Dagbog fra Zombieland

SPONSORERET INDLÆG

For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af forfatteren til ‘Dagbog fra Zombieland’ for at høre, om det var en bog, jeg var interesseret i at anmelde. Nu har jeg en svaghed for zombier, så jeg takkede ja til et anmeldereksemplar.

Bogen er skrevet af Klaus Frederiksen og foregår en gang i fremtiden, hvor Danmark er lagt øde af zombier og kun få mennesker har overlevet. Hvor mange overlevende, der er, vides ikke, men Noah er en af dem. Han skriver en form for dagbog, som han poster på nutidens Facebook og dermed kan vise et fremtidsbillede af, hvordan Danmark er, når zombierne har overtaget. Noah beslutter sig for at tage på roadtrip gennem Danmark, og med sig har han to andre overlevende – Lucas og Emma. De kommer igennem en række danske byer, der i den grad er præget af zombieapokalypsen, og de støder på en del udfordringer, da ikke alle de overlevende mennesker er ved deres fulde fem…

Det bedste ved bogen er helt klart fortolkningen af zombierne. Jeg kunne godt lide, at disse zombier viste tegn på at udvikle sig og dermed blev langt farligere end de traditionelle zombier, der er langsomme og ret forudsigelige. Det er ikke noget, jeg ser særlig tit i zombiegenren, så det var ret forfriskende.

Skrivestilen er til gengæld noget flad og jævn. Sprogligt set er teksten ikke særlig interessant, men omvendt gør det faktisk fortællingen mere troværdig, da det passer fint med, hvordan en helt almindelig dansker kunne finde på at skrive, hvis han/hun skrev dagbog. Der er godt nok lige lovlig mange cliffhangers i form af “men mere om det i morgen, for nu skal jeg sove”. Det virkede kunstigt.

Bogen savner i det hele taget en korrekturgennemgang – ikke kun på grund af sproget, der godt må strammes lidt op hist og her, men der er en lang række korrekturfejl (især mht. kommateringen), og så er der også selvmodsigende episoder. Noah tager på et tidspunkt ud til Dyrskuepladsen i Roskilde, hvor Roskilde Festivalens Orange Scene stadig står. Forklaringen er, at festivalen var i gang, da zombievirussen brød, og at festivalteltene derfor aldrig blev pillet ned. Men senere i bogen beskriver Noah de første dage af zombieinvasionen, og her fortæller han om, at han og hans partner var til nytårsbal på Kronborg Slot, da stedet blev overrendt af zombier.

Der er noget sympatisk ved, at historien foregår i Danmark, og det er helt klart hyggeligt at komme igennem en række danske byer på Noahs roadtrip (også selvom det ind imellem virker mærkeligt, at han kommenterer så meget på lokale seværdigheder). Der er dog lige lovlig mange klicheer i form af kultister og andre forfærdelige grupperinger, som ofte dukker op i zombiehistorier og dystopiske fortællinger.

Jeg er ikke særlig begejstret for hele rammehistorien, hvor Noah skriver en dagbog, der bliver vist på en Facebookside i nutiden. Det gjorde mig straks skeptisk som læser, da det virkede meget konstrueret. Så ville det have virket bedre, hvis Noah bare havde skrevet dagbog – hele linket til en Facebookside i nutiden er bare mærkeligt og unødvendigt.

Jeg ville måske have holdt mere af bogen, dengang jeg var 13 år og ikke havde læst særlig megen zombielitteratur. I dag er jeg mere kritisk, og her savner jeg klart, at bogen bliver korrekturlæst flere gange, hvor der rettes stave- og kommafejl, samt at der luges ud i selvmodsigelser og mængden af klicheer. Der er ellers nogle gode ideer (især i forhold til zombiernes udvikling), men de overskygges af ovenstående.

The Walking Dead 15+16 – Book 8

twd8Under weekendens Read-a-Thon nåede jeg også endnu et album af ‘The Walking Dead’. Jeg var nået til ‘Book 8’, som indeholder hæfterne 15 og 16.

I foråret læste jeg ‘Book 7’, og jeg synes desværre, at ‘Book 8’ var ramt af de samme udfordringer. Der er skam flere spændende scener/situationer, men det føles også lidt, som om forfatterne genbruger de samme problemstillinger og konflikter igen og igen. Så er det faktisk mere spændende at følge med i tv-serien, hvor jeg pt. er i gang med at se femte sæson på HBO, og den er ca. lige så langt som ‘Book 7’ og ‘Book 8’.

Oh well – det er stadig hyggeligt at følge med i tegneserien, meeen nu må der altså godt snart ske noget virkelig interessant for at få handlingen i en ny og spændende retning.

The Walking Dead 11 og 12

t w d 6

For en måned siden fik jeg endelig set 4. sæson af ‘The Walking Dead’ (da HBO omsider sørgede for at lægge sæsonen online), og så var det også på tide at læse ‘The Walking Dead 11 og 12, som er samlet i ‘Book 6’. Den foregår nogenlunde på samme tid som 4. sæson. Der er en lang række forskelle mellem den originale tegneserie og tvserie-udgaven, men jeg kan godt lide at følge med i begge serier, så jeg er ca. samme sted i handlingen i de to medier.

Jeg kan selvfølgelig ikke give et resumé af handlingen i denne bog, da det vil afsløre alt, alt for meget i forhold til de foregående bøger.

Men! Jeg kan afsløre, at ‘The Walking Dead Book 6’ er bedre end forgængeren, som jeg ikke var synderlig begejstret for. Nu kommer der atter gang i handlingen, og hovedpersonerne får rodet sig ud i nye… eventyr.

Jeg synes stadig, at serien er spændende og fascinerende, men det føles dog også som om, at forfatterne har sværere ved at udvikle serien nu. Jeg er spændt på, hvordan serien vil fortsætte – om det lykkes for skaberne at holde liv i serien, eller om det begynder at gå ned af bakke nu. Jeg krydser selvfølgelig fingre for det første!

Blackout

‘Blackout’ er tredje og sidste del i ‘The Newsflesh’-trilogien, der er skrevet af Mira Grant. Jeg har tidligere anmeldt ‘Feed’ og ‘Deadline’.

Jeg skriver aldrig resumeer af 2’ere og 3’ere i en trilogi, da det vil afsløre for meget af den tidligere handling, og det gør jeg heller ikke denne gang – eller jeg bør nærmest sige: Det gør jeg i særdeleshed ikke med denne serie!

‘The Newsflesh’-trilogien er en af de bedste serier, jeg har læst gennem de seneste år. Det er en serie, der byder på et utal af overraskelser og plottwists, og der er masser af action, selvom overraskende lidt af den drejer sig om zombier. For selvom bøgerne foregår i en verden, hvor mennesket er fortrængt til barrikaderede byer for at holde zombierne på afstand, så handler bøgerne mere om de intriger, konspirationer og crazy opfindelser, der skal holde menneskene i live og zombierne på sikker afstand.

Det er en serie med nogle virkelig badass boys and girls, som selv i pressede situationer lige kan flå en vits ud af ærmet og smække den i fjæset på modstanderen, og det er nærmest umuligt ikke at holde med dem.

‘Blackout’ er en værdig afslutning på en serie, der i den grad har overrasket mig positivt – også selvom slutningen måske er en smule… letkøbt. Måske. Jeg kan ikke helt bestemme mig, selvom jeg på en måde godt kan lide den.

Er du til action, dystopi og politiske konspirationer så er ‘The Newsflesh’-trilogien lige noget for dig – især hvis der må være en zombie eller to til lige at give den et ekstra twist.

The Walking Dead 9 + 10

‘The Walking Dead – book 5’ er en hardcover-udgave af The Walking Dead-hæfterne 9+10. Læs mine anmeldelser af henholdsvis ‘The Walking Dead 1’, ‘The Walking Dead 2-5’ og ‘The Walking Dead 6-8’.

Jeg kan ikke komme med et resumé, da det vil afsløre alt, alt for meget af handlingen af de foregående bøger, men jeg vil kommentere på læseoplevelsen.

‘The Walking Dead – book 5’ er desværre ret svag sammenlignet med de tidligere hæfter i serien. Det er selvfølgelig svært at lave en efterfølger til hæfte 7 og 8, da de var temmelig actionpacked og spændende (og afslutningen i hæfte – wow!), men der sker forbløffende lidt i hæfte 9 og 10 – for lidt til min smag.

Jeg kan egentlig godt lide, at der bliver tid til at dvæle lidt ved de ting, der sker i det foregående hæfte, men jeg synes desværre, at handlingen går i stå og kun gør et forkølet forsøg på at starte noget nyt op.

Derfor – jeg var ikke specielt imponeret af hæfte 9+10, men jeg håber, der kommer mere gang i den i de næste hæfter. Jeg har nemlig ‘The Walking Dead – book 6’ stående på hylden allerede…

Deadline

‘Deadline’ er skrevet af Mira Grant og er fortsættelsen til ‘Feed’ – en bog, der foregår i engang i fremtiden, hvor zombierne hærger Jorden og har mindsket antallet af mennesker betydeligt.

Jeg kan ikke give et resumé af ‘Deadline’, da det vil afsløre for meget af handlingen i ‘Feed’. Faktisk er jeg lidt i tvivl om, hvad jeg overhovedet kan sige om ‘Deadline’ – udover at den er virkelig fed!

Da jeg læste ‘Feed’, var jeg overrasket over, hvor lidt zombier egentlig fyldte i handlingen, når det kom til stykket, og sådan er det også i ‘Deadline’. Det svækker dog ikke serien, for den underliggende trussel er der hele tiden og er med til at give en tilpas paranoid stemning.

‘Feed’ var på mange måder genial og havde en overraskende slutning, som fik mig til at spekulere på, hvad der ville ske i den næste bog. Og her må jeg indrømme, at forfatteren i den grad formåede at udvikle historien i ‘Deadline’, hvor handlingen igen tager en overraskende drejning. Det er en bog, der får mig til at smile – ikke fordi handlingen ligger så meget op til det, men fordi det er en fornøjelse at læse en historie, der er så godt skruet sammen. Det hjælper selvfølgelig også, at bogen er befolket af interessante hoved- og bipersoner, og at forfatteren har skruet et ret interessant bud på en fremtidsverden sammen.

Det er helt klart en bog, jeg kan anbefale på linje med ‘Feed’. Nu glæder jeg mig blot til at læse tredje og sidste bog i trilogien.

The Walking Dead 6-8

For to år siden læste jeg første bind i zombie-tegneserien ‘The Walking Dead’ af Robert Kirkman. Den sagde mig desværre ikke så meget, men heldigvis gav jeg serien en chance mere for snart et år siden, da jeg stødte på bind 2-5 på biblioteket. Der blev jeg til gengæld fuldstændig fanget af den dystopiske fortælling om de levende døde.

De første fem bind læste jeg på dansk, men da jeg var så glad for serien, endte jeg med at købe de næste bøger på engelsk. Serien bliver udgivet både som hæfter og bøger, i mindre udgaver og i tykke hardcover-versioner. Jeg har valgt den hardcover-udgave, hvor bøgerne bliver samlet to og to. Det 6. bind læste jeg for nylig, og til Dewey’s Read-A-Thon læste jeg ‘Book Four’, der indeholder hæfterne 7 og 8.

Jeg vil ikke fortælle et resumé af handlingen, for det vil afsløre alt, alt for meget i forhold til de foregående hæfter, men jeg vil hurtigt ridse op, hvad der er godt og knapt så godt i ‘The Walking Dead 6-8’.

For det første er der lidt mere ro på i disse tre hæfter. Det skal ikke forstås som om, at jeg ikke vil have masser af action, men historien blev ind imellem lige lovlig kaotisk i de første hæfter. I 6-8 er der dog plads til lidt mere fordybelse, så personerne får lov til at udvikle sig, og det synes jeg klæder serien rigtig godt. Der er stadig zombier med – bare rolig – men der er også andre skræmmende faktorer, som pludselig påvirker personernes situation.

Det irriterede mig dog, at tegningerne svingede så meget i kvalitet. Der er flere af personerne, tegnes meget forskelligt fra side til side og dermed kan være svære at genkende. Det synes jeg virker ret sjusket, for det forvirrede mig flere gange, når jeg ikke kunne genkende en person, fordi tegningen af vedkommende var så forskellig fra sidste gang, personen dukkede op i en scene.

Jeg er stadig meget begejstret for serien, og da ‘Book Four’ slutter af med et brag – og noget af en cliffhanger – så kan jeg næsten ikke vente med at læse videre i serien. Altså bortset fra at jeg ikke har næste bog stående. Nu må vi se, om jeg kan vente helt til jul (for at se, om jeg får den i julegave), eller om jeg overgiver mig og køber den inden.

The Walking Dead bind 2-5

På en dag som denne, hvor mange føler sig halvdøde oven på en festlig nytårsaften, er det oplagt at fortælle om en af de positive overraskelser, jeg havde for et par måneder siden, hvor jeg læste bind 2-5 af tegneserien ‘The Walking Dead’. Jeg faldt over dem på biblioteket ved et tilfælde, og selvom jeg ikke var så begejstret for det første bind i serien, som jeg havde håbet, så kunne jeg ikke nære mig og lånte de fire næste bind med hjem. Det var jo en serie med zombier…

… og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det! Jeg blev virkelig grebet af serien og forstod endelig, hvorfor tegneserien har gået sin sejrsgang verden over og sælger fantastisk godt!

‘The Walking Dead’ er pakket med action og intriger, og gang på gang greb jeg mig selv i at tænke “hvordan i alverden kommer de videre herfra – det kan jo snart ikke gå mere galt…”. Tegningerne er meget udtryksfulde og emmer af stemning, og det er helt klart en af de bedste tegneserier, jeg har læst.

Jeg ser (selvfølgelig) også tvserien, der er bygget på tegneserierne, men der er en del forskel på handlingen i hhv. tvserien og tegneserierne, og det synes jeg er en stor fordel. Da jeg læste den første tegneserie, var det en lidt flad fornemmelse, for jeg havde set første sæson af tvserien på det tidspunkt, og tegneserien kom til at virke som en skrabet version af tv-udgaven. Det ændrede sig dog, da jeg læste de efterfølgende tegneserier, for ikke blot ‘overhalede’ jeg mig selv mht. hvor langt jeg var nået i tvserien – der er som sagt også en del ændringer i historien (og persongalleriet), og det gør det meget lettere at nyde de to medier hver for sig.

Det er virkelig skønt at se, hvordan Robert Kirkman har formået at forny zombiegenren, så den er mere og andet end hjernedød splat og gys. Ligesom ‘World War Z’ er tegneserien ‘The Walking Dead’ er godt eksempel på, at zombiehistorier kan være fascinerende og skræmmende uden at bruge store mængder af (kunstigt) blod.

Feed

Denne bog købte jeg sidste år, da vi var i London, og siden har den blot stået og ventet tålmodigt på boghylden, indtil jeg endelig tog fat i den for et par uger siden og SLUGTE den i løbet af få dage!

‘Feed’ er skrevet af Mira Grant og er første bog i Newsflesh-serien. Bogen foregår i 2040, ca. 20 år efter, at en virus har spredt sig og gjort store dele af klodens befolkning til zombier. Menneskeheden eksisterer dog stadig og lever nu i et samfund, hvor du sjældent bevæger dig uden for dit eget hus. I stedet foregår det meste interaktion på nettet, hvor nyhedsbloggerne er de nye stjerner. Det er dem, der drager ud i virkeligheden for at rapportere om, hvad der sker. Det er dem, der sætter livet på spil og konstant lever i fare for at blive de næste, zombierne sætter tænderne i.

De to søskende, Georgia og Shaun, er bloggere og gør et scoop, da de får muligheden for at dække præsidentkandidaten Peter Rymans kampagne. Deres besøgstal stiger, og de er pludselig blevet blandt de vigtigste og mest anerkendte bloggere. Men så begynder der at ske underlige ting, og de får en mistanke om, at nogen ikke blot forsøger at sabotere Peter Rymans kampagne – det virker, som sabotage, men er det en politisk modstander, der går for vidt, eller er det noget helt andet, der står på spil?

Denne bog var mere og andet, end jeg forventede af den. Der er skam zombier med i bogen, men når det kommer til stykket, er det ikke dem, der er i fokus. Sammenligner jeg bogen med flere af de zombie-bøger, jeg har læst de senere år, så er ‘Feed’ tættere på ‘World War Z’ end på den klassiske zombiesplat i ‘Pandaemonium’. I ‘Feed’ er zombierne i højere grad et symptom på et samfund, der har spillet fallit, og zombierne er nu truslen, der gør, at menneskene lever som forskræmte mus i deres egne små reder – hunderædde for at gå uden for og ikke mindst mødes med andre mennesker. Bevæger du dig udenfor, skal du gennemgå flere tests, inden du kan blive lukket ind igen, for tænk nu hvis du er blevet smittet, mens du har været udenfor?

Denne bog emmer af frygt, men ikke på den klassiske horror-måde, hvor der er knirkende trappetrin og bø-effekter hele tiden. Her er det i stedet bevidstheden om, hvor sårbare menneskene er, selvom de gemmer sig bag sikrede døre.

Det er et genialt træk at bruge nyhedsbloggerne til at fortælle historien og ikke mindst beskrive den verden, de lever i. I starten kæmpede jeg lidt med at acceptere en verden, som er befængt med zombier, men hvor menneskene tilsyneladende godt kan have et velfungerende internet (og ikke mindst strøm til at køre det) og lignende teknologiske løsninger (såsom alskens medicinske test, der skal sikre, at ingen smittede får adgang til steder, hvor der er andre mennesker). Hvorfor har man ikke brugt energien på at sikre flere områder, så det er lettere at bevæge sig omkring?

Som bogen udviklede sig, blev jeg dog mere og mere fascineret af den verden, forfatteren har opbygget, og de ting, der irriterede mig lidt i starten, gled i baggrunden. Det var dog hen imod slutningen, at bogen får alvor tog mig med storm i et actionpacked og adrenalinsparkende klimaks, der indeholdt et par interessante overraskelser, som både var rørende og gav historien en helt ny drejning.

Bogen handler som sagt ikke særlig meget om zombier, men det gør mig nu ikke så meget, for den historie, ‘Feed’ rummer, er spændende, tankevækkende og nyskabende. Jeg skal helt sikkert læse videre i denne serie, og er du til dystopiske bøger, vil jeg foreslå dig, at du gør det samme.

Pandaemonium

I sommerferien fik jeg læst en del af bøgerne, som jeg har planlagt at læse i år – herunder også zombiebogen ‘Pandaemonium’ af danske A. Silvestri.

Historien starter lige på og hårdt. På Nørrebro fødes Ondskaben, og store sværme af fluer overfalder folk på gaden og forvandler dem til zombier. Snart er København ét stort kaos, for ingen forstår, hvad der foregår, eller hvordan de skal flygte fra fluerne. En lille gruppe overlevende samles på en skole på Midtsjælland, hvor de ikke blot skal kæmpe mod zombierne men også mod personer fra deres fortid – mennesker, der er grebet af grådighed, vrede og hævngerrighed. Det er dog ikke muligt at holde skolen i længere tid, og de overlevende må begive sig ud på en rejse for at finde et sikkert sted – og måske også løsningen på, hvordan de kan stoppe zombieangrebene én gang for alle.

Det er umuligt at læse denne bog uden at komme til at tænke på Dennis Jürgensens ‘Kadavermarch’, hvor zombieangrebene også er beskrevet i en frisk tone krydret med teenageslang og smarte bemærkninger. ‘Pandaemonium’ er dog noget mere splatteragtig, og der bliver ikke lagt fingrene imellem. Drabene bliver detaljeret beskrevet, og blod, kropsdele og materie sprøjtes ud over siderne. Denne bog er IKKE for sarte sjæle!

Persongalleriet er rimelig traditionelt – der skal både være plads til folk med funktioner (f.eks. betjent og dyrlæge), folk med ar på sjæl og krop (f.eks. forbryder og voldtægtsoffer) og folk med overnaturlige evner, ligesom der naturligvis både er unge og gamle med i gruppen. Forfatteren er ikke bleg for at luge ud i gruppen undervejs, meeen der er desværre ikke de store overraskelser med hensyn til forløbet, og så er skurkene generelt utrolig kedelige og endimensionelle.

Det er tydeligt, at bogen er inspireret af andre zombiebøger, og det gør såmænd ikke så meget, men jeg havde gerne set, at der var flere overraskelser undervejs. Forfatteren har dog valgt at fokusere på en religiøs vinkel, der sjældent bruges i zombiehistorier, men den vinkel var jeg ikke særlig begejstret for. Det kom flere gange til at virke påklistret – især når de overlevende skal gætte sig frem til, hvordan de måske kan stoppe zombiehæren – og hele slutningen bliver et orgie i filmisk action og religiøst pladder.

Bogen er ganske underholdende, men jeg synes ikke, den bidrager med så meget nyt. ‘Pandaemonium’ har på ingen måde den elegance som ‘World War Z’ har, men det er også to meget forskellige bøger, selvom de begge hører til zombiegenren. Du skal læse den, hvis du er til klassisk horror og zombiesplat, for der er action og blod i rå mængder, ligesom strømmen af one-liners bare bliver ved og ved.