Challenger Deep

Jeg må indrømme, at jeg er ret pjattet med ‘Everlost’ og resten af bøgerne i samme serie af Neal Shusterman, ligesom jeg også holdt meget af ‘Unwind’-bøgerne. Der var derfor ingen tvivl om, at jeg også skulle læse ‘Challenger Deep’, men af en eller anden grund har den puttet sig på min bogreol hele vinteren igennem. Nu var det dog på tide at læse den.

Hovedpersonen Caden lever et ganske normalt teenageliv, da hans venner og familie begynder at undre sig over, at han stille og roligt ændrer adfærd. Caden er begyndt at gå lange ture, hvor hans tanker fører ham langt bort – blandt andet til et skib, hvor hans loyalitet bliver testet. Splittelsen viser sig også i hans hverdag, hvor folk har sværere og sværere ved at opnå kontakt med Caden – dvs. den Caden, de kender.

Dette er en bog om psykisk sygdom, og jeg mener, at det er godt at vide på forhånd, inden du begynder at læse bogen. Du finder under alle omstændigheder ud af det, men jeg syntes, det var rart, at jeg vidste det på forhånd, så jeg ikke fandt starten alt for mærkelig.

‘Challenger Deep’ handler om, hvordan en familie prøver at tackle, at deres dreng bliver syg. Caden selv har svært ved at se det og forsvinder i stedet væk i tankespind og uløste konflikter. Den er meget fint og finurligt fortalt – nærmest underspillet, hvilket blot gør historien stærkere – og den er suppleret af en række af Cadens tegninger.

Jeg må dog desværre indrømme, at historien ikke rørte mig nær så meget, som jeg havde håbet. Den var ikke svær at forstå, men den krøb heller ikke ind under huden på mig som andre sick lit-bøger har gjort. Der er dog en afsløring til sidst, som er med til at trække læseoplevelsen op og gør historien ekstra interessant, men den vil jeg ikke røbe her.

En fin bog om et svært og tankevækkende emne. Stor ros til forfatteren for at behandle emnet på en værdig og elegant måde.

Crank

‘Crank’ er skrevet af Ellen Hopkins og handler om teenagepigen Kristina, der lever et ganske normalt teenageliv og klarer sig samtidig ganske godt i skolen. Hun bor hos sin mor, da forældrene ikke længere er sammen, men en sommer beslutter hun sig for at besøge faren, der bor i en anden by. Han er dog sjældent hjemme, så hun er meget alene under sit besøg – lige indtil hun møder Adam. Han overtaler hende til at prøve meth (crank), og snart er hun afhængig af stofferne. Hun forsøger at skjule, da hun kommer hjem fra ferien, men hendes opførsel ændrer sig drastisk, og snart prøver moren fortvivlet at få sin datter på rette spor igen.

Denne bog har en helt særlig skrivestil, da den mange steder nærmere fremstår som et digt end som en traditionel roman. Her er et eksempel:

“you fly until you crash two days
two nights
no sleep,
no food,
come down off the monster
YOU CRASH REAL HARD”

Det er en ret interessant måde at fortælle en historie på, men der er to ulemper: For det første er det ikke en historie, man bare lige læser hurtigt – skrivestilen fordrer, at man læser langsomt og lader ordene synke ind, så det er ikke en bog, der egner sig til hyggelæsning eller en read-a-thon. Og så vil jeg mene, at bogen også er for lang til denne skrivestil i det hele taget. For det andet er forfatteren ikke konsistens mht. denne skrivestil, så der er kapitler, der er mere traditionelt opbygget. Det er lidt synd, for der er noget betagende ved at fortælle historien på den mere poetiske måde.

Historien er tankevækkende og troværdig – ikke kun fordi forfatteren tager udgangspunkt i egne oplevelser men også fordi, at man kommer helt tæt på den rutsjetur, som Kristina – og hendes familie – oplever. Kristina opfører sig forfærdeligt, og kunne ikke forstå mange af hendes valg, men de virkede meget troværdige i forhold til situationen.

Der er dog også ting, som også virkede konstruerede i forhold til at opbygge en spændende historie – for eksempel da hun skal tage et valg, der vil ændre hendes liv fuldstændigt. Her virkede det bare meget belejligt, at den situation opstod – ikke for hende men for historien i sig selv. Det var jeg ikke særlig begejstret for.

Jeg synes, det er en meget relevant fortælling, der giver et indblik i, hvordan en helt almindelig teenager pludselig kan ende i et stofmisbrug, og hvordan familien oplever dette sammenbrud. Skrivestilen giver lidt ekstra til historien – den fangede i hvert fald mig og gjorde, at jeg blev ret opslugt af fortællingen i starten. Det er dog samtidig også en stil, der kan skræmme væk – ikke mindst på grund af bogens længde.

‘Crank’ kan læses, som den er, men forfatteren har dog skrevet par efterfølgere til bogen. Selvom jeg helt overordnet synes, at det var en udmærket læseoplevelse, så kan jeg ikke umiddelbart se, hvad hun kan tilføje historien, og jeg har derfor ikke planer om at læse resten af serien.

Før jeg dør

fjdJeg læste denne bog på mine togture tidligere på måneden. Måske ikke ligefrem det mest opmuntrende læsning i julemåneden men ikke desto mindre en udmærket og letlæst bog til køreturene.

‘Før jeg dør’ er skrevet af Jenny Downham og handler om den 16-årige Tessa, der er alvorligt syg af kræft. Lægerne kan ikke gøre noget, og Tessa ved, at hun næppe når at fylde 17 år. Det er frustrerende at få at vide som teenager, hvor man ellers tror, man har hele livet foran sig, men Tessa vil ikke læne sig tilbage og give op. I stedet beslutter hun sig for at leve livet – én gang for alle – og skriver 10 ting ned, som hun vil nå, inden hun dør. Og det er lige fra at sige ja til alle de ting, folk beder hende om og til at stjæle!

Tessa er ikke en specielt sympatisk hovedperson. Det er et modigt valg af forfatteren, for som læser vil man som regel gerne sympatisere med hovedpersonen, men Tessa er ikke den traditionelle venlige, intelligente og elskelige hovedperson, som jeg ellers er stødt på flere gange i sick lit-bøgerne. Hun er tydeligvis både frustreret og fandenivoldsk, men jeg synes, det passer godt til bogen. Hendes humørsyge virker meget troværdig, og jeg kan godt forstå hendes – til tider – sære reaktioner.

Det er ikke en specielt munter bog, men det er jo let at regne ud, når man ser titlen. Den er dog heller ikke smurt ind i sorg eller medlidenhed og er dermed en lidt anderledes (og fin) vinkel på situationen, hvor en teenager er dødeligt syg. Den fik helt sikkert mig til at reflektere over livet flere gange undervejs.

Der er steder, hvor bogen godt kunne have været skarpere. Tessas liste med 10 punkter, hun skal nå, inden hun dør, virker mere som en kuriøs detalje end som noget, der for alvor bærer handlingen. Det gjorde mig ikke noget – det virkemiddel har jeg set før, så et eller andet sted passede det mig fint, at det ikke skulle være skabelonen for bogen. Jeg tror dog, at det vil irritere andre læsere. Det kom til at virke lidt påduttet.

‘Før jeg dør’ er en glimrende ungdomsbog, der belyser frustrationen, når livet ebber ud før tid. Selvom sygdom og død fylder en del i bogen, så er der også livsbekræftende og stærke scener, som viser mennesker, der ikke vil give op eller tage ting for givet.

The Shock of the Fall

Jeg tror, det er 1-1½ år siden, jeg første gang stødte på denne bog og med det samme vidste, at den ville jeg læse! Derefter skete der ikke noget i lang tid… indtil jeg endelig fik købt bogen for et par måneder siden, så jeg kunne læse den dette efterår.

‘The Shock of the Fall’ er skrevet af Nathan Filer og handler om den 19-årige Matthew, som mistede sin bror, Simon, da de begge var børn. Matthew elskede Simon, og det var, som om noget gik i stykker inde i ham, da broderen døde. Noget, som siden er vokset og nu fylder alt, alt for meget i Matthews liv.

Jeg kan ikke fortælle så meget om handlingen, da det vil afsløre for meget, selvom det måske ville være en hjælp, for denne bog er til tider kryptisk og lidt svær at greje. Det overraskede mig, eftersom bogens start var rimelig forudsigelig, og jeg var ikke synderlig imponeret. Jeg troede, jeg vidste, hvordan bogen ville være bygget op… men jeg tog fejl.

Et godt råd – lad være med at holde pause i læsningen, når du er ca. en tredjedel inde i bogen. Det gjorde jeg, eftersom jeg havde 2-3 dage, hvor jeg ikke læste i bogen, og da jeg fortsatte læsningen, blev jeg virkelig forvirret. Bogens handling tager nemlig en ret radikal drejning på dette tidspunkt, og det fik mig først til at tro, at jeg havde overset noget. Da jeg havde læst nogle flere kapitler, begyndte brikkerne dog at falde på plads, og der begyndte at danne sig et billede af Matthews nuværende liv.

Skrivestilen er speciel, og det kan være forvirrende, at der løbende skiftes mellem fortid og nutid, ligesom nutiden beskrives meget forskelligt afhængig af, hvordan Matthew har det. Han har det nemlig ikke godt, og det er tydeligt i bogen, hvor hans problemer langsomt afsløres over for læseren.

‘The Shock of the Fall’ fik mig til at gruble bagefter… og til at overveje en ekstra gang, hvad jeg syntes om bogen. Den rørte mig måske ikke helt så meget, som jeg havde håbet, men til gengæld gav den et virkeligt interessant og anderledes indblik i en syg persons sind. Matthews tanker er både logiske og ulogiske, både nærværende og absurde, og det er både smertefuldt og måske også lidt blufærdighedskrænkende at komme så tæt på hans tanker.

Denne bog er om tab, kærlighed og sorg, men den handler også om at kæmpe for at rejse sig igen. Den er en smuk og sørgmodig historie, men den kræver også noget af læseren, der skal være indstillet på, at fortællestilen ændrer sig en del gange undervejs.

Du forsvinder

Jeg er inde i en stime af lydbøger med alvorlige temaer. Denne gang kastede jeg mig over ‘Du forsvinder’ af Christian Jungersen.

Bogen handler om privatskolelederen Frederik, der får konstateret en hjernesvulst, som ændrer hans personlighed og dermed også opførsel temmelig drastisk. Hans hustru, Mia, der er lærer på samme skole, prøver at tage sig af ham, men snart er Frederik viklet ind i en bedragerisag, hvor han beskyldes for at have bedraget skolen for flere millioner kroner – noget der i den grad truer skolens overlevelse og parrets egen økonomi. Mia kæmper for at få Frederik frikendt, men det er en ensom kamp, for hun har svært ved at genkende den mand, hun forelskede sig i, og mange af deres tidligere venner og kolleger ser nu skævt til dem.

Bogen stiller flere alvorlige spørgsmål: Hvornår er man sig selv, og hvornår er man syg? Hvornår skal man kunne rumme den, man elsker, og hvornår skal man sige fra? Hvornår må du opgive og flygte?

Bogen sætter gang i en masse tanker, for det er svært ikke at sidde og forestille sig, hvad man mon selv ville gøre i den situation, Mia ender i. Ville jeg tilsidesætte mine egne ønsker og behov for at passe min elskede, selv hvis hans personlighed ændrede sig så meget, at jeg dårligt kunne genkende ham? Ville jeg forsvare hans handlinger, og ville jeg kunne se, hvornår sygdommen tog over, og hans egen personlighed gled i baggrunden? Ville jeg give mig selv lov til at give op – og hvornår skulle det så være?

Jeg synes, det er meget interessante – og vigtige – spørgsmål, som bogen stiller, og den første halvdel af bogen slugte jeg da også hurtigt. Derefter ændrede rytmen i bogen sig og fokuserede i højere grad på Mia og knapt så meget på den syge Frederik. Hun tager flere valg, som jeg havde svært ved at acceptere, selvom jeg godt kunne forstå hende, og det fjernede noget af det smukke ved fortællingen – men gjorde den måske også mere troværdig, når det kommer til stykket.

Dette var som sagt lydbogsopgaven, og det viste sig at være et lidt ærgerligt valg, for bogen er krydret med billeder og noter, der sandsynligvis er langt mere stemningsfulde på papir end i ‘oplæst’ udgave. Det fylder dog lige lovlig meget – i hvert fald virker det som om, at forfatteren har begået lidt den samme fejl, som da han skrev ‘Undtagelsen’ for en del år siden. ‘Du forsvinder’ har krævet megen research, og det skinner igennem, men det bliver lige lovlig lærebogsagtig ind imellem, når sygdommen for alvor skal forklares. Det er sådan set interessant nok – men noget af den intense stemning forsvinder.

Historien giver et tankevækkende billede af, hvordan det er at være pårørende til en person, der ændrer personlighed. Jeg havde håbet, at historien berørte mig mere – ligesom da jeg læste ‘Stadig Alice’ – for historien taber pusten undervejs. Ikke desto mindre stiller bogen en lang række relevante spørgsmål.

Glaspigen

Dette er en dokumentarisk bog, der bygger på virkelige hændelser, men en decideret biografi er det ikke, eftersom visse ting er omskrevet lidt, og en række personer går under andre navne.

‘Glaspigen’, der er skrevet af Karin Dyhr og Marianne Holmen, handler om den 29-årige Ida, der har ondt i sjælen på grund af begivenheder, der fandt sted i hendes barndom. En dag kan hun ikke rumme det længere og må have behandling, men én behandling er ikke nok, og i de følgende år ryger hun ind og ud af psykiatriske afdelinger 70 gange. Hun er fortvivlet, vred, destruktiv og svær at behandle, og efterhånden tager en stadig større del af personalet afstand fra hende og mener, at hun er krukket og egoistisk. Men midt i al elendigheden er der også et par stykker, som sætter sig for at gøre en forskel – at lytte til Ida og hjælpe hende til at komme videre, så hun ikke fortaber sig i medicinske tåger.

Dette er på ingen måde feel-good læsning, og flere gange måtte jeg stoppe op for at sunde mig og tænke over indholdet, inden jeg kunne læse videre. Det er ubehageligt og deprimerende at høre om, hvordan Ida blev misbrugt af sin far som barn og den lange og til tider ydmygende behandling, som hun blev udsat for som voksen. En behandling, der både rummede perioder med umyndiggørelse, medicinering og manglende empati.

Selvom sympatien og forståelsen først og fremmest ligger hos Ida, så synes jeg også, at bogen er med til at belyse hvor svært det kan være som behandler/sygeplejer/psykiater at gøre det rigtige. Hvad der er det rigtige at gøre i én situation for at få en person til at åbne op, vil sandsynligvis ikke være det rigtige i en anden. Hvornår skal man udfordre patienten og hvornår skal man holde sig til at lytte? Jeg har selv været pårørende til en person, der tumlede med en række psykiske udfordringer, og her følte jeg mig flere gange magtesløs og i tvivl om, hvad jeg burde gøre – og hvad jeg kunne gøre i det hele taget.

Det er som sagt barsk læsning, men ikke desto mindre vil jeg kraftigt anbefale dig at læse bogen, for den giver et skræmmende indblik i, hvordan det er at være psykisk syg, og hvilken behandling man kan risikere at blive udsat for.

Stadig Alice

Min liste over bøger, jeg gerne vil læse, bliver konstant længere, og det hjælper ikke, at jeg læser med på en del blogs, hvor folk anbefaler bøger, som de har nydt at læse. En af disse – ‘Stadig Alice’ af Lisa Genova – læste jeg den anden dag, og selvom det ikke var en bog, jeg decideret nød at læse, så er det absolut en af de bedste, jeg har læst i år.

I bogen følger vi den 50-årige Alice, som er professor i kognitiv psykologi ved Harvard Universitet. Hun er blændende intelligent og højt respekteret for sin faglighed og har et dejligt liv sammen med sin mand og tre voksne børn. Lidt efter lidt opdager Alice, at hun er begyndt at små detaljer – enten et ord, en aftale eller noget helt tredje, og snart indser hun, at noget er galt. Måske er det stress, eller kan det være overgangsalderen. Da hun endelig tager sig sammen og går til lægen, får hun imidlertid at vide, at hun har Alzheimers i en form, som er arvelig og rammer yngre mennesker.

Til trods for at hun kæmper mod sygdommen – både mentalt og med medicin – forværres hendes tilstand, og snart kan hun heller ikke skjule det for venner og kolleger.

Denne bog gjorde ondt at læse, for selvom forfatteren holder fortællingen i en meget lødig stil, som ikke svælger synderlig i følelsesporno og billige tricks, så går det lige i hjertet, når man som læser opdager, hvordan Alices hukommelse langsomt falder fra hinanden og får hende til at blive et helt andet menneske. Jeg kan ikke lade være med at tænke på ‘Dronningeofret’, hvor den ene hovedperson også mister store dele af sin hukommelse, og hvor jeg følte samme afmagt ved at følge en person, som må indse, at der ikke er langt igen. Eller rettere – at personen ikke får lov til at dø ’som sig selv’, men som et falmet billede af den person, man var engang.

Det er efterhånden længe siden, at jeg har grædt så meget, mens jeg læste en bog – jeg kan kun huske at have fældet en enkelt tåre eller to under boglæsningen de senere år, men her strømmede tårerne ned af kinderne på mig flere gange. Måske er det lige så meget frygten for at opleve denne sygdom hos en, man holder af, der rørte mig dybt og fik mig til at føle mig så sårbar og dødelig.

Jeg vil varmt anbefale at læse bogen, som ikke er synderlig lang, men som kræver lidt tid at fordøje bagefter. Den er varm og sørgelig på samme tid, men den rørende historie er absolut værd at bruge tid på.