The Coldest Girl in Coldtown

Lige før jul jeg endnu en bog, som længe har stået på min to-read-liste – nemlig ‘The Coldest Girl in Coldtown’. Bogen er skrevet af Holly Black, og jeg var ret spændt på, om den ville være lige så spændende som oplægget.

Bogens hovedperson, Tana, vågner op i et badekar efter en vild teenagefest. Da hun træder ind i stuen, ser hun til sin skræk, at hendes klassekammerater er blevet dræbt af vampyrer – det vil sige alle undtagen én. Hun finder ekskæresten Aidan bundet til en seng. Han er blevet bidt og derefter efterladt sammen med en lænket vampyr, Gavriel. En absurd scene, der ikke bliver bedre af, at Tana snart opdager, at vampyrerne er på vej tilbage, og at hun skal træffe en hurtig beslutning om, hvad hun vil gøre ved Aidan og vampyren. Hun sørger for, at de alle tre kan flygte derfra, og snart er de på vej mod Coldtown. Det er her, man sender vampyrer og dem, der er smittede, men det er også et sted, der tiltrækker dem, der fascineres af vampyrer og deres udødelighed.

Dette var en ret svingende læseoplevelse. Starten var spændende og medrivende, men så kom der en ret lang periode, hvor jeg savnede tempo og fremdrift i historien. Det tog dem lidt for lang tid at komme til Coldtown, og det var først her, der for alvor kom gang i historien igen. Til gengæld sker der så også en hel del dramatiske ting, og uden at røbe for meget kan jeg godt sige, at det her ikke er en tuttenuttet feel-good-vampyrhistorie.

Persongalleriet er bredt, og jeg synes, at især Midnight og Winter tilføjer en skæv vinkel til historien, som både er interessant men også så speciel, at jeg havde svært ved at bestemme mig for, om jeg syntes, deres opførsel var troværdig eller ej. Uanset hvad er deres type et sjældent syn i persongalleriet i ungdomsbøger.

Jeg var – selvfølgelig – ikke særlig begejstret for Tanas og Gavriels forbindelse. Det blev lidt for forudsigeligt, og så er jeg generelt træt af hovedpersoner, der er så goddamn hot!

Samlet set en udmærket læseoplevelse men ikke en, der for alvor imponerede mig. Jeg kunne godt lide, at den var så dramatisk og på ingen måder tilgivende, men der var også passager, der kedede mig, ligesom der var flere valg undervejs, som jeg ikke syntes gav mening.

Vampire Academy 1 – graphic novel

vaJeg er tydeligvis inde i en stime af anmeldelser af bøger og tegneserier, jeg har lånt fra Ereolen Global. For nylig læste jeg nemlig første bind i tegneserieudgaven af ’Vampire Academy’. Jeg har aldrig læst bøgerne – eller set tv-serien for den sags skyld – men jeg blev alligevel fristet, da jeg faldt over det første hæfte.

Det første hæfte følger handlingen i den samme bog. Her har de to gode venner, Alissa og Rose, været på flugt i et par år, men bliver dog fundet og bragt tilbage til St. Vladimir’s Academy. Det er en high school for vampyrer og halvblods, mens selvom eleverne ikke er almindelige dødelige, så minder konflikterne på skolen meget om de skærmydsler, der er på en normal high school. Alissa og Rose bliver snart rodet ud i forskellige problemer, hvor deres venskab kommer på prøve.

Jeg synes, at tegnestilen er meget passende til historien – sådan lidt ’pæn manga’-stil (dog med mere tydelige ansigtstræk) – ligesom farvevalget passer godt til stemningen. Historien er… hrm… sådan på det jævne. Der var tidspunkter, hvor handlingen virkede forhastet – mest i anden halvdel, og det virkede lidt, som om tegnerne var ved at løbe tør for plads. Det er dog svært for mig at vurdere, da jeg ikke har læst de oprindelige bøger, så jeg kan ikke afgøre, om der er udeladt noget i dette hæfte i forhold til originalen. Jeg har derfor heller ingen holdning til, hvordan denne tegneserieudgave er i forhold til de oprindelige bøger. Jeg var ok underholdt, og selvom det langt fra var den bedste tegneserie/graphic novel, jeg har læst i år, så kan jeg dog godt finde på at læse det næste hæfte i serien, hvis jeg finder et sted, hvor jeg kan låne den.

Anno Dracula

Hvad får man, hvis man kombinerer Dracula, Jack the Ripper og Sherlock Holmes i en version af Victoriatidens London, hvor Dracula er gift med Dronning Victoria, og hvor vampyrerne er ved at overtage magten i samfundet? Ja, umiddelbart lyder det som oplægget til en halvplat bog, men jeg blev heldigvis positivt overrasket, da jeg endelig fik taget mig sammen til at læse ‘Anno Dracula’ af Kim Newman.

Bogen tager som sagt udgangspunkt i en verden, hvor Dracula på listig vis er blevet gift med Englands Dronning Victoria og dermed har åbnet op for vampyrernes vej til magten. Menneskene er splittet mellem dem, der higer efter vampyrernes fristende udødelighed og dem, der fortsat mener, at det levende menneske er idealet. I ‘Anno Dracula’ følger man blandt andet Dr. Seward og Lord Godalming, der som bekendt er med i Bram Stokers ‘Dracula’, og de tackler den nye situation vidt forskelligt, selvom de begge kæmpede mod Dracula i sin tid. Samtidig er en massemorder i gang med at dræbe kvindelige vampyr-prostituerede, og Mycroft fra Sherlock Holmes er indblandet i opklaringsarbejdet.

Der er kort sagt rigtig megen litterær ‘namedropping’ i denne bog, men forfatteren formår overraskende nok at gøre det meningsfuldt, så det ikke ender i en plat konkurrence om at referere til så mange bøger som muligt. Bogen er heller ikke humoristisk men tilpas dyster uden at blive decideret deprimerende.

Jeg kunne rigtig godt lide grundideen, dvs. at vampyrerne er godt i gang med at tage magten i slutningen af 1800-tallets London. Samtidig nød jeg også, hvordan forfatteren havde flettet hele Dracula-historien ind i bogen, for selvom Dracula i sig selv var meget lidt til stede i historien, så fyldte de øvrige personer fra den originale fortællingen meget i ‘Anno Dracula’. Det passede også fint ind, da forfatteren valgte at gøre Jack the Ripper til en af de vigtige plottråde i historien, men jeg blev nu lidt bekymret, da Mycroft kom på banen. Jeg frygtede, at det udviklede sig til en Sherlock Holmes-historie (ikke at der er noget galt med Sherlock – det ville bare blive for meget i denne sammenhæng), men det gjorde det heldigvis ikke.

Den første tredjedel havde et lidt ujævnt tempo, og der var flere døde perioder (pun intended), men historien blev mere og mere fængende, og jeg var til sidst ret spændt på, hvordan bogen ville ende. Her blev jeg overrasket på flere måder – både indholdsmæssigt men også i forhold til bogens tykkelse, for det viste sig, at de sidste 100 sider i bogen var forfatterens noter om de utallige litterære referencer, der er i bogen. Supernørdet og underholdende at læse.

‘Anno Dracula’ overraskede positivt, så det er en serie, jeg regner med at læse videre i. Det kan dog godt være, jeg udskyder det til efteråret, for nu hvor foråret trænger sig på, virker det en smule malplaceret at læse om vampyrer i Londons mørke, dystre gader… 🙂

Født ved midnat

‘Født ved midnat’ er første bog i serien ‘Shadow Falls’. Den har længe stået på min huskeliste over lydbøger på Ereolen.dk, men jeg har tøvet med at låne den, for alene forsiden tydede på, at bogen ikke ville falde i min smag. Når jeg kiggede på andre bogbloggeres rating af bogen på Goodreads, så var det da også en bog, der virkelig skilte vandene – enten elskede folk den og gav den enten 4 eller 5 stjerner – eller også hadede de den og gav den en enkelt sølle stjerne.

Godt så. Selvom jeg frygtede, at jeg ville høre til sidste kategori, så kunne jeg ikke nære mig til sidst og lånte den. Det er jo sommer, og så er det tid til lidt mere light læsning…

Bogen er skrevet af C. C. Hunter og handler om teenagepigen Kylie, der har problemer på hjemmefronten. Forældrene skal skilles, og de beslutter sig samtidig for at sende Kylie på sommerlejren ‘Shadow Falls’, som efter sigende er en lejr for unge med adfærdsproblemer. Kylie synes ikke selv, hun passer ind, og hun finder da også snart ud af, at ‘adfærdsproblemerne’ dækker over, at alle de unge har paranormale evner. Der er varulve, vampyrer, hekse og mange flere væsner, og Kylie er både chokeret – og urolig, for hvorfor er hun der? Hun har da ikke overnaturlige evner? Men de andre overbeviser hende om, at hendes evner nok skal vise sig, og da hun hurtigt finder sig flere venner blandt de andre lejrdeltagere, så begynder hun lige så stille at falde til.

Denne bog startede godt. Det virkede som en hyggelig bog med et interessant koncept og skrevet med et glimt i øjet. Jeg kunne godt lide humoren, der viste sig tidligt i bogen, og selvom selve rammen for historien ikke var nytænkende – den mindede meget om ‘Hex Hall’ – så var jeg alligevel positivt stemt. Men… så begyndte det at gå ned af bakke…

Lad os starte med Kylie. Ikke lige min type hovedperson. Hun virkede lidt for langsomt opfattende og var i det hele taget utrolig lidt opmærksom på sine omgivelser og ikke mindst sine venners velbefindende. Det skyldtes måske, at hun havde utrolig travlt med at være centrum for adskillelige lækre fyres opmærksomhed. Det var ikke bare et trekantsdrama – som jeg hader – nej, der var hele tre fyre, der bejlede til hende. To ret forskellige fyre fra sommerlejren samt hendes mærkelige eks, der også dukkede op undervejs. Hun kunne søreme ikke finde ud af, hvilken af fyrene hun bedst kunne lide, så hun kyssede med dem alle sammen og blev derefter sur, da hun troede, at den ene af dem var forelsket i en anden pige. Tal lige om dobbeltmoral…

Det virkede ikke, som om hun var kalkulerende og manipulerende – bare utrolig egocentrisk og uopmærksom. Og så var det jo sååå svært at vælge… Suk!

Kylies overnaturlige evner var der naturligvis megen mystik omkring, og det var egentlig ikke særlig overraskende, at forfatteren var meget længe om at afsløre noget om Kylies evner. Men det kom til at virke meget kunstigt, og jeg blev irriteret over det til sidst. Fisken på disken, tak!

Bogen rummer flere af de almindelige teenage-emner såsom følelsen af at være udenfor og at være utilstrækkelig, hvilket er fint, men jeg syntes, at det talte til bogens fordel, at den også havde emnet skilsmisse med. Det fungerede fint og gjorde historien en anelse mere nærværende og troværdig.

Alt i alt var dette ikke en bog for mig. Jeg hadede den ikke, men jeg syntes heller ikke, den havde noget nyt eller særligt at byde på. Derudover brød jeg mig som sagt ikke om kærlighedsdelen, som kom til at virke lige så kunstig og beregnende som de fleste kærlighedshits fra diverse boybands gennem de sidste 20 år. For mange ligegyldige tungeslaskere og for få dybe følelser.

De fordømtes dronning

Jeg er i gang med den kendte vampyr-serie af Anne Rice. Jeg læste ‘En vampyrs bekendelser’ for et par år siden og ‘Mørkets fyrste’ for ganske nylig.

I den tredje bog i serien, ‘De fordømtes dronning’, har vampyren Lestat vækket moderen over alle vampyrer, Akasha, og det viser sig at have katastrofale konsekvenser. Akasha hader mænd, for hun mener, at de bær skylden for krig og alskens forbrydelser, så hun ønsker at udslette dem. Der er dog en enkelt undtagelse – Lestat – men ellers er hun forhippet på at dræbe så mange mandlige vampyrer som muligt. I vampyrsamfundet er der stor usikkerhed med hensyn til, hvordan Akasha skal stoppes, og samtidig begynder alle vampyrer at drømme om to gådefulde, rødhårede tvillinger. Hvem er de, og hvad er deres rolle i dette her?

Denne bog testede virkelig min tålmodighed, og var det ikke fordi, den stod på min to-read-liste for denne måned, så havde jeg lagt den fra mig allerede på et tidligt stadie. Det er trods alt ikke sjovt at kæmpe sig igennem en 600 siders bog, og da slet ikke, når det drejer sig om frivillig læsning. Men jeg gjorde det… og tog samtidig beslutningen om, at nu behøver jeg ikke at læse flere Anne Rice-bøger lige foreløbig! Jeg nåede kun tre bøger i denne måned, inden jeg tog den beslutning, men jeg har virkelig ikke været særlig imponeret over de bøger, jeg har læst, og jeg forstår heller ikke helt, hvordan hun har opnået den kultstatus med disse bøger.

Og hvad er problemet så med denne bog? Først og fremmest syntes jeg, at den var rodet. Denne gang fulgte man flere personer, men jeg savnede en mere tydelig sammenkobling fra start, ligesom jeg havde svært ved at interessere mig for mange af de nye personer – de fængede ganske enkelt ikke! Hist og pist var der dog interessante kapitler, men der var for langt imellem. Samtidig var der hele heksevinklen, som jeg ikke kunne forlige mig med. Det blev lidt for 90’er-agtigt til mig (underforstået – på den dårlige måde!). Jeg syntes ganske enkelt ikke, det passede ind.

Bogen er meget langtrukken, og ligesom i ‘Mørkets fyrste’ følte jeg til tider, at personerne talte udelukkende for at høre dem selv snakke og ikke fordi, de havde noget interessant at sige. Lange, laaaange scener som mest af alt virkede som et trick til at skrive en ekstra tyk bog. Suk.

Det er helt klart en af de mest trælse bøger, jeg har læst i år, og jeg har svært ved overhovedet at finde på noget positivt at sige om den. Jeg skal helt sikkert ikke læse mere af den serie.

Heartless & Timeless

 ‘Heartless’ og ‘Timeless’ er begge skrevet af Gail Carriger og er hhv. fjerde og femte bog i ‘Parasol Protectorate’-serien. Læs mine tidligere anmeldelser af ‘Soulless’ samt ‘Changeless’ og ‘Blameless’.

Det er ret svært at skrive en opsummering af hhv. ‘Heartless’ og ‘Timeless’ uden at røbe alt for meget af handlingen fra de foregående bøger, så jeg vil i stedet bruge indlægget til at fremhæve de gode og de dårlige ting ved serien.

‘Parasol Protectorate’ har – det meste af tiden – været en positiv læseoplevelse. Jeg tøvede længe, inden jeg gik i gang med serien, for jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville finde den plat og ligegyldig. Men jeg tog fejl. Bevares, den ER ind imellem plat og fjollet, men den fik mig til at grine, for ja – jeg har ret dårlig humor. Alexia Tarabotti er en gæv kvinde, der ikke står tilbage for mændene – hverken verbalt eller fysisk – og jeg har jo en svaghed for kvindelige hovedpersoner med ben i næsen. Samspillet mellem hende og hr. Maccon er også ganske fornøjeligt.

Forfatteren har en interessant fortolkning af vampyrer og varulve i serien, som fungerer godt i denne sammenhæng, og hele ideen med at blande det med steampunk er ret sjov. Jeg synes dog godt, at forfatteren kunne have skruet endnu mere op for steampunk-elementerne, men det er jo en smagssag.

Der er en del gentagelse i serien – der kommenteres for eksempel tit på Alexias udseende – og det er lidt synd, for det kan let opfattes som om, at forfatteren taler ned til læseren, og det er næppe hensigten.

Denne serie er light underholdning – og ikke mere end det. Hvis du tror, at det er en alvorlig og dyster steampunk-serie med fantasyelementer, så bliver du slemt skuffet. Hvis du derimod har lyst til at slippe tøjlerne fri og få dig et billigt grin over emsige adelsfrøkener, fimsede vampyrer og hidsige varulve, så har du muligheden her.

Mørkets fyrste

For et par år siden fik jeg endelig taget mig sammen til at læse ‘En vampyrs bekendelser’ – første bog i Anne Rices berømte vampyrserie. Det fik mig til at indse, at jeg har mange af hendes bøger stående… uden nogensinde at have læst dem! Det var derfor ret oplagt, at en af mine udfordringer i år skulle være at få læst nogle Anne Rice bøger, så det vil jeg gøre her i november måned.

‘Mørkets fyrste’ er anden bog i vampyrserien. Hovedpersonen her er vampyren Lestat, som også var med i første bog, men selvom der er en række referencer til første bog, så synes jeg egentlig godt, at ‘Mørkets fyrste’ kan læses alene. I denne bog vågner Lestat op i 1984 efter lang tids dvale, beslutter han sig for at blive rockstjerne. Han opdager folks interesse i bogen ‘En vampyrs bekendelser’ og ikke mindst den (negative) rolle, som Lestat har i den. Det image vil Lestat siddende på sig, så han beslutter sig for at fortælle sin egen livshistorie, og dermed bliver ‘Mørkets fyrste’ en lang fortælling om Lestats liv fra skabelsen som vampyr og de næste århundrede som udødelig.

Dette var en ret blandet læseoplevelse. De første 200-300 sider slugte jeg hurtigt. Her svulmede teksten af følelser, og den var både depraveret, intrigant og destruktiv – meget den stil, jeg forbinder vampyrerne med. Men cirka halvvejs i bogen begyndte jeg at kede mig. Der optrådte vampyrer, der ikke interesserede mig, og jeg syntes, at handlingen gentog sig selv og ikke rigtig kom nogen steder. Det blev først spændende igen, da bogen pludselig begyndte at handle om vampyrernes oprindelse, hvor forfatteren havde en meget interessant forklaring på deres ophav. Slutningen var lige lovlig forhastet – men omvendt interesserede den mig ikke så meget, så det var ikke det store tab.

Jeg havde det lidt svært med rammefortællingen – at Lestat ønsker at blive rockstjerne – men omvendt fyldte den så lidt, at den ikke kom til at betyde særlig meget for læseoplevelsen. Det betød dog også, at jeg virkelig undrede mig over, hvorfor forfatteren overhovedet brugte det i bogen. Det virkede meget påklistret og unødvendigt.

Lestat er en interessant hovedperson, og af samme grund er jeg også glad for, at jeg læste bogen, for den indeholdt en række spændende vinkler på vampyrlivet og de konsekvenser, det har. Men bogen havde en lidt sær opbygning og føltes meget ujævn at læse, hvilket efterlod mig med ret blandede følelser overfor bogen – og bange anelser mht. hvordan resten af vampyrserien vil udvikle sig.

‘En vampyrs bekendelser’ er i mine øjne en langt bedre bog, hvor der er knapt så meget sniksnak som i ‘Mørkets fyrste’. Men jeg har fortsat planer om at læse den næste bog i serien.

Changeless og Blameless

Dette er anden og tredje bog i ‘Parasol Protectorate’, som er skrevet af Gail Carriger. Det er en steampunk- og fantasyserie, som består af fem bøger. Den første bog, ‘Soulless’, læste jeg på dansk, men da oversættelsen ikke var synderlig god, og da jeg ikke ville vente på, at resten af serien blev oversat, endte jeg med at købe de engelske bøger.

Jeg kan ikke give et resumé af handlingen i ‘Changeless’ og ‘Blameless’ uden at afsløre alt for meget, men jeg vil prøve at sammenligne min læseoplevelse i forhold til den første bog i serien.

Først og fremmest er det en klar fordel at læse bøgerne på engelsk. Der er ganske vist flere udtryk, jeg ikke kendte i forvejen, og da det jo også er en kombination af steampunk og fantasy, så inddrager hovedpersonerne også ind imellem opfindelser, som ikke findes i virkeligheden og derfor kan det være lidt forvirrende, når de introduceres.

I ‘Changeless’ introduceres flere nye og interessante bipersoner, som i den grad bidrager til både handling og stemning i bogen. Man kan roligt sige, at denne serie har nogle ret… skæve… personligheder, og det giver en lang række forviklinger og sjove episoder. Visse konflikter virker en anelse forcerede, og jo – nogle af personerne er også ret karikerede – men historien fortælles hele tiden med et tydeligt glimt i øjet, og jeg kan altså tilgive en del, når en serie har en så karakterfast kvindelig hovedperson som Alexia. Hun er virkelig underholdende at følge!

Jeg morede mig kosteligt, da jeg læste ‘Changeless’, men det kneb lidt mere, da jeg fortsatte til ‘Blameless’. ‘Changeless’ slutter på en lidt irriterende måde, som (desværre) også præger handlingen i den efterfølgende bog. Det virkede lidt som om, at serien tabte pusten. Der var ikke så megen fornyelse i denne bog, og meget af handlingen kørte i ring, så man som læser følte, at man ikke kom nogen vegne. Det var, som om forfatteren var gået lidt i stå og blot gentog noget, der havde stået i de tidligere bøger, og det irriterede mig. Samtidig var persongalleriet mere begrænset, og flere af mine yndlingspersoner var kun med i en enkelt scene eller to.

Til forsvar for ‘Blameless’ vil jeg dog også nævne, at den slutter af på en måde, så jeg allerede nu sidder og spekulerer på, hvad der mon vil ske i næste bog, og jeg håber derfor, at jeg får tid til at læse både 4. og 5. bog her i løbet af efteråret. Selvom ‘Blameless’ ikke var nær så god som de to første bøger i serien, så er serien stadig ganske underholdende, og jeg ser frem til flere timer i selskab med den paraplysvingende Alexia.

Soulless – Sjælesluger

Jeg vil rigtig gerne læse mere steampunk, men jeg er desværre ikke stødt på så mange interessante bøger i denne genre. For nogle måneder siden surfede jeg på Goodreads for at finde inspiration, og her faldt jeg over Soulless-serien. Jeg kunne dog ikke helt lure, om den var noget for mig – lød den ikke en anelse fjollet og over-the-top – men da den blev oversat til dansk for nylig og samtidig lagt på e-reolen.dk, så var det simpelthen for fristende…

‘Soulless – Sjælesluger’ er skrevet af Gail Carriger og er første del i serien om Alexia Tarabotti, der lever i Victoriatidens London, hvor vampyrer og varulve udgør en helt naturlig del af befolkningen. Alexia er sjælløs – dvs. en person, der kan neutralisere de overnaturliges evner og gøre dem menneskelige, hvis hun rører dem. Det ved hendes familie ganske vist ikke, men varulvene og vampyrerne, som hun omgås, er godt klar over det. Alexias familie er mere optaget af, at hun ikke er gift endnu og – oh gru – måske aldrig bliver det! For hvem er dog interesseret i denne lidt sære, rapkæftede unge kvinde med ben i næsen? Altså udover den vampyr, som overfalder hende til et bal og som roder hende ud i problemer – vel at mærke af den livsfarlige slags…

Jeg blev positivt overrasket over, hvor sjov denne bog var. Jeg tog mig selv i at fnise højlydt flere gange, inden jeg måtte overgive mig helt og grine, hver gang Alexia for alvor foldede sig ud – og det gjorde hun tit!

Alexia er en gæv pige, og jeg elskede hendes rapkæftede, fandenivoldske stil, som måske er en anelse upassende for Victoriatiden – men hey, det er jo ikke en historisk roman men en fiktiv historie! Det kan godt være, at hun er pebermø, men hun forstår dog i den grad at snøre adskillelige herrer om sin lillefinger, og så er hun skarp i replikken, hvilket giver nogle herlige samtaler undervejs. Samtidig er jeg vild med, at hun ikke er et lille yndigt nips men faktisk en kvinde, der både har til gården og gaden – som man siger. 

Der er fuld fart på handlingen i bogen, så der er ikke rigtig tid til at kede sig undervejs. Der kunne måske godt være redigeret lidt her og der, men mit største kritikpunkt er dog sproget, som til tider virker ret kluntet. Jeg tror dog, at det skyldes oversættelsen (visse sætninger virker meget konstruerede, og det tyder på at være i oversættelsen til dansk, det er gået galt), og derfor har jeg tænkt mig at læse næste bog i serien på engelsk.

Jeg havde nok håbet på lidt mere steampunk-følelse – det er ikke fordi, at det teknologiske aspekt fylder voldsomt meget i bogen – men til gengæld var bogen langt mere underholdende, end jeg havde turdet håbe på, så nu har jeg bestilt de næste bøger i serien. Dette er en rigtig fin, lettilgængelig og underholdende bog, som jeg vil anbefale, hvis du vil have et godt grin eller blot trænger til lidt hyggelig ferielæsning.

Bloodthirsty

Denne lille bog faldt jeg for, da jeg så den i en book-haul-video på Youtube – også selvom jeg sjældent læser humoristiske bøger.

‘Bloodthirsty’ er skrevet af Flynn Meaney og handler om den 15-årige Finbar Frame, som er den klassiske, ranglede nørd, der ikke rigtig kan finde ud af det der med piger. Det gør det ikke bedre, at hans tvillingebror, Luke, er den lækre, muskuløse fyr, som alle pigerne sukker over.

Finbar ved ikke rigtig, hvad han skal gøre for at komme i kontakt med pigerne – eller bare i det hele taget være lidt mere populær i skolen – indtil den dag, hvor han og Luke skal starte på hver sin skole. Nu har Finbar mulighed for at få et nyt image – ja han kan jo selv være med til at forme det. Men hvordan gør man det, når man er en tynd, genert fyr, der er allergisk over for solskin?

Hov vent… solskin… er der ikke noget med, at vampyrer ikke kan tåle solskin? Og er der ikke noget med, at piger er VILDE med vampyrer? Inspireret af en pige, Finbar møder i toget, beslutter han sig for at blive vampyr.

Jeg kan godt lide tanken om den unge, smådesperate nørd, der prøver at udgive sig for at være vampyr for at score piger. I betragtning af hvor hotte vampyrer har været de senere år, er det en sjov og oplagt idé, selvom den ikke er videre realistisk.

Jeg havde håbet, at vinklen var lidt mere ekstrem – at hovedpersonen gjorde endnu mere ud af at være vampyr-agtig og mystisk – men det halter lidt undervejs. Det bliver i hvert fald ret søgt, at der skulle være piger, der tror på hans cover.

Personkarakteristikken er overfladisk og ikke specielt interessant. Den bygger meget på stereotyper, og selvom hovedpersonen er både sød og let at holde af, så kunne der godt have været lidt mere kød på personerne. Godt nok er det humor, men personerne må nu godt virke lidt mere levende og nuancerede.

Det er en sød og tilforladelig bog, og selvom det ikke er den store litterære oplevelse at læse den, så er den ikke desto mindre en fin lille og hyggelig bog, som man kan slappe af med en eftermiddag.