The Road

Denne måneds Goodreads-udfordring blev for mit vedkommende ‘The Road’ af Cormac McCarthy – en bog, der har vundet flere priser og som blev filmatiseret for nogle år siden.

Bogen foregår i en dyster og ensom postapokalyptisk verden, hvor man følger en man og hans lille søn, som rejser gennem det golde og triste landskab. De søger – tilsyneladende – efter et bedre sted at være, men deres rejse er præget af sult, frygt – og et lille gnist af håb. Måske er der håb forude – måske venter en lysere fremtid dem. Hvis bare de når lidt længere…

Det er en meget simpel historie, og det er en bog, der – til trods for begejstrede anmeldelser og mange priser – virkelig kan dele vandene.

Skrivestilen er enkel, ja nærmest provokerende simpel i sit udtryk med mange korte sætninger uden (alt for) malende tillægsord. Dialogen mellem far og søn er naiv og nærmest barnlig i sine gentagelser, hvilket på den ene side er med til at understrege deres forhold og drengens alder, men på den anden side også kan virke lidt for påtaget ind imellem.

Handlingen er nærmest… ikke eksisterende. Der sker meget lidt i den korte bog, så selvom der er fremdrift i historien, så føler man ikke nødvendigvis, at personerne når særlig meget i løbet af bogen. Alligevel irriterede det mig ikke, selvom jeg normalt foretrækker bøger med (masser af) action og drama, for bogen er til gengæld meget stemningsfuld, hvis du blot giver den lov til at være det.

Et eller andet sted føler jeg lidt, at der burde være en læsevejledning til denne bog.

  • Den kræver tid og ro til fordybelse, så man virkelig kan lade den simple tekst vokse og fylde rummet ud med den tunge, triste stemning, som gennemsyrer historien. 
  • Den kræver de rette omgivelser, for det er bare ikke en bog, der fungerer i strålende solskinsvejr. Til gengæld fungerer den aldeles glimrende til kedelige gråvejr, som vi har haft det meste af vinteren i år.
  • Den kræver, at du accepterer, at du ikke ved (nok?) om hovedpersonerne, og at du måske ikke bliver meget klogere undervejs.
  • Den kræver, at du tør lade dig skræmme af en verden, som er gold, hærget og lagt i ruiner, og hvor menneskeheden måske ikke vil overleve i det lange løb.

Jeg skulle selv bruge nogle sider på at ‘læse mig varm’, da jeg gik i gang med bogen, men derefter fængede den også. Jeg kan godt forstå, hvorfor den begejstrer mange – men jeg forstår også, hvorfor en del ikke kan fordrage den, for stilen og handlingen er ret anderledes i forhold til den gængse måde at skrive bøger på.

Læs den, hvis du har mod på en lidt anderledes og mørk postapokalyptisk bog – men husk at følge den lille læsevejledning, jeg har skrevet, hvis du vil undgå at blive skuffet.

Vinterpiger

Laurie Halse Anderson har høstet en hel del gode anmeldelser hos bogbloggere de senere år – blandt andet på grund af ‘Vinterpiger’, som har fået en rigtig god modtagelse. Jeg fik endelig lånt bogen på biblioteket for ganske nylig, så jeg kunne se, om bogen kunne leve op til hypen.

‘Vinterpiger’ handler om Lia og Cassie, der var bedste venner. Cassie begår dog selvmord og efterlader Lia med en grim smag i munden, for de to piger var gledet fra hinanden et stykke tid inden, at Cassie døde, men på dødsaftenen ringede Cassie 33 gange til Lia – der valgte ikke at tage telefonen. Men selvom Cassies død hele tiden spøger i baggrunden, så er det først og fremmest Lias unaturlige forhold til mad, der er omdrejningspunktet i bogen. Lia er anorektiker og drømmer om at blive tyndere og tyndere – faktisk helst så tynd, at hun forsvinder. Hun er besat af tanken om kontrol over kroppen og ikke mindst sulten, og hun bruger alle tricks for at narre omgivelserne til at tro, at alt er i orden…

Det er et alvorligt emne, forfatteren kaster sig over, og ved at lade Lia selv fortælle historien, kommer vi tæt på hovedpersonens tanker og smerte. Hun fortæller om, hvordan hun ønsker at blive tyndere, om hvordan hun hele tiden forsøger at spise mindre og mindre portioner (selvom om den syndige mad hele tiden spøger i baghovedet), og hun afviser enhver form for hjælp, som hendes omgivelser forsøger at yde. Ikke at de prøver synderlig meget – sådan virker det i hvert fald, når man ser det med Lias øjne.

Det er en ungdomsbog, og det skinner desværre lidt for tydeligt igennem på sproget, som ofte er lidt for simpelt, kortfattet og unuanceret. Der var dog glimt af sproglige finurligheder, hvor forfatteren slog sig løs i malende beskrivelser, når Lia for eksempel fortæller om at skære i sig selv, eller at det altid er præciseret hvor mange kalorier, der er i maden, når hun tænker på bestemte madvarer. Men men – der var ganske enkelt alt for langt mellem sprogperlerne.

Jeg havde faktisk forventet mere smerte og nærhed i bogen, men jeg syntes aldrig, at jeg kom helt tæt på Lia til at kunne føle hende og (måske) forstå hende. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på ‘Lad mig bare forsvinde’ af Mille Eigard Andersen samt ‘Glaspigen’, som begge var bøger, der efterlod læseren tankefuld og nærmest forslået bagefter. Den sidste handler ganske vist ikke om anoreksi men om psykisk sygdom, men den har alt det, jeg savner ved denne bog.

For mig var meget af bogen overfladisk og hurtigt læst. Den gjorde desværre ikke så megen indtryk på mig, som jeg havde håbet og forventet, og det ærgrer mig, for det er en sygdom, som jeg har haft tæt inde på livet, da flere i min omgangskreds har lidt af anoreksi. Det er en modbydelig lidelse, og den fortjener en plads i ungdomslitteraturen – alene med den bagtanke, at det forhåbentlig kan være med til at skabe forståelse og opmærksomhed på en sygdom, som mange unge (og voksne) lider af.
Derfor – selvom jeg ikke var så imponeret af bogen, så vil jeg anbefale dig at læse den, for det er et vigtigt emne at kende til.

Døde piger lyver ikke

Jeg reserverede denne bog på biblioteket efter at have læst flere positive anmeldelser af bogen – og et par mere skeptiske.

‘Døde piger lyver ikke’ er skrevet af Jay Asher. I starten af bogen modtager teenagedrengen Clay en pakke med kassettebånd. Da han afspiller det første, viser det sig, at hans afdøde skolekammerat, Hannah Baker, har indtalt en flere timer lang forklaring på, hvorfor hun begik selvmord. Der er en lang række personer, der er skyld i, at hun føler, at hun bliver nødt til at begå selvmord, og det er disse mennesker, hun har sendt båndene til. Når en af disse personer har hørt båndene igennem, skal han eller hun sende båndene videre til den næste på listen. Hannah fortæller, at hun har en ekstra kopi af båndene hos en ven, og hvis man snyder – og ikke sender båndene videre – så vil langt flere mennesker få at vide, hvad man har gjort af grusomme ting! 

Udgangspunktet er ret interessant – men også lidt fortænkt. Tanken om, at en pige begår selvmord på grund en række menneskers – bevidste eller ubevidste – grusomme handlinger er meget realistisk. At hun – inden hun begår selvmord – lige indtaler sin livshistorie OG sørger for at bygge det så snedigt sammen, at alle involverede er tvunget til at høre hendes fortælling er så kynisk og velovervejet, at det virker kunstigt. 

Men hvis vi køber det præmis, så er det en tankevækkende fortælling om, hvordan en piges liv stille og roligt falder fra hinanden, fordi en række mennesker chikanerer hende eller blot opfører sig ubetænksomt. Der er dog lige lovlig mange af disse handlinger, som ikke virker specielt drastiske eller chikanerende, og efterhånden fik jeg mere og mere indtryk af, at Hannah både var en kende sart, men også at hun forsøgte med vold og magt at finde frem til (dårlige) undskyldninger for, hvorfor hun skulle tage sit eget liv. Jo, der sker flere ting, som med rette kan begrunde, hvorfor hun går i selvmordstanker, men der er også flere episoder, hvor det virker, som om hun blot fortolker det negativt for at have endnu en grund til at begå selvmord.

Der er også flere mennesker, der forsøger at hjælpe hende undervejs, men hun vil ikke tage imod hjælp, og det faktum irriterede mig ret meget. Én ting er, at selvmord er en egoistisk handling (uanset om man er fortaler for retten til at bestemme over sin egen død eller ej), men det virker utrolig egoistisk at hun ikke vil tage imod hjælp fra dem, der forsøger at række en hånd frem mod hende. Det virker, som hun om synes, at alle skal straffes, og i stedet for at få offerrollen kommer hun nærmere til at fremstå som en hævnende engel.

Jeg skulle vænne mig til fortælle-formen. Bogen er en blanding af Clays nutidige handlinger, Hannahs indtaling på bånd samt Clays kommentarer til Hannahs fortælling. Sidstnævnte var ind imellem ret irriterende, for selvom det er med til at nuancere Hannahs historie (så man blandt andet får indtryk af, at hun overfortolker en del episoder), så er der også en del ligegyldige kommentarer, som bare virker som fyld.

Jeg kan godt forstå, at denne bog har fået en del fans blandt teenagerne, for selvmord og svigt er emner, der optager piger og drenge i den alder, hvor man er ekstra skrøbelig og bange for at blive udstødt. Jeg synes dog, at handlingen ind imellem er ret forceret, og at flere af pointerne er lige lovlig letkøbte, men det er samtidig også en bog, der fik mig til at tænke en del over, hvad der kan drive folk til at begå selvmord – især i teenagealderen. Når det kommer til stykket, var det faktisk med til at trække bogen op til at være en ok læseoplevelse.

Søster

Jeg får desværre ikke læst så mange krimier, så da jeg faldt over denne her på netlydbog.dk, tog jeg chancen og lånte den. Jeg plejer ellers at undgå krimier, når jeg vælger lydbøger, for jeg hører dem ofte på farten, og så hjælper det ikke, at det lillebitte hint om, hvem morderen er, drukner i støj fra toge eller busser.

Af samme grund valgte jeg også at høre denne bog på min computer, og det er jeg glad for, da det viste sig at være en ganske glimrende krimi, hvor jeg ikke havde lyst til at gå glip af noget som helst.

‘Søster’ er skrevet af Rosamund Lupton. I starten af bogen får den unge kvinde, Beatrice, at vide, at hendes lillesøster Tess er forsvundet. Beatrice tager hjem til London for at være sammen med familien, mens de venter på, at Tess skal dukke op igen. Det er her, at Beatrice indser, hvor meget søsteren har skjult for hende den seneste tid, og jo mere Beatrice dykker ned i omstændighederne ved Tess’ forsvinden, jo flere ubehagelige overraskelser venter der. Efterhånden bliver det mere og mere tvivlsomt, om Tess vil dukke op igen, men Beatrice kæmper stædigt videre – fast besluttet på at finde frem til sandheden og forhåbentlig også Tess.

Når du begynder på en bog, har du næsten altid en eller form for forventninger til bogen. Det kan være til handlingen, personerne, stemning eller noget fjerde. Da jeg begyndte på denne bog, havde jeg forventet en forholdsvis klassisk krimi, hvor en ung kvinde forsvinder, findes dræbt og derefter skal morderen findes. Lynhurtigt troede jeg, at jeg havde gennemskuet historien, men jeg fandt dog snart ud af, at jeg tog fejl.

Historien kunne byde på flere overraskelser undervejs – noget, som jeg mener enhver god krimi bør indeholde, for noget af det spændende ved krimier er at gætte med undervejs. Det kan selvfølgelig være ret svært – meget afhængig af hvor gavmild forfatteren er med hints, og hvor dygtig forfatteren er til at skrue et medrivende og originalt plot sammen – men det er sådan set underordnet, for det gør ikke så meget, at jeg ikke gætter rigtigt. Det er selve gættelegen, der er det sjove. Nåja og så nyde de twists, som forfatteren har lagt ind i historien.

Selvom selve krimidelen er interessant i denne bog, så er det dog først og fremmest stemningen, jeg faldt for. Der er en trist og tungsindig stemning i bogen, som nuanceres og gøres mere tragisk af Beatrices stædige søgen efter sin søster og dennes potentielle morder. Hun vil have sandheden frem, men må undervejs indse, at der åbenbart var en del informationer, som søsteren ikke ønskede at dele med hende. Det gør ondt, når man tror, man har et nært forhold til sin søster, men det bliver også en smuk og sørgmodig rejse, hvor Beatrice for alvor lærer sin søster at kende.

Det er ikke en superdramatisk historie med masser af biljagter, blod og banditter. Hvis du vil læse den form for krimi, skal du ikke kaste dig over denne bog. ‘Søster’ er en mere afdæmpet historie,  hvor der spilles på stemning, psykologi, kærlighed, sorg og frygt. Det giver en anderledes men ikke desto mindre spændende og tankevækkende historie, som jeg gerne vil anbefale.

Du forsvinder

Jeg er inde i en stime af lydbøger med alvorlige temaer. Denne gang kastede jeg mig over ‘Du forsvinder’ af Christian Jungersen.

Bogen handler om privatskolelederen Frederik, der får konstateret en hjernesvulst, som ændrer hans personlighed og dermed også opførsel temmelig drastisk. Hans hustru, Mia, der er lærer på samme skole, prøver at tage sig af ham, men snart er Frederik viklet ind i en bedragerisag, hvor han beskyldes for at have bedraget skolen for flere millioner kroner – noget der i den grad truer skolens overlevelse og parrets egen økonomi. Mia kæmper for at få Frederik frikendt, men det er en ensom kamp, for hun har svært ved at genkende den mand, hun forelskede sig i, og mange af deres tidligere venner og kolleger ser nu skævt til dem.

Bogen stiller flere alvorlige spørgsmål: Hvornår er man sig selv, og hvornår er man syg? Hvornår skal man kunne rumme den, man elsker, og hvornår skal man sige fra? Hvornår må du opgive og flygte?

Bogen sætter gang i en masse tanker, for det er svært ikke at sidde og forestille sig, hvad man mon selv ville gøre i den situation, Mia ender i. Ville jeg tilsidesætte mine egne ønsker og behov for at passe min elskede, selv hvis hans personlighed ændrede sig så meget, at jeg dårligt kunne genkende ham? Ville jeg forsvare hans handlinger, og ville jeg kunne se, hvornår sygdommen tog over, og hans egen personlighed gled i baggrunden? Ville jeg give mig selv lov til at give op – og hvornår skulle det så være?

Jeg synes, det er meget interessante – og vigtige – spørgsmål, som bogen stiller, og den første halvdel af bogen slugte jeg da også hurtigt. Derefter ændrede rytmen i bogen sig og fokuserede i højere grad på Mia og knapt så meget på den syge Frederik. Hun tager flere valg, som jeg havde svært ved at acceptere, selvom jeg godt kunne forstå hende, og det fjernede noget af det smukke ved fortællingen – men gjorde den måske også mere troværdig, når det kommer til stykket.

Dette var som sagt lydbogsopgaven, og det viste sig at være et lidt ærgerligt valg, for bogen er krydret med billeder og noter, der sandsynligvis er langt mere stemningsfulde på papir end i ‘oplæst’ udgave. Det fylder dog lige lovlig meget – i hvert fald virker det som om, at forfatteren har begået lidt den samme fejl, som da han skrev ‘Undtagelsen’ for en del år siden. ‘Du forsvinder’ har krævet megen research, og det skinner igennem, men det bliver lige lovlig lærebogsagtig ind imellem, når sygdommen for alvor skal forklares. Det er sådan set interessant nok – men noget af den intense stemning forsvinder.

Historien giver et tankevækkende billede af, hvordan det er at være pårørende til en person, der ændrer personlighed. Jeg havde håbet, at historien berørte mig mere – ligesom da jeg læste ‘Stadig Alice’ – for historien taber pusten undervejs. Ikke desto mindre stiller bogen en lang række relevante spørgsmål.

En flænge i himlen

En af de mest roste bøger gennem det seneste års tid – ud fra de bogblogs jeg læser – er uden tvivl ‘En flænge i himlen’ af John Green. Det er en bog, som får folk til at grine og græde, når de læser den, og et af de største komplimenter, en skønlitterær bog kan få, er netop når den kan vække folks følelser.

Bogen handler om den 17-årige Hazel, som lider af en alvorlig form for kræft. Hun mødes derfor jævnligt med en selvhjælpsgruppe for andre kræftramte unge, men det er egentlig ikke noget, hun har lyst til. I det hele taget er hendes liv ikke noget at råbe hurra for, og ind imellem virker det mest som om, at det er Hazels ironiske holdning til alt og alle, der er med til at holde hende i live. Altså indtil Augustus en dag dukker op i selvhjælpsgruppen og lynhurtigt bliver interesseret i at lære hende at kende. Pludselig er hun mere end ‘Hazel, den kræftramte pige’ – hun kan også være ‘Hazel, den pige man forelsker sig i’.

Det er en bog, som skriver sig ind i folks hjerter. Hazels ironiske distance til alle de sørgelige ting ved hendes liv gør bogen befriende underholdende på en lang række punkter, hvor andre bøger ville svælge i selvmedlidenhed og sorg. Hun er en teenager, og selvom livet ikke gør det let for hende, så har hun stadig drømme og håb – ikke mindst efter, at Augustus dukker op. Her ser hun for alvor, hvad livet kan byde af glæder, og pludselig bliver den tid, hun har tilbage, langt mere dyrebar.

Historien er i bund og grund rimelig forudsigelig – dog med enkelte twists, hvor delhistorien med forfatteren i mine øjne bliver kørt lidt for langt. Alligevel er det en bog, du kommer til at holde af, fordi den emmer af livsglæde, stædighed og kærlighed på en enkel og meget menneskelig måde. Den forsøger ikke at gøre sig til mere, end den er – det er en bog om kærligheden mellem to teenagere, som har kræft inde på livet – men det fortælles på en meget ligetil måde uden at overdramatisere.

Mange indser først, hvor værdifuldt livet er, når de er tæt på at miste det, og den åbenbaring belyser denne bog rigtig fint. Det er derfor en bog, som alle – unge såvel som gamle – kan læse, for det er bestemt ikke en traditionel ungdomsbog. Du skal bare være indstillet på at knibe en tåre eller to, for du risikerer, at historien rammer dig lige i hjertet.

Maus og Arne And

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har stået på biblioteket med denne tegneserie i hånden og har overvejet at låne den – for til sidst at konkludere, at den lød alt for trist og sat den tilbage på boghylden. Heldigvis tog jeg for et stykke tid siden endelig tyrene ved hornene og læste denne grafiske roman, og det er nok den tegneserie, der har rørt mig mest.

Tegneren Art Spiegelman beskriver i ‘Maus’ sin jødiske families liv under Holocaust. Historien er fortalt gennem interviews med faren, hvor de enkelte grupperinger tegnes som dyr – jøderne som mus, nazisterne som kattene osv. Tilbageblikkene til krigens rædsler er krydret med bidder af samtalerne mellem far og søn, hvor førstnævnte fremstilles som en gnaven, bedrevidende mand med meget faste holdninger, hvilket fører til flere konflikter mellem dem. På en måde er det med til at gøre historien mere troværdig, når hovedpersonen får lov til at have så menneskelige træk og ikke bare fremstilles som offer hele bogen igennem. Det er heller ikke bogens hensigt – at fremstille jøderne som ofre – selvom bogen bestemmer ikke holder igen med at vise de barske sider ved krigen og livet/døden i kz-lejrene. Hvordan det spinkle håb gang på gang blev knust for atter at spire frem, når der bød sig en lejlighed til det.

Der er en meget stærk vilje til overlevelse blandt en del af bogens hovedpersoner, og deres evne til at fremstå som værdige og civiliserede mennesker trods de ydmygende og usle forhold, de udsættes for, kræver respekt. Hvordan de gang på gang får forhandlet sig frem til lidt at spise og atter snyder døden – eller blot er heldige og ikke bliver sendt i gaskamrene den dag.

Det er skræmmende og sørgelig læsning, men det er også en vigtig brik i fortællingen om 2. Verdenskrig, og jeg vil kraftigt anbefale dig at læse bogen, hvis du vil have et indblik i de grusomheder, som blev begået under 2. Verdenskrig.

Fra det triste til det mere humoristiske – jeg læste en anden politisk tegneserie næsten samtidig med ‘Maus’, og for dem, der er til politisk satire, er denne and en kendt figur. Arne And vendte tilbage i 2006 med albummet ‘Genopstandelsen’ efter ca. 10 års pause, og det var en nyhed, der glædede mig. De tidligere Arne-album byder på mange herlige sarkastiske og spydige kommentarer til den svenske/nordiske/vestlige levevis og det hykleri, som den fandenivoldske, drikfældige, mavesure og socialistiske and gang på gang slår ned på – først og fremmest verbalt.

Der er samfundskritik og bitterhed for alle pengene, men er det lige så rammende og sjovt som de gamle albums? Desværre ikke. Der er for megen tomgang, for få nuancer og en irriterende mangel på selvironi, som den gamle Arne ellers ikke manglede og derfor tit var med til at give serien den gnist, som gjorde den sjov og spydig. Den nye Arne er først og fremmest en sur, middelaldrende mand, og den slags skal rumme en vis portion humor og selvironi for ikke bare at blive en ligegyldig og trist eksistens.

Jeg har dog ikke afskrevet Arne helt, og jeg regner med at læse flere af de nye albums ved en senere lejlighed, men det er stadig de gamle albums, som står stærkest.

Ildbærerne

Sidste år læste jeg ‘Ondvinter’ af Anders Björkelid, og den barske og kolde fantasyverden fascinerede mig, selvom stilen også var meget trist.

Den anden bog i serien – ‘Ildbærerne’ – fortsætter et år efter, hvor den første bog stoppede, og vi følger atter tvillingerne Wulff og Sunia, der nu har vandret i Dommerringen i et år. De er forvirrede men er meget opsatte på at fuldføre den mission, som faderen gav dem, inden han døde.

Den første forhindring kommer dog fra en uventet kant, da Sunia får sin første menstruation og pludselig skal sendes til månepræstinderne. Tvillingerne er ikke vant til at være adskilt og de har det ikke godt med de kønsroller, som hirdjægerne pådutter dem. Samtidig kommer Kulden nærmere, og Wulff og Sunia forsøger at advare de andre om den fare, der truer. Men Kulden har jo været væk i mange år, så det er helt andre problemer, der optager folk i byen.

I første bog skulle jeg lige vænne mig til stilen, som er meget nordisk – kold, trist og barsk. Jeg forestillede mig en snedækket finsk ødemark, når jeg læste, og den stemning fortsætter i ‘Ildbærerne’. Jeg synes dog, at denne bog har et bedre flow og giver flere forklaringer undervejs, men det kan også skyldes, at jeg som læser nu har et bedre indblik i den verden, som bogen foregår.

Det er sjældent, at fantasybøger tager kønsroller op og belyser dem direkte i teksten, men det sker i denne bog, og det fandt jeg yderst interessant. Ikke blot Sunias menstruation (hvor tit er det lige, man hører om det i fantasybøger?), men også det, at Wulff og Sunia mestrer begge evner, som egentlig kun ‘hører til’ hos det andet køn. Derfor må Wulff bære sværdet, selvom det er Sunia, der forstår at bruge det, og deres skuespil, hvor tvillingerne lader som om, at de passer ind i de gængse kønsroller – uden at de gør det – var med til at nuancere historien.

Jeg er positivt overrasket over ‘Ildbærerne’ og er blevet mere bidt af serien nu. Det plejer ellers tit at være den omvendte situation, hvor anden bog i serien ikke kan leve op til de forventninger, som den første bog har skabt, men her har jeg det helt omvendt. Jeg glæder mig allerede til at læse den næste bog i serien.

Hvis jeg bliver

Da jeg lånte lydbøger for nylig, faldt jeg over ‘Hvis jeg bliver’ – en bog, som flere bogbloggere har anbefalet. Det var derfor oplagt at downloade den, og den hørte jeg så i ferien, når lejligheden bød sig.

Bogen er skrevet af Gayle Forman og handler om den 17-årige Mia, som er nået til en skillevej i sit liv. Hvad vil hun, når hun er færdig med skolen? Skal hun vælge at studere musik, selvom det betyder, at hun skal rejse langt væk – mange kilometer væk fra familie, kæreste og venner? Eller skal hun vælge at blive i byen men dermed gå glip af en fantastisk mulighed for at dyrke musikken? Men det er i bund og grund ikke det valg, der er det vigtigste i bogen, for en morgen kører hun og familien galt. Resten af familien bliver dræbt, mens Mias liv er i fare. Hun ligger i koma efter ulykken, men kan følge sig selv og omgivelserne, som var hun et spøgelse. Hun indser snart, at det meget vel kan være hende selv, der skal vælge mellem liv eller død – om hun vil vågne op til et liv uden sin nærmeste familie, eller om hun vil favne døden.

Oplægget til bogen er godt – en tankevækkende diskussion om, hvad du ville vælge, hvis du havde valget mellem at leve og dø, men hvor du skulle undvære flere af dine nærmeste. Det er en bog, hvor du ikke kan forvente andet end at blive rørt undervejs, men her syntes jeg, at der gik lige lovlig lang tid, før historien for alvor greb mig. Måske skyldes det, at jeg hørte den som lydbog, for oplæseren var sandt at sige ikke særlig inspirerende. Hun lød trist og glædesløs – som om det var en sur opgave at læse bogen højt – og det er desværre ikke noget, som var et tilfælde, for den lydbog, jeg hører nu, har også hende som oplæser, og der er samme trætte tone.

Når det så er sagt, synes jeg også, at handlingen er en anelse langtrukken et par steder, og jeg havde også lidt svært ved at forstå i starten, at der overhovedet var et valg, for valget syntes oplagt (ikke kun ud fra min egen holdning men også ud fra vinklingen i bogen). Langsomt begyndte jeg dog at forstå, at hovedpersonen faktisk overvejede begge muligheder meget seriøst, og så blev handlingen mere spændende.

Tabet af ens elskede er noget nær den værste smerte, jeg kan forestille mig, og derfor er de scener, som gør mest ondt, da Mias kæreste besøger hende på hospitalet. Der er en skrøbelighed og frygt der, som er så menneskelig og forståelig, og det er i sidste ende besøgsscenerne, som rørte mig mest.

En udmærket bog, som du bør nyde i bogform, hvis du er interesseret. Lydbogsudgaven var i hvert fald ikke så indspirerende, og det skyldtes i overvejende grad oplæseren.

Stadig Alice

Min liste over bøger, jeg gerne vil læse, bliver konstant længere, og det hjælper ikke, at jeg læser med på en del blogs, hvor folk anbefaler bøger, som de har nydt at læse. En af disse – ‘Stadig Alice’ af Lisa Genova – læste jeg den anden dag, og selvom det ikke var en bog, jeg decideret nød at læse, så er det absolut en af de bedste, jeg har læst i år.

I bogen følger vi den 50-årige Alice, som er professor i kognitiv psykologi ved Harvard Universitet. Hun er blændende intelligent og højt respekteret for sin faglighed og har et dejligt liv sammen med sin mand og tre voksne børn. Lidt efter lidt opdager Alice, at hun er begyndt at små detaljer – enten et ord, en aftale eller noget helt tredje, og snart indser hun, at noget er galt. Måske er det stress, eller kan det være overgangsalderen. Da hun endelig tager sig sammen og går til lægen, får hun imidlertid at vide, at hun har Alzheimers i en form, som er arvelig og rammer yngre mennesker.

Til trods for at hun kæmper mod sygdommen – både mentalt og med medicin – forværres hendes tilstand, og snart kan hun heller ikke skjule det for venner og kolleger.

Denne bog gjorde ondt at læse, for selvom forfatteren holder fortællingen i en meget lødig stil, som ikke svælger synderlig i følelsesporno og billige tricks, så går det lige i hjertet, når man som læser opdager, hvordan Alices hukommelse langsomt falder fra hinanden og får hende til at blive et helt andet menneske. Jeg kan ikke lade være med at tænke på ‘Dronningeofret’, hvor den ene hovedperson også mister store dele af sin hukommelse, og hvor jeg følte samme afmagt ved at følge en person, som må indse, at der ikke er langt igen. Eller rettere – at personen ikke får lov til at dø ‘som sig selv’, men som et falmet billede af den person, man var engang.

Det er efterhånden længe siden, at jeg har grædt så meget, mens jeg læste en bog – jeg kan kun huske at have fældet en enkelt tåre eller to under boglæsningen de senere år, men her strømmede tårerne ned af kinderne på mig flere gange. Måske er det lige så meget frygten for at opleve denne sygdom hos en, man holder af, der rørte mig dybt og fik mig til at føle mig så sårbar og dødelig.

Jeg vil varmt anbefale at læse bogen, som ikke er synderlig lang, men som kræver lidt tid at fordøje bagefter. Den er varm og sørgelig på samme tid, men den rørende historie er absolut værd at bruge tid på.