Teater: Processen

Foto fra ‘Processen’, taget af Per Morten Abrahamsen

Jeg har snydt! Ja, sådan føles det lidt. Tidligere på ugen var jeg nemlig i teatret for at se Processen’, der er bygget over Franz Kafkas bog af samme navn. Og her vil jeg godt komme med en indrømmelse: Jeg har aldrig læst den bog til ende. Jeg vil ellers gerne, men sidst jeg prøvede, blev jeg så irriteret over den knudrede og unødigt komplicerede skrivestil, at jeg stoppede undervejs. Det ærgrer mig, for selve fortællingen er ret interessant, men jeg er som sagt ikke fan af skrivestilen.

Derfor var det meget belejligt, at Republique valgte at opføre stykket, for så kunne jeg få lidt flere detaljer på plads. Jeg så forestillingen sammen med gemalen, der er ret glad for Kafkas forfatterskab, og vi diskuterede bagefter oplevelsen. Han var ikke så begejstret for slutningen, der ikke var lige så smertefuld og elegant som i bogen, men ellers kommenterede han, at stykket på mange andre punkter var tro mod bogen. Jeg kunne godt lide den grå, triste og ‘firkantede’ verden, som stykket foregik i – det virkede tilpas upersonligt og bureaukratisk og var med til at skabe en umenneskelig og deprimerende stemning. Hovedrollen Josef K var fint spillet af Jens Jacob Tychsen, som langsomt gik mere og mere i ‘opløsning’ i løbet af stykket, men jeg var allermest fascineret af Karen-Lise Mynster, som gav sine roller personlighed, glød og arrogance.

Jeg savnede lidt mere af den forfulgte, klaustrofobiske stemning, som jeg forbinder historien med, men om det skyldes, at teaterstykket var ændret lidt på dette punkt, eller at det blot ikke virkede nær så stærkt på scenen i forhold til bogen ved jeg ikke. Jeg ved til gengæld, at jeg nu har mere mod på at give bogen et forsøg mere på et senere tidspunkt.

‘Processen’ går frem til 6. april 2013.

Teater: Bliktrommen

I går smuttede jeg i teatret med en god ven for at se teaterudgaven af klassikeren ‘Bliktrommen’. Jeg læste Günter Grass’ bog for flere år siden, og den gjorde et stærkt indtryk på mig.

Det er historien om den lille dreng Oskar, der på sin tre års fødselsdag beslutter sig for, at fra den dag af vil han ikke vokse så meget som én centimeter mere! Han iscenesætter et fald ned af en trappe, og fra da af bliver han ikke højere. Oskar er en intelligent men også temmelig egenrådig og egoistisk dreng, hvis største lidenskab er den bliktromme, han fik til sin tre års fødselsdag, og da den slags ikke holder så længe, må hans forældre hele tiden sørge for at købe nye trommer til ham, for bliktrommen kan Oskar ikke undvære. Er der noget, han vil have, så er der også en god chance for, at han får det, for Oskar kan skrige så højt, at alle glas omkring ham sprænges til atomer, og han forstår at bruge sit våben snedigt.

Thure Lindhardt har den altdominerende rolle som Oskar, der både er hovedperson og historiefortæller på én gang. Han har en fantastisk evne til at skifte fra den uskyldige mine og over til det lumske smil som det naturligste i verden, og han er et godt valg til hovedrollen. Resten af castingen fungerer også upåklageligt, og jeg var i det hele taget imponeret skuespilpræstationerne. Især Sonja Richter som moderen var et fund – hun var meget udtryksfuld og troværdig i rollen som den bekymrede mor.

Til gengæld haltede det lidt med balancen i stykket, for der var flere gange, hvor der var for meget falde-på-halen-komedie og for lidt af den smerte og grimhed, som gør ‘Bliktrommen’ så fascinerende i første omgang. Det er lidt for pænt og for kontrolleret på scenen, og selvom historien har visse sjove elementer (fordi den til tider er så grotesk), så blev forestillingen også lidt for pjanket ind imellem. Det er synd, for det betyder samtidig, at flere scener ikke bliver så hjerteskærende eller tragiske, som de ellers kunne (læs: burde) være.

En af de ting, jeg elsker og beundrer ved teater, er de fantasifulde løsninger mht. scenografien, og dette stykke var ingen undtagelse. Med meget få virkemidler lykkes det at skabe illusionen om den tre-årige Oskar (til trods for at han blev spillet af en voksen), ligesom få rekvisitter kan være med til at skabe illusionen om et helt nyt sted i fortællingen.

Alt i alt en god forestilling, som er et fint bud på en fortolkning af ‘Bliktrommen’. Men husk også at læse bogen, for det er med rette en klassiker.

Forestillingen går på Betty Nansen Teatret frem til den 2. februar.

Teater: Dracula og The Woman in Black

Foto: Mastodonterne / Jan Iversen.

I løbet af de sidste par uger har jeg været i teatret to gange, og begge gange stod det på fortolkninger af kendte bøger.

Dracula opføres netop nu af Mastodonterne i Tivolis koncertsal, og senere på året opføres stykket også i Hillerød. Stykket er ikke egnet for børn, og det skyldes, at stykket er kraftigt inspireret af Francis Coppolas fortolkning af Dracula. Den er noget mere saftig end handlingen i Bram Stokers Dracula, men ikke desto mindre er den fortolkning, som folk ofte tænker på pga. filmen.

Og ja, forestillingen var da også på en række punkter langt mere sanselig og erotisk, end de Mastodont-forestillinger, jeg ellers har set. Der var et par scener, hvor de kvindelige vampyrer for alvor foldede sig ud, og det var bestemt underholdende – men mindre kunne også have gjort det, for de behøvede ikke at åbne blusen for at udstråle erotik.

Der var scener, der fungerede rigtig godt – og der var scener, der ikke gjorde. De bedste scener var ofte dem, hvor der var mange skuespillere på scenen, for Mastodonterne er rigtig gode til at skrue fantastiske fællesscener sammen. Af samme grund var kroscenen og Lucys dødedans både flotte og overbevisende, men scenen hvor Jonathan Harker møder vampyrpigerne var nu også sjov og over the top på samme tid.

Der var desværre også scener, der ikke helt fungerede – eller var overflødige. For eksempel var insektsangen på galeanstalten fjollet og ligegyldig – og spildt på et talent som Tonni Stemann, der spillede den gale Renfield. Jeg var heller ikke så begejstret for den ret romantiske og forsigtige fortolkning af Dracula. Jeg savnede et mere dæmonisk udtryk – mere ondskab og bid (pun intended). Der var for meget føle-føle og nu skal vi også have ondt af Dracula og for lidt hensynsløshed.

Men overordnet en udmærket forestilling, hvor der i den grad sprøjtes med teaterblod og dræbes statister i et væk. Mastodonterne har valgt at lægge et par af sangene op på Youtube, og du kan høre en af forestillingens bedste, “Livet i dit blod”.

Da jeg var i London for nylig, skulle vi selvfølgelig også i teatret. Vi endte med at se The Woman in Black, som er bygget på romanen af samme navn. Det er en horrorhistorie, der byder på skygger, genfærd, skrig og krybende rædsel, og forestillingen er ret enkelt opsat. Der er to skuespillere og en enkelt statist, og de bærer let og elegant hele historien. Med simple virkemidler formår de at skabe en nærmest filmisk oplevelse, som er dyster, gribende og meget noir.

Forestillingen ligger temmelig langt fra de overdådige musicals, som vi ellers overvejede at se, men det var fedt at se, hvordan to skuespillere i den grad kunne fylde scenen og fortrylle én med den dramatiske og nervepirrende historie. Uhyggen var ind imellem lidt påtaget, og der var flere billige tricks mht. at dramatisere og skræmme, men overordnet slap de nu meget godt fra det.

Hvis du er frisk en solid teateroplevelse med plads til uhygge en dag, hvor du kommer til London, så bør du overveje at se den.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=eWpW9kZXLcw]

Teater: Skammerens datter

I går var jeg på Østre Gasværk sammen med en god ven for at se teaterudgaven af ‘Skammerens datter’. Jeg var ret spændt, for serien hører til blandt de bedste danske fantasybøger, der er skrevet, og jeg havde allerede smuglyttet til et par af forestillingens fængende musiknumre på Youtube.

‘Skammerens datter’ handler om Dina, der er datter af byens skammer – et menneske, der blot ved at se dig i øjnene kan se alle dine løgne, alt det du skammer dig over. Det er en vigtig evne, for skammeren er ofte hende, der bliver tilkaldt til retssager, men det er også en evne, som skræmmer mange væk. Hvem vil være ven med en person, som med et enkelt blik kan få dig til at huske alle de skamfulde ting, du har gjort i dit liv?

En dag bliver Dinas mor kaldt til Dunark for at hjælpe i en mordsag, men der går ikke lang tid, før en rytter også kommer for at hente Dina, fordi hun skal assistere moren. Det viser sig dog at være en fælde, og snart er Dina ufrivilligt viklet ind i hofintriger og kampen om magten.

Først og fremmest er forestillingen en ganske fin fortolkning af første bog i serien, og især sangene og scenografien er med til at skabe en gribende fortælling. Jeg var ret vild med måden, scenen blev brugt på, for der var alskens lemme og døre i gulvet, som skuespillerne hele tiden åbnede eller lukkede og dermed skabte en ret dynamisk og livlig scene med meget få virkemidler.

Der var flere gode ørehængere blandt sange – både af den bombastiske og den sørgmodige slags – men der var dog også et par sange, hvor der var for mange (knudrede) ord i versefødderne. Ikke desto mindre var der arbejdet med at få musikken til at vække følelser og understøtte historien, og jeg skal helt sikkert have fat i cd’en, når den udkommer – der er sange, som jeg glæder mig til at nynne videre på den kommende tid.

Som tilhænger af seje, kvindelige hovedroller er jeg godt tilfreds med valget af Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose som Dina, for hun har en smuk og klar stemme og et meget udtryksfuld ansigt, der matcher mit indtryk af Dina fra bogen. I det hele taget er der mange gode skuespilpræstationer, men det er kvinderne, der virkelig stråler, og det er ikke så underligt i en fortælling, der i den grad bæres af stærke kvinder. Et skønt alternativ til det traditionelle fantasy, hvor kvinder let ender i biroller, der evt. kan reddes fra et tårn eller en drage.

Så er forestillingen værd at se? Ja, for søren da! Det er en skøn historie, og den spilles med en så stor entusiasme, at fortællingen griber dig og fører dig ind i en verden, hvor venskab, retfærdighed og håb stadig vil sejre, selvom mørket truer. Jeg vil godt indrømme, at jeg flere gange tog mig selv i at blive rørt over flere af scenerne, og det ser jeg som et kvalitetsstempel.

Forestillingen vises frem til 11. november.

[youtube http://www.youtube.com/watch?v=tVxVKHUkBI4]