Danteklubben

Denne bog har stået og puttet på bogreolen i mange år, og det er ikke en gang min. Gemalen fik den i gave for en række år siden, men han fik aldrig læst den færdig, og siden har jeg flere gange kastet lange blikke efter den og pønset på at læse den. Jeg gik endelig i gang med bogen tilbage i april måned, hvor jeg nåede ca. 40 sider, inden Dewey’s Readathon sluttede. Derefter lagde jeg bogen fra mig, kastede mig over en række andre bøger og glemte alt om denne her…. indtil jeg skulle på ferie i første uge af juni og brugte det som en god anledning til at få læst bogen færdig.

‘Danteklubben’ er skrevet af Matthew Pearl og foregår i midten af 1800-tallet i Boston. Her er en gruppe lærde i gang med at oversætte Dantes ‘Guddommelige komedie’, men de bliver temmelig opbragte, da flere mord rammer byen, og morderen tilsyneladende finder inspiration i Dantes værk. Skal de fortælle politiet om deres viden, eller vil det blot rette mistanken mod dem? Og er de selv i fare? Et kapløb om tiden begynder, for kan de – eller politiet – finde frem til morderen, inden vedkommende slår til igen?

Det er næsten umuligt ikke at tænke på ‘Da Vinci Mysteriet’ og den bølge af religiøse konspirations-krimier, der fulgte i kølvandet på bestselleren. ‘Danteklubben’ har dog ikke fokus på religion (selvom Himmel og Helvede er vigtige elementer i Dantes klassiker), men på det litterære aspekt, hvor de intellektuelle forsøger at løse de sproglige knuder i jagten på morderen. Det er i mine øjne et plus, for der er tærsket lige lovlig meget langhalm på de religiøse konspirationsteorier. I hvert fald for et par år.

Bogen er tung at komme i gang med, og det kræver lidt stædighed at komme godt ind i historien, men derefter blev jeg fanget af fortællingen. Det er en stemningsfuld bog, hvor man som læser får indblik i livet hos de intellektuelle i 1800-tallet, og som ordnørd elsker jeg den passion, som driver de lærdes mange litteratur-diskussioner. Der smages på og svælges i ord, og det er skønt – og en smule for meget. Det bliver ind imellem en kende opstyltet, men stemningsmæssigt passer det nu meget godt ind i historien.

Jeg synes først og fremmest, at det er på personsiden, det halter. Hovedpersonerne er lidt svære at komme ind på livet af – endsige identificere sig med – og flere af skurkerollerne virker karikerede og kedelige. Hovedskurken var jeg ikke så vild med, måske først og fremmest fordi jeg ikke rigtig købte grunden til, at morderen i det hele taget blev morder.

Det er en fortælling, der til tider kan virke lidt gumpetung og forceret, men på andre tidspunkter emmer af litterær glæde og orddribleri. Det er ikke en klassisk pageturner – den kræver lidt mere opmærksomhed og dedikation fra læseren – men det er en udmærket krimi, og holder du tilfældigvis af Dantes værker, vil det helt sikkert være et plus, hvis du læser denne bog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *