The Territory

I løbet af sommerferien i Frankrig brugte jeg en del tid i poolen, så den skulle naturligvis også med på en af bogbillederne 🙂

Nå, spøg til side. ‘The Territory’ er skrevet af Sarah Govett og er første del i en dystopisk serie. Bogen foregår i 2059 og følger den 15-årige Noa, der – ligesom sine jævnaldrende – er ved at gøre sig klar til de sidste prøver. De prøver, der skal vise, hvem af dem, der får lov til at blive i den lille del af området, der ikke er oversvømmet, og hvem af dem, der ender med at blive jaget ud i sumpen. Det er selvfølgelig let for de rige børn, som blot kan downloade hele pensum via en elektronisk ‘node’ i deres hjerne, mens de andre børn må terpe hårdt. Noa håber på at klare sig igennem, men da hendes forældre ikke ønskede, at hun skulle opereres i hjernen, ved hun godt, at chancerne ikke er store.

Dette er på mange måder en klassisk ungdoms-dystopi. En helt almindelig pige skal klare sig igennem en prøve i et samfund, hvor der er social ulighed, og hvor oprøret ulmer under overfladen. Samtidig forelsker hun sig i en mystisk fyr, der netop er kommet til skolen, mens hendes bedste ven har svært ved at acceptere det. Der er egentlig ikke så meget nyt til denne genre, men hvis du kan lide ovenstående koncept, vil du sandsynligvis også kunne lide ‘The Territory’.

Jeg syntes, at rammen for fortællingen – den oversvømmede verden – var det mest interessante, men desværre havde forfatteren ikke gjort så meget ud af den, som jeg havde håbet. Jeg ville gerne have dykket (sorry) mere ned i verdensbeskrivelsen, men jeg syntes desværre, at vi kun blev ved overfladen (dobbelt sorry).

Jeg var ok underholdt, men så heller ikke mere. Historien er fint fortalt, men jeg har hørt den adskillelige gange før, og jeg savnede virkelig overraskelser undervejs. Det er som sagt første bog i en serie, og pt. regner jeg ikke med at læse de næste bøger.

 

Summerlost

Har jeg læst denne bog delvist på grund af titlen? Ja! Men jeg syntes nu også, at oplægget lød som en fin lille historie, der ville passe godt som underholdning på turen til Frankrig her i sommerferien. For at spare lidt plads i kufferten lånte jeg nemlig nogle bøger via Ereolen Global, og det blev blandt andet til ‘Summerlost’ af Ally Condie.

‘Summerlost’  handler om den 12-årige pige Cedar, der flytter til et nyt hus sammen med sin mor og ene bror, netop som sommerferien starter. Det er den første sommer, siden hun mistede sin far og den anden bror, og det præger stemningen i huset. Cedar når dårligt at flytte ind, inden hun møder drengen Leo, som arbejder på teaterforestillingen, der kører i byen hele sommeren. Han skaffer Cedar et job på teatret og snart også en ekstra tjans på hans hemmelige rundvisningsprojekt. Leo afholder nemlig hemmelige rundvisninger for de særligt dedikerede teaterfans, selvom det nok ikke er noget, som teaterledelsen vil se positivt på, men Cedar vil gerne med.

Dette er en fin og enkel historie om venskab og savn. Om Cedar og Leo, der hurtigt bliver bedste venner, men også om Cedars tanker om faren og broren, der begge døde i en trafikulykke. Det er ikke en historie, der gør ondt på samme måde som for eksempel ‘The Shock of the Fall’, men der er ingen tvivl om, at Cedar savner både faren og broren. Jeg var dog lidt i tvivl om, hvad forfatteren ville med historien, men måske er det først og fremmest historien om en familie, der holder sammen og formår at leve videre og skabe et nyt liv, selvom de har måttet sige farvel til deres elskede.

Settingen med teatret var en rigtig god idé, da det giver et strejf af mystik og drømmeri til historien, men her er jeg måske også lidt farvet af ofte at have set teaterforestillinger i det fri om sommeren, da jeg var barn (og det er der altså noget magisk over). Der var i det hele taget ret meget sommerferie-stemning over bogen, og jeg vil derfor anbefale, at du læser den netop på denne tid af året.

Men ellers er der ikke så meget at sige om bogen. Det er en fin og hurtigt læst ungdomshistorie, og det er et udmærket valg, hvis du savner lidt let underholdning i sommerferien.

Graceling

Månedens to-read-bog er ‘Graceling’ af Kristin Ashore. Det er en bog, der har stået min liste i fire år og som jeg kun har hørt godt om. Det er samtidig også en bog, som jeg som udgangspunkt burde kunne lide, da hovedpersonen er en badass ung kvinde, som arbejder som lejemorder for kongen. Lyder det bekendt? Det er i hvert fald et oplæg, som har præget flere fantasyserier de senere år – blandt andet den meget populære ’Throne of Glass’, som dog ikke lige var noget for mig.

Men tilbage til ’Graceling’. Her er hovedpersonen Katsa, som lever i en verden, hvor en række mennesker er graced med en særlig evne. Det kan være evnen til at forudsige vejret eller evnen til at overtale andre. Katsas grace er evnen til at dræbe. Hun arbejder for sin onkel Randa, som sætter hende til at true de mennesker, som skylder ham penge eller på anden måde irriterer ham. Men Katsa bryder sig ikke om dette arbejde, og da hun samtidig bliver involveret i opklaringen af en kidnapning, bliver det startskuddet til et eventyr, der bringer hende ud på en farefuld færd.

Der gik et godt stykke tid, før historien for alvor fangede mig. Det var faktisk først omkring midtvejs, at der kom en god rytme i fortællingen, som samtidig tog en interessant drejning. Indtil da virkede historien lidt kluntet og personerne overfladiske, men da fortællingen begyndte at tage fart, kom der også meget mere kød på personerne.

Katsa er en interessant person, men hun virkede ufærdig og karikeret i starten. Jeg savnede dybde, men det kom undervejs i takt med, at hun udviklede sig. Her så man pludselig nogle ret sympatiske sider af hende – ikke mindst i samspillet med Bitterblue.

Jeg kunne godt lide, at en række mennesker havde en særlig evne – grace – og hvordan det ikke nødvendigvis var misundelsesværdigt. Katsa er et godt eksempel på, hvordan ens evner kan misbruges af andre og hvor få venner, man har som graced.

Hele kærlighedsdelen var… ikke lige mig. Det var først til allersidst, at jeg syntes, det fungerede, for selve optakten blev overfladisk og kejtet. Til gengæld var afslutningen ganske fin og knapt så Hollywood-agtig, som mange slutninger i ungdomsbøger ellers kan være.

Alt i alt endte ’Graceling’ med at vinde mit hjerte trods en kluntet og kedelig start. Den er ikke særlig nyskabende, men det er en udmærket letlæselig fantasyserie, og den foregår i en verden, jeg gerne dykker ned i igen. Jeg regner derfor bestemt med at læse videre i serien, som skifter hovedperson til næste bog.

Sejlvæveren

Ind imellem har man lov til at være heldig. Sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg var færdig med at læse ‘Sejlvæveren’ af Muffy Morrigan, for jeg mindes ikke at have hørt om bogen, inden jeg en dag faldt over den hos Ereolen.dk. Bogen røg på to-read-listen, og så glemte jeg ellers alt om den, indtil jeg for nylig fik lyst til at læse en e-bog og atter faldt over bogen på min liste.

‘Sejlvæveren’ handler om Tristan, der er sejlvæver. Han mestrer den dragemagi, der gør menneskene i stand til at væve de sejl, som (rum-)skibene bruger for at flyve i rummet. En dag får han den ære at væve sejlene til det største skib, der nogensinde er bygget – et skib, der skal bruges i kampen mod rumvæsnerne, som menneskene og dragerne er i krig med. Men opholdet på skibet bliver alt andet end fredeligt, for snart er Tristan viklet ind i en række ubehagelige intriger, og oprøret lurer under overfladen. Der er tilsyneladende folk om bord, der har onde hensigter, og situationen spidser til.

Bogen er en interessant kombination af sci-fi og fantasy, men det fungerer overraskende godt. Jeg skulle lige vænne mig til stilen i starten – blandt andet hele konceptet med, at det er sejlskibe, der fungerer som rumskibe – men jeg blev hurtigt grebet af historien. Der er masser af action og drama i historien, og så er det let at fatte sympati for Tristan, som måske er ret goodygood, men egner sig fint som hovedperson.

Jeg savnede lidt mere baggrundsviden for at få et bedre indblik i den verden, historien foregik i. Den kunne godt virke en anelse indforstået flere steder, men omvendt var det rart at læse en fantasybog, som for en gangs skyld var under 400 sider tyk.

Der var flere steder undervejs, hvor sproget haltede lidt, men det skyldes muligvis oversættelsen. Det ærgrede mig, men det ødelagde heldigvis ikke læseoplevelsen.

Samlet set en rigtig god bog. Den er ikke superkompliceret, men det er en frisk fortolkning af, hvordan man kan kombinere fantasy og sci-fi, og jeg ville ønske, at der kom en toer til ‘Sejlvæveren’. Det er typisk – nu har jeg sukket efter at finde standalone-fantasybøger, og når jeg endelig gør, vil jeg selvfølgelig have en efterfølger! 😀

Jarvis – troldmandens lærling

Så blev det tid til lidt dansk fantasy igen! Jesper Ejsing kender jeg primært fra de utroligt smukke illustrationer, han har lavet gennem tiden, men han står også bag ‘Jarvis – troldmandens lærling’, som jeg hørte som lydbog for nylig.

Bogen handler om den forældreløse dreng Jarvis, der arbejder som gedehyrde. En dag ankommer en troldmand til byen, og hans opdukken vækker opmærksomhed – ikke mindst da han annoncerer, at han leder efter en lærling. Jarvis håber ligesom de andre drenge på at få chancen, og alle bliver temmelig overraskede, da Jarvis ender med at blive udpeget som lærling. Det viser sig dog, at troldmanden har en større flok lærlinge, og at det tilsyneladende ikke er så ligetil at blive troldmandens betroede. Men det er dog ikke den eneste udfordring. Jarvis begynder at få fornemmelsen af, at der er et eller andet galt, for der foregår nogle mystiske ting i krogene…

‘Jarvis – troldmandens lærling’ er god, gedigen fantasy. Historien er til tider rimelig forudsigelig, men samtidig er der også en tilpas mængde overraskelser undervejs. Og så er der ikke sparet på actiondelen.

Jarvis som hovedperson fungerer ganske godt. Han er sympatisk og intelligent men også usikker – især da de andre lærlinge ikke ligefrem opfører sig pænt over for ham. Konflikten mellem eleverne er interessant og er fortalt ret troværdigt (i modsætning til blandt andet første bog i ‘Våbenbrødre’-serien), hvilket ind imellem gør fortællingen ret barsk.

Jeg er dog noget splittet omkring slutningen. Den kan jeg ikke komme ind på her, men jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg synes, at den passer til resten af historien.

Alt i alt en ganske god fantasybog. Det er helt underligt, at der ikke er en efterfølger til, for jeg er efterhånden vant til, at fantasyforfattere altid skriver serier, men det er forfriskende med en bog, der står alene. Jeg kan dog ikke lade være med at håbe på, at der en dag kommer en efterfølger, for jeg syntes, at denne bog var ganske lovende.

Et Grimm’t eventyr

Så blev det tid til endnu en lydbog. Dem har jeg ikke været så heldige med i denne måned, hvor jeg har droppet en del efter at have hørt en time til halvanden, uden at de fængede. Så jeg var lidt spændt på, hvordan ‘Et Grimm’t Eventyr’ af Dennis Jürgensen ville være. Læg i øvrigt mærke til, at den passer ind i månedens eventyrtema 🙂

I ‘Et Grimm’t Eventyr’ har en videnskabsmand opfundet en maskine, som gør det muligt at rejse ind i bøgernes verden. Den første bog, som skal udforskes, er Grimms samlede eventyr. Det lader dog til at være en temmelig farlig verden, for da hemmelige organisation HANK sender en række agenter afsted, vender de ikke tilbage. Kort tid efter forsvinder videnskabsmanden også, og nu er gode råd dyre. Et specialteam bestående af Rana, Bufo og Pelodytes bliver sendt ind i eventyrerne for at finde ud af, hvad der er sket med de andre agenter og – hvis muligt – redde dem.

Der er en del af de klassiske eventyr, der får en kærlig behandling i denne bog, og der er bestemt nogle overraskelser undervejs. Jeg syntes, at ideen som sådan var vellykket, men jeg blev desværre ikke rigtig fanget af historien. Det skyldtes først og fremmest de tre hovedpersoner, som jeg havde svært ved at leve mig ind i – de var nogle pudseløjerlige størrelser.

Humoren var overraskende… lummer. Altså i betragtning af, at det var en Dennis Jürgensen-bog. Det dominerede på ingen måde historien, men der var dog nok til, at jeg studsede lidt over det. Men altså – det gjorde mig ikke noget.

‘Et Grimm’t Eventyr’ er ikke en af Jürgensens bedste bøger, men det var ok underholdning, og jeg syntes som sagt, at ideen med at rejse ind i eventyr, hvor alt ikke er, som det plejer, var ganske fin.

Talking to Dragons

Så blev det tid til fjerde og sidste bog i ‘Enchanted Forest Chronicles’-serien, som er skrevet af Patricia C. Wrede. Jeg har tidligere anmeldt ‘Dealing with Dragons’, ‘Searching for Dragons’ og ‘Calling on Dragons’.

Hovedpersonen i ‘Talking to Dragons’ er Daystar, der er Cimorenes søn. Så ja, der er gået nogle år mellem tredje og fjerde bog. Der er selvfølgelig mange af personerne/væsnerne med fra de forrige bøger, men jeg vil ikke fortælle for meget her for ikke at afsløre noget fra de foregående bøger.

Jeg var ikke så begejstret for den forrige bog, ‘Calling on Dragons’, men med ‘Talking to Dragons’ er forfatteren i samme gode stil som de første bøger. Det er en hyggelig historie – trods fæle troldmænd – og jeg grinede flere gange undervejs. Især Suz vandt mit hjerte.

‘Enchanted Forest Chronicles’-serien kan anbefales til både unge og gamle. Historierne er tilpas hyggelige til, at de vil fungerer fint som højtlæsningsbøger for mindre børn (eller læs-selv for de lidt større børn), men også voksne kan få noget ud af disse eventyrbøger, der vender op og ned på klicheerne om, hvordan folk og væsner er i eventyr. Det er dejligt forfriskende og ganske sjovt. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg læste dem.

 

Beast

Jeg læser en del eventyrbøger for tiden – både klassiske men også moderne versioner – så da jeg faldt over ‘Beast’ hos Ereolen Global, kunne jeg ikke nære mig og lånte den med det samme. Jeg vidste ikke så meget om bogen inden – udover at det vist nok skulle være en fortolkning af ‘The Beauty and the Beast’.

Bogen er skrevet af Brie Spangler og handler om teenageren Dylan, som har svært ved at passe ind i skolens sociale liv. Han er høj og muskuløs – og meget behåret. Hans udseende får folk til at kigge underligt efter ham, og han har kun én ven – den evigt populære og pigeglade JP. En dag falder Dylan ud fra et tag og brækker benet, så han nu fremstår endnu mere akavet. De voksne mistænker faldet for at være et selvmordsforsøg, så han bliver tvangsindlagt til at deltage i en terapigruppe for folk, der skader sig selv med vilje. Her møder han Jamie – og så forandrer alt sig. For Jamie er virkelig smuk, og Dylan forelsker sig straks i hende. Og miraklet sker – Jamie virker også interesseret i ham! Snart svæver Dylan rundt på en rus af lykke, men nogle få ord får alvorlige konsekvenser for ham og Jamie.

Der er både fordele og ulemper ved ikke at vide noget om denne bog på forhånd. En af fordelene er, at hvis du ikke har læst teaserteksten på Goodreads, så bliver du ret overrasket undervejs – på den fede måde vel at mærke. Der var i hvert fald en ting, jeg ikke lige havde set komme, men som gør historien noget mere interessant end den gennemsnitlige ungdomsbog. Klart det, der gør bogen værd at læse – og af samme grund vil jeg ikke komme ind på det her.

Ulempen er til gengæld, at jeg i et godt stykke tid blev mere og mere irriteret over, at jeg ikke syntes, at bogen fungerede som en fortolkning af ‘The Beauty and the Beast’, for jeg synes ærlig talt ikke, at ‘Beast’ har særlig meget med eventyret at gøre. Hvis du kan glemme sammenligningen mellem de to historier, så er ‘Beast’ så meget bedre.

Men som sagt – jeg synes, at ‘Beast’ er en ganske god ungdomsbog. Der er mange af de klassiske problematikker – længslen efter at passe ind, at være populær, at forelske sig, at blive hørt – og de er behandlet på en rigtig fin måde i bogen. Selvom jeg sympatiserer med Dylan, så er det også tydeligt, at han ind imellem opfører sig som et fjols, og det gør ham dejlig menneskelig. JP’s udvikling er også ret interessant, og i det hele taget er samspillet mellem Dylan, Jamie og JP med til at skabe en lang række interessante scener i bogen. Min eneste anke er det tidspunkt, hvor JP og Jamie rotter sig sammen – det syntes jeg var ret utroværdigt.

‘Beast’ var en positiv overraskelse og en af de bedste ungdomsbøger, jeg har læst i år.

Calling on Dragons

Jeg er nu nået til tredje bog i ‘Enchanted Forest Chronicles’, der er skrevet af Patricia C. Wrede. Jeg har tidligere anmeldt ‘Dealing with Dragons’ og ‘Searching for Dragons’.

Ligesom med forrige bog er hovedpersonen i ‘Calling on Dragons’ igen skiftet ud. Nu er det ikke længere Cimorene og Mendanbar, man følger, men i højere grad Killer – en fortryllet kanin, som heksen Morwen finder i sin have. Både Killer, Cimorene, Morwen og ikke mindst Morwens katte kommer på lidt af et eventyr, da det viser sig, at troldmændene er vendt tilbage for at prøve at overtage den fortryllede skov.

Hrm… jeg må desværre indrømme, at denne bog ikke var nær så god som de foregående. Hvor den første bog var nyskabende, overraskende og sjov, var den anden bog hyggelig og ganske underholdende. ‘Calling on Dragons’ er ingen af delene. Det er måske lidt hårdt sagt – den er ok det meste af tiden – men den når ikke de to foregående bøger til sokkeholderne. Humoren og de quirky detaljer mangler, og jeg syntes ikke, at Killer var særlig interessant eller charmerende.

Der er én bog tilbage i serien, og den regner jeg med at læse i løbet af maj måned. Jeg krydser fingre for, at den er på højde med de to første bøger, for det vil være ærgerligt, at en serie, der startede så godt, ender med at være en meh-oplevelse.

The Shadow Queen

Eftersom mit læsetema pt. er Eventyr, så blev jeg naturligvis nødt til at læse ’The Shadow Queen’ af C. J. Redwine, da det er en fortolkning af det klassiske eventyr, Snehvide.

‘The Shadow Queen’ handler om prinsessen Lorelai, der som barn må flygte fra slottet sammen med sin bror, da deres onde stedmoder dræber deres far og også forsøger at myrde dem. De to børn går i skjul sammen med vagten Gabril, og sådan går der en række år, hvor børnene vokser op, mens den nye dronning får mere og mere magt. Men Lorelai har ikke tænkt sig at overlade sit land og sin trone til den grusomme dronning, og hun prøver derfor at gennemskue, hvordan hun bedst kan bruge sine magiske evner til at vinde over stedmoderen. Hun har dog ikke lige overvejet, hvad der vil ske, når nabokongedømmets prins pludselig bliver involveret i magtkampen, og Lorelai pludselig bliver splittet mellem ønsket om hævn og ønsket om at vise næstekærlighed.

Jeg var lidt overrasket over, hvor meget der var lavet om i denne fortolkning – og ikke mindst tilføjet i forhold til det oprindelige eventyr. Det var på den ene side godt, da det så ikke føltes som et fuldstændig rip-off af en allerede kendt historie, men på den anden side var der også nogle af tilføjelserne, som virkede unødige.

’The Shadow Queen’ har skruet op for fantasy-elementerne, da der både er ogrer (de minder om orker) og dragemennesker med. Sidstnævnte var jeg ikke så begejstret for i starten – man skulle et godt stykke ind i bogen, før deres funktion begyndte at give mening. Til gengæld blev jeg helt utrolig træt af, hvor tit forfatteren skulle pointere, at disse personer også havde et dragehjerte – af en eller anden grund havde forfatteren brug for at overforklare og gentage flere ting undervejs, og det var ret irriterende.

Bogen hører til YA-genren, og det led den under på flere områder. Hovedpersonen var selvfølgelig noget helt særligt med helt særlige evner, ligesom hun selvfølgelig også forelskede sig hovedkulds i en ung, smuk prins, som ellers prøvede at slå hende ihjel. Her skal forfatteren dog roses for, at det ikke var instant love, ligesom der heldigvis ikke var indflettet et trekantsdrama i bogen. Historien blev også mere og mere actionpacked, og hvor det på den ene side gav noget dynamik, blev det på den anden side en lidt underlig hybrid mellem en actionfilm og en fantasyfilm overlæsset med computereffekter. Her var det især magien, der kom til at virke kluntet – igen fordi forfatteren prøvede at overforklare scenerne.

Jeg læste nogle af anmeldelserne på Goodreads, da jeg var færdig med ’The Shadow Queen’. Her er det ret tydeligt, at folk enten hader eller elsker bogen. Jeg hører til det fåtal, som ligger et sted midt imellem. Bogen er for stereotyp til, at jeg for alvor kan lide den. Omvendt syntes jeg dog ikke, at den er så kedelig og fantasiforladt, som andre finder den. Der er bestemt interessante detaljer ved bogen, men overordnet set var det ikke en særlig interessant læseoplevelse.