Som landet lå

Denne bog har længe stået på min huskeliste hos Ereolen.dk, så nu var det efterhånden på tide at låne og læse den!

‘Som landet lå’ er skrevet af Lars-Henrik Olsen og er første bog i trilogien om Svend Pindehugger. Det er selvfølgelig hovedpersonen selv, Svend, der har lagt navn til trilogien, og i første bog er han 17 år. Han bor i en lille landsby med et stærkt og ubarmhjertigt hierarki, og hvor det nærmest kun er trællene, der er lavere end ham. Det er bestemt ikke et let liv, og Svend vil da også gerne opleve andet og mere end hverdagens trummerum i den lille by.

Jeg var godt underholdt det meste af tiden, da jeg hørte denne bog som lydbog. Den er skrevet i et lettilgængeligt sprog og egner sig derfor glimrende som oplæsningsbog, men det var især beskrivelsen af de små hverdagssituationer, som gjorde bogen både interessant og spændende. Der er en bred vifte af tilpas nuancerede personer samt en række konflikter, der var med til at tegne billedet af et samfund, hvor synd og ære var vigtige begreber for beboerne.

Jeg tabte til gengæld lidt interessen, da fokus primært var rettet mod Svend i den sidste del af bogen. Det var bare ikke nær så fængende skrevet, og det ærgrede mig, da jeg gætter på, at den stil vil fortsætte i den næste bog i serien. Det vil dog ikke forhindre mig at give mig i kast med den på et tidspunkt, for overordnet set var ‘Som landet lå’ en glimrende læseoplevelse.

Arnulf

arnulf

‘Arnulf’ er en samling af de to bøger, ‘Arnulf’ og ‘Veulf’, der tidligere på udgivet hver for sig. De er dog blevet genudgivet som én bog nu – sandsynligvis i forbindelse med, at serien om Arnulf har fået nye bogforsider.

Bogen er skrevet af Susanne Clod Pedersen og foregår i vikingetiden i Danmark. Her lever teenagedrengen Arnulf sammen med sin familie, og ved bogens begyndelse venter alle på, at bopladsens krigere skal vende hjem efter togt. Arnulf er utålmodig, for hans bror, Helge, er med på båden, og han har lovet Arnulf, at næste gang krigerne skal på togt, så må Arnulf komme med. Og Arnulf har bestemt brug for at vise, at han er noget værd – ikke mindst for at kunne fri til den dejlige Frejdis, som han er forelsket i til op over begge ører. Men båden vender hjem uden Helge, og da ramler Arnulfs verdensbillede. Hans iltre temperament og manglende evne til at tænke, før han handler, resulterer i en lavine af ulykker, og snart ser han ingen anden udvej end at tage væk fra sit barndomshjem – ud på eventyr i den ukendte og farlige verden.

Da jeg begyndte på denne bog, kunne jeg mærke, at jeg åbenbart havde savnet at læse historier, der foregår i vikingetiden, for de første par hundrede sider slugte jeg råt! Det var så skønt at være tilbage i den verden, og forfatteren gjorde meget ud af at skrive så levende, at man nærmest kunne dufte røgen fra bålet og mærke saltsprøjtene fra havets brusen.

Når det så er sagt, så er sproget også så bombastisk og fyndigt, at man let bliver meget ‘mæt’ af at læse det, så jeg måtte holde nogle pauser undervejs, fordi mængden af svulstige tillægsord ganske enkelt blev for meget. Det er en speciel skrivestil, og den er ikke lige mig, så jeg nød i højere grad de passager, hvor der var skruet ned for det dramatiske sprogbrug.

Arnulf er en hovedperson, der er svær at holde af – i hvert fald for mig. Han er så temperamentsfuld og spontan, at han roder sig ud i alvorlige problemer adskillelige gange. Hans tankegang er ret ensporet, og selvom han i bund og grund gør sig nogle gode, moralske overvejelser, så får han også tit ødelagt meget for sig selv, fordi han ikke tænker, før han handler. Jeg havde også meget svært ved at tilgive ham for noget,  han gør over for Jofrid i den sidste del af bogen, selvom jeg et eller andet sted godt kan forstå, hvorfor han gør det. Det ændrer dog ikke på, at hans handling i mine øjne var utilgivelig.

Handlingen er rimelig actionramt, og det passer mig i store træk godt. Der var dog en kampscene i anden halvdel af bogen, der var så langtrukken, at jeg begyndte at kede mig temmelig meget, og efter dette punkt tabte bogen desværre lidt af pusten.

Helt overordnet var jeg ganske godt underholdt af bogen. Jeg var dog ind imellem udfordret af en hovedperson, jeg havde lidt svært ved at holde af, ligesom det bombastiske sprog og hovedpersonens usandsynlige held også trak ned. Men vikingestemning var der masser af – og ikke kun på grund af kampene!

Jeg har lige købt de efterfølgende bøger, som jeg glæder mig til at læse – sandsynligvis i løbet af efteråret.

Hjerteløs

Dette er tredje bind i ‘Den Grønne Ø’-serien af Mette Finderup. Jeg mener, at der kommer en fjerde og sidste bog i serien. Læs anmeldelserne af de to første bøger, ‘Smertensbarn’ og ‘Blodvarslet’.

Jeg vil ikke skrive et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget af de foregående bøger. Her kommer derfor kun nogle tanker om ‘Hjerteløs’ og serien som helhed.

Gyrith er fortsat viljestærk – og stædig – hvilket også giver hende problemer flere gange. Som jeg skrev i anmeldelsen af ‘Blodvarslet’, så modnes hun i løbet af bøgerne, men jeg synes dog ikke, at hun udvikler sig nær så meget i ‘Hjerteløs’, som jeg havde håbet på. Hun bliver aldrig en af mine yndlingshovedpersoner – det er hun simpelthen for egenrådig og tåbelig til – men hun er nok også en mere menneskelig og troværdig hovedperson i forhold til så mange andre fantasybøger for unge.

Jeg nød desværre ikke ‘Hjerteløs’ lige så meget som de foregående bøger, og det skyldes nok først og fremmest, at historien har fjernet sig en del fra udgangspunktet i den første bog. Gyrith har oplevet meget nu – og gør det også i den tredje bog – men jeg synes, det er blevet en noget anden fortælling, end den jeg havde sat næsen op efter.

Det er i øvrigt interessant at læse en ungdomsserie, hvor tonen kan være så rå og direkte. Det er på den ene side forfriskende, men det får mig også til at tænke over, om jeg ville have brudt mig om det, da jeg var 12-14 år… og det havde jeg nok ikke, men det er jo meget forskelligt fra person til person.

Jeg er spændt på, hvordan serien ender. Slutningen af ‘Hjerteløs’ fik mig i hvert fald til at gruble over, hvad der nu vil ske i Gyriths liv.

Blodvarslet

‘Blodvarslet’ er skrevet af Mette Finderup og er fortsættelsen til ‘Smertensbarn’, som jeg skrev om tidligere i år.

Jeg vil ikke fortælle så meget om handlingen, da det vil røbe for meget i forhold til den første bog, men det er fortsat høvdingedatteren Gyrith, der er hovedpersonen.

Gyrith har udviklet sig en hel del siden starten af første bog, og det klæder hende. Hun begår stadig fejl og har stadig visse egoistiske træk, men hun er lettere at forstå – og holde af – i denne bog. Det skyldes selvfølgelig blandt andet alle de ting, hun gennemgår i den første bog, og jeg vil godt røbe, at dette ændrer sig ikke i 2’eren – hun kommer stadig ud for lidt af hvert.

Der er masser af action, intriger og magtkampe i bogen, og det er en fornøjelse af se, hvordan historien udvikler sig. Forfatteren trækker på den nordiske mytologi, dog med visse (men fine) twists hist og her, men i denne bog bliver keltiske sagn også flettet ind i historien, hvilket er med til at give nye, spændende sidehistorier.

Dette er et godt eksempel på, hvordan 2’eren i en serie ind imellem kan være bedre end 1’eren. Det er ikke muligt at kede sig, mens man læser denne bog – der er simpelthen fuld fart over feltet, og det er dejligt at læse en så velskrevet dansk fantasyroman.

Smertensbarn

Jeg har holdt en pause fra lydbøgerne i et stykke tid, men i slutningen af juleferien fandt jeg et par stykker på netlydbog.dk, som jeg blev nødt til at høre – deriblandt denne bog. 

‘Smertensbarn’ er skrevet af Mette Finderup og foregår i vikingetiden i Danmark. Bogens hovedperson, Gyrith, er datter af byens høvedmand, og hun får til opgave at tage på sejd-rejse – en åndelig rejse, som hvert år skal udføres af byens mest fornemme jomfru for at prise kærlighedens gudinde, Freja. Gyrith har ikke lyst til at tage af sted, og da hun endelig begiver sig ud på rejsen for at møde guderne, viser det sig, at det går helt anderledes end ventet. Guderne er ikke, som Gyrith forventede, og noget går helt, helt galt, så Gyrith bliver ramt af Frejas vrede.

Da Gyrith vender tilbage til landsbyen, vælger hun at tie med sin oplevelse, men snart må hun sande, at guder helmer ikke, og Frejas vrede er stor og mægtig. Hun vil tage alle, som Gyrith elsker, og når først en gud har set sig vred på én, er det svært at slippe væk. Men måske kan Gyriths mystiske ven i skoven hjælpe?

Jeg synes, det er synd, der ikke er flere ungdomsbøger – eller bare skønlitterære bøger i det hele taget – som foregår i vikingetiden, og derfor var det et klart plus ved bogen. Samtidig leger forfatteren også med opfattelsen af guderne og skaber nye, interessante fortolkninger af de velkendte aser. En frisk og fin idé.

Til gengæld var jeg ikke så begejstret for dialogen, da den ind imellem blev en kende for moderne – især når personerne bandede. Det skurrede i mine ører og var ret irriterende. 

Jeg ved ikke hvorfor, men der har været en tendens til at have egoistiske/usympatiske hovedpersoner i dansk fantasy de senere år. Det har undret mig, for det er en af de ting, der kan ødelægge en god læseoplevelse. Jeg kan for eksempel stadig blive irriteret, når jeg tænker på serien om Mira af Josefine Ottesen, som er det bedste eksempel på en narcissistisk og horribel hovedperson. Gyrith er et glimrende eksempel på dette, omend hun endte med at være lidt mere sympatisk mod slutningen af bogen. I starten virkede hun dog mest som en smaskforkælet, selvcentreret og arrogant gås, som var ligeglad med fællesskabet og ikke havde nogen respekt for andre.

Dette er en bog, som man skal et stykke ind i, før man for alvor bliver fanget af fortællingen. Til gengæld vinder den en del, jo længere man læser, og jeg endte med at være ganske tilfreds med bogen. Af samme grund regner jeg også med at låne næste bog i serien i februar måned, så jeg kan finde ud af, hvad der vil ske med Gyrith og de andre i byen.