Deadline

‘Deadline’ er skrevet af Mira Grant og er fortsættelsen til ‘Feed’ – en bog, der foregår i engang i fremtiden, hvor zombierne hærger Jorden og har mindsket antallet af mennesker betydeligt.

Jeg kan ikke give et resumé af ‘Deadline’, da det vil afsløre for meget af handlingen i ‘Feed’. Faktisk er jeg lidt i tvivl om, hvad jeg overhovedet kan sige om ‘Deadline’ – udover at den er virkelig fed!

Da jeg læste ‘Feed’, var jeg overrasket over, hvor lidt zombier egentlig fyldte i handlingen, når det kom til stykket, og sådan er det også i ‘Deadline’. Det svækker dog ikke serien, for den underliggende trussel er der hele tiden og er med til at give en tilpas paranoid stemning.

‘Feed’ var på mange måder genial og havde en overraskende slutning, som fik mig til at spekulere på, hvad der ville ske i den næste bog. Og her må jeg indrømme, at forfatteren i den grad formåede at udvikle historien i ‘Deadline’, hvor handlingen igen tager en overraskende drejning. Det er en bog, der får mig til at smile – ikke fordi handlingen ligger så meget op til det, men fordi det er en fornøjelse at læse en historie, der er så godt skruet sammen. Det hjælper selvfølgelig også, at bogen er befolket af interessante hoved- og bipersoner, og at forfatteren har skruet et ret interessant bud på en fremtidsverden sammen.

Det er helt klart en bog, jeg kan anbefale på linje med ‘Feed’. Nu glæder jeg mig blot til at læse tredje og sidste bog i trilogien.

The Walking Dead 6-8

For to år siden læste jeg første bind i zombie-tegneserien ‘The Walking Dead’ af Robert Kirkman. Den sagde mig desværre ikke så meget, men heldigvis gav jeg serien en chance mere for snart et år siden, da jeg stødte på bind 2-5 på biblioteket. Der blev jeg til gengæld fuldstændig fanget af den dystopiske fortælling om de levende døde.

De første fem bind læste jeg på dansk, men da jeg var så glad for serien, endte jeg med at købe de næste bøger på engelsk. Serien bliver udgivet både som hæfter og bøger, i mindre udgaver og i tykke hardcover-versioner. Jeg har valgt den hardcover-udgave, hvor bøgerne bliver samlet to og to. Det 6. bind læste jeg for nylig, og til Dewey’s Read-A-Thon læste jeg ‘Book Four’, der indeholder hæfterne 7 og 8.

Jeg vil ikke fortælle et resumé af handlingen, for det vil afsløre alt, alt for meget i forhold til de foregående hæfter, men jeg vil hurtigt ridse op, hvad der er godt og knapt så godt i ‘The Walking Dead 6-8’.

For det første er der lidt mere ro på i disse tre hæfter. Det skal ikke forstås som om, at jeg ikke vil have masser af action, men historien blev ind imellem lige lovlig kaotisk i de første hæfter. I 6-8 er der dog plads til lidt mere fordybelse, så personerne får lov til at udvikle sig, og det synes jeg klæder serien rigtig godt. Der er stadig zombier med – bare rolig – men der er også andre skræmmende faktorer, som pludselig påvirker personernes situation.

Det irriterede mig dog, at tegningerne svingede så meget i kvalitet. Der er flere af personerne, tegnes meget forskelligt fra side til side og dermed kan være svære at genkende. Det synes jeg virker ret sjusket, for det forvirrede mig flere gange, når jeg ikke kunne genkende en person, fordi tegningen af vedkommende var så forskellig fra sidste gang, personen dukkede op i en scene.

Jeg er stadig meget begejstret for serien, og da ‘Book Four’ slutter af med et brag – og noget af en cliffhanger – så kan jeg næsten ikke vente med at læse videre i serien. Altså bortset fra at jeg ikke har næste bog stående. Nu må vi se, om jeg kan vente helt til jul (for at se, om jeg får den i julegave), eller om jeg overgiver mig og køber den inden.

The Walking Dead bind 2-5

På en dag som denne, hvor mange føler sig halvdøde oven på en festlig nytårsaften, er det oplagt at fortælle om en af de positive overraskelser, jeg havde for et par måneder siden, hvor jeg læste bind 2-5 af tegneserien ‘The Walking Dead’. Jeg faldt over dem på biblioteket ved et tilfælde, og selvom jeg ikke var så begejstret for det første bind i serien, som jeg havde håbet, så kunne jeg ikke nære mig og lånte de fire næste bind med hjem. Det var jo en serie med zombier…

… og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det! Jeg blev virkelig grebet af serien og forstod endelig, hvorfor tegneserien har gået sin sejrsgang verden over og sælger fantastisk godt!

‘The Walking Dead’ er pakket med action og intriger, og gang på gang greb jeg mig selv i at tænke “hvordan i alverden kommer de videre herfra – det kan jo snart ikke gå mere galt…”. Tegningerne er meget udtryksfulde og emmer af stemning, og det er helt klart en af de bedste tegneserier, jeg har læst.

Jeg ser (selvfølgelig) også tvserien, der er bygget på tegneserierne, men der er en del forskel på handlingen i hhv. tvserien og tegneserierne, og det synes jeg er en stor fordel. Da jeg læste den første tegneserie, var det en lidt flad fornemmelse, for jeg havde set første sæson af tvserien på det tidspunkt, og tegneserien kom til at virke som en skrabet version af tv-udgaven. Det ændrede sig dog, da jeg læste de efterfølgende tegneserier, for ikke blot ‘overhalede’ jeg mig selv mht. hvor langt jeg var nået i tvserien – der er som sagt også en del ændringer i historien (og persongalleriet), og det gør det meget lettere at nyde de to medier hver for sig.

Det er virkelig skønt at se, hvordan Robert Kirkman har formået at forny zombiegenren, så den er mere og andet end hjernedød splat og gys. Ligesom ‘World War Z’ er tegneserien ‘The Walking Dead’ er godt eksempel på, at zombiehistorier kan være fascinerende og skræmmende uden at bruge store mængder af (kunstigt) blod.

Feed

Denne bog købte jeg sidste år, da vi var i London, og siden har den blot stået og ventet tålmodigt på boghylden, indtil jeg endelig tog fat i den for et par uger siden og SLUGTE den i løbet af få dage!

‘Feed’ er skrevet af Mira Grant og er første bog i Newsflesh-serien. Bogen foregår i 2040, ca. 20 år efter, at en virus har spredt sig og gjort store dele af klodens befolkning til zombier. Menneskeheden eksisterer dog stadig og lever nu i et samfund, hvor du sjældent bevæger dig uden for dit eget hus. I stedet foregår det meste interaktion på nettet, hvor nyhedsbloggerne er de nye stjerner. Det er dem, der drager ud i virkeligheden for at rapportere om, hvad der sker. Det er dem, der sætter livet på spil og konstant lever i fare for at blive de næste, zombierne sætter tænderne i.

De to søskende, Georgia og Shaun, er bloggere og gør et scoop, da de får muligheden for at dække præsidentkandidaten Peter Rymans kampagne. Deres besøgstal stiger, og de er pludselig blevet blandt de vigtigste og mest anerkendte bloggere. Men så begynder der at ske underlige ting, og de får en mistanke om, at nogen ikke blot forsøger at sabotere Peter Rymans kampagne – det virker, som sabotage, men er det en politisk modstander, der går for vidt, eller er det noget helt andet, der står på spil?

Denne bog var mere og andet, end jeg forventede af den. Der er skam zombier med i bogen, men når det kommer til stykket, er det ikke dem, der er i fokus. Sammenligner jeg bogen med flere af de zombie-bøger, jeg har læst de senere år, så er ‘Feed’ tættere på ‘World War Z’ end på den klassiske zombiesplat i ‘Pandaemonium’. I ‘Feed’ er zombierne i højere grad et symptom på et samfund, der har spillet fallit, og zombierne er nu truslen, der gør, at menneskene lever som forskræmte mus i deres egne små reder – hunderædde for at gå uden for og ikke mindst mødes med andre mennesker. Bevæger du dig udenfor, skal du gennemgå flere tests, inden du kan blive lukket ind igen, for tænk nu hvis du er blevet smittet, mens du har været udenfor?

Denne bog emmer af frygt, men ikke på den klassiske horror-måde, hvor der er knirkende trappetrin og bø-effekter hele tiden. Her er det i stedet bevidstheden om, hvor sårbare menneskene er, selvom de gemmer sig bag sikrede døre.

Det er et genialt træk at bruge nyhedsbloggerne til at fortælle historien og ikke mindst beskrive den verden, de lever i. I starten kæmpede jeg lidt med at acceptere en verden, som er befængt med zombier, men hvor menneskene tilsyneladende godt kan have et velfungerende internet (og ikke mindst strøm til at køre det) og lignende teknologiske løsninger (såsom alskens medicinske test, der skal sikre, at ingen smittede får adgang til steder, hvor der er andre mennesker). Hvorfor har man ikke brugt energien på at sikre flere områder, så det er lettere at bevæge sig omkring?

Som bogen udviklede sig, blev jeg dog mere og mere fascineret af den verden, forfatteren har opbygget, og de ting, der irriterede mig lidt i starten, gled i baggrunden. Det var dog hen imod slutningen, at bogen får alvor tog mig med storm i et actionpacked og adrenalinsparkende klimaks, der indeholdt et par interessante overraskelser, som både var rørende og gav historien en helt ny drejning.

Bogen handler som sagt ikke særlig meget om zombier, men det gør mig nu ikke så meget, for den historie, ‘Feed’ rummer, er spændende, tankevækkende og nyskabende. Jeg skal helt sikkert læse videre i denne serie, og er du til dystopiske bøger, vil jeg foreslå dig, at du gør det samme.

Pandaemonium

I sommerferien fik jeg læst en del af bøgerne, som jeg har planlagt at læse i år – herunder også zombiebogen ‘Pandaemonium’ af danske A. Silvestri.

Historien starter lige på og hårdt. På Nørrebro fødes Ondskaben, og store sværme af fluer overfalder folk på gaden og forvandler dem til zombier. Snart er København ét stort kaos, for ingen forstår, hvad der foregår, eller hvordan de skal flygte fra fluerne. En lille gruppe overlevende samles på en skole på Midtsjælland, hvor de ikke blot skal kæmpe mod zombierne men også mod personer fra deres fortid – mennesker, der er grebet af grådighed, vrede og hævngerrighed. Det er dog ikke muligt at holde skolen i længere tid, og de overlevende må begive sig ud på en rejse for at finde et sikkert sted – og måske også løsningen på, hvordan de kan stoppe zombieangrebene én gang for alle.

Det er umuligt at læse denne bog uden at komme til at tænke på Dennis Jürgensens ‘Kadavermarch’, hvor zombieangrebene også er beskrevet i en frisk tone krydret med teenageslang og smarte bemærkninger. ‘Pandaemonium’ er dog noget mere splatteragtig, og der bliver ikke lagt fingrene imellem. Drabene bliver detaljeret beskrevet, og blod, kropsdele og materie sprøjtes ud over siderne. Denne bog er IKKE for sarte sjæle!

Persongalleriet er rimelig traditionelt – der skal både være plads til folk med funktioner (f.eks. betjent og dyrlæge), folk med ar på sjæl og krop (f.eks. forbryder og voldtægtsoffer) og folk med overnaturlige evner, ligesom der naturligvis både er unge og gamle med i gruppen. Forfatteren er ikke bleg for at luge ud i gruppen undervejs, meeen der er desværre ikke de store overraskelser med hensyn til forløbet, og så er skurkene generelt utrolig kedelige og endimensionelle.

Det er tydeligt, at bogen er inspireret af andre zombiebøger, og det gør såmænd ikke så meget, men jeg havde gerne set, at der var flere overraskelser undervejs. Forfatteren har dog valgt at fokusere på en religiøs vinkel, der sjældent bruges i zombiehistorier, men den vinkel var jeg ikke særlig begejstret for. Det kom flere gange til at virke påklistret – især når de overlevende skal gætte sig frem til, hvordan de måske kan stoppe zombiehæren – og hele slutningen bliver et orgie i filmisk action og religiøst pladder.

Bogen er ganske underholdende, men jeg synes ikke, den bidrager med så meget nyt. ‘Pandaemonium’ har på ingen måde den elegance som ‘World War Z’ har, men det er også to meget forskellige bøger, selvom de begge hører til zombiegenren. Du skal læse den, hvis du er til klassisk horror og zombiesplat, for der er action og blod i rå mængder, ligesom strømmen af one-liners bare bliver ved og ved.

Den evige nat

Så fik jeg læst tredje og sidste del af Guillermo del Toros og Chuck Hogans zombie/vampyrtrilogi. Jeg har tidligere anmeldt ‘Blod’ og ‘Mørke’.

Jeg vil ikke gå i detaljer med handlingen, for det vil afsløre for meget – især hvis du ikke har læst de tidligere bøger.

‘Den evige nat’ blev heldigvis en overvejende positiv læseoplevelse. Jeg har læst flere anmeldelser af de to første bøger, hvor folk har været begejstrede for den første bog og dybt skuffede over den anden. Sådan har jeg det slet ikke. Tværtimod er jeg blevet mere og mere positiv over for serien. Da jeg havde læst den første bog, var jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville komme til at læse resten af serien, men nu er jeg faktisk glad for, at jeg gennemførte det.

I ‘Blod’ var historien alt for lang tid om at komme i gang, og handlingen sneglede sig af sted. Selvfølgelig var der en del personer, der skulle introduceres, men det behøver man altså ikke op mod 300 sider til. ‘Mørke’ rummede langt mere handling, og selvom den til tider havde et noget ujævnt forløb med flere sidehistorier, som ikke altid var lige interessante, så endte jeg med at være mere tilfreds med den end med den første bog i serien.

‘Den evige nat’ er så bogen, der ikke blot samler op på de to foregående bøger, men som også indeholder et par twists til historien og ikke mindst flere af personerne – twists som er yderst tiltrængte og en fin afveksling fra det sædvanlige historiemønster. Den er action packed, og selvom enkelte actionscener er lidt for slavisk beskrevet med for mange “og så gjorde han det”-beskrivelser, så er der i hvert fald ikke mulighed for at kede sig under læsningen.

Jeg er stadig skeptisk mht. at kalde væsnerne i bøgerne for vampyrer, men seriens dommedagstoner og modstandskamp gør den overordnet til udmærket læsning. Jeg advarer dog om, at første bog kan være noget træg at komme igennem.

The Walking Dead & Lovecraft

Det er sjældent, jeg anmelder tegneserier – mest af alt fordi jeg oftest læser humoristiske tegneserier såsom Pearls Before Swine og Get Fuzzy. Men tegneserier er mere og andet end slapstick humor og et glimt i øjet – noget som disse to tegneserier i den grad beviser.

‘The Walking Dead’ er en postapokalyptisk serie, der har gået sin sejrsgang verden over og som nu filmes som tv-serie. Første og anden sæson er allerede bragt, og selvom jeg savner personer med dybde i serien, så er det nu interessant med en tv-serie, hvor kulissen – og ind imellem historien – er befængt med zombier.

Det er en historie om en række mennesker, der rejser gennem en verden, der er invaderet af levende døde, og titlen ‘The Walking Dead’ er ikke blot en henvisning til zombierne men også til den håbløse situation, som de overlevende befinder sig i. Hvordan skal de dog kunne leve og overleve i et nedbrudt samfund med millioner af zombier, der tørster efter deres blod?

Tv-serien følger første tegneseriebind et godt stykke af vejen. Jeg var i hvert fald overrasket over, at producenterne ikke havde fortolket mere, da de lavede serien, men jeg vil sige, at der er også intriger fra tv-serien, som heldigvis ikke fandtes i den originale tegneserie. Alene det får mig til at overveje kraftigt, om ikke jeg skal købe en række af de engelske vind.Første bind af serien udkom ganske vist på dansk sidste år, og det er også på dansk, jeg har læst det, men jeg tror ikke, jeg har tålmodighed til at vente på oversættelserne. Jeg skal dog også lige vænne mig til stilen, for det er ikke altid, at jeg er enig med forfatteren i, hvad han skal bruge mange eller få billeder på at fortælle.

En af de mest fascinerende forfattere er i mine øjne H. P. Lovecraft, der har skrevet en række morbide, absurde og skræmmende gyserhistorier og defineret en hel verden fyldt med skrækkelige monstre, som kan bringe mennesker på vanviddets rand på et øjeblik. Hans historier har dannet grundlag for en lang række film, rollespil og brætspil, og fortællingerne kan stadig skræmme så mange år efter, at de er skrevet.

Dette er et ganske hæderligt forsøg på at lave en tegneserie over hans eget liv. Jeg gik ikke så meget op i, hvorvidt alle facts var i orden – det var trods alt en fortolkning -men blev fanget af stemningen i bogen. Der er nemlig lagt vægt på de vrangforestillinger, som Lovecraft led af, og gennem hele historien opsøges han af de monstre, som han også skrev om. Han balancerer på vanviddets rand, og det er ganske godt illustreret. Men samtidig er illustrationerne også et problem, for fans af Lovecraft ved, at monstrene netop er ubeskrivelige og unævnelige – kort sagt så horrible og skrækindjagende, at der ikke findes ord eller tegninger, der til fulde kan beskrive hvilken horror, som menneskene trues af.

Det er en smuk, trist og interessant historie på samme tid – en historie mættet med stemning, ligesom Lovecrafts egne historier.

Høstens Engle

Jeg holder meget af zombiegenren, men jeg må også indrømme, at især zombiefilm ofte er opbygget ud fra samme skabelon – få zombier bliver til flere i et samfund, som ikke lægger mærke til noget, før det er for sent, og zombierne lægger hele verden øde. En lille gruppe kæmper heroisk for at overleve for ofte blot at dø til sidst. The End.

Sådan er denne bog ikke, og da jeg samtidig stødte på mange positive anmeldelser af den, røg den straks på min læseliste og blev en af de mange bøger, jeg fik læst i ferien.

‘Høstens Engle’ af Alden Bell er en zombiebog, der handler meget lidt om zombier. Den foregår 25 år efter, at zombierne lagde det meste af verden øde. Her rejser teenagepigen Temple gennem USA og lever af det, hun finder undervejs. Kontakten til andre mennesker er ofte akavet og fyldt med mistro – det går ikke at knytte sig til andre mennesker, for det gør ondt at miste. Alligevel forbarmer hun sig til sidst, da hun støder på sinke Maury, og snart udgør de et umage par på et bizart road trip – væk fra zombier og ondskabsfulde mennesker. 

Denne bog er mættet af støvet, dyster og modfalden stemning, men ind imellem er der små glimt af fortrøstning og håb. Det er et samfund i forfald, og det er ikke et sted, du har lyst til at opsøge endsige opholde dig i. Zombierne er der hele tiden i baggrunden som den lurende trussel, der flere gange dukker op, men ellers er det først og fremmest den degenererede menneskehed, som sørger for den barske og sørgelige stemning. Her vægtes overlevelse frem for alt andet, og jeg kom flere gange til at tænke på The Road, som jeg også så i ferien – der er lidt af den samme stemning i denne bog, bare ikke helt så mørk og brutal.

Hovedpersonen Temple er en pige med ben i næsen, og selvom hun er en tough girl, så er det også tydeligt, at hun bekymrer sig om andre. Hun er bare bange for at miste igen, og hendes fortid bliver flere gange beskrevet med små flashbacks. Det er en hovedperson, som er let at holde af, selvom hun som udgangspunkt ikke er den klassiske helt.

Der er en beundringsværdig overlevelsesvilje i denne bog, og alene stemningen i bogen gør den værd at læse, for du bliver ført ud i et smukt men dystert cowboyland, hvor lovløsheden hersker.

Det eneste negative, som jeg kan komme i tanke om, er at Temple flere gange forsyner sig med madvarer og andre ting fra forladte supermarkeder. Det virker ret urealistisk – ikke blot at der stadig er varer i butikkerne 25 år efter (utroligt at de ikke er blevet rippet helt af de overlevende – mennesker har jo en tendens til at hamstre for at overleve), men en del af madvarerne vil simpelthen ikke være i den tilstand, som forfatteren beskriver. En cola bliver for eksempel helt flad ½-1 år efter, at mindst holdbarhedsdatoen er overskredet, og så kan den stadig drikkes, men smager til gengæld utrolig sødt og fælt.

Bortset fra denne detalje så er bogen som sagt et interessant bud på, hvordan zombiegenren kan fornys og gøres til et smukt, fascinerende og trist indblik i, hvordan menneskeheden måske vil være, hvis zombieangrebet en dag kommer. En klar anbefaling herfra – også selvom du ikke er til horror.

Mørke

Med alt det gråvejr, der har været de seneste uger, mente jeg, at jeg sagtens kunne snige lidt mere horror-litteratur ind i ferielæsningen, så jeg besluttede mig for at læse videre i Guillermo del Toros og Chuck Hogans vampyr/zombie-trilogi, selvom jeg ikke var så imponeret af den første bog i serien, ‘Blod’.

‘Mørke’ fortsætter, hvor ‘Blod’ slap, hvor vampyrvirussen spreder sig hurtigt i New Yorks gader. Kaos breder sig, men Eph har stadig svært ved at få sandheden frem, for myndighederne vil ikke lytte til ham. Sammen med Nora, Setrakian, Fet og Gus forsøger han at kæmpe imod den nærmest uovervindelige fjende, men kampen bliver pludselig nuanceret af, at hovedvampyren, Herren, også møder modstand blandt sine egne. Er det muligt, at denne splid kan komme menneskene til gode, eller er kampen allerede tabt?

Stilen minder meget om den første bog på godt og ondt, men nu hvor rammerne er skabt, synes jeg, at der er lidt mere fremdrift i historien i forhold til den første bog. Der er dog stadig passager, som burde være strammet lidt op, og jeg savnede lidt mere føling mht. hovedskurken, Herren. Der mangler karisma og pondus på samme måde som Darth Vader, Voldemort og lignende kendte skurke. Herren sagde mig ikke rigtig noget.

Det endte dog med – blandt andet fordi bogen faktisk indeholder et par interessante twists til slut – at jeg fandt denne bog mere interessant end forgængeren. Jeg er stadig ikke så vild med den fortolkning af vampyr-definitionen, som bogen beskriver (i mine øjne er det lige så meget zombier), men nu bliver jeg nødt til at få slutningen med.

World War Z

Jeg elsker zombier. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid været fascineret af gys og horror, og derfor passer det mig rigtig godt, at zombierne har fået mere opmærksomhed i litteratur- og filmverdenen de senere år. En serie som The Walking Dead, som startede som tegneserie, men som nu også er kendt som en tv-serie af samme navn, har været med til at få andre end die hard-horrorfans til at synes, at zombie-settingen godt kan være interessant.

En anden grund til den nye interesse for zombier er bestselleren ‘World War Z’ skrevet af Max Brooks. Jeg har tidligere læst hans ‘The Zombie Survival Guide’, som jeg varmt kan anbefale, men nu fik jeg endelig læst denne nyklassiker inden for zombiegenren.

‘World War Z’ er en lidt anderledes historie om et zombieangreb, der er tæt på at udrydde menneskeheden. I modsætning til klassisk historiefortælling, hvor man ofte følger en eller flere hovedpersoner gennem hele bogen, så er denne bog opdelt i kapitler, der hver indeholder interviews med personer fra hele verden, der har overlevet zombieinvasionen. Gennem interviewene følger du som læser hele udviklingen fra det første angreb og videre til udbredelsen af zombieplagen, indtil myndighederne for alvor erklærer zombierne krig og bekæmper dem med alle midler.

Det er rigtig spændende at følge, hvordan zombieinvasionen breder sig fra land til land, og hvordan myndighederne tackler truslen i de forskellige kulturer. Myndighederne prøver både med kamp, flugt og karantænezoner, og de store linjer med de politiske detaljer er selvfølgelig rigtig interessante, men de personlige ‘øjenvidneberetninger’ er nu de vigtigste, når det gælder om at gøre historien nærværende og troværdig. Det er også med til at hæve fortællingen over ‘vold og splat’-niveauet, som zombiegenren ellers er kendt for, og det er virkelig en fornøjelse at læse en bog, der i den grad forstår at tage genren seriøst og forsøge at fortælle en zombiehistorie på en ny og fascinerende måde.

Det er en af de bedste zombiebøger, jeg har læst, og af samme grund gruer jeg lidt for den kommende filmatisering, for jeg er ikke sikker på, at den kan få det samme skær af troværdighed og nærvær med i fortællingen. Filmindustrien har trods alt en vis forkærlighed for at fokusere på action, men lad os nu se. Jeg er meget spændt på det endelige resultat, og i mellemtiden kan jeg jo genlæse denne bog eller overlevelsesguiden – sådan hvis nu, at zombieinvasionen bryder ud inden da…