Crank

‘Crank’ er skrevet af Ellen Hopkins og handler om teenagepigen Kristina, der lever et ganske normalt teenageliv og klarer sig samtidig ganske godt i skolen. Hun bor hos sin mor, da forældrene ikke længere er sammen, men en sommer beslutter hun sig for at besøge faren, der bor i en anden by. Han er dog sjældent hjemme, så hun er meget alene under sit besøg – lige indtil hun møder Adam. Han overtaler hende til at prøve meth (crank), og snart er hun afhængig af stofferne. Hun forsøger at skjule, da hun kommer hjem fra ferien, men hendes opførsel ændrer sig drastisk, og snart prøver moren fortvivlet at få sin datter på rette spor igen.

Denne bog har en helt særlig skrivestil, da den mange steder nærmere fremstår som et digt end som en traditionel roman. Her er et eksempel:

“you fly until you crash two days
two nights
no sleep,
no food,
come down off the monster
YOU CRASH REAL HARD”

Det er en ret interessant måde at fortælle en historie på, men der er to ulemper: For det første er det ikke en historie, man bare lige læser hurtigt – skrivestilen fordrer, at man læser langsomt og lader ordene synke ind, så det er ikke en bog, der egner sig til hyggelæsning eller en read-a-thon. Og så vil jeg mene, at bogen også er for lang til denne skrivestil i det hele taget. For det andet er forfatteren ikke konsistens mht. denne skrivestil, så der er kapitler, der er mere traditionelt opbygget. Det er lidt synd, for der er noget betagende ved at fortælle historien på den mere poetiske måde.

Historien er tankevækkende og troværdig – ikke kun fordi forfatteren tager udgangspunkt i egne oplevelser men også fordi, at man kommer helt tæt på den rutsjetur, som Kristina – og hendes familie – oplever. Kristina opfører sig forfærdeligt, og kunne ikke forstå mange af hendes valg, men de virkede meget troværdige i forhold til situationen.

Der er dog også ting, som også virkede konstruerede i forhold til at opbygge en spændende historie – for eksempel da hun skal tage et valg, der vil ændre hendes liv fuldstændigt. Her virkede det bare meget belejligt, at den situation opstod – ikke for hende men for historien i sig selv. Det var jeg ikke særlig begejstret for.

Jeg synes, det er en meget relevant fortælling, der giver et indblik i, hvordan en helt almindelig teenager pludselig kan ende i et stofmisbrug, og hvordan familien oplever dette sammenbrud. Skrivestilen giver lidt ekstra til historien – den fangede i hvert fald mig og gjorde, at jeg blev ret opslugt af fortællingen i starten. Det er dog samtidig også en stil, der kan skræmme væk – ikke mindst på grund af bogens længde.

‘Crank’ kan læses, som den er, men forfatteren har dog skrevet par efterfølgere til bogen. Selvom jeg helt overordnet synes, at det var en udmærket læseoplevelse, så kan jeg ikke umiddelbart se, hvad hun kan tilføje historien, og jeg har derfor ikke planer om at læse resten af serien.

Kylling med blommer

I sidste måned læste jeg ‘Embroideries’ af Marjane Satrapi, og det endte med at være månedens bedste læseoplevelse. Derfor var det utrolig fristende at låne en anden af hendes bøger, ‘Kylling med blommer’, da jeg så den på biblioteket tidligere på ugen. Ud fra titlen skulle man tro, at det er en kogebog, men det er en graphic novel, der foregår i Iran.

‘Kylling med blommer’ foregår i Teheran i 1958 og handler om Satrapis onkel. Han er musiker og leder efter et nyt musikinstrument, da hans kone har ødelagt hans gamle i et raserianfald. Men Nasser kan ikke finde en god erstatning for hans elskede musikinstrument, og frustrationen vokser. Til sidst overmander depressionen ham og han lægger sig ned for at dø. Flere kigger forbi hans sygeleje for at opmuntre ham og få ham til at leve igen, men Nasser er urokkelig – hans liv giver ikke længere mening.

‘Kylling med blommer’ er en noget anderledes fortælling end ‘Embroideries’. Det er en kort og sørgmodig fortælling om en mand, der mister lysten til at leve, og den er fortalt med meget enkle og nærmest naive tegninger. Selvom historien er så kort og simpel, efterlod den alligevel et godt indtryk, for Satrapi er god til at fortælle, og fortællingen om musikeren, der mister lysten til at leve, er hjertenskærende og så menneskelig. Det er en historie om at drømme, elske og miste, og den er meget fint fortalt.

‘Kylling med blommer’ kan – ligesom Marjane Satrapis andre graphic novels – anbefales.

The Enchanted

Jeg vil godt indrømme, at hvis jeg ikke havde læst en række gode anmeldelser af denne bog, så havde jeg næppe valgt at købe den – forsiden tiltaler mig på ingen måde, og den siger i øvrigt meget lidt om bogens handling. Hestene har dog – måske – noget med handlingen at gøre, men det finder du ud af, når du læser bogen.

‘The Enchanted’ er skrevet af René Denfeld  og foregår på dødsgangen i et amerikansk fængsel. Historien fortælles af en altvidende fortæller i form af en af de indsatte, som optræder anonymt i bogen. Han fortæller om livet i fængslet – mest om de andre fanger – og om deres fortid. Hvad der har gjort, at de er blevet kriminelle, og hvordan de er i dag.

Bogen er skrevet i et meget smukt og poetisk sprog, hvilket giver en næsten hypnotiserende kontrast til det barske fængselsliv. Det er en fortæller, der i den grad forstår at forføre og fortrylle en tilhører. Hvor han så får al sin viden i er en helt anden sag – det giver i sig selv ikke mening, men det er i mine øjne heller ikke derfor, man skal læse bogen. Hvis du forventer en socialrealistisk fortælling om fængselsmiljøet, så er det ikke denne bog, du skal vælge.

‘The Enchanted’ er på mange måder en barsk bog, selvom det ikke er en bog, der indeholder synderlig mange brutale scener (ok, måske er jeg lidt farvet af, at jeg læser en del actionramte bøger, men jeg havde i hvert fald forventet langt flere grusomme ting). Men det er en bog, der er skrevet for at krybe ind under huden på dig. Det gjorde den desværre ikke på mig. Måske skyldtes det, at jeg syntes, den ind imellem blev lidt for rodet med de mange skift mellem de forskellige personer, fortælleren beskrev. Derudover irriterede fortællerens altvidende rolle mig, for det ødelagde illusionen om, at det var en af fangerne, der fortalte historien.

Hvis du gerne en bog, hvor sproget er fortryllende smukt, så er ‘The Enchanted’ noget for dig. Personligt havde jeg håbet, at jeg ville finde historien gribende og rørende, men det gjorde den desværre ikke – her foretrækker jeg ‘Tiger Lily’ og ‘The Silver Dark Sea’.

Burial Rites

Burial Rites

‘Burial Rites’ er skrevet af Hannah Kent og foregår på Island i 1800-tallet. Her er hovedpersonen, Agnes, dømt til døden for mordene på to mænd. Agnes bliver flyttet til en gård for at bo der, mens hun venter på sin henrettelse, og mens hun bor der, kan hun lige så godt hjælpe familien, hun bor hos. Der bliver – selvfølgelig – set skævt til hende, og mange på egnen er bange for hende, men som månederne går, bliver det også tydeligt for flere af de lokale, at Agnes er et menneske af kød og blod og ikke nødvendigvis den skræmmende morderske, de forestiller sig.

Dette er en stille fortælling. En fortælling om en kvinde, der venter på sin henrettelse, men også en fortælling om ret og uret, om næstekærlighed og smålighed samt om et barsk og nådesløs landskab.

Ja, lad os lige dvæle lidt ved omgivelserne, for beskrivelsen af naturen og klimaet er ganske enkelt betagende, skræmmende og dragende på samme tid. Man kan nærmest smage frosten og dufte den fugtige muld, når man læser denne bog, for forfatteren har indflettet nogle meget malende beskrivelser af landskabet. Man får virkelig fornemmelsen af, at her bor menneskene på naturens nåde, og at det bestemt ikke er et let klima at overleve i. Det er også med til at give bogen et ekstra alvorligt skær, som passer godt til historien.

I løbet af bogen følger man Agnes’ tid op til henrettelsen, og her får man samtidig flere og flere detaljer om hendes liv og ikke mindst tiden op til de mord, hun er dømt for at begå. Det er rigtig fint fortalt, især med de forskellige officielle dokumenter og breve, der ind imellem citeres fra. Beskrivelserne af de lokales forskellige reaktioner på hende virker meget troværdige men viser også, hvor frygtsomme og hensynsløse mennesker kan være.

Det er en skrøbelig og sårbar historie, en historie der vil krybe ind under huden på mange. Jeg må desværre indrømme, at den ikke rørte mig nær så meget som ‘The Snow Child’ og ‘The Silver Dark Sea’, men jeg nød de smukke beskrivelser af den islandske natur og den meget fine skæbnesfortælling, som bogen indeholder.

The Silver Dark Sea

Jeg har et svagt punkt, når det gælder melankolske bøger, der handler om havet. Min yndlingsbog foregår da netop også ved og i havet, så da jeg faldt over ‘The Silver Dark Sea‘ tidligere på året, vidste jeg, at den bog måtte jeg læse – i et stille håb om, at den indeholdt lidt af den samme form for magi.

‘The Silver Dark Sea’ er skrevet af Susan Fletcher og handler om beboerne på den fiktive ø, Parla, som stadig sørger over en mand, der forsvandt i havet fire år tidligere. Flere af meget påvirkede af tabet, og livet synes at være gået i stå i mange af hjemmene. En dag skyller en mand, der ligner den forsvundne, op på kysten, og straks går snakken i gang. Hvem er den fremmede? Har han nogen relation til den forsvundne? Kan han være ‘The Fisherman’ fra myten af samme navn, hvor en mand fra havet bringer lykke til de steder, han besøger? Og hvilken betydning får hans opdukken på øens beboere?

Jeg bliver nødt til at komme med en advarsel – dette er en langsom fortælling, så du skal have tid og ro, når du læser den, for historien er skrøbelig, melankolsk og næsten smertelig i sit rolige fortælletempo.

Det er en meget smuk fortælling – både mht. sproget, fortællestilen og budskaberne. At læse bogen er næsten som at gå en tur ved havet, hvor kapitlerne er bølgeskvulp. Her fortælles forskellige scener flere gange, fordi scenerne bliver beskrevet af flere af de tilstedeværende – som bølger, der ruller op på stranden. Og der er en skrøbelighed ved de spæde tegn på håb, som fik mig til at tænke på fine, tynde muslingeskaller, som du dårligt tør tage op af frygt for, at de vil smuldre mellem fingrene på dig.

Men først og fremmest er dette en fortælling om kærlighed – om at turde elske, håbe og miste. Det er en historie, der gør ondt og godt på samme tid, hvis du lader den komme tæt på, men du skal give den tid til at folde ud, for den er sky og forsigtig. Og ja, måske kunne den have været kortere, og måske kunne der have været færre gentagelser, men det er også en af grundene til, at jeg anbefaler, at du giver dig god tid med denne bog, for det er en bog, som skal have tid til at trænge ind og bundfælde sig i dit hjerte og sjæl.

Dette er en bog for drømmere.

Glem det – Dårligt nyt – En smule håb

Da Gad kontaktede mig for at høre, om jeg ville anmelde denne bog, blev min interesse vakt af den interessante teaser-tekst om bogen – eller rettere bøgerne, for reelt set består denne bog af en samling af tre bøger: ‘Glem det’, ‘Dårligt nyt’ og ‘En smule håb’. Der er to bøger mere i serien, som ofte omtales som ‘Patrick Melrose-romanerne’, der udkommer i ét bind til efteråret.

Bøgerne er skrevet af Edward St. Aubyn og bygger på forfatterens eget liv. I den første bog, ‘Glem det’, oplever vi hovedpersonen Patrick Melrose som 5-årig, hvor han lever et ensomt liv sammen med sine forældre, der ikke værdiger ham megen opmærksomhed eller kærlighed. Moren har et alkoholmisbrug, og faren forgriber sig på Patrick. I næste bog, ‘Dårligt nyt’, er Patrick blevet 22 år og er som narkoman hele tiden på jagt efter det næste fix, mens de praktiske omstændigheder ved farens begravelse skal falde på plads. I tredje og sidste bog, ‘En smule håb’, er Patrick kommet på rette fode igen og forsøger at komme videre i forholdet til sin afdøde far, som han stadig hader.

Bogen levede desværre ikke op til mine forventninger eller de meget begejstrede anmeldelser, jeg havde læst på det tidspunkt. Hvor bogen både vakte afsky og morskab hos andre, formåede denne bog kun glimtvis at røre mig, og jeg kedede mig flere gange undervejs. Flere fremhævede voldtægtsscenen i starten af bogen som virkelig ubehagelig og grænseoverskridende, men jeg syntes faktisk, at den var så diskret og subtil, at det var meget let ikke at blive påvirket af scenen (uanset at det per definition er afskyeligt). Til gengæld var kapitlerne om Patricks stofmisbrug deprimerende og gav mig så meget lede, at jeg på et tidspunkt lagde bogen til side en dags tid for at læse noget andet.

Først og fremmest er bogen en beskrivelse af triste skæbner – ikke bare Patrick selv men også moren, faren og på sin vis flere i deres omgangskreds. En vifte af overfladiske, sørgelige og bitre menneskeskæbner, der hvirvles rundt blandt hinanden. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det, at Patrick som hovedperson ikke er synderlig sympatisk eller en person, man automatisk holder mig. Jeg behøver ikke nødvendigvis en helt som hovedperson – jeg kan tilmed godt lide, at en hovedperson ikke er perfekt men har ‘fejl’ og ind imellem gør dumme ting – men Patrick kan jeg på ingen måde sympatisere med.

De to sidste bøger – samlet i ét bind – udkommer som sagt til efteråret. Jeg har ikke planer om at læse bogen, for skal jeg være helt ærlig, så er jeg ligeglad med, hvordan den ender.

Mit hjerte og andre sorte huller

Dette er en anmelderbog, som jeg fik tilsendt af Nyt Nordisk Forlag.

‘Mit hjerte og andre sorte huller’ er skrevet af Jasmine Warga og handler om den 16-årige Aysel, der overvejer at begå selvmord. I skolen ser alle skævt til hende, da hendes far begik en forfærdelig forbrydelse for nogle år siden, og Aysel holder sig derfor mest for sig selv. Hun ser ingen grund til at leve og leder på nettet efter en selvmordspartner, for hun er ikke sikker på, at hun er modig nok til at gøre det selv. Her finder hun frem til Roman, som er fast besluttet på at begå selvmord den 7. april. Det er om 24 dage, og de går derfor i gang med at planlægge den sidste dag i deres liv…

De senere år har der været en bølge af ungdomsbøger med alvorlige emner såsom dødelig sygdom, depression og selvmordstanker. Det synes jeg i bund og grund er fint, for der er mange teenagere, der tumler med dystre tanker og lavt selvværd på et eller andet tidspunkt gennem ungdomsårene, og her kan det måske hjælpe at læse om andre i en lignende situation – uagtet om denne person er fiktiv eller ej.

‘Mit hjerte og andre sorte huller’ handler om selvmord og lavt selvværd. Om ikke at være elsket eller føle, at man hører til. Om at være udenfor og om at være alene. Aysel er ensom, for ingen vil være sammen med hende, efter hendes far begik en forbrydelse nogle år forinden. Hun er kommet ind i en negativ spiral, hvor hun automatisk skubber folk fra sig, for de vil hende alligevel intet godt. Men det ændrer sig, da hun møder Roman, som skal være hendes selvmordsmakker. Pludselig er der en, der forstår hende og ikke dømmer hende ud fra, hvad hendes far har gjort. Godt nok har Aysel heller ikke fortalt Roman det, og hun får sværere og sværere ved at gøre det, for hun begynder at nyde hans selskab og vil ikke risikere, at han støder hende fra sig.

Selvom bogen behandler et tungt emne, så bliver den aldrig rigtig dyster eller deprimerende som for eksempel ‘Speak’. ‘Mit hjerte og andre sorte huller’ er en simpel og lettilgængelig ungdomsbog med en ret forudsigelig historie. Det gør dog ikke bogen dårlig – den giver et udmærket billede af, hvordan mennesker kan reagere, når de bliver ekskluderet og ikke har nogen at tale med. Jeg havde dog gerne set lidt mere tyngde i bogen – ikke nødvendigvis så den blev mere trist, men der er flere sidehistorier, der ikke rigtig følges til dørs (for eksempel fotokonkurrencen i fysik). Samtidig havde jeg også gerne set, at slutningen havde været lidt mindre forudsigelig.

‘Mit hjerte og andre sorte huller’ er en udmærket ungdomsbog, hvis du gerne vil læse en bog, der handler om selvmordstanker hos teenagere.

Her fra min himmel – The Lovely Bones

Her fra min himmelEn af mine bogudfordringer i år er, at jeg skal læse mindst otte bøger fra BBC’s 100 bøger du skal læse-liste. Her faldt jeg blandt andet over ‘Her fra min himmel’, der blev filmatiseret for nogle år siden under navnet The Lovely Bones. Jeg har ikke set filmen, men jeg kan huske, jeg læste flere positive anmeldelser af den, så jeg tænkte, det kunne være interessant at læse bogen.

‘Her fra min himmel’ er skrevet af Alice Sebold og handler om den 14-årige Susie Salmon, der bliver voldtaget og myrdet i en kold decemberaften i 1973, hvorefter morderen skjuler hendes lig. Fra himlen kan hun iagttage politiets opklaringsarbejde og  familiens sorg – især da de begynder at indse, at hun næppe vender hjem igen. Familien begynder langsomt at falde fra hinanden, da de enkelte familiemedlemmer takler tabet af Susie meget forskelligt, hvor for eksempel faren bliver meget optaget af at forsøge at finde frem til morderen.

Dette var en meget ambivalent læseoplevelse. Bogens start var meget stærk og gribende – hele scenen op til mordet på Susie og ikke mindst selve mordscenen var barsk, ubehagelig og samtidig meget velskrevet. Desværre mistede bogen hurtigt pusten derefter. Så snart opklaringen af mordet begyndte at sive ud i sandet, gjorde bogen ligeså. Det gjorde mig egentlig ikke så meget, at der var en række sekvenser, hvor Susie kommenterer på handlingen oppe fra sin himmel, selvom jeg har læst anmeldelser, hvor folk har taget afstand fra dette. Jeg syntes, det virkede lidt underligt, men omvendt gav det en indsigt i flere af familiemedlemmerne, ligesom det gav et (ekstra) sørgeligt skær til historien.

Jeg syntes dog ikke, at Susies familie var særlig interessant, og lige så snart kapitlerne ikke relaterede sig til Susie og mordet på hende, begyndte jeg at kede mig. Det ærgrede mig, for det kunne have været en smuk og tragisk historie om sorgen over tabet af et barn, men der var bare for mange ligegyldige scener undervejs.

Slutningen irriterede mig – faktisk så meget, at jeg endte med at give bogen en ret lav rating på Goodreads. Jeg havde ellers forsøgt at holde modet oppe indtil da, men til sidst måtte jeg bare erkende, at denne bog var slet ikke mig. Så nej, jeg kan desværre ikke anbefale ‘Her fra min himmel’.

Speak

Ind imellem støder man på en bog, som bør indgå i pensum på enhver skole eller gymnasium. ‘Speak’ af Laurie Halse Anderson er sådan en bog.

Melinda er en ung pige, der går i high school. Da hun starter efter sommerferien, kan hun straks mærke, at de andre ser skævt til hende. Hun er ikke velkommen, hun er ikke ønsket. Siden hun tilkaldte politiet i forbindelse med en ungdomsfest, har ingen ønsket at tale med hende – altså bortset fra den nye pige, som ingen andre ønsker at tale med. Melinda har svært ved at finde ord – både i timerne, over for forældrene og over for de tidligere venner. Hvad er det, der har forandret hende så hurtigt? Hvad er det, der gør, at hun lukker sig selv inde og skubber omverdenen fra sig? Karaktererne rasler ned, og lærerne mener, hun har et attitudeproblem. Men er Melinda en provokerende og sur teenager, eller har hun problemer, hun har svært ved at tale med andre om?

Skrivestilen i ‘Speak’ er så simpel, at det næsten er provokerende. Med få og enkle virkemidler bygger forfatteren en historie op, som – selv hvis man ikke er blevet mobbet i skolen – alligevel er så genkendelig og smertelig på samme tid. Melindas ensomhed er så ubehagelig skarp, at man næsten skærer sig på den, når man læser bogen, og jeg fik flere gange lyst til at række armene frem og give hende de kram, hun havde brug for.

Melinda er en kompliceret hovedperson i den forstand, at selvom man føler med hende, forstår man ikke til fulde, hvorfor hun gør, som hun gør. Jeg havde dog en stærk mistanke om, hvad der lå bag, og på det punkt var bogen meget forudsigelig. Jeg havde dog svært ved at forstå, hvordan det at ringe til politiet i forbindelse med en ungdomsfest (hvilket selvfølgelig betød, at festen sluttede) kan være så forfærdeligt, at alle vender én ryggen. Måske skal man være amerikaner for at kunne sætte sig ind i det – som dansker har jeg i hvert fald svært ved at forestille mig en lignende reaktion her i Danmark. Men det er måske også bogens største svaghed – at enkelte elementer ikke helt passer ind til omgangstonen/omgangsformen i dansk kontekst.

Bogens største styrke er som sagt den enkle og alligevel smertelige historie om en pige, der bliver udstødt og mobbet og som forsvinder mere og mere fra sit tidligere jeg. Det er en historie om mobning, som burde være pensum i de ældste klasser i folkeskolen eller i gymnasiet, for den viser med al tydelighed, hvad mobning – eller bare det at blive ignoreret – kan gøre ved et menneske. 

Det er en simpel, letlæselig historie med et yderst relevant tema, og den kan sagtens læses, selvom du ikke er teenager. Ja, faktisk bør du måske ligefrem læse den, hvis du har børn i teenagealderen… 

A Monster Calls

Dette var muligvis den bog, jeg glædede mig mest til at læse under Dewey’s Read-A-Thon. Jeg har hørt så meget godt om ‘A Monster Calls’ af Patrick Ness, så mine forventninger var skyhøje.

Bogen handler om drengen Conor, der lider af mareridt. Siden hans mor blev syg, bliver han næsten hver nat hjemsøgt af onde drømme, og flere af dem er ret virkelighedstro. Så virkelighedstro, at han faktisk finder friske bær på sit værelsesgulv efter en nat, hvor et træmonster opsøger ham. Monstret fortæller Conor historier, men det vil også have noget af ham. Noget, han har svært ved at give.

Det er næsten synd at røbe mere af handlingen – også selvom jeg havde gættet en del af den, inden jeg startede på bogen. Alligevel blev det en meget stærk og rørende læseoplevelse, for det er en  smuk fortælling om en dreng, der elsker og er bange for at miste. Barnets stærke kærlighed og moderens omsorg gør denne bog til en af de største kærlighedserklæringer, jeg længe har læst. Selv når jeg skriver disse ord, bliver jeg rørt, for historien er så simpel og alligevel så essentiel.

Jeg læste den illustrerede udgave af bogen, og det vil jeg varmt anbefale. Tegningerne er meget stemningsfulde, og de dystre illustrationer supplerer teksten på bedste vis.

Bogen er som sagt skrevet af Patrick Ness, men det var faktisk en anden forfatter – Siobhan Dowd – der fik ideen til historien. Hun døde dog af kræft, inden hun kunne nå at skrive bogen, og derfor spurgte forlaget, om Patrick Ness ville skrive bogen ud fra Siobhans ideer. Patrick Ness arbejdede videre med ideerne, og resultatet blev som sagt denne fantastiske, rørende bog.

Jeg vil ikke gå mere i detaljer mht. bogen, for jeg synes, at den skal læses uden alt for megen baggrundsviden. Vær dog forberedt på, at det er en bog, hvor man let fælder en tåre… eller ti… undervejs.