Year of the Bastard – Transmetropolitan 3

Så blev det tid til tredje album i Transmetropolitan-serien – nemlig ‘Year of the Bastard’.

Serien handler om kultjournalisten og provokatøren Spider Jerusalem, og i dette album blander han sig i præsidentvalget, hvor han stiller skarpt på kandidaterne. Men privat roder han igen rundt i stoffer, hvilket fører flere uheldige episoder med sig. Spider Jerusalem er dog en fandenivoldsk karl, som kan slippe af sted med det meste…

Jeg synes desværre, at dette album går lidt for meget op i stoffer og vrede mod omverdenen. Spider Jerusalem er ikke den letteste hovedperson at holde af, og det bliver absolut ikke lettere i dette album, hvor han er en virkelig bitter nar, der hater på alt og alle. Det kan være sjovt i en vis mængde, men her er han bare utålelig.

Heldigvis er der lyspunkter undervejs, så når han ikke er ved at sumpe til i en ligegyldig rus, er han faktisk ret skarp og får søgelyset rettet mod valget, som selvfølgelig ikke foregår helt, som det bør.

Jeg krydser fingre for, at næste album vil fungere lidt bedre, for jeg synes bestemt, at den verden har noget at byde på – der er bare lidt ‘ujævnt trav’ undervejs.

Rovdyrenes klub – Bogeyman

Det er ikke så tit, jeg låner tegneserier på biblioteket, men da jeg for nylig kom forbi for at hente bøger, jeg havde reserveret, tog jeg både ‘Wika og Oberons rasen’ samt ‘Rovdyrenes klub – Bogeyman’ med hjem.

‘Rovdyrenes klub – Bogeyman’ er første hæfte i en serie, der er skabt af Valérie Mangin og Steven Dupré. Handlingen foregår i London i 1800-tallet under industrialiseringen. Her er kontrasterne store med fabriksejerne på den ene side og de fattige fabriksarbejdere på den anden. Forældre sender deres små børn ud for at tjene på fabrikkerne, da mange kæmper for at tjene nok til at kunne brødføde hele familien. Tegneserien skifter mellem at følge drengen Jack, der stjæler for at overleve, og rigmandsdatteren Elizabeth, som lever en beskyttet tilværelse. En dag støder de dog på hinanden, og det forandrer alt. Jack giver Elizabeth et indblik i de fattige børns liv, og fra da af er hendes liv ikke det samme.

Det er en pæn og sober streg med masser af detaljer, der rammer en klassisk engelsk stil. Meget stemningsfuld og lidt i stil med ‘Oliver Twist’. Samtidig er tempoet behersket, og den rolige opbygning passer godt til historien.

Personerne er desværre lidt svære at komme ind på livet af. Elizabeth er lidt overfladisk beskrevet, hvilket omvendt passer godt til de rammer, hun lever i. Til gengæld brød jeg mig slet ikke om Jack, der var alt for tvær og vredladen til mig, og det kom desværre til at trække ned i den samlede oplevelse af historien, da jeg manglede nogen at holde med undervejs.

Dette er en historie, der rummer grusomme detaljer, og jeg vil derfor ikke anbefale den til folk, som hader horror. Selvom tegneren ikke svælger i bloddyppende scener, så er der stadig nogle få men særdeles makabre tegninger undervejs, som virkelig giver historien et interessant og nervepirrende twist.

Selvom historien var lang tid om at komme i gang, og selvom jeg aldrig rigtig kom tæt på personerne, så gør netop twistet til sidst, at jeg er fristet til at læse videre i serien på et tidspunkt. Jeg må simpelthen vide, hvad der efterfølgende sker!

 

 

Wika og Oberons rasen

Jeg var på biblioteket i starten af ugen, og her hentede jeg blandt andet denne tegneserie, som passer godt ind i mit kvartalstema; fantasy.

‘Wika og Oberons rasen’ er tegnet og fortalt af Olivier Ledroit og Thomas Day. Det er første bind i serien ‘Wika’ og foregår i Pans rige, hvor den grusomme fyrst Oberon og hans elskerinde angriber fortet Castelgrimm, hvor feernes regenter bor. Oberon ønsker at udrydde hele fe-familien, men det lykkedes at smugle regentparrets datter, Wika, ud under blodbadet. Hun bliver gemt af vejen hos en adoptivfamilie, hvor hun vokser op uden at kende sin baggrund. Men Wika har naturligvis stadig sine fe-evner, og da hun bliver teenager, opdager hun sine kræfter. Pludselig bliver hun opmærksom på sit ophav og sine muligheder – men også på de, der ønsker hende død. Nu er spørgsmålet, om hun ønsker at være den jagede eller den, der jager.

Jeg var desværre ikke særlig vild med denne tegneserie. På den ene side er tegnestilen ret imponerende, da den er utrolig detaljeret. På den anden side er den lige lovlig 80’er-metalplakat-agtig med overdimensionerede rustninger og dullede kvinder med alt for store bryster. Nåja og kæmpe dådyrøjne i værste mangastil. Jeg tændte helt af på måden, kvinder var fremstillet på i tegneserien. Og så irriterede det mig også, at tegneren ikke var konsekvent mht. hvordan blandt andet hovedpersonens ansigtstræk var, da hun blev ældre – det virkede nærmest, som om der var flere tegnere henover projektet, da hun skiftede en del.

Historien har ikke så meget at byde på. Den onde dræber hovedpersonens familie, og så skal hun finde sig selv og derefter søge hævn. En historie, der er fortalt tusind gange før og langt mere elegant og nuanceret end her.

‘Wika og Oberons rasen’ var noget af en skuffelse. Bortset fra det imponerende arbejde, der lå bag at tegne så detaljeret, så var der ikke meget at komme efter – en banal historie, simpel vold og masser af kavalergang. Intet nyskabende eller spændende i det.

Locke & Key 3

Tidligere på ugen læste jeg tredje hæfte i ‘Locke & Key’-serien. Jeg har tidligere anmeldt ‘Locke & Key’ og ‘Locke & Key 2’.

Vanen tro bringer jeg ikke et resumé, når der er tale om en del af en serie, men jeg vil kort opsummere, hvordan min læseoplevelse var.

Jeg havde først og fremmest lidt svært ved at leve min ind i historien i dette album. Det var især i den første halvdel, hvor der skete flere ting, som forvirrede mig. Heldigvis var anden halvdel langt bedre, og især den sidste fjerdedel var både smukt og stemningsfuldt illustreret men også så fint og skrøbeligt fortalt på samme tid. Jeg synes i det hele taget, at illustrationerne er blevet smukkere og mere fantasifulde i forhold til det første album, og det kan jeg godt lide.

Det endte med at være en ganske fin læseoplevelse trods den lidt ærgerlige start. Jeg overvejer at genlæse andet album, inden jeg senere i år læser resten af serien, for der er et par plotrelaterede ting, jeg lige vil dobbelttjekke, inden jeg læser videre.

Men som sagt – en glimrende læseoplevelse og fortsat en serie, jeg nyder at læse.

Den fede kat Otto

SPONSORERET

I december fik jeg en e-mail, der fangede min opmærksomhed. Den handlede nemlig om horror og katte! Jeg har to katte (som ind imellem dukker op på billederne her på bloggen – først og fremmest i forbindelse med readathon), så en tegneserie om en kat, der bliver mobbet, måtte jo være noget for mig. Jeg takkede derfor ja, da jeg blev tilbudt at få et anmeldereksemplar tilsendt.

‘Den fede kat Otto’ er tegnet og fortalt af Riivo Sarapik og Susanne P. Lorenzen. Den handler om katten af samme navn, der bliver mobbet af pindsvin, der stjæler hans mad. Gode råd er dyre, for Otto svinder mere og mere ind, men en dag får piben en anden lyd…

Dette er en superkort tegneserie, som kan læses på få minutter. Den bliver solgt som en børnebog, men jeg er lidt i tvivl om hvilken aldersgruppe, den henvender sig til. Humoren er nemlig en anelse grovkornet – tenderende til plat – men jeg grinede højt, da jeg læste den. Min kære ægtefælle blev dog noget forarget, da han læste den, så jeg må hellere advare – det er altså lidt upassende humor. Af samme grund vil jeg også mene, at den ikke egner sig til alle børn, og at det er en god idé, at forældrene læser den igennem, inden de overvejer at give den til barnet/børnene.

Men en fin lille tegneserie med nogle kære tegninger (… det meste af tiden…!).

Fremtidens araber bind 3

Jeg blev rigtig glad, da jeg opdagede, at tredje bind i serien ‘Fremtidens araber’ af Riad Sattouf var udkommet og kunne lånes på biblioteket. Du kan læse om de to første albums i min anmeldelse fra starten af året.

Stilen er meget som i de foregående to albums. Jeg synes dog, at der er lidt mere ro over fortællingen i dette album – som om at forfatteren har fundet sig til rette i historien og er helt klar på, hvordan han synes, den skal fortælles. Det betyder dog også, at historien virker mere ‘pæn’ og forudsigelig, og det føltes ind imellem også, som om der ikke var nær så meget kød på denne del af hans liv. Men når det så er sagt, så er det en solid og stemningsfuld fortælling, som fascinerer mig, og jeg synes, at det er en meget fin måde at fortælle om den komplicerede opvækst som barn af to vidt forskellige kulturer. Kan fortsat varmt anbefale serien.

Løvinden

Jeg vidste ikke, at der fandtes en graphic novel over Karen Blixens liv før jeg faldt over denne her på biblioteket. ‘Løvinden’ er tegnet af Terkel Risbjerg og skrevet af Anne-Carolien Pandolfo og er en fantasifuld fortælling om Karen Blixens opvækst i Danmark samt voksenlivet, som blev brugt både i Danmark og i Afrika.

Historien er en poetisk fremstilling, hvor syv meget forskellige ‘feer’ i form af blandt andet Djævelen og Nietzsche velsigner hende i vuggen med forskellige gaver og derefter følger hende hele livet. Her ser man både Karen under opvæksten i Danmark, hvor hun havde en helt særlig samhørighed med faderen. Da han døde, var hun meget alene, for hun havde en helt anden udlængsel end de andre i familien. Skæbnen ville, at hun fik mulighed for at drage til Afrika, og der er ingen tvivl om, at årene sydpå var spændende men hårde. Til sidst ville familien ikke længere betale for Afrika-eventyret, og Karen vendte hjem til Danmark. Her begyndte hun at skrive bøger og blev snart kendt – men først da hun havde fået gennembrud i udlandet, for de danske forlag var ikke interesseret i hende i starten.

Jeg havde det lidt blandet med denne tegneserie. På den ene side var det en interessant fremstilling af Karen Blixens liv – ikke mindst på grund af de smukke, stemningsfulde og afdæmpede akvareltegninger. På den anden side syntes jeg, at det var en flad og meget overfladisk fortælling, og jeg var ikke særlig vild med rammefortællingen med ‘feerne’. Jeg blev ikke meget klogere på Karen Blixen som person – dog med undtagelse af det nære bånd til faderen, for det kendte jeg ikke til – og det havde jeg ellers håbet på at blive.

‘Løvinden’ skal læses på grund af de smukke, sårbare tegninger – og eventuelt hvis du er Karen Blixen fan og elsker at læse alt om hende. Men jeg synes, at tegneserien kræver et større kendskab til forfatteren, end jeg umiddelbart forventede.

Hver dag starter det forfra

Jeg faldt over denne tegneserie, da jeg skulle på biblioteket for at hente bøger, og så røg den med i lånebunken, for hvornår kan man ikke lige læse en tegneserie?

‘Hver dag starter det forfra’ er tegnet og fortalt af Line Kjeldsen Jensen. Tegningerne startede op som en afreageringsprojekt på Instagram, mens hun var på barsel med det tredje barn, og manden ofte var væk 3-5 dage om ugen i forbindelse med sit musikerjob. Det gav en del udfordringer – ikke mindst fordi Line samtidig havde problemer med sin ene fod og ikke kunne gå i en periode.

Tegningerne er først og fremmest små glimt af hektiske og frustrerende situationer under barslen men også de små sejre, der ind imellem popper op i den grå hverdag. Billederne er gennemsyret af følelser – først og fremmest frustration men også kampvilje og ikke mindst kærlighed til børnene – og den lidt naive streg giver dem samtidig et ret autentisk udtryk.

‘Hver dag starter det forfra’ er helt sikkert relevant for forældre og især småbørnsforældre. Personligt har jeg ikke selv børn, så tegningerne påvirkede mig ikke så meget, men jeg er sikker på, at der er mange forældre, som (gysende) kan nikke genkendende til mange af situationerne. I øvrigt et tip herfra – læs ikke tegneserien på én gang. Det var tydeligt, at tegningerne var blevet uploadet drypvis, og derfor blev det lidt for meget af det samme, da jeg læste tegneserien på under en time.

The Walking Dead 17-18 – Book 9

Det er efterhånden blevet tradition, at jeg har horror-tema til efterårs-udgaven af Dewey’s Read-a-Thon, og i år var ingen undtagelse. Det plejer også at betyde, at jeg læser en bog i ‘The Walking Dead’-serien, og i år nåede jeg så til ‘The Walking Dead Book 9’.

Nu vil jeg vanen tro ikke bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til de foregående bøger, men hold da op – jeg blev altså positivt overrasket. Det er ellers sjældent, at serier, der strækker sig over mange bøger, kan overraske undervejs, men her lykkedes det alligevel at tilføre lidt nyt til serien. Jeg synes ellers, at den har stået lidt i stampe i de seneste albums. Det har været den samme type konflikter, og der var ikke den store udvikling. I dette album synes jeg dog, at især én konflikt var forfriskende ny. Ok, måske ikke news-breaking-ny men nok til, at resulterede i en ganske god læseoplevelse.

OBS – jeg er i øvrigt pt. i gang med at se sæson 6 på Netflix, og jeg er lidt usikker på, om den sæson også når at berøre handlingen i dette album, men det finder jeg ud af i løbet af den næste uges tid.

Locke & Key 2

Til den netop overståede read-a-thon kom jeg endelig videre med Locke & Key-serien. Jeg læste første album sidste år, og nu var det så tid til ‘Locke & Key 2’.

Jeg vil ikke komme ind på handlingen, da det kan blive en smule kompliceret uden at røbe for meget af historien fra første album, men det handler kort fortalt om en række søskende, overnaturlige evner og onde kræfter, der ikke vil dem det godt.

Historien var lidt forvirrende i starten, da jeg havde glemt et par detaljer fra første hæfte, men heldigvis havde forfatteren indflettet et par ‘husk-lige-at-det-var-sådan-her-det-skete’-scener, så jeg kom hurtig på omgangshøjde med historien.

Der var et fint tempo i fortællingen, men jeg savnede dog lidt mere tyngde undervejs. Det kom så til sidst, hvor der var nogle ret interessante tilføjelser til historien, og som bestemt gjorde mig mere nysgerrig.

Nu overvejer jeg, om jeg skal læse næste hæfte i løbet af vinteren og så gemme de tre sidste hæfter i serien til næste års oktober-read-a-thon. Hvis jeg altså kan vente så længe. Men bestemt en lovende serie.