Danmark dejligst – Den nye Danmarkskrønike 1972-93

En af mine bogudfordringer for i år er at læse flere fagbøger, og det har jeg sandelig fået gjort – inden for alle mulige kategorier. En af disse har selvfølgelig været historie, og her har jeg blandt andet hørt ‘Danmark Dejligst’-trilogien som lydbøger. Serien er skrevet af Gregers Dirckinck-Holmfeld og handler om Danmarkshistorien i perioden 1972-1993.

Jeg var lidt spændt på, hvor meget jeg ville få ud af trilogien og havde nok forventet, at det var første bog om 1970’erne, der ville byde på flest overraskelser. Jeg er nemlig født i 1978, så det er ret begrænset, hvad jeg kan huske fra den tid 😉

Men – pudsigt nok viste det sig, at jeg havde ret godt styr på begivenhederne i 1970’erne, hvor det især var de politiske begivenheder, der fyldte meget i bogen. Til gengæld var der flere overraskelser i bogen om starten af 1980’erne, mens slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne mest af alt indeholdt en lang række glædelige gensyn med barndomsminder såsom EM-finalen i fodbold i 1992.

Jeg synes, at forfatteren har gjort et godt stykke arbejde med at udvælge de begivenheder, der skulle med i bogen. Mange er oplagte – Tamilsagen, Danmarks nej i 1992 osv. – men der er også nogle begivenheder, som jeg husker knapt så tydeligt, men som er ret interessante. Her på bogbloggen er det for eksempel meget oplagt at nævne forlagskrisen i slutningen af 1980’erne, hvor bibliotekerne også led under, at folk fravalgte at låne bøger. Her skulle man pludselig til at redefinere, hvad et bibliotek skulle være, og hvordan man fortsat kunne tiltrække biblioteksbrugere. Den udfordring er også relevant i dag.

I det hele taget er ‘Danmark Dejligst’ interessant læsning – uanset hvor meget af tiden, man selv har oplevet – for den giver et indblik i den nye Danmarkshistorie og forklarer til dels også, hvorfor samfundet er, som det er i dag. Jeg vil anbefale dig at læse serien, hvis du gerne vil vide mere om denne periode af Danmarkshistorien eller bare gerne vil have opfrisket de vigtigste begivenheder i denne periode.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *