Født ved midnat

‘Født ved midnat’ er første bog i serien ‘Shadow Falls’. Den har længe stået på min huskeliste over lydbøger på Ereolen.dk, men jeg har tøvet med at låne den, for alene forsiden tydede på, at bogen ikke ville falde i min smag. Når jeg kiggede på andre bogbloggeres rating af bogen på Goodreads, så var det da også en bog, der virkelig skilte vandene – enten elskede folk den og gav den enten 4 eller 5 stjerner – eller også hadede de den og gav den en enkelt sølle stjerne.

Godt så. Selvom jeg frygtede, at jeg ville høre til sidste kategori, så kunne jeg ikke nære mig til sidst og lånte den. Det er jo sommer, og så er det tid til lidt mere light læsning…

Bogen er skrevet af C. C. Hunter og handler om teenagepigen Kylie, der har problemer på hjemmefronten. Forældrene skal skilles, og de beslutter sig samtidig for at sende Kylie på sommerlejren ‘Shadow Falls’, som efter sigende er en lejr for unge med adfærdsproblemer. Kylie synes ikke selv, hun passer ind, og hun finder da også snart ud af, at ‘adfærdsproblemerne’ dækker over, at alle de unge har paranormale evner. Der er varulve, vampyrer, hekse og mange flere væsner, og Kylie er både chokeret – og urolig, for hvorfor er hun der? Hun har da ikke overnaturlige evner? Men de andre overbeviser hende om, at hendes evner nok skal vise sig, og da hun hurtigt finder sig flere venner blandt de andre lejrdeltagere, så begynder hun lige så stille at falde til.

Denne bog startede godt. Det virkede som en hyggelig bog med et interessant koncept og skrevet med et glimt i øjet. Jeg kunne godt lide humoren, der viste sig tidligt i bogen, og selvom selve rammen for historien ikke var nytænkende – den mindede meget om ‘Hex Hall’ – så var jeg alligevel positivt stemt. Men… så begyndte det at gå ned af bakke…

Lad os starte med Kylie. Ikke lige min type hovedperson. Hun virkede lidt for langsomt opfattende og var i det hele taget utrolig lidt opmærksom på sine omgivelser og ikke mindst sine venners velbefindende. Det skyldtes måske, at hun havde utrolig travlt med at være centrum for adskillelige lækre fyres opmærksomhed. Det var ikke bare et trekantsdrama – som jeg hader – nej, der var hele tre fyre, der bejlede til hende. To ret forskellige fyre fra sommerlejren samt hendes mærkelige eks, der også dukkede op undervejs. Hun kunne søreme ikke finde ud af, hvilken af fyrene hun bedst kunne lide, så hun kyssede med dem alle sammen og blev derefter sur, da hun troede, at den ene af dem var forelsket i en anden pige. Tal lige om dobbeltmoral…

Det virkede ikke, som om hun var kalkulerende og manipulerende – bare utrolig egocentrisk og uopmærksom. Og så var det jo sååå svært at vælge… Suk!

Kylies overnaturlige evner var der naturligvis megen mystik omkring, og det var egentlig ikke særlig overraskende, at forfatteren var meget længe om at afsløre noget om Kylies evner. Men det kom til at virke meget kunstigt, og jeg blev irriteret over det til sidst. Fisken på disken, tak!

Bogen rummer flere af de almindelige teenage-emner såsom følelsen af at være udenfor og at være utilstrækkelig, hvilket er fint, men jeg syntes, at det talte til bogens fordel, at den også havde emnet skilsmisse med. Det fungerede fint og gjorde historien en anelse mere nærværende og troværdig.

Alt i alt var dette ikke en bog for mig. Jeg hadede den ikke, men jeg syntes heller ikke, den havde noget nyt eller særligt at byde på. Derudover brød jeg mig som sagt ikke om kærlighedsdelen, som kom til at virke lige så kunstig og beregnende som de fleste kærlighedshits fra diverse boybands gennem de sidste 20 år. For mange ligegyldige tungeslaskere og for få dybe følelser.

Heartless & Timeless

 ‘Heartless’ og ‘Timeless’ er begge skrevet af Gail Carriger og er hhv. fjerde og femte bog i ‘Parasol Protectorate’-serien. Læs mine tidligere anmeldelser af ‘Soulless’ samt ‘Changeless’ og ‘Blameless’.

Det er ret svært at skrive en opsummering af hhv. ‘Heartless’ og ‘Timeless’ uden at røbe alt for meget af handlingen fra de foregående bøger, så jeg vil i stedet bruge indlægget til at fremhæve de gode og de dårlige ting ved serien.

‘Parasol Protectorate’ har – det meste af tiden – været en positiv læseoplevelse. Jeg tøvede længe, inden jeg gik i gang med serien, for jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville finde den plat og ligegyldig. Men jeg tog fejl. Bevares, den ER ind imellem plat og fjollet, men den fik mig til at grine, for ja – jeg har ret dårlig humor. Alexia Tarabotti er en gæv kvinde, der ikke står tilbage for mændene – hverken verbalt eller fysisk – og jeg har jo en svaghed for kvindelige hovedpersoner med ben i næsen. Samspillet mellem hende og hr. Maccon er også ganske fornøjeligt.

Forfatteren har en interessant fortolkning af vampyrer og varulve i serien, som fungerer godt i denne sammenhæng, og hele ideen med at blande det med steampunk er ret sjov. Jeg synes dog godt, at forfatteren kunne have skruet endnu mere op for steampunk-elementerne, men det er jo en smagssag.

Der er en del gentagelse i serien – der kommenteres for eksempel tit på Alexias udseende – og det er lidt synd, for det kan let opfattes som om, at forfatteren taler ned til læseren, og det er næppe hensigten.

Denne serie er light underholdning – og ikke mere end det. Hvis du tror, at det er en alvorlig og dyster steampunk-serie med fantasyelementer, så bliver du slemt skuffet. Hvis du derimod har lyst til at slippe tøjlerne fri og få dig et billigt grin over emsige adelsfrøkener, fimsede vampyrer og hidsige varulve, så har du muligheden her.

Changeless og Blameless

Dette er anden og tredje bog i ‘Parasol Protectorate’, som er skrevet af Gail Carriger. Det er en steampunk- og fantasyserie, som består af fem bøger. Den første bog, ‘Soulless’, læste jeg på dansk, men da oversættelsen ikke var synderlig god, og da jeg ikke ville vente på, at resten af serien blev oversat, endte jeg med at købe de engelske bøger.

Jeg kan ikke give et resumé af handlingen i ‘Changeless’ og ‘Blameless’ uden at afsløre alt for meget, men jeg vil prøve at sammenligne min læseoplevelse i forhold til den første bog i serien.

Først og fremmest er det en klar fordel at læse bøgerne på engelsk. Der er ganske vist flere udtryk, jeg ikke kendte i forvejen, og da det jo også er en kombination af steampunk og fantasy, så inddrager hovedpersonerne også ind imellem opfindelser, som ikke findes i virkeligheden og derfor kan det være lidt forvirrende, når de introduceres.

I ‘Changeless’ introduceres flere nye og interessante bipersoner, som i den grad bidrager til både handling og stemning i bogen. Man kan roligt sige, at denne serie har nogle ret… skæve… personligheder, og det giver en lang række forviklinger og sjove episoder. Visse konflikter virker en anelse forcerede, og jo – nogle af personerne er også ret karikerede – men historien fortælles hele tiden med et tydeligt glimt i øjet, og jeg kan altså tilgive en del, når en serie har en så karakterfast kvindelig hovedperson som Alexia. Hun er virkelig underholdende at følge!

Jeg morede mig kosteligt, da jeg læste ‘Changeless’, men det kneb lidt mere, da jeg fortsatte til ‘Blameless’. ‘Changeless’ slutter på en lidt irriterende måde, som (desværre) også præger handlingen i den efterfølgende bog. Det virkede lidt som om, at serien tabte pusten. Der var ikke så megen fornyelse i denne bog, og meget af handlingen kørte i ring, så man som læser følte, at man ikke kom nogen vegne. Det var, som om forfatteren var gået lidt i stå og blot gentog noget, der havde stået i de tidligere bøger, og det irriterede mig. Samtidig var persongalleriet mere begrænset, og flere af mine yndlingspersoner var kun med i en enkelt scene eller to.

Til forsvar for ‘Blameless’ vil jeg dog også nævne, at den slutter af på en måde, så jeg allerede nu sidder og spekulerer på, hvad der mon vil ske i næste bog, og jeg håber derfor, at jeg får tid til at læse både 4. og 5. bog her i løbet af efteråret. Selvom ‘Blameless’ ikke var nær så god som de to første bøger i serien, så er serien stadig ganske underholdende, og jeg ser frem til flere timer i selskab med den paraplysvingende Alexia.

Soulless – Sjælesluger

Jeg vil rigtig gerne læse mere steampunk, men jeg er desværre ikke stødt på så mange interessante bøger i denne genre. For nogle måneder siden surfede jeg på Goodreads for at finde inspiration, og her faldt jeg over Soulless-serien. Jeg kunne dog ikke helt lure, om den var noget for mig – lød den ikke en anelse fjollet og over-the-top – men da den blev oversat til dansk for nylig og samtidig lagt på e-reolen.dk, så var det simpelthen for fristende…

‘Soulless – Sjælesluger’ er skrevet af Gail Carriger og er første del i serien om Alexia Tarabotti, der lever i Victoriatidens London, hvor vampyrer og varulve udgør en helt naturlig del af befolkningen. Alexia er sjælløs – dvs. en person, der kan neutralisere de overnaturliges evner og gøre dem menneskelige, hvis hun rører dem. Det ved hendes familie ganske vist ikke, men varulvene og vampyrerne, som hun omgås, er godt klar over det. Alexias familie er mere optaget af, at hun ikke er gift endnu og – oh gru – måske aldrig bliver det! For hvem er dog interesseret i denne lidt sære, rapkæftede unge kvinde med ben i næsen? Altså udover den vampyr, som overfalder hende til et bal og som roder hende ud i problemer – vel at mærke af den livsfarlige slags…

Jeg blev positivt overrasket over, hvor sjov denne bog var. Jeg tog mig selv i at fnise højlydt flere gange, inden jeg måtte overgive mig helt og grine, hver gang Alexia for alvor foldede sig ud – og det gjorde hun tit!

Alexia er en gæv pige, og jeg elskede hendes rapkæftede, fandenivoldske stil, som måske er en anelse upassende for Victoriatiden – men hey, det er jo ikke en historisk roman men en fiktiv historie! Det kan godt være, at hun er pebermø, men hun forstår dog i den grad at snøre adskillelige herrer om sin lillefinger, og så er hun skarp i replikken, hvilket giver nogle herlige samtaler undervejs. Samtidig er jeg vild med, at hun ikke er et lille yndigt nips men faktisk en kvinde, der både har til gården og gaden – som man siger. 

Der er fuld fart på handlingen i bogen, så der er ikke rigtig tid til at kede sig undervejs. Der kunne måske godt være redigeret lidt her og der, men mit største kritikpunkt er dog sproget, som til tider virker ret kluntet. Jeg tror dog, at det skyldes oversættelsen (visse sætninger virker meget konstruerede, og det tyder på at være i oversættelsen til dansk, det er gået galt), og derfor har jeg tænkt mig at læse næste bog i serien på engelsk.

Jeg havde nok håbet på lidt mere steampunk-følelse – det er ikke fordi, at det teknologiske aspekt fylder voldsomt meget i bogen – men til gengæld var bogen langt mere underholdende, end jeg havde turdet håbe på, så nu har jeg bestilt de næste bøger i serien. Dette er en rigtig fin, lettilgængelig og underholdende bog, som jeg vil anbefale, hvis du vil have et godt grin eller blot trænger til lidt hyggelig ferielæsning.

Forever

Jeg er kommet godt i gang med årets bogudfordringer. Jeg har allerede læst og blogget om flere Anne McCaffrey-bøger, og nu har jeg også færdiggjort den første serie i 2014!

‘Forever’ er skrevet af Maggie Stiefvater og er tredje og sidste bind i trilogien. Jeg har tidligere anmeldt ‘Shiver’ og ‘Linger’. Ligesom ved anmeldelsen af 2’eren vil jeg ikke opsummere handlingen i ‘Forever’, da det vil røbe for meget om de foregående bøger.

I min anmeldelse af ‘Linger’ kritiserede jeg bogen for, at tempoet var alt for langsomt. Dette lider ‘Forever’ heldigvis ikke lige så meget af, selvom jeg stadig gerne have set, at der var strammet lidt op hist og her.

Der er lidt mere kød på historien i den tredje bog, og personerne har også fået lidt mere dybde, hvilket hjælper en hel del på læseoplevelsen. I de tidligere bøger virkede mange af personerne endimensionale og ligegyldige, men nu fik flere af dem lov til at udvikle sig. Jeg er dog stadig ikke synderlig imponeret over personbeskrivelserne, og der er stadig en vis distance over dem – som om de aldrig rigtig bliver levende i min fantasi og dermed ikke rigtig formår at fortælle en levende og medrivende historie.

Jeg synes, der er mere på spil i denne bog – eller også er historien bare mere sandsynlig. I hvert fald var udfaldet ikke lige så let at gætte, og selvom jeg ikke blev voldsomt overrasket over slutningen, så tog forfatteren et par interessante valg.

‘Forever’ var klart bedre end ‘Linger’ (som i bund og grund ikke burde være blevet udgivet – den virkede i hvert fald som en dårlig undskyldning for en 2’er). Jeg var desværre ikke så begejstret eller rørt over serien, som jeg havde håbet, men det er en lettilgængelig ungdomsserie, som man hurtigt kan læse – og glemme.

Linger

Jeg øver mig i øjeblikket i at blive bedre til at afslutte serier, jeg er gået i gang med, og derfor skyndte jeg mig at læse fortsættelsen til ‘Shiver’ blot få uger efter, at jeg havde læst den første bog i serien.

‘Linger’ er skrevet af Maggie Stiefvater og fortsætter et stykke tid efter slutningen af ‘Shiver’. Da ‘Linger’ er en del af en serie, vil jeg ikke opsummere handlingen, da det vil afsløre for meget af historien i den første bog.

Den simple og lidt naive stil fra den første bog fortsætter i ‘Linger’, men jeg synes desværre, at den savner noget af den melankoli og vinterfrosne stemning, som var en af de positive ting ved ‘Shiver’. Igen lider historien lidt under, at mange af personerne virker  overfladiske, og at tempoet er ret langsomt. Hovedhistorien – hvor klimaks er ret forudsigeligt – snøvler sig af sted og bliver trukket i langdrag, så jeg til sidst var ved at tabe tålmodigheden.

Graces forældre fylder noget mere i denne bog, men de er så fordomsfulde og hysteriske, at det virker meget forceret og utroværdigt. Måske skyldes det, at vi her i Danmark er vant til, at teenagere er ret selvstændige og har et meget større råderum, end teenagere i konservative, amerikanske stater (og mange andre steder i verden for den sags skyld) har, men jeg syntes i hvert fald, at deres opførsel i bogen virkede ekstrem mærkelig.

‘Linger’ har desværre ikke så meget at byde på, og i mine øjne burde forfatteren have ladet ‘Shiver’ været en enkeltstående bog, for fortsættelsen ødelægger lidt af den til tider magiske stemning, der var ved den første bog.

Shiver

Jeg var egentlig i gang med at læse en anden bog, men i sidste uge fik jeg øje på ‘Shiver’ på boghylden, og da jeg svagt kunne huske, at bogen vist nok foregik om vinteren, fik jeg lyst til at læse den med det samme – jeg trængte sådan til lidt vinterlæsning her i anledning af julen.

‘Shiver’ er skrevet af Maggie Stiefvater og er første bog i en trilogi. Bogen handler om den 17-årige Grace, der blev overfaldet af en flok ulve som barn. På mirakuløs vis kom en af ulvene hende dog til hjælp og reddede hende fra den visse død. Siden da har hun gennem årene holdt øje med ulvene og ikke mindst den hanulv, der reddede hende. En dag kommer hun hjem og finder en nøgen og såret ung fyr foran sin dør, og hun ved med det samme, at det er ham, der er ulven. Hvordan og hvorfor kan hun ikke forklare – hun ved det bare – og ganske rigtigt. Sam, som han hedder, lever som ulv om vinteren og som menneske om sommeren. Nu nærmer vinteren sig, og Grace har ikke lyst til at skulle sige farvel til ham så hurtigt igen, så sammen forsøger de at udskyde det tidspunkt, hvor han må forlade hende. Samtidig frygter de også for ulvenes situation i området, for ulvene har for nylig dræbt en af drengene i området, og nu vil byens beboere have hævn. 

Det er ret tydeligt, at det er en ungdomsbog, men det er nu en meget sød og simpel historie om den spirende kærlighed mellem en dreng og en pige. Jeg savner dog noget mere plot og karakterudvikling. Graces og Sams forhold og ikke mindst kampen for, at han ikke skal skifte til ulveform er den tykke, røde tråd i bogen, men det er som om, at forfatteren ikke rigtig har turdet putte mere kød på bogen, og det er lidt synd, for den kommer til at virke lidt overfladisk. Når alt kommer til alt sker der faktisk ikke synderlig meget i bogen. Samtidig savner jeg i højere grad at kunne mærke personerne i bogen, at kunne opleve dem som rigtige mennesker og ikke bare ord på hvide sider.

Der er både noget eventyrligt og melankolsk ved tanken om vinterens komme og ikke mindst det landskab, det vil forme – også selvom kulden i dette tilfælde er den udfordring, som parret skal overvinde, så Sam ikke skifter til ulveform. Det var lige denne stemning, jeg havde lyst til at opleve, da jeg gik i gang med bogen, så jeg var glad for, at jeg ikke blev skuffet på det punkt.

Det er som sagt en sød kærlighedshistorie, og hos mig giver det samtidig points, at det ikke er (endnu) et trekantsdrama, for det har der altså været lige lovlig meget af gennem de seneste års ungdomsromaner. Trænger du til en enkel og ligetil vinterlæsningsbog, så er dette et udmærket valg.