Bogudfordringerne i 2017

pixabayVelkommen til 2017! Det år kan – på verdensplan – nærmest kun blive bedre end 2016…. Nu holder jeg mig til bog-vinklen, inden jeg kommer til at skrive noget surt…

I 2016 havde jeg følgende udfordringer:
Jeg forlængede min periode med begrænsede bogindkøb frem til sommeren 2016. I den periode måtte jeg købe én ny bog for hver tredje ulæste bog fra bogreolen, jeg fik læst. Jeg droppede dog udfordringen, da jeg kom under 20 ulæste bøger på bogreolen. Siden da har jeg været ganske god til at få læst de bøger, jeg har købt, men jeg er dog lidt presset af, at mange af de serier, jeg læser, består af meeeget tykke bøger!

Jeg ville gerne læse flere historiske romaner samt fagbøger om Ruslands historie og den franske revolution. Jeg synes, jeg kom godt omkring Rusland, mens det haltede lidt med den franske revolution. Jeg fik læst enkelte fagbøger om perioden men ikke skønlitterære bøger, så det vil jeg muligvis kigge efter i 2017.

2016 blev også året, hvor jeg endelig fik læst flere af Joe Abercrombies bøger. Jeg lagde desværre ud med ‘Half a King’, der ikke fangede mig så meget, som jeg havde håbet. Derefter kastede jeg mig over ‘xxx’, og den var til gengæld mere mig. Jeg havde egentlig planer om at få læst resten af serien i løbet af efteråret, men så ændrede jeg planer, da jeg gerne vil have færdiggjort ‘The Dark Tower’-serien inden længe.

Jeg tilmeldte mig også Goodreads’ Reading Challenge og skrev mig op til 150 bøger. Det nåede jeg dog allerede i oktober, og så blev jeg kæk og forhøjede den til 200 bøger. Det nåede jeg lige akkurat!

Sidst men ikke mindst havde jeg en bogudfordring mere i hatten. Den skrev jeg ikke om på bloggen, men jeg håbede på at få læst otte bøger mere fra BBC’s 100 Reads-liste, og det nåede jeg også.

I 2017 vil jeg:
I år deltager jeg atter i Goodreads’ Reading Challenge. Jeg har besluttet, at jeg vil sætte mit mål til 150 bøger, men eftersom jeg har en del tykke bøger på min to-read-liste, og jeg har planer om at få spillet lidt mere computer i år, så tror jeg ikke, at jeg kommer til at booste tallet til 200 stk. på noget tidspunkt.

Jeg indfører også kvartalstemaer i år. Jeg har tidligere eksperimenteret med månedstemaer, men det blev lidt presset, så i stedet vil der være et tema for hvert kvartal. Det vil langt fra være alle bøger, jeg læser i de perioder, som passer til temaerne, men der vil forhåbentlig være mindst otte bøger i hvert kvartal, der passer til temaet.

Temaerne vil fordele sig således:
Første kvartal: Historiske romaner
Andet kvartal: Eventyr
Tredje kvartal: scifi
Fjerde kvartal: Horror

Hvis du kan anbefale en eller flere bøger i de enkelte genrer, så sig gerne til. Jeg er især på udkig efter eventyrbøger, da jeg har læst en del af dem som barn og derfor ikke mangler så mange af de klassiske.

Min tredje udfordring handler om min to-read-liste på Goodreads. Den er på over 400 bøger, og det er jo en del. Det mest irriterende er dog, at en del af bøgerne efterhånden har stået der i tre-fire år, så min plan er, at jeg hver måned skal læse minimum én bog, der står på en af de fem første sider på min to-read-liste.

Har du en eller flere bogudfordringer i år?

Bogudfordringerne for 2016 – hvordan går det?

pixabay

Vi er nu nået ind i juli måned, og det betyder, at halvdelen af 2016 er gået. Det er derfor på tide at gøre status over, hvordan det går med årets bogudfordringer.

Begrænset bogkøb
I løbet af det sidste halvandet år har jeg begrænset mine bogindkøb, så jeg kun købte én bog hver gang, jeg fik læst tre bøger fra mine bogreoler, for jeg syntes, jeg havde alt for mange ulæste bøger stående. Nu er jeg nået ned på ca. 20 ulæste bøger, og det er en fin og overskuelig mængde, så nu erklærer jeg, at den udfordring er klaret. Fremover er mine bogindkøb ikke længere afhængig af, hvor mange ulæste bøger jeg har stående.

Historiske romaner og historiebøger
Jeg havde en fin start på året i forbindelse med at læse historisk inspirerede romaner samt fagbøger om bestemte historiske begivenheder. Jeg fik blandt andet læst flere bøger om russisk historie (primært det sidste århundrede), men jeg har endnu ikke nået at læse om den franske revolution. De sidste par måneder har jeg dog ikke rigtig fået gjort mere ud af denne udfordring, så den vil jeg kaste mig over igen efter sommerferien.

Joe Abercrombie og Brandon Sanderson
Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville dykke ned i Abercrombies forfatterskab samt dyrke Brandon Sandersons bøger noget mere, og det må man sige er lykkedes. Jeg har både fået læst ‘Half a King’ og ‘The Blade Itself’ af Abercrombie, og hvor den første bog skuffede lidt, da den var en lige lovlig simpel ungdomsbog, så virkede ‘The Blade Itself’ mere lovende. Jeg regner derfor med at læse resten af trilogien senere i år.

Brandon Sandersons bøger levede til gengæld ikke helt op til min dybe forelskelse i Mistborn-trilogien. Jeg læste ‘The Reckoners’-trilogien i slutningen af vinteren, og selvom der var mange gode ideer i serien, så syntes jeg desværre, at den var lidt flad og ikke var særlig godt balanceret i forhold til alvor og humor.

150 bøger i år
Denne udfordring går det også strålende med. Jeg har allerede læst over 100 bøger, og jeg har overvejet at sætte antallet op. Jeg tror dog, jeg i første omgang venter, indtil jeg har rundet 150 læste bøger, og så må vi se til den tid.

Har du nogen bogudfordringer for i år, og hvordan går det i så fald med dem?

Året der gik og velkommen til 2016

2016 er begyndt at tage sine første spæde skridt, og det er dermed tid til at se tilbage på året, der netop er gået, samt året, vi nu går i gang med.

I 2015 havde jeg valgt følgende bogudfordringer – jeg skulle læse:

  • minimum 8 (ulæste) bøger fra BBC’s liste over 100 bøger, du bør læse
  • mindst 8 bøger, jeg har læst før
  • mindst 8 fagbøger
  • flere bøger fra hylderne og samtidig kun købe én bog for hver tredje ulæste bog fra hylderne, jeg fik læst
  • … samt være mere spontan og ikke planlægge min læsning flere uger frem, som jeg tidligere har gjort.

Hvordan gik det så? Jamen for at starte baglæns, så droppede jeg spontanitetsdelen i sommers, da jeg lavede en halvvejsevaluering af bogudfordringerne. Det var simpelthen for frustrerende for en planlægningsfreak som mig IKKE at kunne hygge mig med at planlægge flere uger frem, men hele tiden skulle være spontan mht. bogvalg. Så ja, den udfordring blev droppet, for den førte ikke noget godt med sig.

Resten af udfordringerne gennemførte jeg. Det blev til 8 bøger fra BBC’s liste, 10 genlæsninger og 10 fagbøger. Derudover overholdt udfordringen med kun at købe én bog for hver tredje ulæste bog, jeg havde stående på boghylderne.

Bortset fra den udfordring, jeg droppede, så var jeg ret tilfreds med de resterende. Der var både gode og dårlige læseoplevelser blandt BBC-listens bøger, og selvom det ikke var alle bøgerne, jeg kunne lide, så var jeg glad for at læse dem, da mange af dem er bøger, som jeg har hørt omtalt mange gange før. Jeg regner med at læse flere bøger fra listen i 2016, men det kommer ikke til at være en decideret bogudfordring.

Det var også hyggeligt at genlæse bøger, og det er også noget, jeg vil gøre i 2016. Det bliver dog heller ikke en af årets bogudfordringer men blot noget jeg gør løbende uden at være bundet af et bestemt antal. Og så var det også rart at få presset mig selv til at læse flere fagbøger – tilmed i ret forskellige kategorier. Men igen – ikke en udfordring, jeg fortsætter i 2016.

Bogudfordringer 2016
Til gengæld har jeg besluttet mig for at forlænge udfordringen med det begrænsede bogindkøb, for det fik mig faktisk til at læse flere bøger og ikke mindst få læst nogle af de bøger, der har stået ulæste på hylderne i mange år. Indtil videre har jeg tænkt mig at fortsætte udfordringen frem til sommer, og så må vi se, om jeg beslutter mig for at afslutte den der.

I 2016 vil jeg også læse flere historiske romaner – muligvis kombineret med flere fagbøger om historiske begivenheder. Jeg vil blandt andet gerne læse mere om Ruslands historie og om den franske revolution, men udover disse to har jeg ikke låst mig fast på bestemte lande eller begivenheder.

Jeg har længe ønsket at stifte bekendtskab med Joe Abercrombies meget roste fantasybøger, så det bliver også en af mine udfordringer for 2016. I det hele taget vil jeg dyrke fantasygenren noget mere (hvilket bliver let, eftersom jeg også har tænkt mig at læse en masse af Brandon Sandersons bøger), ligesom jeg også vil dykke mere ned i scifi-genren – både i form af nye udgivelser og gamle klassikere.

Og sidst men ikke mindst er jeg faldet for fristelsen og har tilmeldt mig Goodreads’ Reading Challenge, hvor jeg har skrevet mig op til at læse 150 bøger i løbet af 2016. Jeg bryder mig ellers ikke om den slags udfordringer, for jeg synes, det nærmere kan gøre mere skade end gavn at forpligte sig til et bestemt antal, da folk (inkl. mig selv) risikere at jappe igennem en masse korte bøger bare for at nå målet. Men eftersom jeg ifølge Goodreads læste 167 bøger – og så mangler der endda en håndfuld bøger i den optælling, eftersom jeg også læste bøger, der ikke er i Goodreads’ arkiv – så tænkte jeg, at nu må jeg prøve alligevel. Jeg kan jo altid droppe det, hvis jeg føler, at det påvirker min læsning på en negativ måde.

Hvad med dig? Har du nogle mål eller udfordringer i forbindelse med læsningen i 2016?

Opfølgning på bogudfordringerne i 2015

I starten af året gav jeg mig selv en række udfordringer på bogfronten i 2015.

Jeg skulle både læse:

  • minimum 8 (ulæste) bøger fra BBC’s liste over 100 bøger, du bør læse
  • mindst 8 bøger, jeg har læst før
  •  mindst 8 fagbøger
  • flere bøger fra hylderne og samtidig kun købe én bog for hver tredje ulæste bog fra hylderne, jeg fik læst

… og derudover skulle jeg være mere spontan og ikke planlægge min læsning flere uger frem, som jeg tidligere har gjort.

Hvordan går det så nu?
Nu er der gået et halvt år, og så er det oplagt at gøre status. Lad os tage dem enkeltvis:

8 bøger fra BBC’s liste
Jeg har et lille forspring i denne udfordring, da jeg har læst fem bøger indtil videre: “The Secret Garden”, “The Lovely Bones”, “Tornfuglene”, “Little Women” og “Guards! Guards!”.

8 genlæsninger
Her lagde jeg hårdt ud med at genlæse Narnia-bøgerne i juleferien – herunder de fire af dem efter nytår, og i løbet af de første måneder fik jeg også læst “Vindens navn” og “Kongedræberen”.

8 fagbøger
Her har jeg læst fire bøger, der spænder lige fra historie og sociale medier til katte og krisekommunikation. Jojo, alsidig læsning 🙂

Læs flere bøger fra hylderne
Denne udfordring tyvstartede jeg faktisk på allerede i slutningen af oktober sidste år, og den overholder jeg stadig. I maj måned havde jeg dog den vildeste lyst til at shoppe bøger, men det lykkedes mig at holde lysten i ave og vente pænt til slutningen af juni, hvor jeg havde sparet sammen til en ny bogstabel. Den venter jeg pænt på pt, men lige så snart den ankommer med posten, skal jeg nok lave et indlæg om det. Indtil videre er planen, at jeg fortsætter med denne udfordring minimum frem til slutningen af oktober – og muligvis også året ud.

Begræns planlægningen af læsningen
Se, denne udfordring har været lige så svær, som jeg forventede. Jeg elsker nemlig at planlægge, men frem til starten af juni lykkedes det mig at begrænse mig, så jeg kun planlagde 1-2 bøger frem. I løbet af juni har jeg dog ikke kunnet overholde det – blandt andet fordi jeg er gået i ferieplanlægnings-mode, så lige nu overholder jeg altså ikke denne udfordring. Ved ikke helt, om jeg vender tilbage til udfordringen, eller om jeg dropper den. Det er jo fjollet at tvinge sig selv til IKKE at planlægge, når nu jeg synes, det er så hyggeligt.

Hvordan går det med dine bogudfordringer – hvis du har nogen?

Hvad bringer 2015?

Så vender vi første blad i 2015, og ligesom de foregående år har jeg tænkt over, hvad bogåret 2015 skal byde på for mit vedkommende. 2014 var præget af to udfordringer – et læsetema for hver måned samt ønsket om at færdiggøre 12 serier i løbet af året. Begge dele lykkedes, men ind imellem følte jeg det som en meget bunden opgave, da det ikke levnede plads til så mange spontane læseoplevelser, og det er jo synd – skønlitteratur skal jo ikke føles som pligtlæsning. Så selvom jeg havde stor glæde ud af de to udfordringer og fik læst mange gode og spændende bøger, så bliver 2015 noget anderledes.

Læs flere klassikere
Gennem de senere år har jeg fået læst en del klassikere – i 2011 var det tilmed en af årets læseudfordringer – men jeg synes stadig, jeg mangler en del af de helt store romaner. Jeg har derfor tænkt mig at lade mig inspirere af BBC’s liste over de 100 bedste bøger gennem tiden. Listen blev til i 2003, hvor BBC lavede en afstemning, hvor over 750.000 mennesker stemte, og jeg kan se, at der er en række bøger på listen, som jeg rigtig gerne vil læse. I 2015 skal jeg læse mindst 8 bøger fra listen.

Læs den igen og igen!
Det er sjældent, jeg genlæser bøger. Det kunne jeg godt finde på som barn og teenager, men de senere år har jeg ikke rigtig gjort det, eftersom der jo også er så mange nye, spændende bøger, jeg også gerne vil læse. Sidste år genlæste jeg dog Anne McCaffreys skjaldetrilogi, og det fik mig til at indse, at jeg bør genlæse flere bøger – især dem, jeg holder af! I 2015 skal jeg derfor genlæse flere bøger – minimum 8 – og muligvis bliver nogle af dem anmeldt her på bloggen.

Læs mere faglitteratur
I maj 2014 var månedens tema ‘bøger om krig’, og her endte jeg med at læse flere historiebøger om blandt andet 1. Verdenskrig. Det var rigtig spændende – og en øjenåbner, for jeg opdagede, at jeg savnede at læse om historiske begivenheder og vigtige perioder i historien. I 2015 skal jeg derfor læse mere faglitteratur – først og fremmest historiebøger – for der er flere emner, jeg gerne vil dykke ned i. Jeg ved endnu ikke, om disse bøger vil blive anmeldt på bloggen.

Læs flere bøger fra hylderne
Jeg har fået samlet mig en del bøger på hylderne de senere år, men desværre er jeg lidt bagud med at læse dem, jeg nu har stående. Biblioteksbøger og e-bøger har ‘forstyrret’ min læsning, så jeg nu har over 50 ulæste bøger på hylderne – og det er for mange! Derfor indgik jeg allerede tilbage i oktober 2014 en aftale med mig selv om, at jeg skal begrænse bogindkøb. Jeg må købe én bog for hver gang, at jeg har læst tre af de ulæste fra hylderne. Indtil videre virker det rigtig godt. Jeg har ikke sat et sluttidspunkt for denne udfordring – om det bliver årets udgang, eller når jeg er kommet helt i bund med de ulæste bøger er ikke til at sige. Det kan også være, at jeg dropper det, når jeg blot synes, mængden af ulæste bøger er tilpas lille.

Vær mere spontan!
Se, dette er muligvis den sværeste af udfordringerne. Jeg elsker nemlig at planlægge min læsning, men i 2014 syntes jeg dog, at det tog overhånd, hvilket først og fremmest skyldtes de to meget dominerende læseudfordringer for 2014. I 2015 må jeg derfor ikke planlægge min læsning flere uger frem. Jeg må højest planlægge én bog forud (udover den/dem jeg er ved at læse), og det tror jeg bliver svært. Men lad os nu se – jeg vil i hvert fald give det en chance.


Hvad vil dit bogår 2015 byde på? Har du bestemte mål for læsningen i år?

Bogåret 2014

2013 er snart ovre, og et nyt år venter lige rundt om hjørnet. Også i 2014 har jeg givet mig selv to former for bogudfordringer – for det første at have et tema for hver måned, og for det andet at få afsluttet en del serier i 2014.

Tema for hver måned
De seneste års bogudfordringer er blandt andet blevet brugt til at læse en lang række traditionelle klassikere, men nu er det tid til nørdernes klassikere! Her vil jeg gå en tur på nostalgiens kringlede vej og udvælge en række af mine egne favoritter samt en række af fantasy-, sci-fi og horrorbøger, som jeg desværre endnu ikke har læst. Jeg har tilmed også afsat lidt tid til genlæsning af bøger – noget jeg ellers ikke har dyrket i mange år.

Jeg forventer, at temaerne vil fordele sig således:

Januar: Anne McCaffrey
En af mine absolutte yndlingsbøger som barn/ung var trilogien om Menolly, som Anne McCaffrey har skrevet. Underligt nok var det kun få af hendes bøger, der blev oversat til dansk, selvom hun er en af de mest kendte og elskede fantasyforfattere, så bortset fra denne trilogi er det kun ‘Drager på himlen’, jeg har læst af hendes værker. Nu hvor jeg efterhånden læser så mange bøger på engelsk, er det jo en glimrende anledning til at få læst lidt mere af hende – og så er det naturligvis også en god undskyldning for at læse en gammel og elsket kending.

Februar: Skandinaviske krimier
Bølgen af skandinaviske krimier skyllede ind over Danmark for… ja, en del år siden efterhånden, og det lader ikke til, at danskernes begejstring for krimierne er dalet nævneværdigt. Det er desværre ret sjældent, jeg læser krimier – hvorfor ved jeg egentlig ikke – så nu vil jeg udnytte muligheden for at kigge mere på denne genre og snuse til forskellige forfatterskaber. Måske er der en krimiserie eller to, som jeg kaster min kærlighed på?

Marts: Oldschool sci-fi
Da jeg var teenager, vrimlede det med spændende, sære og forunderlige sci-fi-bøger, men jeg synes godt nok ikke, at udvalget har været prangende de seneste 5-10 år. Den dystopiske bølge, der fulgte i hælene på ‘The Hunger Games’ har dog hjulpet lidt på det, men jeg savner velskrevet sci-fi. Samtidig har jeg indset, at jeg har nogle huller i denne genre, og det vil jeg forsøge at råde bod på i denne måned.

April: Andres yndlingsbøger
Dette tema var et af de forslag, jeg modtog, da jeg tidligere på måneden bad om inspiration til, hvad næste års temamåneder skal handle om. Jeg er ret spændt på denne, for det er jo et lidt ‘farligt’ tema, eftersom folks smag er ret forskellig. Det er dog også en fantastisk mulighed for at opdage nye, spændende bogperler, som jeg ellers ville have overset.

Maj: Stephen King
Jeg var ret stor King-fan i teenageårene, og jeg slugte hans bøger råt. Begejstringen falmede dog lidt, da han neddroslede det overnaturlige og horroren og i stedet skrev en række bøger, der fokuserede på hverdagsproblemer såsom hustruvold. Det blev lige lovlig socialrealistisk til min smag. Jeg har læst flere af de bøger, han har udgivet i løbet af de sidste 10 år, men der er også flere, jeg er gået glip af, så det vil jeg gøre noget ved. Måske bliver der også tid til en enkelt genlæsning? Og så skal minimum én af bøgerne også være på engelsk, for jeg har faktisk aldrig læst ham på originalsproget…

Juni: Noveller
Dette tema var også et læserforslag, som jeg faldt for. Jeg har før overvejet, om ikke jeg burde få læst nogle flere noveller, og nu skal det være. Jeg synes, det er en genre, som få forfattere for alvor mestrer, men jeg håber på at finde nogle gode novellesamlinger – gerne i forskellige genrer.

Juli: Sjove bøger
Ind imellem undrer jeg mig over, at jeg ikke læser flere humoristiske bøger. Nu er det jo ret forskelligt, hvad man griner af, så dette bliver helt klart et temaer, jeg vil gruble en del over, inden jeg udvælger bøgerne, for det er en genre, hvor det ikke altid er lige let for andre at give anbefalinger til. Jeg skal dog helt sikkert læse mindst én Terry Pratchett-bog, for jeg elsker hans gakkede og sære verden.

August: Bøger fra Japan
Jeg kan godt lide at læse skønlitterære bøger, der foregår i Asien – især historiske romaner – så jeg tænkte, det kunne være interessant at fokusere på Japan i denne måned. Der skal dog være mindst én moderne bog, men det bliver næppe en af Haruki Murakami, for hans bøger siger mig ikke rigtig noget.

September: Bøger om krig
De senere år har jeg læst flere bøger om (virkelige) krige – mest 2. Verdenskrig – og det har inspireret mig til at vælge dette tema, da det generelt har været ret spændende – og skræmmende – læseoplevelser. Jeg vil forsøge at komme vidt omkring, så det ikke kun er bøger om 2. Verdenskrig, der vil præge denne måned.

Oktober: Horror
Denne måned slutter som bekendt af med Halloween, og da jeg elsker denne tradition, så fejrer jeg det selvfølgelig med en hel måned med horror! Åh, det bliver godt! Mon ikke der sniger sig lidt Poe og Lovecraft ind? Det skal dog ikke kun handle om gamle horrorhistorier – jeg vil også sørge for at læse et par moderne horrorbøger.

November: Anne Rice
I forhold til hvor begejstret jeg var for ‘En vampyrs bekendelser’, er det ret underligt, at det er den eneste bog af Anne Rice, jeg faktisk har læst. Især i forhold til hvor mange af hendes bøger, jeg ejer. Ahem. Denne måned er derfor afsat til at pløje mig igennem en række af bøgerne fra min boghylde.

December: Oldschool fantasy 
Året skal naturligvis slutte af med en af mine yndlingstemaer – fantasy. Jeg fantaserer (!) allerede nu om at genlæse Narniabøgerne, men jeg vil også se, om ikke der er nogle fantasyklassikere, jeg har overset eller simpelthen ikke har nået at læse endnu.

Afslut 12 serier
Der er rigtig mange spændende trilogier – og serier i det hele taget – som jeg gerne vil læse. Jeg har dog ikke lyst til at være i gang med alt for mange på én gang, så i 2014 vil jeg sørge for at afslutte 12 serier – enten serier, som jeg allerede nu er i gang med eller serier, som jeg går i gang med i løbet af 2013.

Jeg satser blandt andet på at få læst resten af bøgerne i ‘Farmer’-trilogien, ‘The Way of Shadows’-serien, ‘Gone’-serien og ‘Skinjacker’-trilogien.

Næste års bogudfordringer

Jeg er godt i gang med at strikke næste års bogudfordringer sammen, og jeg har besluttet mig for at have to udfordringer i 2014.

Afslut 12 serier
Der står efterhånden rigtig mange serier (isæt trilogier) på min liste over bøger, jeg gerne vil læse, og da jeg i forvejen er i gang med en del serier, så er det en god idé at få afsluttet en række af dem i 2014. Jeg har derfor besluttet mig for, at jeg skal afslutte hvad der svarer til én serie om måneden – dvs. 12 serier i alt – i løbet af næste år. Det skal ikke forstås så firkantet, at jeg skal afslutte én serie i januar, én i februar osv., men samlet set skal jeg færdiggøre 12 serier i løbet af 2014.

Jeg satser blandt andet på at få læst resten af bøgerne i ‘Farmer’-trilogien, ‘The Way of Shadows’-serien, ‘Gone’-serien og ‘Skinjacker’-trilogien.

Tema for hver måned
Der er flere bogbloggere, der ofte fortæller om, at de genlæser bøger. Det er ikke noget, jeg selv har gjort, siden jeg var teenager, men i 2014 vil jeg genlæse en række yndlingsbøger, ligesom jeg vil benytte chancen til at dyrke en række af yndlingsgenrerne. Det bliver et glædeligt gensyn med en række forfattere såsom Stephen King og Anne McCaffrey, og så skal der selvfølgelig også være nogle deciderede udfordringer, så jeg har for eksempel valgt at tage temaet ’sjove bøger’ med. Jeg læser faktisk utrolig få sjove bøger, men det vil jeg godt lave om på.

Herunder er en liste over de temaer, jeg indtil nu har besluttet mig for.

Januar: Anne McCaffrey
Februar: Skandinaviske krimier
Marts: Oldschool sci-fi
April: ?
Maj: Stephen King
Juni: Sjove bøger
Juli: ?
August: Bøger fra Japan
September: Bøger om krig
Oktober: Horror
November: Anne Rice
December: Oldschool fantasy

Der er dog fortsat et par ledige pladser – hhv. i april og juli – så har du en god idé til et tema, så sig endelig til. Det kunne være et særligt spændende årti, en interessant genre eller noget helt tredje. Jeg synes ikke, det skal være en forfatter (har allerede tre på listen), og jeg er ikke så meget til chick lit, biografier og digte.

Årets bogudfordringer

I år har jeg valgt at deltage i Boghundens bogudfordring, hvor temaet for 2013 er 12 forfattere (efter eget valg). Efter en del grublen har jeg valgt følgende 12 forfattere og samtidig også de værker, som jeg vil læse i løbet af det næste års tid.

12 forfattere
Mark Twain: Huckleberry Finn
Ray Bradbury: Fahrenheit 451
Karen Blixen: Den afrikanske farm
Robin Hobb: Assassin’s Apprentice
China Mieville: Kraken
Milan Kundera: Tilværelsens ulidelige lethed
Salman Rushdie: Det sataniske vers
Paulo Coelho: Alkymisten
A. Conan Doyle: Et studie i rødt
Tom Kristensen: Hærværk
Maria Helleberg: Rigets frue
Jakob Ejersbo: Liberty

24 bøger
Sidste år lavede jeg en liste over 20 bøger, jeg skulle nå at læse i løbet af året, og i år har jeg valgt at udvide dette til at omfatte 24 bøger, så udover de ovenstående bøger vil jeg også læse disse 12:

Miguel de Cervantes: Don Quijote
Anne Frank: Anne Franks dagbog
Lars Halskov og Jacob Svendsen: Et land i krig
Markus Zusak: Bogtyven
Humphrey Cobb: Ærens vej
Scott Westerfeld: Uglies
A. Silvestri: Pandaemonium
Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Hildegard
Vanessa Diffenbaugh: Blomsternes hemmelige sprog
Erich Maria Remarque: Intet nyt fra vestfronten
Neil Strauss: Spillet
Maria V. Snyder: Poison Study

Ligesom ved bogudfordringen for 2012 har jeg samlet en god blanding af klassikere og nyere bøger, og jeg har ret høje forventninger til en del af bøgerne, så jeg håber, de kan leve op til dem.

De bedste læseoplevelser i 2012

2012 har budt på mange gode læseoplevelser, og i flere tilfælde har det været med bøger, hvor jeg bagefter har spurgt mig selv om, hvorfor jeg dog ikke havde læst den noget før!? Det gælder for eksempel ‘A Game of Thrones’, som jeg har haft stående i fire år – længe for tv-serie-hypen – og som jeg bare ikke kunne tage mig sammen til at læse, fordi den var på 900 sider. Heldigvis var den en af de bøger, som kom på min liste over 20 bøger, jeg skulle læse i 2012, så læst blev den – og nydt i fulde drag. Senere på året læste jeg så efterfølgeren A Clash of Kings’, som også er ganske god, og mon ikke jeg får læst tredje bog i starten af det nye år? Det bliver i hvert fald svært at vente meget længere.

Nu læser jeg ret forskellige bøger, men der er ingen tvivl om, at det er fantasy- og horror, jeg holder mest af, og det afspejler sig også i årets yndlingsbøger. Jeg fik for eksempel endelig læst ‘The High Lord’, der er tredje og sidste del i serien om troldmandslærlingen Sonya, og bogen var en værdig afslutning på en trilogi, som jeg helt sikkert kan anbefale. Jeg fik selvfølgelig også startet på et par nye serier, og her var ‘The Way of Shadows’ blandt de bedste – resten af serien er allerede købt ind, så måske når jeg at afslutte den i løbet af 2013?

Fantasy er dog mere og andet end den klassiske udgave med troldmænd og elvere, og derfor er Storm Front’ en behagelig afveksling, da historien her foregår i nutiden men med fantastiske elementer og temmelig actionramte scener. Lidt af en drengerøvsbog – og fantastisk underholdende.

Vampyrer og zombier er vendt tilbage i stor stil i litteraturen de seneste år – desværre ofte i en ret poppet og romantisk udgave som jeg ikke helt kan forlige mig med, når nu det plejer at være blodtørstige monstre (især romantiseringen af zombier er virkelig langt ude). Derfor trak jeg en af vampyrklassikerne ned fra hylden og læste ‘En vampyrs bekendelser, hvilket var et hyggeligt gensyn med Lestat. Jeg har en del af bøger af Anne Rice, som jeg endnu ikke har læst, så jeg burde egentlig smide et par af dem ind på natbordet… På zombiesiden kan forfatterne dog stadig overraske positivt, og ‘World War Z’ er til dato den bedste zombiebog, jeg har læst. Måske skyldes det, at den netop ikke er klassisk? I hvert fald er den meget stemningsfuld og en spændende måde at beskrive et zombieangreb på.

I den dystre genre var der også et par overraskelser i form af små perler, som (endnu) ikke er blevet bestsellere. Det drejer sig dels om den svenske gyser ‘Mørkeræd’, dels om debutbogen ‘Skygger fra Oktoberland’ som jeg var ret fascineret af.

Jeg har dog også læst andre genrer, og i år fik jeg også tygget mig igennem en række klassikere. Den bedste var helt klart ‘Vredens druer’, som i bund og grund er trist – men interessant – historie om depressionen i USA i 1930’erne. Det er tilsyneladende de triste historier, som påvirker mig mest, for både ‘Claras krig’ (om den lille jødiske pige Clara, der må leve skjult i en kælder under 2. Verdenskrig) og ‘3096 dage’ (om Natascha Kampuschs otte års indespærring) er blandt de bøger, der gjorde mest indtryk på mig i løbet af året.

Jeg bliver også nødt til at nævne ‘The Snow Child’, som er en lidt trist men livsbekræftende bog, som egner sig godt til de kolde vintermåneder. Kan du flaske det således, at du læser den, mens det sner udenfor, giver det lidt ekstra til læseoplevelsen.

Sidst men ikke mindst blev 2012 også året, hvor jeg kom i gang med de grafiske noveller igen, og her var ‘Maus’ helt sikkert den bog, som gjorde størst indtryk. Jeg har ikke tal på alle de gange, hvor jeg har haft bogen i hånden nede på biblioteket, men har lagt den fra mig igen fordi alene forsiden gjorde mig alt for deprimeret. Det er da heller ikke en særlig opmuntrende historie, eftersom en del af handlingen foregår i koncentrationslejre under 2. Verdenskrig, men den er bestemt stadig relevant og tankevækkende så mange år efter.

2012 er næsten ovre, og et nyt bogår venter lige om hjørnet. Jeg ønsker jer alle et godt nytår og håber, at I får mange gode læseoplevelser i det nye år.

Udfordringer i 2011

Jeg har længe pønset på at give mig selv et par udfordringer på læsefronten i 2011. Den første fandt jeg selv på, mens den anden er et større projekt, som Bogklubben mener har søsat.

For det første skal jeg have læst nogle flere klassikere, for det har jeg stort set ikke fået gjort de seneste år. Hver måned vil jeg derfor sørge for at få læst mindst én klassiker, og jeg er allerede godt i gang med at udvælge ‘de heldige’.

For det andet er der som sagt Bogudfordringen 2011, som Bogklubben mener står bag. Her er der defineret et tema for hver måned, hvor de deltagende så skal læse en bog, der passer til temaet/genren. Jeg kan se, at der er flere udfordringer iblandt (i forhold til hvad jeg normalt læser), men da det er sundt at prøve noget nyt, så kaster jeg mig gerne ud det.

Og ellers er der kun tilbage at ønske jer alle et rigtig godt nytår!