Searching for Dragons

I sidste måned udpegede jeg ‘Dealing with Dragons’ til at være aprils bedste læseoplevelse, så jeg havde selvfølgelig høje forventninger til efterfølgeren, ‘Searching for Dragons’. Bøgerne er skrevet af Patricia C. Wrede og er de første bøger i en serie på fire.

I ‘Searching for Dragons’ er hovedpersonen skiftet ud. Cimorene fra den første bog er stadig med, men historien fortælles gennem Mendanber – den unge konge af den fortryllede skov. Han opdager, at dele af skoven er ødelagt, og mistanken falder på dragerne, da han finder flere drageskæl blandt de forkullede træer. Han opsøger Kazul – eller rettere forsøger på det, for hun er blevet taget til fange af onde troldmænd. Det går naturligvis ikke, så han slår sig sammen med Cimorene, og de drager afsted for at lede efter Kazul.

Det er stadig en sød og hyggelig historie, men jeg synes desværre ikke, at Mendanber er en lige så interessant hovedperson. Han virker faktisk rimelig anonym, og det er lidt synd, når nu Cimorene var en så sjov og handlekraftig hovedperson i første bog.

Humoren er – måske af samme grund – heller ikke nær så sprudlende og overraskende i ‘Searching for Dragons’, selvom der nu er flere scener med yderst inkompetente troldmænd. De er ikke lige så gakkede som dem i Terry Pratchetts bøger, meeen de er heller ikke ligefrem frygtindgydende.

Jeg endte dog med at være fin underholdt alligevel. Det er en ganske hyggelig fortælling, og der er fortsat nogle fine og lidt overraskende pointer, som bryder det gængse billede af, hvordan eventyr ’skal’ være.

A Torch Against the Night

Jeg får læst en del e-bøger for tiden, og her har jeg blandt andet kastet mig over ‘A Torch Against the Night’, der er efterfølgeren til ‘An Ember in the Ashes’. Bøgerne er skrevet af Sabaa Tahir.

Jeg vil undlade at skrive et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til den første bog, men da jeg var ret begejstret for ‘An Ember in the Ashes’, vil jeg i stedet diskutere, om ‘A Torch Against the Night’ lever op til den første.

… og ja, det gjorde den! Den er spændende, dramatisk, actionfyldt og overraskende på samme tid. Der var godt nok et tidspunkt i første halvdel, hvor det var lige ved at kamme over i trekantsdrama, men i stedet for at tæske rundt i de sædvanlige YA-klicheer, så fik forfatteren drejet det over til noget langt mere interessant.

Jeg elsker, at der bliver gjort så meget ud af personerne i denne serie. Især Helene er yderst interessant, men også den ekstremt ondskabsfulde og manipulerende kommandant pirrer min nysgerrighed. Jeg kan naturligvis også godt lide heltene, men det er de to førnævnte, som helt sikkert skiller sig mest ud i forhold til anden ungdoms-fantasy.

Jeg vil egentlig gerne sige mere, men så er jeg bange for, at jeg afslører for meget, så lad mig i stedet slutte af med at anbefale bøgerne samt krydse fingre for, at næste bog snart kommer!

Scythe

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en svaghed for Neal Shusterman – eller rettere sagt hans bøger. Jeg faldt pladask for ‘Everlost’ og de øvrige bøger i den serie, ligesom jeg også holdt af ‘Unwind’-serien.

Nu er han kommet med en ny serie, hvor første bog hedder ‘Scythe’. Den foregår i fremtid, hvor den naturlige død ikke længere findes, ligesom menneskeheden også har udryddet alle livsfarlige trusler såsom sygdomme, krig og hungersnød. Man kan blive lige så gammel, som man ønsker det – ja, man kan endda skrue sit biologiske ur baglæns, så man atter ligner en 21-årig, hvis man har lyst til det. Den situation vil naturligvis betyde, at Jorden hurtig vil blive overbefolket, og derfor er der udpeget en række scythes – en slags ‘aflivere’ – der har til opgave at dræbe mennesker. De skal opfylde en bestemt kvote, og dødsfaldene skal ramme alle befolkningsgrupper, så man må ikke skåne nogen – ej heller børn. Citra og Rowan bliver udvalgt som lærlinge til scythen Faraday, og de indser snart, at livet som scythe er både ensomt og kompliceret. Hvornår bør et menneske dø? Og hvordan? Samtidig med dette opdager de også, at selvom scythe-ordenens medlemmer er pålagt en lang række restriktioner, så er der brodne kar imellem, og der er nogen, der åbenbart sætter lige lovlig megen pris på at slå andre mennesker ihjel…

Jeg kan godt lide rammen for historien, hvor menneskene har udryddet den naturlige død og i stedet må have ‘aflivere’ til at sørge for, at befolkningen ikke vokser katastrofalt. Det åbner op for en række interessante diskussioner – ikke mindst da Citra og Rowan skal deltage i de første ‘aflivninger’. For hvad er en retfærdig død? Og skal døden være retfærdig – og for hvem?

Jeg tænkte både på ‘Unwind’-serien og ‘Mort’ af Terry Pratchett i starten, men ‘Scythe’ fandt hurtigt sin egen form og stil. Jeg elsker Shustermans skrivestil og ikke mindst hans evne til at overraske, og det gør han også i denne bog. Der var et ret vigtigt plottwist, jeg overhovedet ikke havde set komme, men som betød, at historien tog en ret spændende drejning.

De to hovedpersoner er ok skrevet, men jeg må indrømme, at jeg nok havde forventet lidt mere af dem – de var lidt overfladisk beskrevet, og jeg syntes aldrig, at jeg kom tæt på dem. Samtidig var deres fascination af hinanden ret pludselig og meget intens – her kunne forfatteren godt have arbejdet lidt mere med opbygningen.

Min største anke mod bogen er slutningen, for her går det pludselig meget stærkt. Det virkede lidt som om, at forfatteren pludselig opdagede, at han var ved at løbe tør for sider, for der springes en del i historien hen mod slutningen, og jeg syntes desværre, at det gik alt for hurtigt. Der var scener, der burde have været med for at binde historien bedre sammen og scener, der burde have været mere detaljerede. Virkelig ærgerligt når nu resten af bogen var aldeles glimrende.

‘Scythe’ er som sagt første bog i en serie. Jeg har det lidt blandet med det, for bogen står stærkt som enkeltstående historie, og jeg synes, det er lidt ærgerligt, at det igen-igen skal være en serie. Der er ganske enkelt for få enkeltstående bøger i fantasygenren, og denne her behøver reelt set ikke en fortsættelse. Så kan man argumentere for, at jeg jo bare kan lade være med at læse den næste bog, meeen… det gør jeg nok alligevel. Det er jo Neal Shusterman, der står bag 🙂

Stalker

Det var lidt et tilfælde, at jeg faldt over denne bog på Ereolen, og da jeg ikke havde hørt om den før, havde jeg ingen forventninger til den.

‘Stalker’ er skrevet af Michella Rasmussen og handler om teenagepigen Julie, der en dag får et brev fra en anonym beundrer. Hun bliver overrasket, men snart ændrer det sig til bekymring, da hun får flere breve, hvis indhold bliver mere og mere urovækkende. Det er tydeligt, at brevskriveren overvåger hende, og personen begynder også at blande sig i hendes liv. Især personer, der ikke opfører sig pænt over for Julie, bliver pludselig udsat for ubehagelige ting…

Denne bog var en positiv overraskelse. Selvom bogen er ret kort – under fire timers oplæsning – så når den at opbygge en ubehagelig stemning, hvor man som læser sidder og spekulerer på, hvem stalkeren er, og hvor langt vedkommende egentlig vil gå.

Historien er fortalt dels gennem Julie og dels gennem stalkeren. Det er med til at få flere nuancer frem, men jeg syntes dog ikke, at alle stalkerens betragtninger var troværdige (kan dog ikke komme det nærmere, da det vil afsløre dele af plottet).

Det er let at fatte sympati for Julie, der bestemt ikke har det let. Hendes forældre fokuserer langt mere på lillesøsteren, og Julie føler sig overset og glemt. Hun fremstår som en helt almindelig pige, og det er en af grundene til, at historien bliver uhyggelig, for hvis det kan ske for hende, kan det jo ske for enhver.

Slutningen kommer ret brat  – lidt for brat til min smag, og det kom til at virke klodset. Til gengæld kunne jeg godt lide slutningen – der var ikke lige så megen følelsesporno, som hvis det havde været en amerikansk ungdomsbog, og det klædte virkelig historien.

Alt i alt en udmærket ungdomsbog, som kan høres på under fire timer.

Dealing with Dragons

Jeg kan faktisk ikke huske, hvor jeg stødte på ‘Dealing with Dragons’, men jeg har en mistanke om, at det var en fantasy-liste hos Goodreads. Uanset hvad lød bogen rigtig hyggelig, og da den handler om prinsesser og drager, passer bogen godt til mit kvartalstema, ‘Eventyr’.

‘Dealing with Dragons’ er skrevet af Patricia C. Wrede og er første bog i en trilogi. Den handler om prinsessen Cimorene, der ikke bryder sig om det typiske prinsesseliv, hvor man skal sidde og være yndig, mens man broderer. Det er gudsjammerligt kedeligt efter hendes mening, så hun stikker af og ender med at møde dragerne. Drager er som bekendt meget farlige væsner, men det lykkes Cimorene at overbevise en af dragerne om, at Cimorene kan være hendes prinsesse. Drager har jo et eller andet med prinsesser, og enhver respekteret drage skal naturligvis have en prinsesse. Det er ganske vist temmelig usædvanligt, at en prinsesse selv tilbyder sin hjælp – normalt skal man bortføre dem – men dragen Kazul vælger ikke desto mindre at lade Cimorene bo hos sig. Det er dog ikke uden visse udfordringer, for selvfølgelig kommer det væltende med håbefulde ungersvende, der gerne vil redde prinsessen fra den stygge drage. Men hvad gør man, når prinsessen absolut ikke vil reddes og i stedet foretrækker at gøre rent?

Dette er egentlig en børnebog, men jeg synes bestemt også, at voksne bør læse den, for den er både sjov og indeholder nogle rigtig gode pointer. Her er endelig en bog, der tør udfordre det gængse prinsessebillede. Væk er de lyserøde tylskørter, de evindelige baller og de mange suk efter prinsen på den hvide hest. I stedet får vi en prinsesse, der er både klog og initiativrig og som hellere vil arkivere dokumenter og vaske op end at sidde hele dagen lang for at være yndig og dydig. Hun gider absolut ikke blive reddet, og hun ender tilmed hos en hundrage, som taler om muligheden for at blive dragernes konge. For ja, i denne bog kan hundrager godt blive konger! Ah, det føltes skønt at få rusket op i alle de gængse antagelser om, hvordan eventyrverdener er bygget op…

Sproget er let og ligetil med nogle meget fine – og ganske underholdende – dialoger. Samtidig er der skruet godt op for actiondelen til trods for, at det er en kort bog, så der er ganske enkelt ikke tid til at kede sig. Det passer fint til historien, for det er ikke ligefrem en bog, hvor der er brug for lange beskrivelser af landskabet eller tilbageblik.

Jeg morede mig kosteligt undervejs, og ‘Dealing with Dragons’ er klart en af de bedste læseoplevelser indtil videre i år. Jeg har derfor også straks bestilt de to sidste bøger i trilogien, og dem satser jeg på at læse i løbet af maj måned.

Skorpionbjerget – Våbenbrødre 5

Ja, jeg får hørt en del lydbøger for tiden – blandt andet ‘Våbenbrødre’-serien af John Flanagan. Nu nåede jeg så til den femte bog i serien – ‘Skorpionbjerget’.

Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til de foregående bøger, men du kan eventuelt læse anmeldelserne af de første bøger – links finder du nedenunder dette blogindlæg.

Våbenbrødrene får en ny mission, og den omfatter blandt andet et gensyn med flere af de vigtige bipersoner fra ‘Skyggens lærling’-serien. Det virkede overordnet godt – selvom det selvfølgelig også var lidt billige points. Men ellers er historien meget lig de forrige historier med hensyn til mængden af action, personlige konflikter og stolt sammenhold. Det er en fin fortælling, men jeg savnede lidt mere kant og lidt flere overraskelser undervejs.

‘Våbenbrødre’-serien er ligesom ‘Skyggens lærling’-serien hyggelig og ret ufarlig læsning – også kendt som feel good fantasy.

Curtsies & Conspiracies

Så fik jeg endelig læst anden bog i ‘Finishing School’-serien af Gail Carriger. Sidste sommer læste jeg den første bog, ‘Etiquette & Espionage’.

Traditionen tro vil jeg ikke bringe et resumé, når det drejer sig om fortsættelsen til en bog, da det vil afsløre for meget af handlingen i den første. Men jeg vil dog gerne røbe, at ‘Curtsies & Conspiracies’ desværre ikke sagde mig så meget. Bogen er ligesom forgængeren rimelig letbenet og uden den store dybde, men i 2’eren er der langt mere fokus på Sophronias evne til at tiltrække drengenes opmærksomhed, og man aner oplægget til et trekantsdrama (selvfølgelig mellem den bundsolide arbejderdreng og den arrogante overklassedreng). Det ærgrede mig en del. Ikke blot hader jeg trekantsdramaer, men det virkede også frygtelig stereotypt.

I ‘Curtsies & Conspiracies’ er der også gensyn med et par kendinge fra Carrigers skønne serie, ‘Parasol Protectorate’, men det var jeg noget lunken overfor. Jeg syntes, det kom til at virke lidt forceret og tog fokus væk ‘Finishing School’-seriens egen ramme.

Jeg er pt. noget splittet mht. om jeg vil læse videre i serien. Jeg syntes desværre ikke, at der er kød nok på historien – i hvert fald ikke til, at jeg vil bruge penge på bøgerne. Måske vil jeg læse videre, hvis jeg finder dem på biblioteket eller som e-bog på et senere tidspunkt.

Heartless

Jeg har været lidt tøvende mht. om jeg ville læse ‘Heartless’ af Marissa Meyer. Jeg var lidt bekymret for, om det ville være et standard YA-kærlighedsdrama, og dem er jeg ganske enkelt ikke til. Bogen fik dog ret gode anmeldelser, og da den samtidig er en nyfortolkning af ‘Alice i Eventyrland’, så var det oplagt at læse den i denne måned, da jeg i perioden april-juni fokuserer på eventyr. Jeg lånte derfor bogen via Ereolen Global og tog den med på togturene til og fra arbejde.

‘Heartless’ er i historien om den unge kvinde, Cathrine, som drømmer om at åbne et bageri. Hun er ganske vidst adelig, og hendes forældre har sikkert planer på hendes vegne, men det ødelægger ikke hendes fantasier om at bage dagen lang. Problemet er bare, at kongen forelsker sig i Cathrine, hvilket hendes forældre er ellevilde med. Men Cathrine er ikke interesseret i at blive dronning, og slet ikke hvis det betyder, at hun ikke kan forfølge sin drøm om at bage dagen lang. Det bliver så ikke bedre af, at hun forelsker sig i kongens nar, Jest, som er både mystisk, sjov og så fascinerende.

Det var en lidt svingende oplevelse at læse ‘Heartless’, men samlet set var det en god læseoplevelse – ikke mindst på grund af slutningen.

Sproget er legesygt og svulstigt – næsten som at spise en tung chokoladekage toppet med skumfiduser (!) – og jeg syntes, det fungerede rigtig godt, når nu bogen er inspireret af ‘Alice i Eventyrland’. Der var nogle gange, hvor jeg måtte slå ord op, men ellers var bogen let at forstå, selvom sproget var mere farverigt, end traditionelle YA-bøger plejer at være.

Persongalleriet er interessant – ikke mindst blandt bipersonerne. Jeg syntes egentlig ikke, at hverken Cathrine eller Jest havde så meget at byde på – de personligheder har jeg set utallige gange i diverse bøger – men til gengæld var der flere skønne bipersoner. Min absolutte favorit var kongen. Hvor var det dog befriende, at en person, der havde en skurkerolle, faktisk var så sympatisk. Hans hyggelige og naive væsen fik flere gange Cathrine til at fremstå ret dårlig. Det er selvfølgelig svært for hende at tackle hans forelskelse og forældrenes insisteren på, at hun skal gifte sig med kongen, men omvendt opfører hun sig ikke særlig pænt over for ham.

Kærlighedshistorien er – langt hen ad vejen – ret traditionel – men heldigvis bliver den piftet op af nogle twists undervejs. Det gjorde den langt mere interessant end den gennemsnitlige YA-bog, ikke mindst når de sidste detaljer falder på plads i slutningen af bogen.

‘Heartless’ er den type bog, der bliver bedre i dagene efter, du har læst den. Da jeg bagefter tænkte over forskellige scener, havde jeg flere aha-oplevelser, da jeg kom i tanke om scener fra det oprindelige eventyr. Jeg har sidenhen læst, at historien er inspireret af Edgar Allan Poes historie ‘The Raven’, og det kan jeg godt se. Det er dog så  mange år siden, at jeg har læst den historie, at jeg får lyst til at finde den frem igen, så jeg kan sammenligne historierne.

Bogen endte med at overraske mig positivt, og nu overvejer jeg at købe papirudgaven, for det er en historie, jeg godt kunne finde på at læse igen.

Dreams of Gods & Monsters

Så fik jeg endelig læst tredje og sidste bog i ‘Daughter of Smoke & Bone’-serien af Laini Taylor. Jeg var meget begejstret for den første bog, ‘Ildenglen’, men noget skuffet over ‘Days of Blood & Starlight’ (ja, jeg læste første bog på dansk og de to næste på engelsk).

Jeg vil ikke bringe et resumé af ‘Dreams of Gods & Monsters’, da det selvfølgelig vil afsløre for meget af handlingen fra de to første bøger, men jeg vil forsøge at komme med en opsummering af læseoplevelsen.

Først og fremmest – det var en virkelig skuffende oplevelse, men det overraskede mig dog ikke så meget, da anden bog i serien heller ikke var synderlig god.

‘Dreams of Gods & Monsters’ lider først og fremmest under at være alt, alt for lang. Bogen er på over 600 sider, men den burde kun fylde det halve. Alt for meget unødigt fyld og tomgang i handlingen, og alt for mange sætninger, hvor forfatteren dvæler ved storladne formuleringer i stedet for at bruge dem til at bringe historien videre. Jeg kedede mig usigeligt meget og var tæt på at droppe bogen, da jeg var midtvejs, men jeg fik kæmpet mig igennem.

Der er et ret drastisk rammeskift fra første til anden bog, som jeg bestemt ikke var fan af, og desværre fortsætter tredje bog i samme ramme som forgængeren. Der er primært fokus på de overnaturlige væsner, mens den virkelig verden træder i baggrunden, og det synes jeg er virkelig ærgerligt, for det var netop en del af charmen ved den første bog. I stedet får man den helt store episke fortælling om engle og kimærer og en krig, der kan splitte verdener – naturligvis krydret med en umulig kærlighed mellem to fjender. Sidstnævnte kan jeg leve med, selvom det er en fortærsket kliché, der bruges i virkelig mange ungdomsbøger, men jeg synes, det er synd, at historien ændrer sig så meget fra første bog til anden og tredje bog. Jeg føler lidt, at jeg som læser er blevet narret til at læse en serie ud fra et forkert præmis.

Klimakset i bogen kommer overraskende tidligt. Det er sådan set fint, at ikke alt skal løses i løbet af de tyve sidste sider af en bog, men resten af bogen er unødig langtrukken og kedelig. Det virkede mest af alt som om, at forfatteren ikke rigtig kunne bestemme sig til, hvordan bogen skulle slutte. Ja, faktisk kom man i tvivl om, hvorvidt det overhovedet var slutningen.

Alt i alt var ‘Daughter of Smoke & Bone’-serien noget af en rutsjetur. Den første bog i serien er blandt de bedste ungdomsbøger, jeg har læst de senere år, den anden bog er middelmådig og den sidste bog er decideret jammerlig. Jeg føler mig så snydt. De to sidste bøger har jeg tænkt mig at skaffe mig af med, men jeg beholder den første. Hver gang, jeg ser den på boghylden fremover, vil jeg opfatte den som en standalone og forsøge at glemme alt om de to efterfølgere…

Slaverne fra Socorro – Våbenbrødre 4

Følger du jævnligt med her på bloggen, har du nok lagt mærke til, at jeg er ved at tygge mig igennem ‘Våbenbrødre’-serien for tiden. Jeg er nu nået til den fjerde i serien – ‘Slaverne fra Socorro’ – og det er selvfølgelig fortsat John Flanagan, der står bag bøgerne.

Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til de foregående bøger, men du kan eventuelt læse anmeldelserne af de første bøger – links finder du nedenunder dette blogindlæg.

I ‘Slaverne fra Socorro’ får mandskabet en ny og ret anderledes udfordring, hvor de for alvor får testet kreativiteten og samarbejdsevnerne. Samtidig er der også en ganske fin forbindelse til ‘Skyggens lærling’-serien, da der er flere referencer og såmænd også en velkendt person med i bogen. Glimrende idé – især for folk, der (som jeg) nød at læse Flanagans første serie.

Jeg havde det dog noget svært med bogens skurk, for i mine øjne virkede det som meget usandsynligt, at denne person ville tage de valg, han gjorde. Og at han i det hele taget kunne samle folk omkring sig, der var med på hans ideer. Havde forfatteren valgt en anden til denne rolle/funktion, ville historien have fungeret langt bedre, men her kom det til at virke ret konstrueret og utroværdigt. Ret ærgerligt når historien ellers er ganske udmærket.

‘Våbenbrødre’-serien er fortsat hyggelig læsning. Det er feel-good-fantasy – også selvom der dør en del fjender undervejs (på det punkt tror jeg faktisk, at denne serie er mere blodig end ‘Skyggens lærling’).