Hospitalet

Denne bog forsøgte jeg faktisk at læse sidste år – eller rettere at høre, for jeg mener, jeg lånte den som lydbog. Jeg opgav dog halvvejs. Da jeg for nylig bestilte bøger hjem via biblioteket, faldt jeg over bogen på min huskeliste og havde i mellemtiden glemt, at jeg havde prøvet den sidste år. Godt nok var der en klokke, der ringede, men…

Da jeg var gået i gang – og hurtigt opdagede, at den havde jeg haft fingre i før – gav jeg den alligevel en chance, for det kunne jo være, at jeg havde været for hurtig til at droppe den sidste år…

‘Hospitalet’ er skrevet af Michael Kamp og handler om den unge Jonas, der vågner op på hospitalet efter en meget alvorlig færdselsulykke. Selvom han kommer ved bevidsthed, svæver han stadig i livsfare, og han svinger derfor mellem at være vågen og synke hen i smerte- og medicintåger. Han begynder at tvivle på sin egen dømmekraft, for han plages af frygtelige syner, men det hele føles meget virkeligt, og pludselig bliver det alt, alt for virkeligt…

Udgangspunktet med en patient på et hospital, der ser syner (eller gør han?) er en klassiker inden for horrorgenren, men ikke desto mindre en ganske effektiv klassiker, for er rollen som patient ikke en af de mest sårbare, man kan have? Der er da heller ingen tvivl om, at forfatteren har skruet en ret modbydelig historie sammen, og har du sarte nerver, vil jeg ikke anbefale dig at læse denne bog. Den har en række ret klamme scener (og det er ment positivt) og pirrer især i første halvdel til ens frygt i forbindelse med sårbarhed, hjælpeløshed og autoriteter.

Men… for der er et kæmpe-men. Cirka halvvejs synes jeg desværre, at filmen knækker i denne bog. Én ting er, at historien ganske enkelt er for lang og derfor bliver langtrukken og slet ikke så effektiv som forfatterens korte noveller. En anden ting er, at den mister pusten og mister fokus. Selvom der er flere creepy scener, så kunne jeg slet ikke tage ‘cancersneglen’ seriøst, ligesom der var flere andre af de overnaturlige elementer, som bare virkede som fyld. Jeg synes, det er virkelig synd, for Michael Kamp er en af de få forfattere, der har fået mig til at gyse gennem de senere år, og det er først og fremmest takket være hans noveller.

Da jeg var nået halvvejs i bogen, lå den til en middelkarakter. Derefter gik det ned af bakke, og da jeg nåede til slutningen, sukkede jeg dybt. Det var ganske enkelt en mærkelig og ikke særlig passende slutning – i mine øjne i hvert fald. Jeg var ret skuffet.

Det er muligt, at bogen ‘bare’ er en ungdomsroman (for det går jeg ud fra, at det er ud fra det letbenede sprog), men jeg havde håbet på en mere gennemarbejdet og spændende historie. Jeg må nok hellere på jagt efter flere af hans noveller…

Out

Den sidste japanske bog, jeg nåede i august måned, var ‘Out’ af Natsuo Kirino. Bogen har stået på min bogreol i mange år, og jeg kan ikke længere huske, hvor eller hvorfor jeg købte den, men nu var det efterhånden på tide at læse den!

Bogen handler om fire japanske kvinder, der arbejder på natholdet på en bento-fabrik (en bento er en slags madpakke, du kan købe overalt i Japan på samme måde, som du kan købe sandwiches overalt i europæiske storbyer. Se her, hvis du vide, hvordan du selv kan lave en bento box). En morgen dræber en af kvinderne sin utro og spillegale mand. Hun søger hjælp hos de andre kvinder, og de ender med at sørge for, at liget bliver skaffet af vejen. Først senere finder hun ud af, at de har parteret manden og fordelt ligdelene ud over hele byen.

Ingen fatter mistanke til fire kvinder – eller gør man? Da politiet går i gang med opklaringsarbejdet, starter en kæde af afpresningsforsøg, pengeudvekslinger, skyldfølelse, vrede og misundelse blandt de fire kvinder. Hvem kan stole på hinanden? Og hvem skal man hjælpe?

Denne bog adskiller sig meget fra mange af de andre japanske bøger, jeg har læst. Denne foregår i nutiden med fire kvindelige fabriksarbejdere som omdrejningspunkt. Det er en socialrealistisk setting, som dog hurtigt udvikler sig på en måde, som (forhåbentlig) ikke ligner den almindelige japaners hverdag. Kvindernes indbyrdes forhold er til tider lidt akavet. De taler en del sammen på fabrikken, men ses ikke rigtig privat, og den ene af dem er tydeligvis ikke vellidt af de andre – hvilket er helt forståeligt, for hun er virkelig irriterende! Derfor virker deres samarbejde både utroligt og temmelig mystisk i mine øjne. Jeg blev simpelthen nødt til at læse videre for at prøve at forstå dem og deres handlinger.

Der er en underspillet og næsten frustrerende langsom spændingskurve i denne bog. På den ene side er historien ret interessant, men på den anden side er fortællerytmen så langsom, at den var noget træg at komme igennem. Først i den sidste tredjedel kom der lidt mere tempo, men det er lang tid at vente, når bogen er lidt over 500 sider lang. Personligt havde jeg gerne set, at der var barberet 100 sider af.

Forfatteren slipper af sted med at fortælle en historie, som i bund og grund er meget simpel. Der er utallige muligheder for at indflette nye, spændende sideplots til historien, men gør forfatteren sjældent. Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om det irriterer mig eller ej. På den ene side forstår jeg ikke, at vedkommende ikke bruger det hav af muligheder, der er for at give historien et ekstra twist eller to, og på den anden side kan jeg egentlig godt lide, at jeg gang på gang tog fejl, når jeg prøvede at gætte i hvilken retning, historien ville gå.

Afslutningen – som dog ikke overraskede mig så meget – var jeg ikke fan af. Den virkede vag og underlig i mine øjne.

Det er en bog, som giver dig et lille indblik i den japanske underverden – og livet som natarbejdende kvinde (!). Det er også en bog, som indeholder flere brutale og blodige scener – der bliver for eksempel parteret et lig på et tidspunkt – så nu er du advaret. Det er dog ikke fordi, at volden er det bærende element i bogen, men den er ind imellem lidt voldsom.

Du skal læse bogen, hvis du gerne vil opleve et Japan, der ikke foregår i feudaltiden. Her er ingen samuraier eller blussende geishaer – kun fortabte kvindelige skæbner og hårdt natarbejde. 

Mediatropolis

Jeg har adskillelige lister over bøger, jeg gerne vil læse – heriblandt en huskeliste via det lokale biblioteks hjemmeside. På denne liste stod ‘Mediatropolis’ af Freddy E. Silva – indtil for et stykke tid siden, hvor jeg lånte en stabel bøger, og denne bog sneg sig med i bunken.

Bogen foregår i en fiktiv verden i 2060, hvor mediekoncernen GigaMedias fodrer befolkningen med primitiv og stærkt manipulerende tv-underholdning. Et af de mest populære programmer er sportsprogrammet FuldMetal, hvor hærdede forbrydere kæmper mod hinanden i spil, der er en brutal og til tider dødelig udgave af amerikansk fodbold.

Hovedpersonen, Nicholas, er uskyldig dømt for mordet på sin hustru og ender derfor i programmet. Han kæmper både for at overleve kampene men også for at finde ud af, hvem den rigtige morder er. Pludselig dukker en oplysning op, som gør, at Nicholas begynder at forstå, at der er nogen, der åbenbart er meget interesserede i, at han er med i spillet. GigaMedias magt ligger tilsyneladende ikke kun i at styre sendefladen, men gennemsyrer også samfundet, og det må uskyldige bøde for…

Historien er meget sort/hvidt fortalt. På den ene side har man den store, magtfulde og grådige mediekoncern og på den anden side har man den ‘den lille mand på gulvet’, som tilmed er uskyldigt dømt for mordet på sin hustru. Personerne er meget unuancerede og mangler dybde, og det trak desværre en hel del ned på læseoplevelsen. Godt nok er det en ungdomsroman, så jeg forventer ikke ultrakomplicerede personer, men jeg ville nu gerne have lidt mere detaljer om personerne, så jeg føler, at det er levende mennesker, historien handler om.

Udgangspunktet for historien er til gengæld interessant. Her er en mediekoncern, som har så megen magt over befolkningen via tv-programmerne, at seerne nærmest er blevet til viljeløse får. Det er en fin – omend meget karikeret – kritik af mediernes magt i dag og et fint lille opråb mod, at man blot tager mediernes ord for gode varer – man skal selv være kritisk og ikke bare sluge journalisternes vinkling råt.

Det går lige lovlig stærkt hen imod slutningen, hvor mange brikker falder overraskende let på plads. Jeg savner faktisk, at bogen var lidt længere, så historien kunne få lov til at udvikle sig mere og ikke mindst give plads til, at personerne kunne blive mere nuancerede.

Som ungdomsbog er den udmærket, men jeg havde nu gerne set, at forfatteren havde taget lidt flere modige valg og udfordret læseren mere. Da jeg var teenager, læste jeg og flere af mine venner trods alt også klassikere som ‘Do Androids Dream of Electric Sheep?’ og ‘1984’, der begge foregår i dystre fremtidsverdener ligesom ‘Mediatropolis’, men hvor sidstnævnte mangler noget af den nerve og ubehag, som de to andre bøger i den grad mestrer.

Dødszoner

Da jeg læste oplægget til denne bog, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville læse den, selvom historien lød til at være temmelig barsk og brutal.

‘Dødszoner’ er skrevet af Simon Pasternak og foregår under 2. Verdenskrig, hvor tyskerne er ved at rydde de sidste jødiske ghettoer, og krigen hærger Europa. Den unge tysker Heinrich arbejder som kriminalbetjent og skal opklare mordet på SS-generalen Steiner. Opklaringsarbejdet bliver en rejse gennem en korrumperet og voldspræget verden uden moral eller næstekærlighed, og der venter Heinrich en hel del overraskelser. 

Dette er på ingen måde en feel-good historie, og er du en følsom sjæl, vil jeg ikke anbefale dig denne bog, selvom den er ganske interessant.

Historien er barsk, nådesløs og ubehagelig. Der er masser af vold, og den er detaljeret beskrevet. Det er dog ikke kun voldsscenerne men også den generelle stemning i bogen, der er decideret ubehagelig. Man ser det hele fra nazisternes side, og da mange af dem ikke har moralske skrupler, bliver det en voldsom cocktail af brutalitet, overgreb, massegrave og drab. Det er den overlegne nazist mod resten af verden. Ind imellem er man lige ved at tabe pusten over de grusomme scener, og alligevel virker det ikke som om, at forfatteren gør det for at svælge i (ligegyldig) vold.

Plottet er interessant, og hele ideen med at skrive en krimi med 2. Verdenskrig som ramme er spændende og nytænkende. Jeg er lidt lunken over for den sidste del af bogen og ikke mindst slutningen. På den ene side er den oplagt, men på den anden side synes jeg også, at fortællingen bliver en smule forjaget til sidst. Her måtte forfatteren godt have dvælet lidt mere.

Det er en spændende og velskrevet bog, og hvis du har mod på at læse en bog, der emmer af (ubehagelig) stemning, så kan jeg anbefale denne. Vær blot opmærksom på, at bogen som sagt indeholder en del grusomme og voldelige scener.

The Walking Dead & Lovecraft

Det er sjældent, jeg anmelder tegneserier – mest af alt fordi jeg oftest læser humoristiske tegneserier såsom Pearls Before Swine og Get Fuzzy. Men tegneserier er mere og andet end slapstick humor og et glimt i øjet – noget som disse to tegneserier i den grad beviser.

‘The Walking Dead’ er en postapokalyptisk serie, der har gået sin sejrsgang verden over og som nu filmes som tv-serie. Første og anden sæson er allerede bragt, og selvom jeg savner personer med dybde i serien, så er det nu interessant med en tv-serie, hvor kulissen – og ind imellem historien – er befængt med zombier.

Det er en historie om en række mennesker, der rejser gennem en verden, der er invaderet af levende døde, og titlen ‘The Walking Dead’ er ikke blot en henvisning til zombierne men også til den håbløse situation, som de overlevende befinder sig i. Hvordan skal de dog kunne leve og overleve i et nedbrudt samfund med millioner af zombier, der tørster efter deres blod?

Tv-serien følger første tegneseriebind et godt stykke af vejen. Jeg var i hvert fald overrasket over, at producenterne ikke havde fortolket mere, da de lavede serien, men jeg vil sige, at der er også intriger fra tv-serien, som heldigvis ikke fandtes i den originale tegneserie. Alene det får mig til at overveje kraftigt, om ikke jeg skal købe en række af de engelske vind.Første bind af serien udkom ganske vist på dansk sidste år, og det er også på dansk, jeg har læst det, men jeg tror ikke, jeg har tålmodighed til at vente på oversættelserne. Jeg skal dog også lige vænne mig til stilen, for det er ikke altid, at jeg er enig med forfatteren i, hvad han skal bruge mange eller få billeder på at fortælle.

En af de mest fascinerende forfattere er i mine øjne H. P. Lovecraft, der har skrevet en række morbide, absurde og skræmmende gyserhistorier og defineret en hel verden fyldt med skrækkelige monstre, som kan bringe mennesker på vanviddets rand på et øjeblik. Hans historier har dannet grundlag for en lang række film, rollespil og brætspil, og fortællingerne kan stadig skræmme så mange år efter, at de er skrevet.

Dette er et ganske hæderligt forsøg på at lave en tegneserie over hans eget liv. Jeg gik ikke så meget op i, hvorvidt alle facts var i orden – det var trods alt en fortolkning -men blev fanget af stemningen i bogen. Der er nemlig lagt vægt på de vrangforestillinger, som Lovecraft led af, og gennem hele historien opsøges han af de monstre, som han også skrev om. Han balancerer på vanviddets rand, og det er ganske godt illustreret. Men samtidig er illustrationerne også et problem, for fans af Lovecraft ved, at monstrene netop er ubeskrivelige og unævnelige – kort sagt så horrible og skrækindjagende, at der ikke findes ord eller tegninger, der til fulde kan beskrive hvilken horror, som menneskene trues af.

Det er en smuk, trist og interessant historie på samme tid – en historie mættet med stemning, ligesom Lovecrafts egne historier.

I misosuppen

Jeg har en vis svaghed for bøger, der foregår i Asien og i særdeleshed Japan, der er et utroligt fascinerende land. Jeg kunne derfor heller ikke nære mig, da jeg stødte på ‘I misosuppen’ af Ryu Murakami på min biblioteksudflugt for et stykke tid siden.

I bogen følger vi den 20-årige Kenji, der er guide i Tokyos natteliv. Få dage før nytår bliver han hyret af den amerikanske turist, Frank, der gerne vil have en rundtur i det japanske natteliv. Det umage par besøger en lang række lyssky barer og peepshows, mens Kenji bliver mere og mere overbevist om, at Franks underlige opførsel ikke blot skyldes kulturelle forskelle men simpelthen dækker over, at han er psykopat og muligvis har dræbt en gymnasiepige, hvis lig er fundet kort tid inden. Kenji har dog ingen anelse om, hvor galt det faktisk kan gå, når man opholder sig i nærheden af Frank…

Jeg blev hurtigt grebet af bogen, som ledte mig igennem Tokyos natteliv med en mere og mere paranoid følelse, da jeg levende kunne forestille mig Kenjis dilemma – skulle han stole på sin intuition, eller skulle han slå det hen? Kenji er en sympatisk men også ret konfliktsky hovedperson, hvilket både gør ham menneskelig men også medskyldig i de frygtelige ting, der sker undervejs. Der er en fantastisk spændingskurve, hvor forfatteren med simple midler formår at opbygge en fortættet og ubehagelig følelse af, at noget er helt, helt galt, og hvor du som læser føler dig ligesom Kenji, der ikke ved, om han overfortolker signalerne, eller om han bør flygte, mens tid er. Jeg sad flere gange og digtede videre på historien for at lure, hvad der lå bag Franks mystiske opførsel, og da først handlingen tog fart, var det en fascinerende og lidt skræmmende oplevelse.

Bogen har få men ret voldelige og brutale scener, så det skal du være forberedt på, hvis du vil læse den. Meget af bogen kan dog også læses som et interessant møde mellem to meget forskellige kulturer – den amerikanske og den japanske – og hvor du som vesterlænding får et lille indblik i den japanske kultur på godt og ondt.

Min eneste anke er, at bogen taber lidt pusten de sidste 50 sider, men ellers er det en bog, jeg bestemt vil anbefale. Den er velskrevet, interessant, fascinerende og skræmmende på samme tid.