal læse bogen, hvis du gerne vil opleve et Japan, der ikke foregår i feudaltiden. Her er ingen samuraier eller blussende geishaer – kun fortabte kvindelige skæbner og hårdt natarbejde. 

Tokyo

Jeg overvejede at kaste mig over denne bog i maj, da jeg læste bøger om krig, for her kunne bogen også passe ind. Jeg endte dog med at udskyde bogen til denne måned, hvor jeg læser bøger om Japan.

‘Tokyo’ er skrevet af Mo Hayder og handler om den småsære unge kvinde, Grey, der tager til Tokyo for at opsøge den gamle kinesiske professor, Chongming. Hun er besat af tanken om at finde sandheden bag japanernes besættelse af den kinesiske by, Nanking, i 1937. Greys lidenskab har kun vakt undren og mistro indtil nu, men det lader til, at professoren ved mere, end han først vil indrømme, og til sidst indvilger han i at fortælle hende mere – hvis hun vel at mærke kan skaffe den eliksir, som familieoverhovedet i en af Tokyos gangsterfamilier er i besiddelse af. Hvorfor professoren vil have fat i eliksiren er uklart, men snart er Grey en del af underverdenen med alt, hvad det indebærer af vold, frygt og misbrug.

Det er en interessant og ret anderledes bog, der tager udgangspunkt i de grusomheder, som japanerne begik mod andre asiatiske folkeslag i tiden op til og under 2. Verdenskrig. I denne bog er der dog et ekstra twist, men det vil jeg ikke røbe her – det må du i stedet læse i bogen.

Forfatteren har valgt en lidt atypisk person som hovedperson, for Grey er en sær snegl, som er sygeligt besat af at finde frem til en film, der efter sigende kan afsløre de brutale episoder, der foregik under besættelsen af Nanking. Hendes besættelse har tilmed fået hende indlagt på et psykiatrisk hospital, da hun var yngre, og det lader til, at hun er så fokuseret på at finde frem til filmen, at hun har svært ved at tage vare på sig selv og sit liv. En temmelig ensporet tankegang, men ikke desto mindre er det med til at gøre hende interessant – også selvom det kan være lidt svært at relatere til hende.

Historien er skrevet som to forløb, der flettes ind i hinanden – nutiden, hvor Grey er hovedpersonen og besættelsen i 1937, hvor historien ses med Chongmings øjne. Spændingen bygges stille og roligt op, mens man som læser sidder og gætter på, hvad der foregår, og hvad det vil ende med. Visse hændelser er måske ikke så overraskende, og alligevel udvikler bogen sig til en pageturner, der er svær at lægge fra sig, da historien for alvor folder sig ud.

Slutningen er måske en smule søgt – den var jeg ikke helt fan af – men ellers er det en ret spændende bog, som jeg slugte i løbet af få dage. Er du til spændingsromaner, og vil du gerne have et indblik i krigens grusomhed, så bør du læse denne bog. 

Spurvenes sky

Hænger Japan ikke uløseligt sammen med samuraier, ninjaer og geishaer? Det gør det i hvert fald for mig, så da jeg faldt over denne bog, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle jeg læse!

‘Spurvenes sky’ er skrevet af Takashi Matsuoka og foregår i 1831, hvor tre amerikanske missionærer ankommer til Japan. Landet er under forandring – først og fremmest på grund udviklingen i resten af verden – men de mest konservative japanere forsøger fortsat at holde fast i traditionerne. Den unge fyrst Genji skal træde varsomt, da hans modstandere ønsker ham død, men alligevel tilbyder han de tre missionærer ly. Ingen tør rigtig modsige hans beslutning, for det siges, at han kan spå om fremtiden, og han bør derfor vide bedst. Men de tre missionærers tilstedeværelse får for alvor sat gang i intrigerne, og snart må fyrsten tage kampen op mod modstanderne. 

Der er ikke sparet på mængden af drabelige kampe og politisk rænkespil i denne bog, som emmer af stemning, drama og…. humor! Ja, det sidste overraskede mig, for det forbinder jeg ikke ligefrem med japansk litteratur (nærmere det modsatte), og alligevel tog jeg mig selv i at grine smørret flere gange, mens jeg læste denne bog. Det er virkelig underholdende, hvor der spilles en del på sammenstødet mellem de to meget forskellige kulturer – uden at jeg dog synes, det bliver plat.

Bogen er velskrevet, og det var en fornøjelse at læse beskrivelserne af scenerne og landskaberne, men også af de forskellige personer, der var unikke og interessante på samme tid. Forfatteren havde gjort en del ud af at lave nuancerede personer, som man fik lyst til at lære bedre at kende, og det var med til at gøre historien levende og spændende.

Historien fortælles lineært, men der er en del flashbacks, som giver en god dynamik i fortællingen og er med til at bygge spændingen op. Det kikser dog lidt til sidst, da der går lidt gentagelse i det, mens ellers fungerer det rigtig fint.

Vil du læse en bog, der foregår i Japan, og hvor der er skruet godt op for volumenknappen mht. drama, action og kærlighed, så bør du læse denne bog. Her spiller det japanske æresbegreb også en vigtig rolle i fortællingen, og som dansker er det ret interessant læsning. Selvom der også er en del alvorlige scener i bogen, så er der også flere underholdende øjeblikke, så tro endelig ikke, at det er endnu en depressiv bog om, hvor hårdt det var at leve i Asien (de bøger er der nemlig rigtig mange af).

Der er skrevet en fortsættelse til bogen, ‘Stilhedens tårn’, som jeg regner med at læse inden længe.

Joyland

Jeg havde intet hørt om denne bog, indtil jeg stødte på den ved et tilfælde, da jeg en dag surfede på Amazons hjemmeside i slutningen af sidste år. Forsiden af bogen signalerede pulp og underlødig litteratur, og selvom Stephen Kings bøger ikke just bliver omtalt som finlitteratur, så forbandt jeg nu heller ikke hans forfatterskab med den (lettere) underlødige pulp-stil. Det viste sig dog også, at bogens indhold ikke nødvendigvis matchede forsiden…

‘Joyland’ foregår i 1973 og handler om den 21-årige Devin, som får et sommerferiejob i en forlystelsespark. Her falder han hurtigt til og får sig flere venner blandt de andre ansatte, men også en af de lokale – den 10-årige Mike, der er dødeligt syg – taler han mere og mere med. Devin og hans venner taler ind imellem om et mord, der blev begået nogle år tidligere i forlystelsen Horror House, hvor en ung pige blev dræbt af sin kæreste. Drabsmanden fandt man aldrig, men det siges, at pigens spøgelse ind imellem viser sig for gæsterne, der prøver Horror House..

Jeg er glad for, at jeg ikke for alvor havde sat næsen op efter en gang splatter eller action, for i så fald var jeg blevet skuffet. ‘Joyland’ er en langt mere rolig og afdæmpet fortælling i forhold til, hvad forsiden antyder, og det synes jeg er lidt synd, for det kan betyde, at folk læser bogen med de forkerte forventninger.

‘Joyland’ er en overraskende god og velskrevet bog, som både fungerer som dannelsesrejse for hovedpersonen Devin men også har en meget fin spændingskurve, som stille og roligt bygges op, mens den dystre stemning opbygges. Rigtig farligt og dramatisk bliver det ikke ligefrem, men der er flere gange antydningen af, at der er overnaturlige kræfter, og som læser sad jeg og nød, hvordan Stephen King forstod at skabe rammerne for en fortælling, hvor jeg nærmest kunne dufte popcornene og høre børnenes begejstrede hvin fra rutsjebanen.

Du skal læse denne historie, hvis du gerne vil vide, hvorfor Stephen King er så populær, for dette er et godt eksempel på hans evne til at skabe rammerne for en spændende historie. Er du mest til hans hardcore horrorbøger, kan det til gengæld godt være, at du vil finde denne bog en anelse kedelig. Det er en meget afdæmpet historie, og der bruges mere tid på karakterudvikling end på bål, brand og sære væsner. Men jo – der er naturligvis overnaturlige elementer – det kan King jo nærmest ikke lade være med.

Fun fact: Dette er i øvrigt første gang, at jeg måtte knibe et par tårer under læsningen af en King-bog. Det havde jeg alligevel aldrig troet ville ske!

Manden i det sorte jakkesæt

Stephen King har skrevet en lang række novellesamlinger gennem tiden, og naturligvis læser jeg flere af disse samlinger i denne måned.

‘Manden i det sorte jakkesæt’ indeholder 14 noveller – herunder én, der har lagt navn til bogens titel – og det er en god blanding af historier. Flere af historierne bygger på klassiske horror-oplæg (det hjemsøgte hotel, maleriet, der ændrer sig, at være paralyseret og på vej til at blive obduceret), men der er også flere historier, som slet ikke hører til horrorgenren, og så er der såmænd også en novelle om Roland – hovedpersonen i Kings ‘Det mørke tårn’-serie.

Jeg læser sjældent noveller, og det skyldes først og fremmest, at det er en skriveform, som de færreste mestrer (efter min mening). Stephen King er dog en af de få forfattere, hvis noveller jeg ofte nyder, og det gjorde jeg også – i visse tilfælde – her.

Det er helt klart horror-historierne, som jeg finder mest interessante i denne samling. Novellen ‘1408’, der handler om et hjemsøgt hotelværelse, er både spændende, nervepirrende og en anelse ubehagelig, mens historien om den unge mand, der køber et maleri og derefter pludselig befinder sig i et kapløb med tiden, bestemt også var underholdende, selvom begge historier var rimelig forudsigelige.

Novellen om Roland var også interessant, og det krævede ikke et kendskab til ‘Det mørke tårn’-serien (hvilket var godt, for den bog læste jeg først ugen efter). 

Til gengæld var der også en række vage og knapt så interessante historier. Jeg kedede mig for eksempel, da jeg læste historien om ægteparret, der går fra hinanden og derefter bliver overfaldet, da de mødes på en café for at forhandle skilsmissen. Novellen, der har lagt navn til bogen, havde et rigtig fint oplæg men en knapt så spændende afslutning, og der var yderligere et par noveller, som enten var ret ordinære eller tabte pusten undervejs i fortællingen.

‘Manden i det sorte jakkesæt’ er ikke den bedste novellesamling, Stephen King har skrevet, men den har sine lyspunkter, og for King-fans som jeg er der en rigtig lækker detalje. Til hver novelle har King nemlig kommenteret, hvordan han fik ideen til historien. Det var ret spændende at høre hans tanker og overvejelser.

Droppet: Duma Key

Det er meget sjældent, at jeg dropper en bog. Jeg er dog blevet lidt bedre til det de senere år, da jeg har indset, at der er ingen grund til at læse en bog færdig, hvis man skal tvinge sig selv gennem kapitlerne. ‘Duma Key’ fik den tvivlsomme ære at blive droppet – og det er første gang, det er sket med en bog af Stephen King!

‘Duma Key’ handler om Edgar Freemantle – en mand, der egenhændigt stablede en succesrig virksomhed på benene og tjente kassen. En dag kommer han dog ud for et uheld, der er tæt på at koste ham livet, og bagefter kæmper han ikke kun med fysiske skader men også med hukommelses- og temperamentsproblemer, der skyldes ulykken. Hustruen går fra ham, og Edgar er pludselig alene. En psykiater anbefaler ham at skabe en ny start – for eksempel at flytte væk og bruge en periode af sit liv på noget, der gør ham glad. Edgar beslutter sig for at flytte til Floridas kyst og begynder at tegne. Hans tegninger er gode – rigtig gode – men efterhånden bliver Edgar mere og mere bekymret. Han kommer nærmest i trance, når han tegner eller maler, og flere og flere sære ting opstår i kølvandet af tegningerne…

Jeg kom ca. halvvejs i denne bog, inden jeg gav op. Den var simpelthen kedelig! Handlingen stod i stampe, og det var lidt uklart, hvad forfatteren ville med bogen. Samtidig var hovedpersonen hverken særlig sympatisk eller interessant, og der var ikke rigtig noget, der talte for, at jeg skulle læse bogen til ende. Jeg hørte lydbogsudgaven af bogen, så jeg kunne ikke en gang sætte læsetempoet op, og til sidst tog min mp3-afspiller beslutningen for mig, eftersom den pludselig genstartede bogen! (jeg havde glemt at slå låsefunktionen til, så da jeg ved et uheld fik rørt spolefunktionen, hoppede afspilleren tilbage til start).

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle opgive at læse en Stephen King bog færdig, men der tog jeg fejl. Desværre. Det er ret trist, når en af yndlingsforfatterne står bag en skuffende læseoplevelse.

Blaze

Stephen King har skrevet en lang række af bøger gennem sin over 40 år lange forfatterkarriere – herunder flere bøger under pseudonymet Richard Bachman. Jeg læste de fleste af Bachman-bøgerne, da jeg var teenager og var fascineret af korte (i hvert fald i King-sammenhæng) bøger med de enkle fortællinger om triste skæbner. Stilen var lidt anderledes end Kings almindelige bøger, men det gjorde ikke noget – Bachman-bøgerne havde bestemt også noget at byde på.

‘Blaze’ er den sidste af bøgerne, som King udgav under Bachman-pseudonymet. I forordet til bogen skriver Stephen King, at udkastet til bogen lå i hans gemmer i mange år, for han var ikke tilfreds med teksten. På et tidspunkt fandt han dog udkastet frem igen og efter en grundig gennemarbejdning valgte han at udgive bogen for nogle år siden. 

‘Blaze’ handler om kolossen af selvsamme navn – en høj fyr, der er psykisk handicappet efter han blev mishandlet som barn. Gennem mange år har han dannet makkerpar med den snedige George,  og sammen udfører de en lang række småkriminelle opgaver. George dør dog, men Blaze beslutter sig for at gennemføre Georges seneste plan – kidnapningen af et rigmandspars spædbarn. Blaze har dog slet ikke samme sans for detaljer, som George havde, så han ender hurtigt i problemer, da han forsøger at gennemføre kidnapningen. Men George er der til at give ham gode råd… eller er han?

Denne bog er et godt eksempel på, hvordan Stephen King gang på gang forstår at skabe personer, som – trods en række mindre heldige karaktertræk – alligevel er så menneskelige, at man kommer til at holde af dem. Blaze gør nogle åbenlyst dumme eller ligefrem grusomme valg undervejs, og alligevel kunne jeg ikke lade være med at håbe, at det ville ende godt for ham. Blaze er nemlig ikke ond, og i løbet af bogen hører man så meget om hans triste barndom, at man efterhånden sidder med følelsen af, at nu er det da snart på tide, at der sker noget godt i hans liv.

Bogen er en blanding af nutid og tilbageblik fra Blazes barndom, og det er især tilbageblikkene, der står stærkt, for Blaze har vitterlig ikke haft det let gennem sit liv. Makkeren Georges stemme dukker op i ny og næ gennem hele bogen, og det er faktisk en fin detalje, for det giver både noget modspil til Blazes tanker, ligesom det ind imellem fik mig til at overveje, om George nu også var død? Jeg mener – bogen er jo skrevet af Stephen King, som elsker at bruge overnaturlige elementer i sine bøger…

Handlingen er simpel, og var bogen ikke krydret med historierne fra Blazes barndom, ville jeg nok mene, at bogen var en anelse tyndbenet. Ikke desto mindre var det en rigtig god læseoplevelse, for selvom historien er ret enkel – og rimelig forudsigelig – så er Blaze en interessant og velskrevet hovedperson, som er svær ikke at holde af.

Cæsar – Sværdenes mark & Krigens guder

I sommerferien fik jeg endelig læst tredje og fjerde bog i Conn Igguldens Cæsar-serie. Første bog – ‘Roms porte’ – læste jeg for flere år siden (inden jeg begyndte at blogge om bøger), men anmeldelsen af den anden bog ‘Kongers død’ kan du finde her på bloggen.

I den tredje bog, ‘Sværdenes mark’, drager Cæsar til Spanien for at lede de romerske kolonier. I Rom spreder uroen sig, for på den politiske front truer magtkampene med at få alvorlige konsekvenser for byen. Cæsar vælger at tage tilbage til Rom sammen med Marcus Brutus i et forsøg på at vinde byen fra senatorerne, men det kræver list og vovemod – noget som Cæsar har i tifold. Cæsars plan lykkes, og det giver Cæsar mulighed for at realisere drømmen om at drage mod nord, hvor gallernes rige venter.

Den fjerde bog, ‘Krigens guder’, omhandler Cæsars sidste år, hvor han regerer som Roms diktator. Han møder den egyptiske dronning Kleopatra, som han indleder et forhold til, og sammen får de et barn. Alt er dog ikke fryd og gammen, for i baggrunden lurer Cæsars fjender, og de ønsker at stoppe Cæsar – én gang for alle.

Normalt skriver jeg meget korte resumeer – hvis jeg da ikke helt undlader dem – når jeg anmelder bog 2, 3, 4 osv. i en serie. I dette tilfælde har jeg gjort en undtagelse, for Julius Cæsars liv og gerninger er blevet genfortalt i så mange film, bøger, tegneserier og tv-serier, at de fleste er stødt på fortællinger fra Cæsars begivenhedsrige liv.

Conn Iggulden har skrevet en spændende og detaljeret serie om Cæsars liv, og selvom han tager sig lidt friheder her og der, så giver serien et grundigt indblik i Cæsars gerninger og ikke mindst i det romerske samfund på den tid.

Som jeg også kommenterede i anmeldelsen af ‘Kongers død’, så bliver tonen i bogen ind imellem lidt for venskabelig (og moderne), og jeg havde forventet større klasseskel på den tid. Det er muligt, at det også var der, men det fremgår ikke særlig tydeligt af serien.

Cæsarserien er et fint supplement til historieundervisningen forstået på den måde, at det er interessant og fascinerende at høre om en af verdenshistoriens største mænd via det skønlitterære medie, hvor der også er plads til at fortælle om de tragiske familieforhold og personlige svigt, som Cæsar oplevede. Det er jo mest krigene og de politiske sejre, som historiebøgerne fortæller om, og selvom flere af de personlige konflikter muligvis er skarpt vinklet af forfatteren, så er det med til at fremstille Cæsar som et mere nuanceret menneske.

Brødrene Sisters

Western-genren er ikke just den genre, jeg dyrker mest. Faktisk tror jeg aldrig, jeg har læst en bog, der foregår i Det Vilde Vesten, men jeg har da set en del westernfilm som barn. Jeg blev dog ret nysgerrig, da jeg ved et tilfælde faldt over ‘Brødrene Sisters’ af Patrick DeWitt, for det lød som en barsk men også ret sjov western, og det er en kombination, jeg kan lide.

‘Brødrene Sisters’ handler om de to brødre, Eli og Charlie, der er blevet hyret af Kommandøren. Brødrene tager til Sacramento for at finde frem til Hermann Kermit Warm, som de skal dræbe. Det er dog lettere sagt end gjort, og på deres rejse begynder tvivlen at nage Eli. Hvorfor skal de egentlig dræbe Hermann? Og hvilken ret har de til at dræbe en mand, de ikke kender? Skyd først og spørg bagefter-mentaliteten er måske ikke den korrekte levevej…

Forfatteren har taget mange af de elementer med, der er med til at definere westerns – der er sprut, skydevåben, heste, lumskebukse og letlevende damer. Jeg savnede dog noget af den humor og varme, der er i en del westerns, og stemningen i bogen var lidt for kold og distancerende.

Bogen har en rå og direkte stil, som passer fint til western-oplægget. Alene Elis forhold til sin – noget usle – hest er meget praktisk anlagt og ikke særlig følelsesbetonet (i hvert fald ikke i starten). Stilen er dog samtidig med til at skabe en distance til hovedpersonerne, som bogen aldrig rigtig formår at nedbryde igen, selvom Eli får moralske skrupler, og personerne i det hele taget oplever ting, der viser dem som andet end de fandens karle, som lejemordere ofte er i western-historier.

Distancen til hovedpersonerne betød også, at jeg ikke rigtig kom ind under huden på dem, og derfor blev deres fortælling heller aldrig noget, som gjorde indtryk på mig. Det blev en lidt underlig og fjern fortælling om personer, jeg var lidt ligeglad med. Rigtig ærgerligt, for oplægget lød ret spændende, men udførelsen var ikke lige mig.