Murder on Balete Drive – Trese 1

Jeg låner ind imellem bøger via Ereolen Global, og her er også et lille udvalg af graphic novels. Jeg kunne ikke stå for dramatiske forsider til Trese-tegneserierne, så her lånte jeg de fire første hæfter, der udgør bogen ‘Murder on Balete Drive’.

Jeg vil i øvrigt indskyde, at jeg IKKE kan anbefale at læse dem på en mobiltelefon, da skriften er for lille – læs dem i stedet på computer eller tablet.

Jeg var ret vild med de dystre tegninger, som var en blanding af noir og asiatisk elegance. Meget smukke og stemningsfulde tegninger.

Der manglede til gengæld noget på indholdssiden. Selvom der var en ganske pæn mængde action i historierne, så savnede jeg dybde, og det skyldes nok i høj grad, at historierne var så korte. De kom til at virke som små teasere til en potentielt spændende historie, der aldrig rigtig kom i gang. Samtidig havde jeg svært ved at lure, hvad jeg skulle mene om hovedpersonen Trese. Hun virkede ret endimensionel og var derfor ret uinteressant – ærgerligt når nu hun ellers lod til at være lidt af en bad ass chick.

Trese skal først og fremmest læses for de flotte illustrationer. Historierne er der dog ikke nok kød på, så jeg regner ikke med at læse videre i serien.

Lust for Life – Transmetropolitan 2

Jeg læste den første tegneserie – ‘Transmetropolitan’ – for et par måneder siden, og nu var det tid til at læse det næste hæfte, som jeg lånte af min allerkæreste.

‘Lust for Life’ centrerer sig atter om den ekstreme journalist, Spider Jerusalem, der er endnu mere bad boy end i det første hæfte. Der er en pæn mængde action – en del af det dog så brutal og blodig, at det ikke er for sarte sjæle. Så er du advaret.

Historien er ret speciel – ret scifi vil jeg sige på den der kreative og ret weird måde. Der sker ting, som absolut ikke ville kunne lade sig gøre i dag. Stadig fortalt med et glimt i øjet og en hul latter på læben. Der var tidspunkter, hvor jeg spekulerede på, om ‘Saga’-folkene mon har hentet inspiration fra denne serie.

Når det så er sagt, så fangede historien mig desværre ikke helt så meget som i det første hæfte. Det var elementer såsom den vrede kamphund og drengen uden hoved (!), der bare ikke fungerede for mig. Sjovt og anderledes men også så mærkeligt, at det tændte mig lidt af.

Men en ok læseoplevelse dog – og jeg skal bestemt læse næste hæfte på et tidspunkt.

Transmetropolitan

Min allerkæreste kan heldigvis godt lide bøger og tegneserier. Ok, mest det sidste, selvom han nu ikke er bleg for at læse bøger. De senere år har jeg givet ham Sandman-serien i forbindelse med jul og nytår, men nu, hvor han har fået alle bøgerne, var det tid til at finde på noget nyt. Efter lidt research på Goodreads faldt jeg over ‘Transmetropolitan’, som lød ganske lovende, så han fik første album i julegave. Da han havde læst det, fik jeg også lov til at læse det – og blev positivt overrasket!

‘Transmetropolitan’ er en cyperpunk tegneserie, hvor første album udkom i slutningen af 90’erne. Hovedpersonen er den ret ekstreme – og ret populære – journalist, Spider Jerusalem, der har været væk fra offentligheden i flere år. Nu er han dog vendt tilbage til storbyen, og det går ikke stille af – snart er han viklet ind i en stor sag, og hans navn er på alles læber igen.

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente af denne serie, men jeg blev positivt overrasket. Det er ret sjovt at tænke på, at denne serie er næste tyve år gammel og ‘alligevel’ skal forestille sig at foregå i fremtiden. Den virker dog på ingen måde bedaget (hvilket ‘gamle’ scifi-serier ind imellem godt kan gøre, når de er overhalet af virkeligheden), men der er dog også et snert 90’er-stil over den – ikke mindst på grund af gonzo-journalistikken.

Jeg var ret vild med den fanden-i-voldske Spider, som er full frontal i sine interviews (og jeg er samtidig bevidst om, at jeg ville virkelig ikke kunne lide ham, hvis jeg mødte ham i virkeligheden ;)). Han er en sand katalysator mht. action og fremdrift.

‘Transmetropolitan’ skal bestemt læses for sin nærmest aggressive og insisterende journalistiske dækning af et opgør i slummen, hvor politiet tager sig visse friheder – eller rettere sagt prøver på. Spider bliver helt klart fremstillet som de undertryktes helt, selvom han ikke just selv er en engel.

Jeg glæder mig til at læse videre i denne serie, og da min allerkæreste heldigvis også kunne lide den, så vil jeg ikke afvise, at han nok får flere albums i løbet af de kommende år… 😉

Saga 6

Ligesom så mange andre er jeg ret betaget af tegneserien ‘Saga’, som har gået sin sejrsgang blandt bogbloggere og bog-vloggere. Nederst i dette indlæg kan du finde links til mine øvrige Saga-anmeldelser.

Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal skrive i denne anmeldelse uden at afsløre for meget af handlingen i de tidligere albums, men lad mig endnu en gang fremhæve de meget smukke og fantasifulde tegninger, den spændende historie og forfatterens evner til hele tiden at sende fortællingen i nye, interessante retninger. Jeg keder mig bestemt ikke, og jeg synes heldigvis heller ikke, at jeg mærke nogen form for ‘metaltræthed’, hvilket man ellers kunne være bange for, nu hvor serien alligevel er ved at have nogle albums bag sig.

Jeg ser allerede frem til næste album!

Rat’s Wars – Pearls Before Swine

Dette er ikke en klassisk anmeldelse men nærmere et par ord om en tegneserie-serie (!), som jeg har læst gennem de sidste mange år. Og dog – det er en sandhed med modifikationer, for de senere år har jeg holdt en pause fra serien, da jeg syntes, den gentog sig selv for meget. Jeg fik dog lyst til at læse serien igen og fik heldigvis dette hæfte i julegave.

‘Pearls Before Swine’-serien er tegnet og fortalt af Stephan Pastis. Det er en humoristisk serie med en ret nuttet tegnestil, hvor hovedpersonerne består af en række dyr med menneskelige træk. Figurerne strækker sig lige fra den egoistiske og voldelige Rat og den naive og søde Piggy til den kloge og tålmodige Zebra og de zebra-sultne og virkelig stupide krokodiller. Nåja, og så alle de andre – der er en rimelig bred vifte af figurer i denne serie.

Forfatteren kan godt lide at lege med rammerne – både bogstaveligt talt, hvor tegneseriefigurerne blandt andet hopper uden for striben, men også mere abstrakt. I ‘Rat’s Wars’ optræder forfatteren således adskillelige gange direkte i striberne – typisk i situationer, hvor tegneseriefigurerne synes, at hans humor er for plat!

Det er en ret hyggelig og til tider også ganske sjov serie, og selvom dette hæfte også har en del af de samme type jokes som i de foregående hæfter, så var især meta-delen ret underholdende.

Mon ikke jeg læser videre i denne serie senere i år? Det håber jeg.

Fremtidens araber bind 1 + 2

Min nysgerrighed blev straks vakt, da jeg faldt over ‘Fremtidens araber’ på biblioteket. Jeg havde ikke hørt om trilogien før, men da jeg holder meget af blandt andet ‘Persepolis 1+2’ og ‘Kylling med blommer’, så lød denne tegneserie-trilogi også fristende.

‘Fremtidens araber’ er tegnet og fortalt af Riad Sattouf. Det er som sagt en trilogi, men indtil videre har jeg kun læst de første to hæfter i serien. Det er fortællingen om hans barndom i Mellemøsten og Frankrig, da hans syriske far og franske mor sørgede for, at han fik oplevet deres hjemlande.

Riad fremstiller sig selv som en ret naiv, lyshåret dreng – måske lidt for naiv til tider, selvom jeg nu ikke har indtryk af, at han gerne vil femstille sig selv i et særligt positivt lys. Man ser, hvordan hans skolegang er præget af tæsk og indoktrinering, og hvor man absolut ikke skal sige læreren imod. Samtidig oplever man også både hans og moderens udfordringer ved at passe ind i den arabiske familiestruktur og ikke mindst de kulturelle forskelle, der er mellem de fransk-syriske forældre.

Jeg synes, at tegneseriestilen er en meget fin måde at fortælle om opvæksten i et mellemøstligt land. Det er et format, der sagtens kan vække følelser og skabe stemning, for selvom der er hyggelige stunder i Riads fortælling, så er der bestemt også alvor og uhygge.

‘Fremtidens araber’ er ikke så politisk som ‘Persepolis 1+2’, og det gør mig egentlig ikke noget, selvom det bestemt var en af plusserne ved ‘Persepolis’. Der er langt mere fokus på det at være et lille barn, der vokser op med to kulturer, og det er ret fascinerende at få et indblik i, hvordan Libyen var dengang – på godt og ondt. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Riad beskriver sin tid i Mellemøsten, hvor tegningerne af de uhumske byer og volden blandt børnene står i stærk kontrast til faderens voksende patriotisme. Det bliver mere og mere absurd og sætter ikke faderen i særlig positivt lys.

‘Fremtidens araber’ er en spændende og tankevækkende fortælling. Den virker ind imellem lige lovlig reflekteret og detaljeret i forhold til, at historien ses fra et barns synspunkt, men det er nok også min største anke. Jeg glæder mig til at læse tredje og sidste bind i serien.

The Sandman 8 + 9

Jeg er efterhånden nået næsten til vejs ende i Sandman-serien. Nedenunder dette indlæg kan du finde links til de øvrige anmeldelser.

‘The Sandman 8 – World’s End’ og ‘The Sandman 9 – The Kindly Ones’ er vanen tro skrevet af Neil Gaiman og illustreret af forskellige tegnere. De to hæfter var ret forskellige – og ikke kun på grund af 9’erens størrelse, da den var  mindst dobbelt så tyk som 8’eren.

Helt overordnet set var jeg desværre ikke lige så begejstret for disse to hæfter som de foregående. Især 9’eren faldt slet ikke i min smag – hverken tegnestilen eller historierne. Jeg syntes, at hæftet på begge punkter lå langt fra de første hæfters standard (men det kan selvfølgelig også bare være min smag).

8’erens opbygning, hvor en gruppe personer har søgt tilflugt på en kro på grund af et voldsomt stormvejr og derefter begynder at fortælle hinanden historier, er meget fin. Desværre svinger historierne temmelig meget – nogle er kedelige eller (for) underlige, mens andre er ret interessante.

9’eren kedede mig til gengæld det meste af tiden, og så blev det jo ikke bedre af, at det nok også er det tykkeste hæfte i serien. Her var jeg lige ved at gå død flere gange og måtte mentalt skubbe til mig selv for ikke at gå helt i stå.

Jeg satser på, at jeg får færdiggjort serien i løbet af vinteren.

Søvn og torne

Det virker, som om det er ret populært at genfortolke de klassiske eventyr disse år. Nu tænker jeg ikke kun på årets julekalender fra DR (‘Den anden verden’ – som i mine øjne er en udmærket serie men bestemt ikke en julekalender) men også på de mange hundrede ungdomsbøger, som har et eller flere af de klassiske eventyr som udgangspunkt. Jeg har ikke læst så mange af disse fortolkninger, men jeg har da læst ‘The Lunar Chronicles’ med blandt andet ‘Cinder’ og ‘Scarlet’.

‘Søvn og torne’ er skrevet af Neil Gaiman og illustreret af Chris Riddell. Det er en moderne fortolkning af eventyrerne ‘Tornerose’ og ‘Snehvide’, hvor der leges med de traditionelle kønsroller. I den originale udgave af ‘Tornerose’ er det en prins, der forsøger at redde den sovende skønhed, men i denne udgave er det en prinsesse, der udsætter sit eget bryllup for at redde hele landet fra at falde i søvn.

Jeg må indrømme, at jeg langt hen ad vejen syntes, denne bog mere var en gimmick end en spændende fortolkning. Bevares – jeg kunne rigtig godt lide twistet med, at det var en ung kvinde, der skulle redde en anden ung kvinde, men jeg syntes ikke, at der var så meget mere nyt i historien. Først hen imod slutningen var der lidt mere kød på fortællingen, og selvom det endte med en glimrende læseoplevelse, så var den på ingen måde revolutionerende. Gør det bogen dårlig? Nej, bestemt ikke – jeg havde bare håbet på lidt mere.

Bogen er rigt illustreret, og mange af tegningerne er både smukke, fantasifulde og meget detaljerede. Min eneste anke er den gyldne farve, der er brugt til at farvelægge dele af tegningerne – den brød jeg mig ikke om.

Habibi

Jeg har længe ønsket at læse ‘Habibi’, men har også tøvet, fordi tegneserien har fået meget blandede anmeldelser. Men da jeg opdagede den på det lokale bibliotek, kunne jeg ikke nære mig 🙂

‘Habibi’ er tegnet og fortalt at Craig Thompson, der også står bag ‘Blankets’. ‘Habibi’ handler om den unge pige, Dodola, som bliver taget til fange af slavehandlere. Her møder hun den yngre dreng, Zam, som hun hurtigt adopterer som sin lillebror, da ingen andre syntes at tage sig af ham. Det lykkedes dem at stikke af fra slavehandlere, og de søger tilflugt i ørkenen, hvor de lever i en række år, indtil en tragisk hændelse, som får store konsekvenser for dem begge.

Lad mig starte med at fastslå, at ‘Habibi’ er ekstremt smukt illustreret. Jeg elskede tegnestilen i ‘Blankets’, men i ‘Habibi’ er der skruet yderligere op for detaljegraden og elegancen. Det er så betagende, at når historien for alvor bliver grum og brutal, så virker de elegante billeder som en flot kontrast til ondskaben. Vil du se eksempler på bogens illustrationer, så finder du dem via denne Googlesøgning.

Historien havde jeg det noget blandet med – først og fremmest fordi den til tider virkede rodet og langtrukken. Forfatteren er blevet kritiseret for den fremstilling af seksuel dominans, han beskriver i den fiktive arabiske verden, som historien foregår i. Jeg kan godt forstå kritikerne, da det kan virke provokerende, når bogen samtidig også indeholder elementer fra både Islam og kristendommen (dog ikke i direkte relation til sexscenerne). Omvendt er det en fiktiv historie, og derfor har jeg ikke forholdt mig til den kritik.

Men historien har bestemt også en række hjertegribende øjeblikke, hvor man enten smiler eller gisper, og jeg blev flere gange overrasket over, hvor meget skønhed og smerte, Craig Thompson, formår at indflette i sine tegninger.

Absolut en tegneserie, man skal læse for at nyde de fantastiske tegninger – og for at opleve de scener, hvor magien for alvor indfinder sig.

Through the Woods

through the woodsTil sidste måneds Read-a-Thon fik jeg endelig læst ‘Through the Woods’ af Emily Carroll. Tegneserien har stået på min ønskeseddel i flere år, og da jeg syntes, den passede fint ind i mit gys og horror-tema, så benyttede jeg lejligheden til at købe den kort tid inden læse-eventen.

‘Through the Woods’ er en graphic novel, der indeholder fem fortællinger. Der er brugt sort-hvide tegninger kombineret med enkelte klare farver, hvilket giver et simpelt og alligevel ganske stemningsfuldt udtryk. Historierne er som dystre folkeeventyr, hvor uhyggen bygges op uden brug af bøh-effekter eller voldsomme scener.

Jeg kunne rigtig godt lide tegnestilen, der fint underbyggede de stilfærdige og dystre fortællinger. Jeg syntes dog på ingen måde, at den var så skræmmende og uhyggelig, som mange anmeldelser har fremhævet, så på den front blev jeg desværre lidt skuffet. Det var nogle interessante og måske også lettere morbide historier, men der var intet, der gav mig gåsehud eller fik mig til at kigge mig paranoidt over skulderen. Men ok – der skal altså også en del til for at en bog skræmmer mig.

‘Through the Woods’ er først og fremmest en meget stemningsfuld bog, og så er de lidt naive tegninger ganske smukke. Selvom den ikke skræmte mig, så er det en tegneserie, jeg helt sikkert vil finde frem igen for at genlæse.