Jeg henter solen ned

‘Jeg henter solen ned’ fik overvældende gode anmeldelser, da den udkom for nogle år siden. Jeg læste den ikke dengang, men da jeg faldt over lydbogsudgaven, blev jeg alligevel nysgerrig og har derfor lyttet til den i løbet af den sidste uges tid.

Bogen er skrevet af Jandy Nelson og handler om tvillingerne Jude og Noah, der tidligere var uadskillelige men nu undgår hinanden. Hvorfor? Det finder man ud af i løbet af bogen, hvor kapitlerne skifter mellem de to hovedpersoner. Her fortæller Noah om årene op til forandringen, mens Jude fortæller om årene efter. Det er historien om de meget forskellige tvillinger, den udadvendte og den indadvendte, og de komplikationer, der opstår, når misforståelser tager fart og mennesker bliver såret.

Jeg hørte som sagt lydbogsudgaven, og det gjorde skiftene mellem fortid og nutid lidt forvirrende i starten, selvom det hjalp en del, at det var to forskellige personer, der havde indtalt hovedpersonernes stemmer. Efter et par timers lytning havde historien ikke rigtig fanget mig endnu, og jeg overvejede kortvarigt, om jeg skulle opgive bogen. Men så skete der noget, som fik vakt min nysgerrighed, og derefter hyggede jeg mig fint resten af tiden.

Noah og Jude er nogle specielle personer. De er ikke nødvendigvis urealistiske men de har hver deres særheder, og det giver noget kant og drama til historien. Der er et par konflikter undervejs, som måske kan være en anelse… forcerede… men jeg vil ikke afvise dem som utroværdige, for folk – og især teenagere i deres følelsers vold – kan ind imellem gøre nogle drastiske og tåbelige ting. Desværre betød det også, at jeg ikke rigtig følte, jeg kom ind på livet af dem. Det virker måske lidt underligt, da de blotter sig meget følelsesmæssigt, men det blev ind imellem lidt for iscenesættende til mig.

Jeg skulle som sagt lige vænne mig til opbygningen af bogen, men da det kom til stykket, syntes jeg egentlig, det fungerede meget godt. Da jeg var færdig med bogen, tænkte jeg faktisk på, at det kunne være interessant at læse/lytte til den igen på et tidspunkt for at få de detaljer med, som man ikke nødvendigvis får fat i første gang, man læser en bog og ikke ved, hvad den ender med.

Som ungdomsbog fungerer den fint. Den favner mange af de problematikker, som ungdommen ofte består af (søgen efter kærlighed og den eneste ene, grænsesøgende/konfronterende opførsel, brug og misbrug af alkohol osv.). Den ligner ikke min ungdom, men jeg kan sagtens genkende mange af de konflikter, som var typiske dengang, hvor jeg var under tyve (og… det er ved at være nogle år siden efterhånden :)). Jeg var ikke helt oppe at ringe over den, og den rørte mig ikke på samme måde, som andre ungdomsbøger har gjort, men samlet set en udmærket læseoplevelse.

Da hun forsvandt

Det er efterhånden syv år siden, jeg læste ‘Hvis jeg bliver’ af Gayle Forman, og jeg anede ikke, der var skrevet en efterfølger, før jeg stødte på den, da jeg surfede lydbøger hos Ereolen.

OBS – læs ikke videre, medmindre du har læst den første bog!

‘Da hun forsvandt’ foregår tre år efter den første bog. Her følger man Adam, som ser tilbage på de seneste år uden Mia. Hvad gik der egentlig galt? Hvorfor forsvandt hun? Adam ser tilbage på dengang, de var sammen, og selvom han har en anden kæreste nu, så trives han ikke uden Mia.

Jeg synes egentlig ikke, at den første bog behøvede en fortsættelse, så jeg var spændt på, hvad ‘Da hun forsvandt’ kunne byde på. Vinklen var lidt overraskende – og modig. Selvom Mia valgte livet – og Adam – i slutningen af første bog, så er de ikke sammen her tre år efter. I starten er der ikke rigtig nogen forklaring på det, og som læser mærker man Adams frustration og forvirring, som ikke bliver mindre af, at historien hopper en del i tiden (lidt for meget efter min smag). Men da Mia og Adam pludselig mødes og dermed får mulighed for at tale tingene igennem, falder meget på plads.

Jeg er ikke særlig meget til kærlighedshistorier, men jeg synes, at denne bog rammer meget godt nogle af de frustrationer, misforståelser og sårbarhed, som teenagetiden rummer. De forskellige hop i tid virkede ikke altid så godt, men omvendt er bogen ikke særlig lang, så jeg synes ikke, at det tog overhånd.

‘Da hun forsvandt’ er en udmærket efterfølger. Den er ikke nødvendig at læse, men jeg synes, at det var en fin oplevelse.

Udyret

Jeg kan desværre ikke huske hos hvilken bogblog, jeg første gang stødte på denne bog, men den lød så interessant, at jeg endte med at tage den med hjem fra biblioteket for nylig.

‘Udyret’ er skrevet af Peternille Van Arsdale og handler om pigen Alys. Hun har søvnproblemer og går derfor ture på engene omkring landsbyen. En nat møder hun et tvillingepar, som kort viser interesse i hende, men snart fortsætter mod landsbyen. Der er noget mystisk ved dem, men det tænker Alys ikke over før næste dag, hvor alle landsbyens voksne ligger døde. Alys ved med det samme, at det er tvillingeparret, der står bag – at de er sjæleædere. Hun kan nemlig mærke de samme kræfter ulme inden i sig, men hun tør ikke røbe det for nogen, da hun så straks vil blive slået ihjel. I stedet skjuler hun sine evner, men som årene går, bliver det sværere og sværere at holde det hemmeligt.

Starten på bogen var ret fascinerende. Den var smukt og nærmest poetisk skrevet, og jeg blev straks fanget af historien. Her får man introduktionen til det mystiske tvillingepar, og jeg syntes, det tegnede rigtig godt for fortællingen. Desværre tabte historien lidt pusten undervejs. Skrivestilen blev mere jævn, og fortællingen trak ganske enkelt ud. Jeg synes, at den kunne have været langt mere elegant, hvis den havde været kortere og samtidig holdt sig til samme skrivestil hele vejen igennem.

I bund og grund er det ellers en ret simpel historie. Personligt var jeg ikke så vild med Udyret, som dukkede op i enkelte scener – jeg syntes aldrig rigtig, at det kom til at fungere. Samtidig var beboerne i den anden landsby, som Alys flyttede til efter forældrenes død, lige lovlig klichéramt i forhold til deres opførsel over for de forældreløse børn.

I alt i alt blev det en noget jævn læseoplevelse. Den første tredjedel var fængende og nærmest drømmeagtig fascinerende, men derefter gik der lidt for megen hverdag og kliché over den, og så gik luften af ballonen.

 

Genlæsning af Harry Potter

En af mine bogudfordringer i år er at genlæse Harry Potter-bøgerne. Det er noget, jeg har overvejet de seneste år, for det kunne være et hyggeligt gensyn med en serie, jeg holder meget af. De første 2-3 bøger i serien har jeg genlæst flere gange, og jeg mener at have genlæst både 4’eren og 5’eren, men er i tvivl om 6’eren. Den syvende og sidste bog har jeg kun læst én gang, hvilket blandt andet hænger sammen med, at jeg synes, det er den dårligste bog i serien. Og det er faktisk lidt imponerende med genlæsningerne, for jeg var blevet voksen (på papiret), da serien udkom, og det er virkelig ikke mange bøger, jeg har genlæst, siden jeg lagde barndommen bag mig. Jeg vil som regel hellere læse nye bøger, men de sidste par år er jeg begyndt at dyrke genlæsning lidt mere, så hvorfor ikke også genlæse Harry Potter?

Tidligere på ugen genlæste jeg første bog i serien, ‘Harry Potter og de vises sten’, og det var som ventet et hyggeligt gensyn med en elsket verden. Jeg blev begejstret over at opdage, at verdenen var lige så finurlig, kreativ og spændende, som jeg huskede den, og at Rowling havde ramt den helt rette tone i bogen, hvor der var nok sprudlende tempo for det barnlige sind men også pudsige detaljer for den voksne læser. Jeg blev også en smule overrasket over, hvor kort bogen var. Jeg kunne selvfølgelig se, at den var noget slankere end resten af serien, men der var sandt at sige ikke megen plads til hovedplottet, da langt størstedelen af bogen – forståeligt nok – blev brugt til verdensopbygning. Det var faktisk lidt synd – forfatteren kunne sagtens have brugt 50 sider (eller lidt mere) på at folde plottet ordentligt ud.

Jeg var lige ved at kaste mig over næste bog med det samme, men nu har jeg lige lånt en stabel bøger på biblioteket, og dem må jeg nok hellere få læst, inden det atter er tid til bøger fra egne boghylder. Harry Potter holder stadig. Det overrasker mig sådan set ikke, for det er en serie, der har taget verden med storm.

Har jeg planer om at skrive om mine genlæsninger af de følgende bøger? Nej, jeg ville i første omgang blot dele min glæde over at ‘finde en gammel ven’ frem fra gemmerne. Jeg laver måske et opsummeringsindlæg, når jeg har genlæst hele serien, men det tager jeg først stilling til, når den tid kommer.

Sandsnogens bid

I forbindelse med mit kvartalstema, fantasy, er jeg godt i gang med at læse mig igennem en række bøger, jeg har lånt på biblioteket. En af disse – ‘Sandsnogens bid’ af Sidsel Sander Mittet – har jeg hørt meget godt om. Bogen er første del i serien ‘Krøniken om Morika’, og forfatteren har tidligere udgivet bøger i samme verden. Dem har jeg desværre ikke læst (endnu!).

I ‘Sandsnogens bid’ skifter man mellem at følge teenagepigen og morikaneren Itua og teenagedrengen og hilaen Aaton, der begge med at få en helt anden fremtid, end de havde planlagt. Ituas far vælger nemlig at gifte hende bort til en ti år ældre mand fra et andet folkeslag. Samtidig afslutter Aaton sin krigeruddannelse, og selvom han er den bedste på holdet, bliver han ikke optaget blandt hirdens bedste mænd – det kan han jo ikke, når han kun er halvblods. I stedet sendes han bort og får – lidt af omveje – til opgave at passe på Itua. Ingen af dem er særlig tilfredse med den ordning i starten, men snart får de øjnene op for hinanden. Mens de forsøger at skjule deres romance, vokser de politiske intriger omkring dem. Krigen mellem folkeslagene lurer, og oprøret ulmer i krogene. Men hvilken side vil Itua og Aaton være på?

Historien om to teenagere, der kommer fra forskellige kulturer og samfundslag og derefter forelsker sig i hinanden er på ingen ny, men jeg synes alligevel, at ‘Sandsnogens bid’ har noget at byde på. Det skyldes især det forhold, der er mellem Itua og hendes mand, for det er noget usædvanligt – og på flere måder ganske moderne. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at denne historie ville/kunne være skrevet for 15 år siden.

Persongalleriet er tilpas bredt. Jeg kunne godt have brugt lidt flere detaljer på flere af bipersonerne, men mon ikke det kommer i de følgende bøger. Hovedpersonerne og de nærmeste personer (hovedsageligt koncentreret omkring Itua) er dog fint beskrevet, hvor det ikke altid er lige let at gennemskue, hvem der er de gode, og hvem der er de onde.

Itua er nok den, der udvikler sig mest gennem historien. Hun forsøger at være stærk og selvstændighed, og selvom det ikke altid lykkes, så kæmper hun videre. Jeg syntes dog, at det var synd, at så mange af hendes konflikter var betingede af hendes køn – det blev noget kedsommeligt i længden. Der er sådan set ingen grund til at overføre de samme (fortærskede) konflikter fra virkeligheden og over til fantasy, men måske er det bare mig, der har læst for megen fantasy, hvor kvinder bliver undertrykt.

Samlet set en rigtig positiv læseoplevelse. Jeg er som sagt ærgerlig over, at der gik lige lovlig megen kvindedominans i den i slutningen af bogen, men bortset fra det var det en ganske glimrende ungdomsbog. Jeg ser frem til at læse videre i serien.

Skyriel

Denne danske fantasybog har jeg længe haft et godt øje til – ikke mindst på grund af de mange rosende ord, den har fået med fra andre bogbloggere. Da jeg så tilmed fandt den som lydbog for et par uger siden, slog jeg straks til, da jeg syntes, det efterhånden var længe siden, jeg havde hørt en rigtig god lydbog.

‘Skyriel’ er skrevet af Lene Dybdahl og er første bog i en serie om pigen af samme navn – eller dvs. hun omtales primært som Sky. Hun er en temperamentsfuld størrelse, der snart kommer på lidt af en rejse, da hun vil redde sin læremester, magikeren Alainon. Han er blevet arresteret på grund af sine magiske evner og ført bort fra den ø, de bor på, så hun må være udspekuleret for at finde en måde at sejle efter ham på. Men Sky har hovedet skruet godt på, og selvom hun må igennem adskillelige strabadser, så kommer hun af sted – blot for at støde på nye udfordringer. Det er ikke let at være pige alene i en stor verden, hvor der lurer farlige væsner og onde mennesker om hvert et gadehjørne.

Først og fremmest er Sky en klassisk hovedperson – gæv og modig med hjertet på rette sted og dermed også en person, der er let at holde af. Hun har dog også en del temperament, men det er nu ikke så usædvanligt inden for dansk fantasy. Hendes rejse efter Alainon byder i den grad på masser af action, og ind imellem blev jeg næsten forpustet over alle de ting, hun blev udsat for. Der er nærmest noget for enhver smag. Personligt var jeg dog ikke vild med de scener, hvor der var voldtægtselementer i – det mener jeg ganske enkelt ikke, at der bør være i (tidlige) ungdomsbøger.

Jeg havde det til gengæld lidt svært ved fortælleformen, da der var nogle spring i tiden og dermed også mht. vinklen i bogen, og det er jeg ikke så vild med, når jeg hører lydbog. Det gjorde, at jeg tabte tråden flere gange og havde svært ved at leve mig ind i historien, og derfor overvejer jeg også, om jeg skal genlæse bogen på et tidspunkt – men i papirform.

‘Skyriel’ er en glimrende dansk fantasybog. Jeg var desværre ikke helt oppe at ringe over den, hvilket dels skyldtes fortællemåden og dels de scener, hvor mænd blev lidt for nærgående over for Sky og hendes ‘veninde’. Men jeg kan godt finde på at læse videre i serien ved lejlighed.

Englefald

Den sidste af bøgerne fra min to-read-liste for 2017 var ‘Englefald’, der er skrevet af Susan Ree. Som så mange andre dystopiske ungdomsbøger er ‘Englefald’ en del af en serie.

Bogen foregår i en post-apokalyptisk verden, hvor engle har dræbt millioner af mennesker. Penryn er på flugt sammen med sin mentalt ustabile mor og lillesøsteren, som sidder i kørestol. De er kort sagt i en rigtig dårlig situation, da gaderne er præget af vold og bandekriminalitet, og der er samtidig ikke nok mad til alle. Det kan dog blive meget værre, og det gør det, da nogle engle bortfører Penryns lillesøster. Penryn vil gøre alt for at få hende tilbage – selv at indgå i en alliance med englen Raffe. Ham møder hun, da lillesøsteren bliver bortført, hvor de andre engle lige har udstødt ham og skåret vingerne af ham. Selvom Penryn betragter engle som fjender, så vælger hun alligevel at redde ham, og snart er det umage par på jagt efter Penryns lillesøster.

Jeg syntes, det var en interessant verden, som forfatteren havde skabt. De brutale, arrogante og dødsensfarlige engle var et twist, som ikke så tit indgår i ungdomsbøger, og de var derfor en kærkommen fornyelse af genren. Det var desuden rigtig fint, at de ikke blev brugt som en del af et større religiøst tema men blot som et twistet fjendebillede. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have brudt mig om en ungdomsbog gennemsyret af religiøs drama.

Penryn er en gæv pige, som er let at holde af og er heldigvis ikke så dumdristig som en del andre kvindelige hovedpersoner i de seneste års ungdomsbøger. Jeg syntes dog, at det var hendes mor, der var mest fascinerende, og det skyldtes først og fremmest, at hun på ingen måde mindede om personer, der normalt indgår i ungdomsbøger. Én ting er, at forældre næsten aldrig er repræsenteret i ungdomsbøger – en anden ting er, at de bestemt ikke er så ustabile, som Penryns mor var. Det blev ikke for alvor foldet ud i denne bog, men der var nok til at gøre mig nysgerrig.

Jeg var glad for, at historien ikke lynhurtigt udviklede sig til en romance mellem Penryn og Raffe. Tværtimod var de ret skeptiske over for hinanden, og deres venskab udviklede sig ganske langsomt.

Men når det så er sagt, så var det alligevel, som om noget manglede. Jeg blev ikke for alvor fanget af historien, og selvom det var udmærket underholdning, så savnede jeg den gnist, der gør, at man bare må læse videre i serien. Af samme grund er jeg også i tvivl om, hvorvidt jeg får læst den næste bog, for jeg synes ikke, jeg har behov for det.

I morgen er alt mørkt – når historien slutter

Så nåede jeg også tredje og sidste bog i serien ‘I morgen er alt mørkt’. Jeg har tidligere anmeldt historien om Brage – og historien om Marlen. Bøgerne er skrevet af den norske forfatter Sigbjørn Mostue.

Jeg vil ikke give et resumé af bogen men i stedet referere til min anmeldelse af første bog, som også beskriver om det zombie-agtige angreb, som præger hele serien.

Og hvordan var afslutningen på serien så? Den var sådan set udmærket og helt i tråd med resten af serien. Man kan diskutere, om slutningen var detaljeret nok og gav de svar, man søgte. Personligt gør det mig ikke så meget, at visse ting er åbne til sidst, men det er som regel noget, der deler vandene.

Jeg kan godt lide, at serien foregår i Norge, og at fortællingen er noget mere grum, end hvis den var udgivet i USA. Der sker nogle ret brutale og nådesløse ting undervejs. Jeg synes dog personligt, at det er ærgerligt, at der også er flere voldtægter – det er en lidt for let (og unødig) måde at skabe en brutal stemning, og jeg synes ikke, det hører hjemme i en ungdomsbog.

Men overordnet set er ‘I morgen er alt mørkt‘-serien et glimrende bud på en lidt anderledes dystopisk fortælling i Skandinavien.

Frostfire

Denne bog var delvist et cover buy – dvs. en bog, jeg blandt andet købte på grund af den pæne forside. Den kaldte bare på mig! Og så havde ‘Frostfire’ også en ret høj rating på Goodreads, så efter lidt betænkningstid endte jeg med at købe den.

‘Frostfire’ er skrevet af Amanda Hocking og er første del i en serie om Bryn – en ung pige i Kanin-troldeklanen. Hun ønsker at blive en del af kongens elitevagter, og hun arbejder hårdt for sagen – i første omgang med at opspore troldebørn, som troldeforældrene i al hemmelighed har placeret hos rige mennesker og derefter henter, når troldebørnene bliver teenagere. Bryn er god til det, men hendes arbejde bliver pludselig udfordret af, at et tidligere medlem af klanen begynder at kidnappe de unge trolde. Og det er ikke hvem som helst. Konstantin, som han hedder, forsøgte at dræbe Bryns far, da hun var yngre, og det var kun takket være hende, at faren overlevede. Men nu er hendes fjende tilbage, og hun vil gøre alt for at stoppe ham.

Jeg var en smule distraheret af en række af udtrykkene i starten. Forfatteren har hentet inspiration fra Skandinavien (som hun nævner en del gange i løbet af bogen), men reelt set er det kun Sverige, hun har hentet udtrykkene fra, så det virkede underligt, at hun blev ved med at referere til Skandinavien som helhed. Men det forvirrende skyldtes naturligvis, at jeg som dansker sagtens forstod de svenske/skandinaviske ord, som skulle virke fantasy-agtige, og jeg havde blandt andet lidt svært ved klannavnene Kanin og Trylle, som lød lidt… fjollede.

Fantasyverdenen er lidt utraditionel, da man her følger troldene, og i denne udgave minder de en del om mennesker. Jeg synes, at deres behov for at snige deres små børn ind i menneskenes hjem i bedste (værste) gøgestil, så børnene kan vokse op i et rigt hjem, er velgennemtænkt. Ikke mindst fordi børnene så kan bringe menneske-rigdommene med sig tilbage til troldene, når de bliver hentet som teenagere.

Jeg savnede til gengæld lidt mere fremdrift i historien og ikke mindst personudviklingen. Det virkede som en kortere bog, end det egentlig var. Samtidig var der for mange spørgsmål, der ikke blev besvaret. Det er helt fint, at forfatteren bygger op til, at der vil komme en række afsløringer og forløsninger i de næste bøger, men det virkede som om, at det kun var de første byggesten, der blev lagt – der blev ikke rigtig bygget oven på i første bog.

Så kort opsummeret: ‘Frostfire’ foregår i en stemningsfuld og interessant fantasyverden. Historien er rimelig traditionel med en stærk ung pige/kvinde, der kæmper for at bevise sit værd, men som selvfølgelig også er lidt forelsket i en, hun ikke bør forelske sig i. Der mangler fremgang i historien, hvilket gør det til en lidt uforløst læseoplevelse – til gengæld har den heller ikke skræmt mig væk, så måske vil jeg en dag læse næste bog i serien. Umiddelbart var der dog ikke noget i bogen, som gjorde mig sulten efter at læse mere.

 

Alice in Zombieland

I løbet af i år har jeg både genlæst ‘Alice in Wonderland’ samt fået læst en række moderne fortolkninger af denne klassiker. Da jeg så faldt over ‘Alice in Zombieland’ på min lange to-read-liste på Goodreads, tænkte jeg, at jeg ville slå to fluer med ét smæk – det skulle både være månedens to-read-bog, og så var det jo perfekt, at det var en bog med horrortema.

Bogen er skrevet af Gena Showalter og handler om teenageren Alice, som har mistet sine forældre og søster i en bilulykke. Alice starter på en ny skole og bemærker hurtigt de andre elevers sære opførsel. Især den mystiske Cole, som hun har svær ved at blive klog på, men som tydeligvis er interesseret i hende – blandt andet på grund af hendes evner. Og snart er Alice en del af en helt særlig gruppe, som kæmper mod de overnaturlige…

Ok, dette var en noget speciel læseoplevelse. Det er en bog, jeg længe har tøvet med at kaste mig over, for selvom den har en ret høj rating på Goodreads, så er det samtidig også en bog, som flere af mine bogvenner ikke bryder sig om. Jeg valgte dog at give bogen en chance, for det kunne jo være en interessant fortolkning af ‘Alice in Wonderland’. Det var det bare ikke! Hverken en fortolkning eller en interessant historie.

‘Alice in Zombieland’ er en standard ungdomsbog med overnaturligt tema, en hovedperson med særlige evner samt naturligvis et trekantsdrama. Jeg blev så skuffet, da jeg indså det. Jeg havde håbet på en twistet horrorudgave af klassikeren, men fik i stedet en yderst gennemsnitlig ungdomsbog med de sædvanlige klicheer. Intet nyt, intet spændende.

Hvis du skal sætte pris på denne bog, så skal du være indstillet på, at den har meget lidt med ‘Alice in Wonderland’ at gøre. Derudover hjælper det også, hvis du er vild med dominerende fyre i stil med Edward og Jacob fra ‘Twilight’, som kan agere frelsende helte i ny og næ.