Dreams of Gods & Monsters

Så fik jeg endelig læst tredje og sidste bog i ‘Daughter of Smoke & Bone’-serien af Laini Taylor. Jeg var meget begejstret for den første bog, ‘Ildenglen’, men noget skuffet over ‘Days of Blood & Starlight’ (ja, jeg læste første bog på dansk og de to næste på engelsk).

Jeg vil ikke bringe et resumé af ‘Dreams of Gods & Monsters’, da det selvfølgelig vil afsløre for meget af handlingen fra de to første bøger, men jeg vil forsøge at komme med en opsummering af læseoplevelsen.

Først og fremmest – det var en virkelig skuffende oplevelse, men det overraskede mig dog ikke så meget, da anden bog i serien heller ikke var synderlig god.

‘Dreams of Gods & Monsters’ lider først og fremmest under at være alt, alt for lang. Bogen er på over 600 sider, men den burde kun fylde det halve. Alt for meget unødigt fyld og tomgang i handlingen, og alt for mange sætninger, hvor forfatteren dvæler ved storladne formuleringer i stedet for at bruge dem til at bringe historien videre. Jeg kedede mig usigeligt meget og var tæt på at droppe bogen, da jeg var midtvejs, men jeg fik kæmpet mig igennem.

Der er et ret drastisk rammeskift fra første til anden bog, som jeg bestemt ikke var fan af, og desværre fortsætter tredje bog i samme ramme som forgængeren. Der er primært fokus på de overnaturlige væsner, mens den virkelig verden træder i baggrunden, og det synes jeg er virkelig ærgerligt, for det var netop en del af charmen ved den første bog. I stedet får man den helt store episke fortælling om engle og kimærer og en krig, der kan splitte verdener – naturligvis krydret med en umulig kærlighed mellem to fjender. Sidstnævnte kan jeg leve med, selvom det er en fortærsket kliché, der bruges i virkelig mange ungdomsbøger, men jeg synes, det er synd, at historien ændrer sig så meget fra første bog til anden og tredje bog. Jeg føler lidt, at jeg som læser er blevet narret til at læse en serie ud fra et forkert præmis.

Klimakset i bogen kommer overraskende tidligt. Det er sådan set fint, at ikke alt skal løses i løbet af de tyve sidste sider af en bog, men resten af bogen er unødig langtrukken og kedelig. Det virkede mest af alt som om, at forfatteren ikke rigtig kunne bestemme sig til, hvordan bogen skulle slutte. Ja, faktisk kom man i tvivl om, hvorvidt det overhovedet var slutningen.

Alt i alt var ‘Daughter of Smoke & Bone’-serien noget af en rutsjetur. Den første bog i serien er blandt de bedste ungdomsbøger, jeg har læst de senere år, den anden bog er middelmådig og den sidste bog er decideret jammerlig. Jeg føler mig så snydt. De to sidste bøger har jeg tænkt mig at skaffe mig af med, men jeg beholder den første. Hver gang, jeg ser den på boghylden fremover, vil jeg opfatte den som en standalone og forsøge at glemme alt om de to efterfølgere…

Slaverne fra Socorro – Våbenbrødre 4

Følger du jævnligt med her på bloggen, har du nok lagt mærke til, at jeg er ved at tygge mig igennem ‘Våbenbrødre’-serien for tiden. Jeg er nu nået til den fjerde i serien – ‘Slaverne fra Socorro’ – og det er selvfølgelig fortsat John Flanagan, der står bag bøgerne.

Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til de foregående bøger, men du kan eventuelt læse anmeldelserne af de første bøger – links finder du nedenunder dette blogindlæg.

I ‘Slaverne fra Socorro’ får mandskabet en ny og ret anderledes udfordring, hvor de for alvor får testet kreativiteten og samarbejdsevnerne. Samtidig er der også en ganske fin forbindelse til ‘Skyggens lærling’-serien, da der er flere referencer og såmænd også en velkendt person med i bogen. Glimrende idé – især for folk, der (som jeg) nød at læse Flanagans første serie.

Jeg havde det dog noget svært med bogens skurk, for i mine øjne virkede det som meget usandsynligt, at denne person ville tage de valg, han gjorde. Og at han i det hele taget kunne samle folk omkring sig, der var med på hans ideer. Havde forfatteren valgt en anden til denne rolle/funktion, ville historien have fungeret langt bedre, men her kom det til at virke ret konstrueret og utroværdigt. Ret ærgerligt når historien ellers er ganske udmærket.

‘Våbenbrødre’-serien er fortsat hyggelig læsning. Det er feel-good-fantasy – også selvom der dør en del fjender undervejs (på det punkt tror jeg faktisk, at denne serie er mere blodig end ‘Skyggens lærling’).

Challenger Deep

Jeg må indrømme, at jeg er ret pjattet med ‘Everlost’ og resten af bøgerne i samme serie af Neal Shusterman, ligesom jeg også holdt meget af ‘Unwind’-bøgerne. Der var derfor ingen tvivl om, at jeg også skulle læse ‘Challenger Deep’, men af en eller anden grund har den puttet sig på min bogreol hele vinteren igennem. Nu var det dog på tide at læse den.

Hovedpersonen Caden lever et ganske normalt teenageliv, da hans venner og familie begynder at undre sig over, at han stille og roligt ændrer adfærd. Caden er begyndt at gå lange ture, hvor hans tanker fører ham langt bort – blandt andet til et skib, hvor hans loyalitet bliver testet. Splittelsen viser sig også i hans hverdag, hvor folk har sværere og sværere ved at opnå kontakt med Caden – dvs. den Caden, de kender.

Dette er en bog om psykisk sygdom, og jeg mener, at det er godt at vide på forhånd, inden du begynder at læse bogen. Du finder under alle omstændigheder ud af det, men jeg syntes, det var rart, at jeg vidste det på forhånd, så jeg ikke fandt starten alt for mærkelig.

‘Challenger Deep’ handler om, hvordan en familie prøver at tackle, at deres dreng bliver syg. Caden selv har svært ved at se det og forsvinder i stedet væk i tankespind og uløste konflikter. Den er meget fint og finurligt fortalt – nærmest underspillet, hvilket blot gør historien stærkere – og den er suppleret af en række af Cadens tegninger.

Jeg må dog desværre indrømme, at historien ikke rørte mig nær så meget, som jeg havde håbet. Den var ikke svær at forstå, men den krøb heller ikke ind under huden på mig som andre sick lit-bøger har gjort. Der er dog en afsløring til sidst, som er med til at trække læseoplevelsen op og gør historien ekstra interessant, men den vil jeg ikke røbe her.

En fin bog om et svært og tankevækkende emne. Stor ros til forfatteren for at behandle emnet på en værdig og elegant måde.

Jagten på Andomal – Våbenbrødre 3

Jeg er efterhånden nået til tredje bog i ‘Våbenbrødre’-serien af John Flanagan. Jeg har tidligere læst ‘De uønskede’ og ‘Under angreb’.

Vanen tro vil jeg ikke komme med et resumé af handlingen her, da det vil afsløre for meget fra de forrige bøger, så jeg holder mig til en kort opsummering af mine tanker om bogen.

‘Jagten på Andomal’ havde et meget fint flow i fortællingen, og selvom der måske samlet set var lidt mindre action end de forrige bøger, så kedede jeg mig bestemt ikke. Der kom lidt mere dybde hos flere af personerne, og gruppen fik atter en gang testet samarbejdsevnerne. Jeg var især glad for samspillet mellem Lydia og Thorn, da deres mundhuggerier var ganske fornøjelige. Det irriterede mig dog lidt, at hun flere gange skulle fremhæves som meget smuk, for det ville nu klæde ungdomsbog-genren (i det hele taget) at have lidt mindre fokus på pigers udseende. Just saying.

Bogen sørger også for at afrunde et par ting, hvilket er ganske rart, da fantasyplots let kan trække i langdrag, fordi forfatteren har planlagt at skrive en lang serie. Jeg ved ikke, om det oprindeligt var planen, at denne serie kun skulle være en trilogi, men den er i hvert fald på 5-6 bøger i skrivende stund. Under alle omstændigheder – dejligt at visse plots bliver afsluttet.

John Flanagan er god til at skrive letlæselig og hyggelig fantasy, og ‘Jagten på Andomal’ er ingen undtagelse. Nu, hvor jeg er så godt i gang med serien, tror jeg, at jeg vil låne de resterende som lydbøger i løbet af de kommende uger, mens jeg stadig har de første bøger i frisk erindring.

Crooked Kingdom

Jeg læste ‘Six of Crows’ af Leigh Bardugo sidste år, og selvom den ikke var nær så god som ‘Grisha’-trilogien, så var den alligevel interessant nok til, at jeg ville læse efterfølgeren, ‘Crooked Kingdom’.

Der kommer ikke et resumé af handlingen, da ‘Crooked Kingdom’ foregår i umiddelbar forlængelse af den første bog, men vanen tro vil jeg kommentere på selve læseoplevelsen.

Jeg syntes desværre ikke, at historien i ‘Crooked Kingdom’ var nær så interessant og fængende som forgængeren. Selvom bogen var actionfyldt, og man fik mere at vide om hovedpersonernes fortid, så blev jeg ikke rigtig grebet af fortællingen. Jeg savnede dybde, og selvom jeg godt kunne lide, at de seks hovedpersoner var så forskellige, så betød det også, at der var grænser for, hvor meget de enkelte kunne fylde i historien. Det er på mange måder en flok tragiske skæbner, der er samlet, men selvom de alle har oplevet forfærdelige ting i fortiden, så syntes jeg desværre ikke, at det lykkedes for forfatteren at opbygge en smertefuld og intens stemning på samme måde som i ‘Grisha’-trilogien. Samtidig led bogen også – ligesom forgængeren – af samme opstilling med flere potentielle kærestepar i gruppen. Det var en af de ting, der irriterede mig ved ‘Cress’ og ‘Winter’ – at der kunne være så mange romancer i en så lille gruppe.

Selvom jeg et godt stykke af tiden var lidt frustreret over, at forfatteren ikke fik udnyttet det potentiale, som jeg synes, historien har, så hentede hun alligevel nogle points hjem for slutningen. Den passede godt ind i den verden, hun har skabt, og det gør, at jeg ikke vil afvise, at jeg kunne finde på at læse en eventuelt efterfølger. ‘Crooked Kingdom’ er anden og sidste bog i en duologi, men forfatteren har ikke afvist, at hun en dag vil skrive en treer, og sådan som bogmarkedet er, så vil jeg mene, at det er 95% sikkert, at hun gør det.

Under angreb – Våbenbrødre 2

Det er ikke så længe siden, at jeg læste første bog i ‘Våbenbrødre’-serien, ‘De uønskede’, og da det var en hyggelig læseoplevelse, kastede jeg mig hurtigt over den næste bog.

‘Under angreb’ er skrevet af John Flanagan og foregår umiddelbart efter slutningen af den første bog. Jeg vil derfor ikke komme med et resumé af handlingen her, da det vil afsløre for meget fra den første bog, men jeg vil kort opridse, hvad der var godt og knapt så godt i denne bog.

Denne bog er noget anderledes end den første bog, og det skyldes først og fremmest, at hovedpersonerne nu er på farten. Her er i den grad plads til eventyr, og det er da netop også, hvad denne bog kan byde på. Eventyr – og ganske pæn portion action.

Bogen introducerer en række nye personer, herunder også en semi-skurk (dvs. en person, der som udgangspunkt ikke er skurk men har en del negative træk). Denne semi-skurk var jeg ikke synderlig begejstret for – han virkede ret stereotyp som den besidderiske og mandschauvinistiske leder. Til gengæld er det en fornøjelse at se, hvordan Hal og de andre Hejrers samarbejde fungerer. Forfatteren lader de enkelte personer folde sig ud i denne bog, så man lærer dem bedre at hende, og var klart en af de positive træk.

Der er som sagt en del action i denne bog, og det kan jeg som regel godt lide, men jeg syntes, at den sidste del blev noget langtrukken. Den del fangede mig ganske enkelt ikke, selvom der var lyspunkter i form af interessante scener. Men kampscenerne sagde mig ikke synderlig meget i dette tilfælde.

Der er lagt op til flere spændende eventyr med Hal og hans team, og jeg har allerede lånt næste bog, så mon ikke jeg snart går i gang med den?

De uønskede – Våbenbrødre 1

John Flanagan er en flittig forfatter. Han har ikke bare skrevet ‘Skyggens lærling’-serien på 14 bøger – han er pt. i gang med to serier. Den ene gik jeg i gang med sidste år, nemlig ‘Turneringen i Gorlan’, der er prequel-serie til ‘Skyggens lærling’. Den anden serie, ‘Våbenbrødre’, foregår i samme verden, men har dog intet med de to andre serier at gøre.

‘De uønskede’ er første bog i serien ‘Våbenbrødre’ og foregår i Skandia. Her skal alle drengene gennemgå våbenbrødre-træningen, når de fylder 16 år. Hal er kun halvt skandier, og hans far er tilmed død, så de andre børn kigger ofte skævt til ham. Men han er kreativ og intelligent, og det kommer ham til gode i træningen, hvor han ender på holdet med alle dem, de stærke og populære drenge ikke vil være på hold med. Ingen tror på deres chancer, men det viser sig, at Hals hold godt kan bide fra sig, og snart er dysten mellem drengene intens.

Der gik et stykke tid, før denne bog for alvor fangede mig. Jeg syntes, at rammen for fortællingen mindede alt for meget om ‘Skyggens lærling’-serien, og det irriterede mig, at hovedpersonens navn var så tæt på en af hovedpersonerne fra førnævnte serie. Det var først, da historien for alvor tog fart, at den blev sin egen og ikke blot en kopi af forfatterens anden serie.

Jeg kunne godt lide, at der var en ret jævnbyrdig kamp mellem holdene, så der var spænding om resultatet. Til gengæld blev jeg hurtigt ret træt af ’skurken’ i historien, for han virkede ret stereotyp for en ungdomsbog. Han kunne være værre, men altså.. en typisk overforkælet og arrogant rigmandssøn. Suk.

Slutningen var på den ene side et glimrende afsæt til en fortsættelse men også frustrerende, fordi jeg godt kunne se, hvor det bar hen lang tid forinden, og jeg var ikke superbegejstret for den drejning. Den giver dog et rigtig godt grundlag for flere interessante historier fremover, så jeg er ikke modstander af slutningen – af personlige årsager var jeg bare lidt ærgerlig over den.

Så alt i alt en fin start for en serie, selvom den havde en træg start. Jeg håber på at fortsætte med lydbøgerne de kommende måneder.

Gemina

En af sidste års bedste læseoplevelser var for mit vedkommende ‘Illuminae’, så jeg kunne selvfølgelig ikke vente længe, før jeg måtte læse efterfølgeren, ‘Gemina’.

Serien er skrevet af Amie Kaufman og Jay Kristoff. ‘Gemina’ foregår umiddelbart efter, at ‘Illuminae’ slutter, men i fortsættelsen er hovedpersonerne Hanna, Jackson og Nick, der alle befinder sig på rumstationen Heimdall. Hanna er ved at gøre sig klar til en stor fest og vil lige smutte forbi pusheren Nik for at købe lidt til at spice festen op med. Men festen når aldrig rigtig at starte, eftersom rumstationen bliver boardet af et team lejesoldater, der tilsyneladende ikke har planer om at lade stationens besætning overleve. Hanna og Nik gemmer sig, og Hanna prøver samtidig at få kontakt til kæresten Jackson, som har forskanset sig i en anden del af rumstationen. De prøver at finde hoved og hale i, hvad der foregår, samtidig med at de kæmper for at overleve på rumstationen, hvor kaos pludselig hersker.

Det er svært at skrive en efterfølger til en så original og ikke mindst populær bog som ‘Illuminae’, og jeg var da heller ikke voldsomt imponeret i starten. Jeg kunne godt lide, at handlingen var flyttet til et helt andet sted – det gav også meget god mening i forhold til ‘Illuminae’ – men til gengæld virkede settingen meget som den samme. Formen var meget den samme – en potpourri af chatsamtaler, logfiler og lignende, der beskrev samtalerne mellem et teenage-kærestepar og en overkåd ‘gadedreng’. Det lignede lidt for meget noget, jeg havde set før i ‘Illuminae’, og jeg gruede ærlig talt for resultatet.

MEN – heldigvis fandt ‘Gemina’ sine egne ben og trådte stille og roligt i karakter som selvstændig bog. Forfatterne havde fundet på nye sidelayouts til at understøtte fortællingen, og de virkede rigtig godt, ligesom at handlingen også havde et par ganske interessante twists undervejs. Jeg syntes faktisk, at ‘Gemina’ på visse områder også virkede mere dyster og brutal end den foregående bog – uden dog helt at blive så farlig, som jeg et eller andet sted håbede på (hey, det er jo amerikanske ungdomsbøger).

Jeg kan rigtig godt lide den verden, som ‘The Illuminae Files’-serien foregår i, og selvom jeg ville ønske, at den var lige en anelse mørkere, så er det ikke desto mindre en ganske underholdende serie, hvor skarpe og sarkastiske chatsamtaler blandes med hardcore action og hacking-sekvenser.

Og nu må det godt snart blive efterår, så jeg kan læse tredje bog, når den udkommer…

Crank

‘Crank’ er skrevet af Ellen Hopkins og handler om teenagepigen Kristina, der lever et ganske normalt teenageliv og klarer sig samtidig ganske godt i skolen. Hun bor hos sin mor, da forældrene ikke længere er sammen, men en sommer beslutter hun sig for at besøge faren, der bor i en anden by. Han er dog sjældent hjemme, så hun er meget alene under sit besøg – lige indtil hun møder Adam. Han overtaler hende til at prøve meth (crank), og snart er hun afhængig af stofferne. Hun forsøger at skjule, da hun kommer hjem fra ferien, men hendes opførsel ændrer sig drastisk, og snart prøver moren fortvivlet at få sin datter på rette spor igen.

Denne bog har en helt særlig skrivestil, da den mange steder nærmere fremstår som et digt end som en traditionel roman. Her er et eksempel:

“you fly until you crash two days
two nights
no sleep,
no food,
come down off the monster
YOU CRASH REAL HARD”

Det er en ret interessant måde at fortælle en historie på, men der er to ulemper: For det første er det ikke en historie, man bare lige læser hurtigt – skrivestilen fordrer, at man læser langsomt og lader ordene synke ind, så det er ikke en bog, der egner sig til hyggelæsning eller en read-a-thon. Og så vil jeg mene, at bogen også er for lang til denne skrivestil i det hele taget. For det andet er forfatteren ikke konsistens mht. denne skrivestil, så der er kapitler, der er mere traditionelt opbygget. Det er lidt synd, for der er noget betagende ved at fortælle historien på den mere poetiske måde.

Historien er tankevækkende og troværdig – ikke kun fordi forfatteren tager udgangspunkt i egne oplevelser men også fordi, at man kommer helt tæt på den rutsjetur, som Kristina – og hendes familie – oplever. Kristina opfører sig forfærdeligt, og kunne ikke forstå mange af hendes valg, men de virkede meget troværdige i forhold til situationen.

Der er dog også ting, som også virkede konstruerede i forhold til at opbygge en spændende historie – for eksempel da hun skal tage et valg, der vil ændre hendes liv fuldstændigt. Her virkede det bare meget belejligt, at den situation opstod – ikke for hende men for historien i sig selv. Det var jeg ikke særlig begejstret for.

Jeg synes, det er en meget relevant fortælling, der giver et indblik i, hvordan en helt almindelig teenager pludselig kan ende i et stofmisbrug, og hvordan familien oplever dette sammenbrud. Skrivestilen giver lidt ekstra til historien – den fangede i hvert fald mig og gjorde, at jeg blev ret opslugt af fortællingen i starten. Det er dog samtidig også en stil, der kan skræmme væk – ikke mindst på grund af bogens længde.

‘Crank’ kan læses, som den er, men forfatteren har dog skrevet par efterfølgere til bogen. Selvom jeg helt overordnet synes, at det var en udmærket læseoplevelse, så kan jeg ikke umiddelbart se, hvad hun kan tilføje historien, og jeg har derfor ikke planer om at læse resten af serien.

Rebel of the Sands

Jeg så flere positive anmeldelser af denne bog hos en række vloggers sidste år, men det var ikke en, som jeg havde de store forventninger til og glemte alt om den igen. I starten af januar skulle jeg bruge en e-bog og faldt over ‘Rebel of the Sands’ hos Ereolen Global, og så gav jeg den en chance. Det kom jeg ikke til at fortryde.

Bogen er skrevet af Alwyn Hamilton og handler om den unge pige Amani, der vokser op i en ørkenby, hvor livet er barsk og brutalt. Det er et sted, hvor der ikke er plads til de svage, og Amani drømmer sig ofte væk – til et sted, hvor fremtiden ikke er lige så håbløs og trøstesløs. Hendes evner som skarpskytte fører hende til mødet med Jin – en smuk og mystisk fremmed – og hun ser pludselig en mulighed for at slippe væk. Hvis han da ellers vil have hende på slæb… og hun kan undslippe i tide.

‘Rebel of the Sands’ foregår i en verden, der er en fascinerende blanding af vestens gunslingere og østens mystik. Det er ikke en kombination, jeg har set før, men jeg syntes, den fungerede fremragende. Det er dragende, hemmelighedsfuldt og besnærende, og så er det fedt at læse fantasy, der ikke bruger de samme fortærskede fantasy-væsner.

Amani er en pige med ben i næsen og hemmeligheder i bagagen. Jeg er selvfølgelig begejstret for, hvor sej hun er til at skyde, samt at hun hjælper Jin, da han er i fare. Ikke nogen prinsesse-traumer her.

Jeg morede mig undervejs, for jeg var 110% sikker på, at jeg havde luret et plottwist lige fra start, så jeg blev glad, da det viste sig, at jeg ikke havde gættet helt rigtigt. Historien er ikke helt så forudsigelig, som jeg først troede, og selvom det er ret svært at skrive noget skelsættende nyt, så var denne bog tilpas anderledes, hvilket især skyldes den verden, historien foregår i.

‘Rebel of the Sands’ er (selvfølgelig) første bog i en trilogi, og jeg skal helt klart læse resten af serien.