Tunnelmanden

Dennis Jürgensen var blandt mine yndlingsforfattere, da jeg var barn/teenager, og jeg kunne derfor ikke nære mig, da jeg fandt ‘Tunnelmanden’ som lydbog hos Ereolen.dk.

Adelene bor sammen med sin mor – konsekvent omtalt som Edderkoppen – og det er absolut ikke en dans på roser. Moren er alkoholiker og har intet fast arbejde, så pengene er små. Samtidig herser Edderkoppen hele tiden med Adelene, der tilsyneladende ikke kan gøre noget rigtigt. I skolen er der ingen trøst at hente, for Adelene har ingen venner og mobbes jævnligt af de andre elever.

Men så en dag møder Adelene Tunnelmanden, og pludselig ændrer alting sig. For Tunnelmanden vil have, at Adelene gør modstand – at hun hævner sig på de, der gør hende ondt. Ellers vil han nemlig gøre det på hendes vegne. Adelene tror ikke rigtig på ham, og selvom det er fristende at få hævn, så er hun ikke interesseret i at skade andre. Hun tror, at hun kan ignorere ham, og så vil alt blive normalt igen, men hun tager fejl…

Adelene er i et ret ubehageligt dilemma. Det er sympatisk, at hun ikke ønsker, der skal ske noget forfærdeligt mod alle dem, der forpester hendes tilværelse, og der er nogle interessante moralske konflikter undervejs, da Tunnelmanden forsøger at afpresse hende til at slå fjenderne ihjel. Det er også fint, at der er nogle twists undervejs på personsiden, men jeg kunne godt have brugt lidt mere nuancerede personligheder. Edderkoppen irriterede mig for eksempel – hun var gennemført ondskabsfuld og idiotisk, og jeg havde det lidt svært med en mor-rolle, der var så usympatisk (selvom det desværre nok ikke er så usandsynligt, som jeg håber). Men det var også mest af alt det, at hun blev kaldt Edderkoppen gennem hele bogen. Der virkede alt for barnligt og distancerende, og jeg syntes, at det havde virket endnu mere brutalt, hvis hun blot havde fået lov til at hedde mor.

Jeg kunne godt lide alvoren i bogen. Selvom det er en ungdomsbog, så bliver der ikke lagt fingrene imellem, og der er flere dødsfald undervejs. Det er derfor også en bog, jeg ikke vil anbefale til børn men udelukkende til unge.

Grundideen i historien er fin, men desværre er bogen lige lovlig langtrukken – jeg synes, det ville have klædt fortællingen, hvis den havde været noget kortere. Det havde givet en skarpere og mere strømlinet historie. Men ellers en udmærket læseoplevelse, der dog ikke hører blandt forfatterens bedste.

The Hate U Give

Denne bog er blandt de mest omtalte i år, og anmelderne er nærmest faldet over hinanden for at prise denne udgivelse, så selvfølgelig blev jeg nødt til at låne den for at tjekke, om den kunne leve op til hypen.

‘The Hate U Give’ er skrevet af Angie Thomas og handler om teenagepigen Starr, der bliver vidnet til drabet på vennen Khalil. Det ekstra pikere ved situationen er, at betjenten er hvid, og Khalil er sort, så hurtigt optrapper racekonflikten. I medierne fremstilles Khalil som bandemedlem og pusher, men Starr kan ikke genkende billedet af sin ven, og hun forstår ikke, hvordan betjenten tilsyneladende kan slippe af sted med at dræbe en uskyldig, hvis eneste kriminelle handling i situationen er, at han er kraftigere pigmenteret end betjenten selv. Men Starr ved ikke, om hun træde frem og forsvare Khalil offentligt, for det kan have store konsekvenser for hendes familie.

Denne bog er skrevet i et forfriskende anderledes sprog end det, der normalt gennemsyrer YA-genren. Her er tonen rå og rap og bærer tydeligt præg af gadeslang (uden at det dog bliver helt uforståeligt). Af samme grund kan den også let læses af voksne, for denne bog har så meget at byde på – både i form af beskrivelsen af ghettoen kontra middelklassen men også de etiske spørgsmål, bogen stiller.

Starr er en fin hovedperson – en forsigtig pige, som bare gerne vil gøre det rette, men som også rummer tvivl og vrede. Hun virker meget troværdig – meget menneskelig – og hun er let at holde af. Generelt var persongalleriet interessant – dog med undtagelse af en enkelt af de hvide piger, som bare er unuanceret dum og racistisk.

‘The Hate U Give’ tegner billedet af et USA, som stadig døjer med racekonflikter og forskelsbehandling. Selvom visse ting kan virke voldsomme sammenlignet med lille Danmark, så går en del af problemerne desværre igen her i landet. Jeg synes bestemt, at det er en vigtig bog og er derfor glad for, at den har fået så megen opmærksomhed, for den kan forhåbentlig inspirere unge (og voksne) til at reagere over for forskelsbehandling og skjult racisme. En klar anbefaling herfra.

De utilpassede

Nu hvor jeg har horror som læsetema året ud, var det en glimrende anledning til endelig at få læst ‘De utilpassede’ af John Kenn Mortensen. Den bog har nemlig stået på min læseliste et godt stykke tid efterhånden, og det skyldes ikke mindst de flotte og stemningsfulde illustrationer, der er i bogen. Det var dog e-bog-udgaven, jeg læste (for så kunne den let komme med på ferie i starten af måneden), så billederne var lidt små, men de var stadig ganske fine 🙂

‘De utilpassede’ foregår på Lolland, hvor de voksne en dag bliver inviteret til et møde i forsamlingshuset, hvor foredragsholderne vil fortælle om, hvordan man øger velstanden på Lolland. Næste morgen undrer børnene sig. Ingen af de voksne kom hjem efter mødet, og hovedpersonen Johan går sammen med et par venner ud for at lede efter de voksne. De finder dog snart ud af, at noget er rivende galt, for de voksne, de møder, virker pludselig meget interesserede i at drikke deres blod! Snart er børnene på flugt fra de blodhungrende vampyrer, og det foregår over stok og sten.

Dette var en ganske underholdende horrorbog. Selvom den er skrevet for børn (fra omkring 10 år og opefter), så kan voksne sagtens hygge sig med at læse den. Det skyldes ikke mindst sproget, som har en fin balance – det er hverken for ‘barnligt’ eller for ‘smart-i-en-fart’. Derudover er der også plads til en række humoristiske passager i løbet af bogen.

Der er skruet godt op for tempoet i bogen, og det er ikke mange pusterum, børnene får undervejs. Rigtig uhyggelig er den dog ikke, og et eller andet sted forventer man, at der kommer en let løsning til sidst, men her overrasker forfatteren. Som handlingen skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, at ‘De utilpassede’ ikke helt følger den samme skabelon, som mange andre børne- og ungdomsbøger, og det er ganske befriende.

Alt i alt en ganske fin læseoplevelse og en, man sagtens kan udsætte sine børn – eller andres – for.

Unremembered

Jeg kan ikke huske, hvornår denne bog røg på min huskeliste hos biblioteket, men den har efterhånden stået der et stykke tid, så nu var det på tide at få den læst!

‘Unremembered’ er skrevet af Jessica Brody og handler om en 16-årig pige, der bliver fundet som den eneste overlevende i et flystyrt på havet. Hun kan intet huske af ulykken eller af sit liv før denne, hendes fingeraftryk og DNA findes ikke i en eneste database, og hendes familie dukker ikke op, da medierne skriver om hende. Hvem er hun? Og hvorfor er hun den eneste overlevende? Da der dukker personer op, som åbenbart kender hende, ved hun ikke, om hun kan stole på dem, for der er tegn på, at der er folk, der tilsyneladende ikke vil hende det godt.

Denne bog virker meget som en standard YA-bog. Hele historien om pigen, der er dukket op under mystiske omstændigheder og intet kan huske, er et fint udgangspunkt men ikke super-originalt. Der er en del ting undervejs, som er lidt for lette at gennemskue, og jeg savnede i det hele taget lidt mere dybde i historien.

Jeg var lidt bekymret for kærlighedsvinklen i bogen, men den blev heldigvis ikke alt for cheesy, selvom jeg heller ikke helt blev overbevist om deres følelser. Til gengæld var hovedpersonen desværre den type kvindelig hovedperson, som hele tiden skulle reddes af andre (mænd), og det var samtidig pakket ind i en lidt for traditionel kærlighedshistorie med den mystiske dreng fra fortiden. Ikke lige noget for mig, der er til stærke, selvstændige kvinder.

På den positive side er det en bog med tempo i. Der er en fin fremdrift i historien, og derfor kan den være udmærket til lidt light læsning i ferien. Det er dog ikke en serie, jeg forventer at læse mere af.

Parasite

Hvis du har læst mine anmeldelser af ’The Newsflesh’-trilogien af Mira Grant, så er du nok ikke i tvivl om, at jeg elsker den serie. Alligevel skulle der gå flere år, før jeg atter kastede mig over en af hendes bøger – denne gang ’Parasite’, der er første bog i en serie.

’Parasite’ foregår i fremtiden, hvor det meste af menneskeheden ikke længere bliver ramt af sygdomme. Langt de fleste har nemlig fået indopereret en genetisk designet bændelorm, som er udviklet til at beskytte menneskene mod sygdomme og forbedre immunsystemet. Ormene har været en dundrende succes – indtil det en dag viser sig, at det har visse omkostninger at indoperere et væsen, som ikke er så gennemtestet, som det burde være. Det er noget, som hovedpersonen Sal kommer til at opleve på første hånd. Hun overlevede en voldsom bilulykke seks år forinden, hvor man mente, at det udelukkende var på grund af ormen, at hun ikke døde. Nu deltager hun i en lang række undersøgelser, og hun bliver snart en vigtig brik i opklaringen af, hvad der præcis sker, når ormen begynder at påvirke menneskekroppen mere og mere…

Det tog ret lang tid, før denne bog for alvor gjorde indtryk på mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på ’Newsflesh’-trilogien, som bare var en kende skarpere på alle niveauer – personerne var mere interessante, verdensopbygningen virkede mere gennemarbejdet, og plottet var mere fængende. Men ’Parasite’ endte dog med at være en glimrende læseoplevelse – ikke mindst på grund af slutspurten, hvor der lige pludselig faldt nogle brikker på plads.

Jeg havde det særlig svært med flere af personerne. Sal sagde mig ikke så meget, men det var i høj grad hendes forældre og deres temmelig aparte opførsel, som jeg havde svært ved at acceptere. Det virkede forceret og utroværdigt. Der sker dog ting undervejs, der langsomt fik mig til at forstå, hvorfor de handlede, som de gjorde.

Der var også tidspunkter, hvor plottet stod i stampe, og hvor jeg syntes, at det tog lidt for lang tid, før historien bevægede sig videre. Det var særligt frustrerende, når Sal igen og igen blev umyndiggjort og skubbet rundt som en brik i et større spil, men det var præcis, hvad hun var. Så selvom det var irriterende, fordi det var med til at trække fortællingen i langdrag, så gav det til en vis grad mening.

Jeg var ikke helt overbevist i forhold til de videnskabelige forklaringer. Her var ’The Newsflesh’-trilogien langt mere imponerende, og ’Parasite’ formår ikke for alvor at skræmme mig. Der er ganske enkelt for mange spørgsmål, der ikke blev besvaret – men som måske bliver det senere i serien?

Men i alt i alt en god læseoplevelse, og jeg regner bestemt med at læse videre i serien på et senere tidspunkt.

We are the Ants

Ja, jeg faldt for titlen. Den trickede bare et eller andet i mig, som gjorde, at jeg blev nødt til at inkludere den i mit sci-fi-læsetema.

‘We are the Ants’ er skrevet af Shaun David Hutchinton og handler om teenageren Henry, der med jævne mellemrum bliver bortført af rumvæsner. Han forstår ikke helt hvorfor, at de er så interesserede i ham, men de giver ham tilbuddet om at redde Jorden fra at gå under – han skal bare trykke på en rød knap. Det burde være et ret enkelt valg, men sådan er det ikke, for Henry føler ikke, at verden er værd at redde. Hans kæreste, Jesse, begik selvmord et stykke tid forinden, og oveni det bliver han mobbet i skolen. Især Marcus og hans venner er modbydelige, hvilket er endnu mere grotesk, da Marcus samtidig opsøger ham i hemmelighed for at kæle. Og så dukker den hemmelighedsfulde Diego pludselig op og får Henry til at tage sit liv op til genovervejelse. Hvad kan Henry egentlig gøre for at ændre sit liv til det bedre? Og er han interesseret i det, eller vil han bare give op?

Hvis du læser denne bog for at få en fuldfed sci-fi-oplevelse, så bliver du nok svært skuffet. Hvis du til gengæld læser ‘We are the Ants’, fordi du interesserer dig for velskrevne ungdomsbøger, så har du valgt korrekt. Sci-fi-temaet er temmelig sekundært for at sige det mildt – der er vitterlig ikke meget om rumvæsner eller lignende i bogen – men det gjorde mig ikke så meget, for det var en ret god læseoplevelse på andre punkter.

Først og fremmest er der persongalleriet, som var ganske vellykket. Jeg syntes især, at Marcus’ dobbelthed var meget spændende fortalt, for selvom han på ingen måde virkede sympatisk, så var der samtidig noget sårbart over ham, som gjorde, at jeg fik ondt af ham undervejs. Henry var en fin hovedperson, men han var nu først og fremmest interessant på grund af hans familie, der var tilpas quirky til at give ham visse udfordringer men på ingen måde den ultrasnagende og dominerende type, som ellers kan optræde som ‘skurke’ i ungdomsbøger. Her var en familie, der trods visse udfordringer faktisk fungerede langt hen ad vejen.

‘We are the Ants’ handler om at turde tro på sig selv og på andre, om kærlighed og håb, om at turde sige fra og være sig selv. Det er kort sagt mange af de essentielle ting, man gennemgår i teenageårene (og til dels også resten af livet), og den er så fint fortalt. En klar anbefaling herfra.

Alena

Da jeg var forbi biblioteket for nylig, kom der også en tegneserie med hjem. Jeg var faldet over ‘Alena’ af Kim W. Andersson, og jeg kunne ikke stå for den smukke forside.

‘Alena’ handler om teenagepigen af samme navn. Hendes bedste veninde, som er forelsket i hende, begår selvmord for øjnene af Alena. Et år efter er Alena plaget af tanker om veninden men også af flere af skolens piger, som synes, at Alena er en taber, der skal hakkes på. Det bliver ikke bedre af, at en af skolens lækre fyre viser interesse for hende, og mobberiet bliver grovere og grovere. Men Alena får uventet hjælp… en hjælp, hun måske i sidste ende helst ville undvære, da det blot får tingene til at eskalere.

Jeg syntes desværre ikke, at denne tegneserie var særlig original. Den klassiske historie med den fattige undermåler, der kanøfles af de rige overklassetøser, er bestemt ikke ny. Det behøver den heller ikke at være, hvis bare de enkelte personer var interessante, men de er desværre ret endimensionelle og kedelige. Alena selv fremstår utrolig svag, uselvstændig og kuet, mens overklassetøserne er ondskabsfulde og hidsige i en grad, hvor det bliver latterligt.

Historien er indsyltet i seksuelle frustrationer, der mere fremstilles som en billig pornofilm end som troværdige reaktioner. Det bliver dark og gritty på en temmelig klodset måde.

Der er et par twists undervejs, men de er ikke særlig overraskende, og det er synd, for det kunne have gjort tegneserien til en bedre læseoplevelse. I stedet bliver det lidt en meh-oplevelse, som dog er hurtigt overstået.

Lost Stars

Ind imellem er det nu rart at have en e-bog med i toget i stedet for en tyk bog, så det havde jeg i sidste uge, hvor jeg læste ‘Lost Stars’ af Claudia Gray. Jeg havde lånt bogen hos Ereolen Global, og jeg var ret spændt på, om det ville lykkes for forfatteren at skabe den helt rigtige Star Wars-stemning og samtidig skrive en selvstændig historie, der ikke ville være et total rip-off af filmene.

‘Lost Stars’ foregår otte år efter, at Imperiet har vundet magten, og Palpatine hersker. Rebellerne giver en del problemer, og krigen mellem Imperiet og rebellerne skærper til. Midt i krigen følger vi barndomsvennerne Ciena og Thane, der begge tjener i Imperiets flåde og som drømmer om at gøre karriere. Men de kan ikke stå inde for alt, hvad  Imperiet gør for at holde på magten, og især Thane begynder at tvivle på rigtigheden af, hvad Imperiet gør. Han deserterer, og pludselig befinder de to venner sig på hver sin side af en brutal og nådesløs krig. Hvem skal man så være loyal for – dem man elsker eller dem, man deler ideologi med?

 

Bogen strækker sig over tyve år og kommer gennem handlingen af de tre originale film (dvs. nr. 4, 5 og 6). Der var lige præcis nok referencer til handlingsforløb og hovedpersoner fra filmene til, at det skabte en fin ramme for bogens fortælling. Det føltes ikke påklistret eller kunstigt.

Selve historien er enkel men virkningsfuld. Det er historien om et tæt knyttet vennepar, der forelsker sig i hinanden, men som også ender på hver sin side af en konflikt, hvor der ikke er nogen lette løsninger. Jeg synes, at det lykkes fint med at beskrive de problemer, det skaber, hvor hovedpersonerne forsøger at være loyale over for deres egne holdninger men uden, at det vil skade vennen. En ultrasvær balancegang.

Der var på et tidspunkt – et lille stykke efter starten af bogen – hvor jeg syntes, at der gik lidt for meget traditionel ungdomsbog i den, men heldigvis drejede det sig kun om relativt få sider, og resten af bogen var en fornøjelse at læse.

Jeg var også vild med, at de to hovedpersoner tjente hos Imperiet, for det gav et indblik i, hvordan den helt almindelige soldat i Imperiets hær troede på, at de gjorde det rigtige. Det var en langt mere spændende fortælling, end hvis forfatteren havde valgt den lette løsning og taget udgangspunkt i rebellerne.

Det endte faktisk med, at ‘Lost Stars’ var langt bedre, end jeg turde tro på – også selvom den havde en ret høj rating på Goodreads. Jeg fik virkelig lyst til at gense filmene, så det håber jeg på at gøre, inden næste Star Wars-film har premiere.

The Girl of Ink and Stars

Jeg må indrømme, at jeg blev draget af den smukke forside til ’The Girl of Ink and Stars’. Ikke kun på grund af den fine illustration men også på grund af den magiske og dragende titel. Den lød som en rigtig sommerferie-bog, så den havde jeg naturligvis taget med på ferien.

Bogen er skrevet af Kiran Millwood Hargrave og handler om den fattige pige Isabella, der bor på en ø, hvor der er stor forskel på rig og fattig. Hun er i al hemmelighed venner med guvernørens datter, Lupe, men deres venskab bliver udfordret, da Lupe vælger at sende en pige ud til en plantage for at hente frugt. Pigen vender dog ikke tilbage, men man finder senere hendes lemlæstede lig. Isabella anklager rasende Lupe for at være skyld i pigens død, og Lupe stikker såret af for at prøve at finde morderne og gøre alt godt igen. Det er starten på en rejse ud i vildnisset, hvor sære monstre hersker, og hvor mennesker ikke bør sætte deres fødder.

Da jeg gik i gang med denne bog, håbede jeg, at den havde lidt af den samme magiske stemning som ’Tiger Lily’, og det havde den faktisk også i starten. Bogen foregår på en mystisk og frodig ø, hvor onde kræfter hersker i det skjulte, og jeg så frem til en spændende og forunderlig fortælling. Desværre levede bogen ikke op til dette. Starten var god, men der gik ikke lang tid fra, at Lupe forsvandt, og Isabella rejste efter hende, til at historien blev mere og mere mærkelig – og ikke på den gode måde.

Det er svært at sætte fingeren præcist på, hvad der gik galt overvejs. Det virkede som om, at historien fuldstændig skiftede stil, og den mystiske stemning blev erstattet af noget andet. Jeg syntes desværre ikke, at den myte, som resten af bogen handlede om, var indarbejdet særlig godt i historien, og det virkede i det hele taget som om, at forfatteren ikke kunne blive helt enig med sig selv om, hvad det var for en bog, som personen ville skrive. Den ville for meget på én gang, og derfor faldt den fra hinanden.

Slutningen er fin men også rimelig forudsigelig, og jeg sad derfor tilbage med en oplevelse af, at her var potentialet til en rigtig fin historie, som bare ikke blev udnyttet særlig godt.

The Territory

I løbet af sommerferien i Frankrig brugte jeg en del tid i poolen, så den skulle naturligvis også med på en af bogbillederne 🙂

Nå, spøg til side. ‘The Territory’ er skrevet af Sarah Govett og er første del i en dystopisk serie. Bogen foregår i 2059 og følger den 15-årige Noa, der – ligesom sine jævnaldrende – er ved at gøre sig klar til de sidste prøver. De prøver, der skal vise, hvem af dem, der får lov til at blive i den lille del af området, der ikke er oversvømmet, og hvem af dem, der ender med at blive jaget ud i sumpen. Det er selvfølgelig let for de rige børn, som blot kan downloade hele pensum via en elektronisk ‘node’ i deres hjerne, mens de andre børn må terpe hårdt. Noa håber på at klare sig igennem, men da hendes forældre ikke ønskede, at hun skulle opereres i hjernen, ved hun godt, at chancerne ikke er store.

Dette er på mange måder en klassisk ungdoms-dystopi. En helt almindelig pige skal klare sig igennem en prøve i et samfund, hvor der er social ulighed, og hvor oprøret ulmer under overfladen. Samtidig forelsker hun sig i en mystisk fyr, der netop er kommet til skolen, mens hendes bedste ven har svært ved at acceptere det. Der er egentlig ikke så meget nyt til denne genre, men hvis du kan lide ovenstående koncept, vil du sandsynligvis også kunne lide ‘The Territory’.

Jeg syntes, at rammen for fortællingen – den oversvømmede verden – var det mest interessante, men desværre havde forfatteren ikke gjort så meget ud af den, som jeg havde håbet. Jeg ville gerne have dykket (sorry) mere ned i verdensbeskrivelsen, men jeg syntes desværre, at vi kun blev ved overfladen (dobbelt sorry).

Jeg var ok underholdt, men så heller ikke mere. Historien er fint fortalt, men jeg har hørt den adskillelige gange før, og jeg savnede virkelig overraskelser undervejs. Det er som sagt første bog i en serie, og pt. regner jeg ikke med at læse de næste bøger.