Crank

‘Crank’ er skrevet af Ellen Hopkins og handler om teenagepigen Kristina, der lever et ganske normalt teenageliv og klarer sig samtidig ganske godt i skolen. Hun bor hos sin mor, da forældrene ikke længere er sammen, men en sommer beslutter hun sig for at besøge faren, der bor i en anden by. Han er dog sjældent hjemme, så hun er meget alene under sit besøg – lige indtil hun møder Adam. Han overtaler hende til at prøve meth (crank), og snart er hun afhængig af stofferne. Hun forsøger at skjule, da hun kommer hjem fra ferien, men hendes opførsel ændrer sig drastisk, og snart prøver moren fortvivlet at få sin datter på rette spor igen.

Denne bog har en helt særlig skrivestil, da den mange steder nærmere fremstår som et digt end som en traditionel roman. Her er et eksempel:

“you fly until you crash two days
two nights
no sleep,
no food,
come down off the monster
YOU CRASH REAL HARD”

Det er en ret interessant måde at fortælle en historie på, men der er to ulemper: For det første er det ikke en historie, man bare lige læser hurtigt – skrivestilen fordrer, at man læser langsomt og lader ordene synke ind, så det er ikke en bog, der egner sig til hyggelæsning eller en read-a-thon. Og så vil jeg mene, at bogen også er for lang til denne skrivestil i det hele taget. For det andet er forfatteren ikke konsistens mht. denne skrivestil, så der er kapitler, der er mere traditionelt opbygget. Det er lidt synd, for der er noget betagende ved at fortælle historien på den mere poetiske måde.

Historien er tankevækkende og troværdig – ikke kun fordi forfatteren tager udgangspunkt i egne oplevelser men også fordi, at man kommer helt tæt på den rutsjetur, som Kristina – og hendes familie – oplever. Kristina opfører sig forfærdeligt, og kunne ikke forstå mange af hendes valg, men de virkede meget troværdige i forhold til situationen.

Der er dog også ting, som også virkede konstruerede i forhold til at opbygge en spændende historie – for eksempel da hun skal tage et valg, der vil ændre hendes liv fuldstændigt. Her virkede det bare meget belejligt, at den situation opstod – ikke for hende men for historien i sig selv. Det var jeg ikke særlig begejstret for.

Jeg synes, det er en meget relevant fortælling, der giver et indblik i, hvordan en helt almindelig teenager pludselig kan ende i et stofmisbrug, og hvordan familien oplever dette sammenbrud. Skrivestilen giver lidt ekstra til historien – den fangede i hvert fald mig og gjorde, at jeg blev ret opslugt af fortællingen i starten. Det er dog samtidig også en stil, der kan skræmme væk – ikke mindst på grund af bogens længde.

‘Crank’ kan læses, som den er, men forfatteren har dog skrevet par efterfølgere til bogen. Selvom jeg helt overordnet synes, at det var en udmærket læseoplevelse, så kan jeg ikke umiddelbart se, hvad hun kan tilføje historien, og jeg har derfor ikke planer om at læse resten af serien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *