Nedtælling


Da jeg ledte efter scifi-lydbøger hos Ereolen, faldt jeg over ’Nedtælling’ af Teri Terry. Det er første bog i den dystopiske serie ’Mørkt stof’.

Bogen foregår i Skotland, hvor man følger to piger – Callie og Shay. Callie er 12 år og bliver en dag kidnappet og ført til en hemmelig forskningsbase, hvor hun bliver udsat for en række eksperimenter. Shay var den sidste, der så Callie, inden hun blev bortført, og da hun hører om den forsvundne pige, kontakter hun Callies storebror Kai for at hjælpe ham med at finde ud af, hvad der er sket. Samtidig begynder en yderst dødelig sygdom at sprede sig med lynets hast, og der udbryder panik i befolkningen, fordi man ikke kan finde hverken smittekilden eller en kur mod sygdommen.

Kapitlerne bliver skiftevis fortalt af Callie og Shay, og det fungerer rigtig fint, selvom jeg ikke altid er glad for denne opdeling, når det drejer sig om lydbøger. Sprogligt flyder fortællingen let og naturligt, og bogen er derfor let og hurtig at læse. Til gengæld mindede tonen i ’Nedtæling’ mig alt for meget som forfatterens anden serie, ’Slettet’, som jeg læste for nogle år siden og ikke var særlig imponeret af. Og det var lidt synd for ’Nedtælling’, for der var en række elementer i bogen, jeg godt kunne lide, men som lidt ’druknede’ i en fortællestil, som jeg ikke brød mig om.

Jeg kunne for eksempel godt lide forbindelsen mellem Shay og Callie, selvom den er noget speciel. Den førte dog til en række interessante situationer – ikke mindst fordi Shay er lidt af en kujon.

Omvendt syntes jeg, at omverdenens reaktion på sygdommen er ret dramatisk, og det skyldes selvfølgelig først og fremmest, at sygdommen dræber så hurtigt og let, at det virker ret utroværdigt. Ja, det er fiktion, men alligevel… Og så er myndighedernes håndtering af situationen så… drastisk, at det er helt usandsynligt, at det foregår i et land som Skotland. Det var simpelthen for sort/hvidt stillet op, og det er desværre noget, som med jævne mellemrum ses i ungdomsbøger.

Så samlet set var ’Nedtælling’ ikke for mig. Der var nogle gode ting i bogen, men den fangede mig ikke rigtig. Er du til gengæld til forfatterens tidligere bøger, vil du sandsynligvis godt kunne lide denne.

Release


Jeg er ret vild med både ’A Monster Calls’ og ’Chaos Walking’-trilogien af Patrick Ness, så selvfølgelig skulle jeg også læse ’Release’, som han udgav sidste år. Den har efterhånden stået noget tid på bogreolen, men for nylig blev det endelig tid til at læse den.

’Release’ foregår i løbet af én dag, hvor man følger teenageren Adam, der ligesom så mange andre jævnaldrende tumler med identitetskrise og lavt selvværd. For Adam er der dog mere i det – som homoseksuel har han det svært i en religiøs familie, hvor forældrene tydeligt prioriterer storebroren. Selvfølgelig uden på nogen måde at tale om deres forhold til Adams seksualitet eller grunden til, at de forskelsbehandler dem. Og da Adam pludselig bliver udsat for sexchikane på arbejde, kulminerer det hele.

Der er faktisk tale om to historier i denne bog, for hvert kapitel indledes med en ganske kort scene, hvor man følger en ung kvinde og en faun. Det giver bogen et abstrakt touch af magisk realisme, men er også ret forvirrende i starten, og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke 110% sikker på, at jeg forstod, hvorfor det skulle med. Jeg syntes aldrig rigtig, det virkede for mig.

Bogen er en forholdsvis simpel fortælling om at finde sig selv og træde i karakter. En eviggyldig historie uanset hvilken alder, seksualitet eller generel overbevisning, man har. Adam bliver tvunget til at tage stilling – at beslutte sig for, hvornår nok er nok – og selvom omstændighederne kunne være bedre, så er det samtidig et vigtigt skridt for ham.

Historien var – bortset fra de abstrakte indledninger – fint fortalt, men den sagde mig ikke så meget. Jeg har efterhånden læst en del bøger om teenagere, der skal finde sig selv – herunder også om unge homoseksuelle, da det er blevet meget populært at skrive om de senere år – men jeg syntes desværre ikke, at ’Release’ havde noget nyt at byde på. Jeg læste bagefter, at bogen blandt andet er inspireret af ’Mrs. Dalloway’, som jeg læste sidste år, men den bog var jeg heller ikke så begejstret for, så måske er det alligevel ikke så overraskende, at ’Release’ ikke fangede mig.

Er du til Patrick Ness’ tidligere bøger, er det ikke sikkert, at denne bog er for dig, men er du til de mere quirky abstrakte bøger (som for eksempel ’More Than This’), så kan det være, at du vil synes om ’Release’.

En af os lyver


Jeg trængte til lidt letlæselig ungdomslitteratur for nylig, og derfor lånte jeg ’En af os lyver’, som har fået ganske god omtale.

Bogen er skrevet af Karen M. McManus og handler om teenagerne Brownyn, Addy, Nate, Cooper samt Simon, der alle har fået en eftersidning, fordi de har haft telefon med i en af timerne. De nægter dog at have gjort det, men må ikke desto mindre affinde sig med at møde op. Det bliver dog en ret dramatisk oplevelse, for pludselig falder Simon om – tilsyneladende fordi han har fået en allergisk reaktion. De andre elever forsøger at redde ham, men han dør, og mistanken retter sig nu mod de fire andre elever. Hvem af dem er den skyldige? For alle vidste, at Simon led af jordnøddeallergi, og det kommer hurtigt frem, at bægret, han drak af, var smurt med jordnøddeolie. Og Simon var ikke en særlig populær fyr, for han var manden bag skolens berygtede og hadede sladder-app, hvor han hang alt og alle ud.

Så var det stræberen Brownyn, den kønne Addy, baseball-stjernen Cooper eller småforbryderen Nate, der gjorde det?

Historien er fortalt gennem de fire hovedpersoner, og det fungerer ganske fint, da man så får et bedre indblik i, hvem de er som personer. Her finder man blandt andet ud af, hvorfor de fire meget forskellige elever hver især kan have et motiv til at dræbe Simon, selvom det er en meget voldsom handling. Der er lagt lidt forskellige teasere ud undervejs, så det skifter, hvornår mistanken er rettet mod den enkelte, og selvom det kan virke lidt konstrueret, så giver det også et fint flow i historien.

Persongalleriet er ret klassisk – der er stræberen, skønheden, den hotte sportsstjerne og den småkriminelle. Det er lidt ærgerligt, at det er så stereotypt, og det trækker lidt ned i læseoplevelsen.

Nu vil jeg selvfølgelig ikke røbe slutningen men blot konstatere, at til trods for, at den er overraskende, så er den samtidig også så speciel, at den virkede utroværdig. Det var simpelthen for tænkt – for konstrueret.

’En af os lyver’ er en glimrende læseoplevelse. Den er let og hurtig at læse og vil egne sig fortrinlig til sommerferien.

Wonder


Bogen ’Wonder’ gik sin sejrsgang i bloggerverdenen, da den udkom for nogle år siden. Den fik faktisk så massiv omtale, at jeg helt bevidst ventede med at læse den, fordi jeg var bange for, at den ikke kunne leve op til den hype, der var omkring den. Nu – et par år senere, hvor bogen i mellemtiden også er blevet filmatiseret – var det så endelig tid til at læse den. Eller rettere lytte til den som lydbog.

Bogen er reelt set en børne-/ungdomsbog, men det lettilgængelige sprog og den 10-årige hovedperson skal bestemt ikke skræmme voksne fra at læse den, for den rummer en historie, vi alle kan lære af.

’Wonder’ handler om drengen August – også kaldet Auggie – der snart skal starte i 5. klasse. Han har ikke tidligere gået i skole, for han blev født med et deformt ansigt, og hans barndom har derfor været præget af en lang række operationer. Auggie er lidt bekymret, for han er ikke så vant til at omgås børn, men nu vil han ikke desto mindre prøve at gå i skole. Han bliver hurtigt venner med Jack og falder også i snak med andre børn, men der er dog også nogle, der absolut ikke er søde ved Auggie, og drillerierne begynder at eskalere.

Dette er den helt klassiske fortælling om den grimme ælling, der ikke ligner de andre og derfor skal kanøfles. Hvordan mennesker – uanset alder – kan være ubetænksomme og til tider grusomme over for hinanden. Det er dog også historien om venskab, om at turde at gå imod strømmen og at være tro over for sig selv.

Historien fortælles først og fremmest gennem Auggie, men flere af kapitlerne bliver dog fortalt af andre, og det giver en ekstra dimension til fortællingen, da der kommer langt flere detaljer frem. Det betyder også, at situationer, som Auggie opfatter på en bestemt måde, ikke nødvendigvis er tiltænkt de samme motiver af de andre, der er til stede.

Der er ingen tvivl om, at det er en rørende historie, og selvom jeg var lidt skeptisk fra start, da jeg var bange for, at forfatteren ville bruge lidt for letkøbte tricks til at vinde læserens sympati, så måtte jeg overgive mig til sidst – det er en virkelig fint fortalt historie om at være anderledes men stadig have hjertet på rette sted.

Hvis jeg endelig skal kritisere noget, så må det være den letkøbte slutning, som var forudsigelig og lidt for klichéramt. Men den kan tilgives, når resten af bogen er så god.

Varm anbefaling herfra – både til børn og voksne.

Som stjerner på himlen


I løbet af de sidste fem år er der udkommet en del bøger, der handler om unge, der døjer med fysiske eller psykiske sygdomme. En af dem er ‘Som stjerner på himlen’ af Jennifer Niven, som jeg læste for nylig som e-bog.

I bogen følger man Finch og Violet, der går på samme skole og som mødes en dag i skolens klokketårn, hvor de begge stirrer ud over kanten og ned i døden. Finch er skolens problembarn – særlingen som de andre mobber. Violet er derimod ret populær, men hun har haft det svært, siden hendes søster døde. De falder i snak, og hvem der egentlig redder hvem fra at begå selvmord er svært at sige, men der opstår en særlig forbindelse mellem dem. Da de senere kommer til at danne makkerpar i forbindelse med en skoleopgave, er det samtidig kimen til et finurligt venskab, som giver begge noget at glæde sig over – og leve for.

Mødet i tårnet er en ret speciel – men ikke desto mindre virkningsfuld – måde at starte historien på, og jeg var da også fanget med det samme. Samtidig var Finchs personlighed så skæv og anderledes i forhold til de fleste andre personer i ungdomsbøger, at det pirrede min nysgerrighed. Den meget kontrollerede og næsten perfekte Violet gav en fin kontrast men blegnede dog noget i forhold til Finchs ret markante personlighed.

Jeg syntes dog, at fortællestilen blev lidt mindre original undervejs og kom til at minde lidt for meget om andre ungdomsbøger. Derfor var udviklingen heller ikke specielt overraskende, og det ærgrede mig – især i forbindelse med slutningen, som føltes lidt for forceret og tænkt – den lille detektivopgave virkede simpelthen for usandsynlig i mine øjne.

Jeg kan godt forstå, at flere sammenligner denne bog med ‘En flænge i himlen’ (udover at de danske titler minder om hinanden). Jeg synes dog, at ‘En flænge i himlen’ har meget mere at byde på og er langt mere rørende end ‘Som stjerner på himlen’. Sidstnævnte har bestemt sine kvaliteter og er blandt andet tankevækkende, men jeg blev hverken rørt eller overrasket, da jeg læste den – den mindede ganske enkelt for meget om lignende ungdomsbøger.

The Way of the Warrior


Jeg nåede at læse en del bøger under sidste måneds readathon – blandt andet ‘The Way of the Warrior’, der er første bog i ‘Young Samurai’-serien. Jeg tænkte, at denne ungdomsbog ville passe fint til en readathon, hvor bøgerne gerne må være hurtige og lette at læse.

I bogen følger man drengen Jack, der strander på den japanske kyst, efter at hans faders skib bliver overfaldet af ninjapirater, og skibet derefter synker. Jack bliver reddet af en højagtet sværdmester og derefter adopteret på linje med sværdmesterens søn. Det er noget, som sønnen tager ilde op – ikke mindst da Jack også begynder at uddanne sig som samurai og tydeligvis er dygtig til det.

På mange måder minder denne ‘The Way of the Warrior’ om mange andre ungdomsbøger. Ung knægt bliver lærling og skal gennemgå en masse prøvelser men klarer sig selvfølgelig godt (det meste af tiden). Her er settingen dog lidt anderledes, da den foregår i Japan under samurai-æraen. Jeg havde det personligt lidt hårdt med de føromtalte ninjapirater (det er simpelthen for fjollet!), men bortset fra det var det en udmærket ungdomsbog med fokus på de klassiske værdier – ærlighed, venskab og næstekærlighed.

Det er ikke stor skrivekunst, men det er ok underholdning til en sommerferie eller hvis du blot trænger til en lettilgængelig historie uden de vilde overraskelser.

Jeg henter solen ned

‘Jeg henter solen ned’ fik overvældende gode anmeldelser, da den udkom for nogle år siden. Jeg læste den ikke dengang, men da jeg faldt over lydbogsudgaven, blev jeg alligevel nysgerrig og har derfor lyttet til den i løbet af den sidste uges tid.

Bogen er skrevet af Jandy Nelson og handler om tvillingerne Jude og Noah, der tidligere var uadskillelige men nu undgår hinanden. Hvorfor? Det finder man ud af i løbet af bogen, hvor kapitlerne skifter mellem de to hovedpersoner. Her fortæller Noah om årene op til forandringen, mens Jude fortæller om årene efter. Det er historien om de meget forskellige tvillinger, den udadvendte og den indadvendte, og de komplikationer, der opstår, når misforståelser tager fart og mennesker bliver såret.

Jeg hørte som sagt lydbogsudgaven, og det gjorde skiftene mellem fortid og nutid lidt forvirrende i starten, selvom det hjalp en del, at det var to forskellige personer, der havde indtalt hovedpersonernes stemmer. Efter et par timers lytning havde historien ikke rigtig fanget mig endnu, og jeg overvejede kortvarigt, om jeg skulle opgive bogen. Men så skete der noget, som fik vakt min nysgerrighed, og derefter hyggede jeg mig fint resten af tiden.

Noah og Jude er nogle specielle personer. De er ikke nødvendigvis urealistiske men de har hver deres særheder, og det giver noget kant og drama til historien. Der er et par konflikter undervejs, som måske kan være en anelse… forcerede… men jeg vil ikke afvise dem som utroværdige, for folk – og især teenagere i deres følelsers vold – kan ind imellem gøre nogle drastiske og tåbelige ting. Desværre betød det også, at jeg ikke rigtig følte, jeg kom ind på livet af dem. Det virker måske lidt underligt, da de blotter sig meget følelsesmæssigt, men det blev ind imellem lidt for iscenesættende til mig.

Jeg skulle som sagt lige vænne mig til opbygningen af bogen, men da det kom til stykket, syntes jeg egentlig, det fungerede meget godt. Da jeg var færdig med bogen, tænkte jeg faktisk på, at det kunne være interessant at læse/lytte til den igen på et tidspunkt for at få de detaljer med, som man ikke nødvendigvis får fat i første gang, man læser en bog og ikke ved, hvad den ender med.

Som ungdomsbog fungerer den fint. Den favner mange af de problematikker, som ungdommen ofte består af (søgen efter kærlighed og den eneste ene, grænsesøgende/konfronterende opførsel, brug og misbrug af alkohol osv.). Den ligner ikke min ungdom, men jeg kan sagtens genkende mange af de konflikter, som var typiske dengang, hvor jeg var under tyve (og… det er ved at være nogle år siden efterhånden :)). Jeg var ikke helt oppe at ringe over den, og den rørte mig ikke på samme måde, som andre ungdomsbøger har gjort, men samlet set en udmærket læseoplevelse.

Da hun forsvandt

Det er efterhånden syv år siden, jeg læste ‘Hvis jeg bliver’ af Gayle Forman, og jeg anede ikke, der var skrevet en efterfølger, før jeg stødte på den, da jeg surfede lydbøger hos Ereolen.

OBS – læs ikke videre, medmindre du har læst den første bog!

‘Da hun forsvandt’ foregår tre år efter den første bog. Her følger man Adam, som ser tilbage på de seneste år uden Mia. Hvad gik der egentlig galt? Hvorfor forsvandt hun? Adam ser tilbage på dengang, de var sammen, og selvom han har en anden kæreste nu, så trives han ikke uden Mia.

Jeg synes egentlig ikke, at den første bog behøvede en fortsættelse, så jeg var spændt på, hvad ‘Da hun forsvandt’ kunne byde på. Vinklen var lidt overraskende – og modig. Selvom Mia valgte livet – og Adam – i slutningen af første bog, så er de ikke sammen her tre år efter. I starten er der ikke rigtig nogen forklaring på det, og som læser mærker man Adams frustration og forvirring, som ikke bliver mindre af, at historien hopper en del i tiden (lidt for meget efter min smag). Men da Mia og Adam pludselig mødes og dermed får mulighed for at tale tingene igennem, falder meget på plads.

Jeg er ikke særlig meget til kærlighedshistorier, men jeg synes, at denne bog rammer meget godt nogle af de frustrationer, misforståelser og sårbarhed, som teenagetiden rummer. De forskellige hop i tid virkede ikke altid så godt, men omvendt er bogen ikke særlig lang, så jeg synes ikke, at det tog overhånd.

‘Da hun forsvandt’ er en udmærket efterfølger. Den er ikke nødvendig at læse, men jeg synes, at det var en fin oplevelse.

Udyret

Jeg kan desværre ikke huske hos hvilken bogblog, jeg første gang stødte på denne bog, men den lød så interessant, at jeg endte med at tage den med hjem fra biblioteket for nylig.

‘Udyret’ er skrevet af Peternille Van Arsdale og handler om pigen Alys. Hun har søvnproblemer og går derfor ture på engene omkring landsbyen. En nat møder hun et tvillingepar, som kort viser interesse i hende, men snart fortsætter mod landsbyen. Der er noget mystisk ved dem, men det tænker Alys ikke over før næste dag, hvor alle landsbyens voksne ligger døde. Alys ved med det samme, at det er tvillingeparret, der står bag – at de er sjæleædere. Hun kan nemlig mærke de samme kræfter ulme inden i sig, men hun tør ikke røbe det for nogen, da hun så straks vil blive slået ihjel. I stedet skjuler hun sine evner, men som årene går, bliver det sværere og sværere at holde det hemmeligt.

Starten på bogen var ret fascinerende. Den var smukt og nærmest poetisk skrevet, og jeg blev straks fanget af historien. Her får man introduktionen til det mystiske tvillingepar, og jeg syntes, det tegnede rigtig godt for fortællingen. Desværre tabte historien lidt pusten undervejs. Skrivestilen blev mere jævn, og fortællingen trak ganske enkelt ud. Jeg synes, at den kunne have været langt mere elegant, hvis den havde været kortere og samtidig holdt sig til samme skrivestil hele vejen igennem.

I bund og grund er det ellers en ret simpel historie. Personligt var jeg ikke så vild med Udyret, som dukkede op i enkelte scener – jeg syntes aldrig rigtig, at det kom til at fungere. Samtidig var beboerne i den anden landsby, som Alys flyttede til efter forældrenes død, lige lovlig klichéramt i forhold til deres opførsel over for de forældreløse børn.

I alt i alt blev det en noget jævn læseoplevelse. Den første tredjedel var fængende og nærmest drømmeagtig fascinerende, men derefter gik der lidt for megen hverdag og kliché over den, og så gik luften af ballonen.

 

Genlæsning af Harry Potter

En af mine bogudfordringer i år er at genlæse Harry Potter-bøgerne. Det er noget, jeg har overvejet de seneste år, for det kunne være et hyggeligt gensyn med en serie, jeg holder meget af. De første 2-3 bøger i serien har jeg genlæst flere gange, og jeg mener at have genlæst både 4’eren og 5’eren, men er i tvivl om 6’eren. Den syvende og sidste bog har jeg kun læst én gang, hvilket blandt andet hænger sammen med, at jeg synes, det er den dårligste bog i serien. Og det er faktisk lidt imponerende med genlæsningerne, for jeg var blevet voksen (på papiret), da serien udkom, og det er virkelig ikke mange bøger, jeg har genlæst, siden jeg lagde barndommen bag mig. Jeg vil som regel hellere læse nye bøger, men de sidste par år er jeg begyndt at dyrke genlæsning lidt mere, så hvorfor ikke også genlæse Harry Potter?

Tidligere på ugen genlæste jeg første bog i serien, ‘Harry Potter og de vises sten’, og det var som ventet et hyggeligt gensyn med en elsket verden. Jeg blev begejstret over at opdage, at verdenen var lige så finurlig, kreativ og spændende, som jeg huskede den, og at Rowling havde ramt den helt rette tone i bogen, hvor der var nok sprudlende tempo for det barnlige sind men også pudsige detaljer for den voksne læser. Jeg blev også en smule overrasket over, hvor kort bogen var. Jeg kunne selvfølgelig se, at den var noget slankere end resten af serien, men der var sandt at sige ikke megen plads til hovedplottet, da langt størstedelen af bogen – forståeligt nok – blev brugt til verdensopbygning. Det var faktisk lidt synd – forfatteren kunne sagtens have brugt 50 sider (eller lidt mere) på at folde plottet ordentligt ud.

Jeg var lige ved at kaste mig over næste bog med det samme, men nu har jeg lige lånt en stabel bøger på biblioteket, og dem må jeg nok hellere få læst, inden det atter er tid til bøger fra egne boghylder. Harry Potter holder stadig. Det overrasker mig sådan set ikke, for det er en serie, der har taget verden med storm.

Har jeg planer om at skrive om mine genlæsninger af de følgende bøger? Nej, jeg ville i første omgang blot dele min glæde over at ‘finde en gammel ven’ frem fra gemmerne. Jeg laver måske et opsummeringsindlæg, når jeg har genlæst hele serien, men det tager jeg først stilling til, når den tid kommer.