Crooked Kingdom

Jeg læste ‘Six of Crows’ af Leigh Bardugo sidste år, og selvom den ikke var nær så god som ‘Grisha’-trilogien, så var den alligevel interessant nok til, at jeg ville læse efterfølgeren, ‘Crooked Kingdom’.

Der kommer ikke et resumé af handlingen, da ‘Crooked Kingdom’ foregår i umiddelbar forlængelse af den første bog, men vanen tro vil jeg kommentere på selve læseoplevelsen.

Jeg syntes desværre ikke, at historien i ‘Crooked Kingdom’ var nær så interessant og fængende som forgængeren. Selvom bogen var actionfyldt, og man fik mere at vide om hovedpersonernes fortid, så blev jeg ikke rigtig grebet af fortællingen. Jeg savnede dybde, og selvom jeg godt kunne lide, at de seks hovedpersoner var så forskellige, så betød det også, at der var grænser for, hvor meget de enkelte kunne fylde i historien. Det er på mange måder en flok tragiske skæbner, der er samlet, men selvom de alle har oplevet forfærdelige ting i fortiden, så syntes jeg desværre ikke, at det lykkedes for forfatteren at opbygge en smertefuld og intens stemning på samme måde som i ‘Grisha’-trilogien. Samtidig led bogen også – ligesom forgængeren – af samme opstilling med flere potentielle kærestepar i gruppen. Det var en af de ting, der irriterede mig ved ‘Cress’ og ‘Winter’ – at der kunne være så mange romancer i en så lille gruppe.

Selvom jeg et godt stykke af tiden var lidt frustreret over, at forfatteren ikke fik udnyttet det potentiale, som jeg synes, historien har, så hentede hun alligevel nogle points hjem for slutningen. Den passede godt ind i den verden, hun har skabt, og det gør, at jeg ikke vil afvise, at jeg kunne finde på at læse en eventuelt efterfølger. ‘Crooked Kingdom’ er anden og sidste bog i en duologi, men forfatteren har ikke afvist, at hun en dag vil skrive en treer, og sådan som bogmarkedet er, så vil jeg mene, at det er 95% sikkert, at hun gør det.

Under angreb – Våbenbrødre 2

Det er ikke så længe siden, at jeg læste første bog i ‘Våbenbrødre’-serien, ‘De uønskede’, og da det var en hyggelig læseoplevelse, kastede jeg mig hurtigt over den næste bog.

‘Under angreb’ er skrevet af John Flanagan og foregår umiddelbart efter slutningen af den første bog. Jeg vil derfor ikke komme med et resumé af handlingen her, da det vil afsløre for meget fra den første bog, men jeg vil kort opridse, hvad der var godt og knapt så godt i denne bog.

Denne bog er noget anderledes end den første bog, og det skyldes først og fremmest, at hovedpersonerne nu er på farten. Her er i den grad plads til eventyr, og det er da netop også, hvad denne bog kan byde på. Eventyr – og ganske pæn portion action.

Bogen introducerer en række nye personer, herunder også en semi-skurk (dvs. en person, der som udgangspunkt ikke er skurk men har en del negative træk). Denne semi-skurk var jeg ikke synderlig begejstret for – han virkede ret stereotyp som den besidderiske og mandschauvinistiske leder. Til gengæld er det en fornøjelse at se, hvordan Hal og de andre Hejrers samarbejde fungerer. Forfatteren lader de enkelte personer folde sig ud i denne bog, så man lærer dem bedre at hende, og var klart en af de positive træk.

Der er som sagt en del action i denne bog, og det kan jeg som regel godt lide, men jeg syntes, at den sidste del blev noget langtrukken. Den del fangede mig ganske enkelt ikke, selvom der var lyspunkter i form af interessante scener. Men kampscenerne sagde mig ikke synderlig meget i dette tilfælde.

Der er lagt op til flere spændende eventyr med Hal og hans team, og jeg har allerede lånt næste bog, så mon ikke jeg snart går i gang med den?

De uønskede – Våbenbrødre 1

John Flanagan er en flittig forfatter. Han har ikke bare skrevet ‘Skyggens lærling’-serien på 14 bøger – han er pt. i gang med to serier. Den ene gik jeg i gang med sidste år, nemlig ‘Turneringen i Gorlan’, der er prequel-serie til ‘Skyggens lærling’. Den anden serie, ‘Våbenbrødre’, foregår i samme verden, men har dog intet med de to andre serier at gøre.

‘De uønskede’ er første bog i serien ‘Våbenbrødre’ og foregår i Skandia. Her skal alle drengene gennemgå våbenbrødre-træningen, når de fylder 16 år. Hal er kun halvt skandier, og hans far er tilmed død, så de andre børn kigger ofte skævt til ham. Men han er kreativ og intelligent, og det kommer ham til gode i træningen, hvor han ender på holdet med alle dem, de stærke og populære drenge ikke vil være på hold med. Ingen tror på deres chancer, men det viser sig, at Hals hold godt kan bide fra sig, og snart er dysten mellem drengene intens.

Der gik et stykke tid, før denne bog for alvor fangede mig. Jeg syntes, at rammen for fortællingen mindede alt for meget om ‘Skyggens lærling’-serien, og det irriterede mig, at hovedpersonens navn var så tæt på en af hovedpersonerne fra førnævnte serie. Det var først, da historien for alvor tog fart, at den blev sin egen og ikke blot en kopi af forfatterens anden serie.

Jeg kunne godt lide, at der var en ret jævnbyrdig kamp mellem holdene, så der var spænding om resultatet. Til gengæld blev jeg hurtigt ret træt af ’skurken’ i historien, for han virkede ret stereotyp for en ungdomsbog. Han kunne være værre, men altså.. en typisk overforkælet og arrogant rigmandssøn. Suk.

Slutningen var på den ene side et glimrende afsæt til en fortsættelse men også frustrerende, fordi jeg godt kunne se, hvor det bar hen lang tid forinden, og jeg var ikke superbegejstret for den drejning. Den giver dog et rigtig godt grundlag for flere interessante historier fremover, så jeg er ikke modstander af slutningen – af personlige årsager var jeg bare lidt ærgerlig over den.

Så alt i alt en fin start for en serie, selvom den havde en træg start. Jeg håber på at fortsætte med lydbøgerne de kommende måneder.

Gemina

En af sidste års bedste læseoplevelser var for mit vedkommende ‘Illuminae’, så jeg kunne selvfølgelig ikke vente længe, før jeg måtte læse efterfølgeren, ‘Gemina’.

Serien er skrevet af Amie Kaufman og Jay Kristoff. ‘Gemina’ foregår umiddelbart efter, at ‘Illuminae’ slutter, men i fortsættelsen er hovedpersonerne Hanna, Jackson og Nick, der alle befinder sig på rumstationen Heimdall. Hanna er ved at gøre sig klar til en stor fest og vil lige smutte forbi pusheren Nik for at købe lidt til at spice festen op med. Men festen når aldrig rigtig at starte, eftersom rumstationen bliver boardet af et team lejesoldater, der tilsyneladende ikke har planer om at lade stationens besætning overleve. Hanna og Nik gemmer sig, og Hanna prøver samtidig at få kontakt til kæresten Jackson, som har forskanset sig i en anden del af rumstationen. De prøver at finde hoved og hale i, hvad der foregår, samtidig med at de kæmper for at overleve på rumstationen, hvor kaos pludselig hersker.

Det er svært at skrive en efterfølger til en så original og ikke mindst populær bog som ‘Illuminae’, og jeg var da heller ikke voldsomt imponeret i starten. Jeg kunne godt lide, at handlingen var flyttet til et helt andet sted – det gav også meget god mening i forhold til ‘Illuminae’ – men til gengæld virkede settingen meget som den samme. Formen var meget den samme – en potpourri af chatsamtaler, logfiler og lignende, der beskrev samtalerne mellem et teenage-kærestepar og en overkåd ‘gadedreng’. Det lignede lidt for meget noget, jeg havde set før i ‘Illuminae’, og jeg gruede ærlig talt for resultatet.

MEN – heldigvis fandt ‘Gemina’ sine egne ben og trådte stille og roligt i karakter som selvstændig bog. Forfatterne havde fundet på nye sidelayouts til at understøtte fortællingen, og de virkede rigtig godt, ligesom at handlingen også havde et par ganske interessante twists undervejs. Jeg syntes faktisk, at ‘Gemina’ på visse områder også virkede mere dyster og brutal end den foregående bog – uden dog helt at blive så farlig, som jeg et eller andet sted håbede på (hey, det er jo amerikanske ungdomsbøger).

Jeg kan rigtig godt lide den verden, som ‘The Illuminae Files’-serien foregår i, og selvom jeg ville ønske, at den var lige en anelse mørkere, så er det ikke desto mindre en ganske underholdende serie, hvor skarpe og sarkastiske chatsamtaler blandes med hardcore action og hacking-sekvenser.

Og nu må det godt snart blive efterår, så jeg kan læse tredje bog, når den udkommer…

Crank

‘Crank’ er skrevet af Ellen Hopkins og handler om teenagepigen Kristina, der lever et ganske normalt teenageliv og klarer sig samtidig ganske godt i skolen. Hun bor hos sin mor, da forældrene ikke længere er sammen, men en sommer beslutter hun sig for at besøge faren, der bor i en anden by. Han er dog sjældent hjemme, så hun er meget alene under sit besøg – lige indtil hun møder Adam. Han overtaler hende til at prøve meth (crank), og snart er hun afhængig af stofferne. Hun forsøger at skjule, da hun kommer hjem fra ferien, men hendes opførsel ændrer sig drastisk, og snart prøver moren fortvivlet at få sin datter på rette spor igen.

Denne bog har en helt særlig skrivestil, da den mange steder nærmere fremstår som et digt end som en traditionel roman. Her er et eksempel:

“you fly until you crash two days
two nights
no sleep,
no food,
come down off the monster
YOU CRASH REAL HARD”

Det er en ret interessant måde at fortælle en historie på, men der er to ulemper: For det første er det ikke en historie, man bare lige læser hurtigt – skrivestilen fordrer, at man læser langsomt og lader ordene synke ind, så det er ikke en bog, der egner sig til hyggelæsning eller en read-a-thon. Og så vil jeg mene, at bogen også er for lang til denne skrivestil i det hele taget. For det andet er forfatteren ikke konsistens mht. denne skrivestil, så der er kapitler, der er mere traditionelt opbygget. Det er lidt synd, for der er noget betagende ved at fortælle historien på den mere poetiske måde.

Historien er tankevækkende og troværdig – ikke kun fordi forfatteren tager udgangspunkt i egne oplevelser men også fordi, at man kommer helt tæt på den rutsjetur, som Kristina – og hendes familie – oplever. Kristina opfører sig forfærdeligt, og kunne ikke forstå mange af hendes valg, men de virkede meget troværdige i forhold til situationen.

Der er dog også ting, som også virkede konstruerede i forhold til at opbygge en spændende historie – for eksempel da hun skal tage et valg, der vil ændre hendes liv fuldstændigt. Her virkede det bare meget belejligt, at den situation opstod – ikke for hende men for historien i sig selv. Det var jeg ikke særlig begejstret for.

Jeg synes, det er en meget relevant fortælling, der giver et indblik i, hvordan en helt almindelig teenager pludselig kan ende i et stofmisbrug, og hvordan familien oplever dette sammenbrud. Skrivestilen giver lidt ekstra til historien – den fangede i hvert fald mig og gjorde, at jeg blev ret opslugt af fortællingen i starten. Det er dog samtidig også en stil, der kan skræmme væk – ikke mindst på grund af bogens længde.

‘Crank’ kan læses, som den er, men forfatteren har dog skrevet par efterfølgere til bogen. Selvom jeg helt overordnet synes, at det var en udmærket læseoplevelse, så kan jeg ikke umiddelbart se, hvad hun kan tilføje historien, og jeg har derfor ikke planer om at læse resten af serien.

Rebel of the Sands

Jeg så flere positive anmeldelser af denne bog hos en række vloggers sidste år, men det var ikke en, som jeg havde de store forventninger til og glemte alt om den igen. I starten af januar skulle jeg bruge en e-bog og faldt over ‘Rebel of the Sands’ hos Ereolen Global, og så gav jeg den en chance. Det kom jeg ikke til at fortryde.

Bogen er skrevet af Alwyn Hamilton og handler om den unge pige Amani, der vokser op i en ørkenby, hvor livet er barsk og brutalt. Det er et sted, hvor der ikke er plads til de svage, og Amani drømmer sig ofte væk – til et sted, hvor fremtiden ikke er lige så håbløs og trøstesløs. Hendes evner som skarpskytte fører hende til mødet med Jin – en smuk og mystisk fremmed – og hun ser pludselig en mulighed for at slippe væk. Hvis han da ellers vil have hende på slæb… og hun kan undslippe i tide.

‘Rebel of the Sands’ foregår i en verden, der er en fascinerende blanding af vestens gunslingere og østens mystik. Det er ikke en kombination, jeg har set før, men jeg syntes, den fungerede fremragende. Det er dragende, hemmelighedsfuldt og besnærende, og så er det fedt at læse fantasy, der ikke bruger de samme fortærskede fantasy-væsner.

Amani er en pige med ben i næsen og hemmeligheder i bagagen. Jeg er selvfølgelig begejstret for, hvor sej hun er til at skyde, samt at hun hjælper Jin, da han er i fare. Ikke nogen prinsesse-traumer her.

Jeg morede mig undervejs, for jeg var 110% sikker på, at jeg havde luret et plottwist lige fra start, så jeg blev glad, da det viste sig, at jeg ikke havde gættet helt rigtigt. Historien er ikke helt så forudsigelig, som jeg først troede, og selvom det er ret svært at skrive noget skelsættende nyt, så var denne bog tilpas anderledes, hvilket især skyldes den verden, historien foregår i.

‘Rebel of the Sands’ er (selvfølgelig) første bog i en trilogi, og jeg skal helt klart læse resten af serien.

Days of Blood & Starlight

Jeg læste den første bog i serien, ‘Ildenglen’, for flere år siden og faldt – til min egen overraskelse – pladask for bogen. Derefter er der gået flere år, uden at jeg har fået læst serien færdig, og det har jeg egentlig ikke en god undskyldning for. Men hey, bedre sent end aldrig, så nu vil jeg læse de to sidste bøger i trilogien – nu på engelsk, da jeg sidste efterår købte hele trilogien på engelsk.

‘Days of Blood & Starlight’ er ligesom resten af serien skrevet af Laini Taylor. Jeg vil ikke bringe et resumé af handlingen, da det vil afsløre for mange ting ved den første bog.

Jeg må desværre indrømme, at jeg havde det ret svært med de første 200 sider i denne bog. Stilmæssigt var de meget anderledes i forhold til den første bog, og ærlig talt kedede handlingen mig grusomt. Jeg overvejede ikke at lægge bogen fra mig, men jeg var ret bekymret for, hvordan jeg skulle kæmpe mig igennem den. Jeg savnede det fortryllende og magiske islæt, som den første bog havde – det hele blev lige pludselig meget konkret. Heldigvis fik jeg mere blod på tanden undervejs – især da Karous venner kom på banen – og der kom et langt bedre flow i historien. Samtidig havde jeg vænnet mig til den ændrede ramme for historien, så anden halvdel af bogen var faktisk ganske underholdende og spændende.

Jeg var ikke så vild med scenerne med Karou og Akiva. De blev lidt for akavede og uforløste i længden, og der var et eller andet ved dem, der ikke føltes så troværdigt. Jeg var i det hele taget noget splittet i forhold til den konflikt, der var opstået mellem dem – hvad ville det bedste/mest logiske udfald være?

Men som sagt – læseoplevelsen blev heldigvis bedre undervejs, og i anden halvdel var der glimt af den fortællemagi, som jeg syntes, at første bog var præget af.

Jeg håber på at få læst den tredje og sidste bog inden længe – forhåbentlig i næste måned.

The Coldest Girl in Coldtown

Lige før jul jeg endnu en bog, som længe har stået på min to-read-liste – nemlig ‘The Coldest Girl in Coldtown’. Bogen er skrevet af Holly Black, og jeg var ret spændt på, om den ville være lige så spændende som oplægget.

Bogens hovedperson, Tana, vågner op i et badekar efter en vild teenagefest. Da hun træder ind i stuen, ser hun til sin skræk, at hendes klassekammerater er blevet dræbt af vampyrer – det vil sige alle undtagen én. Hun finder ekskæresten Aidan bundet til en seng. Han er blevet bidt og derefter efterladt sammen med en lænket vampyr, Gavriel. En absurd scene, der ikke bliver bedre af, at Tana snart opdager, at vampyrerne er på vej tilbage, og at hun skal træffe en hurtig beslutning om, hvad hun vil gøre ved Aidan og vampyren. Hun sørger for, at de alle tre kan flygte derfra, og snart er de på vej mod Coldtown. Det er her, man sender vampyrer og dem, der er smittede, men det er også et sted, der tiltrækker dem, der fascineres af vampyrer og deres udødelighed.

Dette var en ret svingende læseoplevelse. Starten var spændende og medrivende, men så kom der en ret lang periode, hvor jeg savnede tempo og fremdrift i historien. Det tog dem lidt for lang tid at komme til Coldtown, og det var først her, der for alvor kom gang i historien igen. Til gengæld sker der så også en hel del dramatiske ting, og uden at røbe for meget kan jeg godt sige, at det her ikke er en tuttenuttet feel-good-vampyrhistorie.

Persongalleriet er bredt, og jeg synes, at især Midnight og Winter tilføjer en skæv vinkel til historien, som både er interessant men også så speciel, at jeg havde svært ved at bestemme mig for, om jeg syntes, deres opførsel var troværdig eller ej. Uanset hvad er deres type et sjældent syn i persongalleriet i ungdomsbøger.

Jeg var – selvfølgelig – ikke særlig begejstret for Tanas og Gavriels forbindelse. Det blev lidt for forudsigeligt, og så er jeg generelt træt af hovedpersoner, der er så goddamn hot!

Samlet set en udmærket læseoplevelse men ikke en, der for alvor imponerede mig. Jeg kunne godt lide, at den var så dramatisk og på ingen måder tilgivende, men der var også passager, der kedede mig, ligesom der var flere valg undervejs, som jeg ikke syntes gav mening.

Før jeg dør

fjdJeg læste denne bog på mine togture tidligere på måneden. Måske ikke ligefrem det mest opmuntrende læsning i julemåneden men ikke desto mindre en udmærket og letlæst bog til køreturene.

‘Før jeg dør’ er skrevet af Jenny Downham og handler om den 16-årige Tessa, der er alvorligt syg af kræft. Lægerne kan ikke gøre noget, og Tessa ved, at hun næppe når at fylde 17 år. Det er frustrerende at få at vide som teenager, hvor man ellers tror, man har hele livet foran sig, men Tessa vil ikke læne sig tilbage og give op. I stedet beslutter hun sig for at leve livet – én gang for alle – og skriver 10 ting ned, som hun vil nå, inden hun dør. Og det er lige fra at sige ja til alle de ting, folk beder hende om og til at stjæle!

Tessa er ikke en specielt sympatisk hovedperson. Det er et modigt valg af forfatteren, for som læser vil man som regel gerne sympatisere med hovedpersonen, men Tessa er ikke den traditionelle venlige, intelligente og elskelige hovedperson, som jeg ellers er stødt på flere gange i sick lit-bøgerne. Hun er tydeligvis både frustreret og fandenivoldsk, men jeg synes, det passer godt til bogen. Hendes humørsyge virker meget troværdig, og jeg kan godt forstå hendes – til tider – sære reaktioner.

Det er ikke en specielt munter bog, men det er jo let at regne ud, når man ser titlen. Den er dog heller ikke smurt ind i sorg eller medlidenhed og er dermed en lidt anderledes (og fin) vinkel på situationen, hvor en teenager er dødeligt syg. Den fik helt sikkert mig til at reflektere over livet flere gange undervejs.

Der er steder, hvor bogen godt kunne have været skarpere. Tessas liste med 10 punkter, hun skal nå, inden hun dør, virker mere som en kuriøs detalje end som noget, der for alvor bærer handlingen. Det gjorde mig ikke noget – det virkemiddel har jeg set før, så et eller andet sted passede det mig fint, at det ikke skulle være skabelonen for bogen. Jeg tror dog, at det vil irritere andre læsere. Det kom til at virke lidt påduttet.

‘Før jeg dør’ er en glimrende ungdomsbog, der belyser frustrationen, når livet ebber ud før tid. Selvom sygdom og død fylder en del i bogen, så er der også livsbekræftende og stærke scener, som viser mennesker, der ikke vil give op eller tage ting for givet.

Lev magisk – magi for begyndere

For et stykke tid siden fik jeg tilsendt dette anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen. Jeg syntes, det lød som en sjov og letlæst bog om magi, og jeg forestillede mig, at den nok henvendte sig til 10-12-årige eller måske lidt ældre.

‘Lev magisk – magi for begyndere’ er skrevet af Inez Gavilanes og er en håndbog i magi for begyndere. Den indeholder en lang række lister over magien ved de enkelte ugedage, stjernetegn, urter og meget mere, ligesom den beskriver en lang række magiske teknikker og remedier såsom tarokkort og at læse i teblade.

Jeg kan meget godt lide ideen med en begynderbog for magikere, men jeg blev undervejs ret usikker på, hvem målgruppen for denne bog egentlig er. Skrivestilen er enkel – grænsende til banal – det meste af tiden, hvilket fik mig til at tro, at den nok henvendte sig til de 8-12 årige. Der er for eksempel mange venskabs-formularer, hvilket passer fint til den målgruppe. Der er dog også en hel del kærlighedsformularer, og her er målgruppen nok snarere 11-12 år og opefter. Og derefter kommer der en stribe af succes- og rigdomsformularer, som jeg i højere grad forbinder med folk på minimum 14 år og opefter. Så en lidt sær blanding af formularer for folk i forskellige aldre.

Jeg havde som bekendt håbet på en sjov og letlæst bog om magi, og letlæst var den bestemt, men en sjov oplevelse var den desværre ikke. Det var i det hele taget svært at se, hvad forfatteren ville med denne bog – var det et seriøst bud på en begynderbog i magi, eller var det bare pjat og løjer? Jeg nåede at blive ret irriteret over, hvor mange lister der er i bogen – uden kildereferencer i øvrigt. Det virkede som en let måde at fylde bogen med materiale, og det ville virkelig have klædt teksten, hvis der var angivet kilder, for ellers virkede det bare som rene postulater. Samtidig virkede de enkelte opskrifter ret ligegyldige. En del af dem var opskrifter på hverdagsting såsom varm chokolade (med chili i dette tilfælde), men jeg må ærlig talt indrømme, at jeg blev forarget, da jeg stødte på en opskrift på kærestekage. Her skal man blande afklippet hår og negle (fra en selv) i kagedejen, inden man bager kagen og serverer den for den, man gerne vil score. Det er her, jeg så bliver bekymret for, hvor mange af bogens læsere der mon kan finde på det…

‘Lev magisk – magi for begyndere’ var desværre en skuffelse. Den virkede meget overfladisk og kunne godt bruge et ordentligt boost med hensyn til gennemarbejdning, en liste over referencer samt et bedre layout. Bogen virkede som noget, der er stykket sammen lidt for hurtigt, og det er synd, for ideen med en begyndermagibog for unge er ganske sjov.